Sproget og Ordene. (Efterskrift til Politivenen)

Interview med den gamle Ordbogs-Forfatter, Professor Verner Dahlerup, der nu har taget Afsked med Universitetet.

Ordbogen, som voksede i det uendelige. - Den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver.

Professor Verner Dahlerup, tegnet til "Nationaltidende" af Aage Roose.

Gamle Professor Dahlerup er ikke mere ved Universitetet. For hans Elever havde anet det, holdt han forleden sin sidste Forelæsning - i Stedet for at forsætte Semestret ud.

- Hvorfor gjorde De Afgangen saa brat? sporger jeg Verner Dahlerup, da jeg sidder hos ham mellem alle Bøgerne en stille Foraarsaften ude paa Østerbro.

- Hvorfor .... aa, det var begyndt at trække op til at skulle være en større Forestilling, naar jeg holdt min "Afskedsforelæsning", med Taler og Tak og Blomster det huede mig ikke, Kræfterne er heller ikke store .... og saa brød jeg af, nogle Forelæsninger før man havde ventet det. Naar man trækker sig tilbage paa Grund af manglende Kræfter, er det ogsaa naturligt at gaa saa ubemærket som muligt.

- Hvad er det, der har gjort Dem træt?

- Jeg fik et Nervesammenbrud for et Par Aar siden, og derefter fulgte et halvt Aar, hvori jeg slet intet maatte tage mig til nu har min Læge sagt. at jeg skal spare saa meget paa Kræfterne som muligt. Havde jeg endda kunnet nøjes med at holde Forelæsninger, men en Professor ved Universitetet har jo ogsaa mange andre Ting at gøre, for Eks. at optræde som Opponent ved Doktordisputatserne, og det formaaede jeg ikke længere nu.

- Er det Ordbogen, som har slidt saa stærkt paa Dem?

- Saadan et Nervesammenbrud er jo ikke et ukendt Fænomen for Folk i min Alder, der har arbejdet meget. Jeg skal nævne en Lidelsesfælle, der ellers staar mig fjernt: Hr. Lyngsie .... det er jo aabenbart det samme, der nu er hændt ham. Man kan holde det gaaende nogen Tid - saa bryder man sammen.

- Er Ordbogen ikke svulmet op til et langt større Arbejde end fra først af tænkt?

- Jo, det er den fælles Skæbne for alle Ordbøger .... de vokser, efterhaanden som Ordforraadet vokser, og det gør det jo næsten hver eneste Dag. Hvem vilde i Fjor have talt om Radiolyttere .... hvem vilde før Krigen have talt om Trommeild .... der kommer idelig nye Ord, som man bliver nødt til at tage Hensyn til

- Fristes man ikke ogsaa let til at tage for meget med?

- Der er det komiske, at Folk, naar de ser Ordbogen, først synes, at den kunde have været langt mindre, men begynder de saa at lede efter et bestemt Ord og slaar op i Bogen, finder de som Regel, at den ikke er nær stor nok.

- En Ordbog forældes vel hurtigere end alle andre Bøger?

- Ja, det gør den selvfølgelig ... Af Videnskabernes Selskabs Ordbog kom 1. Bind i 1793 og 7. Bind i 1909, og hvis man bare slaar op paa for Eks. Damp, findes der af Sammensætninger kun een: Dampebad. Andre kendes overhovedet ikke. Værket er forældet, før det er fuldendt.

- Det maa i Længden være ret utilfredsstillende for Ordbogs-Forfatteren ....

- Jo, men ingen kan forlange, at en Ordbog, der kommer i 1926, skal indeholde de Ord, som utvivlsomt vil opstaa i 1930. Derfor trækker alle store Ordbøgers Udgivelse ud i en længere Aarrække. For Resten siger fremmede Anmeldere om vor Ordbog, at det gaar forbavsende hurtigt med den. I Løbet af dette Aar naar vi det 8. Bind og har dermed gjort "H." færdigt helt ned til Høvding og alt det. Dette Bind bliver trykt i Sommer og kommer vel sagtens til Efteraaret. I Sverrig er der den store Akademi-Ordbog, som begyndte allerede i 1893, og vi har da helt "halet den" nu og er kommet meget videre end Svenskerne.

- Er vort Sprogs Udvikling god? Bliver det rigere af de mange nye Ord?

- Hvis jeg skulde indvende noget, maatte det være, at man sluger alt for mange Fremmedord raat, man gør sig slet ikke Ulejlighed for at finde et dansk Ord i Stedet for det fremmede. Tyskerne er jo langt bedre til det end vi de har Fernsprecher for Telefon og Bahnsteig for Perron osv. Men at vort Sprog bliver rigere ved de nye Ord, kan dog ikke benægtes. Vi kunde slet ikke klare os med for Eks. Holbergs Ordforraad længere. Ved Siden af de fremmede Ord faar vi ogsaa stadig en Mængde nye Ord ind i Sproget fra Dialekterne .... Ord som slidsom, selvgod, al gante, Fæstemand, bjærge, bjærgsom og lignende var paa Mollerups Tid rene Dialektord; dem bruger vi jo rask væk nu. Vore Hjemstavnsdigtere - Folk som Jeppe Aakjær, Thorkild Gravlund og Andersen Nexø - har bragt en Mængde gode Ord ind i vort Sprog.

- Hvilken Opgave skal Ordbogen løse?

