.... Forbedringshuusfangen Christian Musted var sat under Tiltale for med en Kniv at have saaret en Mestersvend ved Straffeanstalten i den Hensigt at skille ham ved Livet. Under denne Sag har Tiltalte, der er 21 Aar gammel og ifølge Høiesteretsdom af 16de Februar forrige Aar, for i tyvagtig Hensigt at have indsneget sig i en Gaard og for gjentaget Løsgængeri, er idømt Straf af 5 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedrinshuus, afgivet en Tilstaaelse, der i det Væsentlige gaaer ud paa, at han, da han om Morgenen den 9de April sidstl. var udebleven fra Gaardtouren, og det derefter omtrent Kl. 8 af Opsynsmanden Svendsen blev ham tilkjendegivet, at der savnedes Brød, der formeentligen var blevet borte, da de andre Fanger var i Gaarden, og at han vilde anmelde det Passerede for Mestersvend Andersen, fattede den Beslutning, saafremt sidstnævnte vilde tildele ham en Correction, uden at tillade ham forinden at foredrage sin Sag for Inspecteuren, da at dræbe ham med en Kniv, hvoraf han var i Besiddelse, fordi Tiltale holdt sig overbeviist om, at der ved den ham af Mestersvenden tildelende Correction tillige vilde blive taget Hensyn til den opstaaede Mistanke om, at han havde stjaalet det savnede Brød, hvori han paastaaer at være uskyldig, samt at han i fornævnte Hensigt allerede kort efter forvarede Kniven i sit Ærme og saaledes medbragte denne, da han Kl. 11 blev afhentet for at fremstilles for Mestersvenden Andersen i Skolestuen, hvor han, da Andersen lod en Tamp hente og nægtede Tiltalte at faae Inspecteuren i Tale førend Correction skete, i den omforklarede Hensigt foer ind paa Andersen og stak ham med Kniven. Inspecteur Keller har under Sagen forklaret, at den ham tilkommende Ret til at anvende Correction for Fangernes mindre Forseelser er af ham, saaledes som det stedse har været Tilfældet og Nødvendigheden byder det, i den egentlige Tugthuusbygning overdraget Mesteren, og paa Sæqvæsthuuslocalet Mestersvenden, der paa Grund af dettes afsides Beliggenhed under Inspecteurens Tilsyn har Overopsigten med Fangerne sammesteds, hvilket saameget mere gjør det nødvendigt, at han strax maa kunne anvende en ringere Correction. Efter Gjerningen har Tiltalte yttret, "at det var Skade, at Kniven ikke havde været noget større" og "at om det ikke skete denne Gang, kunde det skee en anden Gang", ligesom han ogsaa skal have sagt, idet han pegede paa Hovedet, "det kan ikke koste mere end dette". Tiltalte har imidlertid under Sagens yderligere Behandling, under Paaskud af, at han ved de tidligere Forhører havde været i en Sindsstemning, hvori han var aldeles ligegyldig ved sin Fremtid, ja endog ønskede at styrte sig saa dybt som muligt i Ulykken, forandret ovenstaaende sin Forklaring derhen, at han vel, da han erfarede, at det Passerede skulde meldes for Andersen, forvarede Kniven hos sig, for, naar han fremstilledes for Andersen og denne vilde straffe ham, uden at tillade ham forinden at faae Inspecteuren i Tale, at fare ind paa Andersen og stikke efter ham med Kniven, men at han hverken da han fattede denne Beslutning eller senere i Gjerningens Øieblik har havt den Hensigt at dræbe, ikke engang at saare Andersen, hvorimod det egentlige Maal, han havde for Øie, ikkun var at blive stillet for Inspecteuren og saaledes undgaae at belægges med en haardere Correction end han havde fortjent for at udeblive fra Gaardtouren, uden at han gjorde sig nogen bestemt Tanke om, hvilken Følge Knivstikket maatte medføre for Andersen. Hvad Tiltalte har forklaret om Gjerningens Anledning, er stadfæstet ved de iøvrigt oplyste Omstændigheder, og har Andersen under Eed bevidnet, at Tiltalte ved den omhandlede Leilighed stødte til ham med en saadan Kraft, at han, Andersen, tumlede om mod et Bord, samt at Tiltalte da 3 Gange fornyede sit Angreb, imod hvilket Andersen værgede sig ved at sparke med Benet, ligesom den eneste under Gjerningen Tilstedeværende, Opsynsmand Borup, ligeledes under Eed har udsagt, at Tiltalte, efterat Andersen var falden hen imod Bordet, atter løftede Haanden og førte den hen imod Andersen, som om han paa ny vilde overfalde ham. Det er constateret, at Kniven var trængt igjennem Andersens Frakke, Over- og Underbeenklæder, en ulden Nattrøie og Lærredsskjorte samt derefter er stødt imod et Læderbrokbaand, hvorfra den sandsynligviis er gledet af og har bibragt Andersen et lidet aldeles ufarligt Hudsaar, der har blødt ubetydeligt, paa venstre Side af Underlivet, hvorfor det af Lægen ved Straffeanstalten er attesteret, at det ikke er urimeligt, at Kniven - hvormed der efter dens Beskaffenhed kunde bibringes livsfarlig Stik - vilde, dersom den ikke var stødt imod Brokbaandet, være bleven stødt igjennem Underlivets Muskler ind i Underlivet og saaret Tarmene, om ikke en Pulsaare, og frembragt i første Tilfælde farlige og i sidste Tilfælde dødelige Følger. "Maatte nu end", siges der i Underrettens Dom, "Lovens 1-15-1 uanseet Arrestantens seneste Forklaring kunne lægges til Grund, og han saaledes ikke dømmes efter Lovens &-&-22 cfr. Frdn. af 4 Oct. 1833 § 14 (:for attenteret Mord), skjønnes det dog ikke rettere end, at det af Arrestanten under Sagens senere Behandling tilstaaede Forhold, efter samtlige dettes Omstændigheder, gaaer ind under den i Plac. 31te Aug. 1813 § 10 indeholdte Bestemmelse, og at han saaledes i ethvert TIlfælde ike kan undgaae at idømmes Livsstraf, og vil han derhos have at udrede alle af Sagen lovligt flydende Omkostninger". Høiesteret kom til samme Resultat som Underretten, men da den formeentligen ikke har biliget dennes Raisonnement, gav den en ny Conclusion, der lyder saaledes: "Christian Musted bør have sit Liv forbrudt. I Henseende til Sagens Omkostninger bør den indankede Dom ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Høegh-Guldberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rbd. Sølv."
(Kjøbenhavnsposten den 3. juni 1842. Uddrag)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar