Professor Theodor Reinhold Schütze (1827-1897) kom i klemme mellem "dansk", "slesvigholstensk" og tysk. Personer fra begge observationer foranledigede han blev afskediget under beskyldninger for at indtage modpartens synspunkter.
Schütze blev født i Holsten, gik i gymnasium i Haderslev. Han studerede sprog- og retsvidenskab 1846-1847 ved Christian-Albrechts-Universität i Kiel, og 1848 statsvidenskab i München. Efter udbruddet af Treårskrigen var han løjtnant i den slesvig-holstenske hær, og afsluttede 1851–53 sit studium i Kiel. Derefter privatdocent.
Frederik 7. udsendte 29. marts 1852 et patent om fuld amnesti for underofficerer og menige som havde gjort tjeneste mod den kongelige regering. Som følge blev han ansat ved Københavns Universitet 1855. Men udnævnelsen affødte voldsomme reaktioner, båret frem af bl.a. avisen Fædrelandet, men suppleret i talrige andre aviser, og kun imødegået af Kjøbenhavnsposten:
Om Udnævnelsen af Dr. juri Th. R. Schütze til Professor I sIesvigsk Ret ved Kjøbenhavns Universitet.
I Midten af forrige Maaned fik man aldeles uventet af Bladene Underretning om, at Hs. Majestæt under 14de Januar havde udnævnt Dr. juris Th. R. Schütze, Privatdocent ved Kiels Universitet, til Professor extraordinarius ved Kjøbenhavns Universitet i de til den slesvigske Ret henhørende Discipliner. 10 Dage efter blev Professor og Docent i slesvigsk Ret, A. F. Krieger, udnævnt til Etatsraad og Departementschef. Det blev strax aldeles almindelig og uimodsagt yttret, at denne Dr. Schütze havde taget activ Del i det slesvig-holstenske Oprør, og at han desuagtet var bleven ansat ved vort Universitet, vakte i Studenterverdenen megen Indignation. Paa Studentermødet den 7de Febr. blev denne Ansættelse et Par Gange aldeles i Forbigaaende omtalt dadlende, men man vidste ikke noget Sikkert om, hvad han havde gjort, eller hvor stor en Fare der egenlig kunde ligge i hans Ansættelse her. Jeg har i nogen Tid ventet paa, at Andre, som maatte være bedre skikkede dertil end jeg, skulde indhente Oplysninger om bemeldte Schützes Fortid og bekjendtgjøre dem, men da dette endnu ikke er skeet, og jeg ikke kan paa nogen Maade finde mig i, at denne Ansættelse skulde gaae upaatalt hen, har jeg ikke villet undslaae mig for, efter at have indhentet paalidelige Oplysninger, selv at fremstille Sagen for det Publicum, den maa antages at interessere.
Th. R. Schütze, der er født i Holsten, bl. A. har gaaet i Haderslev Skole og er Student fra Kiels Universitet, gik 1848 med som Frivillig i Oprørernes Armee; han deltog 1849 som Underofficier ved 2det Jægercorps i Stormen paa og Slaget ved Kolding, i Træfningen ved Gudsø og i Fredericias Belejring. Han stod paa Skandserne udenfor den ved Bombardementet afbrændte By hin evig mindeværdige Nat mellem 5te og 6te Juli, da de danske Soldater hævnede al den Forsmædelse, vi have maattet døie fra Holsten, og "6te Julis Seirssol" har belyst hans Flugt som de Andres. For sin tro Tjeneste blev han af Statholderskabet udnævnt til Lieutenant ved 2det Jægercorps i 1850; i 1851, da Kongens Myndighed var gjenoprettet i Holsten, blev han afskediget. Derefter tog han atter fat paa sine afbrudte Studier, har taget juridisk Examen i Kiel og i Flensborg, har taget Doctorgraden, har doceret nogen Tid privat i Kiel, og er nu bleven Professor i Kjøbenhavn.
Jeg skal ikke gaae i Rette med Dr. Schütze, fordi han har kæmpet for den Sag, han ansaae for den bedste; han har gjort Oprør mod Kronen, men ikke forraadt sit Fædreland, thi han er Holstener af Fødsel og Opdragelse. Men paa den anden Side har han taget ganske anderledes activ Del i Krigen end Cand. Meyer. Man har vistnok aldeles overdrevet en Læges Berettigelse til at være "neutral", men nogen Betydning har det dog, om man blot er Lazareth-Læge eller egenlig Combattant ved en fjendtlig Armee. Og dertil kommer den langt større Fare, der ligger i Dr. Schützes Ansættelse. Meyers Ansættelse ved Universitetet er kun eventuel, mulig, og et medicinsk Professorat har ikke nogen videre politisk Betydning; men Schütze er udnævnt, og det skal være mig let at paavise, at Professoratet i slesvigsk Ret er af indgribende politisk Betydning. Det var, som bekjendt, fra Slesvigs juridiske Embedsstand, uddannet og fordærvet i Kiel, at Forberedelserne til Oprøret og Oprøret selv for en stor Del udgik; for at faae en mere loyal og dansksindet Embedsstand, indrettede man det da saaledes, at den juridiske Examen skulde tages i Flensborg, og at hvem der vilde, kunde modtage den fornødne Uddannelse i slesvigsk Ret ved Kjøbenhavns Universitet. Man ansatte da først som Docent en vis Dr. Schmid, der er i maadelig Ihukommelse 1) for sine juridiske Lærebøger, 2) for sin Opførsel som Præsident i de slesvigske Stænder 1853. Med Glæde saae man ham blive afløst af Prof. Krieger og Kammerjunker E. Vedel (sidstnævnte, der docerede privat, er senere bleven Medlem af Appellationsretten). Deres Collegier over den slesvigske Ret følge ligefrem det danske Retssystem, blot at det ikke er Kongerigets, men slesvigske Forordninger, der citeres; hvorledes dansk Retspraxis og danske Retsanskuelser derigjennem kunde trænge ind i Slesvig og forberede en Reform i det fortvivlede Virvar, der gaaer under Navn af "slesvigsk Ret", samt modvirke Indflydelsen fra Kiel, idet de her uddannede Candidater rimeligvis især vilde holde sig til Nordslesvig, - det troer jeg er indlysende ogsaa for ikke-Jurister. Det vilde altsaa allerede være betænkeligt at udnævne en Tydsker til Docent i slesvigsk Ret her; han vilde ufejlbarlig lægge det tydske og Romerrettens System til Grund for sine Forelæsninger, og det er ad denne theoretiske Vei, at Romerretten allerede er trængt saa dybt ind i den slesvigske Ret og har fortrængt den gamle nationale, danske Lovgivning. Men at udnævne en Erke-Schleswigholsteiner, en Mand, der har vovet Liv og Blod for Oprørets Sag! Den Sag maa være ham en Hjertesag; har han i 3 Aar næsten daglig vovet sit Liv for den, saa kan det rigtignok ikke antages, at den nu pludselig skulde være bleven ham ligegyldig, at han ikke fremdeles skulde virke for den, om end paa en anden Maade. Det synes altsaa nu at være ligegyldigt, om man studerer slesvigsk Ret i Kiel eller Kjøbenhavn; der er al Grund til at befrygte, at de samme fordærvelige statsretlige Theorier ville lyde fra Kathedrene paa begge Steder, at den samme Opmuntring og Vejledning vil man faae ved den personlige Omgang med sin Professor! Der findes blandt dem, der her studere slesvigsk Ret, Nogle, som have deltaget i Kampen for Fædrelandet; de have i flere Slag staaet lige overfor Dr. Schütze, ja maaskee været i Haandgemæng med ham; hvor Forholdene dog forandres: nu skulle de ære og agte ham som deres Professor, nu skulle de samles om hans Katheder og indsuge hans Lærdomme!
Det er utroligt, at Ministeriet kan have kjendt Dr. S.'s Fortid, før det ansatte ham; hvorledes skulde man vel ellers kunne undskylde og forsvare dette Skridt? "Man siger," at han er varmt anbefalet af Appellationsretten i Flensborg; ja, som en dygtig Jurist, men neppe som en dansksindet Mand. "Man siger," at en juridisk Candidat, der for Tiden er i Udlandet, skal være udseet til ved sin Hjemkomst at afløse Prof. Krieger og saa docere slesvigsk Ret ved Siden af Dr. S.; herved kan Faren formindskes, ingenlunde undgaaes, og Skandalen er lige stor. "Man siger," at Dr. S. er uundværlig; det klinger besynderligt, før han endnu har holdt en eneste Forelæsning, ja før han endnu er kommen hertil. Og man skulde først bevise , at det ikke var muligt at faae en anden og dygtig Mand til Docent mod en anstændig Gage; det skulde dog være mærkeligt. Overhovedet er "Uundværlighed" et meget yndet Skalkeskjul for Mangel af ordenlige Argumenter og Beviser; det er ikke ret længe siden, at 9 Ministre, eller dog nogle af dem, erklæredes for "uundværlige", men det er da et Factum, at de for Tiden ganske godt undværes. "Man siger," at det er netop godt vi faae Dr. S. herover, vi skulle nok passe paa ham og gjøre ham dansk o. s. v.; ja, jeg har nok hørt, det skal være hensigtsmæssigt og i Overensstemmelse med Helstatens Princip at sende danske Soldater til Holsten og holstenske herover, men jeg har rigtignok aldrig vidst, at det Samme skulde gjælde "de Professoribus". - Ja, hvad kan "man" ikke "sige"? Maaskee er Dr. S. ogsaa en af de ideale Naturer, der, fortabte i ren Videnskabsdyrkelse, ikke observere en saadan Bagatel, som om det er i den danske eller i Oprørernes Armee de tjene; maaskee er han ogsaa en af de ægte Helstatsmænd , der paa alle Maader ville forsone, ville udjevne Forskjellen mellem Dansk og Tydsk; maaskee er det ogsaa af kjærlige Familiehensyn, at han er gaaet ind i Oprørshæren; maaskee er hans Ansættelse ogsaa en af de "Helstatens Consequenser", vi maae "acceptere"; maaskee er det overhovedet tvivlsomt, hvem der havde Ret, de Danske eller Holstenerne og ialfald Noget, der ikke kan afgjøres for man har læst alle de juridiske Actstykker igjennem, saa den Ene kan være ligesaa god som den Anden o. s. v. Ja, slig løs Snak kan man faae Lov til at føre i en Forsamling af godmodige danske Studenter een Gang, men anden Gang troer jeg ikke det gaaer.
Man kunde sige, at det er uden Betydning jeg reiser denne Strid, da Majoriteten paa et offenligt Studentermøde har opsat at tage Beslutning om "den foreliggende Sag", og "opsætte" vel er det Samme som "opgive". Det var rigtignok kun en meget tarvelig Majoritet, der vedtog denne Resolution, idet den lod sig bevæge af Retfærdighed eller Billighed eller Godmodighed eller (Øllebrøds) Barmhjertighed - som man vil, men ligefuldt: det var en Majoritet. Jeg troer imidlertid, at Studentermødet den 7de kun har udtalt sig angaaende Meyer, ikke om Schütze; det var indvarslet af en Artikel af Hr. Meyer, om ham og hans Forhold dreiede Debatten sig næsten alene, om Dr. S.'s Forhold vidste man ikke noget med Vished; man oversaae vistnok, at den af Hr. Levin stillede Resolution ogsaa omfattede Dr. Schütze, idet den lød paa, at Mænd (ikke: danske Mænd), der have tjent under Oprørsregeringerne, ikke bør knyttes til vort Universitet. Resultatet vilde maaskee være blevet anderledes, hvis man havde lagt Mærke til denne Omstændighed, thi medens Stemningen var delt med Hensyn til Hr. Meyer, saa var den vistnok udelt mod Hr. Schütze; i det mindste gav Forsamlingen i stærke Udtryk sit Bifald tilkjende, hver Gang en Taler aldeles i Forbigaaende berørte med Dadel hans Ansættelse her. Denne Opfattelse, at man paa Mødet ikke har taget nogen Bestemmelse med Hensyn til Dr. S., veed jeg ogsaa er den almindelige i Studenterverdenen.
Om der da er Grund til at sammenkalde et nyt offentligt Studentermøde, eller om maaske en Adresse til Cultusministeren her vilde være passende, skal jeg overlade til Andre at afgjøre; kun det vil jeg bemærke, at S.'s Udnævnelse ingenlunde er et fait accompli, en gjort Gjerning i den Forstand, at den ikke skulde kunne ændres. Naar den høitagtede Cultusminister bliver bekjendt med Dr. S.'s Fortid, vil der vel ikke være Noget i Veien for, at hans Ansættelse tages tilbage. Min Hensigt er det kun at fremkalde Discussion, at gjøre Sagen almindelig bekjendt, at fremkalde Oplysninger - ogsaa Oplysninger til Dr. S.'s Fordel, hvis saadanne gives. Ja, kunde man bevise, at Lieutenant Th. R. Schütze og Professor Th. R. Schütze ere forskjellige Personer, det skulde i Sandhed glæde mig for den offenlige Morals Skyld, men det troer jeg nok man skal lade være. Eller kunde man bevise, at den Skildring af Hr. S.'s "vita anteacta", jeg ovenfor har givet, er urigtig - men ogsaa det skal man nok have ondt ved. Jeg skal i saa Henseende bemærke, at - saavidt jeg veed - beroer hele Insurgentarmeens Archiv i Krigsministeriets Værge, og at Krigsministeren vistnok gjerne vilde tilstede Adgang til bemeldte Archiv, naar man ønskede at søge en vigtig Oplysning der. Eller kan man bevise, at Dr. S. aabent og offenligt og fuldstændigt har brudt med Oprøret, at han har gjort Bod og Bedring og nu er dansksindet? Efter den Kjærlighed, han maa have havt for Oprørets Sag, efter den Opoffrelse, hvormed han i 3 Aar har vovet Liv og Blod derfor, kan man i Sandlied dels betvivle, at han aldeles vil bryde med sin Fortid, saa at han ikke skulde benytte en given fortræffelig Ledighed til fremdeles at virke for sin Ungdoms kjæresle Tanke og Formaal, dels er man ialfald berettiget til at fordre meget bestemte og stærke Beviser for, at han virkelig har omvendt sig, dels endelig synes det ligefuldt letsindigt, at en Mand, hvis Ansættelse kan medføre saa stor en Fare, bliver ansat, fordi det dog var muligt, at der ikke vilde flyde nogen Fare deraf.
Men af hvem vil man kunne vente Oplysninger i denne Sag? Hr. Meyer fandt ansete og dygtige Forsvarere, skulde da den stakkels Dr. S. slet ingen finde? Det er i det Foregaaende antydet, at det maaskee er en eller anden "høi" Vedkommende, der nærmest maatte være kaldet til at tage Ordet for Dr. S., og jeg skulde haabe, at man ikke vil tage i Betænkning at nedlade sig til at svare en slet og ret Candidat, ubetitlet og ubekjendt, naar man ellers har noget Svar at komme med "Anonymt Skumleri" kan man lettere unddrage sig for at besvare, det er alene derfor, at jeg har sat mit Navn under denne Artikel. Neppe vil vel Nogen kunne sige, at Sagen ikke kom mig ved, da jeg er saa heldig at have gjennemgaaet Examensstadiet; det er jo aabenbart, at denne Sag maa interessere enhver Studerende, og da det kun er Studenter, der risikere at faae en Næse fra Consistorium, naar de befatte sig med "Politik", er det jo ret heldigt, at det er en Candidat, der reiser Spørgsmaalet. Endelig kunde man maaskee tillægge mig egoistiske Motiver, som om jeg misundte Hr. S. hans Plads, selv vilde have den osv, men en saadan Insinuation vilde være saa urimelig, at jeg ikke behøver at imødegaae den.
Kjøbenhavn den 16de Februar 1855.
(Fædrelandet 21. februar 1855).
Medicinsk kandidat dr. Meyer tog medicinaleksamen i København, rejste så 1847 til Glückstadt til sine forældre og faderen der var praktiserende læge. Han overtog dennes praksis da faderen blev syg i 1848 ved krigens udbrud. Han blev ansat som læge i den slesvigholstenske hær indtil fredsslutingen. Han vandt i 1854 et legat for den bedste afhandling om offentlig sundhedspleje. Året efter blev han ansat ved Københavns Universitet.
Tirsdag 6. marts holdt universitetslærerne et møde hvor prof. Sommer havde foreslået at man henvendte sig til kultusministeren om Schützes loyale sindelag. Rektor Larsen oplæste her en skrivelse fra Schütze som erklærede at han var blevet tvunget ind i felttoget som udskreven værnepligtig, og ikke havde slesvigholstenske sympatier.
- Altsaa Kjøbenhavns Professorer og Universitetslærere have ogsaa faaet sig en motiveret Dagsorden! Berl. Tid. meddeler Beretningen derom efter "Fædrel.", med samme Grandezza, hvormed den nylig meddeelte "Dagbl.'s" Beretning om Studenternes motiverede Dagsorden. Det er blevet en Modesag med disse Dagsordener, der lader til at faae en særegen Indflydelse paa det danske Folks Characteer og Sæder. Først har man anvendt denne Angrebsmaade i Rigsdagen som er beqvemt Middel til at udskjelde og true Personer og Forhold, uden at udsætte sig for farlige Følger ved at gjøre Alvor af sine Trusler; den motiverede Dagsorden har forsaavidt samme Betydning som at stikke den knyttede Haand i Lommen. Derpaa kom Studenterne og efterabede Rigsdagen, og nu tage Universitetslærerne Exempel af Studenterne. Det er "Fædrel.'s" Angreb paa den nylig ansatte Prof. Dr Schütze, der har givet Kjøbenhavns Universitetslærere Anledning til deres i og for sig fornuftige Beslutning. Hr. Prof. Dr. med. Sommer følte sig altfor urolig og maatte have Oplysninger om den ny ansatte Collegas "loyale Sindelag". Han fremkom da med et Forslag om at henvende sig til Cultusministeren med et Andragende i Sagen, og til at forhandle herom afholdt man er almindeligt Møde, paa hvilket Prof. Larsen oplæste en Skrivelse fra den Anklagede, hvori han erklærede, "at han i sin Tid alene tvungen havde deltaget i det schleswigholsteinske Felttog som udskreven Værnepligtig, og han ligesaalidt senere under sin akademiske Virken i Kiel som tidligere har havt schleswigholsteinske Sympathier." Hvorvidt denne Erklæring har tilfredsstillet Forsamlingen og navnlig Prof. Dr. Sommer, det faaer man ikke at vide, da ethvert videre Spørgsmaal om enten desuagtet at henvende sig til Cultusministeren eller strax paa egen Haand erklære Dr. Schütze i "Verruf", blev forebygget af Prof. Clausen ved et Forslag om en motiveret Dagsorden, der blev antaget i den Form, at "i Henhold til de modtagne Oplysninger og Meddelelser, der skulle opbevares i konsistoriets Archiv, gaaer Forsamlingen over til Dagsordenen." - Der er en noget affecteret Udtryksmaade, DHrr. Professorer her have tilegnet sig efter Studenter og Rigsdagspolitikere. Universitetslærere og saadanne Folk, for hvem Varetagelsen af deres Embedspligter er den rette Dagsorden, behøve saamænd slet ikke at motivere, hvorfor de vende tilbage til denne Orden; det vilde i alt Fald have været bedre, at DHrr. havde angivet Grunden, hvorfor de ere afvegne fra deres Dagsorden. Nødvendigheden af at erfare, paa hvad Maade den nyansatte Professor har tjent i Insurgentarmeen, vilde vist ikke have været saa paatrængende for hans Colleger, dersom de lagde lidt mindre Vægt paa den nationalistiske Presses fanatiske Udgydelser og derimod opfattede den kongelige Amnesti saaledes som den bør opfattes. DHrr. Professorer give deres Disciple i saa Henseende desværre kun et daarligt Exempel, saavist som hverken kjøbenhavnske Professorer eller Studenter have mindste Ret til at fordre Udelukkelse eller Tilsidesættelse af Mand, som under den forløbne Insurrection have tjent, frivilligt eller ufrivilligt, i Hertugdømmerne. Det er slet ikke andet end Fanatisme, der indgyder en slig Indbildning, og de derved foranledigede Afvigelser fra Dagens Orden kan ikke andet end tjene til at befæste Nationalhadet, i hvis Fremkaldelse iøvrigt det kjøbenhavnske Universitet har havt en saa betydelig Andeel, at allerede Bevidstheden herom burde afholde dets Lærere fra at stille saa overordentlige Fordringer i denne Retning.
(Kjøbenhavnsposten 9. marts 1855).
- I "Fyens Avis" læses følgende Meddelelse herfra Kjøbenhavn, om hvilken man vel kan sige, at den er beregnet paa at "Kammeraterne sluge den raat":
"Der vil nu omsider fra de Studerendes Side i Kiøbenhavn blive "gjort noget" i Anledning af den skandaleuse Ansættelse af Dr. Schütze ved Universitetet. Det vil erindres, at der for over een Maaned siden af Cand. Schiørring blev i "Fædrel." fremsat saa bestemte og med authentlske Beviser ledsagede Sigtelser mod ham, at han ligefrem var pligtig til som Embedsmand at fralægge sig dem ved Dom. Han har desuagtet ikke i allermindste Maade taget til Gjenmæle. og ligesaalidt har Etatsraad Krieger forsøgt at forsvare sin Protege. En Deel ældre Studerende af alle Faculteter agte derfor en af Dagene at indgaae med et Andragende til Confistorium om, at alle de Oplysninger, som det eller Lærermødet har modtaget af Dr. Schütze maae blive de Studerende medteelte, "for at ogsaa disse kunne undersøge, om Oplysningerne ere af den Beskaffenhed, at de kunne tjene til at sikkre Tillidsforholdet mellem Universitetets Lærere og de Studerende". Hvis Consistorium ikke vil indlade sig herpaa, men tvertimod efter gammel Vane vil give "Næser", agter man at gaae kraftigere tilværks."
(Kjøbenhavnsposten 3. maj 1855).