- Den skal først og fremmest være praktisk, man skal kunne finde, hvad man har Brug for, men den maa paa den anden Side heller ikke medtage alle mulige Fremmedord og Dialektord .... saa drukner man i det .... det gælder om at finde en passende Mellemvej, men det er naturligvis svært at trække en Grænse. Der er jo nu knap det Sprog i Verden, som ikke har afgivet Laaneord til Dansk! I vor Ordbog findes ikke alene det Sprog, vi nu bruger, men den rummer Sproget lige fra omkring 1700 til nu. Saa der bliver Arbejde nok endda, selv om noget skydes ud .... Man tor nok sige, at den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver! Det er noget af det mest opslidende, der er til.

- Og dog har det Arbejde jo hele Deres Hjerte, Professor Dahlerup!

- Ja, svarer Professoren og bøjer sig let hen over de friske Korrekturark, som ligger paa Skrivebordet ... ja, naar man sidder ved det, morer det En alligevel. Det skulde ogsaa helst være saadan, at Artiklerne ikke blev blot til at slaa op i, men at Folk ogsaa fik Lyst til at læse dem, studere dem og derved faa et sandt Indtryk af Sprogets Rigdom. Ethvert enkelt Ord har jo et Væld af Betydninger, og der kommer idelig nye til. Hvis man for en Snes Aar siden skulde skrive, hvad en I lyver betød, vilde man absolut ikke skrive, at det var et Menneske. Ved Studium af Ordbogen skal man kunne faa et Hovedindtryk af def, som Sprogets Materiale bestaar af. Vi har jo den Triumf, at J. P. Jacobsen, da han skulde til at skrive, læste Molbechs Ordbog igennem og noterede en Masse Ord deraf for rigtigt at være rustet.

- Kan man maale et Menneskes Intelligens efter dets Ordforraad?

- Ja, det kan man vist nok, men det behøver ikke altid at slaa til. En Forfatter som Holberg opnaaede med et ganske lille Ordforraad de allerstørste Resultater. Den af vore Digtere, som vist nok har det største Ordforraad, er N. F. S. Grundtvig. Der er vist ingen som han, der paa een Gang har behersket Gammel-Dansk og Ny-Dansk, sjællandske Dialekter og Jydsk, Gadesprog og det højtidelige Sprog.... Gennemgaaende er Københavnerne dem, der har det ringeste Ordforraad. Et Barn fra Landet véd mange flere Tings Navn i Naturen. For en Københavnerdreng er en Fugl en Fugl, men en Dreng fra Landet véd godt, at der er mange Slags Fugle

- Hvilke Planer har Professoren nu for Deres Otium?

- Ordbogen bliver jeg ved med som De ser .... og saa har jeg min anden gamle Kærlighed: Holberg, som jeg heller ikke vil holde op at dyrke. -

Clerk.

(Nationaltidende 15. maj 1926).

Dahlerup må have ment Michael Christian Lyngsie (1864-1931) fra Dansk Arbejdsmandsforbund. Han havde været i frontlinjen i mange sammenhænge, men fik fra 1925 flere alvorlige nervesammenbrud efter stærke arbejdsbelastninger. 

Fotograf, generalkommissær Frederik Riise (1863-1933): Nordisk filolog Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938) var professor i nordiske sprog ved Københavns Universitet. Han grundlagde Ordbog over det danske sprog (ODS) og medvirkede fra omkring 1900 til 1915, hvor projektet overgik til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

ODS “den store danske ordbog” dækker rigssproget fra 1700 til ca. 1950. Værket udkom i 28 bind i årene 1918-56, senest genoptrykt i 1990'erne. Et i 5 bind supplement udkom for 1956-2004. Ordbogen findes online.

Gravsten på Vestre Kirkegård, København: "Professor ved Universitetet Verner Dahlerup. Den danske ordbogs grundlægger. * 31 oktbr 1859 + 24 aug 1938. Marie Dahlerup * 13 febr 1862 + 27 jan 1954". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

Overpræsten i Dansk-Vestindien og det engelske Sprog. (Efterskrift til Politivennen)

Af Sognepræst H. Lawaetz, St. Croix.

Den danske Rigsdag har i den senere Tid takt en god Del om vestindiske Forhold og vestindiske Embedsmænd. Man kan jo nok uden Overdrivelse sige, at vi egentlig ikke have faaet mention honorable.

Sidst var det galt med Sprogkundskaberne. Nu skal jeg aldrig et Øjeblik bestride Rigsdagens Ret til at tale med herom, ej heller dens Kompetence. De fremmede Sprog høres jo af og til paa Thinge. - Dog selv den Bedste kan jo tage Fejl og mod sin Villie gjøre Nogen Uret.

Saaledes kan jeg ikke nægte, at det gør mig ondt for Overpræsten. Der er taget for haardt paa den Mand. For nogen Tid siden havde Dr. O. Hansen fat paa ham i Folkethinget for hans Uvidenhed i Sprog, og i Landsthingets Møde den 5. Marts *) fik han en Omgang af Hr. Højesteretsadvokat Oct. Hansen. Den stakkels Mand - jeg mener Overpræsten - har nu ikke noget let Embede. Han skal, efter den sidst nævnte Talers Fremstilling "tale for dem Allesammen", hvilket sikkert maa siges at være en vanskelig Opgave i en saa blandet Befolkning, baade hvad Farve og Sprog angaaer. Og til dette ikke lette Embede, var han kun tarvelig udrustet, da han ved sin Afrejse ikke kunde "et Muk Engelsk" (for ikke at tale om Spansk, Tysk og Fransk). Det er Synd at tage saa haardt fat paa en Mand, hvis Embede kræver saa Meget, og som af Naturen er saa tarvelig udrustet som Overpræsten i Virkeligheden er. Nok sandt, han kan ikke et Muk Engelsk, lærer det heller aldrig, han udfylder aldeles ikke sin Stilling, og man kan ikke tænke sig, hvordan han skal komme til at gjøre det, han udretter ikke det Mindste, men saa Meget taler til hans Undskyldning, ikke mindst da det, at han mangler den væsentligste af alle Betingelser for at kunne udrette Noget og lære Noget - Existens. Det var ikke for Ingenting, at Finansministeren stillede sig noget forbeholdent til ham "han kjendte ham ikke". Gejstlig Stat og Statskalenderne kjende ham heller ikke. Herude har hans Navn aldrig været hørt. Og dog skal han være "Prügelknabe". Det er ikke rigtig retfærdigt.

Sagen er, Spøg til Side, ganske simpelt denne: I Dansk Vestindien findes ved Siden af 14 fremmede Præster af anerkjendte Troessamfund 3 danske hvis Menigheder foruden den dansktalende bestaa af en ikke lille engelsktalende luthersk Menighed. Om nogen "Overpræst" - man kunde maaske vænne sig til Udtrykket, foreløbig falder det lidt tungt - har der aldrig været Tale. Hvorvidt nogen almindelig Præst ved sin Udrejse har ladet den meget flotte Ytring falde, at "saa meget Engelsk, som der hører til for at holde en Prædiken for en Flok Negre, kan man vel lære undervejs", kan jeg naturligvis ikke med Bestemthed benægte man har dog al Grund til ikke at tro det. I hvert Fald har en saadan faaet noget Andet at mærke herude. For at holde sammen paa den engelsktalende Menighed kræves et ganske respektabelt Arbejde. Det staaer jo dens Medlemmer frit for, hvad Dag de ville, at gaa over til en af de fremmede Kirker, der oven i Kjøbet til Stadighed - den mähriske alene undtagen - have deres Garn ude efter dem. Desuden er det - for de to Embeders Vedkommende - ikke de uvidende Landnegre, der udgjøre Menigheden, men Byfolk af den kulørte Klasse, Mennesker, der godt nok kjende Kirkeskik - adskillig bedre end mange Danske. Den Præst, der ikke alvorlig sagde sig efter Sproget, saa han snart kunde prædike nogenlunde frit, holde Konfirmationsundervisning, Søndagsskole o. Lign., men indskrænker sig til at læse Bibelen op paa Engelsk, vilde meget hurtig se den Sidste af sin Menighed gaa til en anden Kirke, hvor der blev budt ham bedre Kaar. Og der er jo Andre nok. Faa Steder i Kristenheden findes vist saa skrap en Konkurrence - ingenlunde altid i tiltalende Former, Aldeles bortset fra Hensynet til Pligt og kirkelig Sans byder derfor simpel Fornuft den danske Præst herude at lægge sig ordentlig efter Engelsk, saa længe der findes en engelsk-talende luthersk Menighed, hvis han da blot nogenlunde vil hævde sin Stilling. Jeg har heller aldrig hørt Tale om, at Nogen skulde have forsømt det. 

Det Samme giælde de andre Embedsmænd, hvis Stilling medfører Berøring med Engelsktalende. Selvfølgelig kunne de heller ikke tale det flydende strax - hvor skulde de vel have lært det fra hjemme - men det kommer saamænd hurtig nok.

Jeg skulde imidlertid ganske rolig have ladet "Overpræsten" forblive i sin imaginære Existens og os Andre, med hvilke Mangler end behæftede, saa dog levende Personer, i vor Tilbagetrukkenhed, hvis ikke disse Forhandlinger i Rigsdagen, denne rørende Omsorg for det stakkels betrængte Engelske, havde givet mig Lejlighed tit et bekvemt å propos om det, der nu paa tiende Aar har været det stadig tilbagevendende præterea censeo i mine Betragtninger.

For at sige det strax: Engelsk have vi nok af, og det blive der gjort mere end nok for. Dansk have vi for Lidt af, og det bliver der gjort utilladeligt Lidt for - for at bruge et mildt Udtryk.

Jeg indrømmer nu, at naar Forholdenes, jeg vil ikke sige Natur men Unatur har ført med sig, at det overvejende Sprog blandt de Indfødte er Engelsk, saa skal der, saa længe nogen af disse hører til den lutherske Kirke, prædikes ogsaa paa Engelsk. Jeg indrømmer ogsaa, at som Forholdene ere, maa det engelske Sprog delvis bruges i Administrationen. Men jeg hævder rigtignok ogsaa paa det Bestemteste, at der gjøres det engelske Sprog alle mulige Indrømmelser, paa Bekostning af vort eget.

Hr. Oct. Hansen mener udfra de formentlig mangelfulde Kundskaber i Engelsk, som Guvernøren og "Overpræsten" skulde have eller have havt, at kunne begynde at forstaa "vor hele koloniale Misere". Det vidner unægtelig om en hurtig Opfattede af et vanskeligt Problem eller om en lykkelig Divinationsevne. Det vil sige, hvis den var rigtig. - Jeg skal nu ganske lade det ligge, at Mythen om Guvernørens mangelfulde Engelsk ved sin Ankomst passende kan henvises til stille Begravelse sammen med "Overpræstens" Person; det er ikke den tilfældige faktiske Urigtighed, det saa meget kommer an paa, som den hele Grundbetragtning.

