Oversvømmelse i Kristen Bernikows Gade. (Efterskrift til Politivennen).

- I Borgerrepræsentanternes Møde i Mandagsaftes forhandledes først en Besværing fra Christenbernikowstrædes Beboere, om at Gaden i Regnveir sattes under Vand. Brolægnings- og Vandcommissionen, som først var bleven hørt herom, havde under 22de Septbr. erklæret sig imod at træffe Foranstaltninger, af Hensyn til de nær forestaaende Gas- og Vandrørs Nedlægning i Gaden. Indenrigsministeren svarede derpaa den 25de Oktbr. at efter hans Formening kunde dette Hensyn ikke motivere en Undladelse af at træffe præventive Forholdsregler herimod. Brolægningscommissionen svarede da atter, at da det var temmelig afgjort, at Gaden kun sattes under Vand ved meget pludselige og heftige Regnskyl, da det var uvisti (!), hvorvidt saadanne vilde finde Sted, inden Gas- og Vandrørene nedlagdes, hvilket ville skee i 1857, og da mange andre Gader her i Byen, som vare i samme Situation med Hensyn til Oversvømmelser, kunne komme accurat med samme Fordring, saa var der ingen Anledning til at træffe præventive Foranstaltninger, hvilke forresten vilde medføre en Udgift af 750 eller 900 Rdl. eftersom Ondet skulde afhjelpes igiennem en Trærende eller en Rørledning. Efter at Jacobsen i den derpaa følgende Debat havde meddeelt, at Agenten for det engelske Huus, med hvilket Communen har afsluttet Contract om Gas- og Vandanlægget, var kommen dertil, for at paabegynde Arbeidet, samt at en Stor Deel af Rørene vilde blive nedlagte iaar, sluttede Forsamlingen sig til Brolægningscommisionens Anskuelse.

(Kjøbenhavnsposten 5. marts 1856).

Hvad kan det hjelpe! (Efterskrift til Politivennen)

Over mange Ting har jeg ophørt at undre mig; men over Eet har jeg endnu ikke ophørt dermed, og det er over den nogle faa Alen brede Vei fra Charlottenlund til Dyrehaven. Ved høilys Dag er det livsfarligt som Fodgænger at afbenytte den os anviste knebne halve Alen, thi Vognene kunne ikke komme forbi hverandre uden som Figura udviser - at tage denne halve Alen til Hjelp; men, at Ulykker ikke høre til Dagens eller rettere til Nattens Orden, naar denne Vei passeres af Tusinder fulde og gale Mennesker tilfods, tilvogns og tilhest, er i sandhed et af de stærkeste Beviser paa Forsynets Styrelse. Men, vil man sige, kan denne Vei da gjøres bredere? Af sig selv udvider den sig sikkerlig ikke. Noget, man virkelig fristes til at tror. Vedkommende ifølge den bekjendte Brøndumske Regel stole paa. Der maatte unægtelig flyttes nogle Gjærder og Stakitter, vel endog paa sine Steder tages lidt af Klitten, men Betænkningerne og Betænkningernes Betænkninger kunne vist ikke blive indhentede desangaaende i vor, vore Børns og Børnebørns Levetid, og ergo bliver det ved det Gamle.

See saa! Nu er den Artikel skreven; men hvad kan det hjelpe? Jeg har i mine Dage skrevet om mange Ting, uden at det har hjulpet det Mindste. Jeg har saaledes skrevet om den ikke alene besværlige, men ligefrem livsfarlige Passage gjennem Portene, noget nær de eneste i sit Slags i hele Verden; om Brokkens Bod; om Hovedindkjørselen til Assistentskirkegaarden (!!!); om vore Tranlamper; om de stinkende Jerichauske Vogne langt op paa Formiddagen; om de raadne, stinkende Stadsgrave; om den formidable Gadefeining uden at væde Gaderne først; om det berygtede kjøbenhavnske Hunde-Svineri; om den offentlige Uanstæntighed ved Kirkers, Slottes, Bygningers Besudling; om vore offentlige Steders Malproperhed; om Politiets priviligerede beenbrakkende Glidebaner om Vinteren; om Assistentskirkegaardens hensynsløse, ja ligefrem latterlige Lukning visse Timer daglig; om de hjælpeløse Bønderslæder og endnu mange flere Ting, men - hvad kan det hjælpe? Kunde jeg endog faae disse 4 Ord trykte med ildrøde Bogstaver med en Guldrand om og 365 streger under; jeg siger dog 

Hvad kan det hjelpe!!!

En Politiven.

(Kjøbenhavnsposten 7. juni 1855).

Professor Thedor Reinhold Schütze (1827-1897). (Efterskrift til Politivennen)

Professor Theodor Reinhold Schütze (1827-1897) kom i klemme mellem "dansk", "slesvigholstensk" og tysk. Personer fra begge observationer foranledigede han blev afskediget under beskyldninger for at indtage modpartens synspunkter.

Schütze blev født i Holsten, gik i gymnasium i Haderslev. Han studerede sprog- og retsvidenskab 1846-1847 ved Christian-Albrechts-Universität i Kiel, og 1848 statsvidenskab i München. Efter udbruddet af Treårskrigen var han løjtnant i den slesvig-holstenske hær, og afsluttede 1851–53 sit studium i Kiel. Derefter privatdocent.

Frederik 7. udsendte 29. marts 1852 et patent om fuld amnesti for underofficerer og menige som havde gjort tjeneste mod den kongelige regering. Som følge blev han ansat ved Københavns Universitet 1855. Men udnævnelsen affødte voldsomme reaktioner, båret frem af bl.a. avisen Fædrelandet, men suppleret i talrige andre aviser, og kun imødegået af Kjøbenhavnsposten: 

Om Udnævnelsen af Dr. juri Th. R. Schütze til Professor I sIesvigsk Ret ved Kjøbenhavns Universitet.

I Midten af forrige Maaned fik man aldeles uventet af Bladene Underretning om, at Hs. Majestæt under 14de Januar havde udnævnt Dr. juris Th. R. Schütze, Privatdocent ved Kiels Universitet, til Professor extraordinarius ved Kjøbenhavns Universitet i de til den slesvigske Ret henhørende Discipliner. 10 Dage efter blev Professor og Docent i slesvigsk Ret, A. F. Krieger, udnævnt til Etatsraad og Departementschef. Det blev strax aldeles almindelig og uimodsagt yttret, at denne Dr. Schütze havde taget activ Del i det slesvig-holstenske Oprør, og at han desuagtet var bleven ansat ved vort Universitet, vakte i Studenterverdenen megen Indignation. Paa Studentermødet den 7de Febr. blev denne Ansættelse et Par Gange aldeles i Forbigaaende omtalt dadlende, men man vidste ikke noget Sikkert om, hvad han havde gjort, eller hvor stor en Fare der egenlig kunde ligge i hans Ansættelse her. Jeg har i nogen Tid ventet paa, at Andre, som maatte være bedre skikkede dertil end jeg, skulde indhente Oplysninger om bemeldte Schützes Fortid og bekjendtgjøre dem, men da dette endnu ikke er skeet, og jeg ikke kan paa nogen Maade finde mig i, at denne Ansættelse skulde gaae upaatalt hen, har jeg ikke villet undslaae mig for, efter at have indhentet paalidelige Oplysninger, selv at fremstille Sagen for det Publicum, den maa antages at interessere.

Th. R. Schütze, der er født i Holsten, bl. A. har gaaet i Haderslev Skole og er Student fra Kiels Universitet, gik 1848 med som Frivillig i Oprørernes Armee; han deltog 1849 som Underofficier ved 2det Jægercorps i Stormen paa og Slaget ved Kolding, i Træfningen ved Gudsø og i Fredericias Belejring. Han stod paa Skandserne udenfor den ved Bombardementet afbrændte By hin evig mindeværdige Nat mellem 5te og 6te Juli, da de danske Soldater hævnede al den Forsmædelse, vi have maattet døie fra Holsten, og "6te Julis Seirssol" har belyst hans Flugt som de Andres. For sin tro Tjeneste blev han af Statholderskabet udnævnt til Lieutenant ved 2det Jægercorps i 1850; i 1851, da Kongens Myndighed var gjenoprettet i Holsten, blev han afskediget. Derefter tog han atter fat paa sine afbrudte Studier, har taget juridisk Examen i Kiel og i Flensborg, har taget Doctorgraden, har doceret nogen Tid privat i Kiel, og er nu bleven Professor i Kjøbenhavn.

Jeg skal ikke gaae i Rette med Dr. Schütze, fordi han har kæmpet for den Sag, han ansaae for den bedste; han har gjort Oprør mod Kronen, men ikke forraadt sit Fædreland, thi han er Holstener af Fødsel og Opdragelse. Men paa den anden Side har han taget ganske anderledes activ Del i Krigen end Cand. Meyer. Man har vistnok aldeles overdrevet en Læges Berettigelse til at være "neutral", men nogen Betydning har det dog, om man blot er Lazareth-Læge eller egenlig Combattant ved en fjendtlig Armee. Og dertil kommer den langt større Fare, der ligger i Dr. Schützes Ansættelse. Meyers Ansættelse ved Universitetet er kun eventuel, mulig, og et medicinsk Professorat har ikke nogen videre politisk Betydning; men Schütze er udnævnt, og det skal være mig let at paavise, at Professoratet i slesvigsk Ret er af indgribende politisk Betydning. Det var, som bekjendt, fra Slesvigs juridiske Embedsstand, uddannet og fordærvet i Kiel, at Forberedelserne til Oprøret og Oprøret selv for en stor Del udgik; for at faae en mere loyal og dansksindet Embedsstand, indrettede man det da saaledes, at den juridiske Examen skulde tages i Flensborg, og at hvem der vilde, kunde modtage den fornødne Uddannelse i slesvigsk Ret ved Kjøbenhavns Universitet. Man ansatte da først som Docent en vis Dr. Schmid, der er i maadelig Ihukommelse 1) for sine juridiske Lærebøger, 2) for sin Opførsel som Præsident i de slesvigske Stænder 1853. Med Glæde saae man ham blive afløst af Prof. Krieger og Kammerjunker E. Vedel (sidstnævnte, der docerede privat, er senere bleven Medlem af Appellationsretten). Deres Collegier over den slesvigske Ret følge ligefrem det danske Retssystem, blot at det ikke er Kongerigets, men slesvigske Forordninger, der citeres; hvorledes dansk Retspraxis og danske Retsanskuelser derigjennem kunde trænge ind i Slesvig og forberede en Reform i det fortvivlede Virvar, der gaaer under Navn af "slesvigsk Ret", samt modvirke Indflydelsen fra Kiel, idet de her uddannede Candidater rimeligvis især vilde holde sig til Nordslesvig, - det troer jeg er indlysende ogsaa for ikke-Jurister. Det vilde altsaa allerede være betænkeligt at udnævne en Tydsker til Docent i slesvigsk Ret her; han vilde ufejlbarlig lægge det tydske og Romerrettens System til Grund for sine Forelæsninger, og det er ad denne theoretiske Vei, at Romerretten allerede er trængt saa dybt ind i den slesvigske Ret og har fortrængt den gamle nationale, danske Lovgivning. Men at udnævne en Erke-Schleswigholsteiner, en Mand, der har vovet Liv og Blod for Oprørets Sag! Den Sag maa være ham en Hjertesag; har han i 3 Aar næsten daglig vovet sit Liv for den, saa kan det rigtignok ikke antages, at den nu pludselig skulde være bleven ham ligegyldig, at han ikke fremdeles skulde virke for den, om end paa en anden Maade. Det synes altsaa nu at være ligegyldigt, om man studerer slesvigsk Ret i Kiel eller Kjøbenhavn; der er al Grund til at befrygte, at de samme fordærvelige statsretlige Theorier ville lyde fra Kathedrene paa begge Steder, at den samme Opmuntring og Vejledning vil man faae ved den personlige Omgang med sin Professor! Der findes blandt dem, der her studere slesvigsk Ret, Nogle, som have deltaget i Kampen for Fædrelandet; de have i flere Slag staaet lige overfor Dr. Schütze, ja maaskee været i Haandgemæng med ham; hvor Forholdene dog forandres: nu skulle de ære og agte ham som deres Professor, nu skulle de samles om hans Katheder og indsuge hans Lærdomme!

Det er utroligt, at Ministeriet kan have kjendt Dr. S.'s Fortid, før det ansatte ham; hvorledes skulde man vel ellers kunne undskylde og forsvare dette Skridt? "Man siger," at han er varmt anbefalet af Appellationsretten i Flensborg; ja, som en dygtig Jurist, men neppe som en dansksindet Mand. "Man siger," at en juridisk Candidat, der for Tiden er i Udlandet, skal være udseet til ved sin Hjemkomst at afløse Prof. Krieger og saa docere slesvigsk Ret ved Siden af Dr. S.; herved kan Faren formindskes, ingenlunde undgaaes, og Skandalen er lige stor. "Man siger," at Dr. S. er uundværlig; det klinger besynderligt, før han endnu har holdt en eneste Forelæsning, ja før han endnu er kommen hertil. Og man skulde først bevise , at det ikke var muligt at faae en anden og dygtig Mand til Docent mod en anstændig Gage; det skulde dog være mærkeligt. Overhovedet er "Uundværlighed" et meget yndet Skalkeskjul for Mangel af ordenlige Argumenter og Beviser; det er ikke ret længe siden, at 9 Ministre, eller dog nogle af dem, erklæredes for "uundværlige", men det er da et Factum, at de for Tiden ganske godt undværes. "Man siger," at det er netop godt vi faae Dr. S. herover, vi skulle nok passe paa ham og gjøre ham dansk o. s. v.; ja, jeg har nok hørt, det skal være hensigtsmæssigt og i Overensstemmelse med Helstatens Princip at sende danske Soldater til Holsten og holstenske herover, men jeg har rigtignok aldrig vidst, at det Samme skulde gjælde "de Professoribus". - Ja, hvad kan "man" ikke "sige"? Maaskee er Dr. S. ogsaa en af de ideale Naturer, der, fortabte i ren Videnskabsdyrkelse, ikke observere en saadan Bagatel, som om det er i den danske eller i Oprørernes Armee de tjene; maaskee er han ogsaa en af de ægte Helstatsmænd , der paa alle Maader ville forsone, ville udjevne Forskjellen mellem Dansk og Tydsk; maaskee er det ogsaa af kjærlige Familiehensyn, at han er gaaet ind i Oprørshæren; maaskee er hans Ansættelse ogsaa en af de "Helstatens Consequenser", vi maae "acceptere"; maaskee er det overhovedet tvivlsomt, hvem der havde Ret, de Danske eller Holstenerne og ialfald Noget, der ikke kan afgjøres for man har læst alle de juridiske Actstykker igjennem, saa den Ene kan være ligesaa god som den Anden o. s. v. Ja, slig løs Snak kan man faae Lov til at føre i en Forsamling af godmodige danske Studenter een Gang, men anden Gang troer jeg ikke det gaaer.

Man kunde sige, at det er uden Betydning jeg reiser denne Strid, da Majoriteten paa et offenligt Studentermøde har opsat at tage Beslutning om "den foreliggende Sag", og "opsætte" vel er det Samme som "opgive". Det var rigtignok kun en meget tarvelig Majoritet, der vedtog denne Resolution, idet den lod sig bevæge af Retfærdighed eller Billighed eller Godmodighed eller (Øllebrøds) Barmhjertighed - som man vil, men ligefuldt: det var en Majoritet. Jeg troer imidlertid, at Studentermødet den 7de kun har udtalt sig angaaende Meyer, ikke om Schütze; det var indvarslet  af en Artikel af Hr. Meyer, om ham og hans Forhold dreiede Debatten sig næsten alene, om Dr. S.'s Forhold vidste man ikke noget med Vished; man oversaae vistnok, at den af Hr. Levin stillede Resolution ogsaa omfattede Dr. Schütze, idet den lød paa, at Mænd (ikke: danske Mænd), der have tjent under Oprørsregeringerne, ikke bør knyttes til vort Universitet. Resultatet vilde maaskee være blevet anderledes, hvis man havde lagt Mærke til denne Omstændighed, thi medens Stemningen var delt med Hensyn til Hr. Meyer, saa var den vistnok udelt mod Hr. Schütze; i det mindste gav Forsamlingen i stærke Udtryk sit Bifald tilkjende, hver Gang en Taler aldeles i Forbigaaende berørte med Dadel hans Ansættelse her. Denne Opfattelse, at man paa Mødet ikke har taget nogen Bestemmelse med Hensyn til Dr. S., veed jeg ogsaa er den almindelige i Studenterverdenen.

Om der da er Grund til at sammenkalde et nyt offentligt Studentermøde, eller om maaske en Adresse til Cultusministeren her vilde være passende, skal jeg overlade til Andre at afgjøre; kun det vil jeg bemærke, at S.'s Udnævnelse ingenlunde er et fait accompli, en gjort Gjerning i den Forstand, at den ikke skulde kunne ændres. Naar den høitagtede Cultusminister bliver bekjendt med Dr. S.'s Fortid, vil der vel ikke være Noget i Veien for, at hans Ansættelse tages tilbage. Min Hensigt er det kun at fremkalde Discussion, at gjøre Sagen almindelig bekjendt, at fremkalde Oplysninger - ogsaa Oplysninger til Dr. S.'s Fordel, hvis saadanne gives. Ja, kunde man bevise, at Lieutenant Th. R. Schütze og Professor Th. R. Schütze ere forskjellige Personer, det skulde i Sandhed glæde mig for den offenlige Morals Skyld, men det troer jeg nok man skal lade være. Eller kunde man bevise, at den Skildring af Hr. S.'s "vita anteacta", jeg ovenfor har givet, er urigtig - men ogsaa det skal man nok have ondt ved. Jeg skal i saa Henseende bemærke, at - saavidt jeg veed - beroer hele Insurgentarmeens Archiv i Krigsministeriets Værge, og at Krigsministeren vistnok gjerne vilde tilstede Adgang til bemeldte Archiv, naar man ønskede at søge en vigtig Oplysning der. Eller kan man bevise, at Dr. S. aabent og offenligt og fuldstændigt har brudt med Oprøret, at han har gjort Bod og Bedring og nu er dansksindet? Efter den Kjærlighed, han maa have havt for Oprørets Sag, efter den Opoffrelse, hvormed han i 3 Aar har vovet Liv og Blod derfor, kan man i Sandlied dels betvivle, at han aldeles vil bryde med sin Fortid, saa at han ikke skulde benytte en given fortræffelig Ledighed til fremdeles at virke for sin Ungdoms kjæresle Tanke og Formaal, dels er man ialfald berettiget til at fordre meget bestemte og stærke Beviser for, at han virkelig har omvendt sig, dels endelig synes det ligefuldt letsindigt, at en Mand, hvis Ansættelse kan medføre saa stor en Fare, bliver ansat, fordi det dog var muligt, at der ikke vilde flyde nogen Fare deraf.

Men af hvem vil man kunne vente Oplysninger i denne Sag? Hr. Meyer fandt ansete og dygtige Forsvarere, skulde da den stakkels Dr. S. slet ingen finde? Det er i det Foregaaende antydet, at det maaskee er en eller anden "høi" Vedkommende, der nærmest maatte være kaldet til at tage Ordet for Dr. S., og jeg skulde haabe, at man ikke vil tage i Betænkning at nedlade sig til at svare en slet og ret Candidat, ubetitlet og ubekjendt, naar man ellers har noget Svar at komme med "Anonymt Skumleri" kan man lettere unddrage sig for at besvare, det er alene derfor, at jeg har sat mit Navn under denne Artikel. Neppe vil vel Nogen kunne sige, at Sagen ikke kom mig ved, da jeg er saa heldig at have gjennemgaaet Examensstadiet; det er jo aabenbart, at denne Sag maa interessere enhver Studerende, og da det kun er Studenter, der risikere at faae en Næse fra Consistorium, naar de befatte sig med "Politik", er det jo ret heldigt, at det er en Candidat, der reiser Spørgsmaalet. Endelig kunde man maaskee tillægge mig egoistiske Motiver, som om jeg misundte Hr. S. hans Plads, selv vilde have den osv, men en saadan Insinuation vilde være saa urimelig, at jeg ikke behøver at imødegaae den.

Kjøbenhavn den 16de Februar 1855.

P. Schiørring

Cand jur.

(Fædrelandet 21. februar 1855).

Medicinsk kandidat dr. Meyer tog medicinaleksamen i København, rejste så 1847 til Glückstadt til sine forældre og faderen der var praktiserende læge. Han overtog dennes praksis da faderen blev syg i 1848 ved krigens udbrud. Han blev ansat som læge i den slesvigholstenske hær indtil fredsslutingen. Han vandt i 1854 et legat for den bedste afhandling om offentlig sundhedspleje. Året efter blev han ansat ved Københavns Universitet.

Tirsdag 6. marts holdt universitetslærerne et møde hvor prof. Sommer havde foreslået at man henvendte sig til kultusministeren om Schützes loyale sindelag. Rektor Larsen oplæste her en skrivelse fra Schütze som erklærede at han var blevet tvunget ind i felttoget som udskreven værnepligtig, og ikke havde slesvigholstenske sympatier.

- Altsaa Kjøbenhavns Professorer og Universitetslærere have ogsaa faaet sig en motiveret Dagsorden! Berl. Tid. meddeler Beretningen derom efter "Fædrel.", med samme Grandezza, hvormed den nylig meddeelte "Dagbl.'s" Beretning om Studenternes motiverede Dagsorden. Det er blevet en Modesag med disse Dagsordener, der lader til at faae en særegen Indflydelse paa det danske Folks Characteer og Sæder. Først har man anvendt denne Angrebsmaade i Rigsdagen som er beqvemt Middel til at udskjelde og true Personer og Forhold, uden at udsætte sig for farlige Følger ved at gjøre Alvor af sine Trusler; den motiverede Dagsorden har forsaavidt samme Betydning som at stikke den knyttede Haand i Lommen. Derpaa kom Studenterne og efterabede Rigsdagen, og nu tage Universitetslærerne Exempel af Studenterne. Det er "Fædrel.'s" Angreb paa den nylig ansatte Prof. Dr Schütze, der har givet Kjøbenhavns Universitetslærere Anledning til deres i og for sig fornuftige Beslutning. Hr. Prof. Dr. med. Sommer følte sig altfor urolig og maatte have Oplysninger om den ny ansatte Collegas "loyale Sindelag". Han fremkom da med et Forslag om at henvende sig til Cultusministeren med et Andragende i Sagen, og til at forhandle herom afholdt man er almindeligt Møde, paa hvilket Prof. Larsen oplæste en Skrivelse fra den Anklagede, hvori han erklærede, "at han i sin Tid alene tvungen havde deltaget i det schleswigholsteinske Felttog som udskreven Værnepligtig, og han ligesaalidt senere under sin akademiske Virken i Kiel som tidligere har havt schleswigholsteinske Sympathier." Hvorvidt denne Erklæring har tilfredsstillet Forsamlingen og navnlig Prof. Dr. Sommer, det faaer man ikke at vide, da ethvert videre Spørgsmaal om enten desuagtet at henvende sig til Cultusministeren eller strax paa egen Haand erklære Dr. Schütze i "Verruf", blev forebygget af Prof. Clausen ved et Forslag om en motiveret Dagsorden, der blev antaget i den Form, at "i Henhold til de modtagne Oplysninger og Meddelelser, der skulle opbevares i konsistoriets Archiv, gaaer Forsamlingen over til Dagsordenen." - Der er en noget affecteret Udtryksmaade, DHrr. Professorer her have tilegnet sig efter Studenter og Rigsdagspolitikere. Universitetslærere og saadanne Folk, for hvem Varetagelsen af deres Embedspligter er den rette Dagsorden, behøve saamænd slet ikke at motivere, hvorfor de vende tilbage til denne Orden; det vilde i alt Fald have været bedre, at DHrr. havde angivet Grunden, hvorfor de ere afvegne fra deres Dagsorden. Nødvendigheden af at erfare, paa hvad Maade den nyansatte Professor har tjent i Insurgentarmeen, vilde vist ikke have været saa paatrængende for hans Colleger, dersom de lagde lidt mindre Vægt paa den nationalistiske Presses fanatiske Udgydelser og derimod opfattede den kongelige Amnesti saaledes som den bør opfattes. DHrr. Professorer give deres Disciple i saa Henseende desværre kun et daarligt Exempel, saavist som hverken kjøbenhavnske Professorer eller Studenter have mindste Ret til at fordre Udelukkelse eller Tilsidesættelse af Mand, som under den forløbne Insurrection have tjent, frivilligt eller ufrivilligt, i Hertugdømmerne. Det er slet ikke andet end Fanatisme, der indgyder en slig Indbildning, og de derved foranledigede Afvigelser fra Dagens Orden kan ikke andet end tjene til at befæste Nationalhadet, i hvis Fremkaldelse iøvrigt det kjøbenhavnske Universitet har havt en saa betydelig Andeel, at allerede Bevidstheden herom burde afholde dets Lærere fra at stille saa overordentlige Fordringer i denne Retning.

(Kjøbenhavnsposten 9. marts 1855).

- I "Fyens Avis" læses følgende Meddelelse herfra Kjøbenhavn, om hvilken man vel kan sige, at den er beregnet paa at "Kammeraterne sluge den raat":

"Der vil nu omsider fra de Studerendes Side i Kiøbenhavn blive "gjort noget" i Anledning af den skandaleuse Ansættelse af Dr. Schütze ved Universitetet. Det vil erindres, at der for over een Maaned siden af Cand. Schiørring blev i "Fædrel." fremsat saa bestemte og med authentlske Beviser ledsagede Sigtelser mod ham, at han ligefrem var pligtig til som Embedsmand at fralægge sig dem ved Dom. Han har desuagtet ikke i allermindste Maade taget til Gjenmæle. og ligesaalidt har Etatsraad Krieger forsøgt at forsvare sin Protege. En Deel ældre Studerende af alle Faculteter agte derfor en af Dagene at indgaae med et Andragende til Confistorium om, at alle de Oplysninger, som det eller Lærermødet har modtaget af Dr. Schütze maae blive de Studerende medteelte, "for at ogsaa disse kunne undersøge, om Oplysningerne ere af den Beskaffenhed, at de kunne tjene til at sikkre Tillidsforholdet mellem Universitetets Lærere og de Studerende". Hvis Consistorium ikke vil indlade sig herpaa, men tvertimod efter gammel Vane vil give "Næser", agter man at gaae kraftigere tilværks."

(Kjøbenhavnsposten 3. maj 1855).

- Under 27de April d. A. blev der indleveret følgende Andragende til Consistorium:

-Det vil være det høie Consistorium bekjendt, at der offenlig i "Fædrelandet" er blevet fremsat den bestemte Sigtelse mod den for nylig til Professor i slesvigsk Ret udnævnte Dr. Schütze, at han som Frivillig var gaaet ind i Oprørshæren i 1848 og der havde gjort Tjeneste alle tre Krigsaar, senest som Lieutenant. Allerede denne Ansættelse i og for sig kunde ikke Andet end vække megen Bevægelse blandt de Studerende, men denne er blevet endnu større, efterat det - ligeledes i "Fædrelandet" - er blevet ved authentiske Documenter oplyst, at han virkelig har været Lieutenant og virkelig har været Frivillig, uagtet han i en til Universitetets Rector rettet Skrivelse, der er bleven oplæst paa et almindeligt Møde af Universitetslærere, skal have negtet begge Dele. Da der nu for os, som kun gjennem et ikke-officielt Referat kjende denne Skrivelse , maa synes at være en stor Uoverensstemmelse mellem Dr. Schützes Erklæring og de factiske Omstændigheder, saaledes som disse foreligge etter de ubesvarede Angreb i "Fædrelandet", ansee vi Undertegnede det for vor Pligt at ansøge det høie Consistorium om, at alle de af Dr. Schütze til Consistorium og Lærermødet givne Oplysninger maatte blive de Studerende meddelte, for at ogsaa disse maatte kunne forvisse sig om, at Oplysningerne ere af en saadan Beskaffenhed, at de kunne sikkre det Tillidsforhold, som vi ønske maa finde Sted mellem enhver af Universitetets Lærere og de Studerende.

J. Holten, J. N. A. Madvig, S. Th. Krarup Smith,
Cand. juris. Stud. juris. Stud. polyt.

P. Schiørring, V. Rode, P. Plum, L. T. Gjerløff,
Cand. juris. Stud. juris. Cand. med. & chir. Cand. theol.

J. Voltelen, Chr. Bruun, Joh. Møller, O. Heiberg,
Cand. philol. Stud. philol. Stud. theol. Stud. theol.

H. Rørdam, H. J. Larpent, J. Nellemann, J. Krog,
Cand. theol. Stud. juris. Cand. juris. Cand. theol.

Joh. Clausen, Edv. Holm, C. Rosenberg,
Cand. theol. Stud. philol. Cand. juris.

Under 23de Mai bleve de Undertegnede anmodede om at indfinde sig Fredag den 25de Mai hos Universitetels Rector for paa samtlige de Andragendes Vegne at modtage af ham Consistorii Svar. Dette, der indeholdtes i en Skrivelse fra Consistorium til Universitetets Rector, lød saaledes:

- I Skrivelse af 27de f. M. have Cand. jur. J. Holten og Stud. jur. J. N. A. Madvig samt sexten andre dels Candidater dels Studerende af forskjellige Videnskabslag anmodet Consistorium om, at alle de af Docent i slesvigsk Ret, Prof. Schütze, til Consistorium og Lærermødet givne Oplysninger om hans tidligere Forhold maatte blive de Studerende meddelte, for at ogsaa disse kunde forvisse sig om, at Oplysningerne ere af en saadan Beskaffenhed, at de kunne sikkre det Tillidsforhold, der bør finde Sled mellem enhver af Universitetets Lærere og de Studerende.

I denne Anledning skulde Consistorium tjenstligst anmode Deres Magnificence om paa saadan Maade, som De finder passende, at meddele Andragerne, at deres Begjæring ikke kan efterkommes, saameget mindre, som de omhandlede Oplysninger dels ikke ere stilede til Consistorium, dels ere meddelte i en privat Form. Forøvrigt kan Consistorium heller ikke i nærværende Tilfælde ansee en Meddelelse til de Studerende for nødvendig; thi ihvorvel man ei vil miskjende den Stemning og de Følelser, som have fremkaldt Andragernes Begjæring, maa man dog holde for, at netop det af dem i deres Skrivelse paaberaabte Tillidsforhold mellem Universitetslærere og Studerende maa medføre, at disse sidste kunne og bør finde sig beroligede derved, at de af Professor Schütze givne Oplysninger have været forelagte for samtlige Universitetets Lærere, uden at Nogen af disse har fundet sig foranlediget til at foretage Videre i Sagen.

Consistorium d. 10de Mai 1855.

J. K. Larsen.

J. Gram.

F. C. Petersen."

Til Universitetets Rector,

Hans Magnificence Hr. Etatsraad, Professor Larsen, R. af Db.

Idet vi takkede Universitetets Rector for det fra Consistorium modtagne Svar, tillode vi os at antyde, at Andragendets Undertegnere herefter ansatte det for deres Pligt at indgaae til Prof. Schütze med en Opfordring.

Kjøbenhavn den 2tide Mai 1856.

J. Holten, J. N. A. Madvig,
Cand. juris. Stud. juris.

(Fædrelandet 26. maj 1855)

Den ene af underskriverne af protesterne, stud. juris. Johan Nikolai Agathon Madvig (1833-1919) var søn af professor Johan Nicolai Madvig der senere blev rektor 5 gange. Han var student fra Borgerdydskolen på Christianshavn (1850) og blev juridisk kandidat 1857. Derefter blev han volontør, 1859 assistent, 1861 kancellist og 1863, fuldmægtig i det slesvigske ministerium indtil dette blev afviklet november 1864. (Foto fra Wikipedia, fri af ophavsret).

Af det i "Fædrelandet" for Løverdag d. 26de Mai indrykkede Inserat af Cand. juris J. Holten og Undertegnede fremgik det, at det der aftrykte Andragendes Undertegnere ansaae det for deres Pligt, efterat Consistorium havde afslaaet Andragendet, at indgaae til Prof. Schütze med en Opfordring; dette tillode Cand. Holten og jeg os ogsaa at antyde for Universitetets Rector i vor Samtale med ham Fredag d. 25de Mai. En saadan Opfordring tilsendtes allerede Prof. Schütze Løverdag d. 26de Mai, førend hint Inserat optoges i "Fædrelandet"; den lød saaledes:

- Under 27de April d. A. blev der indleveret følgende Andragende til Consistorium: - - - *).

- Under 23de Mai bleve de Undertegnede Holten og Madvig anmodede om at indfinde sig Fredag d. 25de Mai hos Universitetets Rector for paa samtlige de Andragendes Vegne at modtage af ham Consistorii Svar. Dette, der indeholdtes i en Skrivelse fra Consistorium til Universitetets Rector, lød saaledes: - - - **).

- Idet de Undertegnede Holten og Madvig takkede Universitetets Rector for det fra Consistorium modtagne Svar, tillode de sig at antyde, at Andragendets Undertegnere herefter ansaae det for deres Pligt at indgaae til Prof. Schütze med en Opfordring.

- Efterat have underrettet Hr. Professoren om Ovenstaaende, tillade vi Undertegnede os at opfordre Dem til enten selv "in extenso" at lade indrykke eller at meddele os til Indrykkelse i et af Byens Dagblade de forskjellige af Dem til Universitetets Rector eller andre academiske Autoriteter afgivne Erklæringer om Deres Forhold i Aarene 1848 til 1850 og til at supplere dem med de deri muligt manglende Oplysninger , navnlig om Deres første Indtræden i Insurgcntarmeen, Deres Tjeneste der, i hvilke Stillinger og hvor længe.

- Vi haabe at modtage Hr. Professorens Svar paa denne Opfordring, enten ad offenlig eller privat Vei, i Løbet af otte Dage.

- Kjøbenhavn d. 25de Mai 1855.

- J. Holten, J. N. A. Madvig, S. Th. Krarup-Smith,
Cand. juris. stud. juris; stud. polyt.

P. Schjørring, V. Rode, J. Voltelen, Chr. Bruun,
cand. juris. stud. juris. cand. philol. stud. philol.

Joh. Møller, G.Heiberg, H.Rørdam, H. I. Larpent,
stud. thcol. stud. theol. cand. theol. stud. juris.

J. Nellemann, Joh. Clausen, Edv. Holm,
cand. juris. cand. theol. stud. philol.

C. Rosenberg,
cand. juris.

( Da Cand. med. & chir. Plum er fraværende fra Byen, har hans Underskrift ikke kunnet indhentes. Dhrr. Cand. theol. Gjerløff og J. Krogh ønskede ikke at underskrive denne Opfordring. Det bemærkes, at flere Navne ere underskrevne efter Fuldmagt.)

"S. T. Hr. Dr. juris, Professor Schütze."

Den 30te Mai modtog Undertegnede paa denne Opfordring et Svar fra Prof. Schütze, som han anmodede mig om at meddele til de øvrige Herrer, der havde undertegnet den til ham rettede Opfordring, men som han iøvrigt betegnede som et "Privatbrev". Da jeg paa Grund af dette Udtryk maa ansee mig uberettiget til at offenliggjøre Hr. Professorens Skrivelse, kan jeg kun herved erklære, at Hr. Professoren deri bestemt afslaaer at imødekomme den til ham skete Opfordring.

Ifølge den mig dertil i Forvejen givne Bemyndigelse fra de andre Herrer, der have underskrevet Opfordringen til Prof. Schütze, og hvoraf flere for Øieblikket ere borte fra Byen, tillader jeg mig herved at offenliggjøre Ovenstaaende.

Kjøbenhavn den 31te Mai 1855.

J. N. A. Madvig,

Stud. juris.

Til Ovenstaaende skal jeg tillade mig at knytte følgende Bemærkning. De Herrer, der underskreve Opfordringen til Prof. Schütze, ønskede kun at modtage et offenligt Svar eller et Svar, som de vare berettigede til at offenliggjøre, selv om det lod afslaaende; dette Ønske, mente de, fremgik tydeligt af Opfordringen selv, men det blev med Villie ei ligefrem udtalt i den for at vise Hr. Professoren al den Høflighed, der lod sig forene med Øiemedet. Dette deres Ønske har Hr. Professoren imidlertid, som det nu sees, jo desværre ikke forstaaet og derfor ei opfyldt. 

J. N. A. Madvig.

*) Her fulgte en ordret Copi af det i hint Inserat i "Fædrelandet" for d. 25de Mai aftrykte Andragende til Consistorium

**) Her fulgte en ordret Copi af Consistorii Svar (Aftrykt i "Fædrelandet" for 26de Mai).

(Fædrelandet lørdag den 2. juni 1855).

Hr. Redacteur! Der foregaaer høist mærkelige Ting udi den lærde Republik i Kjøbenhavn; naar jeg siger "lærde" og naar jeg siger "Republik", saa er dette sagt i al Godmodighed og indeholder ikke Draabe Ondskab. Vi have udi denne Republik vor saare elskværdige Autoritet Consistorium, der, om jeg saa maa sige, er de Studerendes Fattigdirektion, der sørger for, at vi ikke hensygne i et væmmeligt Gourmanderi af sandelig Nydelse; der paa den anden Side vaager over, at vi ikke som kræsne Børn vrage Kosten, fordi den er tarvelig; der pudser de Næser, som den høiere Autoritet sender til Afbenyttelse for de Studerende; der interesserer sig levende for os; der kort sagt, sørger for den Studerendes Tarv, men, som det den christelige Godgjørenhed bør, gjør det i Løndom, saa Ingen aner det, - Gud vil nok siden give dem aabenbare.