- Under 27de April d. A. blev der indleveret følgende Andragende til Consistorium:
-Det vil være det høie Consistorium bekjendt, at der offenlig i "Fædrelandet" er blevet fremsat den bestemte Sigtelse mod den for nylig til Professor i slesvigsk Ret udnævnte Dr. Schütze, at han som Frivillig var gaaet ind i Oprørshæren i 1848 og der havde gjort Tjeneste alle tre Krigsaar, senest som Lieutenant. Allerede denne Ansættelse i og for sig kunde ikke Andet end vække megen Bevægelse blandt de Studerende, men denne er blevet endnu større, efterat det - ligeledes i "Fædrelandet" - er blevet ved authentiske Documenter oplyst, at han virkelig har været Lieutenant og virkelig har været Frivillig, uagtet han i en til Universitetets Rector rettet Skrivelse, der er bleven oplæst paa et almindeligt Møde af Universitetslærere, skal have negtet begge Dele. Da der nu for os, som kun gjennem et ikke-officielt Referat kjende denne Skrivelse , maa synes at være en stor Uoverensstemmelse mellem Dr. Schützes Erklæring og de factiske Omstændigheder, saaledes som disse foreligge etter de ubesvarede Angreb i "Fædrelandet", ansee vi Undertegnede det for vor Pligt at ansøge det høie Consistorium om, at alle de af Dr. Schütze til Consistorium og Lærermødet givne Oplysninger maatte blive de Studerende meddelte, for at ogsaa disse maatte kunne forvisse sig om, at Oplysningerne ere af en saadan Beskaffenhed, at de kunne sikkre det Tillidsforhold, som vi ønske maa finde Sted mellem enhver af Universitetets Lærere og de Studerende.
J. Holten, J. N. A. Madvig, S. Th. Krarup Smith,
Cand. juris. Stud. juris. Stud. polyt.
P. Schiørring, V. Rode, P. Plum, L. T. Gjerløff,
Cand. juris. Stud. juris. Cand. med. & chir. Cand. theol.
J. Voltelen, Chr. Bruun, Joh. Møller, O. Heiberg,
Cand. philol. Stud. philol. Stud. theol. Stud. theol.
H. Rørdam, H. J. Larpent, J. Nellemann, J. Krog,
Cand. theol. Stud. juris. Cand. juris. Cand. theol.
Joh. Clausen, Edv. Holm, C. Rosenberg,
Cand. theol. Stud. philol. Cand. juris.
Under 23de Mai bleve de Undertegnede anmodede om at indfinde sig Fredag den 25de Mai hos Universitetels Rector for paa samtlige de Andragendes Vegne at modtage af ham Consistorii Svar. Dette, der indeholdtes i en Skrivelse fra Consistorium til Universitetets Rector, lød saaledes:
- I Skrivelse af 27de f. M. have Cand. jur. J. Holten og Stud. jur. J. N. A. Madvig samt sexten andre dels Candidater dels Studerende af forskjellige Videnskabslag anmodet Consistorium om, at alle de af Docent i slesvigsk Ret, Prof. Schütze, til Consistorium og Lærermødet givne Oplysninger om hans tidligere Forhold maatte blive de Studerende meddelte, for at ogsaa disse kunde forvisse sig om, at Oplysningerne ere af en saadan Beskaffenhed, at de kunne sikkre det Tillidsforhold, der bør finde Sled mellem enhver af Universitetets Lærere og de Studerende.
I denne Anledning skulde Consistorium tjenstligst anmode Deres Magnificence om paa saadan Maade, som De finder passende, at meddele Andragerne, at deres Begjæring ikke kan efterkommes, saameget mindre, som de omhandlede Oplysninger dels ikke ere stilede til Consistorium, dels ere meddelte i en privat Form. Forøvrigt kan Consistorium heller ikke i nærværende Tilfælde ansee en Meddelelse til de Studerende for nødvendig; thi ihvorvel man ei vil miskjende den Stemning og de Følelser, som have fremkaldt Andragernes Begjæring, maa man dog holde for, at netop det af dem i deres Skrivelse paaberaabte Tillidsforhold mellem Universitetslærere og Studerende maa medføre, at disse sidste kunne og bør finde sig beroligede derved, at de af Professor Schütze givne Oplysninger have været forelagte for samtlige Universitetets Lærere, uden at Nogen af disse har fundet sig foranlediget til at foretage Videre i Sagen.
Consistorium d. 10de Mai 1855.
J. K. Larsen.
Til Universitetets Rector,
Hans Magnificence Hr. Etatsraad, Professor Larsen, R. af Db.
Idet vi takkede Universitetets Rector for det fra Consistorium modtagne Svar, tillode vi os at antyde, at Andragendets Undertegnere herefter ansatte det for deres Pligt at indgaae til Prof. Schütze med en Opfordring.
Kjøbenhavn den 2tide Mai 1856.
J. Holten, J. N. A. Madvig,
Cand. juris. Stud. juris.
(Fædrelandet 26. maj 1855)
Af det i "Fædrelandet" for Løverdag d. 26de Mai indrykkede Inserat af Cand. juris J. Holten og Undertegnede fremgik det, at det der aftrykte Andragendes Undertegnere ansaae det for deres Pligt, efterat Consistorium havde afslaaet Andragendet, at indgaae til Prof. Schütze med en Opfordring; dette tillode Cand. Holten og jeg os ogsaa at antyde for Universitetets Rector i vor Samtale med ham Fredag d. 25de Mai. En saadan Opfordring tilsendtes allerede Prof. Schütze Løverdag d. 26de Mai, førend hint Inserat optoges i "Fædrelandet"; den lød saaledes:
- Under 27de April d. A. blev der indleveret følgende Andragende til Consistorium: - - - *).
- Under 23de Mai bleve de Undertegnede Holten og Madvig anmodede om at indfinde sig Fredag d. 25de Mai hos Universitetets Rector for paa samtlige de Andragendes Vegne at modtage af ham Consistorii Svar. Dette, der indeholdtes i en Skrivelse fra Consistorium til Universitetets Rector, lød saaledes: - - - **).
- Idet de Undertegnede Holten og Madvig takkede Universitetets Rector for det fra Consistorium modtagne Svar, tillode de sig at antyde, at Andragendets Undertegnere herefter ansaae det for deres Pligt at indgaae til Prof. Schütze med en Opfordring.
- Efterat have underrettet Hr. Professoren om Ovenstaaende, tillade vi Undertegnede os at opfordre Dem til enten selv "in extenso" at lade indrykke eller at meddele os til Indrykkelse i et af Byens Dagblade de forskjellige af Dem til Universitetets Rector eller andre academiske Autoriteter afgivne Erklæringer om Deres Forhold i Aarene 1848 til 1850 og til at supplere dem med de deri muligt manglende Oplysninger , navnlig om Deres første Indtræden i Insurgcntarmeen, Deres Tjeneste der, i hvilke Stillinger og hvor længe.
- Vi haabe at modtage Hr. Professorens Svar paa denne Opfordring, enten ad offenlig eller privat Vei, i Løbet af otte Dage.
- Kjøbenhavn d. 25de Mai 1855.
- J. Holten, J. N. A. Madvig, S. Th. Krarup-Smith,
Cand. juris. stud. juris; stud. polyt.
P. Schjørring, V. Rode, J. Voltelen, Chr. Bruun,
cand. juris. stud. juris. cand. philol. stud. philol.
Joh. Møller, G.Heiberg, H.Rørdam, H. I. Larpent,
stud. thcol. stud. theol. cand. theol. stud. juris.
J. Nellemann, Joh. Clausen, Edv. Holm,
cand. juris. cand. theol. stud. philol.
C. Rosenberg,
cand. juris.
( Da Cand. med. & chir. Plum er fraværende fra Byen, har hans Underskrift ikke kunnet indhentes. Dhrr. Cand. theol. Gjerløff og J. Krogh ønskede ikke at underskrive denne Opfordring. Det bemærkes, at flere Navne ere underskrevne efter Fuldmagt.)
"S. T. Hr. Dr. juris, Professor Schütze."
Den 30te Mai modtog Undertegnede paa denne Opfordring et Svar fra Prof. Schütze, som han anmodede mig om at meddele til de øvrige Herrer, der havde undertegnet den til ham rettede Opfordring, men som han iøvrigt betegnede som et "Privatbrev". Da jeg paa Grund af dette Udtryk maa ansee mig uberettiget til at offenliggjøre Hr. Professorens Skrivelse, kan jeg kun herved erklære, at Hr. Professoren deri bestemt afslaaer at imødekomme den til ham skete Opfordring.
Ifølge den mig dertil i Forvejen givne Bemyndigelse fra de andre Herrer, der have underskrevet Opfordringen til Prof. Schütze, og hvoraf flere for Øieblikket ere borte fra Byen, tillader jeg mig herved at offenliggjøre Ovenstaaende.
Kjøbenhavn den 31te Mai 1855.
Til Ovenstaaende skal jeg tillade mig at knytte følgende Bemærkning. De Herrer, der underskreve Opfordringen til Prof. Schütze, ønskede kun at modtage et offenligt Svar eller et Svar, som de vare berettigede til at offenliggjøre, selv om det lod afslaaende; dette Ønske, mente de, fremgik tydeligt af Opfordringen selv, men det blev med Villie ei ligefrem udtalt i den for at vise Hr. Professoren al den Høflighed, der lod sig forene med Øiemedet. Dette deres Ønske har Hr. Professoren imidlertid, som det nu sees, jo desværre ikke forstaaet og derfor ei opfyldt.
J. N. A. Madvig.
*) Her fulgte en ordret Copi af det i hint Inserat i "Fædrelandet" for d. 25de Mai aftrykte Andragende til Consistorium
**) Her fulgte en ordret Copi af Consistorii Svar (Aftrykt i "Fædrelandet" for 26de Mai).
(Fædrelandet lørdag den 2. juni 1855).
Hr. Redacteur! Der foregaaer høist mærkelige Ting udi den lærde Republik i Kjøbenhavn; naar jeg siger "lærde" og naar jeg siger "Republik", saa er dette sagt i al Godmodighed og indeholder ikke Draabe Ondskab. Vi have udi denne Republik vor saare elskværdige Autoritet Consistorium, der, om jeg saa maa sige, er de Studerendes Fattigdirektion, der sørger for, at vi ikke hensygne i et væmmeligt Gourmanderi af sandelig Nydelse; der paa den anden Side vaager over, at vi ikke som kræsne Børn vrage Kosten, fordi den er tarvelig; der pudser de Næser, som den høiere Autoritet sender til Afbenyttelse for de Studerende; der interesserer sig levende for os; der kort sagt, sørger for den Studerendes Tarv, men, som det den christelige Godgjørenhed bør, gjør det i Løndom, saa Ingen aner det, - Gud vil nok siden give dem aabenbare.
Naar nu en enkelt Gang Offenligheden kan faae Lov til at skue lidt ind i samme Consistoriums Virksomhed, saa forbauses den over den Alvisdoms Fylde, som der hersker, medmindre den seer det Modsatte; - hvad jeg for min Part seer, det taler jeg ikke om, det kunde let "skade min Fremtid", siger de Gamle. Jeg er ogsaa for ung til at have en selvstændig Mening, jeg veed kun, at der er eet Consistorium, men 2 Pedeller, og saa forresten er jeg meget fornøiet, naar jeg bare maa tænke, hvad jeg troer, jeg vilde mene, hvis jeg ikke vidste bedre. Men Offenligheden, hvad seer den? Jo, da den nu i Løverdagsnumeret af "Fædrelandet" havde seet Consistoriums Svar om Schützes Erklæringer, saa tænkte den sig først om. og saa huskede den Sagens factiske Omstændigheder.
Dr. Schütze ansættes som Docent i slesvigsk Ret ved Kjøbenhavns Universitet. Consistorium gjør Intet. Cand. Schiørring oplyser for Alverden, at Schütze har tjent i 3 Aar frivilligt i den schleswigholsteinske Armee og bidraget Sit til at lægge 3 danske Byer i Grus. Consistorium gjør Intet. Schütze gjør Intet. Endelig foranstalter en Professor et almindeligt Lærermøde sammenkaldt. Rector oplæser en Skrivelse fra Schütze - ikke offenlig til de Studerende - hvorom Referatet melder, at den erklærer, at Schütze ikke var frivillig, men udskreven. Lærermødet besjæles af Lyst til at trykke Dr. Prof. - maaskee Ridder af det schleswigholsteinske Jernkors - Schützes danske Haand og beslutter "at nedlægge hans Erklæring i Archivet." Paa dette Værk ganger man til Hvile. Schiørring oplyser, at har Schütze sagt, at han var udskreven, saa har han løjet; han fremsætter drøie Beskyldninger mod ham, det samme gjør en Correspondent til "Fædrel." fra Flensborg. Schütze følger ikke sin Pligt som Mand af Ære at fralægge sig disse Beskyldninger offenligt, han følger ikke sin Pligt som Embedsmand ved Dom at fralægge sig dem. Consistorium gjør Intet. Endelig giver Schütze - ikke for Offenligheden - en ny forbedret og forøget Udgave af sin Erklæring, der, som Rygtet vil vide, forklarer, at Schütze virkelig ikke var frivillig, idet han var et Offer for en moralsk Udskrivning, Pøbel - osv. a la Meier. Consistorium gjør Intet.
Saa er det disse 10 Candidater og 8 Studenter sende en sønlig og kjærlig Opfordring til Consistorium, om at forelægge Offenligheden Schützes i Archivet beroende Erklæringer, for at ogsaa de Studerende kunne troe Schütze, og - Consistorium svarer. Men hvad er det, saa offenligheden seer?
Den seer, at Consistorium har en antik Forretningsgang: Andragendet indkom den 27de April, Svaret gaves først den 25de Mai. Den seer, at de vise Fædre ikke skriftligt ville svare de skriftligt Andragende; den samlede Autoritet ønsker ingen directe Forbindelse, sort paa hvidt, med Andragerne: Rector kan svare "paa saadan Maade, som han finder det passende." Det er et Conduitespørgsmaal! Den seer, at man overhovedet slet ikke vil indlade sig paa at meddele Saadant (til Uvedkommende?!), men man vil det i dette Tilfælde saameget mindre, som Erklæringerne "ere dels ikke stilede til Consistorium, dels meddelte i privat Form"; men Erklæringerne ere dog stilede til Rector, der som saadan maa være Consistoriums Repræsentant, de ere oplæste i et almindeligt Lærermøde eller have fremligget til Professorernes Eftersyn og ere endelig nedlagte i Archivet; - naar man nu tager Hensyn til, at det er Documenter, der skulde kunne oplyse, hvorvidt Studenterne kunne troe en af deres Foresatte paa hans Ord, en Mand, som de "skulle vise den Agtelse og Lydighed, som han efter sit Embede haver Ret til at fordre", som de skulle tage Hatten af for og bukke 2 Gange for, hvorvidt han er til at troe eller ikke, saa synes disse Documenter dog ikke at kunne være saa privatissime udstedte, at de ikke kunne komme til Kundskab for Studenterne, i hvis Interesse det dog er at vide, hvorvidt deres Foresatte ere ærlige Mænd eller ikke Det seer altsaa Offenligheden: Consistorium beslutter, at "Andragernes Begjæring ikke kan efterkommes", dels overhovedet, dels af de anførte Grunde.
Men der er Mere at see! Consistorium synes dog, at de unge Mennesker burde have et lille Knips paa Næsen, og dette Knips iklæder det da en elskelig, smilende, bedstefaderlig Form; de unge Mennesker skulle hildes i det Garn, de selv have spundet, de skulle trykkes flade af deres egne Argumentationer. Dette er en Frugt af Consistoriums Opfindsomhed, der er skjøn at skue og saa re lystelig at faae Forstand af, og den seer saaledes ud: "Forøvrigt kan Consistorium heller ikke nærværende Tilfælde ansee en Meddelelse til de Studerende for nødvendig" - læg Mærke til dette: selv om det havde været nødvendigt, havde de Studerende altsaa ikke engang faaet Meddelelsen! - "thi ihvorvel man ei vil miskjende den Stemning og de Følelser, som have fremkaldt Andragernes Begjæring" - det vilde ogsaa være for galt, om de vilde miskjende de Studerendes Nationalitetsfølelse og Interesse for "den "Renlige Moral"; item vilde det være for galt, om de vilde miskjende de Studerendes Ønske om at have Tillid til Universitetets Lærere, da det netop er paa denne Basis Knipset skal opføres - thi "man maa dog holde for, at netop det af dem i deres Skrivelse paaberaabte Tillidsforhold mellem Universitetslærere og Studerende maa medføre, at disse sidste kunne og bør finde sig beroligede derved, at de af Prof. Schütze givne Oplysninger have været forelagte for samtlige Universitetets Lærere, uden at Nogen af disse har fundet sig foranlediget til at forelage Videre i Sagen." "Hvor sandt og trællende", siger jeg, som er den bly Student, og som forstaaer, at naar det uindskrænkede Consistorium siger: "Du bør være beroliget" saa - om jeg ogsaa havde været nok saa ængstelig - ikke alene skal jeg være, men er jeg beroliget i Kraft af Consistorii Vælde. Men Offenligheden, hvad seer den? Den seer, at forsaavidt Andragerne have paaberaabt sig et Tillidsforhold, saa have de ingenlunde paaberaabt sig dette noget i og for sig existerende, men kun som Noget, "de ønske maa finde Sted mellem enhver af Universitetets Lærere og de Studerende"; de have derved hverken indirect eller direct Indrømmet, at dette finder Sted med alle Universitetets Lærere - Schütze undtagen; nei, Andragendet synes i den Henseende at være ret fiffigt formuleret. Consistorium smigrer sig imidlertid med Folkets Kjærlighed og føler sig stærkt derved, betragter den som noget Givet og paa den som Skueplads opføres Knipset. Men Offenligheden seer - og leer! Den seer, at der er stor Forskjel paa at troe, at en Mand ikke er en - osv. og paa at troe, at han ikke vil omgaaes med og virke sammen med en Mand, der er en - osv. Og det er det, Talen er om her. Selv om de Studerende havde den mest ubegrændsede Tillid til samtlige Universitetets Lærere og Tro paa, at de ikke ville forsømme det, som en Mand af Pligt og Tro aldrig maa forsømme, saa er det slet ikke sagt, at de have ubegrændset Tro paa, at de ikke ville taale i deres Midte en Mand, som - osv. Og det er det, Talen er om her. Der gives mange brave Mænd, til hvis Vandel man kan have ubegrændset Tillid, for hvem man kan have den største personlige Hengivenhed, men som aldrig af sig selv ville hæve deres Røst mod Nogen af deres Omgivelser, han have en nok saa tvetydig Fortid, han forsømme nok saameget sin Pligt som Mand af Ære. See, det kjender Offenligheden saa godt, - hvad kjender den ikke til Nathuer f. Ex. ! - og derfor leer den, fordi Knipset ikke traf Andragernes Næse, men en haard Gjenstand, saa det maa gjøre ondt i Fingrene. Den seer, at Andragerne med nok saa megen Tillid til samtlige Lærere dog ikke kunne være tilfredsstillede, for de see de bemeldte Erklæringer og faae at vide, hvorvidt de kunne troe Dr. Schütze eller ikke. Ja Offenligheden kan see, sommetider endogsaa lidt ind bag Coulisserne !
Hr. Redacteur! De bliver ikke vred, naar jeg i al Beskedenhed meddeler Dem disse Betragtninger; det gjælder, at Offenligheden kan see, hvad Offenligheden kan see. Jeg haaber, De undskylder mig, om jeg fra mig selv snart indkommer med en højtidelig Protest imod alle Insinuationer mod vort elskelige consistonale Raad, hvis Gjerninger alle ere - efter min Mening; thi jeg "bør" - saare vise, og hvis ærbødige Tjener jeg er.
Studiestræde den 28de Mai 1855. p.t.
(Fædrelandet 5. juni 1855)
Indsigelserne mod Berettigelsen af Professor Schützes Ansættelse ved Universitetet ere nu gaaet over til at blive Indsigelser mod Prof. Schützes moralske Characteer. Om den Forklaring, Prof. Schütze har givet af sit tidligere Forhold, reises der Tvivl, og det synes, uanseet hvordan det er kommet til dette Punct, som om den Paagjældende ikke godt kan lade en saadan Tvivl hefte ved sig, uden paa det Bestemteste at paavise det Uretfærdige deri eller troede tilbage for den Skygge, hans Erklæring ellers vil kaste over ham
(Fyens Stiftstidende 14. juni 1855).
I 1865 blev der antydet i tyske aviser at han var dansksindet:
En Korrespondent fra Flensborg til "Hamb. Nacht." benægter Rigtigheden af den af "Nordd. Ztg." bragte Meddelelse om, at de dansksindede Medlemmer af den slesvigske Stænderforsamling skulde have holdt et Møde i Flensborg. De, der have givet Anledning til dette falske Rygte, vare efter Korrespondentens Sigende nogle Beboere af Haderslev Amt, som i kommunale Anliggender havde søgt Audient hos Civilcommissairerne og paa Tilbagereisen overnattede i Flensborg. Forøvrigt indrømmer Korrespondenten, at de danske Slesvigere vedblivende ere ved godt Mod og virksomme, hvilke han naturligviis tilskriver en fra Kjøbenhavn udgaaende "dansk Propaganda". Som henhørende til denne nævner han "den berygtede" Regenburg, den tidligere Fysikus Jespersen og Professor Schütze, som i Slutningen af April Maaned opholdt sig i Flensborg.
(Svendborg Amtstidende 4. maj 1865).
Fædrelandets mistænkeliggørelse fortsatte. 16 november 1860 antydede man at der undervistes i slesvigholstenske læresætninger, og at professor Schütze skulle have bistået ved dette, idet han om vinteren havde aflagt besøg i Flensborg.
I 1866 blev Schütze frataget sit professorat, hvorefter han var privatdocent i Kiel der jo nu efter krigen 1864 var blevet tysk. Og pga sin dansksindede politiske fortid havde han ingen udsigt til professorat el. lign.
1876 blev han professor ved Karl-Franzens-Universität Graz. Dekan ved det juridiske fakultet 1885/1886 og 1893/1894.
Gennem sin karriere skrev en række afhandlinger samt bøger såvel på dansk som på tysk. "Samling af de den Slesvigske Strafferet vedrorende Love og Forordninger“ (Sammlung der das schleswigsche Strafrecht betreffenden Gesetze und Verordnungen) (København 1856) og "Die nothwendige Theilnahme am Verbrechen. (Zugleich ein Beitrag zur Läuterung der gesamten Lehre der Verbrechensmehrheit)“ (Leipzig 1869). „Lehrbuch des deutschen Strafrechts auf Grund des Reichsstrafgesetzbuchs“ (1871, 2. oplag 1874) og „Anhang auf Grundlage der Strafrechtsnovelle“ (1876, udkommet 1877).
De fleste værker er blevet fotografisk genoptrykt, og kan stadig købes, fx på Amazon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar