"Artisthjem" paa Alléenberg. (Efterskrift til Politivennen)

 

"En "barak" i den gamle have. - To af beboerne. Beboerne. 

Det gamle Alleenberg hvis sørgelige pjaltede rester absolut ikke er en pryd for Frederiksberg Alle, har i år på en del af det store terræn været vinterbolig for flere af artisternes farende flok. Her hvor de i svundne år i sommerens tid "arbejdede" til soldaters og tjenestepigers glæde har de nu opslået deres vinterbolig. Gule og grønne og blå gøglervogne står rundt i krogene og afgiver lune husrum medens de artister, som ikke har et rullende hjem har rammet nogle pæle ned i jorden og derpaa rejst et træhus. De fleste af dem der har slået sig ned her, har om sommeren telt på Dyrehavsbakken men der er dog også imellem dem en dansk zigøjnerfamilie, hvis mørke, sorthårede børn sammen med de andre familiers ungdom har hele det store Alleenberg til legeplads. Men så snart de første forårsluftninger mærkes, så brydes lejrpladsen op, og de frie fugle farer ud over det grønnende land

(Aftenbladet (København), 16. februar 1922)

Social-Demokraten 9. maj 1924 skrev at nu skulle Alléenberg ("Bærren") nedrives. Stedet blev beskrevet rangmæssigt som stående mellem Tivoli og Dyrehavsbakken. Efter lukningen blev grunden købt dyrt af direktør Sylvester Hvid, og han kunne ikke komme af med parcellerne igen. Sct. Joseph-Søstrene købte den nederste ende af haven og indrettede en stor skole. På daværende tidspunkt lå en stor cementgarage på den anden del af grunden. Mens Den Mauriske Hal endnu stod, denne dels ejere, Fønix-teatrets direktører Andersen og Mortensen ville opføre beboelseslejligheder. Derudover ville Dr. Priemesvej blive ført helt igennem til Frederiksberg Runddel. 

Træbeskjæring i Frederiksberg Allee. (Efterskrift til Politivennen)

I Berlingske Tidende for 2den Mai har "en (partner" anket over, at de gamle Lindetræer i Frederiksberg Allee nu ikke beskjæres, hvorimod dette har været Tilfældet før. Det er virkelig saa: førhen ere disse Træer ofte i den Grad blevne beskaarne, at Affaldet har været en ikke ringe Indtægt for den Gartner, der udførte Beskjæringen. Denne stærke Beskjæring, som Træerne i vore Alleer have været underkastede, har bevirket, at skjøndt faa Hovedstæder i Europa kunde have saa smukke Alleer som Kjøbenhavn, er dog maaskee ved ingen anden Hovedstad Alleerne overfyldte med en saadan Bestand af stygge Træer.  Ved den fortsatte Beskjæring har Træet modtaget saadanne Vansiringer, at det seer ud til at Træets form hvert Aar har maattet rette sig efter vedkommende Gartners Brændebehov. Pragtexemplarer paa denne Vandalisme frembyde især Træerne paa Volden og i Frederiksberg Allee; det er især paa sidste Sted, at den ufornuftige Beskjæring har gjort Træerne i høieste Grad formfase og lidende; ver at vedblive med denne Fremgangsmaade vilde de blive endnu styggere og mere affældige, ligesom deres Død derved vil fremskyndes.

Da Træernes Beskjæring saaledes hos os lykkes saa slet og har fremdragt saa sørgelige Resultater, foretrækker den, som nu fører Opsynet med Kjøbenhavns Alleer, at undgaae al Beskjæring for paa denne simple Maade at erholde en Bestand af sunde, smukke Træer, der kan afløse de mishandlede, sygelige Exemplarer, der nu fylde vore Alleer. Og denne Anskuelse finder Medhold deri, at et Træ, der frit kan udvikle sig uden at beskjæres, altid vil blive smukkere end et, der underkastes denne Behandling), hvortil endnu kommer, at de ved Beskjæringen frembragte Saar, ligesaavelsom Amputationer paa de dyriske Legemer, ere Kilder til Sygdomme. Svagelighed og Affældighed, om end ikke i den Grad hos Planterne som hos Træerne.

Chr. B.

*) Andre Hensyn kunne undertiden gjøre det nødvendigt at beskjære Alleetræer, og at dette kan skee uden at Træer derved vanzires, derpaa kan man i Udlandet see mange Exempler, men hos os er dette endnu ei præsteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. maj 1858).

Udgaven fra 2. maj findes ikke i Mediestream. Gartneren svarede senere og forklarede bl.a. at alletræerne også led af ælde.

Et Par Ord om Forstædernes communale Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 Et Par Ord

om Forstædernes communale Forholt.

Kjøbenhavn bebygges stedse mere og mere: Etage stables paa Etage, gaardspladsene fyldes med nye Huse. Skadeligheden deraf med Hensyn til Sundhed, Beqvemmelighed, Reenlighed og Brandfare tør vel ansees almindelig anerkjendt; og dog har denne Sammenpakning ikke kunnet forebygge, at Huusleierne ere stegne til en overorrentlig Høide. Da nye Byggepladse indenfor Voldene deels ei kunne erholtes uden store Offere, deels vilde medføre, at en endnu større Masse sammentrængtes indenfor Voldene, synes Intet naturligere end at lette Byggerier udenfor Voldene.

Skjøndt et saare væsentligt Skridt er skeet i den omhandlede Retning ved Demarcationsliniens Forlæggelse, ere dog flere væsentlige Ulemper tilbage, som træde hindrende iveien for Byggelysten , og som dog uden stor Vanskelighed synes at kunne lade sig bortrydde.

Jeg tillader mig i denne Henseende først at nævne den høie Brandpræmie, som Kbhavns udenbyes Bygninger saavel som Bygningerne i Frederiksberg Sogn (hvoraf Størstedelen under de nuværende Forhold aldeles maa sættes i Klasse med Kbbhvns Forstæder) maae betale, og som betydelig overstiger hvad der erlægges af Bygningerne indenfor Voldene. Den Grund, hvorfor ifølge Anordn. 17de 3uli 1795 § 9 de udenbyes Huse og Gaarde især have været udelukkede fra den kjøbenhavnske Assurance, nemlig at Statens Porte om Natten vare lukkere, er forlængst ophørt; og naar man ved en senere Leilighed bestemte sig til, ei at indtage de udenbyes Bygninger under Stadens Brandforsikkring, fordi de ei havde Ret til Andeel i den opsamlede Capital (see Coll. Tid. for 1831, S. 865 ff.), synes dette deels at trænge til Beviis, og deels udelukker det ikke Muligheden af en billig Overeenskomst. Hvad Frederiksberg Sogn angaaer, synes det høist ubilligt, at de mange teglhængte Vaaninger der skulle svare samme Præmie som straatækte Bygninger og Møller paa Landet. Denne Skjebne dele vi vel med andre Eiere af teglhængte Vaaninger paa Landet; men Ubilligheden af, at kræve samme Præmie for en saa høist forskjellig Risico, fremtræder neppe nogetsteds saa stærkt som her.

En væsentlig Ulempe for de udenbyes Boende er de høie Port- og Passagepenge. Naar en Familie af Stadens udenbyes Commune om Aftenen kjører i Kareth til Staden og kommer hjem efter Kl. 12, maa den betale en Afgift af 1 Rbr. 24 sk til Bedste for Stadens indenbyes Commune, medens en Familie, der kjører fra Kbhavn til Christianshavn. Intet betaler. Dette synes saa meget besynderligere som Statens Kasse vedligeholder Knippelsbroe og Langebroe, men ei Broerne over Stadsgraven. Det er en Selvfølge, at enhver Familie eller ethvert enkelt Individ udenfor Voldene meget oftere kommer i det Tilfælde, at maatte bruge Vogn, end de Enkelte indenfor Voldene. Denne Skat synes naturligen at maatte bortfalde tilligemed Consumtionen; Forslag er ogsaa derom gjort af en af de forrige Indenrigsministre, men Communalbestyrelsen viste sig utilbøielig til at indgaae herpaa.

Det er bekjendt, hvor lidet liberal Communalbestyrelsen har viist sig med Hensyn til Overtagelse af Stadens Fæstegrunde. I Henseende til Brolægning og Belysning i Forstæderne skal jeg kun sige: kom selv og see! uden at jeg forøvrigt drister mig til at afgjøre, om det Mangelfulde i denne Henseende meest hidrører fra mangelfulde Institutioner (da Forstæderne i den omspurgte Henseende ere andre Regler underkastede end den indenbyes Commune), eller fra Beboernes Vrangvillie, eller fra stedmoderlig Behandling af Communebestyrelsen. Uddunstningerne fra Slagterierne paa Vesterbro og fra Grøfterne paa Nørrebro ere noksom bekjendte.

Hvad i Særdeleshed Frederiksberg Sogn angaaer - denne Mellemting mellem Stad og Land - da geraader det ingenlunde vore commnnale Indretninger til Ære, at en saa befaret Vei som Frederiksberg Allee, i Hovedstadens umiddelbare Nærhed, er uden Vægter og uden Lygter. Da Sognet i sine communale Forhold betragtes som et Landsbysogn, kunne (i det Mindste efter hvad hidtil er antaget) Bidrag til Vægtere og Lygter ifølge lovgivningen ikke paalignes Beboerne som tvungent Bidrag; og det frivillige Sammenskud til Alleens Belysning, som i nogle Aar, ikke uden stor Vanskelighed, blev tilvejebragt, har maattet ophøre, da dHrr. Kjøbenhavnere, naar de om Aftenen gik hjem fra Forlystelsesstederne herude gjentagne Gange sloge Lygterne itu.

Det er ogsaa bekjendt nok, at Føret i Alleen og paa gamle Kongevej en stor Deel af Aaret er meget slet og næsten ufremkommeligt for Fodgængere. Men denne Ulempe saavel som flere andre er det under de nuværende unaturlige Ferheld, da Frederiksberg skal være et Landsbysogn, saare vanskeligt, selv med den bedste Villie fra Autoriteternes Side, at raade Bod paa. Ogsaa maa jeg her bringe i Erindring, at Frederiksberg i Henseende til Handel og Haandværk er samme Indskrænkninger underkastede som Landjurisdictionerne.

Dette leder imidlertid Tanken hen til, at Frederiksberg Sogn, i det Mindste den Deel deraf, som ligger Staden nærmest, bør ophøre at være et Landsbysogn, hvortil det efter sine virkelige Forhold i ingen Henseende kan henregnes. Det Naturligste synes overhovedet at være, at hele Terrainet mellem Statens Volde og de Alleer, der strække sig uden om Staden fra Bakkegaarden til lille Vibenshuus, dog med Indbegreb af Frederiksberg By, enten blev optaget i Kjøbenhavns Commune eller kom til at udgjøre en egen Commune (Kjøbenhavns udenbyes Commune). 

Del er fornemmelig paa dette Punkt jeg har ønsket at henlede Medborgeres Opmærksomhed, idet jeg endnu tilføier, at en heldig Omordning af disse Forhold aldrig vil kunne ventes uden gjensidig Imødekommen.

Frederiksberg Allee, i Februar 1852
O. Müller.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1852, 2. udgave).

Frederiksberg Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur!

De vilde bevise saavel Indsenderen som mange Andre af Frederiksberg Allees Beboere en ikke ringe Tjeneste ved at tillade mig i Deres ærede og udbredte Blad at henlede saavel Publicums som navnlig ogsaa vedkommende Autoriteters Opmærksomhed paa de Uordener, der finde Sted i Alleen om Aftenen og ud paa Natten, især Søn- og Helligdage. At Folk drikke dem en Ruus for deres egne Penge, er vistnok deres egen Sag og at drage syngende igjennem Alleen faaer man at finde sig i, da det er en, om end langt fra nødvendig, saa dog factisk indrømmet Frihed, hvilken derhos endog naar undtages Nattetimerne kan være behagelig, forsaavidt de Syngende, som nu ikke sjeldent er Tilfældet, ere indøvede og foredrage bekjendte smukke Sange. Men at vilde Hobe af raae og drukne Mennesker vælge Alleen til midt om Natten at skræmme Beboerne op af Søvne ved dyriske Brøl og Hyl, ved brutale Slagsmaalsscener og - hvilket synes at være en Yndlingsfornøielse - ved at raabe "Brand" af alle Kræfter og at efterligne Vægterens Piben, - det forekommer mig at vare et saadant Uvæsen, at der burde gribes bestemte Forholdsregler derimod. Saaledes som Tingene nu staae (og det var netop store Bededags-Nat at vi sidst havde en saadan Forestilling) er Alleen betragtet som et Fristed, - ikke for den anstændige Munterhed saaledes som f. Ex. i Almindelighed i Frederiksberg Have, - men for den brutale, dyriske Raahed og Drukkenskab, hvilken sidste dog ikke destomindre som oftest er forenet med saamegen Bevidsthed, at den kan holde sig selv i Tømme saasaart den berører Byens og dermed Kjøbenhavns Polities Territorium. Det i Alleen tilstedevarende Opsyn er saagodtsom aldeles afmægtigt, thi selv de høfligste og moderateste Forestillinger til de drukne Herrer Burschen, Matroser og desl. besvares kun med Tilbud om Prygl. Den der er saa uheldig at ledsage Damer paa en saadan Aften, maa værgeløs finde sig i at der lige for deres Øren synges eller rettere brøles de allergemeneste Viser og at de insulteres ved skamløs Tiltale. Det er da vel ogsaa ved slige Lejligheder, skjøndt jeg ikke saa nøie veed det, at de smukke Lygter, hvormed Alleen til Nytte og Beqvemmelighed er bleven forsynet, forsætlig blive beskadigede ved at man, af reen Kaadhed, slaaer Glassene itu og paa anden Maade ødelægger dem. - Hvilke Foranstaltninger der burde træffes mod saadant Uvæsen, er overflødigt her at gaae ind paa, men hvad de dermed forbundne Omkostninger angaaer, saa mener jeg, at de Forlystelsessteder, som levere saadanne Nattegjæster og drage Fordelen af dem, ogsaa burde være nærmest til at bære de fornødne Udgifter til at holde dem i Tømme.

Jeg forbliver o. s. v.

En Beboer af Alleen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1847).

Lyststedet Sans Souci på Frederiksberg Alle ca. 1850. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Bøn i Frederiksberg Allee.

For de mange som til fods passerer denne alle, er det højst ubehageligt at kørselen der især med de såkaldte drosker, i den senere tid har tiltaget så betydeligt at man først efter at være halvkvalt af støv og at have fået klæderne tilsølede kan nå den skønne have som den ædleste konge allernådigst tiltræder sine undersåtter adgang til, og hvor man nødigt vil spadsere i støvkåber eller arbejdsklæder. Men når man nøjere beskuer disse støvede ekvipager, da vil man finde at de som oftest benyttes af småherrer der endnu tydeligt bærer spor af æggeskallen, men forsynede med nutidens kavallermærke, en tændt cigar i munden (hvilket skomagerdrenge dog også har til fælles med dem) hånligt skuer ned på den vandrende embeds- eller forretningsmand der efter fuldendt gavnligt dagsværk søger vederkvægelse og adspredelse på den naturligste og mest hensigtspassende måde. Indsenderen vover i betragtnig heraf allerærbødigst at foreslå at kørslen i alleen måtte alene forbeholdes de til hoffet hørende ekvipager - hvilket han tror at have været tilfældet før - og at alle andre måtte henvises til de 2 andre, til højre og venstre værende veje.

(Politivennen nr. 815, Løverdagen den 13de August 1831, s. 576-577)

Mistænkeligt Møde i Frederiksbergallee.

Ved min hjemgang fra Frederiksberg søndag den 12. december omtrent kl. halv elleve om aftenen, mødte jeg lige over for konditorboligen i Runddelen en simpelt klædt karl der spurgte mig hvad klokken var. Jeg svarede ham, at jeg vidste det ikke, hvorpå han atter sagde at jeg burde vide det, og straks derefter trådte to andre personer fulgt af en puddelhund frem og gav mine af at ville blande sig i vores samtale. Da jeg var alene, hørte nogen mumlen mellem dem og ikke kunne vide hvad de havde i sinde, skyndte jeg mig ind ad broen så hurtigt som muligt. Det var vist nok ønskeligt om dette bræddeskur blev taget bort om vinteren for ikke at blive et skjul for sådanne mistænkelige personer.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 828-829) 

Steenbænkes Farlighed paa Spadseregange.

Med bedrøvelse har man set flere personer af begge køn sætte sig, om endog de dryppede af sved, på stenbænkene i alleen som fører til Frederiksberg, enten af uvidenhed om skadeligheden af at hvile sig på sten, eller også af mangel på træbænke. Mit ønske er derfor at disse for sundheden højst skadelige bænke måtte blive taget væk, og træbænke anskaffes i stedet for dem. Om jeg erindrer ret, så findes også på forskelige andre steder sådanne stenbænke anbragt. Omhyggelighed for publikums sundhed kræver forandring.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6493)

Om Kiørselen i Frederiksberg Allee.

Indsenderen af dette har bemærket at der i år findes en langt større færdsel i Frederiksberg Alle end de andre r, hvorved de spadserende forulempes meget af den stærke støv som de kørende forårsager. Det er af ekvipagernes beskaffenhed at formode at mange uberettigede smutter gennem alleen under falsk foregivende, og man tager sig derfor den frihed at gøre de ansvarlige opmærksom på denne ulovlige kørsel gennem denne alle.

(Politivennen nr. 334. Løverdagen den 25e Maj 1822, s. 5356).

Uorden af Confirmantere i Frideriksberg Allee

Mandag den 14. maj som var dagen efter konfirmationssøndag, gik anmelderen sammen med sin kone til Frederiksberg. I alleen mødte de en stor mængde konfirmander, efter udseende af begge etaters menigheder, der med en fæl støjen og usædvanlig hidsighed søgte efter at komme i håndgemæng med konfirmander af et andet sogn. Pigerne viste sig især ivrige i at ophidse drengene, hvoraf nogle endog prøvede at trække deres sabler. Anmelderen tog sig den frihed at erindre nogle af dem om det usømmelige i deres opførsel, straks efter en for dem så vigtig dag. Men han var næppe begyndt at tale før han blev omringet og truet med prygl. Og virkelig havde de nok efterkommet denne deres trussel, hvis ikke en god ven var kommet til og fået ham ud af trængslen, hvorpå de måtte søge retirade ind på et traktørsted. 

"På Frederiksberg Alle var en stor mængde konfirmander, der med en fæl støjen og usædvanlig hidsighed søgte efter at komme i håndgemæng med konfirmander af et andet sogn. Pigerne viste sig især ivrige i at ophidse drengene, hvoraf nogle endog prøvede at trække deres sabler." (Frederiksberg Alle i dag. Eget foto)

I en tid som nuværende hvor der med så prisværdig omhu sørges for ungdommens opdragelse og undervisning er det et sørgeligt syn at se sådanne beviser på umoral, og at bemærke hvor meget hurtigt gode formaninger slås i glemmebogen. Ønskeligt ville det derfor være om forældre eller hvem der er i disse sted ikke ville undlade at have et vågent øje med den ungdom der står under deres opsyn og formå dem til at vise anstændig og sømmelig opførsel når de er overladt til sig selv.

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj 1817, s. 1088-1089)

En strafværdig Kaadhed og Letsindighed af en Karl i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt).

Fredag den 1. juli om aftenen kom en i blå trøje klædt gemen karl der så ud til at være kusk, staldkarl, gårdskarl, rideknægt e. lign. ridende og med en anden hest ved hånden fra Vesterbros port ind i Frederiksberg Alle. Så snart han var kommet derind, slap han straks håndhesten løs, og denne frydefuld over sin frihed, og formodentlig endnu et unge dyr, fløj straks omkring, snart til siderne, snart tilbage, skærende kaprioler og kastende bagdelen i vejret mens dens kammerat som sad på den anden hest og oho-ede til den på det kærligste. For alle de gående og disse var mange, var dette et rædsomt skuespil da det ubændige dyr i det stærkeste rend snart satte ind i en sidealle, snart i den anden lige ved siden af flokke af børn. Man talte til karlen, men det hjalp ikke. En af de gående forstærkede imidlertid sin gang nok til at følges med ham for at se hvor denne uforskammede person vel hørte hjemme, og fandt han da at han tog ind i den sidste af de nye bygninger på højre hånd før man kommer til Carlsens, og som skal have tilhørt hr. murermester Qvist. Her kunne den gående nu ikke bare sig for at spørge knægten hvorledes han kunne være så sanseløs eller skadefro at sætte så mange børns og andres liv og lemmer på spil. Men hestemennesket svarede som man kunne vente sig af ham, med trods: Hvad kommer det ham ved? Og hesten gjorde jo inen skade! og: Jeg behøver jo ikke at gøre ham regnskab! osv. - Efter det her opgivne vil det være let for hestens ejer der efter rimelighed er menneskets husbond, at se hvad for en letsiding og lidet tænkende karl han har i sin tjeneste. Man forventer af hans menneskekærlighed at han vil give personen en tilbørlig irettesættelse og det strengeste forbud mod oftere at gøre sig skyldig i sådan ubesindig og strafværdig opførsel.

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8526-8528) 

Nogle meget stygge Vindebomme i Frederiksalle

(Efter indsendt)

Kongen har til en vis grad lukket Frederiksberg Alle for kørende, og derved gjort denne spadseregang både behagelig og tryggere, da vognene ofte sendte de vandrende slemme støvskyer over hovedet. Og mangen yndling der ikke tænke stort mere end det øg han red på, syntes at ridtet ikke kunne smage ham, når han ikke kunne tumle sig med det i sidealleerne. Men der er opstået en meget slem ubehagelighed ved denne anledning som i en betydelig grad formindsker behageligheden af denne yndige spadserevej. Ja som allerede har forårsaget mange smertelige [krænkelser] og meget tilsjasket stads.

Det er den forandring som er gjort på de omløbende svingler for at gøre en hests gennemjag mere umulig. Formålet er vist nok aldeles opnået ved denne nye indretning, hvis det blot var det anførte. Men da menneskenes bekvemmelighed vist må også have været med i forestillingen, så tør disse med anstændig frimodighed tale for sig. Dersom nogen selv et par timers tid om søndag eftermiddag ville være tilskuer ved disse svingler, ville man se at de kræver ikke blot en behændighed og færdighed, men også en sikker fod mod at glide. En førlighed der ikke er over en vis grad, og især den største varsomhed hos den gravide og hos de vandrende, hvem svinglens arme rækker til halsen. Hvorledes faren nu er for den gamle, den svage, den frygtsomme kan man let forestille sig, ligesom hvor let klæderne i denne klemme og under den varsomhed og skysomhed her må parres, tilsøles især i regnvejr.

Frederiksberg Alle. Den spadserende generes af støvskyer, jagende ryttere og tilsøling. Især gravide, ældre og svage har det slemt. (Eget foto 2015)

Man har to andre måder at holde heste og kvæg fra en fodvej. Nemlig 1) ved vinkler som på den af hr. kammerråd Bjerg anlagte fodvej ved siden af Strandvejen. 2) Ved selvlukkende døre som ved Sorgenfri o. lign. Begge er de meget at foretrække for svingler, der selv om de endog har færre arme end disse og ikke tværtræer mellem armene, dog er farlige og frygtelige nok.

Man har endnu et gammel værn for fodveje mod heste, mod uvante ryttere og andet kvæg der langt overgår alle de foregående og uden at medføre fare er god for alle slags fodgængere. Det er også det ældste middel og endnu i brug hos landmanden. Skønt af hvad årsag vides ikke hvorfor det synes bandlyst fra egnen omkring København. Hvad her hentydes til er ikke andet end et gærde. Denne sande bom for en rytter og middel til behagelig overgang for fodgængeren.

Det forstår sig at der gives bondegærder der er farlige. Men enhver ved at et gærde kan indrettes som den mageligste trappe uden at forfejle sin hensigt.

At derved undertiden en nysselig fod og måske en velhøjnet brist, ja muligt et par velafmålte ankler kom til syne vil dog ingen her på tid og sted indvende imod mig. Hvis det sker, skyder jeg straks sagen ned for det køn der så tydelig viser sin yndest for en vis grad af blottelse, at det koster mange helbred, mange ubrugbarhed og forhæsligelse af enkelte lemmer.

Gærdet bør af danske romanskrivere, danske ballademagere, erotiske digte osv. holdes i hæder og ære. Og i den levende verden i den naturelskende del deraf i det mindste, var gærdet ofte stifter af elskernes lykke. Her så han hende komme stigende som ned af en trone, her modtog hun første gang hjælp af hans raske arm, der skjalv så forunderlig. Her måtte dog endelig den så forbitret forseglede mund åbne sig for at sig "tak" og "tak selv" eller ingen "årsag" osv. 

Dog dette er at gå for langt unden om og uden videre tros det at man indrømmer gærdet fortrinnet.

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8482-8486)

Om Lygter i Frederiksbergallee.

(Efter indsendt)

Frederiksberg Alle er meget skummel på en mørk aften. Der burde være lygter, især ved rækværket der går tværs over sidevejen ved runddelen. En mand havde nylig det uheld i temmelig stærk gang at støde brystet mod dette rækværk, med sådan magt at han styrtede bagover og tabte både sanser, hat og stok. Men det sidste var sene at opsøge i regn og snavs.

(Politivennen nr. 434, 16. august 1806, side 6896-6897)

Uorden.

6) I Fiolstræde findes en stor hob rå og ugudelige gadedrenge som fra morgen til aften besværer og foruroliger især stuebeboerne ved at lægge sig ind i forstuerne og spille kort og andre spil (endog for penge), bande, skælde og larme så at friske folk bliver ganske ør i hovedet deraf. Og hvorledes vil det da ikke gå de syge? Adskillige beboere har vel både med det gode og onde søgt at fordrive dem, men det har hidtil været forgæves. De overøser endog folk i dette fald med grovheder oven i købet. Man ønskede derfor meget at enten politiet eller de ansvarlige forældre ville se at råde bod på dette onde for at lære noget og dannes til nyttige borgere med tiden, da den syssel de nu driver, blot har allehånde laster og udyder til følge, til skade for dem selv og til skam for forældrene. 

7) For et par dage siden var en mængde spadserende i den øjensynlige fare for at blive kørt oer i Frederiksberg Alle. En vogn hvis kusk var i blåt liberi med trekantet hat, drejede i den voldsomste art og uden at råbe varsko, fra den midterste alle tværs ind over sidealleen og jog til porten af det lyststed der når man kommer fra byen, er det næste før man kommer til mægler Berents. Man håber at vognens ejer vil pålægge kusken en fornuftigere adfærd for fremtiden.

(Politivennen nr. 432, 2. august 1806, side  6876-6877)

Om Frederiksbergs Allees Vanhelligelse.

(Efter indsendt).

Til Udgiveren.

Med forundring har man i Politivennen savnet en anke imod det uvæsen som i nogen tid har fundet sted i en af vore mest søgte spadseregange. Hidtil frydedes naturens ven når han på sin gang til Frederiksberg efter at have arbejdet sig ud af Vesterbros støvskyer, slagterstank, værtshusmusik, markskrigerstøj osv. endelig åndede frit i den fredelige skønne alle. At holde dette fristed helligt, syntes hidtil at være vedkommendes attrå da det ikke alene var forbudt at anlægge værtshuse der for den lavere klasse, men endog pålagt forud at få tegningerne til hver bygning opført der bifaldet af rentekammeret. 

Alleen var egentlig en kørevej kun for de kongelige personer som dem som af marskallen fik nøgle dertil. Kongen tillod siden alle kørende at deltage i nydelsen af den bedre vej mellem to med spadserende opfyldte skyggefulde gange. De spadserende tabte vel noget herved da mange kentaurer hvis øverste del er ubændigere end den underste, nu og da sætter firbenet gennem sidealleerne, men den vilde støjende pøbelglæde var de dog fri for. Nu derimod er dette til ende. En af disse maskiner der desværre i vore tider så særdeles har forfleret sig i og om København hvor tjenestepiger og læredrenge, daglejeren og håndværkersvenden opofrer det surt erhvervede for i nogle øjeblikke under trommers og trompeters lyd at svinges omkring i en tankebedøvende hvirvel - hvor denne jammerlige fornøjelse vist nok ofte købes for skøgeprofit eller utroskabs onde penge hvor hvor sikkert mange sæder først nedlægges til slette handlinger. Om denne gynges anlæg nu ikke strider imod det forbud, så kan dog ikke nægtes at det derved frembragte spektakelmageri og larmende uvæsen jo endog er værre end hvad der kunne frembringes ved det gemeneste pøbelværtshus.

Om søndagen er det endog ikke muligt at trænge sig igennem den ene sidealle for den mængde gabende tilskuere som samler sig der.

Således er nu den landlige ro forjaget ved dette uvæsen fra den dejlige alle. Snart vil flere søge her for at udspænde deres garn, og man vil da nødes til at fortsætte sin vandring lige til haven for at nyde den stille natur hvis ellers ikke også en gyngemand finder adgang dertil.

Men nu den familie, hvor meget er ikke den at beklage under hvis vinduer denne lede pøbelrangle er opstillet, hvis skønne udsigt til Frederiksberg derved ganske er spildt, hvis øje evig mødes af en ikke altid sædelig mængde, og hvis øren fra middag til langt ud på natten døves af pøbelstøj og af en elendig bjørnetrækkermusik.

Måtte disse betragtninger forenede med den at heste ved tumlen kunne blive sky, og at denne alle er kongens yndlingspromenade, kunne bevirke at denne gynge bortvistes il et andet sted, da vel endog en lille erstatning gerne sammenskødes af beboerne i Frederiksberg Alle og af dens yndere.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6057-6060)

Ønske for Fodgængeren i Frederiksberg.

Der har ofte i Politivennen været ytret det ønske at sidevejene i Frederiksberg Alle måtte gøres mere bekvemme for fodgængere, og mere fremkommelige i vådt vejr. Dette ønske er nu gået i opfyldelse. Sidevejene er i år blevet istandsat og fyldes nu med grus, som allerede i dette efterår har været til betydelig lettelse for de mange der enten i forretninger eller for at spadserevandre denne vej. Indsenderen heraf ved ikke bestemt efter hvis bevirkende denne forbedring egentlig er foretaget. Men hvem det end er, så er det en pligt offentligt at tilkendegive sin taknemmelighed for en så velgørende foranstaltning. 

Den eneste hindring som endnu standser den vandrendes fremskridt på denne vej, er overgangen over Runddelen udenfor Frederiksberg Kirke samt den mindre sidevej langs kirkegårdsmuren fordi kirkebetjentenes boliger og op til landevejen. Dette stykke vej må nødvendigvis passeres, ikke blot af de derværende gårdsbeboere, men også af de mange blandt hoffets betjente og flere. Hvor ubehageligt for alle disse efter at have gået gennem den jævne og tørre Frederiksberg Alle, da til sidste at synke i det dybe dynd som i regnvejr opfylder Runddelen og den omtalte sidevej. Ikke sjældent er ethvert fodtrin der forbundet med største fare for at glide og falde. Og lykkes det end at stå fast, så bærer i det mindste fodtøjet sådanne mærker at man ikke uden at blues kan vise sig for noget menneske eller træde ind i noget renligt værelse.

Med lidt forøgelse af bekostning ville vedkommende som allerede har bevist en så veldædig omhyggelighed for fodgængernes bekvemmelighed og gavn, pålægge det vandrende publikum en nu taknemmelighedsforpligtelse ved at lade overgangen over Runddelen og den nævnte lille sidevej forbi kirken opfylde med samme slags grus som nu gør alleen så skøn og behagelig at passere.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5404-5406)

Forslag til en Fodsti i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt af en af bladets velyndere)

(Fortsat fra nr. 259)

Vi derimod spørger med praktisk alvor: Er denne nød til at afhjælpe? Og idet vi kaster et blik ned på det hæderlige brolæggerlaug som har hjulpet så mange forfaldne veje op i vejret, syntes vi at øjne nogen mulighed. Vort perspektiv stiger i interesse når vi betragter at her drejer det sig om en vej som af mangfoldige vandres på alle årets og dagens tider, fra og til det slot hvor hoffet en stor del af året opholder sig, fra og til et sted som Frederiksberg By, hvis indbyggere rimeligt formodes at stå i daglig forbindelse med hovedstaden. Denne ville endog ved en forbedret vej få adskillige af de fornødenheden den drager fra Frederiksberg, såsom haveurter og frugt, lettere køb når den ringere sælgende klasse kunne bringe dem til fods til byen uden at hver transport kostede et par skosåler. For disses værdi må den for at blive skadesløs, lægge københavneren med på varerne.

Fra dette raisonnement a priori går vi efter ordenen over til at beregne den statsfordel, alleens ophjælpning ville medføre. Vi antager her skønt som kalentatører bør, langt under virkelighed at kun 10 mænd og 10 kvinder daglig har fra Frederiksberg slagsgrunde til byen. Vi forudsætter dernæst, dog efter vejenes nærværende beskaffenhed atter langt under det virkelige, at disse nu slider kun to gange så meget fodtøj som om vejene var gode. Endelig ligeledes langt under virkelighed som hver mand ved at et par sko kun koster 1 rigsdaler og kan holde i 3 måneder. Af disse data følger ved hjælp af matematiske mysterier at de folk tilsætter daglig 42 2/3 skilling som i 100 år gør 16.000 rigsdaler. Nu kommer det alene an på om vort forslag i første udlæg med rente og årlig reparation vil i lige lang tid koste mindre end 16.000 rigsdaler. Består vores plan den prøve, så er den jo økonomisk rigtig. Dog da vi formoder at læseren allerede har af den beregning hvorved vi fik en besparelse af 16.000 rigsdaler frem, nok til at tro os i stand til at gøre et godt overslag over en brolægnings omkostning, så ville vi end ikke opholde os med at fremstille et sådant, men i dets sted gå lige til at meddele forslaget selv, som følger:

Vi foreslår og indstiller at man lader anlægge en ophøjet gangsti ved foden af træerne i kørealleen tæt op mod højre sidealle fra byen. Terrænet er her allerede af naturen noget højere og af fodgængerne noget fastere sammentrådt end det øvrige. Denne sti behøvede ikke at være mere end næppe ½ alen ophøjet over vejen for at være sikker for at ikke bøndervogne kørte op på den. Den måtte ikke være bredere end at to mennesker kunne gå forbi hinanden, for ellers kom de københavnske rytter op på den. Grundlaget til stien måtte vel være almindelige kampesten, hvor ovenpå lagdes godt strandgrus (gravel) NB ikke gult sand fra Nørre Fælled. Under stien måtte mellem hvert andet træ blive en lille åben bue hvorigennem vandet fra kørealleen kunne løbe ned. På overkørselssteder til huse og ledsteder ved alleen blev stien noget lavere, så at vogne kunne køre derover. Her måtte den blive blot kampesten uden grus på, og disse sten måtte gives en skrå hældning ved udsiderne, både henimod hoved- og henimod sidealleen, så at vognene kunne komme jævnt op og ned derover, uden at beskadige stien, og for at vand og dynd kunne have jævnt fald til begge sider.

Såre meget kunne dog sådan en sti ikke koste. Og har englænderne råd til utallige sådanne stier for deres fodgængere, hele mile langt ud til alle sider fra deres byer, så måtte vi vel finde middel til at anlægge en sådan på den korte strækning gennem Frederiksberg Alle. Når man fik greb på det kunne måske Gammel Kongevej som egentlig er den korteste linje mellem Frederiksberg og København, og som endnu mere trænger dertil, få en lige sådan. Og gav oven anførte besparelse så meget overskud at man også kunne se lidt til Frederiksberg bys gader, da ved Gud at de behøver det. De fleste af Bredgades fortov er under al kritik. Smallegade er uden for kritik, da den ingen fortov kender. Her har hver mand en ulvestue udenfor sit hus.

Til slut må det være tilladt endnu at lægge enhver som kan virke til disse fornødenheders fremme, en formaning på hjerte:

Publikum ser ofte om sommeren personer af den kongelige familie vælge Frederiksbergs skønne alle ti promenade. Man har set hans kongelige majestæt gå gennem Frederiksberg bys gader op på Gammel Kongevej. Men så snart det går ud på efteråret eller når der endog midt om sommeren blot har regnet en dags tid, om vejret end er det mest tillokkende efter regnen, forbyder straks føret såvel de kongelige personer som enhver anden der ikke i absolut ærinde skal ud til fods, at betræde vejene. Hoffet ligger almindelig lagt ud på efteråret på Frederiksberg, ja et byrygte taler om at det endog næste og flere vintre vil blive derude. Hvor meget mere fortjener da disse veje opmærksomhed? Jo flere mennesker da ville få ærinde til og fra Frederiksberg, des flere ville komme til at bevandre dem også i de mørke vintereftermiddage og aftener. Den belejligste årstid til at råde bod og lægge hånd på veje nærmer sig.

Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4141-4145)

Forslag til en Fodsti i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt fra en af bladets velyndere.)

Frederiksberg Alle er ikke alene en af de skønneste spadserevej i nærheden af København. Den er også den linje som forbinder hovedstaden og Vesterbro med Frederiksberg Slot og by. Det synes især i sidste henseende væsentlig fornødent at den givdes al den lethed at komme frem igennem som rimeligt kan gives den. Når derimod regn, sne, frost og tø tillades uden kontrol at gøre den ufarbar, så er fodgængerne i 6 til 8 måneder af året virkelig meget at beklage. De fortjener så meget mere at der hjælpes på vejen, om det er gørligt, som de må formodes om vinteren ikke blot af lyst at vandre den, men fordi ingen anden mulig kommunikation mellem hovestaden og Frederiksberg er dem levnet. For så længe der ikke er opfundet støvler som går til hofterne, kan intet menneske på den årstid passere Gammel Kongevej især forbi Svaneholm.

Begge sidealleerne i Frederiksberg Alle er imidlertid bundløse fordi grunden i dem ikke er fast og fordi regn og snevand som fra kørealleen skyller ned i utallige større og mindre bække, udbreder sig uden afløb over dem og gør dem sure og dyndede. Fryser de i denne tilstand uden sne, bliver de en hel spejlblank flade så at en rejsende hollænder som engang i vinter kørte gennem hovedalleen, så sig ved en behagelig illusion forflyttet til sit kære fædrelands moradser og troede at også her var virkelige kanaler for trækskøjter ved siden af kørevejen. De to smalleste gange nærmest grøfterne er lige så ufremkommelige og endnu mere fordi vand og sne af de overfulde grøfter desuden står over dem. Dette går så vidt at et menneske som en aften i vinter, inden den dybe sne kom, gik der og faldt ned i grøften, havde næsten aften da sneen var faldet, det modsatte uheld, for da grøften nu var blevet topmålt med sne og han i mørke var kommet oven på den som på en god vej, faldt han fra dette grøftbjerg ned i alleen. Den mellemste store alle er i sådant føre allene levnet. Men skønt det ikke nægtes at den jo er ret god for heste, vogne og alt hvad ikke beskadiges ved at stikke 5 til 6 tommer i skarn, så er den dog meget møjsommelig for menneskelige fodgængere. endnu er der en enkelt fodsti mellem den og sidealleen på højre side fra byen tæt op til træerne. Denne sti er den ressource som senest ud på efteråret forlader de gående. Men omtrent midt i november forsvinder den også, og kommer ikke til syne igen før midt i marts. For de ved alleen byggede huse gør i mellemtiden hver sit overkørselssted til et sandt uføre, og bøndervogne kører for at spare på to af hjulene og den ene hest, så længe op på denne stakkels sti til den bliver til samme vælling som hele resten.

Når nu alleen med begyndelse af december således er tillavet, så er forestillingen af den vandringsmand som kommer ind i den, en tro kopi af et skib som krydser mellem skær. Vant fra sommeren af til at gå i sidealleen på højre side af byen, begynder sådan en ulykkelig gerne med den. Men snart bliver han siddende i moradset, og når han med møje får arbejdet sig derudaf, krydser han over til venstre sidealle. Denne er endnu dybere end den første. Fortvivlet tramper han da ud i den brede kørevej. Her er dog bund. Men som det altid ligger i menneske at han stræver at forbedre sine vilkår, så laverer han her møjsommelig omkring, snart lige i midten i de dybe hjulspor, snart til en, snart til en anden af siderne, hvor det dog som oftest er endnu slemmere. Efter at han således nogen tid har loddet dybet på kryds og tværs og af skarnets respektive højde på sine støvler målt  hvilket sted er smulest vande, møder ham en vogn. Denne kører efter lovlig kuskeskik ikke en tomme ud af sporet for ham, end ikke for hende, især hvis den gående er et velklædt fruentimmer. Ked af disse trængsler ser vandreren nu den lille sti ved foden af træerne smilende pippe frem, og ved et saltomortale over det store dyb kommer han lykkelig der op på. Den næsten tørre sti ligger skøn ud for ham, han tramper sig af, og tror nu har han fundet den sande kurs. Men oh, du kortsynede menneskehed! Næppe har han gået tyve skridt, så standser han med et, ved et overkørselssted. Forlegen søger han en omvej ad sidealleen. Begge fødderne glider fra ham i det slibrige dynd, og der mangler ikke meget i at han fejler på sin køl lige igennem porten ned i gården til vedkommende.

Den der kommer fra byen, er dog mindre ilde faren, end den der kommer fra Frederiksberg. Efter at denne har gået et lille stykke som desuden, tak være hr. sekretær Rothe! er godt, møder ham straks den store Runddel, som endnu er det skrækkeligste part, i det hele mørke landskab. Sædvanlig standser han her, overser med et øjekast det fortvivlede forsøg, og om han ikke har æs triplæx circa pedes, vender han om og gør smukt hjem til byen igen. Men den der kommer fra Frederiksberg, har endelig skrift den lange sure alle igennem, tror at alt er nu så godt som overstået, har allerede Vesterbros renlige fortov i tankerne, da med et dette ocean af dynd ligger vidt udstrakt for hans øjne i al sin forfærdelighed - her baner kun fortvivle sig gennemvej. Forfatteren har set folk stå for denne Runddel, og efter at have overskuet den, slår øjnene op mod himmelen. Han forestiller sig at de har misundt fuglen sine vinger. For virkelig synes her ikke at være vej uden gennem skyerne. End skulle næppe jægeren som dog jævnlig går i mosede enge efter ænder eller agerhøns, kunne familiarisere sig med at vove sig herud. Og her for dette svælg står nu en tyndsålet, hvidstrømpet, uskyldig, københavns familie - dog, vi drager forhænget for denne scene. Og ligesom en god dansk tragisk digter ikke myrder på skuepladsen, men lader tilskuerne tænke sig heltens død til, således vil vi heller ikke for vore læseres øjne føre skikkelige folk ud i denne egn. Det være langt fra os at foregribe nogens imagination. Enhver tænker sig overfarten, gør anvendelse deraf på sine egne sko og støvler og bliver hjemme i sin stue fra oktober til maj.

(Fortsættes).

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, [9 April 1803], s. 4136-4140)

Ønsker for Frederiksberg Alle

1) I gamle dage for ingen til hest eller vogns gennem denne alle, undtagen kongefamilien. Dette betød ikke nogen stor eller vedvarende kørsel, og heller ingen fandt dette fortrin underligt.

Vor ædeltænkende regent har ikke villet indskrænke sine medborgeres fornøjelser, og derfor tilladt en almindelig lystfart igennem. Men vore farende og ridende brødre og søstre er kun lidt indstillet på at følge dette kongelige eksempel på opmærksomhed for andres uskyldige glæder. Ellers ville de ride og køre langsommere gennem alleen, i stedet for som nu at jage igennem som om de kørte om kamp, og overdynge de spadserende i sidealleerne med den ene vældige støvsky efter den anden. Ja de ridende junkere tillader sig endda en gang imellem at ride i sidealleerne.

2) Sælgerkonerne fylder sidealleerne med deres personer og varer og indfinder sig i stadig større antal jo flere spadserende der er. De optager ofte bænkene. Synet af dem og deres varer er sjældent behagelig. Stimmelen af køberne blokerer gangen, og det mangler kun at de skulle skrige ørerne døve.

3) Der er nogle få bænke i denne alle. Men deres antal er ganske ubetydeligt. Gid det måtte blive forøget efter behov. Den gamle og sygelige vil dog også gerne se kongens Frederiksberg. Men vejen er så lang, og man står så lidt kands at få sæde! Selv den friske og raske ønsker på en lystvej på 3 fjerdingmil frem og tilbage også engang imellem at afløse gang med et sæde.

Selv en række af bænke, fulde af siddende personer, ville unægtelig være et behageligt syn for den gående. Derved ville Frederiksberg Have ligesom blive forlænget ud gennem hele alleen. Disse bænke behøvede ikke at være sirlige. Sten ville også være det bedste materiale, da træbænke på et så åbent sted måske ville blive stjålet. Men en af de egenskaber man højligt måtte ønske ved disse bænke, og ved bænkene på alle vores spadseregange, er at de ikke er for høje fra jorden, da derved fremkommer et særdeles ubehageligt sæde.

4) Alleen ville endelig vinde meget, både i skønhed og i sikkerhed for børn, hvis den kunne skilles ved de på begge sider værende grøfter. Og dette kunne lade sig gøre når ejerne af de tilstødende grunde fik tilladelse til at grave grøften ind i deres grunde mod at opsætte et smukt traileværk langs på alleens side af grøften. Ejerne vandt en bredde, som de ved at bedække grøften kunne benytte, og alleen blev smukkere. Det forstår sig at den nødvendige vandafledning ikke måtte spærres.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3615-3618)

Redacteurens Anmærkning

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 79, tirsdag den 15. juli 1806, spalte 1254 omtalte udskiftning af nøgler til alleen:

Hidtil havde alle Indbyggerne i Frederiksberg By Nøgel til Frederiksberg Allee. Men da man i saa udstrakt Forstand benyttede sig af denne Frihed, at man endog kjørte derigjennem med Arbeidsvogne, Gjødning etc., saa er Laasene nu bleven forandrede, og ingen andre end de, der have de nye Nøgler, kunne nu kjøre eller ride denne Vei. Denne Forandring er til stor Beqvemhed for alle Fodgjængere og Spadserende, da de nu ikke mere ere udsatte for at blive overstøvede af den Mængde Kjørende og Ridende, som især om Søndagen hidtil pleiede i fuld Fart at jage igjennem denne skjønne Allee.

I somrene 1803 og 1804 boede de to venner Adam Oehlenschläger og Henrik Steffens i Runddelen. 

Noget om Frederiksberg Allee.

Næppe træder foden fra Vesterbro ind i Frederiksberg Alle før øjet møder det særsyn af en vildtvoksende underskov ved næsten hvert træ hele alleen igennem, hvilken skov omkring nogle træer udgør en omkreds af tyve fod. Foruden at berøre hvor skadelige sådanne udskud som breder sig mere og mere hvert år, er for træernes toppe, hvis næringskræfter derved berøves, så er det også dels en led vansir på en promenade, dels en ulempe for det gående publikum der ikke kan undgå anke. At alleen til de tider når det har regnet stærkt og især om foråret og høsten er næsten ufremkommelig, derom giver erfaringen den gående en alt for sørgelig lærdom. For ikke at blive siddende i en gennemæltet lergrund, må man søge hen til den lille fodsti ved træerne. Men her nødes man til at vige ud i det dybe snavs så snart man nærmer sig et træ på grund af de uhyre buske der omspænder det og spærrer passagen, eller også må man lade sig piske af disse grene højt oppe på benene og skørterne og endda dertil oversmøres af det meget snavs som disse buske er blevet belæssede med ved de stænk som kørende og ridende forårsager. 

Da det nu formentlig er slotsgartneren på Frederiksberg under hvis opsyn alleen er henlagt med forpligtelse til at lade dens træer beskære, så må han forventeligt ikke til nogen tid af året gå i denne alle for at se at den lige såvel ved roden af træerne som ved sammes toppe trænger til afhjælpning som ved et par af det ham tildelte mandskab meget let, ja endog i en meget kortere tid kunne besørges, end den som træernes beskæren udkræver. Men da man nu herved gør ham opmærksom på det, tror man også at han både til alleens fordel og pryd og til det almindeliges gavn vil herefter lige såvel drage omsorg for at de ved træernes rod opskydende kviste bortstødes som han sædvanligt mod foråret lader træernes overflødige grene skære bort.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 164, 13 Juni 1801, s. 2609-2611)