Del X omhandler dommen over Dampe, præmisser og senere fængslinger. Desuden kommer denne del ind på enkelte dele af det som dr. Dampe blev dømt for. Den beskriver bl.a. Kjerulff og Frederik 6. Og kommer ind på problemerne i at retsakterne dels er hemmelige, dels ikke kunne trykkes.
Dr. Dampe
X
Daværende politidirektør, nu politichef og overpræsident Kjerulff, der, som bekendt, ved i jødeforfølgelsernes tid, i stedet for de militære patruljer og udlovelsen af store belønninger for angivelsen af ophavsmændene, hvilke forholdsregler havde vist sig at være frugtesløse, straks da han afløste den posten så lidt voksne Hvidberg, så heldigt havde bragt politistokken i systematisk anvendelse efter en her hidtil ukendt stor målestok, styrede, som man af det foregående har set, med ikke mindre held det imod dr. Dampe systematisk anvendte politiske spioneringssystem. Disse to, så nær efter hinanden stedfundne gunstige omstændigheder må det vel især tilskrives, at denne embedsmand erhvervede sig en så høj plads i Frederik den Sjettes yndest, at han til enhver tid, også hvor intet af mindste vigtighed kunne være at rapportere politiet vedkommende, havde uindskrænket adgang til denne monarks person. Det var en selvfølge, at ligesom Kjerulff straks havde underrettet kongen om Dampes og Jørgensens anholdelse og hvilke papirer der hos den første var forefundne, således fik kongen også uopholdelig af ham efterretning om udfaldet af de afholdte politiforhør, om vedgåelsen af de væsentligste fakta og vidneforklaringerne imod Dampe. Enhver, der kendte det allermindste til den afdøde konges karakter, ved, hvor strengt han holdt over sin uindskrænkede suverænitetsmagt og at han ikke let lod hengå ustraffet noget angreb på majestætens hellighed og ukrænkelighed. Det er da ikke at undres over, at et attentat af den natur som dr. Dampes måtte opbringe ham i højeste måde og det så meget mere som de noksom omtalte hovedvidner i sagen tillige havde forklaret, at Dampe i fortrolige mundtlige meddelelser skulle have tilsidesat den ærbødighed, han skyldte kongen, og bedømt denne både personligt, og som regent med den største uforbeholdenhed. Da politiforhørene var tilendebragt, befalede kongen, at Dampe og Jørgensen skulle dømmes af en kommission, bestående af 3 hof- og stadsretsassessorer, hvortil valgtes de to nuværende kancellideputerede Lange og Bentzen (hvilken sidste, som nævnt, havde ført den præliminære kriminalundersøgelse) samt nuværende justitiarius ved overretten i Viborg, Schiønning. Udfaldet af denne sag var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes. Dampe og Jørgensen blev, som skyldige i "at have tilskyndet eller rådet til forandring i den ved fædrelandets grundlov bestemte regeringsform", efter forordn, af 27. septbr. 1799 § 1 konf. med § 25 (hvorefter uddeling af håndskrifter, hvis indhold, ifald de var trykt, måtte anses strafværdige, medfører samme straf både for forfatteren og dem, der sælger eller uddeler sådanne, som om de var kundgjort ved trykken), dømt til at have deres liv forbrudt. Denne straf var, som kommissionen, ifølge den officielle kundgørelse, havde begrundet i præmisserne, en formildelse af den, der egentlig kunne have været dem pålagt for deres "misgerning" , da denne "åbenbart henhørte under lovbestemmelserne i lovens 6-4-1 og 2" og de således egentlig "skulle været dømte" som dem, der "enten med råd eller dåd lader sig finde at ville bringe nogen forandring i kongens absolut arveregering", til "at have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd levendes afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul og hovedet med hånden sættes på en stage". En tilstrækkelig grund til den "formildelse" fandt kommissionen deri, at de tiltalte "intet videre havde foretaget til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme, og deres foretagender, der iøvrigt var planløse og lidet farlige, måledes ingen videre resultat havde haft". Denne kommissionsdom, der faldt den 14. februar 1821, er intetsteds bleven publiceret, og da den, tilligemed samtlige akter i sagen, beror i kancelliets arkiv, er den således utilgængelig for offentligheden. Der var allerede udstedt ordre til dommens indstævning for Højesteret, hvor generalfiskalen (Wivet) skulle have været aktor og de herrer Treschow og Sporon defensorer, den første for Dampe, den anden for Jørgensen, men både Jørgensen og senere også Dampe, der begge indså, at intet gunstigere resultat var at vente, renoncerede på dommens prøvelse for landets øverste tribunal, og henflyede til kongens nåde. De blev nu, ved den i det foregående omtalte kgl. resolution af 7. marts 1821, forundt en allernådigst formildelse af dommen, således at de begge, i stedet for at miste livet, skulle hensættes i fængsel på livstid på fæstningen Christiansø under streng bevogtning. Denne resolution undergik imidlertid - formodenlig ved senere kgl. resolutioner, om hvilke dog intet er bragt til offentlig kundskab - , flere forandringer og modifikationer, idet at nemlig Dampe tilbragte de første 6 år af sin straffetid i Kastellet, derpå kom til Christiansø, så, nogle år efter, førtes tilbage til Kastellet igen, og dernæst atter bragtes til Christiansø, mens Jørgensen slet ikke kom til Christiansø, men bragtes til fæstningen Frederiksort, hvor han sad i en del år, indtil han efter ansøgning af særdeles kgl. nåde løslodes og blev aldeles gengivet sin frihed. Mod Dampe forblev den afdøde konge derimod ubønhørlig. Alle ansøgninger fra ham og hans familie, understøttede af de mest gribende skildringer af hans ulykkelige stilling og de mest fordelagtige vidnesbyrd om hans forhold under de ham pålagte lidelser, forblev frugtesløse. Den ulykkelige havde i året 1831 på indstiftelsen af stænderinstitutionen bygget et tillidsfuldt håb om befrielse; men netop den omstændighed, at han i sin ansøgning beråbte sig på den tilnærmelse til en repræsentativ statsform og derhos anførte undskyldningsgrunde for sin handlemåde, forbittrede kongen på ny imod ham, ligesom man deri har set en ubesindighed eller uklogslab, der endog skulle vidne om en ved den lange indespærring og berøvelse af friheden tilvejebragt forvirring af hans begreber. Jeg vil, ved hjælp af en fra pålidelig hånd modtaget meddelelse, i det følgende nærmere komme til blandt andet også at omtale de af ham i denne ansøgning anførte motiver.
Skønt jeg i det foregående allerede har antyder, hvori den forbrydelse bestod, for hvilken Dampe underkastedes en så hård straf, vil det netop i nærværende øjeblik være af den højeste interesse at gå noget nærmere ind på denne genstand, og det glæder mig så meget desbedre at være i stand dertil som jeg allerede i flere år har været i besiddelse af en afskrift af det hoveddokument, hvorfor Dampe blev dømt, den allerede tidligere berørte erklæring, som han, efter at forsøget med en petition var mislykket, ville lade diskutere i den berammede forsamling. Den bedste og mest fuldstændige oplysning for almenheden ville vistnok tilvejebringes, hvis vor bestående presselovgivning tillod dette bemærkelsesværdige historiske aktstykkes trykning i sin helhed; men desværre har et par af vore mest kyndige jurister, med hvilke jeg i den anledning har rådført mig, ikke fundet dette tilrådeligt, da enhver, om end nok så bestemt fralæggelse af at dele eller billige de anskuelser og sætninger, dette dokument gør gældende, næppe ville kunne frelse for en domfældelse blot på grund af at man derved ville divulgere et håndskrift, der var befundet af statsforbryderisk Indhold, og efter at en beslaglæggelse havde forhindret divulgationen; og min eneste hensigt dermed: fuldstændigt at sætte publikum i stand til at bedømme, for hvilke sætninger. meninger og ord det var at dr. Dampe blev fundet skyldig i majestætsforbrydelse og dømt fra livet, ville således i intet tilfælde kunne opnås.
Jeg må derfor indskrænke mig til at referere, og skal kun, til prøve på den ejendommelige tone og stil, hvori dette aktstykke er affattet, hidsætte begyndelsen, med hvis offentlige meddelelse der, efter disse mænds mening - og forhåbentlig også efter vedkommende politiembedsmand - ikke kan være noget at erindre:
"Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker retfærdighed og folkets vel mere end sit eget vel.
Så lærer en indre stemme i det ædle hjerte; så lærer fornuften og religionen hos den, der har religion.
Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker det gode udrettet ved godt, når det kan ske.
Men den, der tænker som mand, frygter kun en ting: at gøre uret. Farer frygtes kun af foragtelige feje og elendige slaver.-
Der er nationer i syden, hvor en del af folket nylig har med magt forandret regeringsformen.
Der er også mange i Norden, hvem det synes at en forandring i regeringsformen er højst ønskelig, og vigtig til at afvende og bøde på megen offentlig og privat elendighed; foruden dette, at der gives regeringsformer, der er værdigere for frie mennesker end en uindskrænket enevoldsmagt.
Vi bedømmer ikke her disse meninger, eller de andre nationer. Af det eksempel, de har givet, følger ikke, at vi skulle forene os og med magt forandre regeringsformen.
Men vi skulle følge retfærdighedens stemme. Retfærdighedens stemme skal høres af folket og af kongen. Retfærdigheden skal forebygge magts anvendelse og borgerkrig. Retfærdigheden skal for bestandig sikre landets rolighed og lykke.
Vi forlanger ikke forandring i regeringsformen. Men vi nævner retfærdigheden, og det skal ske, at vi får den.
Norden bruger retfærdighed, hvor syden skrider til magt og krig. For sådant er folket i Norden, at, når det indser, hvad der er retfærdigt, da står og falder det derfor; og sådan er herskeren i Norden, at ordet retfærdighed vækker hans ærefrygt.
Vi står og falder for retfærdigheden alene; for retfærdighed er noget guddommeligt. Vi står og falder endnu mere derfor, når statens vel står i forbindelse dermed.
Vi siger ikke: at regeringsformen skal forandres. Vi siger, at en nation har ret til at bestemme regeringsformen, og til at forandre den, om den vil **)." - - -
Forf. går efter dette postulat over til at deducere den formentlige ret med grunde, hentede fra natur- og folkeretten, og at anvende den på forholdene. - Kongen har naturligvis ret til at bruge den magt, der er ham givet; men han har den af folket. folket er til alle tider, mens de enkelte slægter af folket, som lever, afløser hinanden. Ingen enkelt slægt råder over det hele folk, eller over de andre slægter. En enkelt slægt har givet kongen magt, og han har den da ikke fordi den slægt havde at byde over os, men fordi vi antages at have givet vort samtykke dertil. Statsindretningen består således ved det nuværende folks vilje. folket må ikke gå ind i kongens ret; for da bruger det vold og oprør; men det kan forlange, i fred at bruge sin ret til ar vælge deputerede og igennem disse at udtale sin bestemmende mening om regeringsformen i fremtiden. - Disse er grundtrækkene i det flere sider lange skrift og på det nys nævnte forlangende går i det hele den erklæring ud, som del var Dampes agt derved at forelægge til drøftelse. Opfordring dertil fandt Dampe i de med tiden mægtigt forandrede begreber og statens betryggelse for bestandig for revolution og borgerkrig, og han udtalte derhos, at ingen magt i Europa uden blusel ville kunne gøre indvending imod eller indblande sig i denne "fredelige retsudøvelse" af et helt folk, der, efter hans mening, var noget ganske andet, end at en del af folket med magt forandrede landets regeringsform.
*) Der kan selv, efter den mest ensidige bedømmelse, ikke være noget lovstridigt i sådanne sætninger, da begrebet nation. således som det her er brugt, naturligvis også indbefatter regenten eller kongen som nationens formand.
**) Det vil ikke være uden interesse at sammenholde med disse sætninger, hvis intenderede fremsættelse til diskussion i 1821 stempledes og straffedes som majestætsforbrydelse, flere ytringer under konstitutionssagens behandling i den jyske stænderforsamling 1840, således som disse er gengivet i den under den kgl. kommissarii, kancellideputeret og generalprokurør Ørsteds censur udkomne Stændertidende. Mens det blandt andel her hedder, at "Ønsket om forandringer i rigets forfatning er så almindeligt, at det strækker sig til de fleste med almindelig sund sans og med nogen indsigt i forholdene begavede mænd fra Skagen til Kongeåen", drages det i tvivl om det i 1660 "var gørligt at befuldmægtige nogen til at disponere over, ikke blot den nuværende slægts, men alle de kommende slægters helligste og uforkrænkeligste menneskerettigheder", ligesom der udtales den "Tro", at "Kongeloven, for så vidt den går udenfor at bestemme arvefølgen, kun kan være at betragte som provisorisk", at den "ikke har nogen lovlig grundvold", og at "folket har en historisk ret til en friere forfatning", som navnlig jyderne "i mange år med højeste grad af tålmod har afventet", og foreslåes, at folket, "med umiddelbart hensyn til konstitutionsanliggendet" måtte "vælge deputerede, der da måtte udtale, hvorvidt den almindelige stemning var for en konstitution eller imod". - Det er forresten en selvfølge, at man ingenlunde må overse den væsentlige forskel, der er imellem disse ytringers fremførelse i en af kongen sammenkaldt stænderforsamling og de ovenanførte sætningers proklameren i en fra en selvdannet forening udgående erklæring, således som det var Dampes intention.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar