Om Grønland og dets Beboere.
(Optegnelser fra et fleeraarigt Ophold i Grønland af Skolelærer C. E. Jacobsen i Freilev.)
Der gives maaskee intet Folk paa Jorden, der i den Grad er i Besiddelse af indbyrdes Fred og Enighed som Grønlænderne. Aldrig opstaaer Kiv eller Strid imellem dem. De ere uden Lov, og de behøve ingen Lov; thi de ere redebonne som Faa til at handle efter Naturlovens Bud, hvilken Gud selv skrev i deres Hjerter. Huusfaderen furer et stille og fredeligt Liv i sin Familie, hvoraf som oftest Flere beboe Husets eneste Stue. Blandt disse maa der altid være Forsørgere: Mænd, som enten staae i Handelens Tjeneste og kunne skaffe dansk Proviant og Kaffe til Huset, eller som ved Sælhundefangst kunne ernære Sine. For en indfødt Tjenstgjørende er det imidlertid ofte vanskeligt at komme ud af det, fordi Alt, hvad der bringes til Huset, betragtes som fælles Eiendom; hans Ration er derfor hurtigt fortæret, og naar han i Handelens Ærinde bortsendes paa et længere Togt, er han ofte i Forlegenhed for de vigtigste Livsfornødenheder og maa laane sig frem. I Følelsen af sin Frihed og Selvstændighed troer Fangeren sig hævet ei alene over dem af hans Landsmænd, der ere gaaede i Handelens Tjeneste, men over Enhver, der staaer i undersaatligt Forhold til Konge og Øvrighed og er verdslige Love undergiven. Naar Veir og Aarstid tillader det, driver han sit Fiskeri med Lyst og Iver, og jo heldigere han er med dette, desto mere tiltager hans Anseelse. Saalænge det om Sommeren bestandigt er lyst, er Grønlænderen for det meste paa Fangst om Natten og udhviler om Dagen. De indskrænke sig i denne Tid til Kajakfangsten, med hvilken de bære sig ad paa følgende Maade: Saasnart de i Kajaken, et lille letroende Fartei, bygget af Sælskind og Lægter, komme Sælhunden eller Hvidfisken saa nær, at de kunne naae den med Harpunen, kaste de denne med Kraft i Dyret, og i samme Øieblik stille de Kajaken ved en bagpaa anbragt Blære, der ved en lang Rem er forbunden med Harpunen; denne vil altid betegne dem, hvilken Retning det angrebne Dyr tager, da den ikke let drages under Vandet. Fangeren roer da til i denne Retning, indtil han kommer saa nær, at han med en Landse kan gjøre det af med Dyret. Undertiden skeer det dog, at Hvidfisken løber bort med Harpunen og Blæren, og det hændes, at man finder en Hvidfisk, svømmende med disse Redskaber lang Tid efter at den er harpuneret. Saavel Hvidfiskens som Sælhundens Kjød er meget mørkt og blodrigt, men mangler Kraft og er altsaa ikke synderlig nærende. Heraf kommer det, at Grønlænderne kunne spise saa stor Mængde deraf adgangen, og at de saa ofte holde Maaltid, idet Hungeren langt tidligere indfinder sig efter en Ret Sælhundekjød, end efter sædvanlig europæisk Kost. Dette Kjød er deres Hovednæringsmiddel. Det tjener dem istedetfor Brød og alle vore Retter. Det koges med et Lag Spæk over; men kun sjelden nyder Grønlænderen Suppen af dette Kjød, i alt Fald kun blandet med Blod, og, hvis det kan tilvejebringes, Gryn. Med en Tilsætning af Peber og Salt nyde de Danske i Landet denne Ret som Sortsuppe.
Grønlændernes Færdighed i at kaste Pile og Harpuner viser sig, naar de i Juli og August Maaneder samles i deres Kajaker under de saakaldte Fuglefjelde for at fange Fugle. I disse Fjelde bygge Maager, Alke og Tatarater (en liden Maageart, larus tridactylus) deres Reder; naar Grønlænderne om Aftenen ved at gjøre Støi opskræmme dem af deres Ro, flyve de millionviis ud; endeel flagrer om i Luften, endeel kaster sig udi Vandet med deres Unger, som netop have begyndt at øve sig i at flyve. Mod disse vender Grønlænderen sig, kastende sin Fuglepiil efter den Gamle, hvorpaa han med Kajakaaren dræber Ungerne, der, efterat have dukket under, søge Moderen paa Vandets Overflade. Fuglefjeldene ere, at see fra Vandet, steile lodretstaaende Fjeldvægge, forsynede med Bænke, af Naturen dannede Indhug, hvor Fuglene udruge deres Unger. Hvor saadanne Fjelde ikke staae heelt ud til Søen, findes nedenunder en stor Mængde Guano og den heri voxende Syre, som ofte naaer en 4 Mands Høide.
Sommeren er kun af kort Varighed, omtrent et Par Maaneder, hvorfor ogsaa de Indfødte kun bruge Benævnelsen "Vinter" om et heelt Aar, og saaledes betegne ved et vist Antal Vintre, hvor gamle de ere, naar de overhovedet vide dette, hvilket er yderst sjeldent. Hvad der paa en høist ubehagelig Maade forstyrrer Nydelsen af den kortvarige grønlandske Sommer, er den Mængde Myg, som en Tidlang opfylder Atmosphæren, meest til Gene for Europæerne, da Grønlænderne deels ere saa hærdede i Huden, at de ikke mærke Stikkene, deels præservere sig ved at indgnide Ansigt og Hænder med Spæk. Solvarmen kan være meget stærk om Foraar og Sommer, uden at den dog formaaer at optøe Atmosphæren; der er saaledes observeret paa Solsiden af en Bygning +24 0 R. til samme Tid, som et andet Reamurs Thermometer viste -12" paa Bygningens Skyggeside. Vegetationen er naturligviis meget maadelig i hele Nordgrønland, medens man dog i det Sydlige af Landet er istand til at holde nogle Gjeder, et stort Gode i et Land, hvor for Europæerne Savnet af en stor Deel af Fødelandets Producter er saa føleligt. Ogsaa har Sydgrønland den Fordeel, at man der de fleste Steder har Solen hele Aaret igjennem, om det end kun er for kort Tid i de korteste Dage, medens man mange Steder i Nordgrønland ikke seer Glimt af den i flere Maaneder. Det beroer iøvrigt paa Stedets Beliggenhed, om det meer eller mindre er omgivet med Fjelde, at man tidligere eller sildigere faaer Solen at see; der kan derfor være en betydelig Forskjel for Steder under samme Brede, saa at de mere frit liggende Steder kunne have Solen 4 a 6 Uger længere, end de med Fjelde omgivne Steder under samme Bredegrad. I Nordgrønland seer man sædvanligviis ikke Solen over Horizonten fra Begyndelsen af November til først i Februar. Denne er den tristeste Tid i Grønland. Mørket forhindrer Europæerne i at gaae ud, Lamperne ere uafbrudt tændte og Vinduesskodderne lukkede. Som oftest kniber det for Grønlænderne i denne Tid: de fange Intet og forstaae saa lidet under heldigere Omstændigheder at spare til den kommende Tid, at de fordetmeste ere meget maadeligt forsynede med Kjød og Spæk; thi dette sidste er ligesaa nødvendigt i deres Huusholdning som Kjødet, da de ved det erholde Lys og Varme om Vinteren. De have store ovale Steenkar istedetfor Lamper, paa hvis Kant de, efterat have fyldt dem med Spæk, anbringe Mos, som de fugte med Tran og derpaa tænde Ild i; sex til syv saadanne Lamper eie tilstrækkelige til at holde Stuen godt oplyst og varm Husene ere opførte af Jord og Steen, med fladt Tag af Græstørv paa Lægter; der behøves ikke meget Tømmer til disse Huse, kun et Par Stolper til at holde Taget fra at falde ned i Stuen; midt i denne staaer gjerne en massiv Stolpe, som let kan skaffes tilveje blandt den Mængde Drivtømmer, som idelig skyller op paa Kysten. Til Stuen fører en mørk, snæver Gang, gjennem hvilken man kun langsomt bevæger sig med Overkroppen i horisontal Stilling, ofte stødende an mod fremragende Stene i Loftet eller Væggene. Gangen er underjordisk, oftest en Alen i Jorden; en Lem fører fra den op i Stuen, der altid er bygget paa Jordens Overflade, hvor Familierne ere samlede paa en bred Brix, der gaaer midt ud i Stuen: Fruentimrene ved deres Syarbeide, Mændene fordetmeste uden Beskjæftigelse, dog ogsaa ifærd med at istandsætte deres Fangeredskaber under vidtløftige Discourser om Veiret, Isen og desl.; andre Gjenstande befatte de sig ikke med. De ere da blottede til Beltestedet. hvis de ikke ere saa godt forsynede med Linned, at de kunne iføre sig et saadant Stykke. Der er for det Meste meget smudsigt og uordentligt i disse Hytter. Brixen er Husets eneste Meubel; den maa gjøre Tjeneste som Bord, Bænk og Sengested. Den er omtrent ½ Alen over Jorden; under den findes Oplag af allehaande uhyggelige Sager, som forpeste Luften i Stuen og ofte foraarsage Sygdomme. Del kan saaledes hændes, at døde Hundehvalpe og forraadnede Stumper af Skind henligge under Brixen i halve Aar, før de blive ryddede af Veien. I de fleste Huse gjør man sig nemlig kun engang om Aaret den Ulejlighed at gjøre reent, nemlig paa den Tid af Sommeren, Familierne boe under Telte; man Øj tager da Taget af Huset og lader det henstaae saaledes, indtil den ublide Aarstid tvinger Familierne til at søge Ly i den lunere Vinterbolig. Alle grønlandske Familier maae imidlertid ikke redes over een Kam; der findes nogle iblandt dem, som idetmindste til en vis Grad gjøre sig Umage for at holde nogenledes reent hos sig. (Forts.)
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 10. september 1854)
Om Grønland og dets Beboere.
(Fortsat. See Nr. 164)
Klimaet er vel strængt, Særdeleshed i Nordgrønland, »ie» da Europæerne ligesom Landets Indfødte klæde sig i Skind, mærke de ikke Kulden saameget. Den almindeligste Middeltemperatur i en Vinter er -12 0 efter Reaumurs Thermometer, medens man enkelte Vintre faaer et langt mindre Middeltal ud af de daglige Optegnelser, f. Ex. i Vinteren 1846-47, da Middeltemperaturen kun beløb sig til mellem 3 og 4 " under Frysepunktet. Hele denne Vinter var Sydøstvinden den meest herskende; denne Vind bringer altid mild Luft med sig, uagtet den kommer i stærke Kast fra Isblinkerne i Landet. Der var den Vinter intet Islæg, saa at ikke engang Havnene vare saaledes tilfrosne, at der kunde kjøres over dem; maaskee Heklas Udbrud, der netop fandt Sted i den Tid, var Aarsag til en saa usædvanlig mild Vinter. Skjøndt Grønland er af vulkansk Oprindelse, findes ingen varme Kilder der, saaledes som paa Island, idetmindste ere ingen bekjendte. Det Indre af Landet er bedækket med en uhyre Snee- og Ismasse, Isblinken, der bestandig voxer og skyder sig horizontalt frem, indtil den naaer en af de større Fjorde eller Bugter, hvor den kaster store Isfjelde fra sig, der efterhaanden opfylde Fjordene og vælte sig ind over de mindre Øer, saa at ogsaa disse tilsyneladende forvandles til Isblinke og aldeles skjules af Is. Fjorden imellem Jacobshavn og Claushavn er saaledes nu aldeles opfyldt med Isfjelde, og de i det Indre af denne Fjord liggende Smaaøer, fra hvilke Grønlænderne i sin Tid skulle have drevet en meget betydelig Sælhundefangst, ere forsvundne; Rækken af de tæt paa hinanden staaende Isfjelde strækker sig endog et godt Stykke udenfor Fjordens Munding ud i Diskobugten. Den saakaldte Kalvning af disse Isfjelde er høist farlig for dem, som i Fartøi befinde sig i Nærheden: naar Isfjeldet gaaer istykker flyde Stumperne i stærk Fart ud i Kreds om det, og Vandel kommer derved i saa hæftig Bevægelse, at det ved Kysten gaaer høit over sine sædvanlige Bredder. Telte, der ere reiste nær ved Søen, staae ved saadanne Leiligheder Fare for hurtig at bortrives med deres Beboere, hvilket f. Ex. var Tilfældet den 21 de August 1844 ved Kekertak i Nordgrønland. Teltets Eier havde lagt sig til at sove i det, da Søen ved et Isfjelds Sammenstyrtning opsvulmede i den Grad, at den bortrev ham tilligemed Teltet, inden det var muligt at komme ham tilhjælp. I Almindelighed kunne dog Grønlænderne undqaae Faren ved Isfjeldene, da de som oftest vide at skjelne imellem de sikkre og usikkre Isfjelde efter deres større eller mindre Fasthed og Form. Isfjeldene have undertiden den Størrelse og Udstrækning, at der danner sig store Vandbeholdninger som Indsøer af fersk Vand paa dem, hvorfra Elve udstrømme, der danne smukke og larmende Vandfald. Der fortælles om de engelske Hvalfangere, at de lægge til med deres Baade ved saadanne Elve for at forsyne Skibene med Vand. De i disse Farvande stærke Strømninger paavirke de flydende Ismasser med overordentlig Kraft, saa at man hyppig seer dem som uhyre Sejlere gaae med betydelig Fart lige imod Vinden. Capitain Ross, der opgiver at have funden den magnetiske Pol ved Hjælp af sin Brodersøn, daværende Capitainlieutenant Ross, fortæller, at da han engang var bleven indefrossen i en dyb Fjord, lod han Skibet gjøre fast ved et Isfjeld, og da Strømmen førte ud af Bugten, blev det paa denne Maade bugseret ud gjennem Isen, idet Isfjeldet ryddede alle Hindringer af Veien og banede en sikker Kanal til det aabne Hav. Naar man betænker, at kun omtrent 1/9 af en flyvende Ismasse befinder sig over Havets Overflade, saa at altsaa de 8/9 ere under Vandet, kan man forestille sig, i hvor høi Grad en stærk Strøm maa kunne virke derpaa. I mørke Nætter og taaget Veir ere disse stumme Seilere farlige Kammerader for Skibene; var et Skib saa ulykkeligt at støde sammen med et Isfjeld, vilde det i de fleste Tilfælde øieblikkelig blive knust og alle ombordværende Personer være fortabte. Den danske Handelsskib "Tordenskjold", som i Foraaret 1845 afsendtes fra Kjøbenhavn, men aldrig naaede sin bestemte Havn i Grønland, er sandsynligviis gaaet under paa denne Maade med Mand og Muus. Briggen "Prinds Christian" havde i Aaret 1846 et Sammenstød med et Isfjeld i taaget Veir, hvorved Briggen selv gik under, medens dog Besætningen i dette Tilfølde var saa heldig at redde sig i Storbaaden til den nærmeste Havn. Da disse i Havet omdrivende Fjelde, som sagt, have deres Oprindelse fra Isblinken paa Landjorden, bestaae de af steenhaarde, fastfrosne Sneemasser, som ved at optøies altid afgive feskt Vand. Man har ikke Brønde i Gronland, fordi man ved at gjennemgrave den tynde Jordskorpe snart støder paa faste uigjennemtrangelige Klipper eller paa underjordisk Is, som aldrig optøer; derfor benytter man om Sommeren meest Isstumper fra Fjeldene, som opfiskes i Havet, til at forsyne Huusholdningen med Vand; om Vinteren derimod gentes dette i Slæder fra en af de mange Ferskvandssøer, som altid findes i Nærheden af beboede Steder.
Grønlændernes eneste Huusdyr er Hunden, et for dem ligesaa uundværligt Dyr, som Hesten for os. Der gives ingen Veie i Landet; Slæden fører den Reisende henover det uoverskuelige Isdække, eller, naar hans Vei falder over Land, da op eller ned ad Elve, over Indsøer, ofte ogsaa over de steileste Fjelde. Slæden bestaaer kun af Meder med Jern- eller Beenskinner, over hvilke der med Skindremme er fastsurret nogle Tværtræer til at sidde paa; bag paa Mederne ere anbragte to opstaaende Lægter af 2 a 3 Alens Længde til at styre Slæden med paa vanskelige Steder. For dette Kjøretøi spændes sædvanlig 6 til 10 Hunde, hver med en omtrent 3 Al. lang Skindrem som Skagel, der ved et Stykke tilskaaret Been hæftes i en Beenring paa Selen, som er syet af Skind og iført Hunden saaledes, at den ugenert kan anvende hele sin Kraft til at trække. Hundene styres ved en lang Kanepidsk og gaae altid jævnsidesc de villigste og bedst dresserede paa Fløiene, de yngste i Midten, da Slæden saaledes lettest styres, og de Uvante med det Samme dresseres. Den grønlandske Hund er af en rovgjerrig Natur og ligner i flere Henseender Ulven: den overgaaer i Almindelighed ikke en dansk Gaardhund i Størrelse, har spids Snude, korte stedse opstaaende Øren og fordetmeste graalige, uldagtige Haar. I Flokke ere de meget glubske og anfalde og sønderrive undertiden Mennesker, enkeltviis derimod feige; man hører dem aldrig gjøe, hvorimod de flokkeviis anstille en uhyggelig, vedholdende Tuden. De ere meget udholdende og kunne tilbagelægge flere Dagsreiser uden Foder; til Exempel kan anføres, at der aarligen i Februar eller Marts afgaae to eller tre Slæder fra den nordligste Coloni i Landet Upernavik til Omenak med Indberetning til Inspecteuren, en Veilængde af vistnok 56 Miil, som sædvanligen medtager 3 til 4 Dage, stundom længere Tid. Kudskene ere da forsynede med Skydereqvisiter for at kunne skaffe Foder tilveie undervejs, hvis det ringe Forraad de kunne medføre paa Slæderne skulde slippe op, før de naae Bestemmelsesstedet; men ofte skeer det, at de hverken antræffe Sælhunde eller andet Vildt og altsaa maae opsætte Fodringen i flere Dage, indtil de omsider naae beboede Steder. Paa en Isbjørnejagt gjøre Hundene udmærket Nytte. Naar Jægeren med Slæden nærmer sig Bjørnen, hvis Spor Hundene ivrig forfølge, spænder han den, enkeltviis fra, indtil han er kommen Bjørnen paa Riffelskuds Distance, da han lader de sidste løs fra Slæden. Hundene have imidlertid angrebet Bjørnen og tvunget den til at sidde, idet de, saa ofte den reiser sig for at flygte, hænge sig fast under Bugen og tilføie den hæftige Smerter; i denne siddende Stilling er det en let Sag for saa øvede Riffelskytter som Grønlænderne at fælde den ved et eneste Skud. Forfeiles Maalet, reiser vel Bjørnen sig paa Flugt, men tvinges af Hundene atter til at standse, og Jægeren giver den da sin Rest. Kjødet af Isbjørnen er velsmagende, naar det ikke gjemmes forlænge, medens man dog ellers har Lethed med at konservere alt andet Kjød paa Grund af den vedvarende Kulde. - Rensdyret lever i Grønland i utæmmet Tilstand; det findes i stor Mængde overalt i Landet. De fleste skydes om Sommeren, der meest tilbringes med denne Jagt; en af Grønlandernes kosteligste Retter er den raa Rensdyrmave med de halv forraadnede Excrementer.
I Juni Maaned, naar Farvandet begynder at blive frit for Is, rive Grønlænderne Taget af deres Huse og flytte i Telt, Nogle heelt sydpaa i Landet paa Rensdyrjagt, Andre ud paa Holme, hvorfra de lettere kunne gaae paa Sælhunde- og Hvidfiskefangst. Endeel af der tilveiebragte Rensdyrkjød, saavelsom Sælhunde- og Hvidfiskekjød tørres i Solen til den forestaaende Vinter, dog sjelden i saa tilstrækkelig Mængde, at de have nok, uagtet der paa den Tid haves Overflødighed af Kjød; en Deel kaste de i Gruber, hvor det henligger til om Vinteren og da spises med den største Appetit. Teltene ere af tonede Sælskind, opreiste med Lægter; deres væsentligste Bohave, som: Brixen, Kufferter osv., er anbragt i dem. Paa Brixen udbrede de, naar de bille sove, nogle Saldehundeskind; det er sjeldent at træffe paa Grønlandere, der ere i Besiddelse af ordentlige Sengklæder, skjøndt de have Fuglevildt i Mængde, hvoraf de kunde skaffe sig Fjær. Edderfuglens Skind bruges med sin hele Fjærbedækning til at sye Peltse af; det kan vel ikke nægtes, at der af disse Skind kan forfærdiges en meget varm Bedækning, men Stanken derved er ganske utaalelig, naar den har været i Brug i nogen Tid. Saavel Europæerne som Grønlanderne forfærdige sig derfor helst deres Klæder af vel tilberedte Sæl- eller Rensdyrskind og give dem, uden Hensyn til Smag eller Mode, en saadan til Kroppen sluttende Form, som ansees for meest hensigtsmæssig til Beskyttelse mod den bidende Kulde og gjennemtrængende Blæst.
(Fortsættes.)
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 17. september 1854)
Inden den 3. og sidste del (se nedenfor) var publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, affødte uddrag af de to ovenstående artikler følgende kommentar:
Det er altsaa Udbyttet af Handelsmonopolets patriarchalske Regimente: Udelukkelse af Samqvem og Civilisation, Befordring af Ureenliqhed og Uvidenhed! Og hvad skeer til at bringe de ulykkelige Grønlændere ud af al den Smuds og Elendighed? Jo, de, er sandt, en Commission er nedsat eller har været nedsat og er bleven opløst. Gud veed, hvor mange grønlandske, eller for at sige endnu mere: Commissions-vintre der skulle gaae hen over det grønlandske Svineri, før hele denne Monopol-Augiasstald ryddes. Men den ved de mange Katecheter oplyste grønlandske Nation vil det ikke kunne interessere, da jo næsten "ingen Grønlander veed, hvor gammel han selv er" og de desuden ved Handelsmonopolet ikke ere udelukkede fra at have samme Underholdningsstof som Gianellis Gjæster: "Veiret, Isen o. desl."
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. september 1854).
Det er lidt uklart hvem der hentydes til med Gianelli. Muligvis kam det være den danske medaljør Peter Leonhard Gianelli (1767-1807) som efter tegning af Nicolai Abildgaard stod for en medalje u 1792 i anledning af kongens forbud mod handel med slavegjorte. Motivet var et hoved af en afrikaner med indskriften: "Me miserum" (Jeg ulykkelige).
Om Grønland og dets Beboere.
(Sluttet. See Nr 168.)
Den mandlige og qvindelige Dragt er af samme Stof, om end noget forskjellig i Formen. Qvinderne bære korte Sælskinds Beenklæder og lange couleurte Støvler, Mændene derimod lange Beenklæder og korte Støvler. Den øvre Bedækning er en saakaldet Annorak, som er eens for Mænd og Qvinder. Den bestaaer af en indre, heelt sammensyet Pelts, med Haarene indad, til at smøge over Hovedet og forsynet med en Hætte bag i til at bedække Hovedet med i Kulde og Blæst, og en ydre Beklædning i samme Form af Bomuldstøi, Sirts eller Lærred.
Kun fra eet Sted i Nordgrønland drives endnu Hvalfistefangsten, nemlig i Logen Godhavn paa den store Diskoø, hvor det af og til lykkes at fange enkelte Hvaler. Foruden den store Nytte, der haves af den Mængde Spæk og Kjød, et saadant Dyr indeholder, faaer man af det den saakaldte Matak, en Slags Skind, som ogsaa Hvidfisken er i Besiddelse af og er meget velsmagende. Mataken kan spises raa og er da i Særdeleshed et ypperligt Præservativ mod Skjørbug, der ofte henad Vinteren yttrer sig haardnakket blandt Europæerne, eller ogsaa stegt. Endnu før Fisken er bragt iland, begynde Grønlænderne at flændse af Mataken og fortære den med stor Begjærlighed. Hvalfiskens Matak holdes for at være mere delicat, end Hvidfiskens, hvorfor det er Skik, naar der fanges en Hvalfisk ved Godhavn, at sende Matak om til de andre Colonier. - Torskebankerne i Davidsstrædet benyttes nu aarlig, og mange Ladninger udmærket store og velsmagende Torsk føres til Landet for der at tilberedes til Klipfisk. I Ferskvandssøerne findes Lax i stor Mængde og af udmærket Bonitet; der gives Skjællaxen salmo salær., den store Laxørrede salmo alpinus og den smukke rødbugede salmo carpio. Et maaskee dog kun fabelagtigt Søuhyre i de store Ferskvandssøer i det Indre omtale Grønlænderne som seet af Flere. Af en Dansk i Grønland blev udlovet en Belønning til dem, som kunde skaffe et Exemplar tilveie af denne Fisk, der, hvis den existerer, vistnok vilde være af stor Interesse i naturhistorisk Henseende; men hans Bestræbelser bleve uden Resultat. Saaledes paastaae ogsaa Grønlænderne, at der i det Indre af Landet lever et meget glubende Rovdyr, som kun sjeldent sees, fordi Folk kun sjeldent drage ret langt ind i det Indre, og af de Indfødte kaldes Amarok. En Grønlander fortæller om dette Dyr Følgende: "Jeg havde fjernet mig et godt Stykke fra det Sted ved Fjorden, hvor vi havde opreist vort Telt, og befandt mig netop paa en lille Skraaning af en Dal, der var omgivet med høie Fjelde, da jeg pludselig fik Øie paa et ubekjendt Dyr i nogen Afstand fra mig. Det var noget større, end en Iisbjørn, med mørkebruunt Skind og et stort Hoved; det stirrede paa mig, idet det med stor Smidighed og saa let, som om det næppe berørte Jorden med Fødderne bevægede sig i en Halvkreds om mig, som for at spærre mig Veien. Jeg stod af Angst som naglet til Stedet og havde ikke Mod til at lægge an med min Riffel; efter nogle Minuters Forløb gjorde Dyret et Sidespring og forsvandt. Jeg er af den Formening, at det var en Amarok." En saadan Fortælling af en enkelt Mand er nu vistnok i høi Grad upaalidelig, især fordi Grønlænderne af Naturen ere meget tilbøielige til at have Syner. I den mørke Tid om Vinteren see de ofte Spøgelser og høre overnaturlige Lyde, og factisk er det, at nogle Baade engang bleve bemandede og armerede med Skydegeværer og Harpuner for at bortjage et stort Kæmpegespenst, som i længere Tid havde foruroliget Gemytterne; da man endelig tog Mod og Mands Hjerte til sig og nærmede sig Uhyret, var det en nedrullet Klippeblok, der i Afstand fortonede sig som en menneskelig Kæmpeskikkelse. Muligt at i ovenanførte Tilfælde Indbildningen har foremalet Manden et Uhyre i Skikkelse af del af ham selv efterstræbte Rensdyr, eller at det har været en af de store Ulve, som efter Nogles Mening undertiden komme over Isen fra Amerikas Fastland; muligt ogsaa, at Fabricius har Ret, naar han omtaler Ordet Amarok saaledes: "et rivende Dyr, som siges at opholde sig høit oppe i Inderlandet. Uden Tvivl ursus luscus." I hvert Tilfælde vilde en videnskabelig Undersøgelse af Grønlands Indre afgive meget interessante Resultater. Men Vanskelighederne ved at reise endog blot et halvhundrede Miil ind i Landet ere store, om ikke uovervindelige. De dybt i Landet gaaende Fjorde vilde afgive en beqvem og interessant Vei til det Indre, hvis de, som tidligere bemærket, ikke vare opfyldte med Isfjelde, der gjør al Passage umulig. Over selve Landet med sine rivende Elve og omfangsrige Indsøer, umaadelige sneebedækkede Fjelde og svælgdybe Kloster var kun om Vinteren en farefuld Reise mulig med Slæde, naar der ikke tillige behøvedes en stor Transport af Levnedsmidler, Foder til Hundene og andre Fornødenheder.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. oktober 1854)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar