Klappere i Herstedøster. (Efterskrift til Politivennen)

"Skrig nok, men lidt Uld." Under en ved Københavns Amts søndre Birks Politiret paakendt Sag, der blev anlagt i Begyndelsen af 1875, men først nu er afgjort, fordi den i omtrent 3/4 Aar har maattet bero paa Finansministeriets Erklæring, tiltaltes en Gaardejer i Herstedøster for at have undladt at give Møde med to Klappere ved en af Hans Majestæt Kongen den 24de Oktbr. 1874 i det 2det københavnske Skovdistrikt afholdt Jagt. Den Tiltalte erkendte under Sagen, at han fom Ejer af en Gaard i Herstedøster har været tilsagt til at give Møde med to Klappere ved den nævnte Jagt, men ikke har præsteret saadant Møde, samt at han, uagtet han da endnu ikke havde Skøde paa Ejendommen, men kun besad den efter Købekontrakt, bærer Ansvaret for Undladelsen af Møde, men han har ment, at han i Henhold til Lov af 25de Marts 1851 § 12 ikke er pligtig til at afgive Klappere til Kongejagter, idet saavel hans eget Adkomstdokument som hans Formands Skøde Intet indeholder om at en saadan Forpligtelse hviler paa Ejendommen, og subsidiært har han bemærket, at han ikke kan anse sig for forpligtet til at levere mere end een Klapper, idet der, inden den Gaard, hvoraf hans Ejendom er en Del, blev udstykket, kan krævedes to Klappere af den samlede Ejendom, medens der nu dels er krævet to Klappere af den Tiltalte som Ejer af en Parcel og endvidere fire Klappere af Ejeren af de andre Parceller, hvori Ejendommen er delt. Det er imidlertid under Sagen oplyst, at det i det kgl. Skøde, hvorved Hoveejendommen afhændedes af Staten, blev paalagt Køberen i "Proportion af Gaardens Størrelse ligesom andre Bønder og Selvejere at gøre Tjeneste med Heste, Vogne og Folk", bl. A. ved "ordinære Klapjagter", og da den Omstændighed, at denne Forpligtelse ikke udtrykkelig er nævnt t de senere Adkomstdokumenter paa Ejendommen, eller at disse ikke ved Tinglæsningen har faaet nogen Retsanmærkning om denne Behæftelse, medens der i den alene henvises til de i ældre Adkomster begrundede Rettigheder og Forpligtelser, ikke kan medføre Forpligtelsens Bortfalden, maa den Tiltalte anses for at have været pligtig til at møde med Klappere ved den omhandlede Jagt, og da han ikke har oplyst, at der i Proportion af Ejendommens Størrelse kun kan paahvile ham Forpligtelse til at afgive én Klapper, maa han anses for rettelig at være tilsagt at give Møde med to Klappere, jvfr. ogsaa den ovenciterede i Lov af 25de Marts 1851, og han blev derfor i Henhold til Plakat af 29de Septbr. 1827, §§ 1 og 3, anset med en Bøde til Birkets Politikasse af 4 Kr.

(Social-Demokraten 5. maj 1876).

Krage-Skydning. (Efterskrift til Politivennen)

En Mand, som for ikke længe siden har berejst Vendsyssel, fortæller i "Flyveposten", at der sammesteds paa Brakmarkerne viser sig et overordentligt stort Antal af Oldenborrelarver, der i de sidste Aar mere og mere ere blevne til en Landeplage; thi naar Rugen er kommen op, og der indtræffer mildt Efteraarsveir, især i Oktober, æde de Spirerne over og dråbe derved Sæden. "Man kan ikke," siger Brevskriveren, "lade være at opkaste det Spørgsmaal, hvorfra den saa stærkt tiltagende Formerelse af de ødelæggende Larver vel kan skrive sig, og man har da Erfaringer, som nok kunne vejlede. Hvor Rævene f. Ex. aldeles ere bortskudte, formere Musene sig til Skarer, der ødelægge Høsten. Men Oldenborrelarvens Fjende er Kragen, der fortærer en stor Mængde af dem. Nu veed man jo imidlertid, at der i de senere Aar er fremstaaet en stor Mængde Jægere her i Landet, og da Vildtet ikke er voret i samme Forhold, og mange af dem desuden heller ikke forstaae at søge det, saa gaaer Skydelysten ofte ud over alt Flyvende og Løbende, der kommer i Jægernes Nærhed , og derfor ogsaa over Kragerne, skjøndt de ikke ere spiselige og gjøre megen Nytte ved al fortære skadelige Insekter og deres Larver. Jeg erindrer saaledes, at man ifjor endog roste sig af i Aviserne, at man et Sted i Jylland paa en Dag havde myrdet flere hundrede stakkels Krageunger, uden meget andet Maal og Med end at myrde. Det var en ringe Bedrift; men jeg ønsker, at man vil erindre sig den, naar man taler om Oldenborrelarvernes Ødelæggelser, for at det muligvis kunde forhindres, at slige Mordscener blive gjentagne, og for at de modige Jægere kunne styre deres Lyst paa anden Maade; thi den, der myrder Kragerne, formerer indirecte Oldenborrerne...

(Ribe Stifts-Tidende 9. oktober 1856).

Ifølge biologen Vilhelm Bergsøe (1835-1911) i "Fra mark og skov" 1881 var oldenborren det insekt der påførte landbruget og skovbruget de største skader, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det hjalp ikke at kirken lyste billen i band. Bergsøe så årsagerne som dræning (oldenborrelarver elsker løs iltrig jord), den forandrede pløjetid og den aftagende fuglemængde. Han pegede også på muldvarper og grævling som oldenborrelarvers fjende. I 1887 blev der vedtaget en lov om oldenborreår (hvert 4. år). 

Ønske fra en Landmand paa Cronborg Amt.

Ved det sidste jagt på 1. Kronborgdistrikt var folk fra de omliggende egne tilsagt at møde som klappere. De fra Esbønderup var tilsagt at møde kl. 6, men indtraf ikke alle til bestemt tid, da de skulle møde i Boserup, 1 1/4 mil derfra. 

Anmelderen heraf havde sendt sin karl i rette tid. Men denne som er nogle og halvfjerds år gammel, kom i følge med flere lidt over det bestemte klokkeslæt, dog så betimeligt at det til jagten tilsagte personale stod i klynge og vedkommende antegningsmænd endnu stod med papirerne i hænderne for at afskrive de tilstedeværende.

Karlen fulgte jagten hele dagen i et regn-og sludfuldt vejr, og afventede dens ende, hvilket med vidner kan bevises og beediges, og dog blev han tilkendt en mulkt på 3 mark sølv for ikke at møde frem. Antager man at karlens husbond betaler denne mulkt for ham, så synes det dog hårdt nok for en husmand. For beregner man at han som sådan kunne havde tjent 2 rigsbankmark den dag ved hans arbejde, men ved at måtte give slip på den taber disse, der med kosten tilligemed mulkten udgør 11 rigsbankdaler, så vil man vel finde dette betydeligt for en fattig husmand. Det er vist ikke højere foresattes vilje at en så ringe forseelse som nævnte der aldeles ikke kan have videre følger, skal straffes således. Hvilket vel næppe var blevet tilfældet hvis sagen havde været undersøgt forinden der på afskriverens melding blev bestemt mulkt. 

Det var derfor ønskeligt om i fremtiden ved sådan lejlighed udeblivelse eller for sent fremmøde skulle finde sted, at den pågældende da først måtte forhøres. For måske kan der da gives oplysende grunde der tilstrækkeligt undskyldte forseelsen, og at høje vedkommende vil tage rimeligheden i betragtning er man ligeså overbevist om som om at de vist ikke ønsker at deres underordnede overskrider deres grænser.

Man har hørt at de kongelige prinser ved sådanne jagtture yder en ikke ubetydelig dusør. Om denne tilfaldt jagt- og forstbetjentene alene eller om det er bestemt at klapperne skal nyde del af den, derom er man uvidende. Men ønsker underretning. 

(Politivennen nr. 1003, Løverdagen den 21de Marts 1835, s. 183-185)

"Karlen fulgte jagten hele dagen i et regn-og sludfuldt vejr," (Ukendt kunstner: En jagt af kongelige personer. Før 1848. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning.

I Kjøbenhavnsposten den 5. november 1837 berettedes om noget lignende, idet mellem 5 og 700 bønder var blevet kommanderet ud som klappere i Wackenbecker ved Kiel. Disse var beskæftiget en hel dag med at hjælpe herskaberne med at få skudt 2 ræve og 3 harer. Bøden for ikke at møde op var 24 skilling (eller en hel ugeløn). De skulle møde kl. 9 om morgenen, men jægerne kom først halv tre. 

Varsko til Vildthandlerne.

Hr. Udgiver!

Jeg er vel ingen Nimrod af profession, men dog har jeg hele vinteren igennem ærgret mig hver gang jeg gik forbi en vildthandlerkælder og så den forfærdelige mængde vildt som der var udhængt til salg. Især og morgenen kunne man se hvorledes vildtet bliver ødelagt her til lands, idet hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen. Hvad skal der blev af! tænkte jeg. Men herre gud, det får vel også ende når jagttiden er forbi. Men 1. februar kom og endnu bestandig fås agerhøns udhængt til salg. Efter den 1. marts mærkedes ligeledes intet til at det nu var i de forbudte måneder. Efter nu at have set det an en tid lang, kan jeg ikke holde min harme tilbage længere og beder Dem derfor at give disse bemærkninger plads i Deres almennyttige blad. 

Så vidt vides er forordningen af 18. april 1732, dens 28. paragraf ikke ophævet ved noget senere lovbud. Den siger nemlig: "Såsom kongens egne samt fremmede ministre i København ofte behøver vildt, modereres forordning 8. december 1688 så at i de forbudte måneder (fra 1. marts til 12. september) af då-og råvildt, bukkene alene må indføres osv. Men i øvrigt må, til alt underslæb at forekomme, i København af andet vildt slet intet og i købstæderne på landet ingen slags, enten hjorte, hinde, dådyr, rådyr, agerhøns eller harer i de forbudte måneder indføres, heller ikke må i den tid noget vildt fra fremmede steder her i riget indføres. Hvem der handler mod det, betaler derfor på samme måde som han vildtet i kongens vildtbane kan have skudt, nemlig for en hjort 1.000 rigsdaler, en hind, et dådyr eller andet stort vildt 800 rigsdaler, for en hare 400 rigsdaler og for et par agerhøns 200 rigsdaler. Men har den skyldige ikke middel til at betale med, da straffes han ude nåde på Bremerholm i 3 år i jern."

"Hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen." (Johan Laurentz Jensen: Skudt vildt, 1846. Statens Museum for Kunst.)

Det må derfor synes forunderligt at læse i Adresseavisen om at friske sjællandske harer falbydes, ligesom man også hos vildthandlerne ser flere slags forbudt vildt være offentligt udhængt til salg. Er disse harer virkelig friske, så er de skudt i de forbudte måneder, og vedkommende har handlet mod det citerede lovbud. Er de derimod skudt i en tilladelig måned (og man vil være så human at antage at det er sket den 28. februar om aftenen kl. kvart i told) så kan man dog med temmelig vished antage at de nu midt i maj måned må være i en tilstand hvori de er højst skadelige for sundheden, i hvor mange kunster end vedkommende har brugt for at konservere dem. Heri er altså fejlet mod politianordningerne.

I begge tilfælde ville vedkommende derfor se at de har handlet mod lovene og uden tvivl yde anmelderen tak for at han har varskoet dem. Det er dog ingen spøg at gå i 3 år til spot og spe for folk, med jernstrømpebånd om benene. Eller hvis man har penge, at betale 300 rigsdaler for hver hare han har i sin butik. Dog! for at anmelderen ikke skal synes egennyttig, så vil han skænke vedkommende denne tak, og blot glæde sig ved disse tre bevidstheder: 1) at han har gjort vedkommende opmærksom på at de er lovovertrædere. 2) at han måske har befriet vedkommende fra en tilkommende straflidelse. 3) at han har søgt at bidrage sit til at vildtet som i vinter desværre har lidt så meget ved den strenge kulde, til næste år konserveres lidt mere, i det mindste ikke skydes i de forbudte måneder. At han har givet sin harme luft, går ingen an.

En jagtelsker.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 315-319)

Spørgsmaal, angaaende Jagten på Kiøbenhavns Amt.

Søndag den 3. oktober omtrent kl. 10 om formiddagen passerede 3 skytter med hunde over en nytilsået rugmark i Enghaven, som støder op til Valby Marker. Ageren var meget blød da det havde regnet hele natten. Gårdejeren blev fortørnet over at se sin ager mishandlet og sagde i en anstændig tone til skytterne at det ikke var rimeligt således uden nødvendighed at spolere ageren, da vejen gik ved siden af den. En af de 3 personer svarede straks: "Vi er kongens skytter". Men ejeren ytrede tvivl om dette udsagn da han kendte den ene person for at være isenkræmmer i København. Og ingen af de 2 andre, en svensker og en voksen dreng, for at være den kongelige skytte på distriktet. Hvorpå nævnte herrer førte et højt sprog, brugte trusler, og blandt anden tåbelig snak påstod at de var berettigede til at gå ind i gården og skyde hans hund der stod der, en sort pudel. 

Omsider fortsatte de deres gang over marker og hegn, idet de tilbød ejeren at hvis han ville følge med dem, skulle de nok vise ham den kongelige skytte i hvis følge de var. Skønt denne ikke var at øjne, er det dog ikke sandsynligt at nævnte personer den dag virkelig har været i hans følge. For at kende hvorledes man i lignende tilfælde har at forholde sig, ønsker ejeren af sagkyndige folk følgende spørgsmål besvaret:

Hvorvidt kan en distriktsskytte tage følge med sig, og hvorvidt er de i så fald, særskilt eller samlede, berettigede til på privat mands ejendom at tumle sig til skade for hans flid og erhverv?

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9191-9192)

"3 skytter passerede med hunde over en nytilsået rugmark i Enghaven, som støder op til Valby Marker." Udsigt fra Rosenåen 1788 mod Frederiksberg Slot. Rosenåen fulgte nuværende Abel Katrinesgade. Husene er Vesterbro, bag dem Kongens Enghave. (Før og nu 1919)

Advarsel.

Mange forældre har den tro at deres børn er i sikkerhed når de ved dem spadserer på volden, især når de er ledsaget af et voksent menneske. Men at denne tro er meget fejlagtig, var indsenderen og andre øjenvidne til.

Det er bekendt at voldskytten er beordret til at skyde de løse hunde som han måtte finde på volden. Han passerer derfor dagligt denne vej, ofte med en løs hund hos sig, som indsenderen ikke tror er mere berettiget til at komme på volden end enhver anden hund, da den nok ikke kan være synderlig nødvendig på denne jagt. Ved således at passere volden for omtrent 14 dage siden forefandt han en lille mops som han vist ikke har kendt ejeren til, ved Hjelmer Mølle og besluttede altså dens død. Men skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus. Ved sådan uforsigtighed er toldbetjentene som skal opholde dem i eller i nærheden af møllekontorerne, ligeledes udsat for at blive lemlæstet af dette menneske som man sikkert formoder vil blive beordret at omgås mere forsigtigt med sin bøsse.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7086-7087)

"Han skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn, når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus." (Skt. Peders Mølle på Helmers Bastion lå hvor der i dag er et trafikknudepunkt, men den nærliggende H. C. Ørstedspark har bevaret noget af voldmiljøet. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om møllen på Helmers Bastion som stod ved Jarmers Tårn o. 1651/69-1885. Den hed Skt. Peders Mølle. Denne stubmølle findes ikke længere, da den 1853 blev erstattet af en hollandsk mølle, som er en af de få overlevende voldmøller, dog nu flyttet til Nørre Jernløse ved Holbæk. Den er fredet og drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle.

Der klages over voldskytten igen i Politivennen nr. 721, lørdag den 24. oktober 1829, s. 687-690: "Bøn for Hunde, som skamskydes paa Volden"  og i artiklen "Umenneskelighed" om et anskudt dyr i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. april 1830, s. 250-251.

Advarsel og Ønske til Jagtelskere.

Idet anmelderen i følge med en ven mandag formiddag den 18. september kom forbi gården nr. 62 på Købmagergade, hørte jeg at der i stueetagen løsnedes et skud som sønderslog ruderne i vinduerne, således at stumperne fløj mig om ørerne og en del af samme heftede sig fast i min hat. Ved at forhøre sig om årsagen, erfarede jeg følgende: Dagen i forvejen havde beboerne i stueetagen været på lagt og ved sin hjemkomst sat sin med rævehagl ladede bøsse bag kakkelovnen. En pige til hvis opsyn nogle børn var betroet, tager geværet og spøger dermed for at more borrnene. Ved denne lejlighed går skuddet af gennem vinduet, dog blev til lykke ingen beskadiget. Men da der kun sjeldent kan ventes sådan lykke i ulykker, så var det at ønske at jagtelskere hvoraf København i denne tid har mange, vlle afskyde deres geværer før de gik ind i staden, eller dersom de af økonomi vil spare på skuddet, da hensætter deresvåben på sådanne steder hvor ingen uvedkommende kan nærme sig dem.

(Politivennen No. 248, Løverdagen den 30te September 1820. Side 4003-4004. Fejlagtigt angivet til 3403-3404).

Jammerklage fra Trækfuglene, som Sommerbeboere paa Saltholmen

Fælles med menneskene, vores og vores yngels mordere, har vi en skaber til herre over os. Ligesom også mennesket blev sat over ethvert ufornuftigt kreatur. Vi misunder ham ikke dette fortrin, dette herredømme over os, og langt fra er det, at vi vil føre mindste anke over det. Men misbrugen af hans magt er det vi har dagligt og smertelige grunde at klage over. Menneske! Ved du ikke at vi ved at fortabe vores liv, endog ofte ved lemlæstelse og under de græsseligste smerter, giver dig meget og mange ting. Ikke alene til din bekvemmelighed og magelighed, men også til din kræsne gane.

For i ro at følge naturens orden udlægger og udklækker vores yngel, har vi en lige så lang som besværlig rejse hvis omfang yderst få af vores mordere kender. Til denne egn kommer vi på den for os bestemte tid, trætte og udmattede. Hærskarer af mordere forstyrrer da vores fredelige boliger her på Saltholm, lurer på os som på et rov. Og uanset om de er berettigede eller uberettigede, kunstforstandige jægere eller krybskytter, ruinerer de vores reder og vores yngel, forjager, skyder og lemlæster os, og således berøver vores unger den pleje de nødvendigt må have hvis de skal opvokse og fremmes. I år lokkede det tidlige forår vores mordere allerede i forrige måned til rovlysten, så en mængde af os ikke engang fik tid til at bygge vores fredelige boliger, men forinden måtte bøde med livet. Og besynderligt nok, at ejerne til de på øen græssende firbenede kreaturer ikke modsætter sig vores røveres udåd, da selv disse kreaturer ved de idelige skud og plaffen forvildes, forjages og fortumles, så at de ikke kan trives. 

Menneske! I hvor du er som formår at hæmme denne utidige mordlyst og som kender og følger din bestemmelse og dit forhold til os uskyldige og uskadelige væsner, se i nåde til os. Og om du kan, da sæt skranker for vores uretfærdige og ubehændige morderes skydelyst. Du må vide at vi hvert år formindskes, i stedet for at vi skulle formere, og til sidst er vi ved vores volds- og drabsmænds utidige jagtliebhaveri rent udryddet.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2898-2900)

Forslag til Sælhundejagtskompagnier

Jeg tror det er højst såre ønskeligt om en trang af en nødvendig ting kunne afhjælpes som blokaden gør umuligt at få, og er dog ligeså nødvendig for belysningen, som for garverifabrikkerne. Nemlig tran. Til den ende antager jeg at der kunne anlægges en sælhundejagt på kysten af Sjælland, som vist ville standse noget af denne mangel, da jeg selv har skudt mange. Og altså vil denne jagt nok lykkes, især på Køge-kanten, hvor der er mange. Men stadighed udfordres dertil, og så snart den gribes an med kraft, lønner den.

Det vil desårsag være at ønske at sådanne grosserer eller skippere der føler for staden, ville indgå i et kompagni til en sådan sælhundejagt, og dertil anskaffe som folk til dette fags udførelse kunne være duelige, samt fartøjer som var lette og kunne trækkes på land om natten. Denne jagt ville være til stor nytte både for rederne som også i det hele for landet.

E. E. Meland
Second og Tøjhusløjtnant på
Batteriet Trekroner

(Politivennen nr. 538, 20. august 1808, s. 8632-8633)

Et Forslag om Saltholm

(Efter indsendt)

Med største forundring opdager man på denne ø ikke mere end 5 til 6 træer og disse lod til at være meget go(k?) voksne. Det er mærkeligt, at amagerne, som må hente al deres ildebrand nogle mile væk, endnu ikke på denne ø har ladet plante træer, da man dog har forskellige sorter træer som i løbet af 10 år vokser meget villigt, og som lod sig hvert 3. til 4. år bruge til brændsel. Ja endog amagernes kreaturer vandt ved det, da de ved dårligt vejr kunne få ly, og den mængde fuglevildt kunne bedre søge deres tilflugt i træerne. Ligeledes var harerne udsat for ørnene, som der nu findes. At jo træerne ville vokse der tvivles ikke på, da man som sagt har forefundet 5 til 6 styk. Kunne dette ikke ok lønne amagerne for at holde en plantør, og for det første med grøfter frede 3 til 4 tønder land til en planteskole? Jeg sætter, at der af Saltholms lodsejere af gårdmænd var 100, og de gav hver gårdmand 2 rigsdaler årligt, det ville blev 200 rigsdaler. Det ville sikkert gavne både dem og deres efterkommere.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 244, 25. december 1802, s. 3900-3901)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 868, lørdag den 18. august 1832, s. 537-539 omtaler en O. Nielsen harerne på Saltholm i artiklen "Nogle Ord om det danske Jagtvæsen og især om Jagtret paa Saltholm." 

En nyttig Industri i Nysted

Hr. Kieldsen, organist i Nysted, har hvert år sammen med nogle få andre af byens mænd drevet sælhundejagt på Rødsand, og derved gavnet meget, da intet næst efter vor egen forsømmelighed skader det danske fiskeri mere end disse havdyr. I år har denne jagt været usædvanlig glimrende, da selskabet i 4 eller 5 dage i maj har dræbt over 900 sælhunde. Da det er muligt at vi på flere steder af kysterne har landløse grunde, lig Rødsand, og sælhundejagt også kunne holdes der, beklager læserne vel ikke at jagten her kort beskrives.

På den tid af året da man ved at sælhundene opholder sig i lavvande på Rødsand, har selskabet bestandigt en mand på udkik i kirketårnet som melder når der er hunde på grunden. Jægerne sætter da i en båd derover, klæder sig nøgne af og springer således kun forsynet med en kølle ud af båden og vader i land, hvor enhver gør sit bedste for at nedslå så mange han kan, helst med slag på snuden, da hele sælhundestimlen stræber at komme i vand.

Foruden den opmærksomhed denne nyttige jagt vist påkalder sig på højere sted, ønskede man at bestyrerne for den grønlandske handel ville enten meddele hr. Kieldsen som jægerselskabets formand en underretning om den nemmeste måde til at koge tranen på. Eller fastsætte en pris til hvilken det altid ville modtage den rå afskænkede tran, og måske skindene med. Måske var endog en sådan offentlig bekendtgørelse fra handlen til største opmuntring for sælhundefangsten overalt, da fordelen dog altid trækker mest.

En fuldstændig beskrivelse om sælhundejagten på Rødsand, dens forskellig held i en række af år, indflydelse derpå af vind og vejr osv. meddelt af hr. Kieldsen i Minerva, Iris eller andensteds, ville være et godt sidestykke til hr. Bunchs beskrivelse over sælhundeavlen på Anholt og læses med megen fornøjelse.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3452-3453)

Redacteurens Anmærkning

Omfanget af sælfangsten visse år kunne være ret betydelig som det fremgik af Den Kongelige privilegerede Viborger Samler den 19. juli 1810:

I Nysted har man i denne Tid gjort saa god en Sælhunde-Fangst, at der paa eengang har ligget henved 300 Sælhunde paa Skibsbroen. Kuns er det at befrygte, at den utaalelige Stank af de flaaede Kroppe, som Vedkommende, istedet for at nedgrave, have kastet i Stranden, hvorfra de igjen opdrive paa Kysten, ved Sommerens Hede let kunde foraarsage flere Sygdomme, end man der alt er plaget med.

Forslag til en nye Skat istedet for Tallotteriet

Kopskat på hundene var en meget lovlig skat. Vi regner blot 100.000 gårdmænd i Danmark, lige så mange husmænd, nu en rottehund til hver af disse sidste og to til de første og 1 mark årlig i kopskat af hver hund, ville dog udgøre mere end 50.000 rigsdaler årlig. Altså mere end indtægten af hele tallotteriet, og en god måde at få dette hundespil jaget ud af landet med hunde.

Ulykkelig er virkelig bonden hvis han ikke til sin gård have løse rottehunde som jagtejerne ikke kan skyde. Og skal en rottehund miste forbenet, bære stor klods, kan han ikke opkradse rotternes rede af agrene og herved stifte den største nytte. Når hunde først renser ageren og siden laderne for rotter, vil det først blive let for kattene at holde de få rotter i ave som skælvende opholder sig i tagene og på kornlofter.

Rotternes mængde i søelvinterne skræmmer kattene bort, ja tilbringer dem mange slags sygdomme. Hver rotte fortærer over to skæpper korn en vinter, så det er vist ikke ligegyldigt for en bonde at have hundreder af disse gæster i laderne og rundt om i husene, for ikke at tale om den ulykke de anretter på tagene og husenes grunde og fodstykker. At sætte gift for rotterne krymper bønderne sig ved, for de har ikke råd til at miste høns, gæs, ænder og svin tillige med rotterne. Ja endog mennesker må svæve i frygt hvor der bruges rottekrudt. En rotte havde slæbt med sin hale gennem hvedemel, hvoraf blev bagt kager og et selskab af 7 personer var nær blevet forgiftet af det rottekrudt den dels havde haft i sin hale, dels spyet ud i melet selv da rottekrudtet var blandet i melet, altså ukendeligt.

Dernæst bør en bonde når han er udskiftet, især have løse vagtsomme rottehunde der kan ved nattetid bortskræmme løsgængere og tyve fra hans gård.

Men alle disse fordele bryder jagtdespoterne sig ikke om. De skyder bøndernes små køtere, og advarer dem end ikke om at binde dem. Ja, de vil jo ikke tilgive at jagten må følge grunden, men tror at arvet eller pengekøbt forret er dem hjemmel nok for at ødelægge bondens flid med urimelig jagt.Og tør de ikke på visse steder skyde selv, da søger de ved processer at tvinge selvejere til at afholde sig fra at skyde på deres små marker for at den værdige nabo jorddrot kan have vildt nok hos sig - når vildtet har fristed i bøndernes ejendoms små enemærker. Oh! at kongen ville pålægge denne hundeskat og d give enhver bonde tilladelse til at holde rottehund der af ingen jorddrot eller jagtberettiget skytte måtte skydes.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 820-823)

C. W. Eckersberg: Udenfor Tallotteri-Kolletionen. 1808. Statens Museum for Kunst.