Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

Mødet i Løgumkloster. (Efterskrift til Politivennen)

 I Lygumkloster holdtes den 25de f. M. et Møde, hvor man ogsaa udtalte sig for "større Frihed i Slesvig, ogsaa med Hensyn til Sproget". Det var et af de Formaal, som Gaardeier Refslund den Yngre, der indledede Mødet, stillede i Spidsen for Forhandlingen. Han foreslog, efter Hdl. Av., til Leder Skolel. Appel, "som udtalte sig i lignende Retning og navnlig betonede, at der var for liden Frihed i Slesvig og at en større Frihed vilde bidrage til at løse de derv. Forviklinger." Cand. Ley erklærede, "at ingen Slesviger vilde dele Slesvig (eller Staten, kunde han gjerne have tilføiet), men at Enigheden (herom) i Slesvig ikke kunde komme tilorde, fordi Embedsmændene i Slesvig, hvilket efter Krigen (og Amnestien?) behandledes som et oprørsk Land, regjere med (for) stor Myndighed, Friheden er kuet, men paa den Maade kunde ingen Enighed vindes; denne kommer først, naar Folkestemningen faaer Lyd; men for at dette kan skee, maa Sprogtvangen hæves, da Tvang virker til Ophidselse". Krüger fra Beftoft, en djærv Mand, men fra Tid til anden hildet af Sprogpolitiken, forsikkrede da, at han ogsaa var for Friheden, "med Liv og Sjæl", men ikke nu. Det er slemt, naar man saaledes skal forsikkre Andre om sin Lyst til Frihed, især naar man er imod dens Anvendelse og derved selv viser, at der hverken er "Liv" eller "Sjæl" i den paaberaabte Frihedsfølelse. Han vilde først have "en fast og sikkret Tilværelse"; skabes den da ved den evindelige og stigende Uro, som Sprogkampen har givet? Krüger siger selv, at Sprogsagen havde givet Udgangspunctet til den tidligere Bevægelse, dengang fra tydsk Anmasselses Side; skulle da nye Sprogkampe afløse den gamle, og har Sproget nogetsteds i Verden anden Sikkring end den frie Dyrkning? Tillige forlanger han "politisk Modenhed for Friheden". Hvor og hvorledes skabes forud politisk Modenhed uden at Friheden giver Lejlighed og Liv til dens Udvikling? Flor erklærede ogsaa senere, uagtet han ligesaa hører til Frihedsnølerne, som aldrig komme stort videre end til Udsigterne og Papiret, at "Kongeriget i de sidste 12 Aar har udviklet sig betydeligt, og det er en Frugt af Friheden"! Han indrømmede ogsaa, "at Slesvig vil gjerne følge med og maa altsaa ønske en saadan Frihed, at hver Mand kan benytte alle de Evner (altsa ikke Sproget?) og Kræfter, han er Herre over. En nødvendig Betingelse for Frihedens Udvikling er imidlertid ydre Ro.- Ja den skabes sandelig ikke ved heftige internationale Kampe om Sprogenes Anvendelse, der netop fra den ene befeidede Sprogside træffer Udlandet - eller som Russel sagde, dets Folk meer end dets Regjeringer - ind med i vor egen Stats Anliggender eller giver derved Skingrunde til forstyrrende Indblanding. Appel erklærede ogsaa mod Flor, at "Indbyderne vare enige om, at Slesvig skal have Kongerigets Frihed og fælleds Repræsentation (i det Fælleds) med Kongeriget, men at Slesvigs Eiendommeligheder skulle bibeholdes, da de ere saa stærkt udprægede og navnlig bør Slesvig beholde en særlig Repræsentation; muligen kan saa denne i Tidernes Løb smelte sammen med den kongerigske". Knudsen til Visby Hedegaard havde ogsaa, før Flor talte, udtalt Ønsket, at "Valgloven i Slesvig forandres, og raadede til at give større Frihed i Sprogsagen; Tvang fører ikke til noget godt Resultat. Slesvigerne maae vindes ved Velvillie, ikke tvinges". Herimod forlangte "atter Krüger Garantier for, at Friheden ikke misbruges, før han ønsker den given''. Det vilde være det Samme som, at han aldrig ønsker Friheden, thi mod Misbrugen, der desuden kan tolkes forskjelligt af de forskjellige Partier, kan kun garanteres naar Brugen er tilstede, og kun garanteres ved Loven, der staaer over alle Partier. L. Skau vilde "underskrive Leys Udtalelse", men han vilde gaae frem i "omvendt Orden". Først maatte Tanken og Haabet om Slesvigholsteen briste, saa Sprogfrihed. Men det er ogsaa den omvendte Tankeorden. Tanke og Haab kan man ikke materielt tvinge til at briste, naar man giver dem aandig Næring. De tvingende Baand paa Sprogfrihed have netop viist, og det maatte man kunne vide forud, at være Næringen for slesvigholsteenske Løsrivelsesideer; thi Tvangen er det urolige Vand, som man bestandigt plumrer og fisker i paany til national Adskillelsesside, og det er meget rigtigt, som Ley sagde, det der giver Russell og Andre vildledende Mening om, at de tvende, tilmed beslægtede. Sprognationaliteter ikke engang skulde ville leve sammen i samme Provinds og at denne vil deles, imedens Slesvig netop vil det Modsatte. Knudsen, som talte efter Skau, "fastholdt (ogsaa) sin Anskuelse om, at Sprogtvangen er Skyld i alle de Ulykker, vi have (hør!) og han ønsker at fremkalde en Udtalelse om en særlig Forfatning for Slesvig, men saa lig Kongerigets som muligt". Herredsfoged Cancellir. Kjær vilde forklare, at der var den deiligste Frihed i Slesvig, at det var en Brand, man kastede ind om Sprogsagen og at det var af "Mangel paa Kjendskab til Forholdene". Appel ansaae det satirisk "for en ny Opdagelse, at der er Frihed i Slesvig; han havde saaledes (alene) havt stor Møie med at faae dette Møde bragt istand" (!). Beck i Visby (Landsthingsmand for Ribe Amt) har en naturlig Følelse, og denne siger til ham: "Du skal byde Folk Friheden i det Hele, ikke betingelsesviis". "Grundloven til Eideren", - det gaaer ikke; Slesvig har sine Ejendommeligheder, og de skulle have deres Ret. Embedsmændene kjende ikke den dybe Bevidsthed, der lever i Folket; "han vilde endog hellere, at Flere tale Tydsk, end at Folk skulle tale Dansk med et tungt Hjerte. Man kan ikke kalde dette Spørgsmaal en Brand, men snarere et Lys." Det er der ogsaa derved givet.

Der er Intet, der efter vor Overbeviisning i den Grad er farligt og skadeligt for Menigmands sikkre Besiddelse af Frihedens Goder, som den rastløse Iver, hvormed de forskjellige (doctrinaire) Partieførere søge at sætte Folkets Masse i Bevægelse, navnlig overfor den saakaldte "høiere Politik". Bevægelsens Ledere kjende ialmindelighed kun lidet og Folkets store Fleerhed som oftest slet Intet til de mange skjulte men betydningsfulde Traade, som dermed staae i Forbindelse, og der kan efter vor Mening ikke gives Folkefrihedens Fjender et farligere Vaaben i Hænderne end et politisk Feilgreb, fremtvungen ved eller idetmindste støttet af en saadan Folkedemonstration (Fyensp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1861).

Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.

Slesvig Stænderforsamling: Frihedsrettigheder i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Hovedstaden alt i forr. Uge hjemvendte slesvigske Minister har, efter sin Udflugt til 3 Sogne i Angeln, meddeelt Kongen en offentliggjort Beretning, hvorefter Ministeren har fundet Underviisningen, baade i Dansk og Tydsk, og dens Frugt i de 3 Sogne, Munkbrarup, Huusby og Sattrup, aldeles fyldestgjørende. - I den første have vi selv engang gjort den samme Erfaring, men Sognet har ogsaa en usædvanligt dygtig Almuelærer, som har benyttet den for kort afmaalte Tid i det ene Sprog meget omhyggeligt og tillige afvejende talt begge Sprog med Børnene, hvad ikke overalt tilstedes. Skoleunderviisningen paa Landet er i det Hele meget god i Slesvig; saaledes vil man idetmindste vistnok træffe den paa mange Steder. Men naar altsaa begge Sprog læres tilfulde, d. v. s. at der overalt i de blandede Kredse som paa de 3 nævnte Steder pligtmæssigt sørges derfor, hvorledes bare faa Præster kunnet med nogensomhelst Ret erklære og den forr. Minister tage saadan Erklæring for gyldig: at Børnene ikke kunne tilstrækkeligt Tydsk til at forberedes til Confirmation og confirmeres paa Tydsk, naar Forældrene forlangte dette Sprog? eller hvorledes kan man da forsvare, at nægte Børnene eller Forældrene paa Børnenes Vegne, hvad selve Sprogrescriptet berettiger dem til som kirkelig Handling, at vælge det Sprog, hvori Børnene ønskes forberedede til Confirmation og konfirmerede? - Det er især denne Uretfærdighed der ogsaa, efter hvad den nuv. Minister har erfaret paa 3 Steder, er uden Nødvendighed - som man i Slesvig paa Landet har beklaget sig over, og som har foranlediget, at Forældre have sendt Børn andetstedshen for at konfirmeres. Lige saavel som Skolelæreren kan, hvor han vil og hvor det overlades ham, lære Børnene begge Sprog fyldestgjørende, lige saavel kan Præsten veilede Børnene til Bekræftelse i deres Tro og adspørge dem deri i det ene eller andet Sprog, der af eller for hver især vælges. Har Kirken afvexlende dansk og tydsk Gudstjeneste, for som Kirke at lempe sig efter hvers Sprogbrug og sætte Troesforholdet over Sprogforholdene og ialtfald over Tvist herom, og kan Enhver ved kirkelige Lejligheder, selv efter Sprogrescriptet, frit vælge efter sit Tungemaal, saa har Præsten ubetinget den samme Pligt ved Confirmationen. Det Modsatte har ogsaa fødet Tvist- og Tvangsforhold, som mindst af Alt kunne opbygge en Menighed, og selv den baade kirkeligt og sprogligt strængttroende Grundtvig har paa Kirkemødet for et Par Aar siden udtalt sig dadlende herom. 

Det kan ikke være Andet, end at mange Aars Samliv maa have knyttet mangt et Baand imellem Nordslesvig og Kongeriget, imellem Sydslesvig og Holsteen. Ligesom vi dybt vilde beklage Begivenheder, der løsnede Slesvig fra Moderlandet, saaledes er der mange, mange Medborgere i Kongeriget, for hvem Samstatsforbindelsen med Holsteen ansees for et Gode ikke blot for Slesvigerne, men for den hele, nord for Elben boende og fra Oldtiden samvirkende Befolkning. Vi imødesee Intet hellere end et oprigtigt Broderskab imellem alle fire Landsdeles Befolkninger, men troe, at dette Maal naaes bedst ved en gjensidig Agtelse for hinandens særlige Retsforhold. - Fra det folkelige Standpunkt ere vi her i Kongeriget vante til at modsætte os Embedsmandenes Overgreb i Anliggender, der bedst overlades til Folkets og Communernes Selvstyrelse. Vi have her efterhaanden seet Embedsstanden gaae frem i Humanitet og Agtelse for den bestaaende Forfatning, om ikke uden Kamp. Vi beklage, om Mænd, udgaaede fra Kongeriget, ikke have vidst at vinde de andre Landsdeles Agtelse og Tillid. Og vi skulle ikke undlade, saa vidt som vi formaae det, at indprente de opvoxende Embedsmænd et forsonligt Sindelag imod Befolkningen, ligesom vi ønske, at hver Landsdeels Embeder i Reglen besættes med Mænd, som der have hjemme og ere kjendte med Sæder - og Skikke. M. H. t. hele Statens fælleds Forfatning er den egentlige Befolkning i Kongeriget enig med lignende Anskuelser i de andre Landsdele om, at Forfatningen af 2den October 1855, hverken tilfredsstiller Ret eller Billighed. Vi ere derfor villige til ved alle lovlige Midler at virke hen til en Forfatning, hvor baade det Fælleds og det Særlige skeer Fyldest. Med disse Anskuelser kunne mange Mænd i alle Landsdele mødes, og saaledes Kronens og Statens Krav ikke mindre end Befolkningens og de særlige Landsdeles Tarv skee Fyldest i hver Henseende. - Vi have her som andetsteds havt at kjæmpe med hensynsløse Theoretikere og fordomsfulde Historikere, som kun i meget ringe Grad havde den nulevende Befolknings Vel for Øie, men satte Følelserne i Bevægelse ved Fortids Minder og Fremtids Drømme. Men i repræsentative Forsamlinger er man dog ogsaa udsat for tvivlsomme Demonstrationer, der kun give Øieblikkets Stemning Luft, og som ligne et brillant Fyrværkeri deri, at de blænde Øiet ved et flygtigt Skin og stundom ved Uforsigtighed tænde Lidenskabens Brand. Den roligere Deel af Befolkningen vil af Repræsentanterne see varigere Frugter, hvorved de fremme Almeenvellet, de aandige Krav ved Hjælp af materiel Fremskridt« og fri Udvikling af alle Kræfter. Kun saaledes kunne de overgive til ten svigende Slægt en betrygget og lovhjemlet Statstilværelse. (Eft. "Ret og Pligt".) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1860).

Overfor minister baron Blixen-Fineckes redegørelse står den slesvigske stænderforsamlings majoritets udkast til en 19 foliosider lang adresse til Frederik 7. Den blev i sin fulde længde offentliggjort i Aalborg Stiftstidende 15. februar 1860, I tysk udgave findes den i Allgemeine Zeitung, 15. februar 1860. Nogle uddrag heraf ses nedenfor:

- - -

1) Ved hin føl. Bekjendtgj. var "der lovet Landet, at der med Ordningen af Monarchiets Anliggender, under Bibehold og videreudvikling af de Indretninger, som enten omfatte alle Sammes Dele eller som ere grundlagte for enkelte af disse, skulde skridts frem i den Aand, at opretholde og forbedre de retligt bestaaende Forhold." "Denne Aand, siger Udkastet, har Landet (Slesvig) smerteliges savnet i Regjeringens Forholdsregler fra 1852 indtil nu. Det bedrøver os dybt at maatte udtale det, at Lovgivningens og Forvaltningens Tendents i denne Periode har været kjendelig derved, at bestaaende Indretninger og Forhold, uden Hensyn til dette Hertugdømmes Interesse og Lands-Repræsentationens Anskuelser og Ønsker saavel som til selve Landet, kuldkastes i den Hensigt at sætte danske Indretninger, dansk Forvaltning og Mønt, dansk Sprog, ja selv danske Bynavne istedetfor det hidtil Bestaaende. 

- - -

Istedetfor den lovede Ligeberettelse af begge Sprog er indtraadt en voldsom og skaansesløs Undertrykkelse af det tydske Sprog. Ved et Tillæg til Forfatn. for Slesvig er i Flensborg Provsti med 26 Sogne, i Kjøbstaden Tønder, og i 10 Sogne i Tænder Provsti, i 4 Sogne under Husum og Bredsted Provsti og i 9 Sogne i Gottorp Provsti det siden Aarhundreder bestaaende udelukkende tydske Skolesprog ved voldsom Tvang og tvertimod Indvaanernes Ønske blevet fortrængt, saaledes at der i alle disse Sogne kun 4 Timer om Ugen maa undervises i det tydske Sprog; men endog dette skeer ikke engang. I den største Deel af disse Sogne er det tydske Sprog udelukkende, i alle de øvrige overdelende Folkesprog, og bliver Underviisningen derfor i de fleste af disse Sogne givet Børnene i et for dem fremmed Sprog. Paa alle mulige Maader søger man at forhindre, at Børnene i disse Sogne blive underviste ved tydske Huuslærere; og det er blevet ubetinget forbudt, at 2 eller flere Familier i fælledsskab holde en slig Huuslærer. Naar det ikke kunde forebygges, at under saadanne Omstændigheder mange Børn af de saakaldte blandede Distrikter, d. e. af alle de nævnte Sogne, af deres Forældre bleve satte i Kost i saadanne Skoledistrikter, hvor Folkesproget var tydsk, saa har man dog vidst at gjøre dette Forældrenes sidste Forsøg paa at opdrage deres Børn i deres Modersmaal derved virkningsløst, at Børnene bleve nødte til at vende tilbage til deres Forældre, for at lade sig undervise i det danske Sprog i de sidste Aar for deres Confirmation, som holdes i nævnte Sprog. Ved en saadan Underviisning i et for Børnene fremmed Sprog er det en nødvendig Følge, at der med saa Undtagelser opvoxer en Ungdom uden Tugt(L), der i Landsbyskolerne, foruden nødtørftig Skrivning og Regning, kun lærer dansk Læsning og nogle danske Phraser udenad. Efter de samme Forskrifter skal Gudstjenesten i de nævnte Sogne holdes afvexlende paa Dansk og paa Tydsk, endskjøndt i de fleste Sogne næsten alle Beboerne ikke forstaae en dansk Prædiken, men alle derimod godt forstaae en tydsk Prædiken. En notorisk Kjendsgjerning er det ogsaa derfor, at Kirken paa de Søndage, da der holdes dansk Prædiken, næsten altid staaer tom. Her foreligger en den hele Befolkning dyb og smerteligt til Hjertet gaaende Forfladigelse i Brugen (?) af det tydske Modersmaal, ja selv af Kirken og Skolen, hvilket staaer i en directe Modsigelse med det i den kgl. Bekjendtgj. af 28de Jan. 1852 givne Tilsagn. De i hver Forsamling af de slesvigske Stænder gjentagne Venner om Gjenindsættelse af det tydske Sprog der, hvor dette er Folkesprog, ere hidtil blevne uden Frugt. Man har endog, for at rydde al Modstand imod det tydske Sprogs Fortrængelse af Veien, ikke undseet sig for, uagtet de af de slesvigske Stænder under 21de Febr. 1857 imod saadanne Indgreb i Patronatrettighederne gjorte Indsigelser, i August 1857 uden videre forfatningsstridigt at ophæve de i den slesvigske Forfatningslov 3 Besidderen af Gelting og de i Gelting Sogn indlemmede Godsbesiddere garanterede Patronatsrettighcder over Kirken og Skolen. 

- - -

Det Samme gjælder om de talløse Forbud af Bøger og Kort for Slesvig, hvilke hverken i Kongeriget eller i begge de andre Hertugdommer ere forbudte, og som tvinge hver af Slesvigs Indvaanere, naar han vil være vis paa ikke uden sit Vidende at overtræde Forbudet og at paadrage sig Ubehageligheder, til at anskaffe sig en med hvert Aar stigende Fortegnelse over forbudte Skrifter. I den samme Aand haandhæves ogsaa Pressen, der kun tjener Daniseringen og som til dette Øiemeed erholder af de særlige slesvigske Indtægter betydelige Understøttelser. En Petitionsret bestaaer neppe, Retten til at afholde frie Forsamlinger og til at indgaae Foreninger aldeles ikke."

- - -

Man bør give Afkald paa at betragte det danske Sprog som en politisk Person, hvis Omraade skal udvides ved Erobringer, Sproget er til for Menneskets Skyld, men ikke omvendt er Mennesket til for Sprogets. Saalænge Kirke og Skole endnu misbruges til at gjøre Propaganda for Sproget, saalænge det ikke er tilladt Indvaanerne at betjene sig, hvor og naar de ville, navnlig ogsaa ved Underviisning af deres Børn, af deres eget Sprog, staaer Staten i umiddelbar Strid med Christendommens og Civilisationens første Fordringer og mangler den første Forudsætning for en fri borgerlig Tilværelse, Saalænge med alle Lovgivningens og Forvaltningens Forholdsregler kun Slesvigs snævrere Forbindelse med Danmark og den endnu fuldstændigere Løsrivning fra Holsteen haves til Hensigt, kan der ikke være Tale om, at Slesvigs Ønsker og Interesser blive tagne i Betragtning. 

- - -

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1860. Uddrag)

I stænderforsamlingsmødet den 15. februar 1860 talte Rumohr imod forbuddet mod bøger. Forbuddet blev  forsvaret af pastor Mørk-Hansen, provst Hansen, Krüger og Laurids Skau med at de nævnte forbud skete mod statsopløsende tiltag. Forsamlingens flertal besluttede trods den kongelige kommissarius frarådede at gå videre med forslaget, at nedsætte en kommission. Kommissarius advarede (truede?) dernæst forsamlingen med at den var i strid med den slesvigske forfatning og at regeringen ville blive underrettet og at underskriverne ville blive draget til ansvar ved retlig tiltale. Kommissarius gjorde det klart at regeringen ikke kunne indgå i en diskussion om flere rettigheder til Slesvig.

I Flensborg blev Heibergs boghandel kort efter foreløbigt lukket mens politiet undersøgte den for udbredelse af en "illoyal adresse" og andre "statsopløsende skrifter".

Ved stænderforsamlingsmødet de 21. februar 1860 oplæste kommissarius en skrivelse fra minister Blixen-Finecke hvori denne kraftigt tog afstand fra flertallets optræden: det bevirkede gæring og tvedragt, mistillid til regeringen og opægning af de nationale lidenskaber. Så længe disse tilstande bestod, ville man ikke indrømme flere friheder.

Forslaget blev på stændermødet den 24. februar med 26 stemmer mod 17 sendt i udvalg.

Den slesvigske stænderforsamling den 13. marts 1860 vedtog en udtalelse hvori man anbefalede at ophæve forbuddet mod bøger og foreninger i Slesvig. Det blev vedtaget med 26 stemmer imod 13 - det danske mindretal stod fast på at forbuddet stadig skulle eksistere: I marts 1860 fremsatte mindretallet (bl.a. Skau, Krüger, Mørk-Hansen, Blady og provst Hansen) en slags "modadresse". Kommissarius havde kun enkelt indvendinger imod formuleringerne, en af dem var at der i 1848 ikke havde været 2 partier og at kongen som sådan ikke kæmpede imod et part. Buchwald (der ikke havde deltaget i opstanden 1848), bemærkede at adressen var en demonstration imod majoriteten som misbrugte kongen. I Slesvig beherskede minoriteten majoriteten gennem regeringen. Dette forhold forekom ham bemærkelsesværdigt, og citerede Haller: "Der sker ting på jorden og under solen, som hvis man ikke mister forstanden, så har man ingen."

Sydslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig d. 23de Novbr. (Dv) Vel neppe siden Krigen har man i Sydslesvig med saa megen Spænding og Interesse seet paa vore Stænder i Flensborg eller mærket et saadant livligt Røre blandt vore Tydskare, som i denne Tid. Der er ikke Tale om Rigsraadsvalg eller om de Skatter, der skulle bevilliges eller andre Ting, der angaae hele Staten, men kun om Sprogsagen, og det synes, at man længe har forberedt en ny Hovedstorm paa Sprogreskriptet. Man hører endogsaa høit yttre den Mening, at Skatterne burde nægtes, saafremt ikke Sprogforholdene bleve forandrede osv. Navnlig synes Valgene til Stænderforsamlingens Charger at have inspireret vore Hjemmetydskere og bragt dem til den Tro, at nu var det paa rette Tid at begynde forfra igjen. Vi vide jo nok, at Erfaring lkke bider paa dem, men de ville dog udentvivl snart blive advarede om det Ubetimelige i deres Adfærd. Imidlettid bliver det gamle Nag oprippet, og om intet Andet naaes, holdes en gjærende Utilfredshed med det Bestaande ilive. Desværre ere Meddelelserne i de offentlige Blade angaaende Forhandlingerne noget sparsommelige og mystiske, og selve Stændertidenden lader jo sædvanlig vente en Stund paa sig, og er endda ikke tilgængelig for Alle. Det Meste erfares her af holstenske og hamborger Blade, der naturligviis have deres gode Kilder, og forunderligt er det, at de sædvanlig allerede iforveien kunne antyde, hvad der vil skee, ligesom det tydske Publicnm kjender Sagernes Gang meget nøie og er almindelig vel instrueret. At Sproggrændsen "umulig kan holde sig", synes hos dem al være en afgjort Sag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1855. 2. udgave).

Skole- og Kirkesprog i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, originalen er nedenfor:

Kiel, den 2. september. På Slesvigs Lærde Skole, hvor undervisningssproget altid har været tysk og ved lov skal forblive det, er alle lærerstillinger, som tidligere var besat af slesvig-holstenere, nu besat af indfødte danskere, som taler så lidt tysk, at man får eleverne til at oversætte fra latin og græsk til dansk. Uddannelse af tysk stil er forståeligt nok slet ikke at forvente af dem. De hader alt tysk. Rektor, en jyde, forklarede eleverne: De burde snart holde op med at tale om deres Schiller og Göthe. Der tilsigtes udryddelse af ethvert tysk element. Flensborg Lærdeskole (i det tyske sprogdistrikt) har alle på nær én danske lærere. Den ifølge fondsbestemmelserne tyske lærdeskole i Haderslev er på tre år forvandlet til en dansk; Husums helt afskaffet. Skoleregimentet under afdelingsleder etatsråd Regenburg, en dansk jurist, ønsker at fremmedgøre de unge studerende i hertugdømmet Slesvig fra enhver tysk uddannelse og om muligt rekruttere dem til Københavns Universitet. I det centrale Slesvig bliver bønderbørn for eksempel kørt i skole bare for at lære dansk. I Gelbings sogn blev den tyske prædikant, der grundlovsmæssigt er skoleinspektør, for nylig suspenderet som sådan og en dansk naboprædikant blev konstitueret med tilføjelsen "for at fremme det danske sprog". Og dog prædikes der også tysk i denne menighed og bør ifølge loven også undervises i skolerne. Om ungdommen i disse egne, hvor der kun tales tysk, lærer det ringeste religionskundskab og det uundværlige tyske skriftsprog, er af underordnet betydning for dette regiment.

Kiel, 2. Sept. An der Gelehrtenschule zu Schleswig, wo die Unterrichtssprache von jeher die deutsche gewesen und gesetzlich bleiben soll, sind nunmehr alle früher von Schleswig-Holsteinern bekleideten Lehrstellen mit geborenen Dänen besetzt, welche der deutschen Sprache so wenig mächtig sind, dass sie die Schüler aus dem Lateinischen und Griechischen in's Dänische übersetzen lassen. Ausbildung des deutschen Styls ist begreiflich gar nicht von ihnen zu erwarten. Alles Deutschthum ist ihnen verhasst. Der Rektor, ein Jütländer, hat den Schülern erklärt: Sie sollten bald aufhören von ihrem Schiller und Göthe zu sprechen. Allem deutschen Element ist hier die Vertilgung zugedacht. Die Flensburger Gelehrtenschule (im deutschen Sprachdistrikt) ist bis auf Einen, mit dänischen Lehrern besetzt. Die nach den Stiftungsakten deutsche Gelehrtenschule in Hadersleben ist seit 3 Jahren in eine dänische verwandelt; die Husumer gänzlich aufgehoben. So will das Schulregiment unter dem Departementschef Etatsrath Regenburg, einem dänischen Juristen, die studirende Jugend im Herzogthum Schleswig aller deutscher Bildung entfremden und sie womöglich für die Kopenhagener Universität heranziehen. So wird im mittleren Schleswig die ländliche Jugend in die Schulen getrieben, nur um dänisch zu lernen. Im Kirchspiel Gelbing ist kürzlich der deutsche Prediger, verfassungsmässig Schulinspektor, als solcher suspendirt und ein benachbarter dänischer Prediger konstituirt mit dem Beifügen "um die dänische Sprache zu fördern." Und doch wird in dieser Gemeinde auch deutsch gepredigt und soll gesetzlich auch in der Schule gelehrt werden. Ob die Jugend in diesen Gegenden, wo nur deutsch gesprochen wird, dir nothdürftigsten Religionskenntnisse und die unenrbehrliche deutsche Schriftssprache erlerne, ist diesem Regiment Nebensache.

(Bamberger Zeitung 9. september 1855)

Om Hadersleben Gelehrtenschules historie, se fx "Abriss der Geschichte der Gelehrtenschule zu Hadersleben." (1828). Skolen i Haderslev havde tre hundrede år på bagen som tysk. Dansk blev undervisningssprog 1850. De seks slesvigske og to holstenske lærere blev erstattet af seks danske. Rektor Thrige udtalte ved den lejlighed at med Guds hjælp skulle det danske væsen genoprettes i det gamle danske land. På tavlen stod der skrevet: "Tod allen Dänen". Skolen begyndte med kun 12 elever, altså 2 pr lærer. Den havde dog allerede fra slutningen af 1840'erne haft svigtende tilgang af elever. (Se Thomas Otto Achelis: Die Lateinschulen in Hadersleben und Ripen. 1959).

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.

Husum var i 1850'erne en ganske stor by med knap 5.000 indbyggere. Det fremgår bl.a af I. G. Burman Becker (1802-1880): Gamle huse i Husum 1856. Tegningen viser nogle gamle huse på torvet over for rådhuset. Byen havde også sit egen lærde skole. Men den blev altså nedlagt efter at sprogreskripterne blev gennemført. Den lærde skole (eller gymnasium) blev oprettet omkring 1527. Den eksisterer stadig nu med navnet Hermann-Tast-Schule (efter skolens grundlægger). Skolens bygning er nu hotel Altes Gymnasium. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig Juli 1851. (Efterskrift til Politivennen).

I Mellemslesvig ikrafttrådte februar-marts 1852 de Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne. En provokation mod den lokale befolkning. Denne politik blev videreført til 1860 og skabte et dansk fjendebillede i Tyskland, og fik sympatien for Danmark til at falde i resten af Europa.

Indførelse af dansk som undervisningssprog:

- Fra Slesvigs vestkyst. Lige siden begyndelsen af den såkaldte "Erhebung" har man ikke her i egnen, og navnlig i byen Tønder, følt sig så hårdt berørt af nogen begivenhed som af ediktet angående den indtrådte forandring i undervisningssproget. Roligt og uden knurren er det unge mandskab blevet udskrevet til tjeneste i den danske hær - man indser den indre intetsigenhed af "Rejsningen" - men sprogediktet har berørt livets inderste strenge. Deraf kommer også den nedtrykte stemning, som overalt er den herskende her. Da det blev til alvor med indførelsen af det danske undervisningssprog, opbød man navnlig i Tønder alt, for dog at kunne lade det hidtil værende tyske undervisningssprog bestå ved siden af det danske; man tilbød at ville oprette en egen dansk skole, hvor enhver som foretrak det danske undervisningssprog, på byens bekostning kunne lade sine børn blive undervist. Det var forgæves. Desto værre står Tønder med rette i ry for renitenz og "Wühleri"; imidlertid er det dog vist, at totaliteten af befolkningen allerede for længe siden er kommen til erkendelse af den sande betydning af den, Gud ske lov, nu bag os liggende ulykkelige periode, og til roligt overlæg og eftertanke, og man kan derfor kun beklage, at man ikke har indrømmet denne by det, som man dog har indrømmet Flensborg. De deputerede borgeres kollegium i Tønder foretog sig i sprogsagen det sidste skridt; det afsendte to i højeste grad legitimt sindede mænd, mænd, hvis politiske forhold har været aldeles pletfrit i trængslens hårdeste tider, og af hvilke den ene er i besiddelse af alle mulige kvalifikationer til at fremstille sagen med rolighed og grundighed, til den høje regering, for at udtale de ønsker, som næredes af den store flerhed i byen. Umiddelbart efter at de var vendt tilbage anordnedes den øjeblikkelige indførelse af det danske undervisningssprog i elementarskolen, og en elementarlærer fik sin afsked, fordi han ikke kan dansk, uden at der blev fastsat det allermindste angående hans fremtidige subsistens. 

Man behøver intet øjeblik at være i tvivl om at vi kan besvare det spørgsmål, "hvorhen hører Slesvig" med at det hører til Danmark, og dog kan man med hensyn til rigtigheden og det kloge i den forholdsregel være af en afgjort modsat anskuelse, således som da også personer der er fuldkomment legitimtsindede, udtale sig i denne retning og højligt beklager at denne forholdsregel har måttet afgive et støttepunkt til, hinsides Ejderen, at mistænkeliggøre den hele bestyrelse af Slesvig. Og af hvilken grund skulle ikke også meget godt forskellige nationaliteter og sprog kunne have plads ved siden af hinanden? Danner staterne sig efter nationaliteter og sprog? Imidlertid kan det ikke nægtes at det på grund af denne forskellighed bliver noget vanskeligere at regere. Men også sådanne vanskeligheder lade sig hæve når der kun findes kraftige, årvågne og samvittighedsfulde embedsmænd, som på en tilbørlig måde forhindre og straffe alle udskejelser. Man hører meget ofte sige at regeringen er af den anskuelse at udbredelsen af det danske sprog er det eneste middel, der altid mere og mere kan knytte Slesvig til Danmark og afværge gentagelsen af de sørgelige begivenheder, som bragte menneskeblod, broderblod, til at flyve. Men afset fra at der fra det etiske standpunkt lader sig indvende meget herimod, er det også mere end tvivlsomt om denne forholdsregel virkelig ville have den tilsigtede virkning. Vi nødes desto værre til at vedkende os den anskuelse, at ingen forholdsregel i højere grad er skikket til at opflamme hadet, forbittrelsen og fjendskabet end netop denne. Desuden er jeg ganske afgjort af den formening at man i denne retning tillægger skolen en betydning som den slet ikke har. Det er nemlig vist at folke- og omgangssproget - og at gøre dette til dansk er jo formålet for denne forholdsregel - aldeles ikke er afhængigt af skolesproget; for var dette tilfældet, så måtte jo naturligvis allerede for længe siden i vore frisiske distrikter hvor Kirke- og skolesproget i århundreder har været tysk, det frisiske hverdagssprog være aldeles udryddet. Er dette tilfældet? På ingen måde. 

Et sprogs udbredelse eller tilintetgørelse som folkesprog er noget som aldeles ikke er afhængigt af menneskelige edikter; det er derfor også en fejlagtig mening, når man tror at Angeln nu for størsteparten taler tysk fordi skolesproget der er tysk. Anordner man at der skal prædikes lige så meget dansk som tysk der hvor sproget er stærkt blandet, nu vel, intet fornuftigt menneske vil kunne have noget derimod; men med hensyn til skolesproget der overalt, såvel i de tyske som i de danske distrikter er forskelligt fra hverdagssproget, der bør man rette sig efter forældrenes ønske, og i det mindste lade det bero ved en fuldkommen ligestilling af begge sprog på den ovenfor omtalte måde. Og så bør man ikke overse, at en logisk vildfarelse er stærkt fremtrædende ved denne forholdsregel. Årsagen bestemmer virkningen, men denne ikke årsagen. Lad os anvende dette på det foreliggende tilfælde. Antaget, men ikke indrømmet, at det var muligt at kunne gøre det danske sprog til folkesproget lige til Ejderen; antaget, men ikke indrømmet, at man også derved ville knytte Slesvig endnu mere inderligt til riget Danmark, så spørger vi når dette skal ske, hvilket vi for øvrigt også ønsker, om da dette kun og aldeles ikke på nogen anden måde lader sig udføre end derved, at man imod befolkningen - og det oven i købet den bedre del af befolkningen - ønske og vilje griber ind i sproget? Vi er rigtignok af den mening. Hvorledes da? Ene og alene derved, at regeringen går fornuftigt frem, med alvor og kraft; at den indsætter samvittighedsfulde, loyale, årvågne og strengt retfærdige embedsmænd, og uden skånsel gør en ende på alle mulige "Wühlereien". Ak, havde vi kun haft sådanne embedsmænd før året 1848, så ville strømme af tårer og blod ikke være flydte og ovennævnte sag ville da slet ikke være kommet på bane, for hele revolutionen har i dens inderste grund og væsen været en embedsmandsrevolution. Illinc illæ lacrymæ. 

Kjøbenhavnsposten 16. juli 1851.

Dette udsnit af et kort fra 1851 med titlen: "Kaart over Danmark med Holsteen og Lauenborg", (ophav: Petersen, I. Chr. Möller, E. Chr.) viser en forskel til et kort fra 1820: Kongeriget går stadig til Kongeåen. Det område som i 1820 var markeret som "Slesvig", er nu markeret som "Sønderjylland eller Slesvig. I det nordlige Slesvig står der med en skrifttype "Sønderjylland", mens der på det sydlige Slesvig med en anden skrifttype står "Slesvig". (Det Kgl. Bibliotek, udgivet under Creative Commons Navngivelse-Ikke-Kommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.)