I samme skrift ((nemlig: Präservative wider Revolutionen", min anmærkning) meddeles følgende bemærkning: "I Danmark, den mest suveræne stat i Europa, har allerede længe hersket trykkefrihed, hvorover som bekendt Voltaire allerede til sin tid jublede, og denne åndsfrihed, der i taler og skrifter udtaler sig i hele Danmark, forstyrrer ikke i det ringeste måde den offentlige rolighed. Stolt synger der for den danske:
"Her tankens ytring er som selve tanken fri".
Man har nylig i flere fremmede skrifter og blade læst lignende ytringer om "trykkefrihed i Danmark", og hamborgerbladet "Børsenhalle" har endog forundret sig over et "censurhul" i en af vores provinsaviser, hvilket det fandt så meget mere påfaldende som der "ikke gives nogen censur i Danmark". Vel ved vi selv bedre at her virkelig gives censur. Men det turde dog ikke være overflødigt ved denne lejlighed at gøre opmærksom på den danske trykkelovgivning det vil sige Trykkeforordningen af 27 september 1799 og de i forbindelse med samme stående senere udkomne lovbud, hvilke næppe er meget bekendte udenfor fædrelandet. Vi har derefter som bekendt censur for alle skrifter hvis størrelse ikke overtræder 24 ark, og navnlig for alle blade og tidsskrifter af hvilke intet nummer må udgå uden i forvejen at være passeret censur. I København har man en særskilt censor for de politiske blade, (for tiden hr. konferensråd og teaterdirektør Manthey, kommandør af dannebrog og D. M) og en for de ikke-politiske, såvel som for alle de øvrige her udkommende skrifter som ikke overskrider det nævnte ark-tal (for eksempel hr. politiassessor Holm). Speciel censur er de forfattere og udgivere underkastet der er blevet dømt for overtrædelse af trykkeforordningen, og denne specielle censur består i at hvert skrift eller blad der udkommer fra deres hånd, offentligt stemples med censors tilladelse dertil, som ytres ved formlen "må trykkes". En sådan stempling søger naturligvis enhver gerne at unddrage sig, og man har eksempler på at forfattere der er blevet underkastet den specielle censur, for at undgå dette fatale "må trykkes", så længe de stod under samme, aldeles ikke har villet skrive eller udgive noget under deres navn.
(Kjøbenhavnsposten, 24. september 1831)
Frederik 6. var irriteret over "skrivefrækheden", og med stramningen af den i forvejen næsten totale censur blev forsøgt at lukke ned for al opposition. Med Fædrelandet (fra 1834) udviklede der sig noget der antydede en opposition til enevælden. Frederik 6. indkaldte til stænderforsamlinger i 1834. Den officielle trykkefrihed var i praksis en skrap censur,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar