Hr. udgiver.
Jeg må meget bede Dem om undskyldning for at jeg ulejliger Dem med mit skriveri, og så at sige fører Dem ind i et skident fag. Men jeg håber at De vil tilgive mig når jeg forsikrer Dem at mit brev ikke skal forråde mindste lugt af det hvorom talen er. Sagen er denne: Min vej fører mig dagligt fra Lille Grønnegade bagom Hovedvagten, og da stødes mine lugteredskaber på det ømfindtligste af en stank om hvilken man ikke kan være i tvivl om hvorfra den kommer, da corpus delicti er lige for øjnene. Jeg tænkte da som så hvor det er således om vinteren i frost, hvor meget værre må det da ikke være om sommeren, og måske gennem Deres blad (NB Gid bevare os uden at støde vedkommende) kunne gøre opmærksom på at vedkommende steder måske kunne trænge til oftere vedkommende afføringsmidler. De kan måske indvende mig at keg kunne undgå lugten ved at gå forbi Hovedvagten, men jeg tager dog hellere den anden vej, dels fordi jeg ikke godt kan tåle våbengny, dels fordi denne er kortere, og de ved nok at den lige vej er den bedste. Meningen heraf skal slet ikke være at jeg vil beskylde vore brave krigere for at gøre denne slemme lugt med vilje. Nej! jeg bifalder derimod ganske marinerens ord der ved en lejlighed gav det svar at det var umuligt for 5 sk. om dagen at sk--- osv. Historien er bekendt.
Meget forbunden vil jeg være Dem hvis De vil indrykke dette mit beskedne ønske i Deres blad, men endnu mere vil jeg blive det hvis det ønskede derved blev opfyldt. Men måske det er umuligt at det onde kan afhjælpes, og da vil jeg som en tålmodig kristen, finde mig i det med tørklædet for næsen vandre min kås. For resten forbliver jeg såvel i lugt som i vellugt
Deres hengivne X.
(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9530-9532)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar