Det gamle, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Peder Hvidtfeldts Gaard, som nu skal ombygges.

Ejendommen Peder Hvidtfeldtsstræde 9, hvis maanedlange Tomhed har vakt Forbauselse.

Del har vakt en Del Forundring, at den gamle Ejendom Peder Hvidtfeldt Stræde 9 lige siden midt i Sommer har staaet tom og ubeboet, Forhus saa vel som Baghus. Og man har spurgt os, hvorledes dette kunde gaa for sig i disse Bolignødstider. At der var Tale om Nedrivning, syntes utænkeligt, idet man gik ud fra, at den historiske Gaard, hvortil Admiral Peder Hvidtfeldts Navn er knyttet, var fredet.

Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Hvad der skal foregaa, er simpelthen det, at den gamle Ejendom skal ombygges og indrettes med moderne Lejligheder og Forretningslokaler. Indtil i Februar i Aar ejedes Gaarden af Trikotagefabrikanterne Sørensen og Westergaard. De solgte den da til et Konsortium, repræsenteret ved Sagfører Chr. Emil Clement, der opsagde de gamle Lejere til Fraflytning.

Dette synes altsaa i Betragtning af de 4 Maaneder, der siden er hengaaet uden at noget er sket, at have været i god Tid, men efter hvad Sagfører Clement til Morgen meddeler os er Ombygningen af Peder Hvidtfeldt Gaard nu umiddelbart forestaaende.

(Aftenbladet (København) 21. oktober 1929).

Fornærmelser imod Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelser imod Vægtere. Mandagen den 5te Januar om Aftenen indfandt en Person sig i Høker Poulsens Boutik i Peterhvidtfeldtstræde og fik paa Begjæring 2 Snapse Brændeviin. Han vilde derefter begive sig ind i den indre Stue, men, da han ikke saa sjeldent havde gjort Spectakler hos P., formeentes det ham, hvorover han blev grov, truede med at slaae og var ikke at formaae til at forlade Boutiken. Da Vagten, som P. havde ladet hente, kom tilstede, blev Personen aldeles forandret og gik paa Opfordring i al Stilhed bort, hvorefter Vagten forlod Stedet. Kort efter indfandt Personen sig paa ny hos P. og fortsatte, hvor han slap. Efter et forgjæves Forsøg paa at sætte ham paa Døren, gik P. igjen efter Vagten, forfulgt af Personen, hvis Angreb paa P. imidlertid blev afværget af dennes Gjæster, samt 2 tilstedekomne Vægtere, der derefter anholdt ham, for at bringe ham paa Politikammeret. Under Paagribelsen satte Anholdte sig med al mulig Magt til Modværge, tog den ene Vægter i Brystet og brugte truende Yttringer, saavel imod ham som imod den anden Vægter, navnlig at han skulde have dem i Erindring og passe dem op paa Posten. Han kastede sig derefter i Gaden og var ikke at formaae til at opgive denne Stilling. Flere Vægtere hidkaldtes, Stigen blev reqvireret, og Arnoldus Delphinus eller de Fine Gregersen v. Greiersen - det var den Anholdte - anbunden til samme, og, ledsaget af en Mængde Tilskuere, bragt til Bestemmelsesstedet. Til Rapporten og under det første Forhør paastod Arrestenten, at han ved den nævnte Leilighed var saa beskjenket, at han aldeles ikke vidste noget om det Passerede, eller hvorledes han var kommen paa Kammeret. Efter at Vægternes Forklaringer i hans Paahør vare oplæste, begyndte han, endnu uopfordret til derom at yttre sig, at erklære, at disse vare aldeles usandfærdige, hvorimod han meget nøiagtigt og detailleret, i Et og Alt overeensstemmende navnlig med Høker Poulsens Forklaring, fortalte Alt hvad der var passeret lige indtil det Tidspunkt, da han af Vægterne blev anholdt. Da Dommeren gjorde ham opmærksom paa, at der deri laae et afgjørende Beviis for løgnagtigheden i hans Forklaring om , at han hiin Aften havde været i den Grad beruset, at han var uvidende om, hvad der var passeret eller hvad han havde foretaget sig, tilføjede han, at han, da han blev sat ud paa Gaden, i Døren fik et voldsomt Slag i Hovedet, uden at han dog vidste, hvorledes dette blev ham bibragt, og at han først deraf blev saa fortumlet, at han senere ikke vidste hvad der foregik. Paa Spørgsmaal , hvorfor han hidtil ikke havde omtalt dette Slag, svarere han snart, at han ikke huskede paa det , snart at der ikke blev spurgt om dette Slag, og snart at han ikke troede vel nødvendigt, og noget nærmere bestemt Svar var ikke at erholde af ham. At der var tilføiet ham noget Slag er paa det Bestemteste benegtet af samtlige Deponenter, og hvad den af ham paaberaabte beskjænkede Tilstand angik, da var denne ifølge de fremkomne Oplysninger ikke af en saadan Grad, at den udelukkede Tilregnelighed. Arrestanten, der tiltaltes for Fornærmelser mod Vægtere, blev ved Criminal- og Politirettens Dom af 24de Februar anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage. Han er i en Alder af 31 Aar, har tidligere været straffet, blandt andet for Tyveri, og henhører til Protocollen over mistænkelige Personer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1852, 2. udgave)

Ifølge Krak 1852 var der en L. Poulsen i Pederhvidtfeldtstræde 106. Matrikel 106 var 1811 sammenlagt med 105, i dag Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er opført i 1811 og ombygget 1930.

Pjaltenborg.

I København eksisterer flere bygninger som af menigmand gives den af stolthed og ydmyghed sammensatte titel: Pjaltenborg, og de er hvad benævnelsen også udviser, boliger for den usleste og fattigste del af stadens folkemængde. At sådanne huse hvor fattigdom, elendighed og sammes uadskillige ledsagere: smuds, pjalter og mephitiske dunster findes så at sige en masse, ikke kan undgås i en stad hvor der findes så megen nød og næringsløshed som i København, er meget naturligt, ligesom det er rimeligt og billigt at de derfor i almindelighed findes og kun bør findes i de mest afsides og fra byens midtpunkt længst bortliggende kvarterer af staden. 

Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".

Peder Hvitfeldts Stræde 12 (o. 1817). "Pjaltenborg". (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.

Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på  en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen. 

Pjaltenborg, det blå hus efter det røde forrest i billedet til højre. Det var her ballade holdt til i 1839. (Foto: Erik Nicolaissen Høy, 2019).

En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.

Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord. 

Peder Hvitfeldts Stræde 9, gården overfor som trods god stand blev påvirket af genboen.

Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere. 

Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:

- der Mensch versuche die Götter nicht;
Und begehre nimmer und nimmer zu schauen
Was sie [gnädig] bedecken mit Nacht und Grauen.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356) 

Redacteurens Anmærkning

Begge huse eksisterer stadigvæk: Peder Hvitfeldts Stræde 94 er nutidens nr. 12, og er opført omkring 1817 for brændevinsbrænder Peder Møller, mens nr 106 er nr. 9. Dette hus er opført 1811.

Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Hvitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.

(Politivennen nr. 926, Løverdagen, den 28de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

Anmodning til Eieren af et stygt Plankeverk i Krystalgaden.

På hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde befinder sig et plankeværk omkring en plads som tilhører hr. kaptajn Sibbern. Det mispryder meget den ellers ret skønne Krystalgade. Dette plankeværk der formodentlig har stået omkring denne plads siden bombardementet, består af en del gamle uregelmæssige planker som varierer i alle kulører, og hvorpå tidens tand har gnavet således at fornaglingen næppe kan holde sammen. I gadens beboeres navn anmoder man herved pladsens ejer enten at oprejse et nyt plankeværk i stedet for det gamle eller også at opbygge et hus på pladsen, hvilket vist ville yde et skønnere skue end plankeværket nu afgiver.

(Politivennen nr. 837, Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 29-30)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Krystalgade 6, da det andet hjørne er en ældre bygning. Krystalgade 6 er opført 1834-35, altså få år efter artiklen. Huset kom det til at huse mange berømte personer.

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 

Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  

Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Den fordeelagtigste Handel.

Vi har i den senere tid haft en sådan overflødighed af regn at en almindelig vandmangel som man har talt om vel ikke er at frygte. En speciel derimod enten det regner stærkt, svagt eller slet ikke, finder altid sted i Peder Hvitfeldts Stræde som hverken har nogen post på gaden eller på et par undtagelser nær, i husene. Man må altså dersom man ikke er så lykkelig at bo i et af de med vand begavede huse, enten lade det vand man skal bruge, hente fra offentligt poste i nabolaget, hvilket selv om de indeholder noget, er tidsspildende og byrdefuldt, eller aldeles undvære denne uundværlige artikel. For de gård- og husejere som har vand i deres gårde, tillader ikke at uvedkommende henter hos dem.

Kan man nu måske heller ikke fortænke dem heri, så fortjener dog hr. snedkermester J. Brøtterup en så meget større berømmelse som han ikke alene er villig til at lindre den nød hans naboer og genboer i denne henseende lider, men endog uden tvivl ønsker at så mange som muligt trøstes hos ham, ved at lade vand hentes fra hans hele dagen åbne plads foran hans bopæl. Derved er både alle de som kan betale 1 rigsbankdaler halvårligt for det, ig især hr. Brøtterup selv meget vel hjulpne. Men da de uformuende desværre ikke er det, så man man herved give sig den frihed at foreslå at vandkommissionen vil betænke dette stræde med en offentlig post som jo også i ildebrandstilfælde ville være særdeles nyttig.

Rigtig nok ville hr. Brøtterups hele og ikke ubetydelige vandhandel derved blive ganske sprængt, og hans vandkontor lukket. Men denne skæbne ville han vist for det almindelige bedstes skyld, søge at finde sig i, da endog så mange vinhandlere har måttet døje en lignende, og har dog ikke haft snedkerprofessionen og en fast ejendom i baghånden.

(Politivennen nr. 569. Løverdagen den 25de November 1826, s. 778-780)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren boede snedkermester J. Brøttrup i Peter Hvitfeldts Stræde nr. 108 og 109. Denne adresse er i dag nr. 13. Den nuværende ejendom er fra 1832 og opført at den nævnte snedkermester, så han har åbenbart nedrevet de gamle og opført en ny.

Gadepatrol.

Fiolstræde indtil Krystalgade, Peder Hvitfeldts Stræde og Rosengården blandt andre trænger højligt til at de ansvarlige før vinterens komme vil tage deres mangler i strengeste betragtning til afhjælpning. På fortovet som på den ene side er smalt, ligger de fleste fliser dels i en skæv retning, og dels i brokker fra fjerneste sørgelige fjendtlige overfalds tid, hvorved forvoldes hyppige fald, med videre deraf følger. Fortovet på den modsatte side hvor de få opførte gårde og huse er rykket ind, er til dels ikke brolagt, men hist og her belagt med grus som i mange r ha måttet jævne sig selv, og her udi til dels ved ælde og dels ved egennyttige og svinagtige menneskers foranstaltninger er gjort mange ujævne steder.

Udenfor nogle tomter hvorom er opført plankeværk, fines ubedækkede fordybninger hvor udi urenligheder og skyllevand fra bagbygningerne frisk væk udskylles uden at de ubetænksomme, skødesløse og skidenfærdige beboere ænser om urenlighederne og skyllevandet bortskylles i rendestenene eller ikke. Som til eksempel herpå kan anføres i Fiolstræde udenfor tomterne nr. 182, 190 og 191 og i Peder Hvitfeldts Stræde uden for n. 101 til 109, på Rosengården i mindre gad udenfor nr. 114 og 123. I disse urenligheds samlingssteder eller fordybninger må mennesker absolut i mørke aftener synke indtil midt på benene.

At opgive alle de skævt liggende fliser eller dem som er sønderslået, bliver for vidtløftigt, deres tal er legio. Anmelderen tror at dette vink er tilstrækkeligt til at bevirke at der til borgernes og indbyggernes sikkerhed for beskadigelse på lemmer og helbrev i den del af København (for ikke at tale om bekvemmelighed) bliver gjort noget alvorligt inden vinterens komme.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3188-3190)

Uordner

1) Forleden 4. maj om aftenen blev fra et baghusvindue i Rosengården ud mod Peder Hvitfeldts Strædes baghuse affyret 2 til 3 skud med et gevær, og det sidste endog omtrent kl. 12 om natten. Omkringboende familier ønsker at denne skydeelsker for fremtiden vi være så god at lade sit skyderi, især om natten fare, og ikke forstyrre den natlige fred. Som man også ved denne lejlighed tager sig den frihed at fortælle den skytte at al skyden ved bryllup og barsel er forbudt og i strid med anordningerne.

3) Alle dem som spadserer på volden og fornøjer sig ved naturens skønne betragtning, møder et væmmeligt syn forenet med en forgiftet lugt fra det lokum som står straks ved det hus hvor de sorte opholder sig, da begge dørene på lokummet er borte.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, [14 Mai 1803], s. 4214-4215)

Uordener

5) Endnu bliver man ved at holde skænkestue i Benhuset på Assistens Kirkegård. Man opfordrer herved de ansvarlige sidste gang til at fjerne denne uskik da der ellers skal blive klaget derover på højere steder.

10) Fra kælderen i nr. 137 i Peder Hvitfeldts Stræde høres ofte megen jammer fra et barn som stedfaderen behandler meget ubarmhjertigt. Man håber at dette barn dog måtte have nogen slægt der ville tage det til sig.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, [21 August 1802], s. 3614)

Redacteurens Anmærkning

Peder Hvitfeldts Stræde 137 er vore dages nr. 3-5. De to bygninger er opført efter denne artikel er skrevet, og huset er der derfor ikke længere.

Uordner i Peder Hvidtfeldtsstræde

P. M.

Den nytte, som De min herre søger at stifte ved deres blad, Politivennen kaldet, lader mig håbe at dette mit bidrag ikke er Dem uvedkommende!

1) Blandt de fire danseboder, som Peder Hvitfeldts Stræde er så overflødig beriget med, udmærker den ene sig i særdeleshed med en tromme, hvis fæle buldren forenet med en violins skurende toner, i sandhed frembringer en yndig harmoni. Dog, på et tidspunkt, da man sædvanligvis ønsker ro til at sove, morer denne harmoni mig overhovedet ikke. Jeg er derfor blevet så skeptisk, at jeg ikke tror, det kan være god politiorden, når man kl. 11 og undertiden senere, vækker sovende af deres rolige søvn med en trommes buldren. Når man ved nattetid hører en tromme, bliver man sædvanligvis foruroliget: Det er signal for ildebrand - og selvom det nu ikke er sådan, så vender den afbrudte søvn ikke så hurtigt tilbage.

Da jeg natten mellem den 24. og 24. fandt mig vækket på denne måde af en baltromme, overbeviste jeg mig selv om at der var fred og ingen fare, og tænkte hvordan jeg bedst kunne gøre et vågent politi opmærksomt på denne uorden. Deres blad faldt mig i tankerne. Herligt! tænkte jeg - og gratulerede straks mig til en roligere søvn i fremtiden!

2) Man ser ofte i Peder Hvidtfeldts Stræde en samling af ørkesløse drenge (som størstedelen er i den alder, at de både kunne og burde lære noget nyttigere) som med banden og støjen fortsætter deres  skillingsspil, hvilket undertiden ender i et mindre slagsmål.

Kamp
Litteratus

(Politivennen 1. marts 1800, Hæfte 8, nr. 97, s. 1539-1541)

Peder Hvitfeldts Stræde. Her lå adskillige larmende danseboder. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Om Ådsler på Gaderne

At man ser døde dyr såvel katte som hunde liggende på gaderne og det endog flere dage, har anmelderen ofte været vidne til. I Ny Vestergade lå for nogle uger siden en stinkende kat i 4 dage.

Der spørges altså i den anledning om sådanne dyr ikke efter anordningen bør fjernes af renovationsvognene, og hvis det er pligt, hvad bøde kørerne af samme er underlagt når de i den henseende viser forsømmelighed?

Gadekommissionerne må vide hvilke karle og vogne der skal renholde gaderne i deres kvarter. Og det var altså en let sag for dem at komme efter årsagen til en uorden, som både er væmmelig og skadelig i en så stor by, hvor man desværre ikke har mangel på ting som gør luften usund.

Overalt synes den anordningen, at folk ikke må kaste urenligheder fra deres huse og gårde på gaden, men vente til renovationsvognen kommer og signalet med skralden bliver givet, ikke så nøje overholdes som den burde. Dens hensigt er meget prisværdig, men de mange bunker af snavs som bliver liggende især i Peder Hvitfeldts Stræde, indtil de ganske udjævnes, er et bevis på, at den bliver gammel og støvet på hylden.

Vedkommende ville fortjene tak og agtelse om de tog den ned, børstede den af og i fremtiden nøje vågede såvel over denne som flere nyttige politianordningers efterlevelse.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1115-1117)

Redacteurens Anmærkning

Vigantsgade var datidens navn på Ny Vestergade. Her stod en bygning opført af rigmanden og handelsmanden Gysberth Wygant Michelbecker der var ansat hos Christian 6.