Kulbjærgene i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Tegninger og Tekst af Anton Hansen.

Som en vældig Blæksprutte strækker Byen Armene famlende omkring sig ud i Landet. Nøgne Gader med enkelte Husrækker, ufærdige Gavle og strittende Lygtepæle.

Senere følger den modstaaende Række Huse. Gavlene forsvinder. Husene danner Blokke og Lygterne tænker en ny Bydel til Storkøbenhavns faste Legeme. Armene famler videre, de føler sig for efter mere Bytte. Kolonihaverne, Gartnerierne og de smaa Bøndergaarde i Omegnen sluges. Byen vokser og vokser.

I de senere Aar er Frederiksholm og Sydhavnen groet frem. Alt er nyt herude. Selv om Befolkningsmængden til dagligt er paa Højde med en stor Provinsby ligger Sydhavnens Kulbjerge paa Marker med gult Vintergræs, som endnu ikke er kvalt under Kulstøv og Sod.

Jernbanespor forsvinder pludseligt i en Vandpyt, Lygter dingler fra foreløbige Træstolper og de mange Fabrikker og Beboelseshuse skinner ny og røde med hvide Vinduesrammer. Vejene er hist opkørt Mudder og her gule af ny paastrøet Grus. Fabriksvinduerne saa klare, at man kan se igennem dem. Baade Bøg og Spindelvæv kræver sin Tid. Marketenderen maa nøjes med smaa utætte Bræddeskure og Vasby Kro, hvidkalket mellem nøgne Træer, ligger her endnu.

Kullene breder sig. I Frihavnen og langs den indre Havn har Kulstøv i snart en Menneskealder sværtet Kajer, Gader og Mennesker og nu hæver Koksbunkerne sine takkede Rygge over Sydhavnens Bassiner. Fra Tyskland og Frankrig kommer nogle faa Ladninger hjem, men er kun Spandevis i Forhold til hvad vi faar fra Englands velforsynede Kulkælder Tusindvis Tons af prima engelske Koks snappes af Kraner, naar den dukker sit graadige Gab ned i Kulskibenes sorte Lastrum, hurtigt farer den tilbage paa Skinnerne og spytter Koksene fra sig paa dansk Jord. Under de bøje Koksbunker gaar Skraberen i sin cementstøbte Rende, underjordiske Staalhænder som skraber de usorterede Koks hen til en Elevator. Med Elevatoren føres de op i Siloens øverste Etage, hvor de knuses og derefter slænges ned paa forskellige Riste som Inddeler Siloen og som sorterer Koksene. Hver Arbejdstime ligger 50.000 Tons knuste og sorteret færdige til at læsses paa lastbiler eller, hvis det er Provinsen som har det for koldt, paa Jernbanevogne. Naar det er Vinter, rigtig Vinter, ikke denne Blanding af Foraar og Høst, som vi for Tiden glæder os over, leverer et enkelt Firma i Sydhavnen 6000 Tons Koks dagligt som sin Del af Byens Brændselsforsyning, men da blusser Ilden i Kakkelovnen fra Morgenstunden.

Engang gik Koner og Smaadrenge rundt paa Kulkajerne og samlede de Kulstumper, som Kranen i sin rige Overflod spildte ovenud, det er forbi. Konerne, Børnene med samt deres hullede Sække, er forsvundet men i Sydhavnen ligger nu Kulfiskeren i en lappet Motorbaad. Forsigtigt trækker han Dræget langs Havbunden og i Dagens Løb vokser den lille Kulbunke ved Siden af Motoren til et Par Hektoliter Indhold. Tiderne er daarlige for Importørerne og de store Aktieselskaber suger paa Labben. De ligger paa Lur herude, parat til at udnytte den Kulde som de haaber Vorherre inden længe vil sende Københavnerne til Straf fordi de lader et Vindue staa aabent. nøjes med to Briketter til at varme en hel Dag og glædes over udsprungne Krokus i Frederiksberg Have. Det er en Vinter, som der vil gaa sære Frasagn om. Kommende Slægter vil ryste paa Hovedet naar Oldingen fortæller om den Ungdomsvinter, da Knopperne svulmede og Krokus og Eranthis brød frem at en mild Jord i Begyndelsen af Januar eller - maaske Vinteren varsler om ny og bedre Tider for Folk I Norden.

