Et Par Ord
om Forstædernes communale Forholt.
Kjøbenhavn bebygges stedse mere og mere: Etage stables paa Etage, gaardspladsene fyldes med nye Huse. Skadeligheden deraf med Hensyn til Sundhed, Beqvemmelighed, Reenlighed og Brandfare tør vel ansees almindelig anerkjendt; og dog har denne Sammenpakning ikke kunnet forebygge, at Huusleierne ere stegne til en overorrentlig Høide. Da nye Byggepladse indenfor Voldene deels ei kunne erholtes uden store Offere, deels vilde medføre, at en endnu større Masse sammentrængtes indenfor Voldene, synes Intet naturligere end at lette Byggerier udenfor Voldene.
Skjøndt et saare væsentligt Skridt er skeet i den omhandlede Retning ved Demarcationsliniens Forlæggelse, ere dog flere væsentlige Ulemper tilbage, som træde hindrende iveien for Byggelysten , og som dog uden stor Vanskelighed synes at kunne lade sig bortrydde.
Jeg tillader mig i denne Henseende først at nævne den høie Brandpræmie, som Kbhavns udenbyes Bygninger saavel som Bygningerne i Frederiksberg Sogn (hvoraf Størstedelen under de nuværende Forhold aldeles maa sættes i Klasse med Kbbhvns Forstæder) maae betale, og som betydelig overstiger hvad der erlægges af Bygningerne indenfor Voldene. Den Grund, hvorfor ifølge Anordn. 17de 3uli 1795 § 9 de udenbyes Huse og Gaarde især have været udelukkede fra den kjøbenhavnske Assurance, nemlig at Statens Porte om Natten vare lukkere, er forlængst ophørt; og naar man ved en senere Leilighed bestemte sig til, ei at indtage de udenbyes Bygninger under Stadens Brandforsikkring, fordi de ei havde Ret til Andeel i den opsamlede Capital (see Coll. Tid. for 1831, S. 865 ff.), synes dette deels at trænge til Beviis, og deels udelukker det ikke Muligheden af en billig Overeenskomst. Hvad Frederiksberg Sogn angaaer, synes det høist ubilligt, at de mange teglhængte Vaaninger der skulle svare samme Præmie som straatækte Bygninger og Møller paa Landet. Denne Skjebne dele vi vel med andre Eiere af teglhængte Vaaninger paa Landet; men Ubilligheden af, at kræve samme Præmie for en saa høist forskjellig Risico, fremtræder neppe nogetsteds saa stærkt som her.
En væsentlig Ulempe for de udenbyes Boende er de høie Port- og Passagepenge. Naar en Familie af Stadens udenbyes Commune om Aftenen kjører i Kareth til Staden og kommer hjem efter Kl. 12, maa den betale en Afgift af 1 Rbr. 24 sk til Bedste for Stadens indenbyes Commune, medens en Familie, der kjører fra Kbhavn til Christianshavn. Intet betaler. Dette synes saa meget besynderligere som Statens Kasse vedligeholder Knippelsbroe og Langebroe, men ei Broerne over Stadsgraven. Det er en Selvfølge, at enhver Familie eller ethvert enkelt Individ udenfor Voldene meget oftere kommer i det Tilfælde, at maatte bruge Vogn, end de Enkelte indenfor Voldene. Denne Skat synes naturligen at maatte bortfalde tilligemed Consumtionen; Forslag er ogsaa derom gjort af en af de forrige Indenrigsministre, men Communalbestyrelsen viste sig utilbøielig til at indgaae herpaa.
Det er bekjendt, hvor lidet liberal Communalbestyrelsen har viist sig med Hensyn til Overtagelse af Stadens Fæstegrunde. I Henseende til Brolægning og Belysning i Forstæderne skal jeg kun sige: kom selv og see! uden at jeg forøvrigt drister mig til at afgjøre, om det Mangelfulde i denne Henseende meest hidrører fra mangelfulde Institutioner (da Forstæderne i den omspurgte Henseende ere andre Regler underkastede end den indenbyes Commune), eller fra Beboernes Vrangvillie, eller fra stedmoderlig Behandling af Communebestyrelsen. Uddunstningerne fra Slagterierne paa Vesterbro og fra Grøfterne paa Nørrebro ere noksom bekjendte.
Hvad i Særdeleshed Frederiksberg Sogn angaaer - denne Mellemting mellem Stad og Land - da geraader det ingenlunde vore commnnale Indretninger til Ære, at en saa befaret Vei som Frederiksberg Allee, i Hovedstadens umiddelbare Nærhed, er uden Vægter og uden Lygter. Da Sognet i sine communale Forhold betragtes som et Landsbysogn, kunne (i det Mindste efter hvad hidtil er antaget) Bidrag til Vægtere og Lygter ifølge lovgivningen ikke paalignes Beboerne som tvungent Bidrag; og det frivillige Sammenskud til Alleens Belysning, som i nogle Aar, ikke uden stor Vanskelighed, blev tilvejebragt, har maattet ophøre, da dHrr. Kjøbenhavnere, naar de om Aftenen gik hjem fra Forlystelsesstederne herude gjentagne Gange sloge Lygterne itu.
Det er ogsaa bekjendt nok, at Føret i Alleen og paa gamle Kongevej en stor Deel af Aaret er meget slet og næsten ufremkommeligt for Fodgængere. Men denne Ulempe saavel som flere andre er det under de nuværende unaturlige Ferheld, da Frederiksberg skal være et Landsbysogn, saare vanskeligt, selv med den bedste Villie fra Autoriteternes Side, at raade Bod paa. Ogsaa maa jeg her bringe i Erindring, at Frederiksberg i Henseende til Handel og Haandværk er samme Indskrænkninger underkastede som Landjurisdictionerne.
Dette leder imidlertid Tanken hen til, at Frederiksberg Sogn, i det Mindste den Deel deraf, som ligger Staden nærmest, bør ophøre at være et Landsbysogn, hvortil det efter sine virkelige Forhold i ingen Henseende kan henregnes. Det Naturligste synes overhovedet at være, at hele Terrainet mellem Statens Volde og de Alleer, der strække sig uden om Staden fra Bakkegaarden til lille Vibenshuus, dog med Indbegreb af Frederiksberg By, enten blev optaget i Kjøbenhavns Commune eller kom til at udgjøre en egen Commune (Kjøbenhavns udenbyes Commune).
Del er fornemmelig paa dette Punkt jeg har ønsket at henlede Medborgeres Opmærksomhed, idet jeg endnu tilføier, at en heldig Omordning af disse Forhold aldrig vil kunne ventes uden gjensidig Imødekommen.
Frederiksberg Allee, i Februar 1852
O. Müller.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1852, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar