Homoseksualitet i 1920'erne. (Efterskrift til Poltivennen).

Indtil 1933 var homoseksualitet kriminelt i Danmark. Danske Lov fra 1683 gjalt stadig: ”Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand”. I 1866 var dødsstraffen (bål og brand) dog blevet erstattet med forbedringshusarbejde. Først med straffeloven 1930 (virkning fra 1. januar 1933) blev sex mellem voksne mænd afkriminaliseret.

Frygten for homoseksualitet synes ydermere forstærket gennem en række domfældelser i sager hvor fx voksne mænd forgreb sig på børn, således at homoseksuelle generelt kunne forbindes med forbrydere.

Fra avisreferater fra 1920 virker det som om at folk så gennem fingre med det, hvis den homoseksuelle holdt det skjult, ikke gjorde sig bemærket, endsige foretog sig noget kriminelt. Hvis dette ikke skete, faldt hammeren imidlertid. Og hårdt. Ved forbrydelser som indbrud, overfald mm. undlod aviserne ofte ikke at bemærke hvis vedkommende var homoseksuel, eventuelt tidligere straffet for det.

Nedenstående samling af artikler fra 1920'erne viser hvordan journalister berettede om homoseksualitet - og sager som de mente hørte homoseksuelle til. Man vil lede forgæves efter artikler som antyder nutidens syn på  homoseksuelle. Artikler fra samtlige politiske fløje omtaler homoseksuelle med stort afsky, ord som "uappetitlig", "menneskedyr", "uhyggelig" og "modbydelig" går igen. En enlig svale er måske en boganmeldelse i Arbejderen fra 1922.

Homoseksuel Ingeniør.

Han har mishandlet nogle Spejderdrenge.

Politiet i København har anholdt en Ingeniør H., som indtil for kort Tid siden indtog en ledende Stilling indenfor Spejderbevægelsen.

Ingeniøren, som blev uddrevet af Spejderkorpset grundet homoseksuelle Tilbøjeligheder, er i Følge "Ekstrabl." anholdt for at have mishandlet et Par Spejderdrenge i sit Hjem paa Islands Brygge.

(Nordjyllands Social-Demoklat 6. januar 1921).

En uhyggelig Forbryder

Han har overtraadt et Politiforbud.

For Dommer Pihl mødte igaar en mange Gange tidligere straffet Forbryder Josef Hoffmann, anklaget for at have overtraadt et Tilhold. 

Han, der er en seksuel pervers Person, har været straffet for Pengeafpresning, Alfonseri, Tyveri osv. Sidst han blev dømt var i 1914, da han fik 2 Aars Tugthus for Pengeafpresning af homoseksuelle Personer.

Efter udstaaet Straf i 1926 fik han nævnte Tilhold, der gik ud paa, at han i 5 Aar ikke maatte nærme sig København i en Omkreds paa 50 Km.

Han er altsaa alligevel kommen hertil, og paa Dommerens Forespørgsel om hvorfor, svarer han, at det overlader han til Politiet at undersøge.

"Det har godt af at bestille noget."

Fængslingskendelsen, der lød paa 14 Dage, erklærede Hoffmann at ville appellere, idet han hævder, ikke at have overtraadt noget TIlhold, da han slet ikke har faaet et saadant oplæst for sig. 

(Solidaritet 17. april 1921).

Overfaldet og udplyndret i sin Lejlighed.

Han turde ikke gøre Anmeldelse.

En homoseksuel Revisor, som bor ude paa Jagtvejen, tiltalte Aften inde ved Raadhuspladsen en ung Mand, som sad paa en Bænk, og opfordrede ham til at gaa med sig hjem. Den unge Mand erklærede aig villig, men inden kan gik med, gik han hen til fire af sine Kammerater, som opholdt sig i Nærheden, og sagde til dem om at følge bagefter.

De kom ud i Lejligheden og sidder der og taler sammen. Pludselig gaar Døren op, og de fire andre styrter ind, binder Revisorens Arme, overskærer Telefonledningen og plyndrer derpaa Lejligheden for alt, hvad der fandtea af Værdi.

Den udplyndrede Mand turde ikke anmelde Sagen til Politiet, da han frygtede Tiltale mod sig selv for Homoseksualitet, saa Sagen kom ikke frem pa daværende Tidspunkt.

For kort Tid tiden saa en Løjtnant Kleven to Mandspersoner ude et Lysthus i Brønshøj; han fandt deree Adfærd meget mistænkelig, og henledte derfor Politiets Opmærksomhed paa dem.

Dagen efter blev de anholdt i Lysthuset, mens de var i Færd med at skjule nogle Tyvekoster. De tilstod straka en Række Indbrudstyverier samt Overfaldet paa og Tyveriet hos Revisoren paa Jagtvej, og angav tre andre som deres madskyldige. Disse er nu ogsaa sat under Anholdelse.

Assessor Kold, der leder Undersøgelserne mod Komplottet, mener, at dette, hvis Hovedmænd hedder Jensen og Dahl, har endnu flere Synder paa Samvittigheder.

Solidaritet 11. maj 1921

Graverende Beskyldninger mod Esbjerg-Politiet.

En Esbjerg-Vagabond, "Store Poul", har if. "Vestkysten" rettet kraftige Beskyldninger mod flere Esbjerg-Betjente, bl.a. for Tyveri og Bestikkelse. 

Den mest graverende af "Store Poul"s Anklager er, at han sigter en bestemt betjent for Homoseksualitet og for at have anvendt sin Myndighed overfor anholdte og arresterede Personer til at skaffe sig Tilfredsstillelse for sine abnorme Tilbøjeligheder.

Anklagen er af saa alvorlig Karakter og de fremførte Vidnesudsagn saaledes beskafne, at den anklagede Betjent er bleven suspenderet fra sin Stilling saa længe Undersøgelsen staar. paa.

(Kolding Folkeblad 14. september 1921).

Sagen blev refereret udførligt i jyske aviser, ofte over hele sider. Store Poul rettede foruden det ovenstående en række beskyldninger mod politiet, og blev  flittigt bakket op i retssalen af sine kammerater. Det endte i februar 1922 med at Store Poul blev idømt 2 måneders fængsel, hvilket var en mild straf fordi han blev bedømt som utilregnelig.

En uforstaaelig og uhyggelig Affære.

Det vakre fornylig Sorg og Fortvivlelse i en Række københavnske Hjem, da det opdagedes, at Spejderføreren Fritz W. Ilstrup havde misbrugt over Hundrede af de Smaadrenge, der af Forældrene var anbragt i Spejderkopset. Man troede, at de der vilde blive uddannede til ranke unge Mænd, styrkede ved sund Idræt og Friluftsliv. I Stedet blev de stedse mere blege og sky.

Tilsidst kom det frem, at Ilstrup paa en uhyggelig Maade havde forbrudt sig mod dem. Overalt, hvor han færdedes med Børnene, i Tivoli, i Skovene, i Spejderkvartererne, havde han gjort dem til Ofre for sine unaturlige Tilbøjeligheder.

I Lørdags blev Ilstrup ved Østre Landsret idømt 3 Aars Tugthus. Det er ret uforstaaeligt, at dette har kunne gaa for sig. Ilstrup var tidligere Plejer ved Middelfart Sindssygehospital, og paa Grund af sit belevne Væsen blev han dengang Leder af Frivilligt Drengekorps her i Byen. Heldigvis opdagedes det i Tide, at han havde i Sinde at misbruge Drengene, og han blev fjernet og efter en Dom ved Middelfart Ret straffet.

Hvorledes kan da dette Menneske paany faa Indpas i det store københavnske Drengekorps? Er det saadan, at man alene paa fromme Lader og hellige Gebærder kan blive antaget i de Kredse - endda som Ungdomsleder? Der tiltrænges her en betydelig skærpet kritisk Sans, hvis ikke større Ulykker skal ske. Det, der er sket, er mere end nok.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns avis 27. december 1921).

Forbrydere og Ungdomsforeninger.

I Anledning af nogle af Ærgrelse og Væmmelse dikterede Bemærkninger om Homoseksualisten Ilstrups Forbryderspil indenfor Spejderkredse, har vi modtaget følgende:

Hr. Redaktør! I Deres ærede Blad af 27. ds. meddeles Domsafsigelsen over Fritz W. Ilstrup. Da det med Rette kan forbavse, at en saadan Person faar Lov at være Ungdomsleder, skal jeg oplyse, at det omtalte Spejderkorps, saavidt jeg har faaet Klarhed derover, er noget han selv privat har oprettet. Desuden er det maaske rigtigt at meddele, at der indenfor de store Organisationer K. F. U. M. i Danmark, Frivilligt Drengeforbunds Hovedbestyrelse og K. F. U. M.-Spejderne findes et meget samarbejdende Meddelelsesforhold, saaledes at jeg f. Eks. forlængst har været personligt underrettet gennem Generalsekretær Axel Bang (F. D. F.) om Ilstrups sidste Forbrydelser.

I det hele taget antages ingen som Førere eller Ledere (og ogsaa kun sjældent som almindelige Medlemmer) uden man først har søgt nøje Oplysning paa det Sted, hvor vedkommende har været for. Ligeledes er der mellem de 3 Hovedledelser og Ledelserne i de forskellige Byer og Sogne et Samarbejde til Kamp mod alle, som paa nogen Maade kan antages at ville "spekulere" i disse Organisationers Arbejde. Og selvfølgelig oplyser man ogsaa andre udenforstaaende Ungdomsledelser, dersom det maa tænkes, at nogle hos os udelukkede Folk vil gøre Skade der.

Med Tak for Optagelsen.
Middelfart, den 28. December 1921.

Willy B. Bracher,
Sekretær i K. F. U. M.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns avis 28. december 1921).

Efter at have udstået straffen på tre års tugthus, blev Ilstrup igen spejderfører og genoptog sine overgreb mod drenge og kom igen for retten i oktober 1925. Ved en landsretsdom december 1925 blev han interneret på den nye afdeling for sådanne på Sundholm. 

Homoseksualist-Skandalen i Grenaa.

Foreløbig 2 Anholdelser.

Politiet venter, at Sagen skal brede sig stærkt

Statspolitiet har forleden i Grenaa - efter hvad der skrives til "KLOKKEN 5" - foretaget en Anholdelse af en yngre Mand, der sigtedes for en Mængde homoseksuelle Forseelser.

Blandt Borgerne i den lille By havde man allerede i nogen Tid skumlet over, at der var bleven dannet et Slags "Klub", hvor en Del af Byens mandlige Ungdom begyndte at holde til om Aftenen, og hvortil ogsaa Tilrejsende under een eller anden Form kunde skaffe sig Adgang. Oprindelig mente man, at denne Klubs Medlemmer morode sig med Kortspil, lidt Sang og Drik og andre relativt uskyldige Fornøjelser. Men efterhaanden rygtedes det, at der i Klubben foregik Skandaler af højst uappetitlig Art. Politiet greb saa ind og arresterede en af Hovedmændene for Klubben, Undørsøgelseme er senere bleven fortsat, og allerede nu har Statspolitlet foretaget en Anholdelse til. Begge de Anholdte har tilstaaet i stort Omfang at have gjort sig skyldige i homoseksuelle Forhold.

Politiet venter, at Sagen skal antage et meget stort Omfang, og der menes at være adskillige nye Anholdelser forestaaende.

(Klokken 5, 12. januar 1922)

Literatur

Karl Larsen: Daniel Daniela.

Med et Forord af Forfatteren og en Efterskrift af Professor, Dr. med Oluf Thomsen - M P. Madsens

Boghandel. 1922.

"- - -  at kalde Afvigelsen fra det normals for Last, Mangel paa moralsk Følelse o s .v. er blot at dæmonisere sin dybe Uvidenhed paa ublufærdig Maade. "Normale" Mennesker maa virkelig engang lære at forstaa dette".

(Dr. med O. Thomsen i Efterskriften).

Man har allerede i Bourgeoistpressen læst saakaldte "Anmeldelser" af den lille Novelle, d.v.s. lange Citater af Forordet.

Men til trods for, at Verdens tre største kunstneriske Genier og efter al Sandsynlighed selve Kristendommens Stifter ligesom en Sokrates har været homoseksuelle, ja endog hele den græske Kultur med Platon i spidsen er utænkelig uden dette Følelsesliv og tiltrods for, at adskillige Tusinder mænd og Kvinder af alle Samfundsklasser er det og Videnskaben har fastslaaet dens farlighed, saa ser vi det nødvendigt, at anset forfatter indsylter en Novelle, der behandler dette Følelsesliv, for ikke for[]eget at udæske Forargelsen.

Lever vi da stadigt paa Bondelandet, hvor det erotisk ikke eksisterer uden som Forplantning? Hvor ganske vist ethvert Svineri er tilladt i Forholdet mellem de to Køn, og hvor man gaar godmodig henover Forførelse, Svigagtighed, Paaføring sf Sygdomme fra Mand til Kvinde, og- hvor man - med Rette  opstiller Forholdsregler overfor Forplantning, [] samtidig selvretfærdig forfølger, hvad der er forskelligt fra ens egne Lyster. Der hersker herhjemme - i Modsætning til Udlandet syd paa - den mest horrible Ukendskab til Fænomenet Homoseksualisme; ja, man gaar saa vidt, at man betragter de homoseksuelle Mænd og Kvinder, der oftest er i besiddelse af den højeste Sundhed, Hjertelighed og Moral, som en Pestbyld for Samfundet.

Professor Karl Larsen har sagt at bringe den Uvidende bort fra danne Vildfarelse ved Skildringen af en begavet Homoseksuels Dagbogsblade. Han gør derved alt for at nedbryde de Fordomme, der hersker blandt Flertallet paa dette Omraade, ligesom jeg selv i min Roman "Den nye Adam"s tredje Bind har vovet en Redegørelse i et Kapitel for Følelsesliv

Utvivlsomt er der paalagt de Homoseksuelle meget store Lidelser, men derfor er ogsaa mange iblandt dem de dybeste erkendende, Ja betragter dog ikke deres følelsesliv Utilfredsstillethed som noget Martyrium.

Dal er godt at have et Kors her i Livet, det ikke gør farisæisk overmodig og derved sjælslig blind; det er altid lutrende at gennemgaa sjælelige Kvaler. Rigtignok magter de færreste at bare dem, De fleste Selvmord, der ikke skyldes økonomiske Sorger, og mange ulykkelige Ægteskaber, har sin Grund i Vedkommendes Lidelse ved sit Følelsesliv. Det tvinger i et bonert Samfund til gennemført Hykleri overfor Verden, der ellers falder over den Ulykkelige. Kun ved at gennemføre Løgnen kan de blive endnu højagtede, gifte sig rigt (og gøre Kvinden ulykkelig) eller opnaa høje Stillinger.

I Reglen er alle Homoseksuelle stærkt aandelige og kunstnerisk interesserede; man træffer derfor de fleste blandt Skuespillere og Digtere, hvor det feminine Elernent i dem er af stor Betydning til universel Forstaaelse af Menneskene. Det homoseksuelle Følelsesliv danner alle Overgange; vi finder det baade som seksuelt begærlighed efter evig Afveksling, som hos snart alle normale unge Mænd, vi finder det ogsaa blot søgende i erotisk farvet Venskab, og vi finder det som helt asketisk ene homoseksuelt i fantasien. Vi finder det uklart over sig selv og ubevidst som hos H C. Andersen, og vi finder det som aldeles kvindeligt i Bøger og Tankegang hos det andet danske homoseksuelle Geni, Herman Bang.

Den psykologiske Kritik er imidlertid saa vanrøgtet og i Hænderne paa saa svage og bonerte Hoveder herhjemme, at der ikke maa røres ved Behandling af ejendommelige Former for et erotisk Liv, hvorved da ogsaa enhver Literaturkritik er banlyst. Er dette Resultatet af det "Frisind", der har raadet herhjemme under Hoforganet "Politiken"s radikale Vælde? I det mindste er dette "Frisind" ligesaa uægte moralsk som dets "Liberalisme" er det politisk.

Derfor kan Professor Karl Larsen ikke skrive, som han aabenbart ønsker i denne Sag, og derfor kan heller ikke jeg skrive en saa grundig - og haardt tiltrængt - Omtale af denne, som Emnet opfordrer til.

Konrad Simonsen.

(Arbejderbladet (ugeblad) 28. oktober 1922)

Daniel-Daniela.

En Indsender spørger os, om vi virkelig har i SInde "ligesom K. S. i sidste Numer, at forsvare den abnormitet, der kendtegnes ved Homoseksualisme, og vi skal promte svare med et afgjort Nej.

Og hvad mere er: vi har ikke i den paagældende Anmeldelse set noget Forsvar, men kun en Forklaring paa denne desværre stærkt udbredte Sygelighed.

Vor Stilling er i alle Tilfælde den, at vi nærer den dybeste Medfølelse med disse Ulykkelig og kun, hvor Sygeligheden giver sig voldelige Udslag, være sig mod Mindreaarige som mod Voksne, mener at kunne forsvare en Isolering af den paagældende Syge.

Forøvrigt giver vi Indsenderen Ret i, at den paagældende Anmeldelse i højere Grad burde have handlet om Bogen selv end, som Tilfældet var, hovedsagelig en Række private Betragtninger.

(Arbejderbladet (ugeblad), 4. november 1922).

Homsexualist-Skandalen.

Forstanderen for Kristeligt Sømandshjem var Hovedmanden

(Privat)

"Kl. 5" meddeler i Dag, at Hovedmanden i den Homosexualist-Affære, som Politiet i denne Tid har til Behandling, er Forstanderen paa Kristeligt Sømandshjem paa Sct. Annaplads i København. Blandt de andre implicerede er en Kelner og en københavnsk Skuespiller.

(Demokraten (Århus) 16. maj 1923).

En opsigtvækkende Vending i den store Homoseksualist-Skandale.

Forestaar der Anholdelser af flere kendte Mænd?

Politiassessor Stamm afholdt i Gaar Eftermiddags i 5. Undersøgelseskammer Forhør over de implicerede i den store Homoseksualist-Affære, der i den sidste Tid har beskæftiget Retten. Hovedmanden, Bestyreren for det kristelige Sømandshjem paa Sct. Annæplads, Fr. Nielsen, var særlig Genstand for en indgaaende Afhøring.

Under denne fremkom der, efter hvad vi erfarer, saa opsigtvækkende Oplysnigner, at det almindeligvis ventes, at Sagen vil tage et endog meget stort Omfang, ligesom man kan forvente, at yderligere en Række kendte Mænd vil bklive afhørte og muligvis sat under Anholdelse.

I det hele taget synes det, som om Homoseksualismen har meget dybe Rødder i visse Samfundsklasser. Forhaabentlig vil der nu for Alvor blive skredet ind fra Politiets Side med de mange Homoseksualister, der ødelægger saa mange unge Mennesker.

Politiet bevarer stadig den største Hemmelighedsfuldhed om Sagen og om Afhøringerne.

(Klokken 5 (København), 25. maj 1923).

Sømandshjemmet i Sankt Annæ Plads 20 var stiftet af Athalie Rørbye (1840-1919) i 1879. Det startede i Holbergsgade 14, senere Nyhavn, Holbergsgade 17, Holbergsgade 18 og endelig i 1896 til Sankt Annæ Plads.

Anholdt for Pengeafpresning.

En lollandsk Tjenestekarl anholdt i København.

Efter Begæring fra Politimesteren i Rødby har Københavns Politi anholdt en yngre Tjenestekarl V. Andersen. Han har sidst tjent hos Godsejer Moesgaard-Kjeldsen, har tidligere været straffet for Pengeafpresning og er nu atter sigtet for denne Forbrydelse. Sagen drejer sig om, at Andersen skal have forsøgt Pengeafpresning overfor en kendt Forretningsdrivende i Maribo, hvem han beskyldte for Homoseksualisme. I Gaar fremstilledes han i Grundlovsforhør hos Dommer Troels-Lund, Københavns Byret. Han nægtede sig skyldig, men arresteredes, og er nu sendt til Rødby, hvor Sagen imod ham skal nærmere behandles.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 30. august 1923).

En uhyggelig Betjent.

Indbrud, Homoseksualisme Pengeafpresning m. m.

Natbetjent Iversen i Slagelse, der blev attrapperet, netop som han var i Færd med at begaa Indbrud bos Købmand Henningsen, viser sig at være en Forbryder med mange Synder paa sin Samvittighed.

Det er nu lykkedes Statspolitiet at faa Rede paa graverende Sigtelser mod den arresterede Politimand. Iversen er Homoseksualist og har haft Omgang med en Slagelseborger. Dette Forhold har Betjenten benyttet sig af til Pengeafpresning. Under Trusler om øjeblikkelig Anholdelse har ham tvunget Manden til at underskrive et Dokument, hvori vedkommende erklærer at skylde Betjenten 100 Kr. Manden kunde imidlertid ikke skaffe Beløbet, idet hans Familie afslog at hjælpe hajn. En Slægtning gav Statspolitiet et Vink om Sagen.

Straffen for Pengeafpresning er mindst 3 Maaneders Fængsel, højst 6 Aars Strafarbejde. Da i det foreliggende Tilfælde Omstændighederne er særlig graverende, og da der foruden Pengeafpresning og Indbrud foreligger andre Anklager mod Politimanden, vil den strengeste Straf utvivlsomt blive bragt i Anvendelse. Iversen har tilstaaet, at ham af indkasserede Alimentationsbidrag har forbrugt et lille Hundrede Kroner. Ogsaa paa andre Omraader har han forset sig. Tirsdag kommer han i offentlig Forhør.

(Social-Demokraten 3. marts 1924)

En modbydelig Fyr.

København, Tirsdag.

Repræsentant Josef Hoffmann, der er 34 Aar, har flere Gange været i Konflikt med Straffelovens Bestemmelser angaaende Homoseksualisme. Da han for nogle Aar siden blev løsladt fra Straffeanstalten, fik han Tilhold om ikke at komme Hovedstaden nærmere end 50 km. Han tog da Bopæl i Aarhus, men har gentagne Gange overtraadt sit Tilhold og har nu paany gjort sig skyldig i forbryderiske Udskejelser. Ved Byretten er han nu idømt 4 Aars Forbedringshus.

(Ribe Stifts-Tidende 8. juli 1925).

Sædelighedsaffæren i Haderslev.

De to første Domme.

Haderslev, Mandag.

I den store homoseksuelle Affære, der har beskæftiget Retten her i Haderslev i længere TId, er bleven idømt 60 Dame. Købmand F. er bleven idømt 60 Dages simpel Fængsel, medens en yngre Lagerist N. har faaet 8 Maaneders Forbedringshus. For N's Vedkommende vil der blive indgiv et Ansøgning om Benaadning. Han er en ganske ung Mand, der er bleven draget med ind i Affæren af en af Hovedpersonerne.

(Hejmdal, 21. december 1925).

Arresteret i sagen var en 30-årig cand. pharm, en 40-årig blomsterhandler (der angaves at være hovedmanden og som havde en betinget dom fra 1919), en yngre mand fra Vojens, en 60-årig snedker, en 20-årig arbejdsløs kelner fra Kolding og en overmontør.

Smukke Karl's Dødsspring.

Uhyggelig Tildragelse i Blegdamsvejens Arresthus.

Som "Folkets Avis" forleden omtalte, verserer der for Tiden en uhyggelig Sag ved Retten i Søndre Birk. Det er en ung Mand, Hans Jørgen Petersen, almindelig kendt under Navnet "Smukke Karl", der staar tiltalt for et Karlekammertyveri. Under Forhørene hos Dommer Nielsen oplystes det, at han tildels har ernæret sig ved Homoseksualisme.

I Gaar Eftermiddags var "Smukke Karl" til et afsluttende Forhør. Der blev ført en Del Vidner mod ham, men trods alt nægtede han kategorisk, hvad der blev foreholdt ham. Hans Forsvarer, Sagfører M a n d a l Berthelsen, hævdede, at der jo heller ikke laa fulde Beviser mod ham.

Anklagemyndigheden, der var repræsenteret ved Overvagtmester B e r t h e l s e n, forlangte Manden arresteret, fordi der var Mulighed ior, at han vilde forsøge at paavirke Vidnerne. Ved at høre, at der var Mulighed for at blive arresteret, bad "Smukke Karl" Dommeren om endelig at blive sat paa fri Fod, da han var uskyldig, hvilket han vilde beedige.

Dommeren svarede hertil: "En Slambert af Deres Art bør ethvert hæderligt Menneske have den dybeste Foragt for, og der er sikkert ikke et eneste Menneske, der kunde tænke at tage Dem i Ed."

Et haanligt Smil gled ved denne Bemærkning hen over den unge Mands Ansigt Og uden at fortrække en Mine hørte han paa, at Arrestdekretet blev afsagt over ham.

Dommeren havde netop sluttet sit Diktat til Protokollen og bad Overvagtmester Berthelsen føre "Smukke Karl" ind I Arresten, da denne pludselig sprang op i Vinduet, rev Hasperne af og vilde styrte sig ned i Gaarden, uden Tvivl for at alslutte sit Liv.

Overvagtmesteren sprang over Skranken for at afholde Manden fra den fortvivlede Handling, men for sent, han naaede kun at gribe fat i den unge Mands Ben, kunde ikke holde ham filbage, og et Øjeblik efter laa han fraadende nede paa Stenbroen efter Faldet fra 1. Sal.

Dommeren, der var ret stærkt præget af Begivenheden, afsluttede straks Rettens 'Arbejde.

Ambulancen fra Rigshospitalet blev øjeblikkelig tilkaldt, og i bevidstløs Tilstand blev "Smukke Karl" kort bort.

"Smukke Karl" Tilstand.

Efter hvad vi erfarer, er Petersens Tilstand noget bedre. Paa Hospitalet er man dog endnu ikke klar over, om han har paadraget sig et alvorligt brud paa Hofteskaalen.

(Folkets Avis (KØbenhavn) 11. november 1926).

Uhyggelige Afsløringer.

Mandfolkene i Kvindeklæder er Homoseksualister og Alfonser.

Privat.

København (Radio.) Københavns Byret beskæftiger sig stadig med Sager, der gaar ud paa, at kvindeklædte Personer i Højverdenenes Selskabsliv afsløres som Mænd. I et Par Tilfælde drejer det sig om Spekulation i Homoseksualisme. I flere andre Sager har det dog vist sig, at Kvindeklæderne er Paaskud til at lokke velklædte Personer i Fælden for at udplyndre dem. Flere Alfonser har saaledes været paa Spil.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 5. december 1927)

En Mand fundet bevidstløs paa Gaden.

Uhyggelige Udskejelser i en Privatlejlighed i Raadhusstræde.

Sygelige Mennesker har i Nat under deres uhyggelige Udskejelser begaaet en frygtelig Voldsforbrydelse.

Ved halvfire Tiden i Morges fandt Nattevandrere i Raadhusstræde en halvnøgen Mand liggende blødende og bevidstløs paa Gaden.

De tilkaldte en Ambulance, som førte Manden, hvis navn er Leo Hansen, til Kommunehospitalet, hvor Lægerne tog sig af ham.

Han var meget medtaget, og viste sig at være

forbidt over hele Kroppen,

og da han efter at være kommet til sig selv oplyste, at han havde været Offer for en Forbrydelse, førtes han til Politistationen paa det gamle Domhus, hvor han kom til Afhøring og meddelte, at han var blevet lokket op i en Lejlighed i Raadhusstræde, hvor han efter at have faaet noget at drikke var blevet tvunget til at være Offer for tre homosexuelle Mænds forfærdelige Udskejelser.

De havde mishandlet ham paa det frygteligste, og hans Raab om Hjælp havde ikke kunnet trænge gennem Lejligheden.

- Først ud paa Morgenen slap han bort.

- Politiet rykkede efter denne Forklaring ud og anholdt de tre MÆnd, som i Dag vil komme i Grundlovsforhør.

(Folkets Avis - København 27. januar 1928).

Han var homoseksuel.

Tennisspilleren Rovsing, der blev ekskluderet af "Dansk Boldspil-Union".

Østre Landsret behandlede i Gaar en temmelig delikat Eksklusions-Affære fra Sportsverdenen. Kløvermarkens Tennisklub i København havde til de forestaaende Tennisturneringer anmeldt den kendte Tennisspiller Hr. Leif Rovsing som Deltager. Hans Deltagelse blev imidlertid nægtet, da "Dansk Boldspil-Union" og senere »Københavns Boldspil-Union« havde ekskluderet Rovsing, fordi han var homoseksuel. Kløvermarkens Tennisklub forlangte denne Eksklusion omstødt.

Overretssagfører Vibe Hastrup mødte som Sagfører for Kløvermarkens Tennisklub, mens Overretssagfører Thorsten Larsen mødte for Dansk Boldspil-Union. Han understregede, at vel havde Rovsing ikke gjort sig skyldig i noget utilbørligt Forhold i sin Egenskab af Medlem, men alene det, at han aabent erkendte at have et abnormt Følelsesliv, var nok til, at man ikke ønskede, at han skulde færdes i Unionens Lokaler, derunder Omklædnings- og Badeværelser. Unionens Bestyrelse havde derfor været berettiget til at ekskludere Hr. Rovsing. Sagen indlodes til Doms.

(Kolding Social-Demokrat 28. september 1928).

Ludvig Leif Sadi Rovsing (1887-1977) var elitetennisspiller, og talsmand for homoseksuelles rettigheder. Han vandt bl.a. i perioden 1907-1916 fem danske mesterskaber. Allerede i 1917 var Rovsing blevet udelukket af DBU pga formodet homoseksualitet. Da han i 1927 forsøgte at finansiere en turnering for egne penge, forbød Dansk Lawn-Tennes Forbund ham at deltage. Østre Landsret stadfæstede udelukkelsen den 12. oktober 1928.

En uhyggelig Affære

Om den Ulykke, der Natten til Lørdag skete paa "Hotel Tre Hjorte" i København, hvor en 20-aarig Tømrerlærling sprang ud af Vinduet paa 2den Sal og dræbtes ved Faldet ned i Gaarden, foreligger der nu nærmere Oplysninger efter Forhør af hans Ledsager Jørgensen, der meldte sig til Politiet i Lørdags Formiddags. Herefter er Sagen ikke fri for Uappetitlighed og Uhygge. Gram var en ca. 20-aarig Tømrerlærling, der boede i Kattesundet, København. Jørgensen havde derimod over for Hotellet opgivet delvis falsk Navn og Adresse. Han havde opgivet at være Ekspedient, hjemmehørende i Odense . Det er nu godtgjort, at han hedder M. Jørgensen Buur, er bosat i København og ansat som Bademester paa Badeanstalten "København".

At der er Homoseksualitet med i Spillet i dette Drama, er ganske givet. Formentlig har Gram ladet sig lokke med paa Hotellet, men i har senere villet unddrage sig den andens Efterstræbelser og er da formentlig sprunget ud af Vinduet, uden at tænke paa, at det blev et Spring fra 2. Sal.

Hvorvidt der vil kunne gøres retslig Ansvar gældende overfor Jørgensen Buut, vides endnu ikke.

(Ribe Stifts-Tidende 5. november 1928).

Hvad man aabner Foredragssalene for i vore Dage.

Fru Joe Jakobsen holdt forleden et "seksuelt" Foredrag for en lille Tilhørerkreds i Casinos Teatersal i Slagelse. Hendes Tale var et kraftigt Forsvar for Kammeratægteskab, Prostitution , Homoseksualisme, Børnebegrænsning, kort sagt Hedenskab i dets grelleste Form.

(Helsingørs Avis 4. marts 1929).

Danseklubben Nekkab. (Efterskrift til Politivennen)

Nekkab (grundlagt i København i 1919) var en selskabelig forening for artister og amatørskuespillere med tilknytning til Bakken. Formålet var at afholde karnevaller og baller, aftenunderholdning og fælles skovture. Nekkab var en sammenslutning af kunstnere, musikere og skuespillere, som også accepterede tilfælde af ukonventionel kønslig og seksuel adfærd ved sine baller, hvilket tiltrak flere af hovedstadens homoseksuelle mænd som til tider mødte op i lange damekjoler. 

I slutningen af 1923 holdt Københavns politi øje med Nekkabs baller som dels var åbne for offentligheden, dels præget af åbenlys homoseksuel adfærd. Københavns politidirektør skred til et midlertidigt forbud mod foreningen med den begrundelse, at foreningen i virkeligheden havde et andet og ulovligt formål end vedtægterne foreskrev. Fx at fungere som et tilholdssted og bindeled for homoseksuelle mænd. Anal- og oralsex mellem mænd var dengang ulovligt og strafbart. 

Annonce for Nekkab-arrangement i Aftenbladet (København) 15. marts 1923.

Danseklubben "Nekkab" er fornærmet.

Alt - foregaar anstændigt!!

Vi har modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion! De bedes venligst optage nedenstaaende angaaende Foreningen "Nekkab".

Efter at have læst Deres Artikel I KLOKKEN 5 af 29. December 1923 kunde jeg føle Trang til at imødegaa denne, da jeg mener, at Redaktionen sikkert har faaet ganske fejlagtige Oplysninger om Foreningen.

Foreningen har eksisteret i ca. 4 Aar og i dette Tidsrum har der ikke været anket over den i nogen som helst Retning.

Jeg har været Medlem af den siden dens Start og har været til de fleste af Foreningens Fester.

Størsteparten af Medlemmerne er efter hvad jeg kan se ganske almindelige Mennesker af begge Køn og ikke som af Dem opgivet lutter forklædte Mandfolk og det var ingenlunde vanskeligt at blive Medlem gennem Medlemmernes Bekendte og Familie øgedes Medlemsantallet ganske som i enhver anden Forening.

At der var enkelte forklædte Mandfolk skal jeg ikke nægte, men jeg skulde mene, at til et Karneval eller Kostumefest er det ganske i sin Orden.

Det finder man da ved saa godt som alle Karnevaller og det er der da Ingen der kan forarges over.

Jeg har aldrig set nogen som helst Krænkelse af Blufærdigheden eller nogen Svinagtighed, tværtimod vi jeg paastaa, at Tonen er en Del pænere end ved mange andre Foreningers Fester.

Maatte dette virke en lille Smule oplysende at ikke alle gaar rundt og tror at det er en Klike  Sædelighedsforbrydere der samles for at drive deres svinske Tilbøjeligheder, men munter moderne Ungdom, som kun ønsker at more sig og faa en glad Aften og eftersom der ved alle Foreningers Fester har været Politi tilstede, kan ethvert fornuftigt tænkende Menneske vel Indse at det er det pureste Opspind, hvad Bladene har faaet medde!t desangaaende af mere eller mindre fantasifulde Hjerner. Foreningen maa absolut ikke forveksles med de herværende Danseklubber som Borgmester Kaper er ude efter og der er aldeles ingen Grund til at holde noget skjult; drag Foreningens Virken frem i Lyset og jeg tror ikke der vil findes den mindste Raaddenskab.

Med Tak for eventuel Optagelse.
P. Lund Maskinarbejder.
Öhlenslægersgade 66. 2.

Vi skal til ovenstaaende Interessante Brev kun svare, at ikke alene giver Foreningens Navn Nekkab (omvendt Bakken) en Mistanke om Foreningens Art - , men ogsaa de Skildringer, der paa officielt Sted er fremkommen, lader ikke nogen Tvivl tilbage.

Foreningens Forhold vil jo nu nærmere blive undersøgt, og saa kan man se om "Nekkab" staar Ildprøven igennem.

(Klokken 5 (København) 3. januar 1924).

Mere om "Nekkab"

Bestyrelsen skriver til "Klokken 5".

Vi har yderligere modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion.

De bedes venligst optage følgende angaaende "Selskabelig Forening "Nekkab".

Efter at have læst Deres ærede Kl. 5 af 3. ds. og seet et af Foreningens Medlemmer indsendt Indlæg, tillader Bestyrelsen for Foreningen at bede om Optagelse af følgende:

Bestyrelsen havde ellers taget det Standpunkt ikke at svare paa de forskellige Injurier mod Foreningen, men efter Sagens Slutning ved Sagsanlæg, at prøve, om det er lovligt at sammensætte og skrive en saadan Masse Sludder og Injurier mod en Forening, som man ikke har Spor af Kendskab til, men paa Grund af det, af nævnte Medlem indsendte Indlæg mener Bestyrelsen del formaalstjenligt at bede Dem optage dette.

Først af alt er det ingen Klub, men en ganske almindelig Selskabelig Forening, som enhver hæderlig Mand eller Kvinde kan blive Medlem af. Blandt Medlemmerne findes bl. a. mindst 10 Ægtepar, Foreningen bestaar af en 250 til 300 Medlemmer, hvoraf mindst Halvdelen er Kvinder, saa hvor bliver det Sludder af om en Mandeklub. Dernæst, Deres, maaske for Dem selv, geniale Paafund, med Hensyn til Foreningens Navn, til Oplysning sender vi hermed et Eksemplar af Foreningens Love, deraf ser De bedre hvorfra Navnet stammer. Vi skal paa samme Tid gøre opmærksom paa, at vi har afholdt Fester i en meget stor Del af de københavnske Selskabslokaler ogsaa i den Periode, hvor vi som De skriver har holdt til paa Jagtvej. Har Lokalet paa Jagtvej ikke været ledig, har vi afholdt Festen andet Steds, men da Foreningen sender Halvaarligt Program, angaaende Afholdelse af Fester, ud til deres Medlemmer er del selvfølgelig mest formaalstjenlig, saa vidt muligt at holde sig til et Lokale.

At der til vore Karnevaller eller Kostymeballer har været Mandfolk. forklædte som Kvinder, er som De skriver, fuldstændig rigtig, men hvorfor skriver De ikke at der til samme Fester har været Kvinder forklædte som Mænd?

Det havde været nok saa rart om De havde søgt Oplysning paa rette Sted.

Med Tak for Optagelsen.

P. B. V.
S. A. Hansen.

- - -

I de Love, som nævntes i Artiklen staar anført at Foreningen "fortrinsvis optager Artister og Amatører som optræder eller har optraadt paa Bakken" (deraf Navnet).

Om Karakteren af det skrivende Medlems Forargelse vil man formentlig faa rigtig Besked, naar Sagen nu snart behandles for Retten.

(Klokken 5 (København) 5. januar 1924).

Danseklubben "Nekkab"

Hvor Mænd dansede i Damedragt. 

Statsadvokat Gammeltoft mødte i Gaar i Østre Landsret og paastod i Henhold til Grundlovens Bestemmelser Danseklubben "Rekkab" ("Bakken") opløst som havende et ulovligt Formaal.

Klubben, der har Lokale paa Jagtvej, har eksisteret et Aars Tid. Betjentene, der har taget Rapport, gav en meget drastisk Beskrivelse af, hvorledes en Del af Klubbens mandlige Medlemmer om Aftenen kom korende til Festerne i Aftenkaaber med Dame-Parykker og høje Hæle, og hvorledes de dansede med andre Mandfolk. Klubben havde et Par Hundrede Medlemmer, hvoraf kun et Par Stykker var Kvinder. Formanden var en for homoseksuelle Forbrydelser tidligere straffet Person, Gerome Herlach Hansen, og Statsadvokaten hævdede, at Foreningen havde et usædeligt og altsaa ulovligt Formaal, hvorfor den maatte kunne opløses ved Dom.

Som Forsvarer talte Overretssagfører Barth, der ikke mente, at der var konstateret noget ulovligt Formaal. Han førte et Par Vidner, som forklarede, at de syntes, det gik meget pænt til. Formanden var udeblevet paa Grund af Sygdom.

Dommen falder senere.

(Holbæk Amts Venstreblad 26. januar 1924)

Højesteret stadfæstede dommen i april 1924. Uddrag af Østre Landsrets Dom om forbud mod foreningen Nekkab 31. januar 1924 

”Foreningens Program for Maanederne Oktober - December 1923 indeholder Meddelelse om Afholdelse af 4 Kostumeballer og en Pakkefest i Jagtvejens Selskabslokaler, Jagtvej Nr. 113. Ved Rapporter afgivet af Politibetjente, der har skaffet sig Adgang til Foreningens fester, er oplyst Følgende: 

Ved Festen den 27 Januar 1923 var Gaarden fuld af Folk, der med sjofle Betegnelser raabte højt om, at det var homoseksuelle Personer, der deltog, og der saas i Lokalet flere mandsklædte Par, der kyssede hinanden, ligesom Mandspersoner dansede med hinanden paa højst uanstændig Maade.

Ved Festen den 17 Marts 1923 var Størstedelen af de tilstedeværende ”Damer” forklædte Mandspersoner, der ikke alene i Klædedragt, men ogsaa i deres Maade at være paa havde en skuffende Lighed med Kvinder; deres Dans betegnedes af Betjentene som i høj Grad uanstændig, og de og deres mandsklædte Kavalerer kyssede og krammede hinanden.”

I “Kostumeballerne” den 3 November og 1 December 1923 deltog 200 á 250 Personer, deraf ca 2/3 Mandspersoner; af disse var 10-20 Stk udklædt som Kvinder og var de eneste kostumerede, de bar Paryk og nedringede, udfordrende Selskabskjoler, var stærkt omsværmede og dansede omtrent til Stadighed med andre Mandspersoner, og efter en Betjents Forklaring ofte paa en lidenskabelig, æggende og pervers Maade; en anden Betjent vil ikke have observeret noget usømmeligt ved Festen den 1 December.

Ved samme Fest – i hvilken bl a deltog to unge Mænd i 17 – 18 Aars Alderen og 8 – 10 unge Mænd, der formentlig ikke var over 20 Aar – opstod der Slagsmaal imellem to Mandspersoner, idet Stridens Genstand var en af de kvindeklædte Mænd, og en ældre kendt homoseksuel Mandsperson blev udvist af Politiet.

”Den ’selskabelige’ Forening Nekkab blev ophævet som ulovlig, da den bl.a. tilstræbte at være Tilholdssted for og Bindeled mellem Mænd med homo-seksuelle Tilbøjeligheder og dens Sammenkomster skabte en nærliggende Fare for Forførelse af unge Mænd til "Uterligheder og var egnede til at vække offentlig Forargelse.” 

Højesteretsdomme (April 1924) s. 514-517 H D 30 April 1924 i sag nr. 53/1924

Jagtvej 113 blev nedrevet få år efter og den nuværende bygning opført 1929.

Højesterets forbud mod Nekkab var det andet foreningsforbud efter Junigrundlovens indførelse af foreningsfrihed i 1849: I 1874 ophævede Østre Landsret den Internationale Arbejderforening i Danmark. I moderne tid har politikere ytret ønske om at forbyde den muslimske forening Hizb ut-Tahrir. 

De Ulykkeligste iblandt os. (Efterskrift til Politivennen).

Homosexualismen kan hæves ved Operation.

Naturens Love er ikke fuldkomne. De tilsyneladende regelbundne Linier brydes paa mangfoldige Punkter - hos Mennesker, hos Dyr og hos Planter. Der lever iblandt os Tusinder af Mennesker, der ikke er helt Mand og ikke helt Kvinde, bærende i sig enten rent ydre eller - endnu hyppigere - indre og usynlige Tegn paa begge Køn. Det er Fejltagelser, Forvirringer, Naturen har begaaet - i et Lune eller en Skødesløshed - ved Konstruktionen af det komplicerede Kunstværk, et menneskeligt Legeme er. Fejltagelser og Forvirringer, der bliver forstaaelige, naar man tænker paa, at et Foster, et Barn i Moders Liv, tilsyneladende er kønsløst indtil fjerde Maaned og først fra da af  udvikler sig til Dreng eller Pige.

Det er disse Fejltagelser, Professor Steinach vil rette ved den anden Side af sin Opdagelse og kan rette, saaledes som Professor Rovsing gjorde det forleden paa sin Klinik ude i Rosenvængets Allé.

Ved Professor Rovsings Operation drejede det sig om, som man vil huske det fra Omtalen her i Bladet, om en ung Pige, der viste udprægede mandlige Tegn i hele sit Væsen og sin Opførsel, og som sagtens vilde være endt som rent homosexuel Kvinde, saafremt hun ikke var blevet opereret og befriet for de mandlige Kirtler, der paavirkede baade hendes fysiske og psykiske Liv paa ganske forvildende Vis.

Professor Steinach beretter om en analog Operation, han har foretaget paa en 30-aarig ung Mand.

Vi kan af forstaaelige Grunde ikke gaa nærmere ind paa Enkelthederne i denne Operation, men maa nøjes med at notere, at Operationen havde den Virkning, at Manden, der var udpræget homosexuel og kvindagtig i Ydre og Væsen, efter blot et Par Ugers Forløb mærkede sit Følelsesliv vendt fra Mænd til Kvinder, - kun et Par Maaneder senere havde strøget alt det kvindagtige af sig og var forvandlet til en sund og kraftig Mand, der et Aar efter Operationen giftede sig med en ung Pige, med hvem han nu lever det lykkeligste Familieliv.

- - -

Der er, som vi skrev forleden, gennem disse overordentlig vellykkede Operationer aabnet Udsigt til, at Lægevidenskaben inden længe vil kunne fravriste Juraen de ulykkelige Homosexuelle, paa hvilke Juristerne hidtil har haft Monopol gennem Lov og Rettergang og Dom. Vi taler her ikke om de Mennesker, der har Homosexualismen til en Levevej - de Forbrydere, der staar lavere end Gadens usleste Skøger, men om de Andre, om dem, der lider under deres forkvaklede Tilværelse, om dem, hvis Liv som Følge af deres Abnormitet blev en Kæde af Kamp og Forfølgelse. Dem, som vore Læger - de højest ansete Specialister paa Sindssygens og Abnormitetens Omraade, som fik Staklerne til Observation, hidtil i gammel Uvidenhed afleverede til Dommerne og Fængslet med en Erklæring, der ikke var en Forklaring endsige en Undskyldning.

Nu kommer Professor STeinach altsaa og fortæller os, at det, der er Tale om, er en Konstruktionsfejl, for hvilken det vilde være sindssygt at gøre Ofret Ansvarligt, naar der da ikke foreligger Forbrydelser mod de rent elementære af Samfundet Love - og en Konstruktionsfejl, der kan rettes, repareres, om man vil, og bør repareres, vi havde nær sagt: enten Patienten vil eller ej!

Nogen Fare rummer Operationen næppe for Homoseksualisternes Vedkommende. Det gaar her som ved Foryngelsesoperationerne, om hvilke selve vor hjemlige Dr. Sand erklærer, at han ikke kan se rettere, end at de Steinachske Operationer krafrigt opfordrer til Fortsættelse:

"Hvis det drejede sig om et stort, et livsfarligt eller blot i nogen Grad svækkende Indgreb med risiko i den ene eller den anden Retning, vilde Spørgsmåaalet stille sig helt anderledes. Men Vas deferens-Ligaturen, der let kan udføres i Lokalbedøvelse, maa jo selv for Oldinge siges at være en simpel og hurtig Operation, der næppe i nogen Retning er forbunden med nævneværdig Risiko."

- - -

Jeg køber Risikoen - jeg, gamle Mand!

Jeg vil bort, væk fra den øde Landevej, der blev mit Liv, siden Ungdommen svandt, og hvis Endemaal er Døden, ene Døden.

Jeg vil ind over Markerne igen, hvor Blomsterne gror. - Jeg vil plukke dem paany i fejende Dans, som jeg gjorde det den Gang i længst forsvunden Tid, da jeg var ung og stærk og vild!

Steinach kommer ...!

Nemo.

(Aftenbladet 25. oktober 1920).

Dr. med Knud Sand havde under et besøg i Wien hørt om Steinachs arbejde. En anden artikel i bladet beskriver 3 eksempler på Steinachs operationer på ældre mænd med forbløffende foryngende resultater.

Niels Thorkild Rovsing (1862-1927), læge og kirurg. Han var undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Rovsing grundlagde den moderne urologi i Danmark. Privatklinik i en villa i Rosenvænget på Østerbro, det senere Institut Français. Villaen blev revet ned i 2006. Mellem Lyngbyvej og Tagensvej, langs Ringbanen, løber Rovsingsgade, der er opkaldt efter ham.

Professor Steinach. Foto fra Demokraten (Århus) 23. juli 1920.

Eugen Steinach (1861-1944), østrigsk fysiolog og professor ved universitetet i Wien. I 1916 hævdede han fejlagtigt, at homoseksualitet er en form for hermafroditisme, hvorfor der i 1920'erne blev gennemført resultatløse transplantationer af heteroseksuelle mænds testikler til homoseksuelle mænd. Steinachs teorier påvirkede som mævnt i artiklen den danske retsmediciner K. Sand. I 1920'erne underkastede en del ældre mænd sig Steinachs operation, idet Steinach fejlagtigt antog, at afbrydelse af begge sædledere har foryngende virkning. Helt op i 1930'erne troede man på Steinachs foryngelsesoperationer.

Knud Sand (1887-1968), dansk retsmediciner og seksualbiolog. Inspireret af Eugen Steinach mente han at kunne påvise en årsagssammenhæng mellem kønskirtlernes funktion og seksuel orientering, hvilket siden ledte ham til flere forfejlede forsøg på behandling af homoseksuelle mænd med transplantation af testikler. I 1922 offentliggjorde Knud Sand resultatet af 15 operationer på mænd a la professor Steinach på Kommunehospitalet. 1925-57 var Sand professor i retsmedicin ved Københavns Universitet; 1929-59 var han tillige Retslægerådets formand. Sand var en hovedkraft bag Sterilisationsloven af 1929, og den legale kastration blev karrierens dominerende tema. Langt op i 1930'erne sagde han god for professor Steinachs foryngelsesoperationer. I 1933 blev Steinach afsløret som skattesvindler.

Marryat Lauritzen (1884-1951). (Efterskrift til Politivennen)

(Otto) Marryat Lauritzen (1884-1951) var en meget populær visesanger og komiker som optrådte overalt i landet i fra 1908 til sin død. I perioden fra 1908 til november 1917 optræder han i talrige annoncer som optrædende, indtil dette sker:

Anholdt

Hr. Marryat Lauritzen anholdt for homoseksuelt Forhold. - Sangeren nægter at være skyldig.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der i Sommer optraadte i "Børsen"s Lysthave, skulde Torsdag Aften have tiltraadt et Engagement i Svendborg Sangforenings Palmehave. Men det blev der intet af; thi et Par Timer før Hr. Lauritzen skulde optræde, blev han anholdt i en Cigarforretning i Svendborg.

Anholdelsen skete efter Rekvisition af Randers Politi, og i Aftes blev Lauritzen under Politiledsagelse sendt til Randers. Sigtelsen gaar ud paa, at han skal have gjort sig skyldig i homoseksuelt Forhold overfor nogle Drenge i Randers, men foreløbig nægter Sangeren bestemt at være skyldig.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 3. november 1917).

Børsens lysthave lå i Esbjerg. Annoncer viste at han i hvert fald optrådt til 5. september 1917 på dette sted. Han der ellers er meget omtalt i annoncer i aviserne, er efter  som sunket i jorden, i hvert fald ud fra aviserne at dømme. Først september 1918 - altså næsten et år efter - begynder der igen at komme annoncer for hans engagementer. Herefter genoptages den nærmest uendelige række af annoncer. I juli 1920 blev han igen anholdt, men denne gang fortsætter han sin karriere. 

Anholdt for Uterlighed.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der jo ikke er helt ukendt her i Esbjerg, er sidst i forrige Uge bleven anholdt for Homoseksualisme i Korsør.

Under et Forhør har han tilstaaet at have vist Uterlighed overfor en Dreng, hvorimod han bestemt nægter at have begaaet noget homoseksuelt. Undersøgelsen mod ham fortsættes, og der er afsagt Anholdelsesdekret over ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 21. juli 1920).

Nedenfor nogle få eksempler på annoncer.

(Nordjyllands Social-Demokrat 29. november 1923)

Marryat Lauritzen

trækker stadig Publikum til Hyby Lund. De, der endnu ikke har hørt og set ham, maa benytte Lejligheden i Morgen Em. og Aften eller Torsdag og Søndag i næste Uge, da det er sidste Optrædender - for denne gang.

(Fredericia Social-Demokrat 9. juni 1928).

Tegningen er en selvkarikatur. Helt til sin død i 1951 fortsætter han med at optræde, hvilket fremgår af hundredvis af annoncer. At han kunne genoptage karrieren efter den i sin tid meget alvorlige anklage, er en undtagelse fra reglen om at homoseksuelle, eller anklagede for homoseksualitet, vakte afsky og afstandtagen. Hans eftermæle nævner intet om den tavse periode i hans liv:

Marryat Lauritzen døde i gaar.

En munte- og glad aarhusianer er ikke mere. I gaar døde visesangeren, Bondekomikeren, træskodanseren og karikaturtegneren Marryat Lauritzen paa Marselisborg hospital, 67 aar gammel. Gennem mange aar har Marryat Lauritzen lidt af sukkersyge. ligesom han ogsaa led af daarlige nyrer. Men alligevel kommer hans død overraskende. - Han havde netop været I Silkeborg og optræde, da han hjemkommet til Aarhus i gaar morges blev syg og maatte Indlægges paa Marselisborg hospital, hvor han døde i løbet af dagen.

Marryat Lauritzen hørte vel nok en svunden generation til, selvom han endnu rejste ud og optraadte og ogsaa kunne more en forsamling Men sin store popularitet hentede han hjem for adskillige aar siden, da han var fast inventar ved det daværende "Salonen", nu "Sjette Frederiks kro" i Risskov. Her debuterede han i 1906 som bondekomiker og fik en saadan sukces. at han fortsatte 3 maaneder i træk for senere at vende tilbage hertil gennem 29 sæsoner. I 40 aar rejste han fra etablissement til etablissement i Danmark, Norge, Sverige og Finland - og var elsket alle vegne paa grund af sit straalende humør og sin enestaaende hjælpsomhed.  Gennem nogle sæsoner var han fast gæst paa "Bakken" ved København, ligesom han naaede at komme i radioen og har indsunget og indfortalt 300 af sine bedste numre paa Polyphon- og Odeon-plader.

Nu var der blevet stille om Marryats navn, selvom han stadig hørte til bybilledet i Aarhus, naar han med sin lille hund gik tur gennem byen fra sit hjem i Høegh Guldbergsgade 61. Han var en stor dyreven.

I de senere aar helligede han sit arbejdet indenfor en af byens aldersrenteforeninger, hvis formand han var. Man stod netop overfor faneindvielse i denne forening en af dagene. Marryat havde været sjælen i at skaffe fanen, og han skulle ogsaa være sjælen i afsløringen og slaa det første som i fanestangen. Nu kommer fanen til at vaje over hans baare l stedet.

(Demokraten (Århus) 4. april 1951).

Marryat Lauritzen indspillede omkring 50 grammofonplader i periode 1910-1930. Hvoraf et par kan findes på You Tube. Han optrådte mest i Århus på mindre steder som komiker i molbokostume. Der findes en diskografi på nettet. Den røber måske indirekte lidt af historien: 1907-1915 udkommer hvert år en håndfuld plader. Så er der et hul 1916-1918. Hvorpå produktionen genoptages med fornyet kraft 1920.

Mordet i Pilestræde 61. (Efterskrift til Politivennen)

Et Mord?

Byen opskræmmedes i Aftes ved et Rygte om, at der var begaaet et Mord i Pilestræde.

Vi sendte øjeblikkelig en Medarbejder afsted for at undersøge Rygtets Paalidelighed.

Og han kom til det Resultat, at der efter al Sandsynlighed virkelig i Gaar Nat har udspillet sig et Morddrama her i København.

Vor Reporter beretter

Huset

Rygterne koncentrerede sig om en  lille skummel Ejendom Pilestræde, Huset Nr. 61.

Dette ejedes at en forhenværende Landmand, Lars Hansen, en halvgammel Mand, hvis eneste Selskab var en Puddelhund.

Han plejede at spise sin Mad paa Restavrationer, men hans Morgenkaffe bragtes ham at en ung Kone i Nabolaget.

Da hun i Gaar Morges som sædvanlig indfandt sig med Kaffen og ringede paa, kom Lars Hansen ikke ud og lukkede op.

Hun blev lidt underlig ved det, men tænkte, at han havde sovet over sig og gik igen.

Hen paa Eftermiddagen lagde man inde fra Gaarden Mærke til, at hans Lampe stod og brændte, mens Hansen stadig ikke viste sig.

Dette fandt Naboerne saa mistænkeligt, at de sendte Bud til Politiet; en Betjent indfandt sig hurtigt og gjorde Forsøg paa at komme ind, men al hans Ringen og Dundren paa Døren var forgæves.

Da Laasen var dirkefri, maatte man entre Lejligheden ved Hjælp af en Stige, som sattes op til

Køkkenvinduet.

Liget

Da Betjenten, ledsaget af en Smedemester, som bor der i Ejendommen, var kommen ind i Lejligheden, modtoges de i Soveværelset af Puddelen, som var lukket inde dér.

Inde i en af Stuerne fandt de Hansen som Lig.

Han laa fuldt paaklædt, med Hovedet op mod en Væg, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at Baghovedet var knust og blodigt.

Er Hansen Myrdet?

Sandsynligheden taler i høj Grad for, at her foreligger et Mord.

Det synes utænkeligt, at Hansen kan være kommen af Dage ved et Ulykkestilfælde. Selv om han havde faset et apoplektisk Anfald og var falden om paa Gulvet, kunde han næppe have forslaaet sig i den Grad, at Hovedet knustes.

Af mistænkelige Omstændigheder kan nævnes, at der rundt om i Værelset, navnlig paa Møblerne, fandtes Blodpletter, og at der paa Bordet stod to tømte Toddyglas.

Dette sidste giver Vished for, at Hansen har haft en Fremmed oppe hos sig og drukket med ham.

Men paa den anden Side har man endnu ikke savnet Penge eller Værdigenstande. Den afdøde havde sit Guldur paa sig Hans Portemonnæ derimod fandtes paa Gulvet, den indeholdt kun en Sølvmønt og et Par Lotterisedler. Tilsyneladende var ingen Gemmer opbrudte.

Det hele saa overordentlig mystisk ud.

Politiet

Paa Politistationen i Pilestræde havde manu endnu ikke kunnet danne sig nogen bestemt Mening om, hvorvidt Hansen var bleven myrdet eller ej. I alle Tilfælde syntes der ikke at foreligge noget Rovmord, men der er jo den Mulighed, at den eventuelle Morder kan være skræmmet af Støj paa Trappen eller lignende og derfor har skyndt sig at slippe ud, saa snart Mordet var begaaet.

Ved Forhør af Husets øvrige Beboere var der ikke fremkommet noget, som kunde give Oplysning i den uhyggelige Sag. Ingen af dem har i Forgaars Aftes eller Nat mødt nogen mistænkelig Person paa Trappen.

Der fæstedes ikke videre Tiltro til en Meddelelse om, at en yngre Person i Gaar gentagne Gange skal have staae og kigget op ad Huset med temmelig underlige Manerer.

Foreløbig var der ikke andet at gøre eud at køre Liget ud til Johannesstiftelsen, hvor Ligsynet Formiddags skulde finde Sted.

Politiet aflaasede derpaa Hansens Lejlighed og satte et Segl paa Døren.

Efterskrift

Ved Ligsynet, der fandt Sted i Formiddags, udtalte Reservelæge Dethlefsen til Politiassistenten, at der næppe var nogen Tvivl om, at Lars Hansen var bleven myrdet. Derom vidner navnlig den Omstændighed, at der i Ligets Haand fandtes flere Huller.

Den retslige Sektion vil finde Sted i Morgen eller i Overmorgen under Professor Gaedeckens Ledelse.

(København 7. januar 1893).

OBS: Dette er ikke ejendommen hvori mordet fandt sted, men Pilestræde 51, altså 5 numre væk. 1898 Men måske giver det i mangel af bedre et indtryk af karakteren af kvarteret. Fotograf Fritz Theodor Benzen: Gårdinteriør fra Pilestræde 51 set mod porten i forhuset. Nedslidt bindingsværk mod brolagt gårdsplads med henstillede tønder, trækvogn mv. Københavns Museum. Public Domain.

Mordet i Pilestræde

Det Billede, København alt i Dag ser sig i Stand til at bringe af den i Pilestræde Nr. 61 myrdede Lars Hansen, er et Portræt, der er taget for halvandet Aars Tid siden.

Det ligner ham paa en Prik; Apoplektikeren med det glatragede, skarptskaarne Ansigt, tynde Haar og Panderynker, der taler om tunge Livsdage. Han synes med tilkæmpet Ro at ville skjule det mystiske Hang i sit Væsen - det, der rimeligvis har voldet ham hans voldsomme Død.

Ti der kan vel næppe nu være Tvivl om, at han er falden for en af sine unge Venners Haand. Han, der selv boede i dette mørke Kvarter af Pilestræde, hvor de offentlige Fruentimmer i Skumringen færdes langs de skidne Husrækker, og hvor talrige Kipper giver Tilholdssted for Kvarterets Sutenører, - han saas aldrig i Kvinders Nærhed.

Men naar han vendte hjem fra sine Aftenture, fulgte snart én, snart en anden Ungersvend i hans Fodspor op ad den krinkelkrogede Trappe. Om Sommerenofte Soldater, om Vinteren Gadernes tilfældige. Med dem drak han for omhyggeligt nedrullede Gardiner i sin lille Stue, udstyret med en fruentimmeragtig Smag for bløde Polstre og intetsigende Nips.

Det er i en saadan uhyggelig téte-A tete, at han er bleven myrdet. Der stiller sig her to Spørgsmaal:

-  Er Morderen en ung Mand, der, ukendt med den myrdedes Tilbøjeligheder, først har tømt et Glas med H og derpaa, efter en opstaaet Kontrovers, slaaet den gamle Apoplektiker ned?

- Eller har det været en Slyngel, der vilde benytte sig af Omstændighederne til at afpresse Ofret Penge og har brugt Magt, hvor Ord og Trusler intet nyttede?

En nøje Ransagen af hans Gemmer har ladet vente paa sig, da alle Nøgler i Lejligheden var sporløst forsvundne. Først senere vil det altsaa kunne konstateres, hvorvidt der foreligger et Drab eller et Rovmord.

Saa meget véd man dog i hvert Fald af Toddyglassene og at hans Yttringer til sin Husbestyrerinde Dagen før Mordet opdagedes, at han ventede - og fik Selskab.

- "Jeg vil lægge mig lidt, jeg er træt", sagde han til hende i Torsdags Middags. Siden saa' ingen noget til ham. Men man hørte, at der opholdt sig nogen hos ham ud paa Natten. Han har da søgt denne Udflugt, fordi han ikke - som ellers - viste sig senere paa Aftenen og har saaledes villet bortlede Husboernes Opmærksomhed.

Efter alt at dømme - det har været en ny Bekendt, og det er netop denne Omstændighed, der vil skaffe Politiet megen Fortrædelighed.

Rundt om, i Album, paa Bord og Piedestal, stod en Mængde Portrætter af unge Mennesker, dels i, dels uden Uniform. De er selvfølgelig taget i Behold af Politiet, og en omhyggelig Undersøgelse vil blive foranstaltet mellem Originalerne.

Men det er jo næppe rimeligt, naar man dømmer efter H.'s Hemmelighedsfuldhed Mordaftenen, at Morderen er blandt disse gamle Forbindelser, der havde deres vante Gang i Nr. 61.

- At Politiets Erklæring, som vi nedenfor optrykker, ses, at der endnu er den Version tilbage: Lars Lansen var ikke hjemme mellem Kl. 6 - 10 i Torsdags. - Han har da givet sin Husholderske fejl Underretning for yderligere at desorientere alle Vidner og senere listet sig sagte op ad Trapperne i Selskab med Morderen.

- - I Løbet at Gaarsdagen kom Politiet ved energiske Undersøgelser til den bestemte Overbevisning, at Hansen er myrdet. Og det synes, som om man tillige er paa Spor efter Morderen.

. . . Mistanken er rettet mod en nogle og tyveaarig Mand, der Fredag Formiddag stod paa Trappen og kiggede ind gennem et Gangvindue til Hansens Lejlighed. Da der kom nogen, blev han angst og skyndte sig afsted. Da Betjentene om Eftermiddagen kom ud fra Lejligheden, kom Personen og udspurgte dem om den Myrdede. Siden har man ikke set ham.

Den Mistænkte skildres som en temmelig lille Mand med mørkt Skæg. Han var klædt i en mørkeblaa Vinterfrakke og bar sort Hat.

Politiets Henvendelse:

I Gaar Aftes er Husejer Lars Hansen fanden død i sin Bolig, Pilestræde 61, 1. S. under mistænkelige Omstændigheder. Da det er af stor Vigtighed for Undersøgelserne at faa oplyst, hvem han i de sidste Dage er set i Selskab med, særlig i Torsdags Aftes mellem Kl. 6 - 10, anmodes enhver, der maatte kunne give Oplysning i saa Henseende, at henvende sig til 2den Politiinspektør paa Politikamret, der efter Omstændighederne vil udbetale Vedkommende en passende Dusør.

Catch

(København 8. januar 1893).

Mordet blev (som ofte var skik) foreviget i en skillingsvise. På forsiden er med blyantskrift fejlagtigt angivet året 1892. Mordet skete i 1893. (Statsbiblioteket)

Af Lars Hansens Livshistorie.

En Don Juan - De fikse Kammerjomfruer - En højbaaren Elskerinde. - Kvindehader. - En forsmaaet Hustru. - For Pengenes Skyld. - Var han Ægtemand!

Det, der særlig ger denne mystiske Mordaffære interessant og spændende; der lader Sagen tage Fart som et Drama, i hvis dybe Mørke Fantasien skimter uhyggelige Silhuetter af lyssky Banditer og perverse Forbrydere; der med utaalmodig Forventning lader os søge den ukendte Morders Spor og hans dunkle Motiver - er selvfølgelig den Omstændighed, at man véd, hvilken ulykkelig Tilbøjelighed der lod den gamle, formuende Lars Hansen kaste sig i Armene paa barn aldeles fremmede Folk.

- Hvor dæmonisk en Magt over den gamle og apoplektiske Mand har ikke denne Forvildelse haft, der lod den eu Gang af Kvinderne saa feterede unge Fyr, forladt af Familjen og de Nærmeste, havne i sin ensomme Bolig i en gammel Rønne i et mørkt og afsides Kvarter! Her i denne Hule, hvor han, alene med sin Hund, lod sit Blik glide rundt fra Billede til Billede af de unge, ukendte Mænd, der for en kortvarig Stund skabte Lys i den gamles Stue!

... I disse Timer har han tænkt paa sine Ungdomsdage,hvor han som en køn og afholdt Tjener fartede rundt paa Herregaardene i gode og vellønnede Pladser. Hans Familje beskriver ham fra den Tid som en ren Don Juan. Han var de smaa, fikse Kammerjomfruers fortrolige Ven, og Kærligheden skænkede ham af sin Drue til bredfyldt Maal.

Han var dog kræsen i sin Smag. Ingen lærer hurtigere end disse Alkovernes Terner de Raffinements, der i Længden er saa farlige for den sunde Elskov. Og Grunden til hans seiere Uvilje mod Kvindekønnet tør sikkert ikke mindst søges heri, hvor den unge, kraftige Bondekarl havde saa let ved at vinde saa kultiverede Forbindelser.

*

Til Slut skulde dog en lille, ejendommelig Episode øve en mægtig og farlig Virkning paa hans i Forvejen blaserede Sind.

Rygterne herom samler sig omtrent saaledes

- Paa en stor Gaard, hvor han i sin Ungdom tjente, vedligeholdt han et Forhold til Herskabets Stuepige. Men der var ogsaa andre Øjne end den lille Jomfrus, der havde fæstet deres Glød paa Lars Tjeners Skikkelse. Ingen ringere tilbad ham end selve Godsets ældre, korpulente Frue!

For hende havde imidlertid Lars Hansen en afgjort Modbydelighed. Og selv ved alle Løfter om at vinde langt frem var han ikke at bevæge til at tilstaa Fruen sin Gunst.

Hun benyttede sig da af et Fif.

Ti en skønne Nat, hvor den lille Stuepige uden hans Vidende var borte i andre Ærinder, spillede Fruen selv sin egen Tjenerinde. Hvorledes - maa vi overlade Læserne selv at kombinere.

Lars følte over denne Overraskelse saa megen Væmmelse, at han forlod sin Plads.

Efter alles samstemmende Udsagn slog han nu i lang Tid alle erotiske Æventyr ud af Hovedet.

Først lang Tid senere stod han i Begreb med at indgaa et Ægteskab paa Sydfyn med en Enke efter en Bager. Vielsen var ordnet, Dagen berammet. Da grebes han pludselig af en decideret Afsky for sin tilkommende og forlod hendes Fødehjem og Slægt over Hals og Hoved

*

- Nogle vil nu maaske mene, at det har vist sig, at denne Aversion for Kvinder atter maa være forsvunden, saasom han senere indgik Ægteskab. Men, som bekendt, havde hans Kone, hvis Bekendtskab han søgte i Avisen, en Medgift efter sin forrige Mand, en Tømrersvend, der var vendt hjem fra Amerika, paa 16,000 Daler. - Kan det ikke være disse, der har lokket ham? Han fik ingen Børn, og hvem løfter Fligen for dette Samliv?

I hvert Fald levede de som Hund og Kat, og Familjen trak sig efterhaanden tilbage, saa meget mere som den straks efter Hansens Skilsmisse opdagede hans nye Besynderligheder og ikke skøttede om at træffe hans Venner i Lejligheden.

Saa levede han da videre, et ensomt og glædeløst Liv, hvor han mere og mere lagde Vind paa at spare Penge sammen.

Indtil nu Morderhaanden har slaaet ham til Jorden.

(København 10. januar 1893).

Tegning fra København 11. januar 1893.

Politiet foretog "talrige anholdelser". Bl.a. af den "mystiske person", smedesvend Jens Eriksen som sneg sig rundt i ejendommen, og som under forhøret tilstod at have kendt Lars Hansen. Han blev løsladt, men allerede dagen efter anholdt igen - og løsladt igen. Til gengæld fandt man ud af at smedesvenden havde 1.700 kr som han havde erhvervet på kriminel vis. 

Også en blikkenslager fra Vesterbro der var rejst til Hull i England, efterladende sig kone og børn, indgik i  efterforskningen. Efter den 20. januar 1893 synes det som om politiet afsluttede efterforskningen med henblik på at arkivere den som uafklaret. I 1902 døde blikkenslageren i USA uden nogensinde at komme til Danmark. I 1902 blev det oplyst at han havde sendt et anonymt brev den 10. januar fra Hull, hvori røbedes kendskab til mordet, selv om dette på brevskrivningstidspunktet var offentlig kendt. Brevet opfordrede politiet til at afslutte sagen, da Lars Hansen var død som følge af et slagsmål han selv havde givet anledning til, og at brevskriveren forlængst var udenfor politiets rækkeevne. De videre undersøgelser kunne dog ikke fastlægge hvem brevskriveren var.

Mordet i pilestræde.

(Af en gammel Politimand)

Det er meget længe siden Kjøbenhavns Politi har havt en saa vanskelig Sag til Behandling som Mordet i Pilestræde. Efter hele Lars Hansens Levesæt stod det strax klart, at det vilde falde overordentlig vanskeligt at faa opklaret, hvorledes han er kommen af Dage. Hans Omgang var en saadan, at Politiet og Retten ikke kunde vente at faa Oplysninger fra denne Side uden at man beroligede alle mulige Vidner med, at der skulde blive seet igjennem Fingre med mulige Uregelmæssigheder i deres Levemaade, som maatte komme for Dagen. I Stedet for benyttede man Leiligheden til at starte en Sædelighedssag. Dermed er hele Sagen forkludret, og Muligheden for at finde Morderen udelukket, med mindre Lykken her, som saa ofte skulde komme Forstanden til Hjælp.

Med et Par Ord skal jeg omtale denne mærkelige Mordsag, der er blevet behandlet med meget ringe Dygtighed af vort Politi; det samme som i sin Tid trak paa Skulderen, fordi Frederiksberg Politi ikke kunde finde Lampeveismorderen. Ligheden imellem de ved Lampeveismordet og Mordet i Pilestræde begaaede Feil er ganske slaaende. Liget af den dræbte Snedker Sørensen fandtes, som det vil erindres, i Sneen ved Lampeveien. Politiet sattes strax i Kundskab om Fundet af de 4 Fortarbeidere som gjorde det.

Et blot nogenlunde snedigt Politi vilde strax have benyttet sig af den Fordel som et saa udmærket Spormateriale som Sne frembyder, men Frederiksberg Politi havde ikke saa megen Omtanke. Alverden fik Lov at stimle sammen om Mordstedet, hvorved ethvert Spor udslettedes.

Men nu Mordet i Pilestræde. Det opdagedes Kl. 4-5 om Eftermiddagen Torsdag den 9. Januar, da en Betjent, der var tilkaldt af Husbeboerne, gjennem et Vindue trængte ind i den Myrdedes Leilighed. Naturligvis trængte nysgjerrige Husbeboere med ind i Lejligheden, i Stedet for at de burde have været vist tilbage. Alt burde have staaet urørt indtil en dygtig Opdagelsesbetjent kom tilstede.

Dette skete aldeles ikke. Hen paa Aftenen kom Politiassistent With op i den Myrdedes Leilighed sammen med en Læge. Denne foretog det sædvanlige Lægesyn, hvorved det "konstateredes at Døden var indtraadt" ; derefter førtes Liget saa vidt jeg har kunnet forstaae af Meddelelser i Bladene, til St. Johannes Stiftelses Lighus, medens Lejligheden afsøgtes af nysgjerrige Privatfolk og næsvise Reportere. Naturligvis burde Liget være bleven liggende som det fandtes, og ikke eet uvedkommende Menneske burde have havt Adgang til Lejligheden, før Opdagelsespolitiet kom. Som det nu var udslettedes Sporene i Lejligheden i Pilestræde af Nysgjerrige, der strømmede til, ligesom det skete i Sneen paa Lampeveien ved Vintermorgen.

Men hvorfor kom Opdagelsespolitiet ikke tilstede og forhindrede at Sporene udslettedes? vil man spørge. Svaret lyder ganske simpelt: Fordi det ikke vidste noget om Mordet. Først om Aftenen Kl. 9-10 telefonerede Politiassistent With Sagen til Politiinspektør Carsten Petersen i dennes Hjem. Paa Politikammeret fik man om Aftenen ikke Spor af Melding om Sagen. Efter hvad der fortælles kom Souschefen for Opdagelsespolitiet Hr. Rudolph Petersen paa Kammeret Fredag Morgen uden at have hørt det Mindste om Mordet ; han havde tilbragt Torsdag Aften i et Theater. Han skal ikke have været rigtig tilfreds med de trufne Dispositioner.

Først Fredag Middag Kl. 12-1 foretog Chefen af Opdagelsespolitiet Carsten Petersen, Rudolph Petersen og Klein den Undersøgelse paa Gjerningsstedet, som burde have været foretaget umiddelbart efter Mordets Opdagelse. Nu førte Undersøgelserne naturligvis ikke til noget Resultat.

Saa sattes Opdagelsespolitiets Personale i Virksomhed for at finde Morderen. Det vil sige, der blev givet allerhøist en halv Snes Opdagere det særlige Hverv at søge Mordet opklaret, medens de øvrige Betjente fik Anmodning om at have et Øie med, hvad muligt Mistænkeligt, denne Sag vedrørende, de maatte træffe paa under Efterforskningerne af de dem særlig betroede vigtige Hverv. En saadan Opfordring bryder disse sig imidlertid ikke en Døit om: de siger ganske simpelt: Hvad rager den Sag os? og saa gaaer de deres skjæve Gang efter de dem særlig anbetroede vigtige sager.

Om Lørdagen efter Mordet var man uden Gnist af Spor efter Morderen; Fredagens Undersøgelser havde været absolut resultatløse, og siden har man overhovedet intet Spor fundet. "En anseet Forretningsmand" og to Opvartere meddelte ganske vist hver for sig et Signalement som det syntes paa en og samme Person, der i den senere Tid havde været set sammen med den Myrdede. Men denne Mand er ikke fundet, og Angivelserne synes ogsaa noget vaklende.

Som Sagerne stod tog de snedigste Herrer i Opdagelsespolitiet strax om Fredagen det Parti at erklære, at Lars Hansen var død ved et Ulykkestilfælde. Havde Politiets Spidser taget samme Standpunkt og fastholdt det, vilde man have kunnet undgaa den Ydmygelse, der ligger i ikke at kunne opklare et Mord; dette vilde allerede have været ganske behageligt. Men der vilde have været en anden Fordel ved at proklamere Mordet som et Ulykkes-Tilfælde, nemlig den, at Morderen saa vilde have følt sig tryg og hans Paagribelse vilde være bleven lettet. Det Mordstaahei, som Bladene nu anstillede med Politiets Billigelse, skulde nok faa den Skyldige til at være forsigtig.

I 8 Dage arbejdede Opdagelsespolitiet med sagen. Det eneste Nævneværdige der blev udrettet var, at en ung Mand der havde vist sig under mistænkelige Omstændigheder i Ejendommen i Pilestræde, blev funden og anholdt. Det var et flinkt Stykke Arbejde af den vedkommende Opdagelsesbetjent, der iøvrigt er bekendt for sin Flid og sin Sporsands; to ret sjældne Egenskaber hos Opdagelsespolitiets Personale.

Ottende Dagen efter Mordets Opdagelse overgaves Sagen til 4. Kriminalkammer, Assessor Thiele, der strax debuterede med at foretage en Anholdelse. Grunden til denne var som det synes meget plausibel; urigtig Forklaring og en forbavsende stor Pengesum l den Anholdtes Besiddelse. Men Assessor Thiele nøiedes ikke med det; han fik en Sædelighedssag sat i Forbindelse med Mordsagen. Dermed maatte alt Haab om at finde Morderen betragtes som opgivet.

Som strax sagt, det var en meget vanskelig Opgave, der stilledes Politiet og Retten ved Mordet i Pilestræde, den er blevet yderligere vanskeliggjort ved den Maade, paa hvilken den er grebet an.

Assessor Thiele maa ikke betragte det som "Resultater", om han faaer nogle Opvartere dømte til Fængsel som Sædelighedsforbrydelse i en Sag, hvor hans Opgave var at finde en Morder.

(Dagens Nyheder 24. januar 1893).

Skifteretten opgjorde i slutningen af januar 1893 Lars Hansens bo til 70.000 kr.

Mordet i Pilestræde.

Politiet i Kjøbenhavn er nu kommet til det Resultat, at Lars Hansen ikke er myrdet. Efter hvad "Polit." meddeler opstiller man følgende Hypotese.

For det første er der ikke Tale om noget Rovmord, i alt Fald er der ikke noget sikkert Holdepunkt for at antage et saadant. Vel havde Lars Hansen hævet en Del Penge i December og i Begyndelsen af Januar; men det er ved de under Sagens Gang anstillede Undersøgelser godtgjort, at hans Vaner ingenlunde udelukkede et til Tider ret betydeligt Pengeforbrug. Hvorledes han brugte sine Penge, kan vi ikke her forklare nærmere; men den Forklaring, der hører til, er meget solid.

Dernæst er han ikke i egentlig Forstand "myrdet". Det, der er foregaaet i Pilestræde Nr. 61 hin Torsdag Aften, kan forklares som følger:

Lars Hansen er kommet hjem med en fremmed Mandsperson, som han har truffet paa Gaden, og som ikke kendte hans Vaner. Lars Hansen har beværtet sin Gjæst, først med Mad og siden med Toddy. For at være uforstyrret har Lars Hansen selv lukket Hunden "Svend" ind i Soveværelset.

Efter Toddyen har Gjæsten lavet sig til at gaa, men er blevet budt til Sæde i Sofaen; og her har den noget uhyggelige Vært overrasket sin Gjæst paa en Maade, som denne i forklarlig Hæslighed har besvaret med et Slag af sin blyknappede Stok.

Slaget har ramt Lars Hansen i Hovedet og knust en Aare; Blodet er sprøjtet op paa Skilderiet over Sofaen, og Lars Hansen har udstødt et Skrig. Saa har Hunden givet sig til at gjø, og Lars Hansen er gaaet mod Sovekammerdøren for at lukke den ud.

Nu er Gjæsten bleven forstrækket og har tildelt Lars Hansen endnu et Slag eller to i Hovedet - der var Mærker af tre Slag - ; og Lars Hansen er tumlet om ved Enden af Sofaen, nærmest Sovekammerdøren, hvor man fandt Blodpølen, og Gjæsten har taget Flugten ud ad Døren.

Efter en Stunds Forløb er Hansen kommet paa Benene; noget fortumlet af Slagene har han samlet sig frem mod Yderdøren. Haanden har har holdt mod Saaret i Hovedet, indtil han, for at se ud eller forvisse sig om, at Døren var lukket, har lagt Haanden paa Dørgrebet, hvor Mærket af de blodige Fingre fandtes. Han har ikke tilkaldt Hjælp - fordi han ikke har villet røbe Aarsagen til Sammenstødet med Gjæsten.

Idet Lars Hansen vender tilbage til Stuen, ser han, at hans Fingre er blodige, og han tørrer dem i Servietten. Saa gjør Blodtabet eller en indtrædende Hjærnerystelse sin Virkning; han bliver svimmel, samler sig frem - ind i den næste Stue, hvor han falder ved Døren, forbløder sig eller dør af Hjærnerystelsen.

Alle de Spor af Blod o. a. der er funden i Lejligheden, er forklaret tilstrækkeligt ved disse Gætninger - kun Portemonnæen ved Siden af Lige kunde tale derimod ; men den kan være falden ud af Lommen eller uvilkaarlig være taget ud af den boende selv.

Altsaa er Forklaringens Rigtighed sandsynlig, siger vedkommende Politimand.

Men endnu mere: Blodsporene paa Servietten og paa Dørhaandtaget kan næppe forklares under Synspunktet: Mord.

Morderen tørrer ikke først sine Fingre i Servietten og gaar derefter til Dørgrebet og sætter Blodpletter paa det. Omvendt gaar han ikke tilbage efter at have lukket Døren op og tørrer Blodet af sig. Og hvorfor skulde han just have faaet Blod indvendig i Haanden, da han dog har slaaet med et eller andet Instrument?

Dette er som sagt erfarne Politimænds Betragtninger, og den obducerende Læge bestrider ingenlunde deres Rimelighed. Tværtimod. De paa Liget fundne ret overfladiske Saar var ikke i sig selv dødelige; de mere bestyrker end imodsiger Politi-Hypotesen.

(Aarhus Amtstidende 31. januar 1893).

Lars Hansens lig lå i mellemtiden på St. Johannesstiftelsen indtil den 7. februar, hvorefter det blev udleveret til familien, hans søster fru Knöchel i Gothergade. Det blev kørt til Vestre Kirkegård hvor det blev begravet fra Nordre Kapel den 10 februar 1893 med deltagelse af et halvt hundrede mennesker, de fleste nysgerrige. Husbeboerne i Pilestræde lagde en krans for at udtrykke deres respekt for ham som human vært. 

Sagen afsluttedes ved retten i slutningen af juni 1893. Man havde ikke fundet nogen morder, til gengæld ville der blive rejst tiltale mod ikke så få af Lars Hansens venner for sædelighedsforbrydelse.

I september 1897 livede sagen op igen i forbindelse med nogle tyverier begået af en kaptajn Bech. Beboere i nærheden mente efter forevisning af et foto bestemt at genkende ham. Midt i november blev det imidlertid klart at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet. 

I forbindelse med en sædelighedsskandale fremkom 1906 rygter om at politiet godt vidste at det var en søn af en bekendt embedsmand på Frederiksberg som levede som alfons. Han var da forsvundet. Dette er vist hverken blevet be- eller afkræftet.

Københavns Museum har en støbt ornamenteret jernovn på 31 cm. med høje fødder. Fyrhullet er anbragt på retsiden. Den har stået i ejendommen Pilestræde 61, hvor husejer Lars Hansen er blevet myrdet netop i den stue, hvor ovnen stod. Huset er nedrevet.