15. Bataillon i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående historie er en blandt mange hvor hovedstadspressen - flittigt citeret af provinspressen - beskrev historier som skulle antyde at slesvig-holstenere var rå og brutale personer. Historierne blev ofte bragt langt fremme i bladene, med forsøg på generalisering. Denne historie viste sig senere at være opspind, på trods af flere påstande om at den var sand, og et dementi blev udsendt, dog næsten bagest i bladet, og næsten ikke citeret i provinspressen. En lovet opfølgning på hvad der reelt skete, kom aldrig.

Helsingør, den 26de Decbr. Igaar Aftes er der her i Byen forefaldet Optøier af en temmelig alvorlig Natur. De holsteenske Soldater, som ligge i Garnison i Helsingør, ere lange blevne betragtede med mindre gunstige Øine af Byens lavere Befolkning, og der er allerede tidligere skeet Excesser, som Følge af hvilke Soldaterne ved en Parolbefaling have faaet Ordre til stedse at bære deres Sabler. Igaar Aftes stødte endeel "Kadreiere", som man siger her i Helsingør, paa et Beværtningssted sammen med Soldaterne; der opstod snart et Slagsmaal, som fortsattes ud paa Gaden, hvor Soldaterne bleve stemt medtagne ved et Bombardement med Muursteen, men fik Forstærkning og hævnede sig ved en kraftig Brug af deres Sabler. Striden maa have været alvorlig, thi over hundrede Soldater skulde have været indviklede i den, og paa Valpladsen er der forefundet adskillige Sabler og en afhuggen Finger, hvis resp. Eiermænd nok ville blive fundne. Soldaterne have foreløbig faaet Ordre til at afholde sig fra at besøge Værtshusene i Byen, og Forhørere allerede optagne over de Skyldige. Naar jeg erfarer det Nærmere om Sagens Gang, skal jeg meddele Dem det. (Dagbl. Con.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1854).

Efter "Helsingørs Avis" har hele Slagsmaalet der i Byen paa første Juledags Aften bestaaet i, at endeel Soldaler, rimeligviis foranledigede ved tidligere Uenighed med nogle Civile paa en af Byens Dandseboder, i et Værtshuus havde begyndt Klammeri med de der tilstedeværende civile Gjæster, og under det sig her deraf udviklede Slagsmaal havde gjort Brug af deres Sabler og tilføiet 2 eller 3 af bemeldte Civilpersoner Saar, der heldigviis ikke have været betydelige. Den derved udenfor paa Gaden forsamlede Folkemængde havde angrebet og forfulgt de Soldater, der enten virkelig havde eller dog antoges at have deeltaget i det saaledes Forefaldne, og frataget to af dem Sablerne, ved hvilken Lejlighed den ene, der uheldigviis var aldeles uden Deelagiighed i det Passerede, desværre er bleven temmelig forslaaet. Det forholder sig ogsaa rigtigt, at endeel Soldater under bemeldte Forfølgelse ere drevne paa Flugten ved Steenkast; men foruden de Personer, der, som anført, bleve let saarede i Værtshuset, vides kun Een at være saaret paa Gaden ved et Hug over en Finger. Et Forbud imod, at Soldaterne besøge Byens Værtshuse, er ikke givet, hvorimod det anden Juledags Aften var dem forbudt at komme paa Dandseboderne eller at være ude af deres Qvarterer efter Tappenstreg. Vi have, tilføier Bladet, al Grund til at haabe, at denne vistnok beklagelige Tildragelse, der udentvivl har sin Oprindelse fra "Kjærestehistorier", og saaledes, som ialmindelighed i saadanne Tilfælde, maa tilskrives Feil fra begge Sider: ikke vil have videre forstyrrende Følger for det gode og fredelige Forhold, som det Tidsrum af over to Aar, hvori den 15de Bataillon har garnisoneret i Helsingør, har fundet Sted imellem Bataillonens Mandskab og Byens Befolkning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. januar 1855).

Kjøbenhavn, d. 19. Febr.

- (Dgbl.) Vore Læsere ville erindre, at vi i Dagene mellem Juul og Nytaar omtalte nogle Optøjer, af en temmelig alvorlig Natur , som havde fundet Sted i Helsingør, hvor det gjentagne Gange var kommen til Slagsmaal mellem Civile og Militære paa et Beværtningssted. "Hels. Avis" indeholdt kort Tid efter en Art "Berigtigelse" af denne Meddelelse, men det var kun aldeles uvæsenlige Punkter, som bleve modsagte, medens Avisen maatte indrømme alt det Væsenlige af vor Beretning. Der blev dengang talt om stræng og nøjagtig Undersøgelse for at opdage de Skyldige og forhindre slige Excesser for Fremtiden, men senere have vi hørt , at hele Sagen er bleven neddysset og tilgivet. Vi ere nu blevne underrettede om, at denne Ligegyldighed fra Autoriteternes Side, som man kunde vente, har havt de allersørgeligste Følger: der er begaaet nve Excesser af den helsingørske Garnison, og denne Gang paa en saadan Maade. at det vilde være aldeles uforsvarligt, om man atter vilde neddysse Sagen istedetfor at anstille nøjagtige Undersøgelser og dømme de Skyldige efter Lovens hele Strænghed. - Medens Isen har ligget fast over Øresund have saavel Svenske som Danske gjæstet Nabolandet, og der har stedse hersket den bedste Forskånelse mellem de tvende Nationer, indtil dette gode Forhold er bleven forstyrret af den helsingørskc Garnison. Søndagen d. 11. Januar besøgte et stort Antal Menige af den 15. Bataillon (Holstenere), væbnede med Sidegevær, Helsingborg og viste der en højst upassende Opførsel; de spærrede klyngeviis Torvet og Gaderne i Byen og anfaldt navnlig ved høilys Dag Fruentimmerne paa en højst uanstændig Maade. Fra svensk Side blev der Intet foretaget mod Rolighedsforstyrrerne, skjøndt der havde været god Anledning dertil, og kun paa et Beværtningssted bleve nogle af Soldaterne, der vilde holde Huus som nylig paa Gaderne, pryglede igjennem og satte udenfor af nogle danske Søfolk. Paa Tilbagevejen over Isen mødte Soldaterne en ubevæbnet svensk Husar, der med tvende svenske Piger havde været i Helsingør; uden Anledning overfaldt de danske Soldater Husaren med deres Sabler, tilføjede ham adskillige Hug og Slag, sønderreve hans Uniform og berøvede ham hans Feltbue, som Dagen efter fandtes med afskaarel Skygge, afsprættede Snore, qjennemstukket og ituflænget ved Helsingørs Havn og indleveredes som Hittegods paa Politikammeret. De tvende Piger, der fulgte med Husaren, bleve paa den uteerligste Maade mishandlede. En dansk Politibetjent, som sendtes over til Helsingborg for at opspore Ejermanden til den fundne Hue , skal have bragt en smuk Rapport tilbage. Alt, hvad der fra Bataillonskommandøren, Major Nissens Side er gjort i Anledning af disse skandaløse Optrin, indskrænker sig til, at det ved Parolen i Mandags eller Tirsdags er forbudt Soldaterne at gaae til Helsingborg; forøvrigt har man ikke hørt Noget om, at Undersøgelse er indledet for at opdage de Skyldige , hvilket dog ikke kan være saa vanskeligt, da flere Sergeanter og andre Overordnede i Søndags vare i Helsingborg og maae have seet idetmindste nogle af Soldaterne. - Klagerne over den 15. Bataillon ere hverken saa eller nye. Afvigte Foraar blev der klaget over, at Soldater af BatailIonen havde slæbt store Stene og Straatage (der bruges af Steenhuggerne paa Chausseen) ud paa Kjøreveien, ja endog havde taget en Harve fra en Ager og lagt denne med opadvendte Tænder paa Veien. I Julen var det Slagsmaalet med Kadreierne, og nu er det de oprørende Scener i Helsingborg. Medens Oberstlieutenant Dodt kommanderede Bataillonen, fandtes Disciplin og Mandstugt, men efterat denne Officeer hovedkulds er bleven først forflyttet og siden afskediget af Krigsminister Hansen, og siden Major Nissen er bleven Bataillonskommandør, hersker tøjlesløs Uorden mellem de holsteenske Soldater, og Kommandøren skal have besvaret Vedkommendes Klager med den Yttring, at han ikke kunde forbyde sine Folk at more sig, hvor der var Lystighed. - Saaledes lyde de Beretninger, vi have modtaget fra Helsingør. Det er muligt, at der i et eller andet Punkt kan være nogen Feil eller Overdrivelse, men i Hovedsagen troe vi, at Beretningen vil befindes sand. Vi haabe, at Krigsministeriet vil tage sig af Sagen og med den yderste Strænghed lade anstille Undersøgelser for at opdage de Skyldige og drage dem til Ansvar, selv om Bataillonskommandøren kunde være tilbøjelig til atter at "neddysse" det Skete. Det er saameget nødvendigere at gjøre en Ende paa disse Uordener, som Excesserne denne Gang ere udøvede i et fremmed Land og mod dets Undersaatter, der have Krav paa den fuldstændigste Satisfaktion.

(Dannevirke 21. februar 1855).

Langt henne i en avis fandtes følgende:

Kjøbenhavn, d. 20. Febr.

- "Dagbladet" tilbagekalder idag i Efterstaaende den forfærdelige Beretning, det meddeelte igaar om Uordener, forøvede af den 15. Bataillon i Helsingør, en Beretning, som synes at have været Opdigtelse og være bleven "Dagbl." tilsendt for at faae dette saare kjæphøie Blad ud paa glat Iis. Det siger: 

"Efter foreløbige Oplysninger, som ere os meddeelte fra en competent Side, synes det, at den i vort Gaarsnummer meddeelte Beretning om Excesser, som skulle være udøvede i Helsingborg og mod Svenske af den 15de Bataillons Soldater, hidtil ikke er støttet paa Andet end løse Rygter, og at den ialfald i væsenlige Punkter er unøiagtig. Da Beretningen allerede for flere Tage siden er bleven os tilsendt fra en navngiven Mand i Helsingør, havde vi ingen Grund til at betvivle dens Paalidelighed; det skulde gjøre os ondt, om vi derved havde givet Plads for uretfærdige Beskyldninger mod Bataillonen og dens Chef. - Vi haabe om nogle Dage at kunne give en nøiagtig Beskrivelse af hvad der er forefaldet.

(Dannevirke 22. februar 1855)

Med Hensyn til de Excesser, som skulde være udøvede mod civile Indvaanere i Helsingborg af den 15de Bataillons Soldater, meddeler "Hels. Av.", at Borgermester Weylander i Helsingborg efter Vedkommende Opfordring har ladet Stadsfiskalen Rosenberg anstille de nøiagtigste Undersøgelser, om saadanne Excesser have fundet Sted og i hvilket Omfang, men at ogsaa Fiskalens Erklæring efter disse Undersøgelser gaaer ud paa, "at der i Soldaternes Opførsel i Helsingborg den nævnte Dag ikke har været mindste Grund til Klage".

(Ribe Stifts-Tidende 6. marts 1855).

15. Bataillon blev oprettet ved kongelig resolution af 17/12 1777 som Lollandske Infanteriregiment. 1785 Holstenske Infanteriregiment. 1842 15. Linie Infanteribataillon. 1848 slettet af Armeen. Bataillonen blev en del af den slesvigholstenske hær under ledelse af overgeneral Willisen og stabschef von der Tann under slaget ved Isted . 1851 1. Holstenske Infanteribataillon (Helsingør). 1852 15. Linie Infanteribataillon. 1860 15. Infanteribataillon. 1863 15. Infanteriregiment. 1865 15. Infanteribataillon. 1867 15. Bataillon. 1951 ophævet.

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 10. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Mellemperiode 1848-1856

Nathanson ankom med sin kone til Altona midt under treårskrigen, hvad ikke forhindrede ham i at rejse til København med et "vigtigt brev". Han blev dog arresteret i Frederiksborg - og på politiets regning fik en enkeltbillet tilbage til Altona. I 1851 vendte han tilbage til Randers til sin nevø og datter. Dog ikke uden bryderier med sin svigersøn. Her boede han resten af sit liv. 

Bibliotek for Læger. 1848, bind 3, s. 270-393: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" 

(Den 123 sider lange artikel er tilsyneladende skrevet af Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri. Artiklen beretter om sagsforløbet og hvorfor det var nødvendigt at indlægge Nathanson).

Hestehandleren Nathanson, sørgelig Ihukommelse, har i denne Tid udgivet en Brochure i Hamborg, betitlet: "Chicote eller Slavepidsken, Advarsel for de Slesvig-Holstenere, som ere tilsinds at lade sig hverve til brasiliansk krigstjeneste."
(Flyveposten, 28. januar 1851.) 

Hr. Redacteur!
Idet min Svigersøn, Slagtermester Isaac Nathansen i Randers, har lagt Hindringer i Veien, at saavel hans Skrivelse til mig som og Svar derpaa blev aftrykt i Randers Avis, saa beder jeg D. Bbhd at optage disse i Deres Blad, thi Offenttligheden er det bedste Værn for den forurettede.
Ærbødigst
M. L. Nathansen
fra Randers.
* * *
"Da jeg ifjor erholdt flere Klager fra mine Svigerforældre i Altona, fandt jeg det for min helligste Pligt at tage dem hos mig og ernære dem, i Haab om at de øvrige af hans Familie maatte bedrage til denne Gjerning, men da jeg nu har havt mine Svigerforlædre hos mig siden 7de juli 1851 og ikke nydt det mindste godt af Familien, saa er den Byrde mig for haard, da jeg selv har Kone og Børn, og min Profession bliver Aar for aar mere og mere undertrykt af Bønderne, saa det er mig ganske umuligt at sørge for dem.
Randers, den 5te Januar 1852
Isaac Nathansen
Slagtermester.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1852.) 

Til mine agtede Medborgere.
Være disse Linier rettede, ingenlunde som Klage over den af min Svigersøn, Isaac Nathansen, mod sin Svigerforældre i disse Dage udøvede "Gjerning", hvorved vi nødsagedes, om Aftenen, at forlade hans Huus, for at han ei næste Dag skulde kunne udføre sine Trusler.
Siden 1817 har jeg været Borger her i Byen, og vistnok i alle Henseender og især som Fattigkasserer og Rodemesteer opfyldt mine Pligter. I dette Blad Nr. 10 har man læst "at jeg skulde fra Altona have tilskrevet min Svigersøn Klagebreve, saa at han fandt det for sin helligste Pligt at tage os til sig og ernære os."
Da jeg med Kone f. A. aldeles ubemidlet fra Brasilien kom til Hamborg, fandt jeg det dog under min Værdighed at bede min Svigersøn om nogensomhelst hjælp; omendskjøndt jeg stedse, ja saagar fra den Tid af, da dennes Fader med en Flok Børn endnu boede i Odense, understøttede Familien, med det som stod i min Magt, det var vel ei "min helligste pligt", men det var min forarmede Broder, og jeg var dengang bemidlet, men aldrig har jeg givet noget skriftligt fra mig desangaaende for at det offentligt skulde udbasuneres.
Det vi nøde i hans Huus fra den 18de Juni f. A., indtil Skandalen udøvedes mod mig og min Kone, have vi vistnok ved Arbeide troligen fortjent os.
At han til Slutningen tilbageholder mine otte Lagener, hvilke han paa mine Vegne har modtaget af et Medlem af Repræsentanterne ved den mosaiske Menighed, ifølge min Udleveringsseddel, ligeledes de 9 Rbd. 4 Mk, hvilke jeg fortjente mig og leverede ham, dette ville mine agtede Medborgere muligen endnu ei kunne troe.
Iøvrigt er det beklageligt, at Svigerforældre, som i de senere Aar har kæmpet mod alle Livets Gjenvordigheder, skulle have været Gjenstand for Pengespeculationer hos sine rige Slægtninger. Mon dette kaldes "at opfylde sin helligste Pligt"? Jeg tilgiver min Svigersøn den Adfærd han saa ubetænksom udøvede mod sine Svigerforældre thi dette byder mig den Religion, hvori jeg med min troe Ægtefælle nu finder Trøst og Styrke, men jeg maa antage, at han til denne Daad har ladet sig forlede af sine Slægtninge.
Vi bede den Almægtige, at give os Kraft og Mod til at bære vor tunge Skjæbne. Til min Retfærdiggjørelse har jeg i dette Blads Redaction henlagt de tvende Breve fra min Svigersøn, hvormed jeg med Kone overtaltes til at komme til Randers.
randers, den 14de Januar 1852
M. L. Nathanson
Nordregrave nr. 73.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 16. januar 1852.) 

Ved min Hjemkomst skal jeg ei undlade, at indgive Klage til Vedkommende Politiøvrighed over den hos Kromanden i Støvring f. M. lidte scandaleuse Behandling, og tvivler ingenlunde, at hans Herredsfoged nok vil vide at forebygge, at den Reisende i benævnteKrøei oftere vilde være udsat for Chicaner.
Aalborg, den 6te August 1852.
M. L.Nathansen
fra Randers.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 6. august 1852)

Indsendt
Naar jeg atter optager Traaden angaaende Dyrlæge Kellers "kronede Priisafhandling", da skeer det ingenlunde for at opægge ham til Forsvar men det skeer blot af en Aarsag, at bevise ham, at ogsaa Thyland fremskrider til det bedre med Hesteavlen. Saaledes kunde man see fremstillet til Dyrskuet den 13de ds. ved Thisted flere fortrinlige Hingste, hvoraf Afkommet lover meget.
(Herefter nogel eksempler på hestehandler og væddemål)
Thisted, den 21de August 1854.
M L. Nathanson
fra Randers 
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 22. august 1854. ) 

Artiklen bliver citeret i Fyns Stiftstidende. 28. august 1854. 

Til Publikum
Saaledes som jeg atter er betænkt paa at foranstalte gavnlige Indretninger for Landet, saaledes har jeg alt i Aaret 1839 været betænkt paa at forbedre den jydske Hesteavl, men først i Aaret 1841 lykkedes det mig at realisere Samme, hvilket ei alene i "Veile Avis" Nr. 47 fra 20de April 1841 blev omtalt, men tillige i en allerunderdanigst Ansøgning til vor høisalige Kong Christian VIII, dateret Viufgaard den 11te Februar 1841, som jeg havde den Ære at overrække Allerhøistsamme, har Comiteen (Major Ingversen, C. Dalgas og Betzer) ytret sig saaledes:

"Med Taknemmelighed og paaskjønnende Erkjendtlighed have vi erfaret de Forandringer Dres Majestæt ved Hr. Nathanson allerede har ladet iværksætte til Hesteavlens Forbedring."

Senere modtog jeg en Skrivelse fra den daværende Amtmand for Haderslev Amt, Conferentsraad Johansen, saaledes lydende:

"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærhed, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos Landmanden, samt nærer jeg det grunde Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnrig Indflydelse paa hiint vigtige Anliggende."

Med Glæde seer jeg nu, at mit Forslag var heldbringende for Landet, desaarsag haaber jeg, at min Nærværelse i Hovedstaden i en for Jylland ikke mindre vigtig Sag, heller ikke vil være uden Nytte.
Min Afhandling om "Danmarks Hesteavl" bliver af Portneren i "Hotel d'Angleterre" gratis udleveret.

M. L. Nathanson.
(Flyveposten. 11. september 1854)

Pinlig Affair i "Harmonien". (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives under 19. ds. i "Dagbl.": Den 19. ds. feirede Selskabet "Harmonien" sit halvhundredaarig Jubilæum, i hvilken Anledning saagodt som alle de borgerlige Medlemmer og Etatsraad Bagger vare samlede til et festligt Aftensmaaltid. Det var hændelsesvis samme Aften, som Hs. Majestæt paa sin Gjennemreise opholdt sig i vor By. Under Maaltidet, hvor Klubbens Phønix, Hr. Etatsraad Bagger, den eneste Embedsmand, der con amore holder til der, skjønt han ikke længere er Medlem af Bestyrelsen, nød den Ære at udbringe Hs. Maj. Kongens Skaal, begyndte Kirkeklokken pludselig at ringe, til Tegn paa, at Hs Majestæt nu begav sig paa Veien. Greben af dette høitideljge Øieblik reiste sig en ung Kjøbmand Autzen, som hører til "det andet Parti", tog sit Glas og sagde omtrent Følgende: "Die Glochen läuten! Wollen wir unserm lieben Königherzoge eine glückliche Reise wünschen und lhn leben lassen!" En Dødsstilhed indtraadte efter disse Ord. Det var, som følte Enhver, al Optagelsen af denne slesvigholstensk - ungdommelige Frækhed vilde være et Naadestød og have Klubbens Lukninq næste Morgen tilfølge. Hr. Autzen, som dog nok idet mindste havde ventet Undetstøttelse af sine talrige Meningsfæller, blev synlig forbauset over sit ringe Held og endte med modfalden at erklære, at ville ingen Anden drikke den Skaal, saa drak han den alene, og dermed satte han sig. Men Krudtet havde fænget; de gamle politiske Storme, der i Kriqsaarene bleve førte med en poteniseret Lidenskabelighed, satte atter den gamle loyale Stoks støvede og indslumrede Patriotisme i Bevægelse, og som Repræsentant for den reiste sig Kjøbmand P. A. Petersen og udtalte i stærke Ord sin Misbilligelse af et Udtryk, som saa slet skjulte den tilsigtede Demonstration, samt underrettede Selskabet om, at han som Medlem af Bestyrelsen ansaae det for sin Pligt øieblikkelig at underrette Overpræsidenten, Kammerh. v. Rosen, om det Forefaldne. Interessantest af det Hele skal det have været at iagttage de talrige slesvigholstenske Medlemmers Holdning under den hele Sag. Ikke al tale om, at man ikke vovede det mindste Skridt til Forsvar for Synderen, undgik man enhver Berørelse med ham, som om man derved kunde risikere strax at dele Skjæbne med ham, og som om man allerede udmalede sig speciel Politiopsigt, Putten i Hullet, Vand og Brød osv. Man har ikke høret, om Autoriteterne have gjort Noget ved Hr. Autzen; derimod opfordrede "Harmoniens" Bestyrelse ham allerede næste Dag til frivillig at udtræde af Selskabet, og da han vægrede sig derved, indvarsledes der en Generalforsamling til igaar Aftes, hvor Bestyrelsen vilde have forebragt Spørgsmaalet for Medlemmerne og forlangt Synderen udvoteret. Imidlertid synes der, som om Hr. Autzen har faaet Vink om, al han ikke kunde stole paa sine Meningsfæller, som ere talrige nok til at forhindre Udvoteringen, men formodentlig ikke have vovet der, hvad enten de nu ikke have villet støde de "Royale" for Hovedet eller frygtede for aner al blive "klubløse". Han udmældte sig igaar Morges, og som Følge heraf blev Generalforsamlingen strax afsagt.

(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1854).

Trommesalen. (Efterskrift til Politivennen)

Trommesalen. Om den uheldige Plads, hvorpaa Trommesalen eller Kreatur-Torvet er beliggende, har der ofte været talt; men hvad Grunden end har været, dette Torv er endnu paa sit gamle Sted. Enhver som passerer der forbi nedad Kongeveien, vil indrømme mig, at det er med Fare for Liv og Lemmer at man kommer der, og det er en forunderlig Ligegyldighed, som vises mod de Passerende, ved at det tillades baade Prangere og deres Drenge i fuld Fiirspring at ride og kjøre over Kongeveien nedad Farimagsveien. Man skulde dog ikke opsætte Forlæggelsen af Torvet indtil der er skeet en Ulykke. Hvad der ogsaa gjør denne Flytning ønskelig er, at Dyreplageriet, som her drives paa et mindre befærdet Sted, ikke blev saa synligt; tilladet og drevet for Alles Øine, maa det have en uheldig Indflydelse paa Moraliteten. - Der er jo heller ikke Mangel paa Plads, da Communen mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro eier en Strækning Jord, hvoraf et Stykke fortrinligt vilde egne sig til dette Brug. - Da jeg nu er kommen paa Vesterbro, maa jeg med det Samme tillade mig at gjøre Vedkommende opmærksom paa, at Grøvterne ved Glaciholm, ved Begyndelsen af Farimagsveien og lands Kjærlighedsstien er i en sørgelig Tilstand, nogle Steder stinkende og næsten overalt ikke lig Grøvter, men tilfældige Fordybninger. Det er et sørgeligt Vidnesbyrd om vort Veivæsens Virksomhed i den Retning, naar en saadan Uorden kan finde Sted umiddelbart ved Byen og saa kort efter at en skrækkelig Epidemi har anrettet sine Ødelæggelser; men det er da sandt, under denne var Tilstanden som nu. Man maa haabe, at en offentlig Paatale vil foraardage en Bedring. -

Ved denne Leilighed maa jeg gjøre en Bemærkning om den Jordstrækning mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro. Dette Terrain er lavt og fugtigt og bestaaer væsentlig af Opfyldning af al Slags Renovation. Naar nu Tilladelsen til at bebygge dette Terrain bliver given, og jeg tvivler ikke paa, at Krigsministeren vil komme til at opgive sin FOrtolkning af Loven 6te Januar 1852, saa vil Communen formodentlig afhænde det til Bebyggelse. Dette maa jeg ansee for en stor Ulykke for Kjøbenhavns Sundhedstilstand, da Erfaringen vel har viist, at en suur Grund giver en usund Byggeplads. Jeg antager derfor, at det vilde være til det Almindeliges Bedste, om dette Terrain blev afhændet med den Betingelse, at det maatte kun afbenyttes til Haver eller andet Brug, som ikke fordrede mange Bygninger. Hvad der allerede er Eiendom maatte naturligviis være udenfor denne Bestemmelse, da Eierne have kjøbt under Forudsætning af at kunne benytte deres Jordsmon som tjener dem bedst. Hvis der anlagdes Hauger, vilde det bidrage til Byens Forskjønnelse, et Hensyn, som altfor lidt hidtil er taget og som har gjort sit til at give Kjøbenhavn sit kjedsommelige Udseende. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1854. 2. udgave).

Kongens og Grevinde Danners Besøg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Altona, 27. oktober Ministrene Tillisch, Hansen og Reventlow-Criminil, der fulgte kongen, blev i Flensborg overbevist om at ledsagelse af grevinde Danner kun ville volde kongen besvær. Derfor bliver hun tilbage i Glücksburg. De fire fornemmeste flensborgske damer, som kongen i 1851 dekorerede på grund af den gode omsorg for de syge og sårede danske soldater, forlod Flensborg, da kongen og grevinde Danner ankom, fordi de ikke opvarte disse; andre Flensborg-damer som var af ægte danske følelser, foregav sygdom og forlod ikke huset under hele kongens tilstedeværelse i Flensborg. I Plön pakkede de adelsmænd der boede der og i omegnen, deres kufferter, så de straks kunne tage af sted, hvis kongen kom dertil ledsaget af Danner. Også her i Altona forberedte flere loyale damer sig til at tage af sted for at undgå et besøg hos Danner. Opførselen af ​​hertug Carl von Glücksburg, ægtemand til den nuværende konges fraskilte hustru, som er datter af kong Frederik VI, gjorde ikke blot et dårligt indtryk på alle tyskere i Flensborg, men krænkede også mange æreselskende dansksindede. Hertugen Charles V. Glücksburg lod sig præsentere for grevinde Danner i Flensborg. Hertugen nåede derved sit formål, fordi han som følge heraf blev genoprettet til alle sine ordrer; især hvad han bekymrer sig om Elefantordenen. (Fr. J.)

Altona, 27. Oct. Die den König begleitenden Minister Tillisch, Hansen und Reventlow-Criminil haben sich in Flensburg überzeugt, dass die Begleitung der Gräfin Danner dem König nur Unannehmlichkeiten bereitet. Darum bleibt sie in Glücksburg zurück. Die vier vornehmsten Damen Flensburgs, welche der König im Jahr 1851 decorirte wegen der guten Verplegung der kranken und verwundeten dänischen Soldaten, haben bei der Ankunft des Königs und der Gräfin Danner Flensburg verlassen, weil sie letzterer nicht ihe Aufwartung machen wollten; andere Damen Flensburg, ächt dänischer Gesinnung, haben Kränklichkeit vorgeschützt und während der ganzen Anwesenheit des König in Flensburg das Haus nicht verlassen. In Ploen haben die dort und i der Umgegend wohnenden Adeligen ihre Koffer gepackt, um sofort abreisen zu können, wenn der König in Begleitung der Danner dort eintreffen sollte. Auch hier in Altona schickten sich schon mehrere Damen loyaler Gesinnung zur Abreise an, um einen Besuch bei der Danner auszuweichen. Das Benehmen des Herzogs Carl von Glücksburg, Gemahl der geschiedenen Gemahlin des jetzigen Königs, welche eine Tochter des Königs Friedrich VI ist, hat nicht nur auf alle Deutschen in Flensburg einen üblen Eindruck gemacht, sondern auch viele ehrliebende Dänischgesinnte arg verletzt. Der Herzog Karl v. Glücksburg hat sich in Flensburg der Gräfin Danner vorstellen lassen. Seinen Zweck hat der Herzog dadurch erreicht, dnn er ist in Folge dessen wieder in alle seine Orden restituirt worden; namtlich was es ihm um den Elephantenorden zu thun. (Fr. J.)

(Augsburger Postzeitung. 3. november 1854)

Ifølge Dannevirke 30. oktober 1854 havde ingen af borgerne i Slesvig By prydet deres hus med dannebrogsflag, og mens stemningen blandt de ældre borgere var mest loyal, så var den yngre del af borgerne mere stemt mod syd. 

Slesvig-Holstens sympatier for Danmark.

Fra Holsten den 30. oktober. Kongen af ​​Danmarks pludselige rejse til hans tyske lande sidst på året har stor politisk betydning. Afhængig af udfaldet af denne rejse vil konsekvenserne af en ministermanøvre både for Danmark og for hertugdømmerne snart vise sig. På den ene side har kongen undgået den offentlige utilfredshed i Danmark som følge af opløsningen af ​​den danske regering. Folkekammeret, og så skulde stemningen i hertugdømmerne, som man håbede ville blive fremkaldt til højlydte udtalelser ved kongens rejse, tjene som folie for den ikke længere skjulte hensigt om voldsomt at omstyrte den danske grundlov. Sagen er denne: I hertugdømmerne er der en, hvis ikke ædel, så i hvert fald undskyldelig fryd blandt masserne over alt og enhver ulykke for danskerne, og man vil derfor hilse den danske grundlovs omstyrtning med jubel, "fordi" - siger massen af ​​mennesker der ikke tænker, men kun føler (de mere uddannede gør selvfølgelig en undtagelse) - "det er bare straf for, at danskerne vil underkue os"! Denne stemning er kendt i København, og derfor anbefales det at rejse til hertugdømmerne i det aktuelle kritiske øjeblik.

De nuværende magthavere i København håber at kongen vender tilbage med laurbær af folkelig begejstring, og disse laurbær skal så tjene til at udsmykke den fædrene statsbygning og som løftestang for den danske grundlovs fuldstændige omstyrtelse. De statslige komikere i København har lavet en fiasko! På trods af at loyale embedsmænd, den servile presse og den kunstige ophidselse af særinteresser har gjort alt for at inspirere folket, er den ønskede entusiasme endnu ikke vist nogen steder. Vi var vidne til kongens indtog i Rendsborg i går på en solrig søndag. De to banegårde og byens gader var officielt udsmykket med danske flag, æresporte, blomsterdekorationer osv. - her deltog ingen ordentlig borger; Byrådsmændene havde sendt en deputation til Flensborg for at møde kongen. Den vidste ikke nok til at fortælle hvor venlig kongen havde været, "at han havde glemt og tilgivet de kære Rendsborgere alt" osv.

Borgerne forblev uberørte; Magistraten havde inviteret borgerne og beboerne hus for hus til højtideligt optog og formation fra æresporten ved indgangen til byen - ud af mere end to tusinde mødte otteogfirs tjenestevillige borgere og beboere op som fra koncertsalen spillede op med klingende lyd og til medborgernes hånlatter. De marcherede til Thorstrasse for at lade den officielle jubel lyde på kommando; Tusinder havde på den smukke søndag morgen samlet sig omkring den provisoriske station for den sydslesvigske jernbane som var bevogtet af et stort antal beredne gendarmerier, kanonernes torden, klokkeringningen og hurraråb fra militæret og embedsmændene inden for afspærringerne for at melde kongens ankomst - folket forblev tavse - og da kongen kørte gennem den tavse masse i en åben bil, var der næsten ingen der løftede hatten! Disse scener gentog sig i byen, på paradepladsen under mønstringen af ​​militæret ved kongens afgang ved middagstid, efter cirka en times ophold, og på stationen for jernbanen Rendsburg-Neumünster. En borger der blev betragtet som en republikaner, sagde højlydt: "Kongen holder af mig! Du kan tydeligt på hans kammerfulde pande læse de bitreste anklager mod hans ansvarlige rådgivere." Ministrene burde dog have vidst, at sår som dem, der blev påført befolkningen i Slesvig-Holsten, ikke ville læge på fire år.

Schleswig-Holstein'sche Sympathien für Dänemark.

Aus Holstein, 30. Okt. Die plötzliche Reise des Königs von Dänemark in seine deutschen Lande in der späten Jahreszeit hat eine grosse politische Bedutung. Je nach dem Ausfalle dieser Reise werden sich die Folgen eines ministeriellen Manövers, sowohl für Dänemark als für die Herzogthümer, bald herausstellen, Einestheils ist der König der öffentlichen Misstimmung in Dänemark in Folge der Auflösung der Volkskammer aus dem Wege gegangen, und dann soll die Stimmung in den Herzogthümern, welche man zu lauten Aeusserungen durch die Reise des Königs zu provoziren hoffte, der nicht mehr verhehlten Absicht, die dänische Verfassung gewaltsam unzustürzen, zur Folie dienen. Die Sache verhält sich so: In den Herzogthümern herrscht bei der Masse eine, wenn zwar auch nicht edle, so doch gewiss entschuldbare Schadenfreude über alles und jedes Missgeschick der Dänen, und man würde daher den Sturz der dänischen Verfassung mit Jubel begrüssen, "denn" - sagt die nicht denkende, sondern nur fühlende Volksmasse (die Gebildeteren machen natürlich eine Ausnahme) - "das ist nur gerechte Strafe dafür, dass die Dänen uns knechten wollen"! Man kennt diese Stimmung in Kopenhagen und darum rieth man im gegenwärtigen kritischen Momente zur Reise in die Herzogthümer.

Die jetzigen Machthaber in Kopenhagen hoffen, der König werde mit Lorbern der VOlksbegeisterung zurückkehren, und diese Lorbern sollten dann zur Auschmückung des Gestammtsstaats-Gebäudes und als Hebel dienen zum gänzlichen Umsturtz des dänischen Verfassungswerked. Die Herren Staats-Komödianten in Kopenhagen haben Fiasco gemacht! Trotzdem durch loyale Beamte, die servile Presse und künstliche Aufregung der Partikular-Interessen alles Mögliche geschehen ist, das Volk zu begeistern, hat sich bis jetzt nirgends der gewünschte Enthusiasmus gezeigt. Wir waren Zeuge des Einzugs des Königs in Rendsburg gestern an einem sonnigen Sonntage. Die beiden Bahnhöfe und die Strassen der Stadt waren offiziell geschmückt mit dänischen Fahnen, Ehrenporten, Blumengewinden u. s. w. - kein anständiger Bürger hatte sich daran betheiligt; die Stadt-Kollegien hatten dem Könige eine Deputation nach Flensburg entgegengeschickt. Dieselbe wusste nicht genug zu erzählen, wie freundlich der König gewesen, "dass er den lieben Rendsburgern Alles vergessen und vergeben habe" u. s. w. 

Die Bürger blieben ungerührt; der Magistrat hatte Haus bei Haus die Bürger und Einwohner bitten lassen zu einer feierlichen Prozession und Aufstellung von der Ehrenporte am Eingange zur Stadt - von mehr als zwei Tausend erschienen achtundachtzig dienstwillige Bürger und Einwohner, welche von der Tonhälle mit klingendem Spiele und unter dem Hohnlächeln ihrer Mitbürger nach der Thorstrasse zogen, um dort auf Kommando den officiellen Jubel ertönen zu lasse; um den provisorischen, von einer Unzahl reitender Gendarmerie bewachten Bahnhof der südschleswigschen Eisenbahn hatten sich an dem schönen Sonntagsmorgen Tausende versammelt, Kanonendonner, Glockengeläute und Hurrahruf des Militärs und der Beamten innerhalb der Barrieren verkündeten die Ankuft des König - das Volk blieb stumm - und als der König im offenen Wagen durch die schwiegenden Massen fuhr, rückte fast Niemand den Hut! Diese Szenen widerholten sich in der Stadt, auf dem Paradeplatze bei der Musterung des Militärs bei der Abfahrt des Königs um Mittag, nach etw einstündigem Ausenthalte, und auf dem Bahnhofe der Rendsburg-Neumünster'schen Eisenbahn. Ein als Republikaner verschridener Bürger äusserte laut: "Der König dauert mich! Liesst man doch auf seiner kammervollen Stirn deutlich die bittersten Vorwürfe gegen seine verantwortlichen Rathgeber." Allerdings hätten die Minister wissen müssen, dass einem Volke Wunden, wie sie dem schleswig-holsteinischen Volke geschlagen wurden, in vier Jahren nicht verharschen.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 7. november 1854)

Slesvig-Holsten. På grund af Danmarks konges tilstedeværelse i de tyske hertugdømmer har folk dér ikke glemt, hvad den medfølgende minister for Slesvig (også et redskab for den russiske regering i indre anliggender) bragte over dem ved at ødelægge de mest dyrebare rettigheder for folket. Og dette folk, der klamrer sig til deres rettigheder og skikke, skulle pludselig kysse stangen, som de slog så følsomt? Uanset hvilke receptionsceremonier der fandt sted, blev der foretaget efter ordre fra de lokale myndigheder. I Flensborg kan det danske parti frivilligt have tilføjet lydigheden for at fremkalde den offentlige ærgrelse, der i denne by der lovligt erklæres tysktalende, voldes ved tyskernes sang af danske nationalsange. Kongen siges selv at have udtrykt sin overraskelse over for embedsmændene over, at de kun henvendte sig til ham på dansk. I Slesvig talte provsten, en tysker, til kongens hustru på dansk i domkirken, men hun bad udtrykkeligt om tysk, fordi hun var i en tysktalende by. Selv danskere bliver forarget, når en tysker nægter sin nationalitet. Laugene var rykket ud efter ordre; Invitationen til en af ​​dem lød: "Alle må selv vurdere de ubehagelige konsekvenser af udeblivelse." Illuminationen viste sig at være bestilt, og der blev ikke engang givet private audienser i Slesvig. Ministeren K. v. Moltke var altid til stede. Ellers kunne en privat borger sagtens have sagt noget til suverænen, som ministeren ikke ville have ønsket.

Schleswig-Holstein. Ueber der Anwesenheit des Königs von Dänemark in den deutschen Herzogthümern hat man dort nicht vergessen, was der begleitende Minister für Schleswig (auch in den inneren Verhältnissen ein Werkzeug für russische Regierungsmarimen), durch Vernichtung der theuersten Rechte des Volks über dasselbe gebracht hat. Und dieses, an seinen Rechten und Gewohnheiten festhaltende Volk sollte plötzlich die Ruthe küssen, die es so empfindlich schlägt? Was an Empfangsfeierlichkeiten stattgefunden, ist auf Befehl der ORtsbehörde geschehen. In Flensburg mag von der dänischen Partei zu dem Gehorsam eine freiwillige Zugabe gekommen sein, um die öffentlichen Aergernisse herbeizuführen, welche in dieser, gesetzlich für deutschredend erklärten Stadt durch Absingung dänischer Nationallieder von Deutschen gegeben sind. Der König selbst soll sein Befremden gegen die Beamten ausgesprochen haben, dass er von ihnen nur dänisch angeredet worden sei. In Schleswig hat der Probst, ein Deutscher, die Gemahlin des Königs im Dom dänisch angeredet, dieselbe sich aber Deutsch ausdrücklich ausgebeten, da sie in einer deutsch redenden Stadt sei. So erregt es selbst die Verachtung der Dänen, wenn ein Deutscher seine Nationalität verläugnet. Die Gewerke waren auf Befehl ausgezogen; an eine derselben lautete die Einladung: "Jeder habe sich selbst die unangenehmen Folgen des Ausbleiben beizumessen." Die Illumination zeigte sich als eine anbefohlene, Privataudienzen in Schleswig gar nicht ertheilt worden. Der Minister K. v. Moltke war immer genenwärtig. Ein Privatmann hätte sonst leicht dem Landesherren etwas sagen könnnen, was dem Minister nicht behagt hätte.

(Kemptner Zeitung. 11. november 1854)

Tærskemaskine-Ulykke. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850 blev der indført damptærskemaskiner i landbruget. Om det er denne type eller andre, fortæller notitserne ikke noget om: 

Ulykkestilfælde. Stege, d. 1ste Nov. Paa Tranemosegaarden tildrog sig i Fredags det høisdt sørgelige Tilfælde, at en Dreng, der var beskjæftiget med at kjøre den ene Hest for en Tærskemaskine, havde sat sig op paa Hjulet, hvorved han, da Maskinen kom igang, blev saaledes forklemt, at han døde en halv Time efter.

(Møens Av.)

(Sjællands-Posten (Ringsted) 5. november 1853).

Ved Rendsborg er skeet den skrækkelige Ulykke, at en Gaardmands Kone kom ind under en med Hestekraft dreven Tærskemaskine og omkom.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. september 1854).

Atter er afstedkommet et Ulykkestilfælde ved en Tærskemaskine, idet en Kone i Stevelt ved Haderslev, Enke efter afd. Gaardmand Hans Birk, er ved at komme Bommen for nær, bleven greben af det paa denne anbragte Ledemod, der, ved at snoe sig fast i Klæderne, rev den ulykkelige Kone til Jorden og tvende Gange med omkring, hvorved hun paa der Skrækkeligste er bleven tilredt. Det ene Been siges at være brudt paa to Steder og der andet er ligeledes haardt beskadiget; dog haabes Overkroppen at være forbleven ubeskadiget, endskjøndt dette neppe synes muligt. Dette Ulykkestilfælde, der er et af de mange, omtalte Maskine alt har forvoldt, vil vel neppe blive det sidste, naar ikke den til den egentlige Maskine førende Bom med dens Ledemod bliver omgiven med en Slags Rør- eller Hylster, der vel ikke vilde koste over 1 a 2 Rd. (Dv.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15, oktober 1854)

Brev fra Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Hr. Redacteur! Naar man i den senere Tid er kommen i Forbindelse med andre Mennesker end Nakskovitter, faaer man næsten altid det Spørgsmaal kastet i Næsen: hvordan kan det dog være, at Nakskovitterne, som fra Arilds Tid have staaet fremmest i Hoben, naar det gjaldt gamle Danmarks Ære og Frihed, i disse farlige Dage ikke yttre det mindste Liv eller tilsyneladende lægge nogen Interesse for Dagen for de store Spørgsmaal, som for Øieblikket beskæftige alle Gemytter, og saa spørges der igjen med en vis Spydighed om, denne politiske Ro, hvortil Byen nu har hengivet sig, skal søges enten i Ligegyldighed for det offentlige Vel, i forandrede Anskuelser eller muligt endog i den Frygt, som jo vor Amtmand har sagt har indsneget sig rundtomkring her i Stiftet. Da jeg som god Nakskovit bestandig ærgrer mig over at høre disse Spørgsmaal gjentages, og navnlig af og til er bleven meget opbragt over de ovenfor anførte Slutninger, som i Grunden ere ligesaa mange Fornærmelser imod vor gode By, vil jeg dog engang bryde overtvært, som man siger, og underrette alle de ærede, meer eller mindre næsvise Spørgere om, at den eneste Aarsag, hvorfor vi i den senere og følgende Tid ikke have havt eller vil kunne faae Lejlighed til at udtale os over Dagens store Spørgsmaal, stifte Grundlovsforeninger, give Bidrag til Rødding Høiskole, skrive Mistillids-Adresser til Ministeriet, som vi Alle ønske - nok sagt! foruden meget Mere, ene bestaaer i, at vi af Frygt for Livets Existents ikke have Stunder til at beskjæftige os med saadanne Smaating. Naar jeg imidlertid siger "vi", saa maa De vel vide, hvem disse "vi" ere. Hermed menes ikke Embedsklassen, der, paa enkelte Undtagelser nær, har bragt al Politik et midlertidigt Levvel, heller ikke indbefattes herunder Haandværksstanden, der endnu kjender sin egen Styrke for lidt til at have nogen synderlig Indflydelse, og nu seer De selv, at det kun er Handelsstanden, der kan indbefattes under dette "vi", og at det er denne for saa frisindede og mandigt optrædende Handelsstand i Nakskov, som for Øieblikket ikke har Tid til at beskjæftige sig med de store Spørgsmaal om Statens fremtidige Vee og Vel, hvilke den tog tidligere baade i Ord og Gjerning har viist at ligge sig paa Hjertet. Tingen er nemlig den, at samtlige Byens Handlende have forenet sig om "ueftergivelig at see opdaget og lovlig paatalt og forfulgt til Confiscation og anden Straf og Undgjældelse efter Lovenes Strænghed" al ulovlig Handel, saa at de "ved alle lovlige Midler ville forfølge Enhver, som i eller udenfor Byen driver ulovlig Handel". Ja til ret at drive denne Forfølgelse paa Kraft have de givet 3 Mænd det ikke misundelsesværdige Hverv, at "opdage" den ulykkelige Synder, som vover at sælge et eneste Pund Rosiner uden i Byens privilegerede Kramboder, og siden overgive ham i Rettens ubønhørlige Vold, Ligesindede til Skræk og Advarsel og os Alle til et godt Exempel. De vil vist forbavses over at erfare, at en Handelsstand, der tæller saa mange humane, oplyste og frisindede Mand i sin Midte, kan have givet sit Navn og Indrømmelse til en Bestemmelse, der maatte berettige dens Medlemmer til lige de modsatte Prædicater, naar man ikke kjendte dem bedre, eller ogsaa de maatte mene, at Byens Handlende i den Grad ere komne paa Knæerne, at de desaarsag ikke kunne taale den Smule Handel, som maaskee en eller anden mindre gunstig stillet Medborger eller Medborgerinde drev ved Siden af dem, og derfor have seet sig nødsagede til at forsøge det yderste Middel for at holde sig oppe endnu nogen Tid. Hvorledes alt dette egentlig hænger sammen, skal jeg mulig en anden Gang, naar den første Storm har lagt sig og Resultaterne af de 3 Mænds første Opdagelser foreligge Publicum i de afsagte Domme, give Dem nærmere Oplysning om. Hensigten med disse Linier har kun været at fremkomme med ei undskyldende Ord for vor politiske Sløvhed i denne Tid; thi De behøver ikke at gaae videre end til Dem selv, Hr. Redacteur, med Deres 5 Processer, og tænk Dem nu en Handelsstand, som kan skabe sig ligesaa mange hver Dag. naar den bare er om sig, og derhos nu skal til at fylde Marskallernes Jagter med Korn - thi, som bekjendt, lever en stor Deel af denne Byes, nemlig Marstals, Skippere, ligesom i gode gamle Tider, endnu for det Meste af Fragthandelen fra Nakskov - , hvor megen Tid kan man vel saa her i Byen have til at tænke paa Grundlovsforeninger, Folkehøiskoler og lignende Snurrepiberier. 

Nakstov, den 1ste October 1854. C. + 1.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 7. oktober 1854)

Christian Adolph Barfod Lønborg (1835-1916): Axeltorv i Nakskov, mod Søndergade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

(Indsendt)

I Stifts-Tidenden af 7de October (Nr. 185) har en anonym Forfatter under Mærket C.+1 givet nogle Meddelelser fra Nakskov, i hvilken Anledning det maa bemærkes at, naar det hedder, at "samtlige Byens Handlende" i denne Tid ere beskjæftigede med at forfølge enhver formeentlig uberettiget Handel saavel i som udenfor Byen, dette da forsaavidt er urigtigt, som Hr. Consul C. Hage Intet hermed har at bestille. Ved denne Leilighed kan ogsaa erindres, at ingen Ærøjagter enten fra Marstal eller Omel fortjene Noget hos ham ved Fragtfart.

6

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. oktober 1854).

Sundhedstilstand i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 29de September. Imedens Choleraen ifjor dog synes at have været en saa drøi Advarsel, som nogen, imod Alt. hvad der kan være til Skade for den almene Sundhedstilstand navnlig ved at opfylde Luften og Beboelserne med skadelige Dunster; saa har man dog derefter hengivet sig til en forbausende Ligegyldighed for alle stedlige og naturlige Krav i saa Henseende. Den stinkende Slotsgrav have vi beholdt, som man siger: paa Grund af Ingenieurernes kostbare Overslag over dens Tilkastning, der endog, Gud veed hvordan, skulde kunne medføre en Udgift af 8000 Rdlr., monstro fordi man endnu vil beholde Voldstadsen deromkring og ikke benytte den til at fylde med. Fra Justitsministeriet er heller endnu ikke indløbet Resolution i Anledning af Indstillingen om at fierne Svinerierne og Svinestierne fra Byen og man maa nøies med, hvad iøvrigt kun kan billiges, at Politimesteren provisorisk, i Henhold til hvad der er resolveret for Aarhuus, har forbudt denne Stank her i Byen. Men dette er kun en Deel af de for Sundhedstilstandene skadelige Gjenstande, der forefindes her i Byen, navnlig i forskjellige Luften aldeles inficerende Næringsveie. Saaledes hjælper det lidt, at man fordriver Svinene, naar man tilsteder et stort Svineslagteri, det endog i det af Smaafolk talrigst beboede og Slagteriet tætomgivende Qvarteer. Selve Slagteriet er en smuk Industrie og vi ønske det al mulig Fremgang, men det er i høieste Maade utilbørligt, at et saadant Slagteri tilstedes i Byen, hvor ikke heller noget af de mindre Slagterier nogensinde turde tillades udovet. Alle saadanne og andre Næringsveje, der ved deres Uddunstninger og Uhumskheder maae have en aabenbar skadelig Indflydelse paa Sundhedstilstanden, burde uden alle andre Hensyn stedse kun tillades drevne udenfor Byen. Det er det Offentliges Ret at kræve det og Pligt at udfore det. Den gjældende Lovgivning hjemler dette ogsaa og den offentlige Sundhedstilstand stiller uafviselige Krav, for hvilke de Enkeltes Interesser maae vige.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. september 1854).

Der ser nu ellers ret idyllisk ud på denne gouache af maleren Rasmus Henrik Kruse (1796-1877): Af det gamle Torv i Aalborg (1846). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt byerne i hertugdømmet Slesvig ligger Flensborg i toppen, idet den regnes for den vigtigste handelsby i imperiet ved siden af ​​København. De aktive købmænd vidste til enhver tid at drage fordel af de fordele, tidens omstændigheder gav, under den nordamerikanske og senere under den fransk-engelske krig, hvor det fredelige danske flag blev set på alle have og respekteret i alle havne, blev grunden lagt byens velstand, der senere drev betydelig handel med Norge; Da dette imperium blev afstået, så det et øjeblik ud som om Flensborg ville bryde sammen, men en ny kilde til hjælp fandt man hurtigt i den vestindiske handel og i den henseende har byen også overhalet København. Deres skibe eksporterer øl, brændevin, eddike og især korn- og fedtprodukter og vender tilbage med laster af sukker, rom, kaffe og tobak; Som følge heraf blomstrer deres sukkerraffinaderier og tobaksfabrikker også. Det beskæftiger også ti skibe til at fange sæler og hvaler i Sydhavet, hvorfor de også har trandestillerier; De handler også med Island, og deres teglovne på fjorden leverer mursten til de fleste dele af imperiet. Byens velfærd er derfor tæt knyttet til dens tilknytning til Danmark og dens borgere er for det meste dansksindede. I mellemtiden er størstedelen af ​​de velhavende købmænd af tysk oprindelse, og som følge heraf er der efterhånden udviklet et ejendommeligt sprog, som kaldes flensborgtysk, og som kun kan forstås af dem, der kan dansk godt nok. Tyskerne har også fundet vej ind i hertugdømmets andre handelsbyer og overalt har de overvægten over den flere, men fattigere og mindre respekterede danske befolkning....

Handel und Fabriwesen in Dänemark

(Nach A. C. Meinert. Deutsch mitgetheilt von Dr. Edmund Zoller)

Unter den Städten im Herzogthum Schleswig steht Flensburg obenan, das überhaupt als die wichtigste Handelsstadt im Reich nächst Kopenhagen angesehen wird. Die thätigen Kaufleute wussten zu jeder Zeit die Vortheile zu benutzen, welche die Zeitumstände darboten, während des nordmaerikanischen und später während des französisch-englischen Kriegs, als die friedliche dänische Flagge auf allen Meeren gesehen und in allen Häfen geachtet wurde, legte man den Grund zum Wohlstand der Stadt, die später bedeutenden Handel mit Norwegen trieb; als dieses Reich abgetreten wurde, sah es einen Augenblick aus, als ob Flensburg zu Grunde gehen sollte, aber es fand sich bald eine neue hülfsquelle im westindischen Handel und i dieser Hinsicht hat die Stadt auch Kopenhagen den Rang abgelaufen. Ihre Schiffe führen Bier, Branntwein, Essig und namentlig Korn und Fettwaaren aus und kehren mit Ladungen von Zucker, Rum, Kaffee und Tabak zurück; in Folge dessen blühen auch ihre Zuckerraffinerien und Tabakfabriken. Ausserdem beschäftigt es zehn Schiffe mit Robben- und Wallfischfang in der Südsee, wesshalb sie auch Thranbrennereien haben; ebenså treiben sie Handel mis Island, und ihre Ziegelbrennereien am Fiord versehen die meisten Gegenden des Reiches mit Ziegeln. Die Wohlfahrt der Stadt ist desshalb aufs engste an die Verbindung mit Dänemark geknüpft und ihre Bürger sind auch zumeist dänisch gesinnt. Indessen ist der grössere Theil der wohlhabenden Kaufleute deutschen Ursprungs und dadurch hat sich nach und nach eine eigenthümliche Sprache gebildet, die man Flensburger Deutsch genannt, und die nur der verstehen kann, der hinlänglich Dänisch kennt. Auch in den andern Handelsstädten des Herzogthums haben die Deutschen Eingang gefunden und haben dort überall das Uebergewicht über die zahlreichere, aber ärmere und minder angesehene dänische Bevölkerung....

(Das Ausland : Wochenschrift für Erd- und Völkerkunde. 15. september 1854. Denne artikel indeholder kun afsnittet om Flensborg. Se originalen for hele teksten.)

C. V. Rimestads Arbeiderforening. (Efterskrift til Politivennen)

I en Korrespondent- Artikel fra Kjøbenhavn af 29. August, i "Itzehoer Wochenbladt", hedder det: "Der existerer her en saakaldet "Arbeiderforening", som holder hyppige Aftenmøder og gebærder sig som en formelig parlamentarisk Forsamling. Den bekjendte Hr. Rimestad dirigerer, en Litteratus Magnus, Mosait, er Vicepræsident, og Barbeersvende, Fabrikarbejdere, Bodsvende o. a. desI. Folk stille Amendements, danne Komiteer og hvad mere dertil hører. Foreningen har et af Hr. Rimestad redigeret Organ, kaldet "Blad for Arbejderklassen", som tilstilles Medlemmerne gratis. Nylig er der i Trykken udkommen en Navnefortegnelse over Medlemmerne, hvoraf sees, at Samme beløber sig til henved Tusinde. Hr. Rimestad holder Foredrag over den franske Revolution over Begivenhederne i Spanien og over Helstaten. Nogle i Foreningens Organ indførte Artikler have imidlertid nylig skaffet ham en Trykkefriheds-Proces paa Halsen. Med al, bene hersker her i Hovedstaden dog den største Rolighed, og Intet røber nogensomhelst Utilfredshed i de lavere Folkekasser; thi Fortjenesten er rigelig og Forgribelser paa andres Eiendom have aldrig været saa sjeldne, som for Øieblikket. Men, spørger man, vil den onde Udfad dog ikke engang slaa Rødder og skyde op? Maa ikke den uvidende Masse dog iilstrst t'v at gjøre en god Gjerning ved engang at reise sig imod den bestaaende Tingenes Orden? Er der ikke noget Dæmonisk i vore Forhold, idel Lykken, istedetfor at bevirke Tilfredshed og Opklaring, fremkalder Utilfredshed og Forblandelse, og hvor Friheden er saa stor, at man endog lader det Onde og Farlige uantastet, for først siden at kaste Brynden til naar Barnet er druknet? Ja, er det ikke et farligt Overmaal af den saakaldte Frihed, naar de Bedresindedes Lykke uafladelig svæver i Fare for aldeles at tilinietgjøres ved farlige Rystelser, naar kun et eller andel skjæbnesvangert Tilfælde faaer Fingre med i Spillet".

(Ribe Stifts-Tidende 12. september 1854)

Christian Vilhelm Rimestad (1816-1879) var på det tidspunkt lærer med et noget mere frit pædagogisk syn, I 1845 blev han inspektør og bestyrer ved Borgerdydskolen. I 1848 blev han påvirket af hippodrommøderne og opstillede i oktober 1848 til rigsdagsforsamlingen uden at blive valgt. Det samme sket i 1849, 1851 og 1852. Pga. denne aktivitet måtte han i 1853 opgive sin skolevirksomhed. 

Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 3. juni 1853. Det ses at dr. Dampe holdt foredrag.

Arbejderforening var en sammensmeltning fra af håndværkerdannelsesforeningen og Forening for Arbeiderklassens vel. Rimestad var formand. Han holdt her foredrag for håndværkssvendene om demokrati på et ejderdansk program. Foreningens "Blad for Arbeidsklassen" skulle oplyse arbejderne om deres forhold til statsmagten og deres medborgere. Det lovede også ad åre at beskæftige sig med arbejdernes materielle vilkår. 

I december 1854 lykkedes det Rimestad at blive folketingsmand for Nyboder. Han genvalgtes 1866, 1866-1872. I rigsdagen samarbejdede han med bondevennerne og han blev hurtigt upopulær hos Haandværkerforeningen i spørgsmålet om næringsfrihed, og det medførte i 1856 Arbeiderforeningens opløsning.

Skriftlige Efterretninger.

© Kjøbenhavn, d. 25. Juni.

For omtrent 2½ Aar siden dannedes her den nu bestaaende Arbeiderforening af tvende allerede tidligere Bestaaende, næmliq "Handværkerdannelsesforeningen" og "Foreningen for Arbejdsklassens Vel . Den nubestaaende Arbejderforening er saaledes en Sammensmeltning af disse tvende Foreninger, kun med et tildeels forandret og udvidet Formaal. Arbejderforeningen har i den Tid den har bestaaet. virket særdeles gavnligt med Hensyn til det Formaal, den har stillet sig; den har dannet et stærkt Sammenknytningspunkt for den arbejdende Klasse, og har derved at Adgangen staaer aaben for Alle, hvilken ogsaa i rigeligt Maal er benyttet af Mangfoldige, som man i daglig Tale ikke kalder Arbejdere *), ved deres Hjælp bidraget en stor Deel til den arbeidende Klasses Fremskridt i aandelig Henseende, og at den Anstand og sømmelige Tone som ellers sjelden findes i slige Foreninger, er saa stærkt fremherskende her. Ligeledes have de yppige, interessante og gode Foredrag, fordetmeste holdte af Formanden. Hr. C. V. Rimestad, ikke bidraget saa lidet i den Retning. - Heller ikke i politisk Henseende er denne Forening at foragte; den har dannet en ikke ubetydelig Deel af den Modvægt, der stod imod det ørstedske Ministeriums Absolutisme. Det var saaledes den, der gav Impulsen til den første Grundlovsfest, som skivedes i 1853 og ved dens Bestræbelser lykkedes det, uagtet svære Anstrængelser fra en vis Side, atter at afholde en Lignende i 1854 og senere. Ligeledes var det fra den og ved dens Bestræbelser, at Tanken om Fakkeltoget i December forrige Aar udgik og iværksattes.

Ikkedestomindre har denne hæderlige Forening, paa samme Tid den kæmpede for Frihed og Ret, maattet bestaae en Kamp, ikke mindre haard, "mod en indre Fjende", næmlig indbyrdes Stridigheder. Uden at indlade os paa at fælde en afgjørende Dom over hvilken af Parterne, der havde Retten paa sin Side, ville vi kun bemærke, at denne indbyrdes Strid blev ført med ikke mindre Forbittrelse. Oppositionen mod Foreningens Bestyrelse - tildeels ledet af den noksom bekjendte Kand. E. A. Gad, der selv vel nærmest lededes af personligt Nag mod Formanden - er ikke ny, den har været siden Foreningens Tilblivelse. Den er seig, et sandt Billede paa Herr Sørensens bekjendte Seighed; saa ofte den har maattet lide afgjørende Nederlag, ligesaa ofte er den atter fremstaaet med de samme, ofte urimelige Fordringer ! den har kæmpet ufortrødent og ikke ladet sig forknytte. Feilen ligger maaskee i Mangel paa Imødekommen hos begge Parter. den Ene har i Følelsen af sin Overmagt ikke villet give noget efter, den Anden i Følelsen af det Modsatte, ikke mindre Tilsidst fremkom Forslag fra endeel Medlemmer, tilkørende Majoriteten, om at udelukke trende af Oppositionens Førere, hvoriblandt Hr. Gad, da de meente, at denne indbyrdes Strid var skadelig for Foreningens Bestaaende, Udvikling og gode Rygte blandt Publikum! de meente derved at imponere Oppositionen. Dog dette lidet kloge Forslag blev af den extraordinære Generalforsamling, der i Anledning af Spørgsmaalet var sammenkaldt, forkastet. 

Efter denne Tid er der ikke forefaldet noget Vigtigt i Foreningen! de for kort Tid siden saa bevægede Gemytter ere nu rolige. Vi ville af Hjertet ønske, at denne Fred vil vedblive, og at Foreningen uforstyrret maa kunne virke i det Kalds Tjeneste, der er den givet.

*) Vi ere jo forresten alle Arbeidere, og den bør skamme sig, hvem denne Hæderstitel ikke kan blive tildeel

(Dannevirke 28. juni 1855).

Arbejderforeningen i Kjøbenhavn befinder sig i denne Tid i en halv Opløsningstilstand. Forr. Løverdag blev det Locale, den hidtil havde benyttet i Pilestræde, opsagt dem paa en temmelig uventet og uceremoniel Maade. Værten havde ikke erholdt nogen Leie for det sidste Qvartal, og da han trods sine talrige Reclamationer ikke kunde erholde nogen Afgjørelse, fandt han sig foranlediget til den nævnte Dag ved Fogdens Hjælp at sætte sig i Besiddelse af Localet og at lægge Beslag paa den i samme værende Bogsamling og øvrige Gjenstande, der tilhørte Foreningen. Denne skal endnu være saa at sige huusvild, og det er naturligt, at denne Omstændighed ikke er synderligt gunstig for Foreningens Sammenhold. (Ringst. Av.) Efter offentlig Bekjendtgjørelse har senere i Fredags denne Forening (der var styret eller i sin Tid, navnlig til Brug ved Faneoptoget under Ministerkrisen, dirigeredes af Rimestad) opgivet sit Bo som fallit og ligesaa Forretningsføreren i Foreningen for billige Lævnetsmidler, Hr. Søren Hansen.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1856).

Rimestad blev i forbindelse med rigsdagens åbning i oktober 1856 arresteret, sigtet for underslæb ved den fallerede Arbeiderforenings kasse. 

Om Grønland og dets Beboere. (Efterskrift til Politivennen)

 Om Grønland og dets Beboere.

(Optegnelser fra et fleeraarigt Ophold i Grønland af Skolelærer C. E. Jacobsen i Freilev.)

Der gives maaskee intet Folk paa Jorden, der i den Grad er i Besiddelse af indbyrdes Fred og Enighed som Grønlænderne. Aldrig opstaaer Kiv eller Strid imellem dem. De ere uden Lov, og de behøve ingen Lov; thi de ere redebonne som Faa til at handle efter Naturlovens Bud, hvilken Gud selv skrev i deres Hjerter. Huusfaderen furer et stille og fredeligt Liv i sin Familie, hvoraf som oftest Flere beboe Husets eneste Stue. Blandt disse maa der altid være Forsørgere: Mænd, som enten staae i Handelens Tjeneste og kunne skaffe dansk Proviant og Kaffe til Huset, eller som ved Sælhundefangst kunne ernære Sine. For en indfødt Tjenstgjørende er det imidlertid ofte vanskeligt at komme ud af det, fordi Alt, hvad der bringes til Huset, betragtes som fælles Eiendom; hans Ration er derfor hurtigt fortæret, og naar han i Handelens Ærinde bortsendes paa et længere Togt, er han ofte i Forlegenhed for de vigtigste Livsfornødenheder og maa laane sig frem. I Følelsen af sin Frihed og Selvstændighed troer Fangeren sig hævet ei alene over dem af hans Landsmænd, der ere gaaede i Handelens Tjeneste, men over Enhver, der staaer i undersaatligt Forhold til Konge og Øvrighed og er verdslige Love undergiven. Naar Veir og Aarstid tillader det, driver han sit Fiskeri med Lyst og Iver, og jo heldigere han er med dette, desto mere tiltager hans Anseelse. Saalænge det om Sommeren bestandigt er lyst, er Grønlænderen for det meste paa Fangst om Natten og udhviler om Dagen. De indskrænke sig i denne Tid til Kajakfangsten, med hvilken de bære sig ad paa følgende Maade: Saasnart de i Kajaken, et lille letroende Fartei, bygget af Sælskind og Lægter, komme Sælhunden eller Hvidfisken saa nær, at de kunne naae den med Harpunen, kaste de denne med Kraft i Dyret, og i samme Øieblik stille de Kajaken ved en bagpaa anbragt Blære, der ved en lang Rem er forbunden med Harpunen; denne vil altid betegne dem, hvilken Retning det angrebne Dyr tager, da den ikke let drages under Vandet. Fangeren roer da til i denne Retning, indtil han kommer saa nær, at han med en Landse kan gjøre det af med Dyret. Undertiden skeer det dog, at Hvidfisken løber bort med Harpunen og Blæren, og det hændes, at man finder en Hvidfisk, svømmende med disse Redskaber lang Tid efter at den er harpuneret. Saavel Hvidfiskens som Sælhundens Kjød er meget mørkt og blodrigt, men mangler Kraft og er altsaa ikke synderlig nærende. Heraf kommer det, at Grønlænderne kunne spise saa stor Mængde deraf adgangen, og at de saa ofte holde Maaltid, idet Hungeren langt tidligere indfinder sig efter en Ret Sælhundekjød, end efter sædvanlig europæisk Kost. Dette Kjød er deres Hovednæringsmiddel. Det tjener dem istedetfor Brød og alle vore Retter. Det koges med et Lag Spæk over; men kun sjelden nyder Grønlænderen Suppen af dette Kjød, i alt Fald kun blandet med Blod, og, hvis det kan tilvejebringes, Gryn. Med en Tilsætning af Peber og Salt nyde de Danske i Landet denne Ret som Sortsuppe.

Grønlændernes Færdighed i at kaste Pile og Harpuner viser sig, naar de i Juli og August Maaneder samles i deres Kajaker under de saakaldte Fuglefjelde for at fange Fugle. I disse Fjelde bygge Maager, Alke og Tatarater (en liden Maageart, larus tridactylus) deres Reder; naar Grønlænderne om Aftenen ved at gjøre Støi opskræmme dem af deres Ro, flyve de millionviis ud; endeel flagrer om i Luften, endeel kaster sig udi Vandet med deres Unger, som netop have begyndt at øve sig i at flyve. Mod disse vender Grønlænderen sig, kastende sin Fuglepiil efter den Gamle, hvorpaa han med Kajakaaren dræber Ungerne, der, efterat have dukket under, søge Moderen paa Vandets Overflade. Fuglefjeldene ere, at see fra Vandet, steile lodretstaaende Fjeldvægge, forsynede med Bænke, af Naturen dannede Indhug, hvor Fuglene udruge deres Unger. Hvor saadanne Fjelde ikke staae heelt ud til Søen, findes nedenunder en stor Mængde Guano og den heri voxende Syre, som ofte naaer en 4 Mands Høide.

Sommeren er kun af kort Varighed, omtrent et Par Maaneder, hvorfor ogsaa de Indfødte kun bruge Benævnelsen "Vinter" om et heelt Aar, og saaledes betegne ved et vist Antal Vintre, hvor gamle de ere, naar de overhovedet vide dette, hvilket er yderst sjeldent. Hvad der paa en høist ubehagelig Maade forstyrrer Nydelsen af den kortvarige grønlandske Sommer, er den Mængde Myg, som en Tidlang opfylder Atmosphæren, meest til Gene for Europæerne, da Grønlænderne deels ere saa hærdede i Huden, at de ikke mærke Stikkene, deels præservere sig ved at indgnide Ansigt og Hænder med Spæk. Solvarmen kan være meget stærk om Foraar og Sommer, uden at den dog formaaer at optøe Atmosphæren; der er saaledes observeret paa Solsiden af en Bygning +24 0 R. til samme Tid, som et andet Reamurs Thermometer viste -12" paa Bygningens Skyggeside. Vegetationen er naturligviis meget maadelig i hele Nordgrønland, medens man dog i det Sydlige af Landet er istand til at holde nogle Gjeder, et stort Gode i et Land, hvor for Europæerne Savnet af en stor Deel af Fødelandets Producter er saa føleligt. Ogsaa har Sydgrønland den Fordeel, at man der de fleste Steder har Solen hele Aaret igjennem, om det end kun er for kort Tid i de korteste Dage, medens man mange Steder i Nordgrønland ikke seer Glimt af den i flere Maaneder. Det beroer iøvrigt paa Stedets Beliggenhed, om det meer eller mindre er omgivet med Fjelde, at man tidligere eller sildigere faaer Solen at see; der kan derfor være en betydelig Forskjel for Steder under samme Brede, saa at de mere frit liggende Steder kunne have Solen 4 a 6 Uger længere, end de med Fjelde omgivne Steder under samme Bredegrad. I Nordgrønland seer man sædvanligviis ikke Solen over Horizonten fra Begyndelsen af November til først i Februar. Denne er den tristeste Tid i Grønland. Mørket forhindrer Europæerne i at gaae ud, Lamperne ere uafbrudt tændte og Vinduesskodderne lukkede. Som oftest kniber det for Grønlænderne i denne Tid: de fange Intet og forstaae saa lidet under heldigere Omstændigheder at spare til den kommende Tid, at de fordetmeste ere meget maadeligt forsynede med Kjød og Spæk; thi dette sidste er ligesaa nødvendigt i deres Huusholdning som Kjødet, da de ved det erholde Lys og Varme om Vinteren. De have store ovale Steenkar istedetfor Lamper, paa hvis Kant de, efterat have fyldt dem med Spæk, anbringe Mos, som de fugte med Tran og derpaa tænde Ild i; sex til syv saadanne Lamper eie tilstrækkelige til at holde Stuen godt oplyst og varm Husene ere opførte af Jord og Steen, med fladt Tag af Græstørv paa Lægter; der behøves ikke meget Tømmer til disse Huse, kun et Par Stolper til at holde Taget fra at falde ned i Stuen; midt i denne staaer gjerne en massiv Stolpe, som let kan skaffes tilveje blandt den Mængde Drivtømmer, som idelig skyller op paa Kysten. Til Stuen fører en mørk, snæver Gang, gjennem hvilken man kun langsomt bevæger sig med Overkroppen i horisontal Stilling, ofte stødende an mod fremragende Stene i Loftet eller Væggene. Gangen er underjordisk, oftest en Alen i Jorden; en Lem fører fra den op i Stuen, der altid er bygget paa Jordens Overflade, hvor Familierne ere samlede paa en bred Brix, der gaaer midt ud i Stuen: Fruentimrene ved deres Syarbeide, Mændene fordetmeste uden Beskjæftigelse, dog ogsaa ifærd med at istandsætte deres Fangeredskaber under vidtløftige Discourser om Veiret, Isen og desl.; andre Gjenstande befatte de sig ikke med. De ere da blottede til Beltestedet. hvis de ikke ere saa godt forsynede med Linned, at de kunne iføre sig et saadant Stykke. Der er for det Meste meget smudsigt og uordentligt i disse Hytter. Brixen er Husets eneste Meubel; den maa gjøre Tjeneste som Bord, Bænk og Sengested. Den er omtrent ½ Alen over Jorden; under den findes Oplag af allehaande uhyggelige Sager, som forpeste Luften i Stuen og ofte foraarsage Sygdomme. Del kan saaledes hændes, at døde Hundehvalpe og forraadnede Stumper af Skind henligge under Brixen i halve Aar, før de blive ryddede af Veien. I de fleste Huse gjør man sig nemlig kun engang om Aaret den Ulejlighed at gjøre reent, nemlig paa den Tid af Sommeren, Familierne boe under Telte; man Øj tager da Taget af Huset og lader det henstaae saaledes, indtil den ublide Aarstid tvinger Familierne til at søge Ly i den lunere Vinterbolig. Alle grønlandske Familier maae imidlertid ikke redes over een Kam; der findes nogle iblandt dem, som idetmindste til en vis Grad gjøre sig Umage for at holde nogenledes reent hos sig. (Forts.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 10. september 1854)

Aron fra Kangeq (1822-1869): Kalâdlit Assilialiait. Grønlandske Træsnit. Sagnmotiv. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Grønland og dets Beboere.

(Fortsat. See Nr. 164)

Klimaet er vel strængt, Særdeleshed i Nordgrønland, »ie» da Europæerne ligesom Landets Indfødte klæde sig i Skind, mærke de ikke Kulden saameget. Den almindeligste Middeltemperatur i en Vinter er -12 0 efter Reaumurs Thermometer, medens man enkelte Vintre faaer et langt mindre Middeltal ud af de daglige Optegnelser, f. Ex. i Vinteren 1846-47, da Middeltemperaturen kun beløb sig til mellem 3 og 4 " under Frysepunktet. Hele denne Vinter var Sydøstvinden den meest herskende; denne Vind bringer altid mild Luft med sig, uagtet den kommer i stærke Kast fra Isblinkerne i Landet. Der var den Vinter intet Islæg, saa at ikke engang Havnene vare saaledes tilfrosne, at der kunde kjøres over dem; maaskee Heklas Udbrud, der netop fandt Sted i den Tid, var Aarsag til en saa usædvanlig mild Vinter. Skjøndt Grønland er af vulkansk Oprindelse, findes ingen varme Kilder der, saaledes som paa Island, idetmindste ere ingen bekjendte. Det Indre af Landet er bedækket med en uhyre Snee- og Ismasse, Isblinken, der bestandig voxer og skyder sig horizontalt frem, indtil den naaer en af de større Fjorde eller Bugter, hvor den kaster store Isfjelde fra sig, der efterhaanden opfylde Fjordene og vælte sig ind over de mindre Øer, saa at ogsaa disse tilsyneladende forvandles til Isblinke og aldeles skjules af Is. Fjorden imellem Jacobshavn og Claushavn er saaledes nu aldeles opfyldt med Isfjelde, og de i det Indre af denne Fjord liggende Smaaøer, fra hvilke Grønlænderne i sin Tid skulle have drevet en meget betydelig Sælhundefangst, ere forsvundne; Rækken af de tæt paa hinanden staaende Isfjelde strækker sig endog et godt Stykke udenfor Fjordens Munding ud i Diskobugten. Den saakaldte Kalvning af disse Isfjelde er høist farlig for dem, som i Fartøi befinde sig i Nærheden: naar Isfjeldet gaaer istykker flyde Stumperne i stærk Fart ud i Kreds om det, og Vandel kommer derved i saa hæftig Bevægelse, at det ved Kysten gaaer høit over sine sædvanlige Bredder. Telte, der ere reiste nær ved Søen, staae ved saadanne Leiligheder Fare for hurtig at bortrives med deres Beboere, hvilket f. Ex. var Tilfældet den 21 de August 1844 ved Kekertak i Nordgrønland. Teltets Eier havde lagt sig til at sove i det, da Søen ved et Isfjelds Sammenstyrtning opsvulmede i den Grad, at den bortrev ham tilligemed Teltet, inden det var muligt at komme ham tilhjælp. I Almindelighed kunne dog Grønlænderne undqaae Faren ved Isfjeldene, da de som oftest vide at skjelne imellem de sikkre og usikkre Isfjelde efter deres større eller mindre Fasthed og Form. Isfjeldene have undertiden den Størrelse og Udstrækning, at der danner sig store Vandbeholdninger som Indsøer af fersk Vand paa dem, hvorfra Elve udstrømme, der danne smukke og larmende Vandfald. Der fortælles om de engelske Hvalfangere, at de lægge til med deres Baade ved saadanne Elve for at forsyne Skibene med Vand. De i disse Farvande stærke Strømninger paavirke de flydende Ismasser med overordentlig Kraft, saa at man hyppig seer dem som uhyre Sejlere gaae med betydelig Fart lige imod Vinden. Capitain Ross, der opgiver at have funden den magnetiske Pol ved Hjælp af sin Brodersøn, daværende Capitainlieutenant Ross, fortæller, at da han engang var bleven indefrossen i en dyb Fjord, lod han Skibet gjøre fast ved et Isfjeld, og da Strømmen førte ud af Bugten, blev det paa denne Maade bugseret ud gjennem Isen, idet Isfjeldet ryddede alle Hindringer af Veien og banede en sikker Kanal til det aabne Hav. Naar man betænker, at kun omtrent 1/9 af en flyvende Ismasse befinder sig over Havets Overflade, saa at altsaa de 8/9 ere under Vandet, kan man forestille sig, i hvor høi Grad en stærk Strøm maa kunne virke derpaa. I mørke Nætter og taaget Veir ere disse stumme Seilere farlige Kammerader for Skibene; var et Skib saa ulykkeligt at støde sammen med et Isfjeld, vilde det i de fleste Tilfælde øieblikkelig blive knust og alle ombordværende Personer være fortabte. Den danske Handelsskib "Tordenskjold", som i Foraaret 1845 afsendtes fra Kjøbenhavn, men aldrig naaede sin bestemte Havn i Grønland, er sandsynligviis gaaet under paa denne Maade med Mand og Muus. Briggen "Prinds Christian" havde i Aaret 1846 et Sammenstød med et Isfjeld i taaget Veir, hvorved Briggen selv gik under, medens dog Besætningen i dette Tilfølde var saa heldig at redde sig i Storbaaden til den nærmeste Havn. Da disse i Havet omdrivende Fjelde, som sagt, have deres Oprindelse fra Isblinken paa Landjorden, bestaae de af steenhaarde, fastfrosne Sneemasser, som ved at optøies altid afgive feskt Vand. Man har ikke Brønde i Gronland, fordi man ved at gjennemgrave den tynde Jordskorpe snart støder paa faste uigjennemtrangelige Klipper eller paa underjordisk Is, som aldrig optøer; derfor benytter man om Sommeren meest Isstumper fra Fjeldene, som opfiskes i Havet, til at forsyne Huusholdningen med Vand; om Vinteren derimod gentes dette i Slæder fra en af de mange Ferskvandssøer, som altid findes i Nærheden af beboede Steder.

Grønlændernes eneste Huusdyr er Hunden, et for dem ligesaa uundværligt Dyr, som Hesten for os. Der gives ingen Veie i Landet; Slæden fører den Reisende henover det uoverskuelige Isdække, eller, naar hans Vei falder over Land, da op eller ned ad Elve, over Indsøer, ofte ogsaa over de steileste Fjelde. Slæden bestaaer kun af Meder med Jern- eller Beenskinner, over hvilke der med Skindremme er fastsurret nogle Tværtræer til at sidde paa; bag paa Mederne ere anbragte to opstaaende Lægter af 2 a 3 Alens Længde til at styre Slæden med paa vanskelige Steder. For dette Kjøretøi spændes sædvanlig 6 til 10 Hunde, hver med en omtrent 3 Al. lang Skindrem som Skagel, der ved et Stykke tilskaaret Been hæftes i en Beenring paa Selen, som er syet af Skind og iført Hunden saaledes, at den ugenert kan anvende hele sin Kraft til at trække. Hundene styres ved en lang Kanepidsk og gaae altid jævnsidesc de villigste og bedst dresserede paa Fløiene, de yngste i Midten, da Slæden saaledes lettest styres, og de Uvante med det Samme dresseres. Den grønlandske Hund er af en rovgjerrig Natur og ligner i flere Henseender Ulven: den overgaaer i Almindelighed ikke en dansk Gaardhund i Størrelse, har spids Snude, korte stedse opstaaende Øren og fordetmeste graalige, uldagtige Haar. I Flokke ere de meget glubske og anfalde og sønderrive undertiden Mennesker, enkeltviis derimod feige; man hører dem aldrig gjøe, hvorimod de flokkeviis anstille en uhyggelig, vedholdende Tuden. De ere meget udholdende og kunne tilbagelægge flere Dagsreiser uden Foder; til Exempel kan anføres, at der aarligen i Februar eller Marts afgaae to eller tre Slæder fra den nordligste Coloni i Landet Upernavik til Omenak med Indberetning til Inspecteuren, en Veilængde af vistnok 56 Miil, som sædvanligen medtager 3 til 4 Dage, stundom længere Tid. Kudskene ere da forsynede med Skydereqvisiter for at kunne skaffe Foder tilveie undervejs, hvis det ringe Forraad de kunne medføre paa Slæderne skulde slippe op, før de naae Bestemmelsesstedet; men ofte skeer det, at de hverken antræffe Sælhunde eller andet Vildt og altsaa maae opsætte Fodringen i flere Dage, indtil de omsider naae beboede Steder. Paa en Isbjørnejagt gjøre Hundene udmærket Nytte. Naar Jægeren med Slæden nærmer sig Bjørnen, hvis Spor Hundene ivrig forfølge, spænder han den, enkeltviis fra, indtil han er kommen Bjørnen paa Riffelskuds Distance, da han lader de sidste løs fra Slæden. Hundene have imidlertid angrebet Bjørnen og tvunget den til at sidde, idet de, saa ofte den reiser sig for at flygte, hænge sig fast under Bugen og tilføie den hæftige Smerter; i denne siddende Stilling er det en let Sag for saa øvede Riffelskytter som Grønlænderne at fælde den ved et eneste Skud. Forfeiles Maalet, reiser vel Bjørnen sig paa Flugt, men tvinges af Hundene atter til at standse, og Jægeren giver den da sin Rest. Kjødet af Isbjørnen er velsmagende, naar det ikke gjemmes forlænge, medens man dog ellers har Lethed med at konservere alt andet Kjød paa Grund af den vedvarende Kulde. - Rensdyret lever i Grønland i utæmmet Tilstand; det findes i stor Mængde overalt i Landet. De fleste skydes om Sommeren, der meest tilbringes med denne Jagt; en af Grønlandernes kosteligste Retter er den raa Rensdyrmave med de halv forraadnede Excrementer.

I Juni Maaned, naar Farvandet begynder at blive frit for Is, rive Grønlænderne Taget af deres Huse og flytte i Telt, Nogle heelt sydpaa i Landet paa Rensdyrjagt, Andre ud paa Holme, hvorfra de lettere kunne gaae paa Sælhunde- og Hvidfiskefangst. Endeel af der tilveiebragte Rensdyrkjød, saavelsom Sælhunde- og Hvidfiskekjød tørres i Solen til den forestaaende Vinter, dog sjelden i saa tilstrækkelig Mængde, at de have nok, uagtet der paa den Tid haves Overflødighed af Kjød; en Deel kaste de i Gruber, hvor det henligger til om Vinteren og da spises med den største Appetit. Teltene ere af tonede Sælskind, opreiste med Lægter; deres væsentligste Bohave, som: Brixen, Kufferter osv., er anbragt i dem. Paa Brixen udbrede de, naar de bille sove, nogle Saldehundeskind; det er sjeldent at træffe paa Grønlandere, der ere i Besiddelse af ordentlige Sengklæder, skjøndt de have Fuglevildt i Mængde, hvoraf de kunde skaffe sig Fjær. Edderfuglens Skind bruges med sin hele Fjærbedækning til at sye Peltse af; det kan vel ikke nægtes, at der af disse Skind kan forfærdiges en meget varm Bedækning, men Stanken derved er ganske utaalelig, naar den har været i Brug i nogen Tid. Saavel Europæerne som Grønlanderne forfærdige sig derfor helst deres Klæder af vel tilberedte Sæl- eller Rensdyrskind og give dem, uden Hensyn til Smag eller Mode, en saadan til Kroppen sluttende Form, som ansees for meest hensigtsmæssig til Beskyttelse mod den bidende Kulde og gjennemtrængende Blæst.

(Fortsættes.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 17. september 1854)

Inden den 3. og sidste del (se nedenfor) var publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, affødte uddrag af de to ovenstående artikler følgende kommentar:

Det er altsaa Udbyttet af Handelsmonopolets patriarchalske Regimente: Udelukkelse af Samqvem og Civilisation, Befordring af Ureenliqhed og Uvidenhed! Og hvad skeer til at bringe de ulykkelige Grønlændere ud af al den Smuds og Elendighed? Jo, de, er sandt, en Commission er nedsat eller har været nedsat og er bleven opløst. Gud veed, hvor mange grønlandske, eller for at sige endnu mere: Commissions-vintre der skulle gaae hen over det grønlandske Svineri, før hele denne Monopol-Augiasstald ryddes. Men den ved de mange Katecheter oplyste grønlandske Nation vil det ikke kunne interessere, da jo næsten "ingen Grønlander veed, hvor gammel han selv er" og de desuden ved Handelsmonopolet ikke ere udelukkede fra at have samme Underholdningsstof som Gianellis Gjæster: "Veiret, Isen o. desl."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. september 1854).

Det er lidt uklart hvem der hentydes til med Gianelli. Muligvis kam det være den danske medaljør Peter Leonhard Gianelli (1767-1807) som efter tegning af Nicolai Abildgaard stod for en medalje u 1792 i anledning af kongens forbud mod handel med slavegjorte. Motivet var et hoved af en afrikaner med indskriften: "Me miserum" (Jeg ulykkelige).

Fotograf Louis Rousseau: "Grønlandske eskimoer" (inuitter), fotograferet i Godthåb (Nuuk). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Grønland og dets Beboere.

(Sluttet. See Nr 168.)

Den mandlige og qvindelige Dragt er af samme Stof, om end noget forskjellig i Formen. Qvinderne bære korte Sælskinds Beenklæder og lange couleurte Støvler, Mændene derimod lange Beenklæder og korte Støvler. Den øvre Bedækning er en saakaldet Annorak, som er eens for Mænd og Qvinder. Den bestaaer af en indre, heelt sammensyet Pelts, med Haarene indad, til at smøge over Hovedet og forsynet med en Hætte bag i til at bedække Hovedet med i Kulde og Blæst, og en ydre Beklædning i samme Form af Bomuldstøi, Sirts eller Lærred.

Kun fra eet Sted i Nordgrønland drives endnu Hvalfistefangsten, nemlig i Logen Godhavn paa den store Diskoø, hvor det af og til lykkes at fange enkelte Hvaler. Foruden den store Nytte, der haves af den Mængde Spæk og Kjød, et saadant Dyr indeholder, faaer man af det den saakaldte Matak, en Slags Skind, som ogsaa Hvidfisken er i Besiddelse af og er meget velsmagende. Mataken kan spises raa og er da i Særdeleshed et ypperligt Præservativ mod Skjørbug, der ofte henad Vinteren yttrer sig haardnakket blandt Europæerne, eller ogsaa stegt. Endnu før Fisken er bragt iland, begynde Grønlænderne at flændse af Mataken og fortære den med stor Begjærlighed. Hvalfiskens Matak holdes for at være mere delicat, end Hvidfiskens, hvorfor det er Skik, naar der fanges en Hvalfisk ved Godhavn, at sende Matak om til de andre Colonier. - Torskebankerne i Davidsstrædet benyttes nu aarlig, og mange Ladninger udmærket store og velsmagende Torsk føres til Landet for der at tilberedes til Klipfisk. I Ferskvandssøerne findes Lax i stor Mængde og af udmærket Bonitet; der gives Skjællaxen salmo salær., den store Laxørrede salmo alpinus og den smukke rødbugede salmo carpio. Et maaskee dog kun fabelagtigt Søuhyre i de store Ferskvandssøer i det Indre omtale Grønlænderne som seet af Flere. Af en Dansk i Grønland blev udlovet en Belønning til dem, som kunde skaffe et Exemplar tilveie af denne Fisk, der, hvis den existerer, vistnok vilde være af stor Interesse i naturhistorisk Henseende; men hans Bestræbelser bleve uden Resultat. Saaledes paastaae ogsaa Grønlænderne, at der i det Indre af Landet lever et meget glubende Rovdyr, som kun sjeldent sees, fordi Folk kun sjeldent drage ret langt ind i det Indre, og af de Indfødte kaldes Amarok. En Grønlander fortæller om dette Dyr Følgende: "Jeg havde fjernet mig et godt Stykke fra det Sted ved Fjorden, hvor vi havde opreist vort Telt, og befandt mig netop paa en lille Skraaning af en Dal, der var omgivet med høie Fjelde, da jeg pludselig fik Øie paa et ubekjendt Dyr i nogen Afstand fra mig. Det var noget større, end en Iisbjørn, med mørkebruunt Skind og et stort Hoved; det stirrede paa mig, idet det med stor Smidighed og saa let, som om det næppe berørte Jorden med Fødderne bevægede sig i en Halvkreds om mig, som for at spærre mig Veien. Jeg stod af Angst som naglet til Stedet og havde ikke Mod til at lægge an med min Riffel; efter nogle Minuters Forløb gjorde Dyret et Sidespring og forsvandt. Jeg er af den Formening, at det var en Amarok." En saadan Fortælling af en enkelt Mand er nu vistnok i høi Grad upaalidelig, især fordi Grønlænderne af Naturen ere meget tilbøielige til at have Syner. I den mørke Tid om Vinteren see de ofte Spøgelser og høre overnaturlige Lyde, og factisk er det, at nogle Baade engang bleve bemandede og armerede med Skydegeværer og Harpuner for at bortjage et stort Kæmpegespenst, som i længere Tid havde foruroliget Gemytterne; da man endelig tog Mod og Mands Hjerte til sig og nærmede sig Uhyret, var det en nedrullet Klippeblok, der i Afstand fortonede sig som en menneskelig Kæmpeskikkelse. Muligt at i ovenanførte Tilfælde Indbildningen har foremalet Manden et Uhyre i Skikkelse af del af ham selv efterstræbte Rensdyr, eller at det har været en af de store Ulve, som efter Nogles Mening undertiden komme over Isen fra Amerikas Fastland; muligt ogsaa, at Fabricius har Ret, naar han omtaler Ordet Amarok saaledes: "et rivende Dyr, som siges at opholde sig høit oppe i Inderlandet. Uden Tvivl ursus luscus." I hvert Tilfælde vilde en videnskabelig Undersøgelse af Grønlands Indre afgive meget interessante Resultater. Men Vanskelighederne ved at reise endog blot et halvhundrede Miil ind i Landet ere store, om ikke uovervindelige. De dybt i Landet gaaende Fjorde vilde afgive en beqvem og interessant Vei til det Indre, hvis de, som tidligere bemærket, ikke vare opfyldte med Isfjelde, der gjør al Passage umulig. Over selve Landet med sine rivende Elve og omfangsrige Indsøer, umaadelige sneebedækkede Fjelde og svælgdybe Kloster var kun om Vinteren en farefuld Reise mulig med Slæde, naar der ikke tillige behøvedes en stor Transport af Levnedsmidler, Foder til Hundene og andre Fornødenheder.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. oktober 1854)