Ærbødig Bøn til General-Postdirektionen.

Den ærede generalpostdirektions udmærkede virksomhed og sjældne takt for at imødekomme publikums ønsker lader indsenderen håbe at disse linjer ikke vil blive upåagtede.

Støj på gaden er vel et uundgåeligt onde for beboere af en hovedpassage i en stor stad. Ikke desto mindre ønsker sikkert mange af dem at befris fra unyttig eller overflødig støj, især når denne finder sted om natten.

Uden tvivl går det Kultorvets og Frederiksborggades beboere således med hensyn til den helsingoranske brevpostrytters øreskærende hornmusik både aften og især morgen på den tid da man endnu har adskilligt at sove. De som endelig vil vækkes tidligt, har desuden til sådant den bedste anledning i vægternes højst utidige banken på døre og vinduessprodser. Indsenderen ved vel ikke hvortil denne blæsen tjener, men tror den overflødig for en post som denne der hele året igennem må kunne gå og komme på minutten. Sker det for at avertere vagten, kan sådant jo ske i nærheden af porten ved et kort signal som skik er i andre kristne lande. Eller blæser han efter befaling udenfor nogen mands hus, kan det ske på samme måde, og i hvert tilfælde med halv tone som i nattens stilhed vil være stærk nok. Frygtende allerede at have været for vidtløftig, slutter indsenderen sin ærbødige p. m. og lever med flere i håbet om snart at befris fra denne øreskærende tuden!

(Politivennen nr. 1153, Løverdagen, den 3die Februar 1838. Side 73-74)

Til Vandvæsenet, Politiet og Brændeviinsbrænderen paa Hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet.

"Jeg kom da tids nok til at bo på Kultorvet"

Således sagde en god ven på hvis pande fortrædelighed og ærgrelse stod tydeligt malet ved min indtrædelse forleden hos ham.

Da jeg kendte ham og vidste at han var af et sangvinsk-kolerisk temperament, tog jeg roligt sæde i sofaen, stoppede en pibe og bad ham fortælle alle sine lidelser idet jeg håbede at de under fortællingen skulle opløse sig i intet.

Hans tale faldt da omtrent således: 

"Du ved at et glas frisk koldt vand er blevet en nødvendighed for mig, og at dette må være det første jeg regulerer min mave med om morgenen. Tænk dig da hvorledes jeg blev til mode da min karl den første morgen her på stedet bragte en tom karaffel og forkyndte mig at der ingen vandpost fandtes i gården og at der intet vand var i den offentlige post på torvet. Min vært sagde siden til mig at denne post er til stor ulempe for beboerne af de mange vandløse steder der på torvet meget ofte manglede vand, hvilket har sin grund dels i den mængde vand torvebøndernes heste kræver, dels i pumpens dårlige forfatning. Han tilføjede at han vel i de 9 år han havde boet på stedet havde haft lejlighed til at iagttage at pumperedskabet nu og da blev optaget og efterset, men at det kun varede meget kort før der atter var vandmangel. Samt at man af en hovedreparation foretaget for omtrent 5 år siden ikke havde sporet mere nytte. Manden havde ydermere den tro at det var rimeligt at en af torvets 2 brandpumper blev givet til assistance da man betalte en høj vandskat osv.osv. Men der står endnu de to fæle lange vandmænd med tilstoppede munde og giver os ikke en dråbe om vi så forsmægter af tørst. Hu, det er jo barbarisk!" 

"Siden åbnede jeg et vindue for at få noget frisk luft. Som du ved er min anden aldeles uundværlige fornødenhed.Men det varede ikke længe før stuen var opfyldt med en aldeles forpestet luft. Da jeg skulle undersøge årsagen til det, så jeg en vogn læsset med gødning holde neden for vinduet som jeg da straks måtte lukke og beholde lukke i flere timer. For så længe fandt køresvenden behag i at holde på dette sted. Hvor dette smukke læs kom fra, ved jeg ikke. Men stanken gav nok så meget til kende at indholdet var af den blanding som sædvanligvis udføres fra de steder her i byen hvor der holdes køer eller heste. Er det ikke skammeligt? Du kan tro jeg ønskede ret for et øjeblik at have været iklædt den velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne. Jeg skulle have vist den karl vintervejen. For det kan dog umuligt være tilladt således at forgifte luften der her i nabolaget ikke til nogen tid er af den bedste bonitet."

"Jo vist er det skammeligt," svarede jeg. "Men det er dog kun forbigående ubehageligheder, og du bor jo i øvrigt meget godt."

"Nå! Kan du kalde det en god bopæl hvor man midt i en hovedstad lider mangel på en drik vand, hvor man nødes til at indånde en forpestet luft og hvor den forbandede loftshejseapparater der ovre hos brændevinsmanden på hjørnet hvert øjeblik giver sig til at pibe og skrige så jammerligt og øreskærende at man umuligt kan holde tanker samlet ved sit arbejde, men må frygte for at ørehinden sprænges? Nys måtte jeg gå fra pulten. Nej, det er et afskyeligt sted! Og her skal jeg bo i det mindste ½ år. Det holder jeg aldrig ud!"

"Leve offentligheden, " svarede jeg da jeg mærkede at hidsigheden tiltog i stedet for at kølnes. "Alle disse ubehageligheder som du her beklager dig over, er jo af den beskaffenhed at de i sandhed ville blive afhjulpet når vedkommende gøres opmærksomme derpå. Såvel stadens vandvæsen som politiet har altid åbent øre for begrundede besværelser, og brændevinsbrænderen der ovre skal være en brav mand der vist vil give sin vinde den fornødne smørelse og ellers lade den efterse i sømmene, så meget mere som efterladenhed heri vil blive til hans egen skade ved forøget slid og måske afstedkomme sådanne ulykkelige tilfælde som hos hans kollega i Hellig Gertruds Stræde."

"Ja, du har min tro ret," udbrød den plagede og bad mig besørge det fornødne."Jeg ville virkelig befinde mig ret vel her når jeg kun kunne få vand og frisk luft, og så den fatale larm af det hejseapparat måtte ophøre," sagde han idet ansigtet kendeligt opklaredes. "Jeg ville endog da ikke bryde mig om min smukke svigerindes og mine niecers spot når de siger at jeg bor på Skidentorvet."

Som følge af ovenstående giver indsenderen sig ærbødigst den frihed at anholde om at den omtalte vandmangel på Kultorvet der er til megen ulempe for mange familier, måtte blive fjernet. Og at det må forbydes vogne læsset med gødning - alias blandingsgods - at "bæte" *) i flere timer på stadens gader eller torve. Også håber han at brændevinsbrænderen på hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet vil lade det omtalte loftshejseapparat efterse.

*) Jf Haandbog i Modersmaalet af J. C. Lange, København 1832.

(Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 601-606) 

Kultorvet i dag er radikalt anderledes end på Politivennens tid. Frederiksborggade rammer torvet fra venstre kant.

Redacteurens Anmærkning

"velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne" var hhv politiets og vægternes uniform og kendetegn.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 1084, 8. oktober 1836. side 657-658 oplyste at efter anken "har man ikke været generet af de møgvogne som før hyppigt tog stade der undertiden i flere timer ad gangen. Den slemme skærende lyd fra brændevinsbrænderens loftshejseapparat høres heller ikke mere. At brandpumper der er på torvet ikke er blevet åbnet for de mange vandmanglende beboere der omkring, har måske sin grund i at de yder brøndvand. Men kunne det ikke være ret brugeligt til de mange hestes vanding og til stænkning i Nørreports ravelin om sommeren? Selv til forskelligt brug i husholdningen er det jo anvendeligt." 

Uskik paa Kultorvet, i Frederiksborg- og Rosenborggaden.

Det er en slem uskik at bøndervognene på hele Kultorvet, Frederiksborg-, Rosenborggaden og på flere steder køres således sammen på torvedagene at man ofte må gå en lang omvej for at komme ind i et hus og at løse heste bindes ved korte og døre så at end ikke fortovet er frit. Det ville derfor vist være godt om en torvevægter fra den tid bønderne begynder at komme til torvs, var flittigt til stede allevegne og anviste ved hvert andet eller tredje hus så megen plads at et menneske i det mindste kan komme derigennem ind på fortovet.

(Politivennen nr. 1000, Løverdagen den 28de Februar 1835, s. 135-136)

Maler C. K.: Frederiksborggade og Kultorvet set gennem Nørreport. 1837. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Utilbørlig Gade-Spærring.

I de Kultorvet tilstødende gader især Frederiksborggade, finder en slem uorden sted ved at 2 til 3 rækker bøndervogne holder på begge sider af gaden, hvorved denne spærres for vogne som skal ud eller ind af Nørreport, ligesom også adgangen til husene derved gøres vanskelig. Når ligvogne med følge skal passere Frederiksborggade og ikke er ledsagede af politibetjente, ser man tit at de må holde indtil der er gjort plads for at de kan komme forbi. At bonden ikke bør tvinges til at tage ind i en gæstgivergård mens han forretter sine byærinder, synes udenfor al tvivl, men at lade hestene forspændte for vognen fædres af foderkisten, eller spændte fra vognen tage deres forder af denne eller en deri hensat balje, er vist en uorden. Sådanne vogne synes bekvemmest at kunne hnevises til Skidentorvet og Hauser Plads hvor de ikke var nogen i vejen.

(Politivennen nr. 857, Løverdagen den 2den juni 1832, s. 374-375).

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Kultorvet og Nørreport 1856. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Anmodning til Bestyrerne ved Ladegaards-Fabriken.

Direktionen for ovennævnte stiftelse vil gøre sig hovedstadens indbyggere meget forbundet ved at nægte tilladelse til de mandlige og kvindelige personer der arbejder der, til at gå ud af hospitalet på egen hånd. Man kan uden for Nørreport og i visse af stadens gader ikke være sikker på at blive overvældet med de groveste skældsord af disse personer, når disse intet får ud af et tryglende overhæng.

Frederiksborggades og Kultorvets beboere plages især af disse væsner. De hjemsøger enhver butik, trygler og overøser enhver der ikke føjer deres ønsker, med de skammeligste skældsord. Og det ikke alene inden i selve butikken, de forsætter endog deres velsignelses- eller rettere forbandelsesønsker efter at de er kommet ud på gaden, hvilket ikke sjældent afstedkommer opløb og andre fæle optrin. 

Således var der søndag den 2. juli et slemt slagsmål i Frederiksborggade mellem 4 af disse skabninger der havde anvendt deres om dagen sammentiggede skillinger til at skaffe sig en reglementeret rus. Og lignende scener foregår næsten hver helligdags eftermiddag, mens man tillige har det ubehagelig syn at se en del af deres medstuderende ligge på fortovene for at sove den ud, og det meget ofte i højst uanstændige stillinger.

Anmelderen nærer det håb at et muligt antaget medlidenhedsprincip ikke vil lægge hindringer i vejen for at standse sådanne uordener. For som bekendt tåler denne menneskeklasse kun lidt frihed.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 476-477)

Ladegårdslemmer på Åboulevarden med koste på vej til byen for at feje gader. Tegning af P. Klæstrup, 1880. Københavns Museum.

Uorden i Frederiksborggade.

Kan det være rigtigt at Frederiksborggade næsten er spærret med bøndervogne for det meste hver formiddag når soldaterne eller rekrutterne kommer ind fra deres øvelser, således at disse, nemlig soldaterne, med megen besvær næppe kan komme igennem gaden. Havde dette været tilfældet før i tiden, ville de kommanderende officerer vist selv have fået vognene skaffet af vejen på en eller anden måde. Men da det nu synes som at de militæres beskedenhed går for vidt, efter hvad anmelderen har været øjenvidne til, troede man at politiet som vist ikke kan være uvidende om fornævnte Frederiksborggades spærring, især mandag og torsdag ville have henvendt deres opmærksomhed på det og sørget for fri passage gennem nævnte gade, såvel for de militære som for andre der skal passere samme. 

I andet fald som vel ikke er så aldeles rigtigt, måtte den kommanderende officer selv skaffe gadens midte fri for vogne således at den kommando der hører under ham, kan passere uhindret igennem. Dog var det måske mere rigtigt at sådant blev anmeldt af officeren til stadens højeste respektive kommandant for gennem politiet at se denne vist ikke ubetydelige uorden forebygget. Og man må forundre sig over at sådant ikke allerede for længst er sket. Havde anmelderen af dette været officer, ville han vist ikke have tiet så længe.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9137-9139)

Forslag til at forhindre visse Gaders Spærring af Bøndervogne.

Er det ikke aldeles urigtigt og utilladeligt at bønderne med deres vogne holder på torvedagene helt gennem Frederiksberggade og Vestergade, samt Frederiksborggade ved Nørreport, og derved ikke alene hindrer, men endog til sine tider aldeles stopper passagen for rejsende og andre som har færdsel gennem disse gader, ja endog ofte står hestene som fraspændes vognene, ind på fortovet så at samme ikke uden fare kan passeres, hvilket er meget ubehageligt, allerhelst når betragtes at en sådan holden af fraspændte vogne alene sigter til fortjeneste for kældermændene og deres karle, da enhver bonde for en sådan holden, må betale karlen nogle skillinger der dog ikke er mindre end 4 skilling, og som altså udgør en betydelig løn for en karl når man endog kun regner 24 skilling pr ugen der, dog nok er det allerringeste.

En sådan holden ved kælderen giver bonden stor lejlighed til at suppe og drikke i kælderen, ja ofte mere end han kan tåle, og således har kældermanden dobbelt fortjeneste, nemlig stærkere afhændelse af hans varer og karlen for at lunte.

Indsenderen heraf som flere gange til vogns har haft vanskelighed ved at køre igennem førnævnte gader, især på torvedagene, har endog med egne øjne set bønder komme så beskænkede op fra kælderen at de ikke selv har kunnet stige på vognen. I den anledning forslås herved om ikke det såkaldte hestetorv ved Vesterport siden hestehandelen nu er flyttet uden for porten, og Skidentorvet ved Nørreport, samt Hauser Plads nu kunne bestemmes til en holdeplads for de bøndervogne som ikke kan rummes enten i gæstgivergården eller hos de handlende, og at det ganske og aldeles måtte forbydes kældermændene især i førnævnte gader, at lade holde fraspændte vogne på gaden uden for deres bopæl. Men at samme straks kørte bort og hen på ovennævnte steder når de har aftorvet. På før omtalte holdepladser kunne af politiet ansættes en eller flere opsynsmænd der kunne være bønderne behjælpelige til at spænde fra og for, og være ansvarlige til hvad der var på vognene, imod at denne betjent fik det samme af bonden som kældermandens karle, imod at de skaffede hestene vand og foder etc., da det må formodes at en sådan betaling ville blive en passende belønning for en simpel karl eller betjent, helst på torvedagene. Det følger af sig selv at en sådan opsigtskarl måtte være forsynet med skilt eller uniform så at bønderne kunne kende og vide at henvende sig til den rette, ligesom han ofså måske kunne forsynes med blotte numre som kunne afgives til bonden når han til ham afleverede sine heste og vogne til opsigt.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6683-6686)

Et par Ord om nogle paa Fortougene udgaaende Plankeværker.

Til uordener kan vel med rimelighed henregnes de plankeværker som nu i adskillige år har spærret passagen på fortovene uden for nogle ubebyggede pladser. Således ser man et plankeværk på Skidentorvet mellem Fiolstræde og volden, ligeledes et i Frederiksborggade ved Nørreport som begge har stået i adskillige år uden at man kan spore nogen begyndelse til bygning. Byggepladsen nr. 230 på Nørregade har ligeledes for et år eller længere siden fået en sådan indhegning uden at nogen bygning er begyndt. I Skidenstræde er 2 pladser på samme måde indplanket og har således stået i en del år. Det ene udmærker sig i særdeleshed da det ikke alene indtager fortovet, men endog et stykke af gaden.

Da nu sådanne udstående plankeværker ikke alene tvinger fodgængerne til at gå i skarnet på gaden, men endog tilføjer naboerne stor skade i deres lovlige ernæring, især dem som har åbne butikker da man ikke uden med største møje kan opdage om nogen handlende bor i krogen ved et så langt udstående plankeværk, var det at ønske at ejerne af disse pladser blev pålagt at indflytte deres plankeværker i lige linje med husene, indtil de engang vil bygge forhusbygning.

(Politivennen nr. 36, Løverdagen den 7. september 1816, s. 551-553)

Uorden paa Kultorvet og deromkring.

Det sker meget ofte at kulsviervognene om onsdagene og lørdagene så aldeles spærrer Kultorvet og Frederiksborggade at man ikke uden med stor vanskelighed og mange omstændigheder kan få en vogn trængt ind gennem disse forskansninger. Der er vel ingen dag at der jo køres 3 til 4 lig, ofte endog flere, ud af Nørreport. Desuden er som hver mand ved passagen meget stærk derigennem om sommeren da den fører til landets yndigste egne. Skulle det da ikke kunne lade sig gøre at sætte noget stærkere opsyn på de dage til at have øje med at vejen aldrig blev spærret, men at i det mindste altid så meget rum blev tilbage at en vogn uhindret kunne passere? Jeg er overbevist om at det blot behøves at gøre opmærksom på det for at få denne uorden hævet.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 16 Maj 1801, s. 2569)

Varsko i Frederiksborggade.

Langs ud over fortovet for nr. 93 ligger et farligt højt rendetræ som enhver må tage sig i agt for. Det er så meget mere at ønske at husejeren ville hjælpe herpå, da gaden gemenlig er spærret så at folk nødes op på fortovet. NB Hvad er årsagen til at Frederiksborggades usle fortov ikke gøres bredere, ikke får fortovssten, da afsidesliggende gader på Christianshavn og selv vejene uden for byen får dem?

(Politivennen 1798, Hæfte 2, Nr. 15, s. 234. [Estimeret dato: 3. august 1798])