Varsko til Vildthandlerne.

Hr. Udgiver!

Jeg er vel ingen Nimrod af profession, men dog har jeg hele vinteren igennem ærgret mig hver gang jeg gik forbi en vildthandlerkælder og så den forfærdelige mængde vildt som der var udhængt til salg. Især og morgenen kunne man se hvorledes vildtet bliver ødelagt her til lands, idet hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen. Hvad skal der blev af! tænkte jeg. Men herre gud, det får vel også ende når jagttiden er forbi. Men 1. februar kom og endnu bestandig fås agerhøns udhængt til salg. Efter den 1. marts mærkedes ligeledes intet til at det nu var i de forbudte måneder. Efter nu at have set det an en tid lang, kan jeg ikke holde min harme tilbage længere og beder Dem derfor at give disse bemærkninger plads i Deres almennyttige blad. 

Så vidt vides er forordningen af 18. april 1732, dens 28. paragraf ikke ophævet ved noget senere lovbud. Den siger nemlig: "Såsom kongens egne samt fremmede ministre i København ofte behøver vildt, modereres forordning 8. december 1688 så at i de forbudte måneder (fra 1. marts til 12. september) af då-og råvildt, bukkene alene må indføres osv. Men i øvrigt må, til alt underslæb at forekomme, i København af andet vildt slet intet og i købstæderne på landet ingen slags, enten hjorte, hinde, dådyr, rådyr, agerhøns eller harer i de forbudte måneder indføres, heller ikke må i den tid noget vildt fra fremmede steder her i riget indføres. Hvem der handler mod det, betaler derfor på samme måde som han vildtet i kongens vildtbane kan have skudt, nemlig for en hjort 1.000 rigsdaler, en hind, et dådyr eller andet stort vildt 800 rigsdaler, for en hare 400 rigsdaler og for et par agerhøns 200 rigsdaler. Men har den skyldige ikke middel til at betale med, da straffes han ude nåde på Bremerholm i 3 år i jern."

"Hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen." (Johan Laurentz Jensen: Skudt vildt, 1846. Statens Museum for Kunst.)

Det må derfor synes forunderligt at læse i Adresseavisen om at friske sjællandske harer falbydes, ligesom man også hos vildthandlerne ser flere slags forbudt vildt være offentligt udhængt til salg. Er disse harer virkelig friske, så er de skudt i de forbudte måneder, og vedkommende har handlet mod det citerede lovbud. Er de derimod skudt i en tilladelig måned (og man vil være så human at antage at det er sket den 28. februar om aftenen kl. kvart i told) så kan man dog med temmelig vished antage at de nu midt i maj måned må være i en tilstand hvori de er højst skadelige for sundheden, i hvor mange kunster end vedkommende har brugt for at konservere dem. Heri er altså fejlet mod politianordningerne.

I begge tilfælde ville vedkommende derfor se at de har handlet mod lovene og uden tvivl yde anmelderen tak for at han har varskoet dem. Det er dog ingen spøg at gå i 3 år til spot og spe for folk, med jernstrømpebånd om benene. Eller hvis man har penge, at betale 300 rigsdaler for hver hare han har i sin butik. Dog! for at anmelderen ikke skal synes egennyttig, så vil han skænke vedkommende denne tak, og blot glæde sig ved disse tre bevidstheder: 1) at han har gjort vedkommende opmærksom på at de er lovovertrædere. 2) at han måske har befriet vedkommende fra en tilkommende straflidelse. 3) at han har søgt at bidrage sit til at vildtet som i vinter desværre har lidt så meget ved den strenge kulde, til næste år konserveres lidt mere, i det mindste ikke skydes i de forbudte måneder. At han har givet sin harme luft, går ingen an.

En jagtelsker.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 315-319)