Naar nu en enkelt Gang Offenligheden kan faae Lov til at skue lidt ind i samme Consistoriums Virksomhed, saa forbauses den over den Alvisdoms Fylde, som der hersker, medmindre den seer det Modsatte; - hvad jeg for min Part seer, det taler jeg ikke om, det kunde let "skade min Fremtid", siger de Gamle. Jeg er ogsaa for ung til at have en selvstændig Mening, jeg veed kun, at der er eet Consistorium, men 2 Pedeller, og saa forresten er jeg meget fornøiet, naar jeg bare maa tænke, hvad jeg troer, jeg vilde mene, hvis jeg ikke vidste bedre. Men Offenligheden, hvad seer den? Jo, da den nu i Løverdagsnumeret af "Fædrelandet" havde seet Consistoriums Svar om Schützes Erklæringer, saa tænkte den sig først om. og saa huskede den Sagens factiske Omstændigheder.

Dr. Schütze ansættes som Docent i slesvigsk Ret ved Kjøbenhavns Universitet. Consistorium gjør Intet. Cand. Schiørring oplyser for Alverden, at Schütze har tjent i 3 Aar frivilligt i den schleswigholsteinske Armee og bidraget Sit til at lægge 3 danske Byer i Grus. Consistorium gjør Intet. Schütze gjør Intet. Endelig foranstalter en Professor et almindeligt Lærermøde sammenkaldt. Rector oplæser en Skrivelse fra Schütze - ikke offenlig til de Studerende - hvorom Referatet melder, at den erklærer, at Schütze ikke var frivillig, men udskreven. Lærermødet besjæles af Lyst til at trykke Dr. Prof. - maaskee Ridder af det schleswigholsteinske Jernkors - Schützes danske Haand og beslutter "at nedlægge hans Erklæring i Archivet." Paa dette Værk ganger man til Hvile. Schiørring oplyser, at har Schütze sagt, at han var udskreven, saa har han løjet; han fremsætter drøie Beskyldninger mod ham, det samme gjør en Correspondent til "Fædrel." fra Flensborg. Schütze følger ikke sin Pligt som Mand af Ære at fralægge sig disse Beskyldninger offenligt, han følger ikke sin Pligt som Embedsmand ved Dom at fralægge sig dem. Consistorium gjør Intet. Endelig giver Schütze - ikke for Offenligheden - en ny forbedret og forøget Udgave af sin Erklæring, der, som Rygtet vil vide, forklarer, at Schütze virkelig ikke var frivillig, idet han var et Offer for en moralsk Udskrivning, Pøbel - osv. a la Meier. Consistorium gjør Intet.

Saa er det disse 10 Candidater og 8 Studenter sende en sønlig og kjærlig Opfordring til Consistorium, om at forelægge Offenligheden Schützes i Archivet beroende Erklæringer, for at ogsaa de Studerende kunne troe Schütze, og - Consistorium svarer. Men hvad er det, saa offenligheden seer? 

Den seer, at Consistorium har en antik Forretningsgang: Andragendet indkom den 27de April, Svaret gaves først den 25de Mai. Den seer, at de vise Fædre ikke skriftligt ville svare de skriftligt Andragende; den samlede Autoritet ønsker ingen directe Forbindelse, sort paa hvidt, med Andragerne: Rector kan svare "paa saadan Maade, som han finder det passende." Det er et Conduitespørgsmaal! Den seer, at man overhovedet slet ikke vil indlade sig paa at meddele Saadant (til Uvedkommende?!), men man vil det i dette Tilfælde saameget mindre, som Erklæringerne "ere dels ikke stilede til Consistorium, dels meddelte i privat Form"; men Erklæringerne ere dog stilede til Rector, der som saadan maa være Consistoriums Repræsentant, de ere oplæste i et almindeligt Lærermøde eller have fremligget til Professorernes Eftersyn og ere endelig nedlagte i Archivet; - naar man nu tager Hensyn til, at det er Documenter, der skulde kunne oplyse, hvorvidt Studenterne kunne troe en af deres Foresatte paa hans Ord, en Mand, som de "skulle vise den Agtelse og Lydighed, som han efter sit Embede haver Ret til at fordre", som de skulle tage Hatten af for og bukke 2 Gange for, hvorvidt han er til at troe eller ikke, saa synes disse Documenter dog ikke at kunne være saa privatissime udstedte, at de ikke kunne komme til Kundskab for Studenterne, i hvis Interesse det dog er at vide, hvorvidt deres Foresatte ere ærlige Mænd eller ikke Det seer altsaa Offenligheden: Consistorium beslutter, at "Andragernes Begjæring ikke kan efterkommes", dels overhovedet, dels af de anførte Grunde.

Men der er Mere at see! Consistorium synes dog, at de unge Mennesker burde have et lille Knips paa Næsen, og dette Knips iklæder det da en elskelig, smilende, bedstefaderlig Form; de unge Mennesker skulle hildes i det Garn, de selv have spundet, de skulle trykkes flade af deres egne Argumentationer. Dette er en Frugt af Consistoriums Opfindsomhed, der er skjøn at skue og saa re lystelig at faae Forstand af, og den seer saaledes ud: "Forøvrigt kan Consistorium heller ikke nærværende Tilfælde ansee en Meddelelse til de Studerende for nødvendig" - læg Mærke til dette: selv om det havde været nødvendigt, havde de Studerende altsaa ikke engang faaet Meddelelsen! - "thi ihvorvel man ei vil miskjende den Stemning og de Følelser, som have fremkaldt Andragernes Begjæring" - det vilde ogsaa være for galt, om de vilde miskjende de Studerendes Nationalitetsfølelse og Interesse for "den "Renlige Moral"; item vilde det være for galt, om de vilde miskjende de Studerendes Ønske om at have Tillid til Universitetets Lærere, da det netop er paa denne Basis Knipset skal opføres - thi "man maa dog holde for, at netop det af dem i deres Skrivelse paaberaabte Tillidsforhold mellem Universitetslærere og Studerende maa medføre, at disse sidste kunne og bør finde sig beroligede derved, at de af Prof. Schütze givne Oplysninger have været forelagte for samtlige Universitetets Lærere, uden at Nogen af disse har fundet sig foranlediget til at forelage Videre i Sagen." "Hvor sandt og trællende", siger jeg, som er den bly Student, og som forstaaer, at naar det uindskrænkede Consistorium siger: "Du bør være beroliget" saa - om jeg ogsaa havde været nok saa ængstelig - ikke alene skal jeg være, men er jeg beroliget i Kraft af Consistorii Vælde. Men Offenligheden, hvad seer den? Den seer, at forsaavidt Andragerne have paaberaabt sig et Tillidsforhold, saa have de ingenlunde paaberaabt sig dette noget i og for sig existerende, men kun som Noget, "de ønske maa finde Sted mellem enhver af Universitetets Lærere og de Studerende"; de have derved hverken indirect eller direct Indrømmet, at dette finder Sted med alle Universitetets Lærere - Schütze undtagen; nei, Andragendet synes i den Henseende at være ret fiffigt formuleret. Consistorium smigrer sig imidlertid med Folkets Kjærlighed og føler sig stærkt derved, betragter den som noget Givet og paa den som Skueplads opføres Knipset. Men Offenligheden seer - og leer! Den seer, at der er stor Forskjel paa at troe, at en Mand ikke er en - osv. og paa at troe, at han ikke vil omgaaes med og virke sammen med en Mand, der er en - osv. Og det er det, Talen er om her. Selv om de Studerende havde den mest ubegrændsede Tillid til samtlige Universitetets Lærere og Tro paa, at de ikke ville forsømme det, som en Mand af Pligt og Tro aldrig maa forsømme, saa er det slet ikke sagt, at de have ubegrændset Tro paa, at de ikke ville taale i deres Midte en Mand, som - osv. Og det er det, Talen er om her. Der gives mange brave Mænd, til hvis Vandel man kan have ubegrændset Tillid, for hvem man kan have den største personlige Hengivenhed, men som aldrig af sig selv ville hæve deres Røst mod Nogen af deres Omgivelser, han have en nok saa tvetydig Fortid, han forsømme nok saameget sin Pligt som Mand af Ære. See, det kjender Offenligheden saa godt, - hvad kjender den ikke til Nathuer f. Ex. ! - og derfor leer den, fordi Knipset ikke traf Andragernes Næse, men en haard Gjenstand, saa det maa gjøre ondt i Fingrene. Den seer, at Andragerne med nok saa megen Tillid til samtlige Lærere dog ikke kunne være tilfredsstillede, for de see de bemeldte Erklæringer og faae at vide, hvorvidt de kunne troe Dr. Schütze eller ikke. Ja Offenligheden kan see, sommetider endogsaa lidt ind bag Coulisserne ! 

Hr. Redacteur! De bliver ikke vred, naar jeg i al Beskedenhed meddeler Dem disse Betragtninger; det gjælder, at Offenligheden kan see, hvad Offenligheden kan see. Jeg haaber, De undskylder mig, om jeg fra mig selv snart indkommer med en højtidelig Protest imod alle Insinuationer mod vort elskelige consistonale Raad, hvis Gjerninger alle ere - efter min Mening; thi jeg "bør" - saare vise, og hvis ærbødige Tjener jeg er.

Studiestræde den 28de Mai 1855. p.t.

(Fædrelandet 5. juni 1855)

Indsigelserne mod Berettigelsen af Professor Schützes Ansættelse ved Universitetet ere nu gaaet over til at blive Indsigelser mod Prof. Schützes moralske Characteer. Om den Forklaring, Prof. Schütze har givet af sit tidligere Forhold, reises der Tvivl, og det synes, uanseet hvordan det er kommet til dette Punct, som om den Paagjældende ikke godt kan lade en saadan Tvivl hefte ved sig, uden paa det Bestemteste at paavise det Uretfærdige deri eller troede tilbage for den Skygge, hans Erklæring ellers vil kaste over ham

(Fyens Stiftstidende 14. juni 1855).

I 1865 blev der antydet i tyske aviser at han var dansksindet:

En Korrespondent fra Flensborg til "Hamb. Nacht." benægter Rigtigheden af den af "Nordd. Ztg." bragte Meddelelse om, at de dansksindede Medlemmer af den slesvigske Stænderforsamling skulde have holdt et Møde i Flensborg. De, der have givet Anledning til dette falske Rygte, vare efter Korrespondentens Sigende nogle Beboere af Haderslev Amt, som i kommunale Anliggender havde søgt Audient hos Civilcommissairerne og paa Tilbagereisen overnattede i Flensborg. Forøvrigt indrømmer Korrespondenten, at de danske Slesvigere vedblivende ere ved godt Mod og virksomme, hvilke han naturligviis tilskriver en fra Kjøbenhavn udgaaende "dansk Propaganda". Som henhørende til denne nævner han "den berygtede" Regenburg, den tidligere Fysikus Jespersen og Professor Schütze, som i Slutningen af April Maaned opholdt sig i Flensborg.

(Svendborg Amtstidende 4. maj 1865).

Fædrelandets mistænkeliggørelse fortsatte. 16 november 1860 antydede man at der undervistes i slesvigholstenske læresætninger, og at professor Schütze skulle have bistået ved dette, idet han om vinteren havde aflagt besøg i Flensborg.

I 1866 blev Schütze frataget sit professorat, hvorefter han var privatdocent i Kiel der jo nu efter krigen 1864 var blevet tysk. Og pga sin dansksindede politiske fortid havde han ingen udsigt til professorat el. lign. 

1876 blev han professor ved Karl-Franzens-Universität Graz. Dekan ved det juridiske fakultet 1885/1886 og 1893/1894. 

Gennem sin karriere skrev  en række afhandlinger samt bøger såvel på dansk som på tysk. "Samling af de den Slesvigske Strafferet vedrorende Love og Forordninger“ (Sammlung der das schleswigsche Strafrecht betreffenden Gesetze und Verordnungen) (København 1856) og "Die nothwendige Theilnahme am Verbrechen. (Zugleich ein Beitrag zur Läuterung der gesamten Lehre der Verbrechensmehrheit)“ (Leipzig 1869).  „Lehrbuch des deutschen Strafrechts auf Grund des Reichsstrafgesetzbuchs“ (1871, 2. oplag 1874) og „Anhang auf Grundlage der Strafrechtsnovelle“ (1876, udkommet 1877).

De fleste værker er blevet fotografisk genoptrykt, og kan stadig købes, fx på Amazon.

Et Par Ord om Personpostbefordringen. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Odense.)

Den Paastand, at det er en Fornøielse at reise, kan vanskelig anvendes paa en Reise fra Hovedstaden i de nærmeste Dage før Juleugen. Thi da er nemlig den fra Kjøbenhavn afgaaede Personpost hver Aften overlæsset med Passagerer, og vi vare da ogsaa den Dag, jeg reiste, omtrent 100 Personer fra Postgaarden, et Antal, som, da næsten alle skulde til Fyen og Jylland, stadig voxede underveis. I andre Lande har jeg ladet mig fortælle, gjøres Alt for at fremskynde Postens Hurtighed - hvilket endog ansees for et Hovedøiemed - ; der skal man just ikke kunne sige at det er saaledes. Hvad var f. Ex. naturligere, end at man om Middagen med Jernbanen lod Postmesteren i Roeskilde underrette om, at et usædvanligt stort Antal Reisende vilde indtræffe, for at Alt kunde være parat dernede? Men da dette nu ikke var skeet, medgik der ved Ankomsten over halvanden Time - istedetfor den reglementerede halve. Dog vare vi imidlertid saa heldige, alle at blive befordrede i lukkede Vogne, hvilket var en sand Velgjerning, da det uafladelig øste Vandened; ja man roste sig endog for os af, engang at have befordret 120 Passagerer i lukkede Vogne. Saaledes naaede vi da Ringsted. Veiret havde pludselig forandret sig; det frøs stærkt og blæste en sand Orkan. Da lod pludselig det Tordenbudskab for os: kun 54 Passagerer komme i lukkede Vogne, Resten skal paa Fjedervogne, og hvilke Fjedervogne ! - Istedetfor de i Kjøbenhavn brugelige Dagvogne med Læderbetræk mellem Sæderne, hvilket dog altid er et, om ogsaa kun svagt Værn mod Kulde og Regn, holdt der Vogne, omtrent som de Kaffemøller, som man om Sommeren males til Skoven paa. Sligt vover man at byde de Reisende, som have betalt for at blive befordrede i lukkede Vogne, og de to Mark, som en Karl paa Torvet i Ringsted stak os i Haanden med de Ord "Godtgjørelse for at kjøre paa aaben Vogn", men som for mit og mit og flere andre Passagerers Vedkommende reducerede sig til een Mark, da han formodentlig stolede paa, at man i den bælmørke Nat ikke kunde skjelne en Mark fra en Tomark, og maaskee ogsaa beregnede at han maatte være oppe i et saadant Hundeveir, selv denne Godtgjørelse var kun et daarligt Surrogat for at kjøre paa aaben Vogn; og denne Tour indvirkede da ogsaa forfærdeligt paa de Reisende, hvis Ansigter ved Ankomsten til Slagelse i en betydelig Grad vare ophovnede af Blæsten. - Man veed, at der netop paa denne Tid reiser et langt større Antal med Posten, end der kan befordres med lukket Vogn. Hvorfor leier man da ikke paa en Ugestid nogle af de i Kjøbenhavn paa denne Aarstid uvirksomme Omnibusser og lader dem passere hele Sjælland igjennem, istedetfor paa en saa uforsvarlig Maade at udsætte de Reisendes Helbred?

At vi ligeledes kom paa aaben Vogn fra Slagelse til Korsør er en Selvfølge, ligesom vi vare 4 Timer med Dampskib over den ikke 4 Miil brede Store Belt. Vi ville haabe, at naar Jernbanen (hvoraf vi underveis saae adskillige fragmenter, navnlig en meget smuk muret Pillebro mellem Slagelse og Korsør) er kommen istand, Generalpostdirektionen da vil være betænkt paa at sætte Dampskib igang mellem Korsør og Nyborg med saamange Heste-Kraft, at Veien kan tilbagelægges i mindst halvanden Time.

En reen kontrast til vor hidtidige Befordring dannede Ankomsten til Nyborg. Commerceraad Schalburg. Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i denne By, fulgte nemlig med os over Beltet og har sandsynligvis inden Afgangen fra Korsør pr. Telegraph reqvireret det fornødne, thi det behørige Antal Vogne holdt forspændte deels nede paa Skibsbroen, deels udenfor Hotellet, som, in parenthesi bemærket, er det smukteste og eleganteste paa hele Routen.

Først Kl. 8 om Aftenen ankom vi til Odense istedetfor at Posten efter Bestemmelsen skal være der Kl. 2 om Middagen, et saa stort Ophold havde Mangelen paa Forsynlighed foraarsaget.

Ogsaa om Personpostens Ankomst dertil Syd fra skal jeg tillade mig en Bemærkning; efter Beregningen skal denne, nu da den befordres paa den slesvigske Jernbane, vare der Kl. 5 om Morgenen, men alligevel skal den ikke afgaa, før Kl. 8. Grunden til et saadant Ophold er vanskelig at indse. Og uagtet Posten altsaa ikke afgaaer før Kl. 8, sluttes Indleveringstiden for Breve dog Kl. 9 den foregaaende Aften, hvilket er en stor Gene for det korresponderende Publikum, der i Reglen aldrig samme Dag vil kunne besvare de ad Kiøbenhavnsrouten arriverede Breve, da denne Post, som sagt, paa denne Aarstid kommer seent, og det just ikke gaaer meget duelig, med Brevenes Distribuering.

I Odense, en By med mindst 12,000 Indvaanere, findes hele to Brevbærere! Til Gjengjeld kunde dog Postmesteren nok have Contoiret aabent til Indlevering om Morgenen fra 6-7, idetmindste mod forhøiet Betaling.

Jeg har opholdt mig for kort der, til at kunne tilmelde Dem videre Nyt; kun to Bemærkninger vil jeg ikke tilbageholde: 1) at det forekommer mig, man er meget forlystelsessyg her i Odense; anden Juledag var der saaledes fire offentlige Baller og desuden udsolgt i Cirkus (vi have nemlig et Hoffman-Goudsmith-Goldkettesk Beriderselskab der) og i Theatret, hvor det Bruunske Selskab, som er retourneret fra Reisen i Slesvig, samme Aften aabnede Rækken af dets forestillinger med "Han gaaer paa Commers". 2) At Communalbestyrelsen her maa staae sig meget godt, siden den har Raad til at lade Byen oplyse med Gas endog i det brillanteste Maaneskin, hvilket var Tilfældet igaar Aftes. -m

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1855).

Arbeiderforeningen "Concordia". (Efterskrift til Politivennen).

 - "Concordia" er Navnet paa en Forening, som tydske Arbeidere her i Hovedstaden have dannet, og som Nytaarsdag afholdt sin Stiftelsesfest i den borgerlige Forenings Lokale i lille Kannikestræde. Foreningens Formaal er "blandt dens Medlemmer at fremme almindelig Dannelse, ligesom Sandsen for alt Skjønt og Ædelt", og den tæller allerede henved 80 Deeltagere. Det kunde ved første Øiekast synes forunderligt, at de tydske Arbeidere ikke hellere sluttede sig til den allerede bestaaende, talrige danske Arbeiderforening, hvilket vilde foraarsage dem langt færre Bekostninger, end naar de danne et eget Samfund. Grunden hertil ligger imidlertid ikke i at de ville afsondre sig af nationale Hensyn (ogsaa danske Medlemmer optages); thi et af deres Formaal er netop saameget som muligt at virke hen til en Sammensmeltning eller i alt Fald en nærmere Tilslutning af Nationaliteterne, "forsaavidt som dette kan skee ad den almindelige Dannelses upolitiske Vel. Men mangt af Arbejderne selv have allerede længe været af den Formening, at den danske Arbeiderforening ikke udfolder nogen tilfredsstillende Virksomhed, hvorved man netop ikke tanker paa politiske Demonstrationer eller Partigængeri, men kun paa de Fordringer, som med Billighed kunne stilles til underholdende og belærende Dannelsesmidler. - En af de Gjenstande, der aldeles savnes i den store Arbeiterforening, er gymnastik. - Under saadanne Omstændigheder er det begribeligt, at en stor Deel Arbeidere, navnlig Tydskere, som i deres Hiem ere vante til mønsterværdige upolitiske Dannelsesforeninger (f. Ex. i Hamborg og i Hannover), have foretrukket Forsøget paa ogsaa her at grunde en saadan, og hvis "Arbeiderforeningen" ikke vil imødesee en for dens Tilværelse farlig Klfis, saa var det at ønske, at dens Bestyrelse snart vilde tage noget kraftigere fat, end hidtil er skeet.

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1854).

Deutsche Arbeiterverein Concordia eksisterede oktober 1853-1933. Indtil 1864 var der tusindvis af tysktalende slesvig-holstenere og tyskere i København, også selv om en del havde forladt byen efter Treårskrigen 1848-51, bl.a. som følge af chikanerier og trusler. En del kom dog til efter freden i 1851.

Fra starten var den genstand for politiagenter. Ved nytårsballet 1853/54 havde foreningen 160 medlemmer, og det lykkedes ikke for agenterne at skaffe sig adgangskort, men fra en kvindelig deltagers side fik de oplyst at der ikke var foregået noget "mistænkeligt", dvs. politiske taler. Politimester Bræstrup måtte også berolige Hannovers politidirektør Carl Wermuth som mistænkte foreningen for at være en politisk dækorganisation. I 1857 henvendte Wermuth sig igen til Bræstrup som 27. januar 1857 via en pasbetjent fik fat i navnene på bestyrelsen, der dog ikke gav anledning til videre undersøgelse.

Concordias formand, den hamburgensiske malersvend Christian Schnoor, oplyste den 5. februar 1857, at foreningens formål var ”at virke til standens såvel fysiske som intellektuelle uddannelse, i hvilket øjemed, der gives undervisning i dansk, engelsk, sang, tegning og gymnastik". Han bemægtede at foreningen beskæftigede sig med politiske spørgsmål. Herefter var der ro omkring foreningen helt til dens nedlæggelse i 1933. 

Bestyrelsen blev i december 1863 blev opfordret til at tage til genmæle mod en voldsom tysk pressekritik af københavnernes angiveligt hårde behandling af de fremmede håndværkersvende, hvilket den gjorde.

Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Til de fra Postvæsenets Side i en tidligere Tid meest forsømte Egne hører den nordvestlige Deel af Jylland, Thy, Morsø og den ved Liimfjorden beliggende Deel af Ringkjøbing Amt. Det er vel ikke mere end en Halvsnes  Aar siden, at disse Egne kun gjennem hver fjortende Tag ankommende Pakkepost stode i en Slags Befordringsforbindelse med den øvrige Deel af Landet. Udviklingen af disse Tilstande foregik gradviis uden Spring. Først fik man en ugentlig Pakkepost, dernæst en Personpost, som gjør to ugentlige Reiser og endelig har man for et Par Aar siden faaet et Dampskib, som den ene Dag gaaer op ad Fjorden, den anden Dag ned ad den. Denne forøgede Communication har allerede frembragt adskillige gunstige Virkninger, men dog mærker man snart Forskjellen mellem disse Egnes Beboere og dem, som høre hjemme i mere begunstigere Egne. Man modtager idelig Indtrykket af, at man befinder sig i en af Landets yderste Afkroge; saa sælsomme Forestillinger og saa stort et Ubekjendtskab med hvad der foregaaer i Verden og i Fædrelandet træffer man; om politiske Forhold og Personer har man de allerbesynderligste Meninger, og hvad der for Beboerne af en mere begunstiget Egn er noget dagligdags og gjængs, har her Nyhedens Betydning. Vi tænke hermed ikke saameget paa Bønderne, hvis Standpunkt er ganske antediluvianst, som paa det civiliserede Selskab, hvis man ellers her kan tale om noget Saadant. Kun høist faa have nemlig af Morsøes Beboere været udenfor "Landet" (Øen kaldes af dens Beboere for et Land) og de Faa, der engang imellem med mange Aars Mellemrum have foretaget en Udflugt til Aalborg eller endog til Kjøbenhavn, have under det korte Ophold her - thi man har altid Hast med at komme hjem - kun faaet en høist ufuldstændig og overfladisk Kundskab om Livet udenfor de vestlige Liimfjordsegne, og have desuden manglet den behørige Opfattelsesevne. Ingen Befolkning kan mere end denne trænge til at gjøres flot; dertil maa fremfor Alt Dampskibsfarten tjene, som rigtignok endnu er i sin Barndom; thi man har kun eet Dampskib, som maa bestride hele Routen og derfor ikke kan undgaae vidtløftige Omveje. Saaledes anløbes Thisted paa Routen til Nykjøbing, en Omvei af 1 Miil frem og 4 tilbage, altsaa et Tab af idetmindste 5 Timer. Først i disse Dage udvides Routen til Lemvig. Der maa nødvendig holdes et Dampskib ved Løgstør, hvor veiene dele sig; efterhaanden vil man nok komme saavidt, at man kan have en daglig Tour og Retour; først naar man Dagen efter kan være hjemme, vil Befolkningen fuldstændig overvinde sine Betænkeligheder ved at gjøre Udflugter. Allerede nu benyttes Dampskibet ivrigt; det har ifjor befordret omtrent 6000 Personer. Trangen dertil var intetsteds større, og Tilfredsstillelsen af en saadan Trang er ikke blot i Befolkningens, men i Statens Interesse.

(Kjøbenhavnsposten 3. august 1853).

Cholera-Liig. (Efterskrift til Politivennen)

- Beboerne af Nørrebro føle ikke nogen Tilfredsstillelse ved de Foranstaltninger, Sundhedskommissionen, ifølge den nyeste Indberetning, har ladet foretage, for at raade Bod paa den uforsvarlige Maade, hvorpaa en Mængde Choleraliig ere blevne begravede paa Assistentskirkegaard udenfor Nørreport. De ville derfor iaften holde en Forsamling, for at overveie hvad der maatte være ar foretage eller andrage paa til videre Forebyggelse af de fordærvelige Følger, der af hiin Begravelsesmaade endnu kunne opstaae for den omboende Befolkning. Det var at ønske, at Sagkyndige - Læger og Chemikere - ville deeltage i dette Møde, for at man kunde ledes til at tage Beslutninger, der lade sig udføre og svare til den attraaede Hensigt. Det nærmeste Middel synes iøvrigt at være at kjøre endeel af Valdbybakke hen paa Kirkegaarden og deraf opkaste en anseelig Høi over den hele Strækning, hvor Ligene ere jordede, og hvorover Sundhedskommissionen senere har ladet lægge et Lag Meelkalk og en Jordforhøining af en god Alens Høide. Omkostningerne ved en saadan større Jordhøis Opkastelse burde naturligviis Communen bestride, og Folk og Arbejdsvogne til at udføre det med, vilde der ikke være Mangel paa, saameget mindre som mange Arbeidsfolk savne den sædvanlige Fortjeneste til deres Livsophold.

- Omendskjøndt det store Tivoli udenfor Vesterport har faaet Tilhold om at lukke Kl. 8 om Aftenen, saa gaaer dog endnu Carrouselbanen paa Nørrebroes lille Tivoli til henimod Kl. 10 om Aftenen; idetmindste var det Tilfælde iforgaars, den 3die dennes. Der er noget uhyggeligt ved denne sildige Lystighed paa dette Sted, da der netop tæt ved Siden af Etablissementet ligger et Huus med en Mængde smaa fattige Leiligheder, hvor mange af Beboerne enten allerede ere døde eller ligge syge af Choleraen. Forresten maae vi dog bemærke at Politiassistenten boer ligeoverfor, saa at der vist ikke kan være foregaaet noget utilladeligt.

Igaar Aftes laae Indsenderen af disse Linier mellem 7 og 8 i sit Vindue og glædede sig ret ved i Departementstidenden at have læst Beretningen over hvad den overordnede Sundhedscommission alt har foretaget sig i Tidsrummet fra 22de til 30te Juli. Især glædede det ham at see, at "Helliggeistes Menighed", der hidtil har modtaget Betalingsliig i Gravcapellet ved Kirken indtil Begravelsen, hvorimod der efter de specielle Forhold intet var fundet at erindre, har nu ogsaa foranstaltet Telte, som paa Commissionens Begjæring ere udlaante af Krigsministeriet, opslaaede paa et passende Sted paa Assistentskirkegaarden udenfor Nørreport, for deri at hensætte saadanne Liig, saa at ogsaa disse nu ville blive tidligere førte ud af Staden. Naar man, som Indsenderen, nu i omtrent en Maaned har været Vidne til at den Trafik med Liig til og fra hiint Capel, som undertiden varede hele Dage og lige til over Midnat, og som til fine Tider har udbredt en forfærdelig Liiglugt i de Gader, Vinden netop bar paa, saa kunde man ikke andet end føle sig vel tilmode ved er saa bestemt udtalt Tilsagn, men hvad skeer? Netop i samme Øieblik c: den 2den Aug, kom man trækkende med en Meubelvogn med et Choleraliig paa, som sattes ind i kapellet, saa at altsaa den Behagelighed, som i Beretningen af 30te Juli var sagt at være beredt os, endnu ikke var gaaet i Opfyldelse den 2den August. 

Naar kan man da vente at dette vil skee, spørges der

D. 3die August 1853.
En Beboer af lille Helliggeiststræde.

(Kjøbenhavnsposten 5. august 1853).

Vartov blev opdannet til kolerahospital. Grundtvig var da præst ved Vartov Kirke, men havde dog ikke mange mundtlige ord til trøst for sin menighed, foruden en pamflet: "De ti Spedalskes Bøn til Herren. Et godt Raad i Plagens Tid." til en pris af 6 skilling. Mens der blandt læger var en stor opofrelse, gjaldt det samme ikke gejstligheden. Fx besøgte stiftsprovst Tryde besøgte sin familie i Jylland, og Grundtvig nød landlivets glæder ved Præstø. Han havde lejet en yngre gejstlig til at forrette hans handlinger i embedet og prædike hver anden Søndag, mens hans selv kun prædikede hver anden. 

Cholera. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede den 2. august var det ifølge Kjøbenhavnspostens status gået stærkt med udbredelsen af epidemien:

Kjøbenhavn, den 2den August 1853.

- Fra den 30te til den 31te Juli er anmeldt 237 Syge og 129 Døde (hvortil kommer 19 senere anmeldte Syge) ; fra den 31te Juli til 1ste August er anmeldt 199 Syge og 123 Døde.

- I Vartou udbreder Choleraen sig og man lader de Angrebne forblive i Stiftelsen med den visse Udsigt til at Smitsotten derved vil sætte sig fast ligesom i Almindelig Hospital og tilintetgjøre en stor Deel af den svage, affældige og slet forplejede Befolkning. Vartou er, som bekjendt, oprindelig en rigt doteret, med mange Capitaler og Legater forsynet Stiftelse, hvor honette sallige Borgerfolk og gamle agtværdige Tjenestefolk skulde finde en sikker Havn i Livets Aften; - men den er bleven lagt under Kjøbenhavns fatiigvæsen, der synes at have sat sig til Hovedopgave at gjøre Fattigdommen og dens offenlige Forsørgelse saa afskrækkende som muligt. Dertil kan nu vist heller intet Middel være bedre slikket end det, at lade en Epidemi som Choleraen rase indenfor Murene af slige Stiftelser som Vartou og Almindelig Hospital; thi Sygdommen maa nødvendigviis der i de Gamles svagelige Legemer finde langt lettere Udbredelse end blandt en yngre kraftig Befolkning. Benyttelsen af Vartou som Cholera-Hospital er netop Dannelsen af et saadant Brændpunkt som det Lægeforeningen i sin Bekjendtgjørelse beklagede at være opstaaet ved Almindelig Hospitals Afbenyttelse, og som den lovede at ville virke til at forebygge. - Hvorfor hører man da nu ikke noget herom fra Lægeforeningen? Hvorfor fortsætter den overhoved ikke sine Bekjendtgjørelser ? Det ligger nær at antage, at den i dette og flere andre Punkter er bleven uenig med den overordnede Sundhedskommission - eller maaskee endog i sig selv indbyrdes. Men til hvem skal Kjøbenhavns Befolkning da see hen med Fortrøstning; paa hvilken Autoritet skal den forlade den, og hos hvem skal navnlig den ulykkelige Deel, der er indesluttet i hine Fattigforsørgelses-Anstalter, søge Hielp og Trøst ? - Ingen stod vel i sidstnævnte Henseende nærmere end Vartous Præst, Pastor Grundtvig; men hvor veltalende han ellers er, synes han dog ikke at have noget Ord tilovers for sin egen Menighed.

- Choleraen har hos os fremkaldt, hvad politiske Rystelser andetsteds have gjort, en almindelig Udvandring fra Hovedstaden. Selv om Rygtet skulde overdrive Antallet - det angives endog til 30,999 - kan dog Enhver ved at lægge Mærke til Gadernes og offenlige Steders Freqvents forvisse sig om et meget betydeligt Deficit. Og hvad der kunde mangle t dette Indtryk til Billedets Fuldstændiggjørelse, det erstattes rigtignok ved en kort Udflugt til Provindserne. Thi selv i de mest afsides Egne kan man være sikker paa at træffe kjøbenhavnske Ansigter paa Værtshusene, Postvognene og Dampskibene. Rejser man f. Ex. paa Liimfjorden kan man af Selskabet gjerne slutte, at man befinder sig paa Sundet. Provindserne see ikke med ubetinget Glæde paa den Opmærksomhed, som man saaledes viser dem. De ere grebne af Angest og det ikke blot for Massen, men tildeels endog for den Enkelte, i hvem de se en Pestbefængt. Man ønsker Dampskibsfarten aldeles standset og har gjort nogle svage Afspærringsforsøg. De paa "Cimbria" gjentagne Tilfælde have især udbredt Forskrækkelse. Men det er naturligt, at man er raadvild, naar man har den  kjøbenhavnske Styrelses Exempel for sig. Naar Ministeriet og Kommunen Intet forstaae, uden al lade Alt passere som det bedst kan, hvor skulde man da vente, at en Amtmand, en Foged, en Magistrat i en Provindsby skulde vise Conduite? "Cimbrias" Ankomst til Aalborg, efterat de første Sygdomstilfælde vare indtrufne, viser, hvor let man lader sig bringe ud af Concepterne. Imidlertid har Provindserne dog det forud for Kjobenhavn, at de ikke træffes uforberedt. Hospitaler ere allerede bragte istand, idetmindste i de større Byer. Man har anvendt lidt mere Omhu paa Reenligheden end ellers, og der gives vel neppe nogen By i Danmark, der befinder sig under saa ugunstige Sundhedsbetingelser som Kjøbenhavn, end ikke Aalborg, skjøndt Byfogden havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, til at forskrække Befolkningen ved sine Bekjendtgjorelser. Hvad nu Qvarantainen angaaer, da vilde vel dens Indførelse nu, da idetmindste en Snees Tusind Kjøbenhavnere ere adspredte omkring i Provindserne, komme for sildigt. I dette Øieblik har der maaskee viist sig Choleratilfælde i alle Landets mere betydende Stader. Men det har rigtignok stadsfæstel sig, at Sygdommen først er opstaaet hos de Reisende (saaledes i Aarhuus, Randers og Frederikshavn) og derved har vundet Fodfæste i den nye Localitet. Man iagttager her paa en større Udstrækning det samme Phænomen som iagttages i Kjøbenhavn indenfor snævrere Grændser. Svgdommens Udbredelse over Landet foregaaer efter de samme Regler som dens Udbredelse over Staden. Professor Fengers Theorier paa Rigsdagen holde ikke Stik. Men dermed er rigtignok ikke Sagen afgjort i Faveur af Qvarantainen; Spørgsmaalet er, om Qvarantainen paa Communicationsvæsenets nuværende Standpunkt og med Choleraens europæiske Acclimatisering overhovedel er mulig. Den er umulig, hvor Jernbaner forbinde Stæderne, og man har der heller ikke gjort noget Forsøg paa dens Anvendelse i dette Tilfælde. Hvor Forbindelsen kun finder Sted tilsøes og efter en saa indskrænket Maalestok som hos os, kan den vistnok iværksættes; men Betænkeligheden er, at den med Eet vilde tilintetgjøre den paa private Entrepriser grundede Dampskibsfart, som vanskelig kunde vedligeholde sig under saa precaire Forholde. Spørgsmaalet er altsaa, om man skal opoffre denne, for at opnaae en større Sikkerhed mod Sygdommen.

- Det er noget seent, at den overordnede Sundhedscommissions Medlem Conferentsraad Bang har ladet nedenstaaende Advarsel indrykke i den Berl. Tids. Morgenblad for igaar:

Da jeg har erfaret, at den Anviisning til midlertidig Behandling af Cholera, som jeg lod trykke 1850, og som nu uden mit Vidende er mange Gange omtrykt og falbudt i Aviserne og paa Gaderne, af Flere misforstaaes med Hensyn paa Brugen af amerikansk Olie, og da egen Erfaring under denne Epidemi har lært mig, at dette Middel maa benyttes med Forsigtighed, troer jeg mig forpligtet til at advare imod dets altfor hyppige Brug. Det er nemlig kun hvor der er megen Rumlen og Kneb, forend den egentlige smerteløse Diarhoe begynder, at den uden Skade theeskeefuldviis kan gives; langt sikkrere er det dog, indtil Lægen kommer, kun at bruge de medicinske og diætetiske Midler, hvorved Sveden fremkaldes.

(Kjøbenhavnsposten 2. august 1853).

På et møde i Borgerrepræsentationen den 1. august blev bevilliget 49.000 Rbd til hospitaler, bureauer, vanding af torvene, rensning af gaderne, ligkister og begravelsesomkostniger og rensning og udførsel af renovation. Politimesteren anmodede om yderligere 20.000, og man ville ansøge indenrigsministeriet om 100.000.