Det, Hr. Oct Hansen i Virkeligheden anker over, er jo det, at den øverste Administration tager for lidt Hensyn til Engelsk i Dansk-Vestindien. Jeg kunde fristes til at sige: umgekehrt, dann kommt ein Schuh darauss.

Thi saaledes forholder det sig: I Kolonialraadet, hvor Loven tillader lige Brug af begge Sprog, tales nu aldrig Dansk, hverken af Guvernøren eller nogen Anden. Af de 18 Medlemmer af St. Croix Kolonialraad ere de 7 Danske. I ældre Tider - en 30-40 Aar tilbage - talte f. Expl. Guvernøren undertiden Dansk. I de forskjellige Kommissioner, Skole-, Fattigkommissioner o. L., der ere sammensatte af overvejende Danske, høres næppe et dansk Ord, og skeer det, er det med en halv eller hel Undskyldning i Følge. For Retten - undtagen Overretten, der dog kun har færre Sager selvfølgelig - ere Sprogene lige, der høres altsaa faktisk kun lidt Dansk. Aviserne udgaa udelukkende paa Engelsk - de offentlige Bekjendtgiørelser alene undtagne, der fremkomme paa begge Sprog. Jeg mindes at have seet en Mand klage over det Sidste c: over at de ogsaa udgik paa Dansk. Jeg veed ikke, hvad det kom ham ved, men det har antagelig ærgret ham. Alle Taler i Guvernementshuset ved officielle Lejligheder f. Expl paa Kongens Fødselsdag holdes paa Engelsk. 

Det kunde sagtens føjes nogen Kommentar til Ovenstaaende. Bl. a. troer jeg nok, at Forhandlingerne baade i Kolonialraadet og i Kommissionerne ofte lide ved, at de Danske, som dog gjennemgaaende sidde inde med den største Sagkundskab, nødes til at udtrykke sig i et fremmed Sprog, hvorved man dog ofte navnlig naar man kommer lidt udenfor den tilvante Ideekreds, maa sige ikke just det, man egentlig vilde sige, men det, man i Øjeblikket netop er i Stand til at sige. Naar Enhver talte det Sprog, han evnede bedst, vilde det maaske ikke gaa saa galt; de Danske forstaa jo i hvert Fald alle Engelsk og de ældre Ikke-Danske forstaa for en stor Del Dansk, og de, der ikke gøre det, kunde nok lære saa meget, om de vilde. Hvis ikke maatte det blive deres egen Sag, Deres Meninger kunde de jo i hvert Fald uhindret fremsætte. Det har næppe altid heller været til Gavn for den Prestige, den herskende Nation dog skulde holde paa, at dens Embedsmænd ofte have maattet udtrykke sig med en sørgelig Mangel paa Klarhed, der sikkert ikke altid er skreven paa Sprogets Regning. Det kan heller ikke undgaaes, selv for den Dygtigste, paa den Maade en Gang imellem at komme til at sige Noget, der kan latterliggjøres, og Sligt gjør maaske mere Skade, end man troer. Det kunde ogsaa nok være rart, bl. A. mere velgørende for os Danske, en enkelt Gang at høre vort Sprog blive hævdet ogsaa eller netop overfor de fremmede ved en officiel Lejlighed. Det vilde kun gjøre et godt Indtryk. Man bør vel erindre, at der findes her paa St. Croix, hvorom jeg særlig taler, kun faa virkelig Fremmede, Resten er indfødte Dansk-Vestindianere, og de tage virkelig ingen Skade af en Gang at høre et dansk Ord. Naa, naturligvis, det kommer i og for sig ikke mig ved, men det gaaer mig dog som den ovenfor omtalte Mand - det ærgrer mig alligevel.

Derimod vil jeg hævde, at det Følgende: Skolevæsenet, kommer mig ved. Ganske vist bleve vi danske Præster paa St. Croix ved Skoleordningen af 1884 helt satte fra Bestillingen, antagelig for at behage de fremmede Elementer, skjøndt der aldrig har været Klage over nogen utidig Indblanden; men da vi saaledes ikke kunne gjøre nogen direkte Indflydelse gjældende her, er der vel saa meget mere Anledning til at fremsætte vore Meninger for Offentlighedens Domstol.

Idet jeg iøvrigt skal henvist mulig Interesserede i dette Spørgsmaal til en tidligere udførlig Fremstilling i dette Blad **), hvori jeg særligt ankede over, at al Religionsundervisning nu er afskaffet, til liden Baade for den opvoxende Slægt, der ganske sikkert afkristnes, idet Hjemmene kun kunne yde liden Støtte, skal jeg angaaende det her Foreliggende fremsætte Følgende: Dansk-Vestindien var  oprindelig ikke engelsk-talende, men Hovedsproget var Creolsk. 1841, da Landskolerne bleve oprettede, blev Engelsk ved et Magtsprog af Guvernør Scholten Skolesproget. Den danske Indflydelse paa Skolevæsenet var dog ikke ringe, og i Byskolerne lærtes der saa godt Dansk, at Mange fra den Tid endnu kunne tale det. Nu er Forholdet imidlertid saaledes: Undervisningssproget er delt igjennem obligatorisk Engelsk, i Spidsen for Undervisningsvæsenet staaer en engelsk-født og engelsk-talende Mand - indtil 1889 havde vi dog en dansk - det danske Sprog læres aldeles ikke i Landskolerne aldeles forsvindende i de offentlige Skoler i Byerne og i de højere Skoler kun som et enkelt Fag, hvori Præsterne bedømmes af den engelske Skoledirektør. 

Danmark, dets Sprog og Historie er ved at gaa ud af Sagaen i Dansk-Vestindien. Vi angliserer efter bedste Evne og med Anvendelse af ikke faa Midler. Vi indforskrive Lærere fra de engelske Øer, bruge engelsk Vægt og heise det engelske Flag paa private Bygninger. Og hvad faar man saa til Tak for al den Umage - Den Beskyldning fra en Mand i den danske Rigsdag, at vi ikke gjør nok endnu, "kolonial Misere og det Hele". Nuvel vi maa tage bedre fat. Der maa oprettes Kursus i Engelsk hjemme for vordende Guvernører og Overpræster; vi maa lægge os engelske Whiskers til og gaa med stortærnet engelsk Tøi. Vi maa indføre det engelske Møntsystem. Det er rigtignok ikke praktisk, men en fin, det er engelsk. 

- - Jo, saamænd er der en "kolonial Misere". Først en økonomisk. Den er fælles for alle vestindiske Kolonier, mindst lige saa meget som for vore. Den forstaar jeg mig ikke paa, men det synes heller ikke, som Hr. Okt. Hansen gjør det. Dernæst en national. Den troer jeg nok, man noget mere end for har faaet Øjnene op for. Men saa længe den Slags Anskuelser som af Hr. Okt. Hansen fremførte herske i den danske Rigsdag, ville vel alle Bestræbelser indefra ogsaa fra højeste Sted - prelle af imod dem, der, uvist hvorfor have fristet den Skiæbne at være blevne - bidte af en gal Englænder".

Forhaabentlig er der dog nok En og Anden igjen, der vil forstaa at her er ikke Tale om fanatisk Snæversynethed men ganske simpelt om det paa en jævn og rolig Maade at hævde vort Sprogs Ret i Administrationen og ikke mindst i Skolen og at sige Stop til den delvis ved Lovgivningsmagten fremkaldte kunstige Anglisering, hvorved disse Øer fjernes end yderligere fra Moderlandet end alt Tilfældet.

Det kan saa rolig giøres uden Frygt for at vække nogen Misstemning hos den indfødte Befolkning, det sikkert vilde anse det for den naturligste Sag af Verden. I Virkeligheden seer den op til det danske Regimente herude som det bedste og mest upartiske - ikke mindst hvad Farvespørgsmaalel angaaer - i hele Vestindien. Det har man ofte nok faaet at vide i disse Tider, hvor Salgsspørgsmaalet har været brændende. Overhovedet er Forholdet til Guvernementet fra Kolonialraadets og Befolkningens Side saa godt, som det ikke har været i mange Aar. Foruden særlige Omstændigheder, der maatte have bidraget hertil, kommer vel det, at den daarlige Tilstand paa de engelske Øer for Tiden vistnok har aabnet Manges Øjne. Jeg er overtydet om, at det inderste Ønske hos mange af de forstandige Elementer er at blive knyttet nærmere til Danmark, og at de med Glæde vilde hilse ethvert besindigt Skridt derhen imod.

*) Efter Bladenes Referater. Jeg har ikke kunnet faa fat i Rigsdagstidende.

**) Nationaltidendes Undervisningstidende Nr. 185.

(Nationaltidende 13. maj 1898).

Fotograf Jens Petersen (1829-1905): Teolog, historiker Herman Carl Johannes Lawaetz (1864-1949). 1860-1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Præst og missionshistoriker Hermann Carl Johannes Lawaetz (1864-1949) var 1889-1904 præst i Christianssted på St. Croix. I 1893 oprettede han en realskole på St. Croix, og 1893–1902 var han kongevalgt medlem af øens kolonialråd. Han var modstander af De vestindiske øers salg. Han udgav 1900–1901 bladet The Danish West-Indian. I 1904 vendte han tilbage til Danmark. 1905–1908 ejede han Baunebjerggård ved Humlebæk, 1908–1912 var han bestyrer ved en af ham oprettet kostskole i Bagsværd. 1917–1929 administrerende direktør for Sukkerfabrikken Vestsjælland. Han er begravet på Ordrup Kirkegård.

Den danske Sproggrænse. (Efterskrift til Politivennen).

I "Flensborg Avis" læses følgende særdeles interessante Redegiørelse for Sprogforholdene i Nordslesvig i Nutiden, hvor Grænsen for Tiden findes mellem dansk og tysk Sprog:

Flensborg, der i lange Tider har været overveiende tysktalende, ligger endnu paa Sproggrænsen. Nord for Flensborg Fjord et Folkesproget dansk. Den eneste Undtagelse danner Kobbermøllen ved Krusaa, hvor der har dannet sig en Koloni af Fabriksarbeidere, der hovedsagelig tale Plattysk. Skjønt man om Sommeren hører mest Tysk paa Beværtningsstederne ved Fjordens nordlige Kyst, er Folkesproget dog udelukkende dansk; Publikum paa de nævnte Beværtningssteder bestaar jo af Badegjæster fra Tyskland og af Flensborgere. Paa Kobbermøllen nar findes der nord for Flensborg Fjord ikke nogen Landsby, hvor Beboerne tale Plattysk. Høitysk forekommer her sjælden som Familiesprog, for det meste kun hos indvandrede Tyskere.

Syd for Flensborg Fjord ophører det danske Sprogs Herredømme. Angel har omtrent fuldstændig givet slip paa sit gamle danske Modersmaal. Det kan man endnu komme frem med dansk Sprog i den største Del af Nordangel; men det bruges i daglig Tale mellem Beboerne kun et Par Steder ved Kysten. Det angelske Plattysk er imidlertid saa fuldt af danske Ord, Former og Vendinger, at det danske Sprog under forandrede Forhold vistnok vilde have let ved at leve op igjen. For Tiden har det kun lidet Raaderum.

I Vestangel kan man i Almindelighed endnu forstaa Dansk. Dog er Plattysk raadende i Adelby Sogn, og der tales vistnok kun lidet Dansk i Lille Solt Sogn. Oversø Sogn, hvor der for en Menneskealder siden næsten kun taltes Dansk, medens Plattysk nu har faaet Overhaand, ligger nu paa Grænsen. I Siversted Sogn kunne ældre Folk i Almindelighed nok tale Dansk, men Grænsen maa fra Oversø dog rettest drages over eller langs Sognene Eggebæk og Jørl til Fjolde, hvor man for Tiden dog kun tildels kan tale Dansk. Derfra gaar Sproggrænsen vest om Læk og Klægsbøl, der ere dansktalende, over Humtrup, Aventoft og Nykirke til Rodenæs, hvilket Sogn ligger en Mils Vei syd for Højer. Nord for denne Grænse tales overveiende Dansk; dog har Plattvsk nogle Steder faaet stærkt Indpas, saaledes i Nørre Haksted Sogn. De danske Grænsesogne ere Hanveds, vest for Flensborg, Banderup, Hjoldelund, Læk, Klægsbøl, Brarup, Sønder-Løgum og Ubjerg syd for Tønder. Nord for Vidaaen, der paa sin sidste Strækning løber syd for Tønder, Møgeltønder og Høier, tales der ingen Steder Plattysk, i Tønder By derimod, ligesom i de andre Kiøbstæder, noget Høitysk, hovedsagelig i tyske Embedsfamilier, dog ogsaa, af Hensyn til den tyske Skoleundervisning, i ikke faa Familier af Borgerskabet.

Sprogforholdene i Sønderjylland kunne i faa Ord betegnes saaledes. En Mils Vei syd før Højer begynder det frisiske Folkesprog, der er herskende paa et smalt Kyststrøg i den sydvestlige Det af Landet, forøvrigt tales der Dansk nord for en Linie fra Flensborg til Læk, og det danske Sprog gaar desuden i en Bue mod Syd ned til Hjoldelund, der ligger rigelig en Mils Vei nordøst for Bredsted, over tre Mil sydvest for Flensborg og rigelig to Mil nordøst for Husum. Syd for den buede Linie Flensborg-Hjoldelund-Læk tales der kun lidet Dansk. I Trekanten mellem Flensborg, Hjoldelund og Læk er Dansk i Overvægt; nord for en lige Linie Flensborg-Læk findes Tysk omtrent slet ikke som Folkesprog.

Indenfor Trekanten Flendborg-Hjoldelund-Læk, ligesom i alle syd og øst derfor liggende Distrikter, er Tysk eneraadende som Kirke- og Skolesprog, altsaa, foruden i de fire Sogne i Flensborg Kreds, hvor Tysk er det fremherskende Folkesprog i Fort, Oversø, Eggebæk og Nørre Halsted, hvor de to Folkesprog nok omtrent holde hinanden Stangen, samt i Fjolde Sogn i Husum Kreds, tillige i de fortrinsvis dansktalende Sogne Hanved, Balsbøl, Store-Vi og Banderup i Flensborg Kreds. Hioldelund i Husum Kreds og Læk i Tønder Kreds Nord for Linien Flensborg Læk er der udelukkende tysk Kirke- og Skolesprog i de to danssktalende Sogne Karlum og Sønderløgum samt blandet Kirkesprog og tysk i Skolesprog i følgende Sogne: Bov, Medelby, Ladelund, Brarup, Sønder-Løgum, Ubjerg, Burkal og, saa vidt vides, Tinglev. Nordligere turde der, foruden i Kjøbstæderne og Flækkerne, kun være indført tysk Gudstjeneste nogle Gange om Aaret i Ri? ved Aabenraa.

Der arbeides altsaa baade paa den nuværende Sproggrænse og nord for denne trolig paa at trænge det danske Sprog imod Nord. Naar man spørger om, hvilket Værn det danske Sprog har i denne Kamp, da maa der desværre svares: intet. Det er næppe nok, at der kan gjøres Regning paa, at Beboerne virkelig have nogen dybere Kjærlighed til deres Modersmaal og ville holde fast paa det. Man maa ikke glemme, at dette Modersmaal altid, paa de 14 Aar nær fra 1850-1864, har været tilsidesat og krænket af Myndighederne, og at Sprogordningen af 1851 paa Grund af de uheldige Forhold ikke kunde medvirke til at fremme Kjærligheden til Modersmaalet i de Egne, hvor det danske Sprog blev indsat i sin Ret. Modersmaalet har derfor i disse Egne aldrig havt den ansete Stilling, at Beboerne af de udvortes Forhold kunde faa en Følelse af dets Værd og Betydning. Desuden kan det jo ikke nægtes, at det levende danske Folkesprog har lidt under den Vanrøgt, der er bleven det til Del, og at det ogsaa af denne Grund ikke har saa megen Modstandskraft, som det ellers vilde have. Da der ikke læres et dansk Ord i Skolerne, kan Ungdommen hverken læse eller skrive Dansk. De danske Bogsamlinger, der vare oprettede i det blandede Sprogdistrikt i Aarene før 1864, bleve adspredre under og efter Krigen, tildels opbrændte af fremmede Soldater. Der gjøres for Tiden saa godt som intet for at udbrede dansk Læsning i de nævnte Egne. Sprogforeningen mener, at den for Tiden næppe kan magte at optage Kampen saa langt imod Syd; i alt Fald holder den sig i sin Virksomhed næsten udelukkende til Nordslesvig. Den danske Presse har kun ringe Indflydelse i disse Distrikter. Beboerne bleve i Aarene efter 1864, da de danske Blade vare undertrykte, vænnede til at læse tyske Aviser, for saa vidt Bladhold overhoved er almindeligt i disse Egne, hvor der ikke hersker stor Velstand. Dernæst skorter det den danske Presse paa Midler til at udvide og befæste sin  Indflydelse i de mest udsatte Egne.

Skal man i faa Ord betegne det dansk Modersmaals Stilling paa dets nuværende Grænse, saa er den saaledes: Der hviler et stærkt Tryk paa det danske Spog, og det trænges fra alle Sider. I Almindelighed vilde Befolkningen nu ikke være uimodtagelig for dansk Paavirkning; men næsten alle aandelige og materielle Hiælpemidler ere tilstoptsede. Modersmaalet er stærkt truet; men det vilde efter al Sandsynlighed, naar Lykken igjen tilsmilede den under forandrede Forhold, i særdeles kort Tid vinde ny Kraft ikke blot til at hævde sig, men ogsaa til at gjenvende sit tabte opland.

(Nationaltidende 14. februar 1884).

Flensborg Avis blev og bliver udgivet i daværende Sydslesvig, nu Slesvig. Den henvender sig til det danske mindretal syd for grænsen. 1. januar 1869 udkom Flensburger Anzeiger på tysk men i dansk ånd. Det blev overtaget af skolebestyrer Chr. F. Monrad, Gustav Johannsen og fabrikant A.G. Freudenreich som ændrede navnet til Flensborg Avis oktober 1869 med med Gustav Johansen som udgiver og  fhv. Løjtnant C.A. Willemoes (brodersøn til søhelten Peter Willemoes) som redaktør indtil 17. januar 1870 hvor Gustav Johannsen selv overtog redaktørposten og kort tid efter Karl Emil August Vennervald. Mens Gustav Johansen var moderat linje, blev den næste redaktør fra 1883, Jens Jessen mere stridbar. Mellem 1879 og 1889 var oplaget steget fra 800 til 4000. Efter 1920 kom størstedelen af abonnenterne nord for den nye grænse.

Mødet i Løgumkloster. (Efterskrift til Politivennen)

I Lygumkloster holdtes den 25de f. M. et Møde, hvor man ogsaa udtalte sig for "større Frihed i Slesvig, ogsaa med Hensyn til Sproget". Det var et af de Formaal, som Gaardeier Refslund den Yngre, der indledede Mødet, stillede i Spidsen for Forhandlingen. Han foreslog, efter Hdl. Av., til Leder Skolel. Appel, "som udtalte sig i lignende Retning og navnlig betonede, at der var for liden Frihed i Slesvig og at en større Frihed vilde bidrage til at løse de derv. Forviklinger."

Cand. Ley erklærede, "at ingen Slesviger vilde dele Slesvig (eller Staten, kunde han gjerne have tilføiet), men at Enigheden (herom) i Slesvig ikke kunde komme tilorde, fordi Embedsmændene i Slesvig, hvilket efter Krigen (og Amnestien?) behandledes som et oprørsk Land, regjere med (for) stor Myndighed, Friheden er kuet, men paa den Maade kunde ingen Enighed vindes; denne kommer først, naar Folkestemningen faaer Lyd; men for at dette kan skee, maa Sprogtvangen hæves, da Tvang virker til Ophidselse". 

Krüger fra Beftoft, en djærv Mand, men fra Tid til anden hildet af Sprogpolitiken, forsikkrede da, at han ogsaa var for Friheden, "med Liv og Sjæl", men ikke nu. Det er slemt, naar man saaledes skal forsikkre Andre om sin Lyst til Frihed, især naar man er imod dens Anvendelse og derved selv viser, at der hverken er "Liv" eller "Sjæl" i den paaberaabte Frihedsfølelse. Han vilde først have "en fast og sikkret Tilværelse"; skabes den da ved den evindelige og stigende Uro, som Sprogkampen har givet? Krüger siger selv, at Sprogsagen havde givet Udgangspunctet til den tidligere Bevægelse, dengang fra tydsk Anmasselses Side; skulle da nye Sprogkampe afløse den gamle, og har Sproget nogetsteds i Verden anden Sikkring end den frie Dyrkning? Tillige forlanger han "politisk Modenhed for Friheden". Hvor og hvorledes skabes forud politisk Modenhed uden at Friheden giver Lejlighed og Liv til dens Udvikling?

Flor erklærede ogsaa senere, uagtet han ligesaa hører til Frihedsnølerne, som aldrig komme stort videre end til Udsigterne og Papiret, at "Kongeriget i de sidste 12 Aar har udviklet sig betydeligt, og det er en Frugt af Friheden"! Han indrømmede ogsaa, "at Slesvig vil gjerne følge med og maa altsaa ønske en saadan Frihed, at hver Mand kan benytte alle de Evner (altsa ikke Sproget?) og Kræfter, han er Herre over. En nødvendig Betingelse for Frihedens Udvikling er imidlertid ydre Ro.- Ja den skabes sandelig ikke ved heftige internationale Kampe om Sprogenes Anvendelse, der netop fra den ene befeidede Sprogside træffer Udlandet - eller som Russel sagde, dets Folk meer end dets Regjeringer - ind med i vor egen Stats Anliggender eller giver derved Skingrunde til forstyrrende Indblanding. 

Appel erklærede ogsaa mod Flor, at "Indbyderne vare enige om, at Slesvig skal have Kongerigets Frihed og fælleds Repræsentation (i det Fælleds) med Kongeriget, men at Slesvigs Eiendommeligheder skulle bibeholdes, da de ere saa stærkt udprægede og navnlig bør Slesvig beholde en særlig Repræsentation; muligen kan saa denne i Tidernes Løb smelte sammen med den kongerigske". 

Knudsen til Visby Hedegaard havde ogsaa, før Flor talte, udtalt Ønsket, at "Valgloven i Slesvig forandres, og raadede til at give større Frihed i Sprogsagen; Tvang fører ikke til noget godt Resultat. Slesvigerne maae vindes ved Velvillie, ikke tvinges". 

Herimod forlangte "atter Krüger Garantier for, at Friheden ikke misbruges, før han ønsker den given''. Det vilde være det Samme som, at han aldrig ønsker Friheden, thi mod Misbrugen, der desuden kan tolkes forskjelligt af de forskjellige Partier, kan kun garanteres naar Brugen er tilstede, og kun garanteres ved Loven, der staaer over alle Partier. 

L. Skau vilde "underskrive Leys Udtalelse", men han vilde gaae frem i "omvendt Orden". Først maatte Tanken og Haabet om Slesvigholsteen briste, saa Sprogfrihed. Men det er ogsaa den omvendte Tankeorden. Tanke og Haab kan man ikke materielt tvinge til at briste, naar man giver dem aandig Næring. De tvingende Baand paa Sprogfrihed have netop viist, og det maatte man kunne vide forud, at være Næringen for slesvigholsteenske Løsrivelsesideer; thi Tvangen er det urolige Vand, som man bestandigt plumrer og fisker i paany til national Adskillelsesside, og det er meget rigtigt, som Ley sagde, det der giver Russell og Andre vildledende Mening om, at de tvende, tilmed beslægtede. Sprognationaliteter ikke engang skulde ville leve sammen i samme Provinds og at denne vil deles, imedens Slesvig netop vil det Modsatte. 

Knudsen, som talte efter Skau, "fastholdt (ogsaa) sin Anskuelse om, at Sprogtvangen er Skyld i alle de Ulykker, vi have (hør!) og han ønsker at fremkalde en Udtalelse om en særlig Forfatning for Slesvig, men saa lig Kongerigets som muligt". 

Herredsfoged Cancellir. Kjær vilde forklare, at der var den deiligste Frihed i Slesvig, at det var en Brand, man kastede ind om Sprogsagen og at det var af "Mangel paa Kjendskab til Forholdene". Appel ansaae det satirisk "for en ny Opdagelse, at der er Frihed i Slesvig; han havde saaledes (alene) havt stor Møie med at faae dette Møde bragt istand" (!). Beck i Visby (Landsthingsmand for Ribe Amt) har en naturlig Følelse, og denne siger til ham: "Du skal byde Folk Friheden i det Hele, ikke betingelsesviis". "Grundloven til Eideren", - det gaaer ikke; Slesvig har sine Ejendommeligheder, og de skulle have deres Ret. Embedsmændene kjende ikke den dybe Bevidsthed, der lever i Folket; "han vilde endog hellere, at Flere tale Tydsk, end at Folk skulle tale Dansk med et tungt Hjerte. Man kan ikke kalde dette Spørgsmaal en Brand, men snarere et Lys." Det er der ogsaa derved givet.

Der er Intet, der efter vor Overbeviisning i den Grad er farligt og skadeligt for Menigmands sikkre Besiddelse af Frihedens Goder, som den rastløse Iver, hvormed de forskjellige (doctrinaire) Partieførere søge at sætte Folkets Masse i Bevægelse, navnlig overfor den saakaldte "høiere Politik". Bevægelsens Ledere kjende ialmindelighed kun lidet og Folkets store Fleerhed som oftest slet Intet til de mange skjulte men betydningsfulde Traade, som dermed staae i Forbindelse, og der kan efter vor Mening ikke gives Folkefrihedens Fjender et farligere Vaaben i Hænderne end et politisk Feilgreb, fremtvungen ved eller idetmindste støttet af en saadan Folkedemonstration (Fyensp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1861. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.