Uveiret i Tirsdags har været saa haardt, at Mange ikke erindre noget lignende siden 1828. Det synes imidlertid som det egentlig kun har indskrænket sig til Hovedstaden og Omegn. Mange Skyer trak op og holdt rundt omkring paa Himlen, indtil man omtrent Kl. 7½ saae de første Lynglimt. Tivoli, som havde lokket, man siger henved 10,000 Gjæster, ud i Anledning af dets Stiftelsesdag, havde forberedt et stort Fyrværkeri og opstigende Balloner. Da Uveiret nærmede sig, brændte man Fyrværkeriet af i en Hast, og det var brillant at see denne Concurrence mellem Krudtets og Elektricitetens Productioner. Lynene bleve imidlertid voldsommere og voldsommere, saa at Øiet tilsidst ikke kunde taale dem. Da affyredes en af disse "Raketgryder", hvorfra en heel Klynge af Raketter med mangefarvede Glimt gaaer tilveirs under et stor, Knald. Det var tilsidst en Kamp imellem det Skjønne og det Uhyggelige. Allerede skyllede Regnen ned i strømmeviis og alle mulige bedækkede Rum fyldtes af Mennesker, betagne af Bæven for det vedholdende og stedse tiltagende Uveir. Veiret syntes at gaae i Retningen fra Amager og Kallebostrand op imod Taarbæk og Hveen. Ligeoverfor Staden var det stærkest. Lynene vare uafladelige og kun forcerede kort før Skraldene; disse vare, paa eet vældigt nær, ikke saa stærke, som det øvrige Veir lod formode. Der var et formeligt Skybrud, saa Gaderne vare heelt oversvømmede og mange Kjældere øieblikkeligt fyldtes med Vand. Regnen trængte ind ad tætte Vinduer, saa at Vandet flød hen ad Gulvene. Stormen hvinede gjennem Skorstene og de mindste Aabninger, og ved enkelte Vindstød sprang Dørrene op. Mange Vinduer, Tagsteen og selv store Træer bortreves af Vinden. Alle Rendesteensbrædter svømmede i vild Uorden paa Gaderne. Droschker stødte paa hverandre, osv. Flere Steder slog Lynet ned, dog uden at tænde. Mennesker vides ikke at være omkomne, men mange Krampetilfælde indfandt sig især paa Tivoli.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. august 1854).
Kjøbenhavn, den 16de August. - Igaar var det Tivoli's Stiftelsesdag. Det havde været en 20 a 22 Graders Varme, og Luften bebudede mod Aften et forestaaende Tordenveir. Men alligevel strømmede Folk ud af Vesterport i Tusindviis, og Kl. henimod 9, da Festens Glandspunkt: et stort Vauxhall af 15,000 coul. Lamper, og et brillant Fyrværkeri, skulde finde Sted, kunde man vel anslaae Antallet af de i Tivoli Tilstedeværende til over 6000. Omtrent Kl. 8 forkyndte enkelte Lynglimt og en fjern Buldren, at et Uveir nærmede sig, og virkelig indtraf der et saadant, hvis Mage Ingen her kan erindre. Det var som om hele Himlen stod i Flammer; Lynene krydsede fra Øst til Vest, det ene stærke Tordenskrald afløste det andet, og midt under Uveiret udbrød en af Hagelslag ledsaget Orkan. At beskrive den Scene, der foregik i Tivoli, er næsten umuligt. I samme Øieblik, som Uveiret udbrød, havde Overkrigscommissair Høegh-Guldberg den beundringsværdige Conduite, at give Ordre til at antænde det hele pompeuse Fyrværkeri (der alligevel vilde være blevet spoleret) paa eengang. De under Hujen og Skrigen til alle Sider flygtende Mennesker, Kanonskuddene, ledsagede af Bravoraabet (for de paa eengang opstigende tusinde Raketter, de med Sværmere ledsagede Batterier, det hastige Bombardement af Snorild og romanske Lys), der lod fra de Kjække, baade Damer og Herrer, som holdt Stand i den voldsomste Pladskregn, de med en sjelden Hurtighed paa hinanden følgende Lyn, det forfærdelige Tordenbrag, dertil den orkanagtige Storm, der truede at knække alle Træerne i Tivoli, - alle disse Lyde i Forening gjorde et saa forunderligt og imponerende Indtryk, at man vilde kunne have følt sig ligesom fasttryllet til Stedet, dersom det havde været muligt at staae. Det var naturligviis en Selvfølge, at de Fleste strømmede henimod Beværtningslocalerne, til Bazaren, og i Særdeleshed til Concertsalen, hvor Damerne formelig belejrede Lumbyes Orchester og dets Instrumenter, og der blev snart allevegne saa overfyldt, at der ingen Plads var at faae for Penge, hvilke iøvrigt virkelig skulde være blevne tilbudte. For de Øvrigt var der nu intet Andet at gjøre, end i største Hast at søge Vesterport (thi paa alle mulige Droschker var der begribelig øieblikkeligt lagt Beslag); men her gik Elendigheden for de stakkels Damer først rigtig for sig ved den umaadelige Trængsel af den uhyre Menneskemasse gjennem den snævre Port, der ovenikjøbet stadig blev occuperet af de paa en utilladelig Maade galopperende Droschker, medens samtidig i Stadens Gader Forvirringen havde naaet sin høieste Grad: først Regnskyllet, der som en Bæk stod igjennem Gaderne, saa de sønderslagne Vinduesruder, der hvert Øieblik klingrende faldt ned paa Fortouget; dernæst af Vogne, der hverken kunde komme frem eller tilbage, en idelig Raaben, der blandede sig med Skrig fra dem, der ikke saae sig for, og som faldt, den Ene ovenpaa den Anden, over de svømmende Rendesteensbrædter, man havde levnet for at give Luft for Vandet, der i Løbet af faa Minutter havde fyldt alle Kjældere, hvorfra der med Spande uafladeligt østes ud paa Gaden, uanseet om der gik Nogen eller ikke, og endelig alt dette belyst af de idelige Lynstraaler; thi det var Magistrats- eller rigtigere: Almanaks- Maaneskin. Efter alt dette er det et Guds Under, at der Ingen er kommen synderlig til Skade derved.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 18. august 1854).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar