I Mellemslesvig ikrafttrådte februar-marts 1852 de Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne. En provokation mod den lokale befolkning. Denne politik blev videreført til 1860 og skabte et dansk fjendebillede i Tyskland, og fik sympatien for Danmark til at falde i resten af Europa.
Indførelse af dansk som undervisningssprog:
- Fra Slesvigs vestkyst. Lige siden begyndelsen af den såkaldte "Erhebung" har man ikke her i egnen, og navnlig i byen Tønder, følt sig så hårdt berørt af nogen begivenhed som af ediktet angående den indtrådte forandring i undervisningssproget. Roligt og uden knurren er det unge mandskab blevet udskrevet til tjeneste i den danske hær - man indser den indre intetsigenhed af "Rejsningen" - men sprogediktet har berørt livets inderste strenge. Deraf kommer også den nedtrykte stemning, som overalt er den herskende her. Da det blev til alvor med indførelsen af det danske undervisningssprog, opbød man navnlig i Tønder alt, for dog at kunne lade det hidtil værende tyske undervisningssprog bestå ved siden af det danske; man tilbød at ville oprette en egen dansk skole, hvor enhver som foretrak det danske undervisningssprog, på byens bekostning kunne lade sine børn blive undervist. Det var forgæves. Desto værre står Tønder med rette i ry for renitenz og "Wühleri"; imidlertid er det dog vist, at totaliteten af befolkningen allerede for længe siden er kommen til erkendelse af den sande betydning af den, Gud ske lov, nu bag os liggende ulykkelige periode, og til roligt overlæg og eftertanke, og man kan derfor kun beklage, at man ikke har indrømmet denne by det, som man dog har indrømmet Flensborg. De deputerede borgeres kollegium i Tønder foretog sig i sprogsagen det sidste skridt; det afsendte to i højeste grad legitimt sindede mænd, mænd, hvis politiske forhold har været aldeles pletfrit i trængslens hårdeste tider, og af hvilke den ene er i besiddelse af alle mulige kvalifikationer til at fremstille sagen med rolighed og grundighed, til den høje regering, for at udtale de ønsker, som næredes af den store flerhed i byen. Umiddelbart efter at de var vendt tilbage anordnedes den øjeblikkelige indførelse af det danske undervisningssprog i elementarskolen, og en elementarlærer fik sin afsked, fordi han ikke kan dansk, uden at der blev fastsat det allermindste angående hans fremtidige subsistens.
Man behøver intet øjeblik at være i tvivl om at vi kan besvare det spørgsmål, "hvorhen hører Slesvig" med at det hører til Danmark, og dog kan man med hensyn til rigtigheden og det kloge i den forholdsregel være af en afgjort modsat anskuelse, således som da også personer der er fuldkomment legitimtsindede, udtale sig i denne retning og højligt beklager at denne forholdsregel har måttet afgive et støttepunkt til, hinsides Ejderen, at mistænkeliggøre den hele bestyrelse af Slesvig. Og af hvilken grund skulle ikke også meget godt forskellige nationaliteter og sprog kunne have plads ved siden af hinanden? Danner staterne sig efter nationaliteter og sprog? Imidlertid kan det ikke nægtes at det på grund af denne forskellighed bliver noget vanskeligere at regere. Men også sådanne vanskeligheder lade sig hæve når der kun findes kraftige, årvågne og samvittighedsfulde embedsmænd, som på en tilbørlig måde forhindre og straffe alle udskejelser. Man hører meget ofte sige at regeringen er af den anskuelse at udbredelsen af det danske sprog er det eneste middel, der altid mere og mere kan knytte Slesvig til Danmark og afværge gentagelsen af de sørgelige begivenheder, som bragte menneskeblod, broderblod, til at flyve. Men afset fra at der fra det etiske standpunkt lader sig indvende meget herimod, er det også mere end tvivlsomt om denne forholdsregel virkelig ville have den tilsigtede virkning. Vi nødes desto værre til at vedkende os den anskuelse, at ingen forholdsregel i højere grad er skikket til at opflamme hadet, forbittrelsen og fjendskabet end netop denne. Desuden er jeg ganske afgjort af den formening at man i denne retning tillægger skolen en betydning som den slet ikke har. Det er nemlig vist at folke- og omgangssproget - og at gøre dette til dansk er jo formålet for denne forholdsregel - aldeles ikke er afhængigt af skolesproget; for var dette tilfældet, så måtte jo naturligvis allerede for længe siden i vore frisiske distrikter hvor Kirke- og skolesproget i århundreder har været tysk, det frisiske hverdagssprog være aldeles udryddet. Er dette tilfældet? På ingen måde.
Et sprogs udbredelse eller tilintetgørelse som folkesprog er noget som aldeles ikke er afhængigt af menneskelige edikter; det er derfor også en fejlagtig mening, når man tror at Angeln nu for størsteparten taler tysk fordi skolesproget der er tysk. Anordner man at der skal prædikes lige så meget dansk som tysk der hvor sproget er stærkt blandet, nu vel, intet fornuftigt menneske vil kunne have noget derimod; men med hensyn til skolesproget der overalt, såvel i de tyske som i de danske distrikter er forskelligt fra hverdagssproget, der bør man rette sig efter forældrenes ønske, og i det mindste lade det bero ved en fuldkommen ligestilling af begge sprog på den ovenfor omtalte måde. Og så bør man ikke overse, at en logisk vildfarelse er stærkt fremtrædende ved denne forholdsregel. Årsagen bestemmer virkningen, men denne ikke årsagen. Lad os anvende dette på det foreliggende tilfælde. Antaget, men ikke indrømmet, at det var muligt at kunne gøre det danske sprog til folkesproget lige til Ejderen; antaget, men ikke indrømmet, at man også derved ville knytte Slesvig endnu mere inderligt til riget Danmark, så spørger vi når dette skal ske, hvilket vi for øvrigt også ønsker, om da dette kun og aldeles ikke på nogen anden måde lader sig udføre end derved, at man imod befolkningen - og det oven i købet den bedre del af befolkningen - ønske og vilje griber ind i sproget? Vi er rigtignok af den mening. Hvorledes da? Ene og alene derved, at regeringen går fornuftigt frem, med alvor og kraft; at den indsætter samvittighedsfulde, loyale, årvågne og strengt retfærdige embedsmænd, og uden skånsel gør en ende på alle mulige "Wühlereien". Ak, havde vi kun haft sådanne embedsmænd før året 1848, så ville strømme af tårer og blod ikke være flydte og ovennævnte sag ville da slet ikke være kommet på bane, for hele revolutionen har i dens inderste grund og væsen været en embedsmandsrevolution. Illinc illæ lacrymæ.
Kjøbenhavnsposten 16. juli 1851.
Dette udsnit af et kort fra 1851 med titlen: "Kaart over Danmark med Holsteen og Lauenborg", (ophav: Petersen, I. Chr. Möller, E. Chr.) viser en forskel til et kort fra 1820: Kongeriget går stadig til Kongeåen. Det område som i 1820 var markeret som "Slesvig", er nu markeret som "Sønderjylland eller Slesvig. I det nordlige Slesvig står der med en skrifttype "Sønderjylland", mens der på det sydlige Slesvig med en anden skrifttype står "Slesvig". (Det Kgl. Bibliotek, udgivet under Creative Commons Navngivelse-Ikke-Kommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar