Om det saakaldte Messefald.En Henstilling til Cultusministeriet.
Den Tid nærmer sig, da Kirkens Anliggender skulle ordnes i Overeensstemmelse med den nye Statsforfatning. Paa en saadan Tid er det formeentligen Pligt for Enhver, der formaaer det, at belyse og fremhæve saavel det Gode, der bør bestaae, som det Uhensigtsmæssige og Forkastelige, der bør afskaffes; og det er visseligen ikke alene Geistligheden, hvem denne Pligt paahviler, men ogsaa Menighedens Lemmer, forsaavidtsom Kirken og Haandhævelsen af dens Værdighed er dem et stort og uundværligt Gode. Formaae disse Lægfolk end ikke at gaae saaledes tilbunds i Sagen, som den lærde Theolog og grundige Kirkehistoriker, saa kunne de dog alligevel fra deres Standpunkt yttre Anskuelser, give Vink og Hentydninger, som ikke ere at foragte, og som bære Vidnesbyrd om, hvorledes Et og Andet, Kirken vedkommende, betragtes og bedømmes i Folket. Det er under Indflydelsen af denne Overbeviisning, jeg skriver Nedenstaaende.
Vor Kirke har en Skik, som kaldes Messefald, og som bestaaer deri, at Præsten, naar Forfald indtræder, lader Kirkebetjenten besørge hele Gudstjenesten. Ved et saadant Messefald gaaer det da saaledes til: Efter Bønnen i Chorsdøren synges een eller to Psalmer, hvorpaa Kirkebetjenten fremtræder i Chorsdøren med en Bog i Haanten og oplæser en Prædiken. Dernæst synges atter en Psalme, Slutningsbønnen holdes, og Tjenesten er dermed endt. Jeg har bivaanet flere saadanne Messefald og fundet Fremgangsmaaden noget forskjellig. Etsteds messede saaledes Kirkebetjenten tillige Dagens Collect og Epistel, saavelsom Collecten efter Prædiken, knælende paa Alterets Knæfald. Man sagde mig, at dette turde denne Mand gjøre, fordi han var Academicus. Paa et andet Sted stillede Kirkebetjenten en Nodestol i Chorsdøren, fremtraadte bag ved denne i et Par store, smudsige Ridestøvler og dundrede løst i et Foredrag, som man ansaae for hans eget Arbeide, og som ogsaa bar kjendelige Spor deraf. Paa et tredie Sted kom en Person slæbende med Brochmanns Huuspostil, hvis Vægt omsider pressede Sveddraaberne af ham under den lange og kjedsommelige Opremsning. Det vilde være uretfærdigt, om jeg ikke tilføiede, at jeg ogsaa har bivaanet Messefald, hvor Kirkebetienten baade med Anstand og Værdighed forrettede den ham uvante Tjeneste, og hvor Menigheden ikke ugjerne saae ham træde frem, hvilket let kan blive Tilfældet, naar han har Dannelse nok til at vælge en god Prædiken og Gaver til at oplæse den med Frihed og Værdighed, samt naar hans Liv og Vandel har været saaledes, at ingen forstyrrende Erindringer og Sammenligninger gjøre sig gjældende hos Menigheden, ved at see ham i denne Function. At iøvrigt Præstens Dygtighed eller Udygtighed samt det gode eller mindre gode Forhold, hvori han staaer til Menigheden, har Indflydelse i denne Henseende, er en Selvfølge. Saavidr jeg erindrer omtaler Harms et Tilfælde, hvor Menigheden ved Kirkebetjentens Død sang eller sagte: "Die Zierde unserer Kirche ist gefallen." Den Mand, hvem denne Lovtale gjaldt, har sikkert blandt Andet ogsaa forstaaet at holde Messefald.
Messefaldet er paa Grund af Omstændighederne en ubekjendt Skik for Kjøbenhavns og de større Kjøbstæders Beboere, og man maa jo staae i den Formening, at det aldrig benyttes udenfor Landsbymenighederne, i hvilke der kun er een Præst. Imidlertid vilde man slutte urigtigt, naar man antog dette som Regel. Der gives en Mellemklasse af Menigheder, nemlig de mindre Kjøbstæder, og i disse tyer man ikke sjelden til dette Hjælpemiddel, endskjøndt Byen har to Præster, fordi Staten har sat den ordinerede Catechet i et heelt forunderligt og bagvendt Forhold til Kirken, Sognepræsten og Menigheden. Da man i sin Tid nedlagde de residerende Capellanier, indsaae man, hvor nødvendigt det var, at der i en Kjøbstad burde være to Præster. Man ansatte derfor ordinerede Catecheter. Men disses egentlige Embedsgjerning skulde være Stoleunderviisningen, og for at denne ikke skulde lide ved Lærerens Virksomhed som Præst, fritog man Catecheten for enhver Forpligtelse i denne Retning. Desuagtet forpligtede man Menigheden til at give ham Løn for en saadan Virksomhed, nemlig Høitidsoffer; thi hvad er Offeret andet end Løn for det Arbeide, den offentlige Gudstieneste medfører? Enhver anden Embedsgjerning betales jo særskilt, og den Lærer, som ikke har noget at bestille i Kirken, nyder jo intet Høitidsoffer. Catecheten blev altsaa Præst uden Forpligtelse til at virke som Præst, men dog med Løn som Præst. Drives han nu ikke af et indre Kald til ogsaa at arbeide som Præst, eller er Forholdet imellem ham og Sognepræsten nedbrudt, da veed man neppe af, at der foruden Sognepræsten ogsaa er en anden ordineret Mand i Byen, og bliver kun mindet derom paa Offerdagene. I slige Menigheder er det altsaa en Selvfølge, at Messefaldet ikke hører til Sjeldenhederne, skiøndt det her er vanskeligst for Kirkebetjenten at røgte dette Hverv, fordi Fordrigerne ere større, og fordi her altid ffnres Enkelte, som kunne begrunde deres Dom om det Heldige eller mindre Heldige i hans Fremtræden.
Er da MessefaIdet hævdet ved den kirkelige Lovgivning? - Jeg veed det ikke og skal derfor hverken svare ja eller nei. Man siger, at det skal være paabudt i Jylland i de Pastorater, hvor een og samme Præst har 3 Kirker at besørge, saa at der stifteviis skal holdes Messefald i een af dem. Ligesaa naturlig og nødvendig som jeg anseer denne Bestemmelse for at være, ligesaa villigt erkjender jeg, at Messefaldet nu og da kan blive uundgaaeligt i ethvert Sogn, hvori der kun er een Præst. Hvor man derimod har to Præster, burde det vistnok aldrig bruges, med mindre det sjældne Uheld skulde indtræffe, at begge have uafvendelige Forhindringer, thi man bør sikkert holde paa, at Messefaldet kan betragtes som et Middel i den yderste Nød. Men er nu Messefaldet hist og her uundgaaeligt, saa maa der ogsaa i denne Uundgaaelighed ligge en Opfordring til at bortrydde enhver Hindring, som gjør det vanskeligt for Kirkebetjenten at stille sig godt ved denne Forretning. En saadan Hindring er fremfor alt det Sted, paa hvilket man har anviist ham Plads, nemlig Chorsdøren. Allerede det Særegne ved denne Plads vækker Adspredelse hos Menigheden. Man seer strax at der skal foregaae noget Aparte, og Ingen vil vel nægte, at det ogsaa maa virke ubehageligt paa den til en saadan Fremtræden uvante Mand at fremstille sig, synlig fra Top til Taa, i den ene Ende af Kirken, hvor han, saafremt Kirken hører til de større, vanskeligen kan høres. Hvor naturligt og hensigtsmæssigt vilde det ikke være, at han oplæste sin Tale fra det Sted, som er anviist Taleren og indrettet efter denne Bestemmelse? Prædikestolen er vistnok ikke et helligere Sted end Chorsdøren. Skal der strides om disse to Steders Rang, saa turde Overvægten snarest falde paa Chorsdøren, hvorfra flere hellige Handlinger forrettes, ja hvor endog Biskoppen tager Plads, naar han taler til Menigheden. Den barokke Fordom, at Prædikestolen kun bør betrædes af den, der idetmindste har begyndt at høre theologiske Forelæsninger, burde dog neppe gjøres gjældende længere; man har undertiden haardt nok bødet, fordi den er gjældende, naar et og andet ungt Blod fra Prædikestolen har gjort os bekjendt med sine umodne Anskuelser af Christendommen og Livet. Mon ikke de Ord, som en og anden høitbegavet Præst har givet en større Udbredelse ved Pressen, og som Menighederne have modtaget med Taknemlighed, ere langt værdigere til at gjentages fra Prædikestolen, om det endog skeer igjennem en Lægmands Mund, naar det blot skeer med Anstand og Værdighed? Den Fordomsfri vil sikkert svare "jo" til dette Spørgsmaal og desuden indrømme, at naar Kirkebetjenten findes værdig til at opbygge Menigheden ved sin Oplæsning, da kan man ogsaa uden Fare for Prædikestolens Anseelse lade ham læse fra dette Sted, der forskaffer ham de Bekvemmeligheder og Hjælpemidler, som hverken Præsten eller han kunne undvære, uden at føle sig uhyggeligen situerede. Man tænke sig blot Præsten, der ikke kan uudvære sit Papiir, stillet blank og bar i Chorsdøren. Mon han der vilde finde sig vel tilmode?
Dernæst er det en Nødvendighed at give saadanne Forskrivter, som borge for, at Messefaldet vil blive Udført paa en passende Maade. Præsten og Kirkebetjenten bør saaledes enes om en vis bestemt Samling af Prædikener, som altid er tilstede hos sidstnævnte, for at benyttes i paakommende Tilfælde. Aanden i disse Prædikener bør naturligviis stemme nogenlunde overeens med Præstens religieuse Anskuelser, saa at Oplæsningen ikke skal nedbryde, hvad Prædiken har opbygget, ligesom ogsaa Kirkebetjenten bør holde sig til een og samme Forfatter, for at han ikke under de forskiellige Oplæsninger skal komme til at tale med to Tunger i een Mund. Korthed, samt et let og flydende Sprog, burde der efter min Mening tages meget Hensyn til.
Fremdeles er det en Selvfølge, at den Kirkebetjent, som mangler de fornødne Gaver til at kunne præstere en fuldkommen god Oplæsning, saavelsom den, der i sit Ydre eller i sit Forhold har noget Væsentligt imod sig, og endelig den, der ikke har Tænksomhed nok til at bortskjære, hvad der kun passer i Sjælesørgerens Mund, og til at indsee, at der her overdrages ham et Hverv, som har Krav paa hans udeelte Opmærksomhed og paa al den Forberedelse, som Tiden Tillader, bør det aldrig tillades at holde Messefald. Endnu mindre bør det tillades den, som har Hang til "at skabe sig" eller som begjærligen griber Lejligheden i det Haab derved at kunne vise, hvorledes Skjæbnen har fourettet ham, ved at sætte ham paa et for lavt Stade. Langt hellere aflyse eller afsige man Gudstjenesten, end at lade den besørges ved nogen af disse. Analuserer man de Forhold, hvori Kirkebetjenten kommer ved den omhandlede Forretning, saa vil man finde, at neppe nogen Handling fordrer sørre sand Ydmyghed i Forening med Iver for at gjøre sig Pligt og vogte sig for Udskeielser. Saare rigtigt vilde det derfor ogsaa være, at Ingen fik Ret til at holde Messefald uden den, som havde aflagt Prøve for høiere Vedkommende, og desangaaende erholdtd et hæderligt Vidnesbyrd. Et saadant Vidnesbyrg, udstedt af en paalidelig Autoritet, vilde maaske sige mere end Testimoniet fra et Seminarium, eller ialtfald lægge en betydelig Vægt til dette; thi det feiler nepppe, at den, der læser fuldkommen rigtigt op, han tænker ogsaa sundet og rigtigt, og at han formaaer dette, bevidnes ikke i Testimoniet. Den vordende Kirkebetjent vilde altsaa tragte efter at erholde et saadant Vidnesbyrd, og naar han havde erholdt det, var han langt forud for dem, som ikke kunde naae det; men disses Tal bilde ikke blive lille, saafremt Prøven blev, som den burde være.
Idet jeg nu henstiller disse Yttringer til høie Vedkommendes modnere Overveielse, kanjeg meget godt forestille mig, at Een og Anden vil trække paa Smilebaandet og tænke, om ikke sige: "Mange Ord om Ingenting," for ikke at bruge den bekjendte franske Floskel. Men for det første skal den, der mener det vel med vor Kirke, ikke - og mindst i nærværende Tid - bruge Ordet "Ingenting" naar Talen er om at hævde Kirkens Værdighed, ved at bortfjerne Alt, hvad der strider mod denne; og for det andet bør han kunne maale sig med mig i Erfaring og Kjendskab til de omhandlede Forhold, førend han gjentager hiint Ord. Lad ham derfor reise hist og her omkring i Menighederne og jevnligen bivaane den Handling, jeg har omtalt; lad ham stifte lidt nøiere Bekjendtskab med de Mænd, som administrere denne Handling, og lad ham fremfor alt medbringe et aabent Øie for det, der stemmer overeens med eller strider imod Kirkens Værdighed, saa vil jeg møde ham ved Hjemkomsten og med Rolighed underkaste ovenstaaende Linier hans yderligere Kjendelse.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1851, 2. udgave)
Professor Jesper Brochmand (1585-1652), Københavns Universitet 1610-1638, var biskop over Sjælland 1638-1652. Han var med til at opbygge det dogmatiske system, som skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære under perioden med den lutherske ortodoksi. Han stod desuden i et nært forhold til Christian IV. Huus-Postill er et opbyggeligt skrift som i næsten 200 år var en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar