Det Store Julebord. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Byens Damer trække paa Parade,
Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned,
(Det er det eneste, man om den veed)
I Kortheed sagt - paa Østergade,
Gik jeg i Aftes just min stille Gang;
Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;
Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,
Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.
En Frøken-Mø,Der løb i Frø,
Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,
I det hun også nippede til Theen.
Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;
Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.
Da til min Qvide
Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,
En lille Herre,
Der ogsaa gjorde Vind, desværre!
I samme Nu - (betænk det dog, min Læser!)
Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv Blæser.
Som Choribanter
Men Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,
Og før jeg kunde raabe dem et: stop!
De klemte mig, saa jeg gik op
I lige Linie igjennem Luften;
Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!
Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,
Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.
Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;
Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,
Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,
Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.
Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,
Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,
Og høit i Himlem sad de Engle smaae,
Og saae derpaa;
Thi see, det maatte de, men ikke røre,
Da Jordens Børn jo er' saa grumme skjøre!
Jeg saae da ogsaa på min Seilads,
Den hele brogede Julestads.
- Hist var to lærde Mænd i Klammerie,
Om Cicero har meent at quæ hvor han skrev qui,
Om han i sine Buxer brugte Spænde,
(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);
Der blev en blodig Kamp blanddt disse to Athlether.
Hist støbte man i Former smaae Poeter,
Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur,
Man lærte: "Kunst er mere end Natur."
- Her stod en Helgen af Gips og Kridt,
Af Øiet vendte han fromt det Hvide,
De kan os baade slaae og slagte;
Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,
Ei Aanden - men den vil jo Ingen see!
- Hist klippede tre - det var en Gru,
Et Rige, som var det et Kort, itu;
Den største af disse smaae Krabater,
Rask knækkede sine Tinsoldater,
Men altfor stærke var ham nogen,
Og derfor smed han dem hen i Krogen.
Guds Engle græd - jeg skjændte saa smaat,
Thi Legetøiet var dog for godt.
Det Syn mig slog - - jeg faldt da ned,
Og saa - ja intet meer jeg veed;
Ved Frihedsstøtten jeg stakkel laae,
Men over Danmark stod Himlen blaa.

(Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1832)