Censur i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

I samme skrift ((nemlig: Präservative wider Revolutionen", min anmærkning) meddeles følgende bemærkning: "I Danmark, den mest suveræne stat i Europa, har allerede længe hersket trykkefrihed, hvorover som bekendt Voltaire allerede til sin tid jublede, og denne åndsfrihed, der i taler og skrifter udtaler sig i hele Danmark, forstyrrer ikke i det ringeste måde den offentlige rolighed. Stolt synger der for den danske:

"Her tankens ytring er som selve tanken fri".

Man har nylig i flere fremmede skrifter og blade læst lignende ytringer om "trykkefrihed i Danmark", og hamborgerbladet "Børsenhalle" har endog forundret sig over et "censurhul" i en af vores provinsaviser, hvilket det fandt så meget mere påfaldende som der "ikke gives nogen censur i Danmark". Vel ved vi selv bedre at her virkelig gives censur. Men det turde dog ikke være overflødigt ved denne lejlighed at gøre opmærksom på den danske trykkelovgivning det vil sige Trykkeforordningen af 27 september 1799 og de i forbindelse med samme stående senere udkomne lovbud, hvilke næppe er meget bekendte udenfor fædrelandet. Vi har derefter som bekendt censur for alle skrifter hvis størrelse ikke overtræder 24 ark, og navnlig for alle blade og tidsskrifter af hvilke intet nummer må udgå uden i forvejen at være passeret censur. I København har man en særskilt censor for de politiske blade, (for tiden hr. konferensråd og teaterdirektør Manthey, kommandør af dannebrog og D. M) og en for de ikke-politiske, såvel som for alle de øvrige her udkommende skrifter som ikke overskrider det nævnte ark-tal (for eksempel hr. politiassessor Holm). Speciel censur er de forfattere og udgivere underkastet der er blevet dømt for overtrædelse af trykkeforordningen, og denne specielle censur består i at hvert skrift eller blad der udkommer fra deres hånd, offentligt stemples med censors tilladelse dertil, som ytres ved formlen "må trykkes". En sådan stempling søger naturligvis enhver gerne at unddrage sig, og man har eksempler på at forfattere der er blevet underkastet den specielle censur, for at undgå dette fatale "må trykkes", så længe de stod under samme, aldeles ikke har villet skrive eller udgive noget under deres navn.

(Kjøbenhavnsposten, 24. september 1831)

Frederik 6. var irriteret over "skrivefrækheden", og med stramningen af den i forvejen næsten totale censur blev forsøgt at lukke ned for al opposition. Med Fædrelandet (fra 1834) udviklede der sig noget der antydede en opposition til enevælden. Frederik 6. indkaldte til stænderforsamlinger i 1834. Den officielle trykkefrihed var i praksis en skrap censur,

Naalepigen. (Efterskrift til Politivennen)

Naale-Lystenhed hos Fruentimmer.Som bekjendt udholdt den, under Navn af Naalepigen, paa en vis Maade over hele Verden navnkundige Kjøbenhavnerinde Rachel Herz, for at gjøre Opsigt og vække Medlidenhed, i sytten samfulde Aaer de største Smerter og Lidelser, ved hemmelig at stikke indi Kroppen en Mængde Naale (som hun foregav at have slugt), for siden at lade dem trækkes og skjæres ud. At en vistnok uforklarlig Lystenhed her maa have været med i Spillet, synes udenfor al Tvivl. Mærkeligt er det, at den nyeste Tid fremviser ikke faa Exempler paa en lignende Naale-Lystenhed hos Fruentimmer, hvilken Lægerne tillægger samme Grund som den bekjendte Lystenhed (pica) der hyppigt bemærkes hos svangre Fruentimmer. 

(Kjøbenhavnsposten, 8. september 1831)

Sygdom paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den paa flere Steder i Landet udbredte Omgangs-Sygdom, der, som bekjendt, foranledigede Tilbagekaldelsen af Befalingen om de Permitteredes Indkaldelse til Execeertiden, har det kongelige danske Cancellie, ved Circulaire af 6te dennes, anmodet samtlige Overøvrigheder om at foranstalte, at Landboerne i det dem underlagt District, saavel af Øvrigheden som af Sognepræsterne, paa det kraftigste opmuntres til at komme enhver, der maatte behøve det, til Hjelp ved udførelsen af Høstarbeidet. - Af samme Grund er det til paa Fredag (d. 16de d. M.) bestemte Marked i Roskilde, ifølge kongelig Resolution, bleven udsat indtil videre. - Ifølge en af Hr. Landphysikus Arends i Holbek skeet offentlig Bekjendtgjørelse, skal hiin Omgangssyge bestaae i "en galdeagtig-rheumatisk Feber, som vel undertiden medfører Fare for Ældre og Svagelige, men ingenlunde er af smitsom Egenskab." Nogle Læger benævne den en "nervøs-billiøs", andre en "typhøs" Feber. Disse forskjellige Benævnelser ere imidlertid saagodtsom synonyme, og om Sygdommens egentlige Natur og Beskaffenhed er man neppe i Tvivl. Flere unge Læger herfra Staden ere tagne ud til de meest angrebne Districter.

(Kjøbenhavnsposten kunne den 9. september 1831)

I Kjøbenhavnsposten 28. september 1831 berettedes om at sygdommen var for aftagende på Sjælland, efter at have forårsaget dødsfald. En nærmere redegørelse stod i Kjøbenhavnsposten 12. oktober 1831.

Kylling-Søren - Forbryder og Legende. (Efterskrift til Politivennen)

Søren Pedersen Hvam (1792-1856?) - "Kylling-Søren" - var berømt og berygtet i Nørrejylland i første halvdel af 1800-tallet. Måske fik han sit navn fordi han havde været hønsetyv, i hvert fald fik han tilnavnet allerede i nogle af de første forhør. Som 7-årig kom han ud at tjene, og ernærede sig som sådan flere forskellige steder til han blev 24 år. Så blev han daglejer og solgte forskellige småting. Den 12. november 1814 stjal han noget mad, tøj og andre småting hos en husmand. Det blev opdaget og den 6. april 1815 fik han herfor 1½ års tugthus i Viborg. Her blev han 7 dage efter far til sin søn Niels der også blev en kendt tyv.

Efter løsladelsen fortsatte han tyverierne, og blev 27. august 1819 idømt kagstrygning og livsvarigt fængsel i Københavns fæstning. Straffen betød at han nu var "uærlig". Den 14. december 1819 blev han uærlig slave nr. 66 i Stokhuset. Efter to flugtforsøg lykkedes et tredje i august 1825. Det lykkedes ham at komme til Jylland hvor han levede dels af at sælge småting, dels af indbrudstyverier. Han kunne benytte sig af Thomas Jensens og Johanne Jensdatters fæstegård i Ask der fungerede som en slags hælercentral.

Efter kongelig befaling af 6. oktober 1829 foranstaltede kommissær herredsfoged Wesenberg en undersøgelse til opklaring af tyverier begået af Søren Pedersen Hvam m.fl. Søren & Co. blev arresteret og oktober 1829 overført til Randers Arrest, senere indsat under Århus gamle rådhus, sammen med bl.a. Jens Nielsen Knubb. Den 14. juli 1830 brød de to ud. De blev fanget 28. juli. Han blev herefter iført skindluffer så han ikke kunne bruge hænderne, men brød dog alligevel ud 4. januar 1831. Efter 3 dage atter fanget. Herefter gik turen til Stokhuset i København.

Kylling Søren, bekjendt af sine mange Udbrud fra Arresterne, har atter i Tirsdags Nat været nær ved at befrie sig fra Aarhuus Arrest, uagtet han var belagt med saa meget Jern, at man skulde ansee det for en aldeles Umulighed. Hvis man havde opdaget det en Time sildigere, havde han været borte.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. august 1831).

Aaarhuus. Kylling-Søren blev Natten imellem Tirsdag og Onsdag, i Selskab med sine værdige Staldbrødre Peder Dick og Rasmus Lollænder, og under Bevogtning af 1 Korporal med 4 Dragoner, herfra Arresten bragt ombrod, for tilsøes at transporteres til Kjøbenhavns Slaverie, hvor der venter ham Kagstrygning og Brændemærke. En stor Mængde Mennesker havde forsamlet sig, for at see hans Henfart. Han skal have holdt en meget pyntelig Tale til Folket. To Aftener iforveien havde han været nærved igjen at bryde ud.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende 4. oktober 1831).

Den berygtede Kylling-Søren blev i Torsdags offentligen kagstrøgen, og derpaa for Livstid hensat i et af Citadellets Krudttaarne, hvor ogsaa den vidtbekjendte Morten Frederiksen sidder (Aarh. Av.)

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende 20. marts 1832).

Krudttårnene i Kastellet fungerede som slaveri indtil omkring 1847. Herefter blev de resterende fanger overført til Stokhuset.

Martinus Rørbye (1803-1848): Tre studier af fanger fra forbedringshuset (1832). Med håndskrift er noteret under den midterste: Kyllinge Sören. Martinus Rørbye tegnede disse skitser i Kastellet, så på det tidspunkt har Kylling-Søren formentlig stadig have siddet i et af krudttårnene. Statens Museum for Kunst. 

Randers, den 23de Octbr. En i sin Tid i Jylland meget bekjendt Person: "Kylling-Søren", har i afvigte Uge været indlogeret i Arresten her i Byen, indtil han derfra kunde afgaae til sin Hjemstavn i Frysenborg-Egnen. I en Række af 23 Aar har han været i Slaveriet, men er nu Kongens Fødselsdag, bleven benaadet. En Kammerat fra Viborg-Egnen, der endog i 28 Aar havde opholdt sig i Slaveriet, og nu ligeledes var blevet benaadet, ledsagede ham. (Rand. Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 26. oktober 1854).

Efter benådningen i 1854 levede han i fattighuset i Skjød i to år, hvor han døde i en alder af 66 år.

For 50 Aar siden.

- - -

Medens saaledes Raadhusets overjordiske Deel frembød Exempler paa Glædens høieste Flugt, maatte det kun saameget desto tungere føles, hvor dybt den Stakkel var sunken, som sad "puttet i Hullet" i Kjælder-Etagen. Her fandtes nemlig Byens Arrestlocale, og de iblandt de Nulevende, der ved Raadbusets Nedrivning saae de sørgelige, kolde, fugtige og mørke, umennestelige Rum, som her i Aarhundredrer stadig havde været befolkede, om end kun, som det heed, af Menneskehedens Udskud, maatte visselig undres over, at endnu langt ind i Halvtredserne ingen Forbedring var iværksat. Det var gamle, deels steensatte, deels murede Kjelderrum, tildeels hvælvede, der uden Tvivl havde hørt til en ældre Bygning fra den catholskeTid; et eller et Par af de værste Huller vare endnu een Etage længere nede *).

Blandt disse Fangehullers Mysterier skulle vi mindes "Kylling-Søren"s som Udbruds- mere end som Indbrudstyv berømte Bedrifter. "Kylling-Søren", som grasserede i Slutningen af Tyverne og Begyndelsen af Trediverne, og var en Skræk for hele Egnen, saaledes at Hans Navn brugtes til at skræmme Børnene med, i Rang med "Skorstensfeieren", "Peer Høøn" o. desl., var fra en af Landsbyerne vest paa (Galthen?). Hans Forbrydelser vare ikke af nogen særdeles ondartet Characteer; men han gjentog Indbrud paa Indbrud, og Datidens Straffelovgivning lagde, som bekjendt, svære Straffe paa Gentagelsestilfælde. Han havde aabenbart baade noget Godmodigt og noget Lunefuldt i sin Natur. Der fortælles saaledes, at et af hans Indbrudstyverier skete for at hjælpe en nødlidende Familie der paa Egnen. I at sætte sig selv i Frihed, naar det behagede ham, savnede han sin Lige; efter at han engang paany var bragt under Anholdelse, sagde Byfogden til ham: "Ja, Søren, nu har vi Dig igjen, og nu skal jeg sørge for, at Du ikke saa let løber fra mig." "Det kan jo velvære," svarede Søren; "i alt Fald skal a la Justitsraaden vide, naar a taer afsted." - Nogen Tid efter ringede det en Nat paa Byfogdens Port (nuv. Dr. Glæsels Gaard), og da Karlen kom og lukkede op, stod der en Mand, som sagde: "Vil Du hilse Justitsraaden, at nu gaaer a." **) - Den bestyrtede Karl bragte Byfogden Besked, og blev skjældt dygtig ud, fordi han ikke havde været resolut nok til at gribe Flygtningen; nu havde "Kylling-Søren", trods Halsbøile og Lænker, hvormed han havde varet belagt, igjen taget sig en lille Udgangsferie.

*) Efter Sagnet skal der gaae en underjordisk Sang herfra til den ligeledes fra en ældre Tid hidrørende hvælvede Kjælder under Kjøbm. Roses Gaard paa Torvet. Hvorledes dette hænger sammen er imidlertid alrig blev oplyst, og kun saameget vides, at i sidstnævnte findes der en Indgang til en saadan Gang; men den er aldrig ret undersøgt.

**) Det turde være muligt, at den noget lignende Slutningsscene i Hostrups "Eventyr paa Fodreisen" skylder Historien om "Kylling-Søren" sin Oprindelse, idet Digteren i sine Studenteraar oftere laa i Feriebesøg der paa Egnen, og navnlig i Viby Præstegaard.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. april 1874. Uddrag).

358. Kylling-Sören og Jens Knob var to mestertyve, der var i kompagni. De var her fra Ry sogn og havde deres bolig nede i Ry Nörreskov. Den var i lighed med de gamle røverkuler, sådan at den var bedækket med löv og mos og med en grön törv til dække over indgangen. Stedet er kjendeligt endnu. For at få hulen dannet bar de jorden i poser ned i søen. Man ledte efter dem i lange tider og kunde ikke finde dem. Endelig fangede de Kylling-Sören. Han rendte fra dem, og de fangede ham igjen. Så viste han dem kulen med de ord: "Da er I da nogle ringe mennesker, kan I ikke finde den", og dermed sparkede han til lövet, så lemmen kom til syne. Der var en ordentlig god nedgang til kulen. Da han var løben fra dem, var de ude med bøsser efter ham. Så rendte han ud i vandet, der hvor åen udvider sig og bliver til en sø, og så stod han lige med munden over vandet og med en grön törv over hovedet. Endelig opdagede de, at det var ham, og skød efter ham. Den, der skød, var fra Hejens (Hejnæs) eller Emborg. Sören lovede, at kom han på fri fod igjen, skulde han nok gjengjælde ham det. Så blev han taget og døde i Viborg tugthus.

Han levede sammen en gang med en kone fra Ask, og hende dandsede han undertiden med. Så sang han til dandsen en bestemt pærrevals (der nu kaldes polka) og den spilles endnu under navnet Kylling-Sörens dands. Ry.

359. Kyvling-Sören og Jens Knåv og hans komplot havde deres hælested i en stor gård i Ask. Sönnen i gården var en rigtig stadsmusikanter, og han spilte for dem, så dandsede de og morede dem der om aftenen, men naboerne kom aldrig med til den dands, det var blot det kjæltringkram indbyrdes. Provst Ramsings datter i Harlev vilde så gjærne have haft sönnen i den gård, men det blev ikke af, da det kom op, hvad han var. P. Hjulm., Tåstrup.

360. Kyvling-Sören blev först arresteret i Århus, men de kunde ikke komme af sted med ham. Så sendte de ham til Randers, for der havde de den skarpe herredsfoged, der hed Wesenberg. Han fik ham til at bekjende. Så blev alle de folk fra den egn tilsagt at møde i Randers, og de stjålne sager blev kjørt derud, for så skulde de kjendes ved dem. Fra Peder Kristian i Hvalløse havde han taget en stor del ud af hans overstue; men han turde ikke kjendes ved nogle fine tekopper. Kyvling-Sören sagde jo, det var hans. Så skulde han have dem hjem. "Pas nu på, du får dem hele hjem, a har fået dem hele fra dig af og til Ask". Da han kom hjem med dem, var de i stykker. Kyvling-Sören fik rottingslag i Randers, inden han kom i slaveriet, sammen med to andre, hvoraf den ene hed Jörgen Bjerregrav. De skulde op på en knot, og så skulde de stikke hænderne op i et par kramper, og når så bøddelknægten skød knotten væk under dem, hængte de der i hænderne og fik nu slagene. De to klagede sig stærkt, men Jörgen Bjerregrav, der var den sidste, gav ikke et kny fra sig. Han sagde: "Væk med den bøddelknægt", og så sprang han selv op, stak hænderne op i kramperne, sparkede til knotten og hængte nu der. Da han havde fået slagene, sagde herredsfogden til ham: "Det var nok en hård tur, Jörgen". "Ja, den var Fanden æde mig ikke så meget blød", og han föjede til, at når herredsfogden skulde nu have sin ret, så skulde han have den samme tur, og så skulde han med derover, hvor de andre skulde over. Det var jo i slaveriet på livstid. Han mente jo, de nu havde gjort ham alt det, de kunde gjøre ham, og så kunde det være det samme, hvad han sagde. Så blev de kjørt fra Randers til Århus, og nu var hele selskabet blevet til 70 personer i alt, så mange havde den herredsfoged fået til at bekjende, og nu skulde de til Århus at have deres dom. Der var vogne ordrede til at kjøre med dem, og det var en lang række, for der sad ikke uden et par eller en enkelt på hver vogn. En gårdmandskone, som Kyvling-Sören meget havde haft hans tilhold ved, og som havde hælet med ham, sad ved siden af ham på én vogn. Der var mange langs vejen, der så på det tog, for de vidste jo, hvad dag de vilde komme. Nogle spurgte om, hvem det var, der sad ved siden af Kyvling-Sören. Han råbte da: "Det er min moder!" Han var i slaveriet i 22 år og kom da ud på kongens nåde. Mogens Larsen Mogensen, Lerbjærg.

361. Jens Knob og Kyvling-Sören ... De holdt vagt ved huset, men han kom lige godt hver aften til konen og levede sådan et halvt år, uden at de vidste, hvor han var. De blev til sidst grebne oppe i en stor örnerede i Længe krat ned imod Hegnæs. De havde også en kule ned i jorden. Jens Jakobsen, N.-Vissing.

(Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv. 5. afdeling. 1892)

1615. Kylling-Sören blev sidste gang greben i Hulbæk. En pige i en gård, det var Kristen Mikkelsens, var en aften ude at malke, og en lille stumphalet hund, de havde, var fulgt med hende ud. Så holdt den det henne ved ovnen og blev ved. Hun gik så ind og sagde, at hun kunde da ikke vide hvad det var. Kristen Mikkelsen greb bøssen fra bjælken, sprang ud og pegte: "Er der et menneske eller et fyr her inde, for nu skyder a danden rier et." Så kom Kylling-Sören kravlende ud. Han blev nu ført til Århus og blev lagt i lænker. Dernæst blev der gjort undersøgelse i Ask. Brønden var fuld af kjedler, og der var kalleovne i dammen, og i huset var der en masse af ting. Vuggedynerne var fulde af silkeklæder o. s. v. Alt blev nu ført til Århus, og så blev der sendt bud omkring, at enhver, der havde mistet noget, skulde mælde sig. Kylling-Sören gik lænket ude på rådstuen. Så var der en og anden, der sagde: "Det ligner mit" - "Hvor er du fra, lille mand (eller kone)?" Så sagde den det, og han så i sin lommebog. "Jo, det er rigtigt, lille mand, tag du det." Fra en mand i Malling var der blevet taget tolv höns og en kok. "Ja, det er rigtigt, lille mand, hvor er du fra?" - "A er fra Malling." - "Jo, det passer godt nok. De to er levende endnu i gården, en brun toppet, og den anden har en perlekrave om halsen." En tredje havde mistet en kjedel, og en fjerde en hel del æbler, og sådan blev de ved me at komme. Uagtet mange fik deres igjen, blev der dog holdt auktion en 8 dages tid over tyvekosterne.

Sml. jysk almueliv V. 357-61. Kirstine Jespersdatter. Hvilsted.

(Evald Tang Kristensen: Danske sogn. Afd. personsagn. 1898)

Det ene af to krudttårne i Kastellet som 1817-1847 som Kylling-Søren ifølge en artikel blev overfort til. I hvert af tårnene sad 30 fanger indespærret. Voldkronen var forsynet med palisader . Foto Erik Nicolaisen Høy. 

I Aarhus Stifts-Tidende 23. august 1909 mindedes han med følgende. "Der var en Gang Jordbund for Originaler, og Aarhus synes at have ejet en Rigdom: Kylling-Søren, Spjatfilie og hvad de nu hedder allesammen.

Jyllandsposten 7. januar 1912, Viborg Stifts Folkeblad 8. januar 1912 og Horsens Folkeblad 9. januar 1912: "I Rye Nørreskov, ikke langt fra en Kilde, der kaldes Præstens Kilde, har der i gamle Dage været en virkelig Røverkule, hvor Kylling Søren og Jens Knop og nogle andre Røvere boede. Om de to Røvere, Jens Knop og Kylling-Søren, gaar der i Folkemunde en Mænge Sagn.

Musikalsk gik Kylling-Søren over i historien, med "Kyllinge-Sørens Dands". På hjemmesiden hvorfra melodien også kan høres, præsenteres den som: "Gavtyven Kylling-Søren skulle have sunget den mens han fik pisk." Kilde: Fra Peder Pøhls nodebog på Dansk Folkemindesamling (www.dafos.dk)

"Kylling-Sørens" Navn er blevet bevaret derigennem, at det er blevet knyttet til flere forskellige gamle Folkemusikstykker og Folkedanse. Den Tilknytning, som overleveres gennem Folketraditionen og i Evald Tang Kristensens "Jydsk Almueliv", er uhistorisk. "Kylling-Søren" er aldrig blevet anholdt ved noget Dansegilde eller Bryllup. Det Bryllup, der sigtes til, hvor der skulde have danset "Tyve Par Tyve", er Søren Thomsens Bryllup i Ask med hans 1. Kone, Johanne Sørensdatter, straks før Paaske 1829 nemlig den 20. Marts; men netop i disse Dage var "Kylling-Søren" paa Togt i helt andre Egne. Natten mellem 21. og 22. Marts 1829 lavede han Indbrud hos Kirkesanger Anders Jessen i Haldum og hos Jens Sørensen paa Haldum Mark og Natten til Paaskedag hos Laurs Thomsen i Haldum. Det næste Gilde i Gaarden i Ask var Barnedaab over Søren Thomsens Søn, Thomas Sørensen, født 31. Juli og døbt 30. August 1829; men "Kylling-Søren" var blevet anholdt Natten mellem 7. og 8. Juli 1829 og blev først fri igen 1854 omkring 23. Oktober. Barnets Farmor, Johanne Jensdatter, sad ved Daaben i Aarhus Arrest, hvor hun var indsat 3. August 1829. Søren Thomsen blev arresteret 22. Oktober; Thomas Hansen og hans 2 Børn, Maren og Niels, blev arresteret den 28. Oktober og Rasmus den 5. November 1829. - Det historiske synes at være det, at "Kylling-Søren", der var en sagtmodig Fyr, gerne fløjtede og fortrinsvis gamle Folkedansemelodier fra hans Barndom og Ungdom i Skød; siden sad han enten i Fængsel eller førte en bortrømt Slaves Tilværelse som Vagabond.

De Melodier, som Folk kunde huske, at "Kylling-Søren" plejede at fløjte fik saa Navnene: "Kylling-Sørens Stykke" og "Kylling-Sørens Dans"; de ældste Optegnelser er fra ca. 20 Aar før "Kylling-Sørens" Død og kun nogle faa Aar efter hans Arrestation. Da han kom til Skød igen i 1854 efter sin Anholdelse 7.-8. Juli 1829, fandt han sit Navn knyttet til gamle Folkemusikstykker og gamle Folkedanse i forskellige Egne. Det maa have været ganske ejendommeligt for det gamle Fattiglem i Skød at se sig saa "berømt" ved sin Løsladelse.

Det var tilfældigt, hvilke af "Kylling-Sørens" Ynglingsmelodier, man huskede og opnoterede i de forskellige Egne, og hvilke Folkedanse der fik Navnet "Kylling-Sørens Dans" efter de tilsvarende Melodier, som vel bruges til forskellige Danse. For det meste var det vist gamle PolskDans Melodier fra Aarhus-Egnen. En Rækkedans fra Sydjylland under Navnet "Kylling-Søren" falder noget uden for Rammerne.

- - -

Dansen "Kylling-Sørens Stykke" er derefter mindst fra 1836. "Kylling-Søren" som Folkedans vil bevare Søren Pedersen (Hvam) fra Forglemmelse, og det havde han næppe tænkt sig.

(A. O. Larsen: Kylling-Sørens Danse "Østjysk Hjemstavn" 1941. Uddrag)

I Brugsforenings-Bladet (nu Samvirke) 6. august 1935, s. 370-372 var en fortælling af Sigurd Elkjær: Kylling-Søren.

Kilde: Charlotte S. H. Jensen: Røverhistorier. Sagn og virkelighed (1994).

Censur-Hul. (Efterskrift til Politivennen)

Censur-Hul i Veile Avis. I det med sidste Post ankomne No. 45 af Veie Avis findes et Censur-Hul, med følgende hosføiede Note af Avisens Udgiver, Hr. Sylvester-Hertz: "Uagtet jeg stedse forhen, skjøndt med megen Uleilighed, har søgt at udfylde de af Censor strøgne Meddelelser, da jeg havde den fulde Overbeviisning, at de saakaldte Censurhuller ikkun gave Læserens Phantasie frit Spillerum til at udfylde den tomme Plads efter Godtbefindende, saa nødes jeg dog til herefter at følge den temmelig gængse Skik, at lade Pladsen staae aaben, da hverken min egen Tid eller mine Medhjelperes, hvis Antal naturligviis ikkun kan være saare indskrænket, er tilstrækkelig til at bøde paa de hyppige Forandringer. - Det idag udstrøgne Stykke kan iøvrigt behageligt læses i det kjøbenhavnske upolitiske Blad: Handels- og Industrie-Tidenden No. 66."

(Kjøbenhavnsposten 15. juni 1831)

Offentlige Foranstaltninger mod Cholera morbus. (Efterskrift til Politivennen)

Fra det Offentliges Side tages nu kraftigere Forholdsregler end hidtil, for, om muligt, at afværge Udbredelsen af Cholera-Smitten til Fædrelandet. Kystpolitiet er i den Anledning anbefalet den største Aarvaagenhed, for at forhindre at Forbindelse imellem de fra Østersøen kommende Skibe og Kystbeboerne, og Chefen for Kjøbenhavns Politie og Kystpolitiet har, under 8de. ds., udstædt en Opfordring til "saamange af Beboerne i Kystpoliti-Districterne, som dertil maatte see sig istand, saalænge de nærværende extraordinaire Omstændigheder vedvare, at slutte sig til Kystpolitiet, ved at hjelpe til at udføre Tilsynet paa Kysterne, og paa enhver passende Maade at see Forbindelserne til eller fra Kysten med de fra Østersøen kommende Skibe forhindrede, samt Overtrædelser heraf Opdagede." Som man erfarer, er denne Opfordring allerede fra flere Sider mødt af den største Redebonhed, og vil saaledes bære gavnlige Frugter. - Flere Krydsfartøier ere beordrede at befare Kysten og at virke, i Forbindelse med Kystpolitiet, til at afværge al Forbindelse mellem Landet og hine Skibe. - Fra Lodsvæsenets Side er allerede tidligere taget betryggende Forholdsregler. Saaledes har man her (ifølge en i Bladet "Tilskueren" af 11de ds. indført Meddelelse) "inddeelt Lodserne i dem, der skulle indlodse mistænkte, og dem, der skulle indlodse ikke mistænkte Skibe; man har for hine (ved Dragøe-Havn) indrettet et Huus, omkring hvilke ei blot er opført et høit Stakitværk, men endog, efter et Mellemrum af 3 Alen, atter eet, for at hindre Nogen fra at tale med dem i Nærheden. 3 Qvarantainebetjente gaae omkring Huset, for at paasee, at hverken de Indelukkede eller Andre springe over Stakitværket, og et Sygehuus, hvortil blot de kunne have Adgang, er ordnet for dem. De ere desuden ei Forpligtede til at gaae ombord; men kunne i deres Baad seile foran Skibet og vise det Veien."

(Kjøbenhavnsposten, fx denne fra 13. juni 1831. Uddrag)

Herefter fulgte en halvanden sides gennemgang af kancelliets skrivelse om karantænestationer mm. 

Stokkeprygl. (Efterskrift til Politivennen)

Stokkeprygls Afskaffelse i Hs. Maj. Kongens Regiment.I "Kieler Correspondenzblatt" No. 41, af 21 f. M., læses, fra Kjøbenhavn, følgende Meddelelse: "I den faste Overtydning, at den egentlige Kunst at befale ikke bestaaer i at skræmme ved slavisk Frygt, dræbe Æresfølelsen og knække Villien, kort at fornedre Mennesket, for at kunne bruge det som Maskine; men meget mere i at vinde aandrig Indflydelse ved Tillid, og at fremkalde Mod og een kraftig, af Agtelse og Kjærlighed let bøielig Villie, ved Selvfølelse og Æresfølelse - i denne Overtydning have Kapitainerne ved Kongens Regiment forenet sig om, ikke længer at lade give Stokkeprygl i deres Compagnier; og at komme dem, der af Ukyndighed eller Skjødesløshed have viist sig ubehændige, til Hjelp ved specielle Øvelser. Med sin sædvanlig Velvillie, hvor det gjelder noget Godt og Ædelt, har Kongen billiget denne Plan. Maatte dette skjønne Exempel snart finde mange Efterlignere! Vi vilde da ikke længer see Stokken ved Siden af den hædrende Sabel, og Soldaterstanden vilde for den gemene Mand vorde en Skole, hvori Legemet vandt Smidighed, Begreberne Udvikling og Selv- og Æresfølelsen Uddannelse."

(Kjøbenhavnsposten, 7. juni 1831)

Censur i Toldsag. (Efterskrift til Politivennen)

Censur i Odense.I Hempels Avis No. 75, af 17ds., læses følgende:"De bemærkninger om den seneste Toldforordning af 14 April, som have været indførte i Kjøbenhavnsposten, Argus og Apenrader Wochenblatt, og som Censuren ikke tillod blot at omtale i sidste Torsdags-Avis, læses nu udtogsviis i de fleste jydske Aviser. - Saa aldeles forskjellige og hinanden modsigende ere Begreberne om Aanden i den danske Trykkefrihed, uagtet Lovgiveren med saa rene og tydelige Ord har udtrykt samme i følgende gyldne og for den oprigtige Sandhedsven uudslettelige Ord: "Da Vi aldeles ikke ville, at fredelige og oplyste Mænd skulle hindres fra, med Frimodighed og Anstændighed offentligen at tilkjendegive deres Tanker, om hvad der, efter deres Indsigt, kunde bidrage til at fremme det almindelige Bedste; saa skal det ei heller være Nogen forbudt, at yttre sin Mening, angaaende hvad han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og Offentlige Indretninger." - En Sandhed, som Statens Overhoved saa lydelig har hyldet, vove dens Tjenere ikke at fordømme"

(Kjøbenhavnsposten 21. maj 1831)

Stænderforsamlingerne. (Efterskrift til Politivennen)

Det ligger i den tydske (og sikkerligen og i den danske) Characteer, at ogsaa i disse Anliggender, netop de dygtigere, isærdeleshed de meest livserfarne Mænds Stemmer ikke ukaldede ville trænge sig frem, fordi det desværre er umiskjendeligt, at saa mange af Døgnets Skribenter ex professo lader formode, at de ofte mere have sig selv end Sagen for Øie; fordi af denne Grund mange Statsstyrere ere ugunstigt stemte for al ukaldet Indblanding i det offentlige Liv, og netop derfor Mange, hvis samlede Erfaring og Stemmer vilde være saare tjenlige for Folkelivets Fremskriden, ville tie, for ikke at blive satte i Klasse med hine virkelig Ukaldede. Ikkun paa denne Maade, ved udtrykkelige Opfordring til Alle, og derved fremkaldet Medvirkning af alle, eller idetmindste af de fleste aandige Kræfter hos et Folk opstaaet Constitutionslov kunde man kalde en virkelig til Tiden svarende, eller idetmindst dens Krav nærmest kommende, og den vilde i Gjerningen være udgaaet fra Folkelivet. 

(Kjøbenhavnsposten, 11. april 1831)

Bal en masque.

I Søndags, den 27de f. M. gaves i det Hr. Knirsch tilhørende Hôtel d'Angleterre et Bal en masque, hvori omtrent 600 Personer deeltoge. Uagtet man bemærkede mange brillante Costumer og gode Characteermasker, herskede under selve Maskeraden kun ringe Livlighed, da ikkun saare Faa søgte at udføre de Charakterer, de havde valgt at fremstille, ligesom der eiheller var arrangeret noget Optog eller deslige. Maaskee har det lange Tidsløb, i hvilken ingen offentlige Maskerader have været givne heri Hovedstaden, hos Mange bragt denne Forlystelse i Glemsel; hvorhos det dog ikke bør lades ubemærket, at man i det Hele aldrig der har kjendt det Liv og den tvangfrie Lystighed, som aander i Sydboernes mere nationale Forlystelser af denne Art, hvilke i den Grad synes at komme i Modstrid med Nordboens Charakteer, at Mange genere sig for at vise sig lystige, om det endogsaa er under Maske. Da de Deeltagende havde demaskeret sig, og Ballet, som sædvanligt, afløste Maskeraden, herskede i det Hele en langt muntrere Tone. For øvrigt var Arrangementet særdeles smagfuldt, og ingensomhelst Uorden fandt Sted. Saare rigtige vare vistnok de tagne Bestemmelser, hvorefter ikke Enhver der ønskede Billet tilstædtes Adgang, alle de Deeltagendes Navne iforveien skriftligen vare opgivne, Ingen kunde overdrage sin Billet tiil nogen Anden etc. Imidlertid vilde deet dog have været ønskeligt, om Publikum iforveien havde været noget nøiere bekjendt med de Regler, som de private Bestyrere af denne Maskerade maae antages aat have fulgt med Hensyn til Antagelsen eller Forkastelsen af de indkomne Anmodninger om Billetter. 

(Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831)

Frederik 6.s indkalder til Stænderforsamlinger. (Efterskrift til Politivennen)

Glædesyttringer i Anledning af Hs. M. Kongens Befaling om Stænders Indførelse. Den almindelige Glæde, som Kundgjørelsen af vor elskede Konges Villie ihenseende til raadgivende Stænders Indførelse i Danmark, har vakt heri Hovedstaden, yttrede sig igaar (Søndag), idet et betydeligt Antal saavel offentlige som Privatbygninger vare brillant oplyste. Allerede Aftenen iforveien saae man enkelte Privathuse illuminerede; men først igaar, da Efterretningen, igjennem de offentlige Blades Organ, kan antages at være bleven overalt bekjendt, antog denne Illumination en almindelig Characteer, og udbredte sig, uagtet Størstedelen af Hovedstadens Indvaanere vare aldeles uforberedte derpaa, hurtigt i alle Stadens Qvarterer. Enkelte Steder vare endog Transparenter anbragte; saaledes i Fiolstrædet udtil Volden Hans Majestæt Kongens Navnetræk med Krone under hvilket der læstes et Vivat, Alt i en glimrende Belysning af couleurte Glasperler; og paa Nørregade det Kongelige Navnetræki transparent Ild. Mange Steder saaes Blomster, Guirlander og andre Decorationer. Udenfor de Kongelige Prindser og Prindsesser Palaier og adskillige offentlige Bygninger (som Raad- og Domhuset, Gjethuset, Hovedvagten o. fl.) brændte Beegfakler. Metropolitanskolen udmærkede sig isærdeleshed ved en brillant Belysning. Uagtet en talrig Menneskevrimmel indtil silde paa Aftenen mylrede igjennem Gaderne, forefaldt ingensomhelst Uorden. - Samme Aften opførtes i det Kongelige Skuespilhuus Heibergs nationale Skuespil: Elverhøi. Ved den bekiendte Replik i 4de Act, som alluderer paa vor Konges landsfaderlige Sind og den frie Adgang, alle Undersaatter have til hans Person, gjenlød det hele Huus af jublende Bifaldsytringer.

(Kjøbenhavnsposten, 14. februar 1831, side 128)

Dyrehaugen. (Efterskrift til Politivennen)

Igaaar (Søndag) var Dyrehaugen overordentlig talrigt besøgt. Om eftermiddagen fremviste Strandveien i flere Timer en næsten uafbrudt Række af Kjøretøier af alle mulige Arter, og Fodstien vrimlede af Vandrende; tvende Dampskibe (Caledonia og Dania) gjorde trende Gange Lystfarter frem og tilbage; og Dyrehaugsbakken var om Eftermiddagen og henad Aftenen saa fulde besat, at man kun med Møie kunde trænge sig igjennem Vrimmelen; saa at det Antal Mennesker af alle Klasser, der paa denne Dag, fra Kjøbenhavn og Omegnen, besøgte Dyrehaugen, sikkert uden Overdrivelse kan anslaaes til over 10,000. Om eftermiddagen kl. 4½ behagede det Hans Majestæt Kongen og D. K. H. Prinds Frederik Carl Christian og Frederik Ferdinand, med høie Gemalinder, tilligemed en talrig Suite af den Kongelige Hof-etat, paa det Kongelige Dampskib Kiel, at foretage en Lystfart til Dyrehaugen, hvorhen Hs. Kongl. Højhed Prinds Christian Frederik med høje Gemalinde ligeledes vare tagne i Høisammes Equipage fra Sorgenfrie. Ved Promenaden til Dyrehaugsbakken behagede det Hans Majestæt, med den Allerhøistsamme egne Nedladendhed og Mildhed, at dvæle nogle Øieblikke hos Dyrehaugens Jubelsanger den gamle Mosaist Levin, hvornæst samtlige høikongelige herskaber toge det Foureauxske Selskabs Liniedandser- og Ridekunster, Glaspusteriet, Menageriet og Panorama-Theatrret i naadigst Øiesyn. Efter et Par Timers Ophold i Dyrehaugen begav Hans Majestæt og samtlige høie kongelige Herskaber Sig ved Bellevue ombord paa det Kongelige Dampskib og retournerede hertil Toldboden iaftes Kl. 9. Et vedvarende skjønt Veirligt, der iaar hører blandt Sommerens sande Sjeldenheder, begunstigede denne Dag.

(Kjøbenhavnsposten, 12. juli 1830)

Mærkelig Criminalsag. (Efterskrift til Politivennen)

Ved den Kongl. Lands Overret samt Hof- og Stadsret blev den 16de dennes paakjendt en dertil appelleret Sag mod Arrestantinden Margrethe Olsdatter af Særløv, der tiltaltes for at have ved Gift ombragt sin Mand Gaardmand Peder Andersen Skou, og mod Arrestanten Ole Hansen af Horbeløv for at have været Medvider i denne Forbrydelse og tilskyndet Arrestantinden til at begaa den. - Arrestantinden var under Sagen overbeviist at have, for at skille sin Mand ved Livet, d. 9de Juni f. A., bibragt ham Rottekrudt i nogle til ham tillavede Pandekager og den paafølgende Morgen bibragt ham samme Gift i en Kop Kaffe. Den 12te Juni paafulgte Mandens Død. Ved den ved Falsters Birks Extraret afsagte Dom blev Arrestantinden dømt til at knibes med gloende Tænger, samt afhugges Haand og Hoved med Øre og disse sættes paa en Stage og Kroppen lægges paa en Steile, og Arrestanten til for Livstid at arbeide i Rasphuset, og ved Overretten blev denne Dom stadfæstet.

(Kiøbenhavnsposten, 22. januar 1830)