Havnecapitain Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

I 1842 forsøgte Eskildsen også at påstå at hans privilegium gjaldt dampskibene. Det slap han dog ikke afsted med:

I det Regulativ, som er meddeelt Havnecapitain og Lodsoldermand Erik Eskildsen i Forbindelse med den ham givne "udelukkende Rettighed til for Betaling at befordre Reisende med deres Reisetøi fra Kjøbenhavn til den skaanske Kyst mellem Helsingborg og Skanør, begge inklusive", er Prisen for Farten til Malmø og Landskrona fastsat for en stor Baad til 19 Rbd. 3 sk og for en Jolle til 12 Rbd. 90 sk foruden de Afgifter, som ere eller maatte blive lagte paa denne Fart i de svenske Havne. Da det er vanskeligt at samle et saa stort Antal Personer til at besætte et Fartøi, at Prisen kommer til at staae i et passende Forhold til denne Transport, og dette Befordringsmiddel var altfor uhyre dyrt, til at det kunde afbenyttes af enkelte Personer, saa er det en Selvfølge, at det maatte blive en særdeles væsenlig Hindring for den ligesaa ønskelige som nødvendige Personal-Communication imellem Hovedstaden og den svenske Kyst, hvis det ovennævnte Privilegium fortolkedes paa den Maade, at det skulde hjemle Hr. Eskildsen Rettighed til at forhindre Dampskibe i at føre Personer over herfra Toldboden til den svenske Kyst. Uagtet det saaledes maatte forekomme rimeligt, at den af Hr. Eskildsen paastaaede Ret ingenlunde var hjemlet ham i en saadan Udstrækning i hans Privilegium, saa lagde han dog Hindringer i Veien for den frie kommunikation, idet han søgte at forhindre Dampskibet Malmø, der overførte Personer for nogle faa Mark, fra at foretage de af dette Dampskib projekterede Farter til Malmø og søgte at gjøre sit Privilegium gjeldende imod samme, idet han paastod dets herværende Commissionair Grosserer Aspegreen idømt forskjellige Erstatningssummer til et Beløb af henimod 4,000 Rbd. foruden Mulcter til Stadens Fattigvæsen. Denne Hr. Eskildsens Paastand maatte forekomme saa meget mere besynderlig som det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger er høist sandsynligt, at han netop havde draget Fordeel af denne Dampskibsfart. Grosserer Aspegreen har nemlig oplyst, at Hr. Eskildsen i April til Juli Maaned 1839 har af Dampskibet Malmø oppebaaret 489 Rbd. 3 Mk. 8 sk for at føre Passagerer ombord og iland, en Sum, som Farten paa Sverig i hans uhyre dyre og langtfra beqvemme eller tidssvarende Fartøier vist aldrig har indbragt i et lige Tidsrum, ja end ikke ladet formode nogensinde at ville kunne bringe ind. Naar Hr. Eskildsen saaledes ikke vilde lade sig bevæge til at undlade at gjøre en saadan Ret gjeldende i Betragtning af Publikum, hvilket han blot forhindrede i at reise, uden dog al kunne tvinge del til at benytte sit lidet hensigtsmæssige Befordringsmiddel, saa synes hans egen Fordeel at maatte kunne have bevæget ham til at undlade sligt. Hr. Eskildsen har imidlertid sat en conseqvent Gjennemførelse af sin formeentlige Ret - fiat justitia et pereat mundus - over Hensyn til Publikum og sin egen pecuniaire Fordeel, og har foranstaltet Sag anlagt imod bemeldte Dampskibs herværende Agent. Politiretten, hvis Dom vi tidligere have meddeelt in extenso, kunde ikke billige Hr. Eskildsens Fortolkning af sit Privilegium og frifandt Grosserer Aspegreen for hans Tiltale i denne Sag. Høisteret har igaar paadømt Sagen paa samme Maade, idet den ligeledes har frifundet Grosserer Aspegreen for Hr. Eskildsens Tiltale, ved hvilken Dom der formeenligen er sat en Pind for alle lignende Processer.

(Kjøbenhavnsposten 31. maj 1842)