Bygningerne paa Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Der er under denne Overskrift i et andet Blad nedlagt en Protest imod Opførelsen af et Vareskur tæt foran Toldkammerbygningens Facade. Vi kunne ikke Andet end slutte os til denne Protest. Den lokale Embedsmand, som er Fader til Ideen, og hvis Iver for Tjenesten aabenbart er større end han arkitektoniske Sands, vil vel neppe gaa i sig selv og indse, at dette Byggeforetagende er en komplet Smagløshed, at det vil tage Synet saavel fra Toldkammerbygningen som fra Pladsen, hvis Længde hidtil har været temmelig anseelig, at det vil reducere Passagen foran Toldkammerbygningens tvende Portaler til et snevert Stræde, hvor fuldtlæssede Vogne, Heste, Arbeidsfotk, Søfolk, Reisende fra Dampskibene og Klarerere ofte ville geraade i et tidsspildende Virvar, at det Kontor, der benytte af Mæglerne, vil blive ganske mørkt, at Pladsen til de Tider, hvor der losses Jernstænger, Jernbaneskinner, Lerrør, Kurvevidier, Korkballer og deslige lange eller voluminøse Varer, næsten ikke vil være fremkommelig for de Vogne, der skulle afhente dem, og endelig at selve Skuret er ilde tjent med at anbringes der , idet der, for ikke at gjøre Opholdet deri rent utaaleligt, er gjort Afkald naa at forsyne det med Vægge, hvorved det Nytte i Regn- og Sneveir selvfølgelig forringes betydelig. Som sagt, vedkommende Embedsmand vil neppe komme til nogen bedre Erkjendelse og vil vel endnu mindre indrømme, at Presenninger ere det mest passende Beskyttelsesmiddel for Varer, der kun blive henlagte for kort Tid; men da det fatale Skur imidlertid med hver Dag nærmer sig sin Fuldendelse, tillade vi os at opfordre Generaldirektøren for Skattevæsenet, Hr. Kammerherre Ramus, der formodentlig har givet sit Samtykke uden ret at vide, hvilken urimelig Plads man har valgt, til at beordre Arbeidet standset og Skuret henflyttet til tt andet Sted af Pladsen, f. Ex. længere henimod Kranen eller "Kieler-Pakhus". At Skuret skulde tages ned igjen, og at Udgiften derved vilde forøges lidt, bør forhaabentlig ikke afholde fra at gjørc en begaaet Feil god igjen. 

(Dags-Telegraphen (København) 15. august 1868)

Dette foto uden årstal giver muligvis et indtryk af trængsel af gods og skibe ved toldboden. Desværre viser den ikke den søndre del. Fotografi. Det kongelige Bibliotek. Uden årstal (1870?). Muligvis beskyttet af ophavsret.

Kjøbenkavns Toldbod. Hvem der i denne Tid kommer ud paa Toldboden og af en eller anden Grund passerer den saakaldte "søndre Toldbodplads", vil blive Vidne lil, at man der atter er ilag med at opføre et af disse besynderlige Skure, hvoraf det i de senere Aaringer synes absolut nødvendigt at bygge mindst eet op hver Sommer, snart ved et, snart ved et andet Bolværk, saa at der er al Udsigt til, at vi om faa Aar ville have vore samtlige Kaier, der høre under det Offenlige, bedækkede med disse Træhuse. Vi ville lade det Sporgsmaal staae hen, om de Udgifter, som disse Skure foran ledige, ere svarende til den Nytte, de skulle medføre, og kun bemærke, at de fra Smagens eller Skjønhedssandsens Side ere høist uheldige, idet de ikke blot i sig selv ere alt Andet end arkitektoniske Prydelser, men ogsaa betage de nærliggendc Bygninger, f. Ex. Toldkammerets Hovedfacade og Kasernen i Kvæsthuusgade, deres Udseende. Kommer hertil, at de ere til Hinder for Færselen af Reisende, at de besværliggjøre Transporten af Gods fra og til Skibene, at de tilintetgjort Kaiernes ellers nogenlunde frie og luftige Beliggenhed, ja vi tør paastaae, ialfald hvad det store Skuur i Kvæsthuusgade angaaer, ligefrem ville blive til Skade for Statskassens Interesser, idet dette Skuur vil have Indflydelse paa Værdien af denne Kaserne, naar den om ikke lang Tid stilles til Auktion - saa synes der al Grund til at ønske en anden Ordning af Havnevæsenets eller andre Autoriteters Lyst til i denne Retning at forskjønne eller gavne, hvad man nu vil sætte øverst.

Men ved at betragte Opførelsen af det omtalte nye Skuur paa Toldboden, ved fremdeles at see paa den store Bygning, der er under Arbeide iaar paa den egenlige Toldbod bag Vagt- og Lodshuset og ved endelig at høre, hvorlunde man omgaaes med Planer til i en nær Fremtid at bygge og indrette vidtløftige Lokaler til Vareklarering, Veierbod og deslige paa bemeldte Toldbod, ledes man uvilkaarlig til at opkaste det Spørgsmaal, om da alle disse Indretninger, der jo dog sættes i Værk for det Offenliges c: Publikums Regning, virkelig ere svarende til dettes Fordringer, til den voxende Trafik og navnlig til Skibsfartens aarlige Udvidelse. Hvad i nu angaaer det sidstnævnte Moment, som her fornemlig skal omtales: Hensynet til Skibsfarten, hvilket Moment dog med al Agtelse for Publikums Fordringer og Handelsstandens Interesser er og maa være det Første, eftersom de andre to slutte sig til og ere afhængige af dette, saa synes det, at man bygger og indretter paa Land uden at lage mindste Hensyn til, hvorledes de Varer, man belaver sig paa at modtage og lagre, skulle kunne komme derhen, med andre Ord hvorledes Skibene skulle komme til at losse disse Varer. Et Blik nedad Toldbodkaien paa en Dag, hvor der blot er en ringe Grad af Travlhed, vil nemlig oplyse, at der ved Toldboden er en komplet Mangel paa Bolværk eller Anlægs- og Losseplads for Skibene; den søndre Toldbods Bolværker have akkurat en saadan Udstrækning, at de fuldstændig ere optagne, naar 5, siger og skriver fem Dampskibe have lagt til ved dem; arrivere flere Skibe, maae de smukt lægge sig udenpaa deres lykkeligere, forudkomne Medbeilere og afvente den Tid, da disse have tilendebragt deres Forretning; men hvilken Betydning det har, at et Dampskib, disse kostbare Indretninger, for hvilke enhver Times Stilleliggen er et Tab af et ikke saa ganske lille Beløb, saaledes af Mangel paa Plads skal opholdes hele eller halve Dage; hvilken Gene der er forbundet med, at f. Ex. Passagerer fra et Dampskib skulle vandre over et eller to andre for at naae Land, hvorved da ogsaa nu og da et Menneske falder i Vandet, et Stykke Reisegods gaaer overbord osv., og hvad det vil sige, at de Seilskibe, der af og til losse ved Toldboden, stadig maae fortrække og give Plads for ankomne Dampbaade og derved uretfærdig tilsidesættes, samt lide Tab paa Tid og Penge, - alle saadanne Smaating, der gaae for sig Aar ud og Aar ind, behøve kun at antydes for at forstaaes, og Alt har det sin Grund i een og samme Omstændighed: Mangel paa Bolværksplads. Saa besynderligt det end klinger, synes det aabenbart, at Autoriteterne - Havnevæsenet eller hvem det ellers paaligger - ikke have Sands eller Øre for den overordenlig store Mangel, eller om de have det, mulig staae i den Formening, at derved Intet er at gjøre. For Toldbodens Vedkommende, eller rettere i Henseende til dens nuværende Beliggenhed, er dette desværre ogsaa i alle Maader Tilfældet: Sønder paa er ganske vist Intet at udrette, idet Toldbodbolværket her er skarpt begrændset ved det tilstedende saakaldte østersøiske Kompagnies Plads og Pakhuse, og imod Nord er der forlængst gjort alt Muligt for - at der Intet kan gjøres i den antydede ! Retning, idet man ved Anlæget af en kostbar i Baadehavn (som, in xmientkeai bemærket, omtrent Ingen benytter), Langelinies Beliggenhed o. s. v. har umuliggjort Indretningen af Skibskaier paa den Side, ialfald uden meget betydelige Udgifter. Imidlertid er det givet, at der i høiestc Grad savnes Bolværksplads ved Toldboden, og de faktiske Tilstande bekræfte næsten daglig denne Paastands Rigtighed, saa at Nødvendigheden synes at byde, at der maa og bør gjøres et energisk Skridt for at faae dette Savn afhjulpet, og er det dethos tillige givet, at der saagodtsom Intet er at udrette i denne Henseende paa den nuværende Toldbod, ligger det jo saa nær at see sig om efter Leilighed et andet Sted og saa at sige foretage en storartet Flytning med hele Toldboden derhen, hvor dette Sted maatte kunne findes. Heldigviis besidde vi et saadant Sted, der i alle Henseender kan opfylde de Fordringer, der for en lang Fremtid kunne stilles til en god og til Forholdene svarende Toldbod, saasom tilstrækkelige Bolværker, dyb Vandstand, en let Tilgjængelighed, stor Byggeplads, god Beliggenhed o. s. v. Dette Sted er selvfølgelig den endnu ikke bebyggede Deel af Gammelholm fra Muren paa Nyhavns Charlottenborgside imod Nordvest, indbefattende den tidligere Mastegravs Terrain, imod Syd indtil det nu opførte Plankeværk mellem den Ubebyggede og endnu ødeliggende Deel af Gammelholm.

Først og fremmest skal man ikke skrækkes for de store Udgifter, en saadan Flytning maatte medføre. Selvfølgelig vilde de Bygninger, Pakhuse osv., der blev at opføre, udfordre ikke saa ganske smaa Summer; men det maa herved erindres, deels at der som foranført dog er paatænkt større, i enhver Henseende aldeles nødvendige Byggeforetagender paa den nuværende Toldbod, der eiheller ville haves for Intet, deels at Staten er Eier af udmærkede Pakhuse hersteds, navnlig den saakaldte vestindiske Handels Pakhuus, der maatte kunne afhændes til et ikke ubetydeligt Beløb. Der vil dernæst indvendes, at Finantsministeriet vil gaae glip af den betydelige Indlagt, der kan kalkuleres for Salget af det Terrain paa Gammelholm, som man vilde benytte til Toldbod; men herimod tør igjen erindres, at Staten i Erstatning herfor vilde komme i Besiddelse af det store Areal, som den nuværende Toldbod og det dertil om kort Tid hjemfaldne saakaldte "Lille Kjøbenhavn" i Amaliegade indtager, og som ved sin udstrakte Facade imod denne Gade, Toldbodgade og Toldbodveien i denne fashionable Ende af Byen maatte kunne afhændes til et Beløb, der neppe vilde staae tilbage for Værdien af de Grunde, der afstodes til Toldvæsenet paa Gammelholm. Maatte der imidlertid med alt det offres en Sum - stor eller lille - paa Forslagets Gjennemførelse, saa er det paa den anden Side klart, at denne Sum ikke vilde gives unyttig ud, men tvertimod medføre meget store Goder i forskjellige Retninger. Den nuværende Toldbod er et Komplex af Bygninger af alle mulige Størrelser, beliggende i alle mulige Retninger og uden nogen indre Forbindelse, saa at den med Lokaliteterne ubekjendte Klarerer kommer i fuldstændigt Vilderede med de forskjellige Kontorer, Pakhuse og Klareringslokaler, han skal vandre om i, et Forhold, der saa ofte er blevet baade paatalt og latterliggjort, at Saadant ikke behøver nogen videre Omtale her, men som i hvert Fald ingenlunde kan siges at være til Publikums Bekvemmelighed. Det kan vel ikke betvivles, at Noget maa kunne vindes i Retning af det Bedre ved Opførelsen af et nyt Veierbodslokale, der tillige indbefattede Pakhuus og Klareringskontorerne, men det er og bliver dog altid kun som en Lap paa det gamle Klædebon - mulig en ny Udgave af Kongens Nytorvs Vansiir: det kgl. Theater, og Gud fri os for Mere af den Sort, selv om det kun tilhører det saa lidet elskede Toldvæsen. Vilde det saaledes utvivlsomt allerede være en Fordeel - selvfølgelig alene i Publikums Interesse - at et nyt Toldklareringslokale med Pakhuse og hvad dertil videre henhører blev opført, saa vilde endnu langt Mere vindes ved, at Varernes Klarering foregik i Byens Midte, hvorved selvfølgelig Afstanden ved deres Hjembringelse betydelig vilde forkortes og derved Tid og Udgifter spares; det maa i saa Henseende bemærkes, at medens Toldboden nu er beliggende i den længst fra Handel og Vandel værende Udkant af Byen, og den hele Masse Varer, der klareres paa Toldboden, nu er undergivet en besværlig, tidsspildende og kostbar Transport pr. Are til den store Byes ofte fjerntliggende Pakhuse eller Udsalgssteder, vil en Transport fra Byens Centrum, Gammelholm, i høi Grad formindske disse Besværligheder, medens det paa den anden Side er det ankommende Dampskib, der selvfølgelig har Dampen oppe, omtrent ligegyldigt og lige bekosteligt at gaae til Gammelholm eller at lægge til ved Toldboden, naar kun det langt vigtigere Formaal: ikke at blive opholdt ved Losningen, kan opnaaes.

En anden Omstændighed ved det nærværende Forslag, der ogsaa har eller ialfald i Fremtiden kan faae sin store Betydning, er, at en direkte Forbindelse ved en Trækbane eller deslige imellem den existerende Jernveisbygning og Toldboden ikke frembyder overordenlig store Vanskeligheder, naar denne var beliggende paa Gammelholm, hvorimod disse ville forøges i en Grad, der næsten maa gjøre Foretagendet uudførligt, naar en slig Forbindelse skal tilveiebringes med Toldboden, hvor den nu er beliggende. Det tør sluttelig eiheller lades ude af Betragtning, at der i en ganske nær Fremtid maa skaffes Plads og opføres Bygninger paa Gammelholm til et nyt Havnekontor, idet Forretningerne ved deres tiltagende Mængde dersteds ikke Iængere vil kunne bestrides fra det nuværende Børsens Havnekontor, men at det dertil udfordrede Beløb vil spares, naar Toldboden, som her foreslaaet, forlægges til Gammelholm.

Idet vi hermed overgive denne for Kjøbenhavns fremtidige Søfart og Handel formeentlig meget vigtige Sag til Publikums Bedømmelse, vilde del være os kjært, om sag- og fagkyndige Mænd vilde tage del nærværende, ganske i Almindelighed fremsatte Forslag under Overvejelse og mulig foranledige en mere i Detailgaaende Diskussion om Samme. 15.

(Dagbladet (København) 21. august 1868)

Overførsel af Marinens Mandskab til Nyholm. (Efterskrift til Politivennen)

Hensynsløs Behandling af Marinens Mandskab. Ærede Hr. Redaktør! Indsenderen beder Dem optage Følgende i Deres meget ærede Blad dels for al oplyse Offentligheden om den hensynsløse Maade, hvorpaa Marinens Smede og Jernskibsbyggere i disse Dage ere udsatte for at miste Livet, dels for mulig at forhindre denne Behandlingsmaade, der formentlig finder Sted, uden at det er Ministeriet bekjendt, og som, hvis en Forandring ikke skeer, upaatvivlelig en skjøn Dag vil koste maaske flere Menneskeliv. Det vil mulig være bekjendt, at Marinens Smede hele Aaret igjennem møde Kl. 5 Morgen og Jernskibsbyggerne Kl. 6, hvilket ialtfald for Smedenes Vedkommende paa denne Aarstid selvfølgelig er Nattetid. Det kan paa denne tidlige Mødetid, navnlig i Stormveir, endog være besværligt at komme over den uhensigtsmæssige Bro fra Toldboden til Nyholm, der tumler sig med en saadan Lethed, at det ofte er nødvendigt at krybe over den for ikke at blive kastet i Candet. Alt er imidlertid gaaet godt indtil denne Maaneds Begyndelse, men man tænke sig Smedenes Forbavselse, da de i Mandags Morges kom paa Toldboden for at gaa over paa Holmen, og de fandt Broen aaben samt erfarede, at de skulde færges over. Det blæste en stærk Storm, og der gik en rivende Strøm, saa endog en Baad, som fra Toldboden skulde over til Holmen for at hente Færgen, drev ad Søen til trods de tre Mænds Anstrengelser, som vare i den. Selvfølgelig var det forbundet med stort Besvær for Færgefolkene at føre de svært bemandede Fartøier over Løbet i den mørke Nat, og af Mandskabet betænkte mange sig paa at begive sig paa den livsfarlige Seilads, paa hvilken de vare aldeles uforberedte, men de vare jo tvungne dertil, da der kun tilstedes Adgang ad Værftsbroen efter forud hos Ekvipagemesteren indhentet Tilladelse. Baadene kunde desuden ikke overføre alle disse Mennesker i rette Tid, og Følgen deraf blev, at Marinen havde et Tab af mindst 12 Arbeidstimer.

I Tirsdags Morges var Faren endnu større; Strømmen var norden og Stormen stærkere; man havde udført et Varp tværsover Løbet for hermed at hale Baaden frem og tilbage, men Følgen heraf var, at idet Varpet holdt Baaden nede, kunde denne ikke bevæge sig efter Bølgerne, der derfor slog ind i den. Det skyldes alene de store Opofrelser, som Mandskabet gjensidig viste hverandre, at Ingen druknede, idet Folkene Mand for Mand i Mørket maatte bogstavelig entre over den store Pontonbro og med Livsfare springe over en Alen fra den bevægelige op paa den faste Bro til Holmen. 

- Det maa bemærkes, at det kun var Smedene og Jernskibsbyggerne, hvem man udsatte for disse Farer og Besværligheder, hvorimod Broen lukkedes for det Mandskab, som senere paa Dagen skulde over fta Toldboden til Holmen, samt at der aldeles ikke er nogen Hindring tilstede for, at Broen kan lukkes i Mørke. 

- Indsenderen haaber, at disse Linier maa komme til den høitærede Marineministers Kundskab, og at de maa bevirke, at den Ordre, hvorefter den hensynsløse Overfart finder Sted, tages tilbage.

(Dags-Telegraphen (København) 5. december 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Toldbodbommen er fra igaar Morges lukket Kl. 5 og 6, medens Orlogsværftets Smede og Jernskibsbyggeri, samt fra Kl. 8 til 8½, medens de øvrige Haandværkere passerer Broen fra Toldboden til Nyholm. Ligeledes er Bommen lukket fra Kl. 3½ til 3 3/4 Eftermiddag, medens Mandskabet passerer tilbage.

(Dags-Telegraphen (København) 6. december 1867)

Soldater-Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdagen den 28de Mai Eftermiddag forefaldt der paa Nytoldbod ved Vestindisk-Kompagni i Kjøbenhavn nogle Excesser, som let kunde have faaet et sørgeligt Udfald. Dampskibet "Princess", Kapit. Koch, skulde Kl. 6 afgaa til Kiel med Rekruter fra Kjøbenhavn, for Størstedelen Haandværkssvende, som ikke havde forsømt at tømme et Afskedsbæger med de mange Frænder og Venner, der i en ligefaa exalteret Tilstand som de selv ledsagede dem til Toldboden, hvor den bitre, sidste Kalk tømtes, idet man saa mange Snapsflasker under Raab og Skrig vandre fra Haand til Haand. Øjeblikket nærmede sig, og i Masser styrtede nu baade Rejsende og Følgesvende ombord i Skibet der laa saa tæt ved Bolværket, at det blev en formelig Entring, som foretoges, ikke blot over landgangsbroen, men ogsaa over Skibets Sider. Ombord var man i fuld Arbejde med at nedstuve Godset, hvilket nu næsten umuliggjordes ved Menneskemassen paa Dækket. Kapitainen søgte at faa de Uvedkommende fra Borde, først ved Opfordringer, der vare spildte paa den begejstrede og berusede Mængde, og da dette saaledes mislykkedes, greb han til det vist meget uheldige Middel "at gjøre Plads" og jage Folk iland, skjøndt del simpleste vistnok vilde have været at lade Klokken lyde. Følgen af denne ubetimelige Sømandsdjærvhed udeblev heller ikke; den gav Signalet til en formelig Opstand, som begyndte med Hujen. Skrig og Piben og fortsattes med at Kapitainen og Styrmanden bleve baarne iland og hvad man kalder "mørbankede" med Slag og Spark; det er ikke let at forudse, hvad Enden paa denne Historie kunde være bleven, dersom ikke en kæmpestærk Drager havde befriet den maltrakterede Kapitain fra den rasende Pøbels Kløer, thi tilstede var der ikke een autoriseret Person for at opretholde Ordenen. Den befriede Kapitain fik nu sendt Bud til Toldbodvagten om Assistance, og kort efter ankom den vagthavende Jægerofficer med tre Mand. Det var ikke en væbnet Magt, der kunde imponere den raa, larmende Hob, som gjerne havde leet sine Raab: "Kast Vagten i Vandel," "lad dem faae en Dukkert," "Herud med den Lieutenant" "Giv ham En i Skallen" osv., medens Brændeviinsflaskerne fløj fra Land til Skib og tilbage, satte i Værk, man maa tilskrive Officerens kolde Rolighed og maaske ogsaa hans høje Skikkelse, at Landgangsbroen blev fri, og at Pøbelen endelig efter en halv Times Forløb blev nogenlunde rolig, saa at Skibets Afgang kunde iværksættes. (Dgb.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. juni 1859)

Københavns toldbod, dog ved en anden lejlighed, nemlig kronprinsen og kronprinsessen som modtages efter brylluppet i Sverige. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Drukneulykker. (Efterskrift til Politivennen)

Underdelen af Kjøbenhavns Toldbodbro har, som bekjendt, i mange Aar været en af Drengene yndet Legeplads, endskjøndt Legen der er forbundet med Livsfare. Saaledes er der neppe hengaaet nogen Uge eller Dag uden at en eller anden Dreng er faldet i Vandet; men da der som oftest er Folk tilstede, ere de hidtil heldigen blevne bjergede; men i Fredags var Lykken ikke saa gunstig. Et Par Drenge legede under Broen, hvoraf den ene faldt i Vandet; da den Anden saae dette lob han strax sin Vei uden at gjøre Anskrig om det Forefaldne; Følgen heraf blev, da ingen Andre strax havde observeret, al Drengen var faldet i Vandet, at Drengen druknede. (Berl. Td.)

Forleden Dag styrtede et Fruentimmer sig fra Flydebroen ved Kjærlighedsstien i St. Jørgens Sø; men efter at hun i nogen Tid forgjæves havde arbejdet paa at komme under Vandet, hvori imidlertid hendes Klæder hindrede hende, søgte hun atter Landet, saaledes at da Redningsbaaden fra den anden Side at Søen kom tilstede, havde hun allerede begivet sig paa Veien tilbage til Byen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. september 1855).

Scene fra området omkring toldboden som viser Bomløbet og træbroen mellem toldboden og Holmen: På vej til Holmen. Illustreret Tidende 1864. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Havnekaptajn Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

- Havnecapitain Eskildsen er en mægtig Mand, og der er Ingen, som kan over ham, over hans Færgebaade og hans lille flydende Landingsbro. Naar han siger gak til sine røde Baade, saa gaaer de, og naar han siger til dem hent mig mine Kartofler fra mine Besiddelser ved Strandveien, saa komme de svingende fulde af den ædle Frugt, og lægge tæt op til Flydebroen, og lodse der den ene Ladning efter den anden, vedblivende saaledes Dag ud og Dag ind, til Havnecapitainen engang monne sige, see, der er Kartofler nok! Og de Reisende, der skulle stige iland paa den lille Flydebro, undre sig over Capitainens store Magt og vige til Side for hans Kartoflers Mangfoldighed, og der er ingen, hverken af de Bortgaaende eller de Ankommende, som ikke gjerne gjør det; thi hans Væbnere, de som føre hans Baade og bære hans Kartofler til og fra Flydebroen, raabe Varsko til enhver af dem og giver dem med det samme et Pup med de af Kartofler fyldte Kurve. Og den Reisende viger end mere til Side, og hvis han ikke derved falder i Vandet oplader han sin Mund og taler om plump Behandling, men i sit Hjerte nødes han dog til at erkjende Havnecapitainens store Magt over Menneskeheden og Kartofler. - See! dette er en Kjendsgjerning, vi her berette Verden, og Enhver, der siden i Fredags har besøgt Toldboden, vil kunne bevidne den Sandhed, saaledes som den disse Dage har tildraget sig der. - Og den fremmede Reisendes Forestilling om Kjøbenhavn og dets Øvrighed bliver saare vidunderlig, men en danske Reisende, der længe har savnet sit Fødelands kjære Sæder og Skikke, føler strax at han igjen er kommen hjem. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. april 1845)

Naar nu Kongen af Preussen er kommen hertil, naar han er stegen iland paa Toldboden en Dag, da Capt. Eskildsen heldigviis ikke benytter den lille flydende Landingsbro til at losse Kartofler ..

(Kjøbenhavnsposten den 6. juni 1845)

Kjøbenhavns Toldbod (Efterskrift til Politivennen)

Redacteurens Bemærkning

Politivennen beskrev ofte forholdene ved og omkring Københavns Toldbod. At situationen vedblev da Politivennen var ved at lukke og slukke i 1845, kan man læse i to artikler fra Kjøbenhavnsposten, april og maj 1845. Den første artikel antyder en ansvarsforflygtigelse mellem områdets ejere rentekammeret, toldvæsnet, fattigvæsnet og magistraten, dygtigt udnyttet af havnekaptajn Eskildsen. Om sidstnævnte, se Redacteurens Anmærkning til indlægget om toldboddragerne. Det omtalte rentekammer kan nærmest sammenlignes med nutidens finansministerium:
Kjøbenhavnsposten den 30. april 1845: I "Fædrelandet" for lørdags findes en artikel om adskillige vederstyggelige ting og modbydelige syn, som København frembyder ved den ydre anskuelse, og hvorved der straks må påtrænge sig den opmærksomme rejsende den overbevisning, at autoriterne forsømmer hvad der med hensyn til anstand kan fordres af en så stor kommune. I "Fædrelandet" forlanges ikke for meget, men vel for meget på een gang. Vi vil indskrænke os til nogle mindre fordringer af yderst rimelig beskaffenhed.

Og vi begynder da ved Toldboden, hvor der findes den bekendte elendige, uanstændige opgang, knap tjenlig for søvante matroser. De rejsende, som skal landsættes, betræder en rådden bro, hvor kapt. Eskildsen kommanderer og uddeler hårde ord i flæng. De halvrådne åbne både, uden dæk i regnveir, skraber markstykker ind i skæppevis; det bliver hovedsagen; hynder at sidde på leveres kun til fornemme, dem vel enhver kender. Er der mange tilrejsende, mangler der både; landsætningen er dårlig, og i mørke forbundet med fare. Hr. Eskildsen har en god gage ved budgettet, og for hvad? Som lodsoldermand intet at bestille, udover at hæve større gage. Han tjener svære penge på færgelauget og transporten til Pælene, foruden bådfarten i havnen, så at han efter v. Scholten og v. Holten er den højstgagerede embedsmand i landet.

Der burde da vel indsættes en rask og dristig kommandant på Toldboden, der kunne føre en fornuftig kommando og være tilstede, og ikke ligge på landet efter behag; eller også nedlægger man posten. Det væmmeligste syn viser sig fra vandposten til Kastelsmuren. Der ligger en kloak, fuld af rådden tang og uhumskheder, der forpester luften. Værre kan det ikke være; forlanger Hr. Eskildsen, at muddervæsenet skal borttage den og det ikke sker, da bør han anmelde det; - det hører dog vel til hans tjeneste? Vi får nu vel efter 45 års overvejelser en bro; men skal den være fuldkommen, bliver der tillige anlagt en bådehavn, og sørget for en landingsbro til alle dampskibe. Det er spørgsmålet. - Toldbodpladsen ved den rådne flydebro er ikke engang dårligt brolagt, den er slet ikke brolagt; det burde E. også indberette; for Magistraten ved det vel ikke.

Toldbodvejen, eller i dag: Esplanaden, set mod Toldboden, som dengang lå til højre (ikke som nu til venstre) for enden af vejen - det er bygningen man lige kan ane længst væk. Nærmest til venstre er den berygtede Brokkens Bod, og på den modsat side af vejen Toldbods Viinhuus. De lave bygninger ejedes af Fattigvæsnet, og gik under navne som "Lille København" og "de 100 huse". Se også ete forsøg på et nutidigt af området sidst i denne artikel.

Indgangen fra Toldboden til byen fører gennem en stor jernport, for snæver til at passere når man møder en vogn, hvilket dog let kunne afhjælpes ved to sideindgange for fodgængere. Og hvad der endnu lettere kunne afhjælpes, er at lade porten og muren rengøre og hvidte af en murersvend; det er en til to dages arbejde. Nu er vi da udenfor toldgrænsen. Her møder os straks det ofte omtalte lappede, lasede, snavsede, faldefærdige plankeværk, som står til skam for alle vedkommende, dernæst et meget urenligt hus, som tjener til beværtning, og så nogle naragtige boder, som i sandhed gør nar af deres ejere, dem de stadig trodser; det er værre end de såkaldte fedteboder, der før fandtes på skibsværfterne - de henhører under toldkammerbygningen! - At kammerdirektøren må have set dem, er vist; men lige så vist er det at ringmuren burde forskønnes med 10 til 12 smukke murstensbutikker, omtrent lig dem ved Kongens Have, smagfuldt opførte og renligt vedligeholdte.

Om mulig overgår rentekammeret i henseende til mangel på sans for sine bygninger endnu toldvæsenet. Det væmmeligste hus af udseende, Brokkens Bod kaldet, og som siges at sortere under rentekammeret, frembyder sig for øjet omgivet af et enkelt plankeværk. Latrinerne derved ses og lugtes enten man passerer Esplanaden eller går i Grønningen. Dette synes utroligt, men er sandt. Rentekammeret har midler, har en bygningsadministration. Der bygges vist også meget unyttigt, men dette hus skal vidne om, at der burde bygges endnu mere.

Disse huse i Amaliegade tættest på Esplanaden var genboer til fattigvæsnets boliger nu Mærsk-komplekset. De er opført i slutningen af 1700-tallet: Amaliegade 49/Esplanaden 48 (1788), Amaliegade 47 (1790), Amaliegade 45/Esplanaden 46 (1790-91), Amaliegade 43 (1790-93),

De såkaldte 100 huse frembyder et fælt syn - de sorterer under Fattigvæsenet. En tilsætning af en etage endnu med en smuk facade til gaden, med vinduer etc., ville vel betale sig og afgive bolig for mange, som nu får anden hjælp. Alt hvad her er foreslået, koster næsten intet og ville rigelig kunne betale, hvad det koster.

Vi komme nu til Sankt Annæ Plads. I mange år har her været brolægningsvæsenets skarn-, sand-, : sten- og grusoplag, som for længe siden skulle have været ryddet. Men har man mærket noget dertil endnu? - Ret morsomt er det dog for beboerne, til erstatning for den ulempe, de lider, at se 2 vogne på en gang, hvoraf den ene losser af, den anden på; det må blive et snurrigt regnskab. Vi frabeder os træer på pladsen, som hindrer udsigten over denne frie plads, der ville vinde betydeligt, når ligvognshuset blev henlagt til et andet sted og hele Huggen solgt til bebyggelse eller blot omgivet med en høj mur, indenfor hvilken ligvognevaskeriet kunne foretages, uden at overstænke folk. Denne mur kunde indeholde store rummelige butikker, og ville atter betale sig; Amalienborgs beboere må jo hente alting langvejs fra. Hvor længe fru Svendsens vederstyggelige slagterbod endnu skal stå til parade midt på denne plads, vides ikke. Dens bortskaffelse har ofte været offentlig forlangt, men til ingen nytte. Husejerne på pladsen vil vel vide at forskønne deres huse, når pladsen efter rimelighed ryddes.

Sankt Annæ Plads 1861. (Illustreret tidende). Oplagspladserne er blevet fjernet, ligesom ligvognevaskeriet.

Vi vil i dag ikke gå videre, for ellers kom vi vel endog ud på Christianshavn, og så Gud hjælpe os, især ifald vi undervejs lugtede Fisketorvets rendestensvand, hvormed fiskene holdes muntre og friske.

*X*

Den anden artikel bringer et dokument diskuteret i Borgerrepræsentationen, og giver et indtryk af hvorfor sagsbehandlingen måske tog så lang tid: Med en tilsyneladende grundighed og fremlæggelse af såkaldte "alternativer", synes der ikke videre skred i udviklingen.

Kjøbenhavnsposten, 28. maj 1845:

Af Borgerrepræsentanternes forhandlinger for 8. i denne måned skal vi hidsætte efterfølgende som et bevis på, hvor grundigt og omsigtigt autoriteterne går til værks ved den mindste forandring, der skal foretages, og at man derfor ikke kan undres over den uendelige tid, ethvert spørgsmal behøver inden det kan finde sin rette besvarelse, endsige inden man kommer til at skride til handling. Det angår intet mindre end toldbodens omgivelser:

"Det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har meddelt Magistraten, at der foruden den tidligere plan, at se den grund som tilhører Toldvæsenet ud imod Toldbodvejen, hvorpå det såkaldte Toldbodviinhuus med flere boder ligger, afhændet til bebyggelse for privat regning. Endvidere er også kommet følgende to alternativer under overvejelse, for nu snarest at se sagen endelig ordnet, nemlig: enten for kongelig regning at give Toldbodviinhuset med tilbehør en hovedreparation og derefter søge det bortlejet ved ny leje, men i øvrigt at lade samtlige butikker nedbryde og materialerne bortsælge, samt lægge den derved vundne grund til Viinhusets have og indhegne den med en mur, der sluttede sig til den mur, som allerede omgiver inspektionsboligens have, ligesom en lignende mur da også måtte opføres langs det stykke af gaden, der ligger imellem Viinhuset og toldbodbygninger. Eller at sælge såvel Viinhuset som butikkerne til nedbrydning og planering, samt forene den hele derved vundne plads med den øvrige Toldbodplads og afhegne denne nye grænse for pladsen imod Toldbodvejen enten med en mur eller et jernstakit, ens på den hele strækning fra Hjørnet af Amaliegade indtil Jernporten ved selve Toldbodbygningen.

Efter de i den anledning indhentede erklæringer fra de nærmeste vedkommende, har Kollegiet fundet at det sidste af de fornævnte alternativer har mest for sig, med specielt hensyn til toldvæsenets interesse ved at befris for et i flere henseender tvivlsomt naboskab og ved allerede nu at få Toldbodpladsen således arronderet, som den retning, Københavns transithandel i mere og mere tager, muligvis om få år vil gøres ligefrem nødvendig. Den kgl. Direktion for Statsgælden og den synkende Fond har fra finansernes side heller intet villet indvende imod, at sagen i den sidst antydede retning foredrages Hs. M. Kongen, uagtet dette alternative realisation kan anslås at ville medføre et årligt tab for Statsgældskassen på cirka 1100 Rbd. (incl. renterne!) af den sum, som et jernstakit eller en mur til indhegning på den pågældende strækning vil udfordre), i sammenligning med det første alternativ, eller med det pågældende terræns afhændelse til privat bebyggelse.

Da Statsgældsdirektionen imidlertid derhos til støtte for pladsens benyttelse til bebyggelse har ytret den mening, at når sagen ikke udelukkende betragtes i toldvæsenets, men også i søfartens interesse, turde det i sig selv være meget hensigtsmæssigt, om der til bekvemmelighed for de søfarende i almindelighed og navnlig for dem, der under forbisejling kan, ganske kort tid komme i land, i Toldbodens umiddelbare nærhed fandtes såvel et forfriskningssted, som enkelte med de for søfolk mest nødvendige artikler forsynede udsalgssteder, så at vedkommende ikke var nødt til at søge højere op i byen, for at forsyne sig med sådanne sager, har Generaltoldkammer og Kommercekollegiet dog, foruden sagen allerund. foredrages Hs. Maj. udbedet sig Magistratens ytringer meddelt, om det fra kommunens standpunkt for de søfarendes tarv anses nødvendigt, at pladsen bebygges i det angivne øjemed, være sig for offentlig eller privat regning, eller om ikke søfarten trang til indretninger af den pågældende beskaffenhed i umiddelbar nærhed af Toldboden antages naturligst at ville finde fyldestgørelse ved privates vistnok i så fald ikke udeblivende spekulationer med hensyn til de i Amaliegade og på Toldbodvejen nærmest liggende bygningers indretning til forskellige slags butikker, beværtningssteder m. v. , selv forudsat, at den såkaldte Brokkensbod ligeover for toldbodvinhuset også nedrives, uden at nye bygninger på sammes plads og i lige linje dermed genopføres.

Repræsentantskabet, hvis erklæring Magistraten, denne anledning har forlangt, mente. at det med hensyn til den vigtighed, landingsstedet ved Toldboden har, og, om end adskillelsen mellem den indre og ydre havn forlagdes længere op i byen, vil beholde, vil være om end ikke aldeles nødvendigt, dog altid særdeles tjenlig for søfarten og bekvemt for de søfarende, at der i dette landingssteds umiddelbare nærhed findes et forfriskningssted og udsalgssteder for de vigtigste fornødenhedsartikler for de søfarende, og derfor ønskeligt, at sådanne bygninger der opførte, hvorhos man ikke tvivlede om, at de, når de behørige hensyn tages, ville langt bedre tjene til avenuens forskønnelse end en mur eller et stakitværk. om end disse altid må foretrækkes for den nuværende tilstand."

Et forsøg på at finde det samme sted som tegningen forrest i denne artikel er taget fra. Den gamle toldbod til højre for vejen er forsvundet. Gavlen findes dog i parkeringshuset ved Toldbodgades "knæk". Resten er fra efter udsaneringen af området. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Der gik yderligere en periode, hvorefter Brokkens Bod blev nedrevet i 1854. Herefter fulgt en sanering som langsomt gav området det udseende det har i dag.

Havnecapitain Eskildsen reformerer. (Efterskrift til Politivennen)

- Af et Brev fra en Aarhuus-Passageer meddele vi Følgende: "De kunde maaskee synes, at det var en gruelig Inconseqvents, naar jeg paa eengang nævnte Havnecapitain Eskildsen og Reformer. Imidlertid har denne Mand, der har viist en mageløs sjelden Udholdenhed i at modsætte sig alle Forbedringer i Dampskibenes Landingsmaade og i at paatvinge de Reisende sine miserable Baade og sin kummerlige Landsætning, virkelig foretaget en Reform i Regard af de offenlige Blade. Den er rigtignok kun i det Smaa, men det er dog altid et Fremskridt, som Manden sagde, da han gjorde eet Skridt frem og 2 tilbage. Bemeldte Eskildsen har nemlig nedsat Betalingen for at tage ombord i Dampskibene fra 16 sk til 8 sk, fordi han, som han har yttret. ikke vilde høre Bladenes Skraalen. Den nugjeldende Betaling er nu vel fuldkommen tilstrækkelig for det Stykke Arbeide at roe Folk et Par Hundrede Alen, men man kan ogsaa nok begribe, at man maa krybe førend man kan gaae, og vi leve maaskee den Dag, da vi see Hr. Eskildsen blive en complet Radical.

(Kjøbenhavnsposten 23. august 1843)

Corsaren fra 29. september 1843 viste havnekaptajn Eskildsen med en stor kost i færd med at feje alle skibe og både, undtagen hans egne røde, til side. Efter endt arbejde tørrede han sveden af panden og udbrød: "Ja, hvad gør man ikke for dampskibenes bekvemmelighed!".

Eskildsen forlagde Nøglen til Bommen. (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Iris", hedder det i "Aalb. Av.", som kun under Besværligheder og Ophold fra Havnecapitain Eskildsens Side kunde naae at komme indenfor Kjøbenhavns Bom, har, da det forlod Dokken for igaar at afgaae hertil, atter mattet døie Ubehageligheder af Lodsoldermand Eskildsen, der vægrede sig ved at afgive en af Dampskibets Capitain forlangt Lods for at Skibet uden Risico kunde bringes forbi flere vanskelige Grunde, som befinde sig i Farvandet fra Qvæsthuusgaden til Toldboden. Tildeels herved som og ved at en større Brig var halet for Bommen forsinkedes ogsaa Skibets Afgang, saa at det først henved Kl. 7 kunde forlade Kjøbenhavn. At en enkelt Embedsmand, som en Proteus i forskiellige Skikkelser, snart som Færgemand, snart som Lodsoldermand og snart som Havnecapitain, skal kunne volde Skibsfarten og de Reisende saa mange Besværligheder, som oftere har foranlediget Anke rettet imod Hr. Eskildsen, er vistnok mere end mærkeligt og vil forhaabentlig engang lade indtræde en Forandring i disse ubehagelig Forhold. - "Iris" gjorde, som anført, sin Reise herover i 13 Timer, en af de hurtigste Toure, det endnu har tilbagelagt. I Dokken tiltrak Skibets suffisante Bygning og smukke Construction sig i den Grad almindelig Opmærksomhed, at en Model deraf blev tagen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. april 1843)

Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at der med Hensyn til Landsætningen fra Dampskibene er draget overordentlig slet Omsorg for de Reisendes Tarv, og at man uden Tvivl skal lede længe efter at finde et Sted, hvor Landsætningen medtager en saa forholdsmæssig lang Tid som her, hvilket i Særdeleshed bliver mest byrdefuldt for de Reisende, naar de ere mange ombord og de tillige have havt haardt Veir paa Søen, og altsaa have god Grund til at længes efter at komme i Land. Det har derfor med Føie været sat under Ventilation om at bygge et Brohoved ud ved Toldboden, ved hvilket man kunde lægge til og Passagerne saaledes komme directe i Land, uden at behøve at tage tiltakke med den monopoliserede Havnecapitains monopoliserede Fartøier, hvis Utilstrækkelighed for at opfylde Tidens Fordringer netop bliver dobbelt følt i de Tilfælde, hvor Dampskibene paa Grund af det Virvar, hvori Skibene almindeligt ligge udenfor Bommen, nødsages til at ankre op et langt Stykke fra Land. I Anledning af Opførelsen af det projecterede Brohoved har man viist Havnecapitainen den Ære at afæske ham hans Betænkning angaaende samme. Om det end ikke undrer os, at denne Betænkning er bleven til en lang Række af Betænkeligheder ved Udførelsen af Projectet, saa at det ikke er Hr. Eskildsens Skyld, hvis Sagen ikke bliver fuldstændig discuteret, i det mindste fra den ene Side, saa vilde det dog være os meget paafaldende, om an vilde lade sig afholde, vi ville ikke sige fra Realisationen af en Idee, som Tidens og det reisende Publicums retmæssige Fordringer, andre civiliserede Landes Exempler og Omsorg for Byens og Handelens Tarv gjøre lige trængende nødvendig, men blot fra snarest muligt at paaskynde Udførelsen med al den Iver, som det er muligt at opdrive hertillands.  

