Løser af!

Kongens Nytorvs beboere bliver ofte forstyrret i deres nattero ved at to skildvagter som står for gevær ved Hovedvagten hver anden time råber eller rettere brøler af alle kræfter: Løser af! Og det så stærkt at det høres i en utrolig afstand, især om natten hvorved de tillige trækker disse få ord så langt ud at råbet varer flere sekunder og vedbliver undertiden uagtet vagten dog ses allerede at være trådt i gevær.

Indsenderen som ikke er militær, kan ikke skønne hvorvidt denne del af tjenesten udfordrer denne forfærdelige larm og skrigeri. Men i fald sådant ikke er aldeles nødvendigt, så ville vores humane kommandant erhverve sig de i nærheden af vagterne boendes tak ved velvilligt heri at befale en lille forandring.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 888)

Hovedvagten på Kongens Nytorv. Ophav og årstal ukendt, men før nedrivningen af bygningerne bag bygningen. Public Domain, KBHbilleder.

Tre Uordener, som finde Sted ved og omkring Hovedvagten.

1.

Bag ved hovedvagten er på det lysegrå hjørnehus anbragt en trommelrende ud ad imod gaden hvorigennem alskens urenlighed fra køkkenvaskene føres ned i rendestenen. Denne har imidlertid ikke det fornødne afløb, hvolket foranlediger at det nedløbende fluidum bliver stående stille hvorved der især om sommeren opstår en pestilentialsk stand.

2.

På vagtens anden side mødes næsen af en ikke mindre ubehagelig stank som hidrører fra den væske der strømmer ud over gaden fra en derværende urinkrog. - Skulle det høre blandt umulighederne at afværge urinens laden i nævnte krog - noget anmelderen dog ikke kan skønne - da ville det dog vist nok være hensigtsmæssigt at lede samme udenfor det jerngitter der omgiver vagten, hvilket meget let kunne iværksættes.

3.

Jerngitteret er også i en højst mådelig forfatning hvorover der allerede før er ført anke gennem dette blad. 

Disse 3 uordener tillader man sig således at anbefale til høje vedkommendes godt forsorg, og man tør hvad de to sidste angår holde sig forvisset om at kommandantskabet ikke vil lade noget middel uudnyttet der kan tjene til at hæve det med så megen føje påankede.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 280-282).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 594, 19. maj 1827, s. 322 bekendtgjordes at jerngitteret nu var ved at blive repareret.

Et, for Synet og Lugten lige anstødeligt, Skue, bag Hovedvagten.

Ved for et par dage siden at passere om hovedvagten, blev anmelderen opmærksom på den stank der afstedkommes ved den uskik at vagtmandskabet lader sin urin på flere steder af muren, i stedet for som dog nok skal være befalet, at forrette sådant i det dertil indrettede lokum.

Anmelderen håber at denne uskik vil blive forebygget for fremtiden, og tilføjer den bemærkning at jerngitteret samme sted af ovennævnte årsag, i høj grad trænger til reparation, hvilket man snarest muligt forventer iværksat.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 733-734)

Ikke Eau de cologne!

Hr. udgiver.

Jeg må meget bede Dem om undskyldning for at jeg ulejliger Dem med mit skriveri, og så at sige fører Dem ind i et skident fag. Men jeg håber at De vil tilgive mig når jeg forsikrer Dem at mit brev ikke skal forråde mindste lugt af det hvorom talen er. Sagen er denne: Min vej fører mig dagligt fra Lille Grønnegade bagom Hovedvagten, og da stødes mine lugteredskaber på det ømfindtligste af en stank om hvilken man ikke kan være i tvivl om hvorfra den kommer, da corpus delicti er lige for øjnene. Jeg tænkte da som så hvor det er således om vinteren i frost, hvor meget værre må det da ikke være om sommeren, og måske gennem Deres blad (NB Gid bevare os uden at støde vedkommende) kunne gøre opmærksom på at vedkommende steder måske kunne trænge til oftere vedkommende afføringsmidler. De kan måske indvende mig at keg kunne undgå lugten ved at gå forbi Hovedvagten, men jeg tager dog hellere den anden vej, dels fordi jeg ikke godt kan tåle våbengny, dels fordi denne er kortere, og de ved nok at den lige vej er den bedste. Meningen heraf skal slet ikke være at jeg vil beskylde vore brave krigere for at gøre denne slemme lugt med vilje. Nej! jeg bifalder derimod ganske marinerens ord der ved en lejlighed gav det svar at det var umuligt for 5 sk. om dagen at sk--- osv. Historien er bekendt.

Meget forbunden vil jeg være Dem hvis De vil indrykke dette mit beskedne ønske i Deres blad, men endnu mere vil jeg blive det hvis det ønskede derved blev opfyldt. Men måske det er umuligt at det onde kan afhjælpes, og da vil jeg som en tålmodig kristen, finde mig i det med tørklædet for næsen vandre min kås. For resten forbliver jeg såvel i lugt som i vellugt

Deres hengivne X.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9530-9532)

Spørgsmaal!

Er det tilladt eller blot endog passende, at såvel heste for vogne som rideheste hyppigt føres tæt op til Hovedvagten mens vagtparaden trækker op for at afrette disse? Det er et blandt de mange nye påfund som man aldrig før har set noget til. Det burde næppe tillades i en hovedstad og på en plads hvor mange slags folk på samme tid indfinder sig for at godte deres øren med den skønne musik. Men dette burde man dog tillades uden at være til fare for liv og lemmer på grund af folk der intet har eller bør have at bestille der i den hensigt at afrette heste. Når man ser kuske og ryttere gabe hver til sin side uden at agte på deres heste, så kan nok nogen frygt være begrundet da man tillige ser barnepiger som der altid er overflod af, ligeledes at være helt uagtsomme. Er ulykke sket, så er det for sent. Bedst at afværge den mens det er tid. Og dette kunne vist nok siges om så meget andet.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7082-7083)

Hold Hænderne hos dig selv ved Hovedvagten.

Det er før gennem en offentlig bekendtgørelse blevet forbudt at ingen uvedkommende må nærme sig jerngitteret om hovedvagten på en distance af ti skridt. Alligevel må man dog højligt beklage at dette forbud næsten aldrig bliver ænset eller overholdt. Især af den simplere klasse af mennesker som hver dag ses som en flok krager lægge sig mod nævnte jerngitter for at høre vagtparadens musik. At dette overhæng alligevel tåles, kan kun tilskrives de herrer vagthavende officerers velvillighed og overbærenhed der ugerne hindrer folk fra at nyde denne uskyldige fornøjelse. Ikke desto mindre går dette overhæng undertiden for vidt og kan have farlige følger, især for små børn når disse forgabt i soldater og musiceren glemmer at tage hænderne til sig når jerndøren på nævnte rækværk lukke op og i. 

"Især mennesker af den simplere klasse som hver dag ses som en flok krager lægge sig mod nævnte jerngitter for at høre vagtparadens musik" (Hovedvagten på Kongens Nytorv)

Et sørgeligt eksempel på det så man for 14 dage siden på en dreng der stod ved døren og som i det samme blev lukket i, fik sin finger så aldeles knust og spoleret at han måske for livstid næppe vil kunne gøre brug af den. Yderst sjældent tages der synderlig notits af disse drenge, der således klynger sig fast ved nævnte døre, med mindre det hænder sig at hr. Schelund på den tid er nærværende, der da altid advarer dem om ikke at komme for nær rækværket eller også jager dem bort. Og at der ikke er sket skade oftere, kan vist nok alene tilskrives hans humane opmærksomhed. For om muligt at forebygge lignende optrin i fremtiden ville det være ønskeligt om det pålagdes den skildvagt som står tæt ved ovennævnte dør, at have strengere opsyn med at disse små børn holdt sig i behørig afstand fra nævnte gitterværk.

Muligt var det vel også at give indgangsdøren en sådan forandring at den ikke som nu klipper fingrene af dem der kommer for tæt på hængslerne.

(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5774-5776).

Den Kongelige Livgarde går stadig ruten fra Amalienborg mod Kongens Nytorv og den nu ikke længere eksisterende Hovedvagt. Dog uden musiceren, og måske også til irritation for trafikken på Store Kongensgade. Livgarden passer stadig på dronningen - og politiet på Livgarden.

Redacteurens Anmærkning

Underholdning var der ikke meget af på Politivennens tid, og slet ikke for "de lavere klasser". Men hovedvagtens vagtparade var en af de få. Den fortsatte indtil 1874 hvor Hovedvagten blev revet ned. 1874, da den blev revet ned. Vagtparaden kom på slaget 12 marcherende med fuld musik gennem Gothersgade og drejede ind på Torvet, hvor der som oftest var mange mennesker forsamlet for at høre og se den. Og hvis man skal tro Nordmanden Morten Frederiksens oplevelse af en vagtparade på Kongens Nytorv 1805, så kunne den se og lyde sådan: 

Den skjønne Musik og de mange smaa oppudsede Drenge igjenopflammede atter Lysten til at blive Soldat. Min Begeistrelse steg ved enhver Tone af deres velklingende Musik. Jeg skyndte mig paa staaende Fod til en af de smaa for at erkyndige mig, om der kunde være nogen Ansættelse ved Regimentet. At jeg saaledes i et Øjeblik letsindig kunde forglemme den gode Behandling og Frihed som jeg nød hos min Mester, og forbytte min Frihed med en indskrænket tvungen Soldaterstand, begriber jeg ikke, thi det var kun faa Minutter siden, da følte jeg mig ved min Slagterprofession saa vel, at en Ombytning med en anden vilde have været mig en Modbydelighed. Jeg maa tilskrive det min Ustadighed og Letsindighed.

I artiklen "Bøn i Rosenborggade" foreslog en skribent at  "oboisterne" fik et bedre sted at spille, istedet for et mudret område, (Politivennen nr. 761, lørdag den 31. juli 1830, s. 483-485) 

Raad imod dobbelte Uteerligheder ved Hovedvagten

Ved at passere den lille gade bag og omkring hovedvagten har man et ubehageligt og væmmeligt syn ved at se denne nyligt afpudsede vagts sydlige facade overgydet og ødelagt af urin der efter at være nedløbet fra muren samler sig i store floder, oversvømmer gaden og bliver stående uden at kunne trække i jorden, fordi beholdningen hele tiden forøges og kilden hvorfra denne har sit udspring aldrig stoppes. 

Hovedvagten på Kongens Nytorv, den østlige facade. Så den sydlige må være den på den venstre side af billedet.

Den slemme stank og de fosforiske dunster som denne materie udvikler, vil sikkert tiltage med sommervarmen, og til megen ulempe for de omkringboende trænge ind i disses værelser, hvorfra man såvel som i forbigående undertiden må se på at en eller flere af vagtmandskabet uden at genere sig forretter denne nødtørft gennem det åbne jerngitter i stedet for at ulejlige sig uden for samme hen på et mere passende sted. 

Ønskeligt ville det derfor være om der til omtalte brug måtte anskaffes en eller flere tønder der kunne placeres i den lille gård bag vagten hvorfra der er indgang til latrinerne. Og at det måtte befales vedkommende at forføje sig derhen i påkommende tilfælde. De to skildvagter der er posteret på hver side af vagten, kunne meget let holde øje med og forbyde hvem som helst at kast sit urin på dette sted. 

Foruden at de omkringboende ved denne foranstaltning ville blive forskånede såvel for en væmmelig stank som for et utilbørligt skue, kunne mange hattemagere derved hjælpes til en væske der er nødvendig til hans håndtering og som han ofte er forlegen for. Da en lignende indretning finder sted ved livvagtskasernen og på flere steder der hverken er så beboede eller frekventerede som denne Københavns første plads, hvorpå hovedvagten ligger, har man ingen tvivl om at forslaget vil tages til overvejelse.

(Politivennen nr. 64, Løverdagen den 22de Marts 1817, s. 1007-1009)

Redacteurens Anmærkning

Kun gadenavnet Hovedvagtsgade (opkaldt sådan 1875) minder om hvor Politivennens Hovedvagt lå. I et af datidens værste kvarterer der bestod af gange snarere end stræder: Peder Madsens Gang, Fælleds Gang (Prammandens Gang) m.fl. Det var i forbindelse med saneringen af disse at Hovedvagten også blev fjernet. Og bl.a. Hotel d'Angleterre blev udvidet.

Hovedvagten var på Politivennens tid en af de få (for mange det eneste) gratis underholdssteder. Vagtens Musikkorps marcherede om formiddagen fra Rosenborg Kaserne til Kongens Nytorv og holdt en halv times messingsuppe, især med militærmusik. På en tid hvor dette for hovedparten af Københavns befolkning var eneste mulighed for levende musik, må det have gjort stort indtryk på folk. 

Hovedvagtens arrest på første og anden sal blev bl.a. brugt til fyldebøtter og slagsbrødre. Spil, druk mv var forbudt for vagtmandskabet, ligesom at "modtage besøg" (af letlevende damer). Hvilket måske siger lidt om hvad der også foregik i vagten. Og artikler i Politivennen fortæller om at hygiejneforholdene trods flere forsøg ikke blev ordnet. En artikel næsten 10 år senere i Politivennen nr. 566, lørdag den 4. november 1826, s. 733-734 beretter således om at vagterne stadig lader deres urin op ad muren.

Problemet synes at være et tilbagevendende fænomen, se fx "Tre Uordener, som finde Sted ved og omkring Hovedvagten" hvor der ligeledes klages over stank fra urinafløbet. (Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 280-282).

Fæle Ting bag Hovedvagten

På taget af lokummet bag hovedvagten ligger til stadighed en del ekskrementer pakket ind i klude og papir der formentlig kastes ned af de personer der sidder i arresten. Ligeledes har et stinkende fluidum taget vej fra arresthusvinduet langs ned ad muren på samme tag. Dette yder ikke alene et væmmeligt skue for de som bor overfor, men forvolder især på varme dage en så ulidelig stank at de ikke kan have et vindue åbent. Man håber derfor at disse sager fjernes og de ansvarlige bliver overbevist om at dette tag ikke er stedet hvor sådant bør henlægges.

(Politivennen nr. 23, Løverdagen den 8. juni 1816, s. 357)

Bekjendtgørelse

De i nr. 23 påankede fæle ting bag Hovedvagten er ikke alene fjernet, men hele Hovedvagten er endog blevet pudset så den nu har et meget anstændigt og renligt udseende.

(Politivennen nr. 28, Løverdagen den 13. juli 1816, s. 428)

Et par ord om hovedvagten på Hallandsås

Opmuntret af de nys anlagt forbedringer og indretninger ved hovedvagten på Kongens Nytorv som gør denne bygning passende til den flotte plads den står på og endnu mere værdig at være hovedstadens fornemste hovedvagt, tillader udgiveren sig at fremsætte endnu et ønske, som han sikkert håber vil finde guvernørens bifald.

Et par gange om dagen ser man nemlig ved denne vagt et syn, som er langt fra behageligt. Fangerne som sidder arresterede der, skal have adgang til lokummet. Man ser så vagterne udstillede, og et halvt eller helt dusin arrestanter i skjorte eller laser, kort sagt slet ikke pyntet, traske ud af hovedvagtens forgård om i den lille gade bag bygningen og siden ses et lignende tilbagetog.

Det er blot mangel af en bagdør på bygningen selv, som forårsager disse optrin. Og en sådan dør kunne dog bekvemt anbringes og al stank fra gården desuagtet holdes ude, når man blot indenfor gjorde et såkaldt forslag og en dobbelt dør.

Mænd som hr. general Gjede og hr.major Krüger ville ikke finde det for småt at afhjælpe det her omtalte vansyn, og på deres anbefaling at bringe det foreslåede til udførelse.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5410-5411)

Uforskammethed lige uden for Politikammeret, og for Næsen af en hel Hovedvagt

I søndags opstillede en bande af unge drenge der fejrede vinteren med at lege med snebolde, sig på Kongens Nytorv tæt ved hovedvagten. Dette er den slags morskab som vel enhver i sin ungdom også med megen glæde gav sig af med, og udført forsigtigt kan de måske anses for hærdende gymnastiske øvelser. Men det er en uforskammet kådhed og et udtryk for uårvågent opsyn, når den ungdom, hvis anstændige leg skulle være et opmuntrende syn for de børn, med den kådeste overgivenhed kaster snebolde efter de forbigående eller forbikørende og ledsager de formentlige heltebedrifter med skrig og skoggerlatter. 

Således gik det i søndags. Skulle man tro at en hel hovedvagt ville se roligt til, og at ingen politibetjent så tæt ved politikammeret, i al den tid disse ridderøvelser varede, skulle have ærinde på pladsen? Nej, drengene ejede torvet uden indsigelse, og det var op til dem om de ville slå enhver forbipasserende blå og gul. En dame som kørte i sin kane, fik en snebold på kinden på en sådan måde at hun måske i lang tid vil mærke den. Imidlertid turde den ledsagende person ikke stå ud for at tugte kasteren, da han kunne forvente alle de øvrige drenges anfald, uden håb om hjælp. Skulle det dog ikke være muligt, at råde bod på gadedrengenes tøjlesløshed, uden at ødelægge den uskyldige ungdommelig munterhed?

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 586-587)

Uorden med Natmændene

Aftenen den 26. oktober kl. halv ti da jeg gik gennem Borgergade, mødte mig en hæslig stank og fødderne begyndte at glide under mig. Opmærksom over det opdagede jeg et vådt spor langs ad gaden som lygten tydelig sagde mig var fra en natvogn. Den fandt jeg også efter sporet i gang med at læsse ved hovedvagten. Forgæves er det vel at gentage at kl. 10 for en stor del af Københavns indbyggere endnu er langt fra ikke er sengetid. Men at se at vognene ikke kom klokken halv ti er dog vist politiets sag. Forgæves er vel det ønske at de førhen projekterede andre stæder brugte tønder at udføre urenligheden i, bliver indførte, hvorved den afskyelige overstænken om hvis virkelighed ingen er uvidende der er gået over Holmensbro, forhindredes. Men at der ikke var huller i vognen der kunne efterlade sig et spor af ½ kvarters bredde, det kunne og burde der dog vist nok sørges for.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 431-432. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])