(Social-Demokraten 11. januar 1925)

Anton Christian Vilhelm Hansen (1891-1960) var teatermaler, og senere kunstmaler. 1909-1918 tegnede han for Ekstra Bladet. 1918- det norske Arbejderbladet. Sammen med Ragnvald Blix udgav han det satiriske tidsskrift Exlex, 1923-24 medredaktør af Mot Dag og desuden medarbejder ved Simplicissimus 1919-32. 1924-1936 tegnede han i Social-Demokratens søndagstillæg, Hjemmets-Søndag. 1934 nedsatte sig som malermester. Bladtegner 1945 ved Information. Fra 1948 ved Ekstra Bladet. Han illustrerede en række bøger, bl.a. Kristianiabilleder, Kria. 1922, Akershus, 1923 (m. tekst af Edv. Bull), J.O. Bøving-Petersens Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927, Johs. V. Jensens Udvalgte Myter, 1931-32, 62 Tegninger til Crimms Eventyr, 1941 (m. indledn. af Johs. V. Jensen) og Skitser til Uglspil, 1945 (med forord af Aksel Jørgensen).

Kultyve-Bander i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I de til Kuloplagspladserne ved Gasværksløbet i Kjøbenhavn stødende Gader er der, ifølge "Av.", i flere Aar aabenlyst og ved høilys Dag blevet begaaet de frækkeste Kultyverier. Som alle Udskeielser, der ikke blive dæmpede i Tide, have disse Tyverier antaget større og større Omfang, indtil de nu have naaet Toppunktet af Frækhed.

En Sværm Drenge, understøttede af diverse Koner, have organiseret sig i en formelig Røverbande, der daglig stjæle Kul.

Langs Passagen, der fører ned til Gasværkshavnen, ligge i forskjellige Hold, dels bag Stenbunker, dels bag Plankeværker og Grushobe, Drenge og Koner, forsynede med Sække. Naar Vognene, fuldt belæssede med Kul, komme kjørende og ere passerede Bagholdene, springe Drengene frem. Et Par af de Frækkeste entre op paa Bagsmækken af Vognene og rage med en forbausende Færdighed store Dynger Kul ned paa Veien. Kammeraterne ere parate med Sækkene og i største Hast fyldes disse, og de smaa Tyve forsvinde dernæst skyndsomst imellem Stenbunkerne.

Den samme Scene gjentager sig ved det næste Baghold, og paa den Maade gaar det den halve Formiddag og i Timerne efter Middag.

Dog er det ikke alle Vogne, der saaledes angribes - Nøddekul forsmaas, hvorimod de store Kul altid ere sikre paa Røvernes Bevaagenhed.

Vognrumlen gjør, at Kuskene i Reglen ikke opdage Tyverierne.

Selvfølgelig er det ikke alene Vognene, der ere Gjenstand for Bandens Eflerstræbelser. Jernbanevogne og Pramme blive plyndrede efter en større Maalestok.

Kullene blive saa solgte af Pillekonerne rundt omkring i Husene, og f. Ex. blive Folk paa Christianshavn daglig løbne paa Dørene af disse noble Forhandlere.

At det ikke er nogen absolut daarlig Forretning at stjæle Kul ved Gasværkshavnene, ses af, at en Kone, der forøvrigt blev idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for denne Forbrydelse, oplyste i Retten, at hun tjente 5, 6, 7 Kr. om Dagen i visse Perioder.

Den enkelte Politibetjent, der er posteret ved Gasværkshavnen, er aldeles magtesløs overfor Røverhoben, der i en passende Afstand fra ham hujer og piber, og, naar den kan komme afsted dermed, kaster med Sten efter ham. Naar endelig Betjenten faar sat i en af Tyvene, er han strax omgivet af en hylende Hob.

Man maa derfor haabe, at Politiet vil forøge Styrken paa det paagjældende Sted, og dernæst maa Tyvene strengt straffes, at Uvæsenet dog engang kan blive standset, inden det bliver altfor galt.

Det er selvfølgelig først og fremmest i Drengenes egen Interesse.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. april 1887).

Gasværkshavnens regulering. Stereoskopi. Taget på for lille glasplade, hvorfor det ene tvillingebillede er halveret. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Anmodning til Hr. Capitain og Brændeviinsbrænder Marcussen.

Man antager at hensigten med hr. kaptajn og brændevinsbrænder Marcussens nyt anlagte brænderi ikke har været at ryge såvel sine egne som naboernes lejere ud med kuldamp af egne boliger, ligeså lidt som formindske værternes retmæssige leje, eller forringe deres ejendommes værd i nærheden af nævnte brænderi. Som sagerne står nu, vil det uundgåeligt blive tilfældet idet at man nu ikke alene ikke kan lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp der ligeså lidt er god for et svagere bryst som for ejeres og lejeres værelser og møbler i det hele taget, men langt mindre som hidtil tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne. Men derimod har hr. kaptajn Marcussen sikkert haft til hensigt at forøge sin drifts produktion og som følge heraf også sine indtægter, om ikke for øjeblikket så dog fremtiden. 

I betragtning af det og med bevidstheden om at hr. Marcussen som en rettænkende mand indser og deler den herved pålagte store byrde med sine naboer og genboer, er det man håber og ret inderlig ønsker at man snarest muligt vil træffe de fornødne foranstaltninger med nævnte brænderis skorsten der i det mindste vil gøre det nogenlunde tåleligt i den tilstundende vinter indtil foråret melder sig. Det mest hensigtsmæssige middel vil sikkert være at sætte brænderiets bygning omtrent i højde med de andre bygninger der er i nærheden. På denne måde fik denne ufordragelige kulrøg den mest ønskelige befordring over alle bygningerne, i stedet for som nu hvor den først tager kvarter i naboernes gårde og værelser inden den begiver sig på sin forestående luftrejse.

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 711-712)

"Man kan nu ikke alene ikke lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp, men langt mindre tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne." (Fiolstræde overfor den nævnte ejendom. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837 boede kaptajn og brændevinsbrænder H. Marcussen på Store Fiolstræde 206. I 1819 var 206 blevet sammenlagt med 207 A, til: 206 & 207 A. I 1859 fik den husnummeret Store Fiolstræde 7, fra 1862 Fiolstræde 7. Huset er fra 1819.

En Samtale holden i Kroen, de tre Flasker kaldet, uden Nørreport, mellem 2de kulssviere, Jochum og Hans, om Theater-Uvæsen i Kjøbenhavn.

Jochum. Hvor længe har du ligget inde i byen, Hans, og prosenteret af fastelavnsløjer, komedier og maskerader?

Hans. Å, kun en fire fem dage, Jochum. Men jeg var min sjæl gerne blevet der noget længere. For de løjer vi har hos os, ka' sgu ikke opveje halvdelen af dem herinde. De er folk som forstår at leve og drive kommersen som de kalder hende, til bunds.

J.Det har du ret i. Vi kulsviere har rigtig nok altid ord for at være de allermest gale og skrappeste folk her til lands til at gøre jav og spilopper. Men nu har jeg dog med egne øjne set at der i Kevenhavn er mange som langt overgår os i det kapitel. Især på Komediehuset.

H. Jo, det skal jeg love for, og den aften jeg var der, synes mig de var forbandet kurassige i hele tøjet. Jeg har rigtig nok været til en hob gilder, og i mange kroer og på værtshuse både set og hørt spektakler og optøjer. Men den sjov jeg får der, synes mig at være den fornemste af alle. At mennesker kan skabe sig så fælt på den led, havde jeg dog aldrig troet. Og det kom mig som om al den hujen, tuden, vrælen, fløjten og hurlumhej snarere kunne passe sig for uvane kreaturer og vilde fugle, end for folk.

J. Å, hvad fanden kan de give. Man tænker nok i Kevenhavn ligesom hos os, når der endelig skal være gilde, så lad det være gilde, og det lyder jo nu overalt i verden: Jo tåbeligere jo bedre, både hos de store og de små på det. Men lad mig nu først høre hvorledes du kunne komme der, og hvad din håndtering var den aften?

H. Det skal jeg så gu' sige dig. Da jeg om onsdag eftermiddag havde solgt mit læs tørv, lod jeg drengen der var med mig, køre hjem med vognen, og satte mig nu for at vente i Kevenhavn for rigtig at se hvordan man der leger fastelavn. På Kultorvet mødte jeg Jesper Kedelflækker, der fortalte mig at der dagen efter skulle slås en tyrker af tønden ude ad Frederiksberg til, og spurgte mig tillige om jeg ikke havde lyst til at gå med ham derud for at se på det spil? Da jeg nu troede at det måtte være den lille levende tyrker, hvorom der stod at læse på et brev der var klistret op på gadehjørnerne at han skulle fremkomme og straks forsvinde, som man nu havde fået fat på og puttet i tønden for at kunne durkstikke ham derude, så gik jeg med. Men der blev jeg så skam kønt fikseneret tillige med Jesper. For den omtalte tyrker var ikke levende, men lige så død som den jøde, de stak til forgangne år. Der var jo løjer og langkål nok derude, som man siger. Dog huede al den væsen og håndtering mig ikke, og jeg kan sgu ikke få i mit firkantede hovede, hvorledes så mange fine og smukke damer og kavalerer kunne have lyst til at løbe gallifates efter det narrefjaseri. Alt hvad man fik for sin gang var nok en god næsevarme. For det blæste fælt koldt.

J. Ih, hvorfor ikke det, Hans?! De løber jo derinde efter det som er meget mindre, du har jo nok set hvorledes de flokker sig om en fuld kælling og mange andre småting. Men hvad så mere?

H. Søndagen efter gik jeg på maskeraden, at sige som kulsvier i mine egne klæder, men med et dobbelt ansigt. Al den alarm, jagen og gemenskab der skete ved denne maskepering, kunne ikke nok som forundre mig over, men hvorledes han rigtig spændte af, det skal jeg fortælle, når vi kommer hjem, for så kunne vores kvinder og børn også få noget at grine af.

J. Å, ja da, gør det. Men lad os nu snakke om komedien her, for sandt at sige, tror jeg næppe vi godt kunne være bekendt at fortælle vores koner og børn noget af al det galskab.

"Så du hvorledes nogle unge fyre oppe i hvælvingerne tudede og jamrede sig i en hob store horn, som de vel kan få læs nok med kan jeg tro deres hele ægteskab igennem. Andre vrælede og brølede som uvane tyre og beder, kort sagt, det hele gik langt lystigere til end i i Dyrehaven om sommeren." (Eckersbergs herlige billede af billetkøen uden for Komediehuset giver et indtryk af stemningen til teaterforestillinger).

H. Da jeg mandag aften i skumringen gik på Kongens Nytorv og gabede på en hel klynge folk der gav så mange rigsbankpenge ud til nogle karle der var trøjeklædte, for et lille firkantet brev med maling på (som de kaldte ballietter), kom David, som du ved har været i Rasphuset og som Poul Peersen fortalte at han havde set ham stikke hovedet ud af taget, da Børnehuset brændte for nogle år siden, hen til mig og gav mig en baillet, for at jeg skulle gå over med ham i Komediehuset og klappe. Jeg spurgte ham da straks om der skulle være klapjagt efter oddere, ræve eller andre dyr, eller om der skulle opføres en klappedans ligesom ude hos os. Hvortil han svarede at det var ingen af delene, men at jeg bare for kommersens skyld skulle gå med og klappe ligeså hårdt i næverne som jeg kunne. Inden i hver næve havde han en blik klappert, der lå så akkurat som en klatkage. Da vi gik derhen spurgte jeg ham, hvorfor der således skulle klappes. Men da han nok vidste det lige så lidt som jeg, svarede han: at da der i aften var så mange pibere, så måtte der være mange klappere, for at kunne overdøve piberne. Dertil kan man jo allerbedst bruge pauker, trommer og trompeter, sagde jeg, og derpå siger det samme som Peer Klim engang sagde på Roskilde marked til en stor dreng der fløjtede i en hest med en pibe i enden: Vi gør i fløjten her i byen. Komedien som jeg så, blev jeg slet ikke klog på, hvor meget jeg passede hende op. Hun forekom mig alt for svejtsisk eller italiensk. Og der var ingen rigtig spil ved hende. De sang pænt nok og spillede pisligt, Men hvad komedien rigtig skulle forestille, det ved jeg ikke. Nu kom hun da til ende, som godt var. Men nu begyndte også den fæleste jeg og kommers, jeg nogensinde har hørt og set. Jeg var færdig at banke mine næver itu, og det fortrød jeg mest at jeg ikke havde taget mine store brede træsko med, for at kunne klamre til gavns.

J. Da har jeg dog haft det langt bedre end du. For Anders Garder havde to par strigletøjer, hvoraf han gav mig det ene til at gøre alarm med, og vi blev ved at klapre og huje og brøle til vi blev trætte over hele ansigtet og i vores arme. Dersom vi ikke i forvejen havde været oppe hos konditoren på loftet i Komediehuset, ville vi knapt have holdt det så længe ud. For resten må du tro, jeg havde morskab nok af den komedie der blev spillet bag efter af os andre? Så du hvorledes nogle unge fyre oppe i hvælvingerne tudede og jamrede sig i en hob store horn, som de vel kan få læs nok med kan jeg tro deres hele ægteskab igennem. Andre vrælede og brølede som uvane tyre og beder, kort sagt, det hele gik langt lystigere til end i i Dyrehaven om sommeren. Havde jeg kunne drømt om at det skulle gå så ravgalt og spektakelmæssigt til, så havde jeg såmænd set til at få fat på et par stikbækkener, så kan du tro musikken var blevet bedre.

H. Æ! Føj for den slemme syge, det kan da aldrig gå an på sådanne steder, hvor der er så mange fine og pæne på det.

J. Åh, hvad! Det regner den slags folk som var på parterren den aften ikke så nøje, der, hvor der er så meget Orleantskab må det ene jo dog ligne det andet ved jeg, og det kaldes også i Kevenhavn sømmetri og at sømpatesere. 

H. Nej! Men dersom jeg måtte råde for al den kommers, så tog jeg hellere alle de skraldemænd der er i hele byen derinde og lod dem companere om kap med hornene, karteskerne, og andre buldreredskaber så måske pibernes lyd blev dæmpet.

J. Det turde måske endda blive knapt nok. Men kan du ikke huske hvad den komedie hun hed.

H. Jeg synes en kaldte hende for: Den milde koutenance, eller sådan noget. 

J. Ja det er nu lige meget hvad hun hed eller ikke, så huede den hele kadangse mig slet ikke. Men lad os nu se til vi kommer hjem.

(Politivennen nr. 322. Løverdagen den 2den Marts 1822, s. 5164-5172).

Utilladelig Forprang paa Trækul.

Uagtet der er både politi og vægtere på Kultorvet, går der dog bestandig en kulpranger ved navn Peder Berthelsen og opkøber næsten alle de trækul her kommer på torvet; man kan endog se ham udenfor porten stoppe bønderne og aftale med dem om læsset. Han følger da med til de steder hvor han ved der behøves kul som han er underrettet om i forvejen, og hvad han så kan få mere end hvad han har aftalt med bonden, er hans profit. Almindelig har han 2 til 2 rigsbankdaler, og undertiden endog mere på sådant et læs kul; måske lige så meget som bonden tjener, der ofte har kørt 4 til 5 mil med det. At han længe har drevet denne handel, er kendt nok. Det var derfor ønskeligt at politiet ville forbyde denne ulovlige handel som skadelig både for den der sælger og den der køber. Jeg har ladet mig sige at det går lige sådan med tørv og brænde. Men derom er jeg ikke overbevist.

(Politivennen No. 242, Løverdagen den 19de August 1820, side 3912-3913)

Et Ønske for Øen Falster

(Efter indsendt)

Blandt de mange nødvendige varer som Falster for tiden lider stor mangel på, er også smedekul. Stenkul fås nu ikke mere, og vi bør under nuværende omstændigheder vise at vi kunne undvære dem. Men kul skal smeden have, og på et land hvor brændet vanskeligt kan købes, fås brændekul endnu vanskeligere. Her er stor mangel på smedekul, uagtet landet har skove nok. De største skove ejer hans majestæt kongen og det Classenske Fideicommis. Det var ønskeligt og meget velgørende om det højkongelige rentekammer og direktionen for fideicommisset ville gunstigt betænke Falsters tarv og lade deres skove brænde smedekul til salg, ligesom i Sjælland sker fra de kongelige skove. På afsætningen ville det vist ikke mangle. Også er det rimeligt at den vidtløftige Horreby tørvemose som størstedelen tilhører fideicommisset, ville kunne afgive fortræffelig tørv til smedekul, under kyndige brænderes behandling.

(Politivennen nr. 541, 10. september 1808, s. 8694-8695)

Spanske Tropper - Franske Tropper. Farvelagt tegning med samme motiv som "Spanske og Franske Tropper paa Fyen Aar 1808" af Ørnstrup, Andreas men med anderledes baggrund. Han er derfor muligvis også ophav til dette. Det kongelige Bibliotek.

Om færøske Kuls Nedbringelse til København

(Efter indsendt)

Det har nyligt været spurgt i trykken hvorfor der ikke kommer flere kul fra Færøerne?

Indsenderen tror at kunne besvare dette meget godt. Da fragterne i de sidste år har været særdeles høje og folkehyre ligeså, da vil det ikke godt kunne betale sig når skibe skal fragtes til Færøerne fra København med baglast. Fik derimod Færøerne frihandel med egne skibe, hvilket der ikke kan tvivles om at det vil forundes dem når de findes egnede til det, da ville kullene altid kunne bringes fra Færøerne til København med egne færøske skibe, og disse ville da medbringe tilbage de for landet nødvendige varer.

Den driftige kaptajn Nolsøes bestræbelser for at skaffe Færøerne, hans fædreland, hvad de i lang tid har savnet, skibe og søfolk, turde være den sikre forberedelse til Færøernes mulige frihandel med egne skibe for fremtiden. Man kan ikke heller andet end heri vente al mulig bistand af handelens foresatte. Og sikkert vil det af dem som af enhver tilstås at dersom Færøernes selv får skibe og søfolk, vil dette være et stort middel til disse så dybt sunkne lands opkomst.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7063-7064)

Tegneren N. C. Hals: Prospekter af Færøerne, 1709. Uddrag, Thorshavn og omegn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Redacteurens Anmærkning.

For oplysninger om kaptajn Nolsø, se: Jakob Jakobsen: Poul Nolsø. Et Livs- og Tidsbillede fra Færøerne ved Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. (Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 3 (1891 - 1892) 1).

Indtil 1600-tallet førte færingerne selv handel med egne skibe. Men siden kontrolleredes det af forskellige, først hansestæderne og på artiklens tidspunkt som et kongeligt monopol. Poul Nolsø, eller Nolsiapol blev født 1766. Han sejlede vidt omkring i verden, men vendte tilbage til Færøerne og blev fører for et af monopolhandelens skibe mellem Danmark og Færøerne. I 1798 eller 1799 fik han eget skib. Selvom han selv anså sig for en praktisk mand, er han mest kendt for sine digte. Han var stemt for at fremskynde en fri handel. Varerne var dårlige og dyre, og smugleri var ikke ukendt. I 1805 sejlede Nolsø sin første rejse til Bergen med færøske stenkul, dernæst til København. Stenkul var frihandelsvare. Han måtte imidlertid sejle med næsten tom last tilbage til Færøerne. Hans popularitet var omvendt proportional med Handelsdirektionens velvillighed. Og han blev anklaget for smugleri. 

Han var i København under bombardementet og flådens udlevering til englænderne. Han fik af den engelske admiral Gambier et rejsepas til at sejle en ladning korn til Færøerne. Han forsvandt med en fragt korn fra England mod Færøerne januar 1809, men nåede aldrig frem. Måske sænket af en kaper.

Kulsvieruskik

(Efter indsendt)

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er nok så bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 253, 26. februar 1803, s. 4031-4032)

"Det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften." (Kongevejen ved Damhuset i Lyngby, 2016. Kulsviervejen forløber ca 1 km længere østpå. Eget foto).

Uorden paa Kultorvet og deromkring.

Det sker meget ofte at kulsviervognene om onsdagene og lørdagene så aldeles spærrer Kultorvet og Frederiksborggade at man ikke uden med stor vanskelighed og mange omstændigheder kan få en vogn trængt ind gennem disse forskansninger. Der er vel ingen dag at der jo køres 3 til 4 lig, ofte endog flere, ud af Nørreport. Desuden er som hver mand ved passagen meget stærk derigennem om sommeren da den fører til landets yndigste egne. Skulle det da ikke kunne lade sig gøre at sætte noget stærkere opsyn på de dage til at have øje med at vejen aldrig blev spærret, men at i det mindste altid så meget rum blev tilbage at en vogn uhindret kunne passere? Jeg er overbevist om at det blot behøves at gøre opmærksom på det for at få denne uorden hævet.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 16 Maj 1801, s. 2569)

Til C. Pram.

(Efter adskillige breve fra Rønne på Bornholm!)

- - De ved at der blev endelig atter tænkt på vores øs stenkul. Dette høster vi nu allerede skønne frugter af. En tønde kul som før her i Rønne kostede to mark, koster nu kun 18 skilling. Hvor herlig en lettelse for borgeren her og i Hasle, og for hele omegnen! Heller ikke vil vi godte os nogen gang ved vores varme ovne, uden med skønsom erindring at mindes den mand som så ivrig ønskede og så utrættelig bevirkede kulværkets drift. Også kender vi hans hjerte så vel, at vi er visse på at vores fordel og glæde allerede vil være ham en kær løn. Kullene tiltager i godhed, og vi har nu det begrundede håb at ikke alene hele øen vil kunne have det letteste brændsel, men endog forsyne andre landsmænd dermed. Takket være Pram!

Dette er dit minde på Bornholm, smukke boger! Tillade din ven at række dig den egekrans som Rønne gode borgere bandt dig!

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 125. 14 September 1800, s 1994-1995)

Redacteurens Anmærkning

Christen Henriksen Pram (1756-1821) norsk forfatter. 1798-99 undersøgte han Bornholms kullejer.

Uorden på Landevejene

Det er meget beklageligt, at den offentlige fred, der er så nødvendig for alle, konstant er udsat for så mange hindringer, og ofte kan den slet ikke håndhæves eller dog ikke uden meget vanskelighed. Hovedårsagen til det tror jeg især at ligge deri at en mand har alt for stor virkekreds. Man glemmer det mindre vigtige for ting af mere betydning. Dette kan heller ikke efter tingenes indretning være anderledes. Hvor vanskeligt ville det fx ikke være at holde opsyn med kørslen på landevejene, og hindre ulovlig kørsel, der dog så jævnligt forstyrrer vejfreden? Mangel af dette opsyn er en sand ufuldkommenhed ved politiet på landet.

På torvedagene på den tid hvor bønderne forlader hovedstaden, er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere kører på den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede. Og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. Ofte er man tvunget til at køre fod for fod mange mile efter en bondevogn og blive overstøvet af den. For bonden tillader ofte ingen at komme forbi. Derfor kører han til, så snart han mærker at nogen vil overhale ham og holder næsten helt stille når man holder sig bag ved ham.

Men denne gene er ikke den eneste. En kusk der ikke ved besked, er ofte udsat for at komme til skade inden han næsten selv ved af det. Er han så uheldig at køre ved grøften af vejen, bliver han ofte kørt ned i grøften uden den mindste anledning. Holder han ikke tilbage når en bonde, især kulsvier kommer ham på den anden side, men traver til for at komme forbi ham, så drejer bonden, når han blot får sine heste forud, lige ind i den andens vej, og følgen er da, når han ikke har godt hold på sin tømme, at han vælter ned i grøften.

Jeg har ofte selv været øjenvidne til sådan uorden. Ja har engang for ikke længe siden været i livsfare derved. Jeg kom midt ad landevejen i temmelig stærk trav, da en karl nærmer sig på højre side, dog uden at køre forbi. Et langt stykke holdt han sig mest på siden og bagefter. Endelig kom jeg til en overkørsel der lå på højre side af vejen. Næppe ser han at min kusk holder ud på vejen for at køre ned af denne, før han begynder at jage til, enten i hensigt at vælte min vogn, eller og for at komme forbi overkørslen, før jeg drejede ind på den. Dels var mine heste alt for stærkt i løb til at de med et kunne standses, dels ville hans vognstang (for mine heste stod allerede imod overkørslen) dersom min kusk havde standset dem, være gået lige igennem mine heste. Der var altså intet andet at gøre end at lade stå til så længe tøjet kunne holde for at komme forbi. Jeg råbte at han måtte holde tilbage. Men intet hjalp. Han kørte på indtil min vogn i vendingen fuldstændigt standsede hans heste, der løb op på en brink ved overkørslen og væltede hans vogn. Havde jeg ikke haft så gode heste, så var jeg enten væltet og blevet nedtrådt eller mine heste fordærvede.

Sådanne optøjer hænder næsten hver torvedag med bønderne i nærheden af staden. I nærheden understreger jeg. For bønderne ude på landet er i almindelighed mere sædelige og føjelige, helst på et fremmed territorium. Disse uordener kunne imidlertid langt fra ikke lægges øvrigheden til last. Hvorledes er det muligt for en mand, der har så mange andre embedssysler, at forebygge noget sådant på en landevej med så stor en udstrækning? Men sagen forekommer mig alligevel at være værd at gøre opmærksom på, og derfor indføres den her.

(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 17, s. 257-260. [Estimeret dato: 17. august 1798])