(Kjøbenhavnsposten, den 22. juni 1842)

Havnecapitain Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

I 1842 forsøgte Eskildsen også at påstå at hans privilegium gjaldt dampskibene. Det slap han dog ikke afsted med:

I det Regulativ, som er meddeelt Havnecapitain og Lodsoldermand Erik Eskildsen i Forbindelse med den ham givne "udelukkende Rettighed til for Betaling at befordre Reisende med deres Reisetøi fra Kjøbenhavn til den skaanske Kyst mellem Helsingborg og Skanør, begge inklusive", er Prisen for Farten til Malmø og Landskrona fastsat for en stor Baad til 19 Rbd. 3 sk og for en Jolle til 12 Rbd. 90 sk foruden de Afgifter, som ere eller maatte blive lagte paa denne Fart i de svenske Havne. Da det er vanskeligt at samle et saa stort Antal Personer til at besætte et Fartøi, at Prisen kommer til at staae i et passende Forhold til denne Transport, og dette Befordringsmiddel var altfor uhyre dyrt, til at det kunde afbenyttes af enkelte Personer, saa er det en Selvfølge, at det maatte blive en særdeles væsenlig Hindring for den ligesaa ønskelige som nødvendige Personal-Communication imellem Hovedstaden og den svenske Kyst, hvis det ovennævnte Privilegium fortolkedes paa den Maade, at det skulde hjemle Hr. Eskildsen Rettighed til at forhindre Dampskibe i at føre Personer over herfra Toldboden til den svenske Kyst. Uagtet det saaledes maatte forekomme rimeligt, at den af Hr. Eskildsen paastaaede Ret ingenlunde var hjemlet ham i en saadan Udstrækning i hans Privilegium, saa lagde han dog Hindringer i Veien for den frie kommunikation, idet han søgte at forhindre Dampskibet Malmø, der overførte Personer for nogle faa Mark, fra at foretage de af dette Dampskib projekterede Farter til Malmø og søgte at gjøre sit Privilegium gjeldende imod samme, idet han paastod dets herværende Commissionair Grosserer Aspegreen idømt forskjellige Erstatningssummer til et Beløb af henimod 4,000 Rbd. foruden Mulcter til Stadens Fattigvæsen. Denne Hr. Eskildsens Paastand maatte forekomme saa meget mere besynderlig som det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger er høist sandsynligt, at han netop havde draget Fordeel af denne Dampskibsfart. Grosserer Aspegreen har nemlig oplyst, at Hr. Eskildsen i April til Juli Maaned 1839 har af Dampskibet Malmø oppebaaret 489 Rbd. 3 Mk. 8 sk for at føre Passagerer ombord og iland, en Sum, som Farten paa Sverig i hans uhyre dyre og langtfra beqvemme eller tidssvarende Fartøier vist aldrig har indbragt i et lige Tidsrum, ja end ikke ladet formode nogensinde at ville kunne bringe ind. Naar Hr. Eskildsen saaledes ikke vilde lade sig bevæge til at undlade at gjøre en saadan Ret gjeldende i Betragtning af Publikum, hvilket han blot forhindrede i at reise, uden dog al kunne tvinge del til at benytte sit lidet hensigtsmæssige Befordringsmiddel, saa synes hans egen Fordeel at maatte kunne have bevæget ham til at undlade sligt. Hr. Eskildsen har imidlertid sat en conseqvent Gjennemførelse af sin formeentlige Ret - fiat justitia et pereat mundus - over Hensyn til Publikum og sin egen pecuniaire Fordeel, og har foranstaltet Sag anlagt imod bemeldte Dampskibs herværende Agent. Politiretten, hvis Dom vi tidligere have meddeelt in extenso, kunde ikke billige Hr. Eskildsens Fortolkning af sit Privilegium og frifandt Grosserer Aspegreen for hans Tiltale i denne Sag. Høisteret har igaar paadømt Sagen paa samme Maade, idet den ligeledes har frifundet Grosserer Aspegreen for Hr. Eskildsens Tiltale, ved hvilken Dom der formeenligen er sat en Pind for alle lignende Processer.

(Kjøbenhavnsposten 31. maj 1842)

Toldbodbommen. (Efterskrift til Politivennen)

Der har oftere gjennem Pressen været ført Anke over, at Toldboden var afspærret om Natten, saa at Ingen kunde komḿe ombord i deres Fartøier, selv om det maatte gjelde disses Conservation og Redning fra Undergang. Det er gaaet med dette Afspærringssystem som det saa ofte gaaer, at man først har kastet Brønden til, naaer Barnet var druknet. Bladene have nylig omtalt en fisker fra Humlebek, der i en stormfuld Nat henvendte sig til Toldbodsvagten med en Anmodning om, at maatte blive tilstedet Adgang til sin ved Toldboden liggende Baad, der var hele hans Eiendom, og hvorved han ernærede sin Familie. Underofficeren, til hvem han henvendte sig, afslog ikke alene denne Begjæring, men negtede ham endog at faae den vagthavende Officer i Tale. Da Fiskeren ifølge dette uimodstaaelige Magtsprog var bleven bortviist og atter indfandt sig om Morgenen ved Toldboden, var Baaden sunken og hans Erhvervskilde saaledes stoppet. Ifølge det saaledes passerede har Krigsforhør været optaget, hvis Resultat er, at Underofficieren blev tilkjendt en arbitrair Straf af 10 Dages Fængsel, og den Bestemmelse fastsat, at Afspærringssystemet forsaavidt er opgivet, at der nu kan tilstedes Vedkommende Adgang til Toldboden om Natten, naar Omstændigheden synes at godtgjøre Nødvendigheden heraf til vigtige Øiemeds Opnaaelse og navnligen under saadanne Forhold som i det ovenanførte Tilfælde.

(Kjøbenhavnsposten, 4. december 1841)

Havnekaptajn Eskildsens monopol på det københavnske færge- og transportvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Beretning fra en passager på dampskibet Christian den Ottende og som pga. manglende både efter en frygtelig nat måtte vente 4 timer for at komme i land:

Dersom det væsenligen er hensynet til ikke at formindske Hr. Eskildsens Indtægter, der er i Veien for, at Dampskibspassagerne kunne blive satte paa lige fod med Umælende, - Passagerer skulle nemlig lade sig landsætte med Baade, men Heste blive umiddelbart landsatte - haabe vi, at dette Bidrag til Monopolernes Historie i Danmark, der bragte en Franskmand blandt Passagererne til at yttre, at det var en Medfart som var man kommen til en Røverstat, maaskee kan hjelpe til at skaffe Dampskibspassagerne en Behandling lig den, der vedfares dem i andre civiliserede Stater. "Efter en meget stormfuld Nat naaede Dampskibet Christian den Ottende Mandag Morgen Kl. 10 Kjøbenhavns Rhed, hvor det ankrede mellem Batteriet Trekroner og Toldboden. Skjøndt Vinden havde lagt sig betydelig, forløb dog en fuld Time, inden der fra Land gjordes Anstalter til at afhente Passagerne; endelig ankom efter Kl. 11 en med 2 Mand bemandet Baad, som optog Halvdelen af Passagererne, dog uden noget af deres Bagage; disse Lykkelige, blandt hvilke Referenten befandt sig, naaede endelig Kl. 11 ½, altsaa 1 ½ Time efter Ankomsten, Toldboden. Efterat Alle vare landsatte, blev Fartøiet - Gud maa vide af hvilken Grund - liggende rolig over et Qvarteer, inden det paa ny tiltraadte Reisen til Dampskibet. Lidt fra Toldboden stødte det paa Grund, og da Besætningen kun bestod af 2 Mand, og Fartøiet var en temmelig stor Sejljolle, varede det længe inden det igjen kunde gjøres flot. Da imidlertid de paa Dampskibet tilbageblevne Passagerer med Utaalmodighed saae deres Forløsning imøde, og Dampskibets Capitain indsaae, at det kunde vare længe, dersom han ikke kom dem til Hjelp, havde han den Opmærksomhed, at lade dem sætte i Land ved sin Baad, som imidlertid heller ikke kunde rumme Bagagen, og saaledes befandt endelig Kl. 12 alle Passagererne sig i Land. Omtrent Kl. 1 ½ ankom Færgefartøiet med Tøiet, og Kl. 2, 4 Timer efter Dampskibets Ankomst, hvoraf 2 ½ vare tilbragte paa Toldboden, kom Referenten ud af Fangenskab. Det Uforsvarlige i en saadan Medfart behøver intet Bevis. Dampskibet var længe i Forveien anmeldt; der kunde altsaa have været sørget tilstrækkeligt for Baade, men i det Sted er en eneste Baad med 2 Mand tilstede, som løber paa Grund. Veiret kan ikke anføres som Modgrund, thi hvor een Baad kan seile, kunne naturligvis ogsaa flere, og Skibene udenfor gik for fulde Seil."

(Fædrelandet skrev den 7. oktober 1841)

Dragerne ved Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 30te September 1836. - Endeligen er det blevet de Reisende, som ankomme til Kjøbenhavns Toldbod, tilladt at lade deres medbragte Gods hjembæres af hvem de ville og for den Betaling, hvorom de med Vedkommende kunne forenes. Som bekjendt var der i sin Tid forundt Havnecapitain og Transportforvalter Eskildsen saavel udelukkende Ret til at besørge Godstransporten ved Kjøbenhavns Toldbod og paa Rheden, som eneret til med Dragere at besørge de Reisendes Gods henbragt til deres Boliger. Allerede under 7de Novbr. 1834 bestemte Hs. Majestæt, at Godstransporten fra 1ste Marts 1836 skulde være aldeles fri for Alle og Enhver, og om Drageriet fastsattes, at det samme skulde være Tilfældet til den Tid, som af Generalpostdirectionen nærmere blev bekjendtgjort. Af denne Bemyndigelse har Postdirectionen dog ikke gjort Brug førend nu, da den ved Bekjendtgjørelse af 26de d. M. har kundgjort, at Drageriet fra 1ste Novbr. d. A. frigives for Alle og Enhver.

(Kjøbenhavnsposten den 30. september 1836)

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.

Om Landnings Broen ved Toldboden for Dampskibene.

Denne bro har haft mange genvordigheder før den kom til nogen bestemmelse. Der blev bygget en bro da storfyrsten kom på vor grund for få år siden. Den nye som nu skal bygges, skulle koste over 80.000 Ridsbankdaler. Da enhver har frihed til at sige sin mening om alt opfindeligt, skal jeg tillade mig at fremsætte et nyt forslag. Når man byggede eller lod slå en 5 til 6 alen bred bro fra krumningen på Langelinje straks indenfor Jernporten, ud til Rødepæl og lod gå to arme eller 2 halvmåner så at 2 dampskibe kunne lægge til på en gang, eller også måtte man da bygge et hus lig karantænehuset så at når der kom et dampskib, kunne 2 toldbetjente gå derhen og en passkriver. Der har man alt. Inde kunne en skildvagt være nok. Ved en kejsers eller konges ankomst bruger man kun 2 a 3 det øjeblik.

Broen behøver ikke at være af pommersk træ, for storm med svær is fra østen har vi ikke, og storm fra vesten gør dem ingen skade. De herrer kommunemænd og høje vedkommende kunne allerbedst lade den slå og opføre ved offentlig licitation Jeg har set en lang bro i Jylland hvor Vesterhavet bruser op. Dens piller var af bøgetræ, ligesom det var vokset i skoven. På de runde pæle kan de jernbånd som vi kalder dem, ikke få fat, og de piller kunne let fås i Frederiksdals Skov eller i Dyrehaven. Jeg har som landmand købt sådanne træer i Frederiksdal og Ordrup Skov på roden for 5, 6 a 7 Ridsdaler hvor jeg fik mange favne brænde af stammen. Man kunne også bruge bøgeplanker i stedet for fyr, ligesom i Jylland. Der er ikke så mange favne fra krumningen på Langelinje ud til Rødepæl - så når vi brugte det træ der vokser her til lands, fik man en god bro for 10 til 20.000 rigsdaler. Det blev en selvfølge at dampskibene med heste, vogne, stude og alt kom frem ad denne bro. Man skulle kun engang begynde at tænke på at føde og klæde os, og bruge hvad landets jorde kan frembringe, når dette skete som vel vil vare længe før det danske follk elsker denne herlige mode, og får den først begyndt ligesom vores naborige Sverige eller England, da skulle vi se, hvor vi danske ville blive stolte af det, og de ville kalde os, som vi nu har levet, for uoplyste folk.

NB. Vore efterkommere, når man skriver det 19de århundrede.

En mand af økonomien.

Anmærkning. Broen i Jylland ved Vesterhavet kørte vor højsalige kong Frederik 6. over, året efter at den var bygget, og da stod han af og tog den i øjesyn, og var vel tilfreds med den. Broen var bygget af landets egne skove og frembringelser.

(Politievennen nr. 1508, Fredagen den 22 November 1844, s. 751-753)

Det er omtrent her skribenten gerne ville have anlagt en landgangsbro. På daværende tidspunkt gik der en bro tværs over havneindløbet (Bomløbet) til Nyhavns Hovedvagt. En bom kunne åbnes for ind- og udgående skibe, men altså ikke dampskibe, som måtte liigge på reden og have passagerer og fragtgods sejlet ud i små både.