30 juli 2017

Utidig Fyrværkeri.

Et glædeligt nytår! Hr. Politiven!

Du vil måske sige at det kan alt sammen bliver til hvad det skal, efter omstændighederne. Det er nu sådan en egen sag med os stakkels litterære personer, vi ved snart ikke rigtigt hvad vi tør skrive. For man er bange for at fornærme vedkommende, og at disse vedkommende atter kan få et horn i siden på en. Se, det er en sag som ikke er så ganske let at komme ud af. Dog får det nu være som det vil. For det er tungt når man uden egen skyld må lide og finde sig i de ubehageligheder som andre forvolder, og hvad skal man gøre når man ikke selv tør tage sig til rette, så må man bruge de lovlige midler som man har i sin magt.


For nogen tid siden stod et stykke i Politivennen om Rigensgade og de gader der tilgrænser denne, foranlediget ved en anmeldelse om Filosofgangen som meget har behaget mig, da udkanterne af byen er især udsat for pøbelopløb på gaderne. Og da politibetjente sjældent lader sig se i disse udkanter af byen, er de desto farligere. For vil man selv tale sig til rette med disse folk, da må man frygt for at tiltalt ikke på den allerartigste måde, men meget mere få en belønning for sin umage som man ikke ville ønske sin arrigste fjende. Hvad disse uordener angår, da kan man ikke tit nok påtale dem såsom de vedbliver i disse strøg af byen at vedvare, uden at man ser mindste aftagen af det. Den mængde drenge, høns, ænder og hunde som dagligt belemrer disse gader med deres afskyelige musik, er uudholdelig. De trænger sig ind i husene, opad trapperne hvor de er til stor ulejlighed for beboerne ved det snavs som de efterlader sig. Jeg overlader det til enhver at bedømme om man kan være tjent med at vandre gennem alle de urenligheder, og hvorledes man er til mode efter at være kommet ind i sit værelse og der ved lugten blive erindret om hvad man har passeret igennem. 

Jeg takker anmelderen fordi han har påtalt disse ting, da man så gerne ønsker at have fred og ro i sin bolig, og gid han må høste nytte af det. Imidlertid har en ganske underlig casus tildraget sig for mit vedkommende, idet nemlig nogle drenge havde listet sig ind på min trappe, og der i al uskyldighed moret sin med nogle fyrværkerikunster. Jeg var netop i gang med at gå ud hvorved de blev forstyrret, men et skud både hørte og så jeg, formodentlig en afbrændt patron da drengene i al hast ilede bort, og hvor de blev af var ikke til at opdage.

Hvad der kan opstå for sørgelige følger af sådan legen med ild, er næppe til at beskrive. Jeg vil blot pege på at mennesker var i stand til at indebrænde uden at de selv vidste det, og hvem skulle de da tilskrive deres gyselige dødsmåde?


(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 842-845).

29 juli 2017

Forlystelserne paa Rosenlund.

Under overskriften "Rosenlund" kan man i lørdagsadresseavisen finde følgende avertissement.
"Hver Onsdag- og Søndagaften bliver indtil videre Musik i Haven. Tvende gode Sangerinder ville have den Ære at give musikalsk Aftenuderholdning. Carouselbanen fortsætter sit Løb hver Aften fra 7 til 11. Hvad mere der er indrettet for at more Stedet Besøgere, vil kunne erfares, naar de Lysthavende ville behage at give Møde.
Ærbødigst
R. T. Kehlet."
Skønt det altid har forekommet indsenderen når han læste dette inserat, at han hørte en af udråberne i Dyrehaven der opregnede alle de herligheder som blev skjult for publikums blik, både når det var udenfor og når det kom indenfor, så må man dog på grund af en fordom ikke gøre vedkommende uret. Og vi vil derfor tage sagen i nøjere øjesyn. 

Den smukke pavillon med samt de "tvende gode sangerinder" berører vi kun i forbigående og holder os navnlig til forlystelserne i det fri der desuden har en mere populær karakter, og sagen gør selv fordring på at blive betragtet fra et populært standpunkt. Den lille have er ret smukt anlagt med sine småbuskadser og labyrintgange samt med sin danseplads når blot belysningen om aftenen, der er den tid på hvilken det største publikum samler sig der, var noget bedre og stærkere og navnlig ikke mindede for meget om Københavns gadebelysning. Det gælder især om dansepladsen der er centrum for forlystelserne og hvor den mest talrige masse er samlet. Musikken er i øvrigt ret tålelig. 

Efter at have moret sig ved betragtningen af dansens liv og munterhed, drager man hen til den plads hvor "karusselbanen fortsætter sit løb" og hvor de lysthavende kan erfare "hvad mere der er indrettet for at more stedets besøgere". Men hvilket egyptisk mørke træder os her i møde! De få adspredte lygter tjener kun til at blænde øjet, i stedet for at sprede dunkelheden. Efter imidlertid at have opholdt sig nogle minutter, vænnes man til belysningens sparsomhed, og ved hjælp af den opdager man den såkaldte karusselbane. Vi håber at ingen har medbragt for store forventninger, for selv de lavest satte står i fare for at skuffes. Til de fire ender af to på hinanden lodret stående diametre er knyttet fire vogne af hvilke de 3 har en særegen indretning. Men den fjerde er en ganske simpel holstensk vogn med 2 sæder. Disse fire vogne der er indrettet til 4 personer, men ofte synes beregnet fra 5 til 6, trækkes af to dårlige heste, der under slag og pisken af et par karle drives til at gå frem. Og der bliver ikke lagt den ringeste skjul eller hemmelighed på mekanikken, nej åbenlyst og klar træder den frem for alles øjne. Her er ikke det ringeste "Geheimnissvoll". 

Anmelderen må oprigtig tilstå at han første gang blev forbavset, ikke så meget over hele indretningen af karusselbanen, som over at der virkelig fandtes nogen som kunne finde morskab i at køre således rundt under den med al fornøjelse kontrasterende stilhed. For her var ikke så meget som en lirekasse der kunne bringe "liv ind i spillet", og med den største ligegyldighed se på at et skammeligt dyrplageri fandt sted, blot for en ussel forlystelses skyld der under sådanne omstændigheder ikke engang kan kaldes en forlystelse.

I Dyrehaven fandtes en lignende indretning. Men hvor anderledes var den ikke? Skønt det kun var en forstilt efterligning af en dampbane, så var der dog spillerum nok for indbildningen til virkelig at tro sig siddende i en dampvogn. Og skønt bevægelsen også her skete ved hjælp af hestekraft, så var denne drivkraft dog skjult, og man havde ikke det hæslige skue af et frempisket stakkels dyr. Det ydre var desuden her langt nettere og mere smagfuldt, og dertil gik det hele for sig under munter musik, der medførte liv og lystighed, til hvilken det alvor og stilhed der finder sted på karusselbanen, står i den mest skærende modsætning. 

Den her anstillede sammenligning mod hvilken vedkommende muligvis vil protestere, falder imidlertid så naturligt at der sikkert ikke gives en eneste som har set begge de omtalte indretninger uden at han har anstillet den, ligesom udfaldet da vist ikke heller har været tvivlsomt. Hvad øvrigt der er indrettet til at more publikum, indskrænker sig til to gynger og to vippeindretninger, hvilke sidste imidlertid er af den beskaffenhed at de ikke fortjener nogen omtale. 

Indsenderen er meget villig til at påskønne enhver foranstaltning, den være offentlig eller privat, der sker i den hensigt at afskaffe den hos os så tit omtalte mangel på offentlige adspredelser. Men han kræver at disse foranstaltninger skal være virkelige og sande forlystelser. Og for at dette kan være tilfældet, så må de være indrettet med den tilbørlige smagfuldhed og navnlig må alt holdes borte der kan såre menneskets bedre følelser. Det danske publikum er virkelig alt for tilbøjelig til at tage til takke, til at man ikke skal nære begrundet frygt for at den smagløshed der præsiderer ved disse forlystelser, skal have alvorligere følger, og det er i alt fald en pligt at henvende opmærksomheden derpå. 

Hr. Kehlet, mod hvem i øvrigt indsenderen nærer den største velvilje, vil sikkert arbejde i sin egen interesse, når han søger at ændre disse mangler og fejl. Og vi anbefaler ham i den henseende til mønster løjtnant Carstensen, der hidtil altid til sine festlige arrangements har vidst at holde smagen højt i ære.

(Politivennen nr. 1394. Løverdagen, den 17de September 1842. Side 599-603).