Coloniale Anliggender.
3.
Det Rigsdagen at Regjeringen forelagte Udkast til Lov om Vederlag til de forrige Besiddere af Ufrie er af særdeles Vigtighed for de vestindiske Colonier. Hvad enten det antages, at det i over et Aarhundrede anerkjendte Eiendomsforhold over de ufrie Negere, der i ophævedes af Statsmagten, begrunder et Retskrav, eller et Retfærdigheds- og Billighedskrav for de depositerede Eiere, tør vi paastaae, at en fremtidig heldig Bestyrelse og Udvikling af Coloniernes indre Forhold, væsentlig vil betinges af denne Lov. Det Formue-Tab, der er lidt, er altfor almindeligt følt i Colonierne, og den Stemning, der er udbredt, at Moderlandet, som har grundlagt, anerkjendt og udviklet Slaveforholdet, som en colonial Nødvendighed, er kommet i et Skyldforhold til Colonien ved Frigjørelsesacten, og at det ei uden Uredelighed kan unddrage sig for at bære sin Andeel af skadeserstatning, saaledes som andre Nationer under lignende Forhold have indvilliget, har saaledes gjennemtrængt den hele coloniale Bevidsthed, at det vil være umuligt at skaffe en modsat Anskuelse, om end grundet paa de subtileste Beviser, Indgang. Det er, ifølge den almindelige Overbeviisning et virkeligt Eiendomsforhold, hvorom der handles: Proprieteten, hvori man end vil lægge det Eiendommelige, var stedse oprindeligt erhvervet ved en Pengepræstation, og havde en i ethvert Tilfælde paaviselig Pengeværdi i om dette nu end Ian synes og virkelig være abnormt for den europæiske Civilisation, saa var det ganske vist det Normale i kolonierne, og de europæiske Nationer, som havde Colonier, satte sig paa den coloniale civilisations standpunkt ved at deeltage i og foreskrive Love for disse Forhold, og ved at lede og ordne Coloniernes hele indre Organisme, hvori dette Forvold var indvævet, saavel her fra Moderlandet, som ved locale Regjeringsmyndigheder.
Men om det end maatte indrømmes, at en hidtil anerkjendt Eiendomsgjenstand var bleven hævet, vil man imod den hele coloniale Betragtning, og de derfra stillede Fordringer paa en vis Skades-Erstatning, kunne gjøre en Række af Indvendinger, hvorpaa man histovre ikke synes at have lagt synderlig Vægt, men som dog maa besvares og gjendrives, saafremt Loven skal gaae igjennem. Allerede den foreløbige Behandling i Folkethinget gav Anledning til en Mængde Tvivlsmaal, der rigtig nok temmelig løseligt henkastedes fra forskjellige Sider, men hvis Besvarelse staaer i Forbindelse med et af følgende Spørgsmaal: "Er nogen Omstændighed gaaet forud for selve Frigjørelsesacten, der hæver Erstatningspligten? eller er nogen saadan paafulgt? og, i alt Fald, hvor skal Erstatningen udredes, i Danmark eller i Colonien selv?"
1. Naar Nogle paastaae, at Emancipationen ikke ligger i den enkelte Akt af 1848, men egentlig, ved en Række af tidligere Regjeringsforanstaltninger, forlængst var bragt istand, og Andre søge den i det kgl. Rescr. 28de Juli 1847, fra hvilken Dag ingen Slave kunde fødes i Colonierne, saa kunne vi, i en vis Henseende, gjerne indrømme, at disse Paastande vare sande, uden dog at tillægge dem ringeste Betydning med Hensyn til Afgjørelsen af det forelagte Lovforslag; thi visseligt var Slave-Forholdet formildet, forbedret og ordnet paa mange Maader, og havde faaet sin endelige Termin, men det, som det kommer an paa at vide, er, om alle disse Foranstaltninger , hvoraf den meest indgribende var den, at Rescr. 1847 havde bestemt, "at de bestaaende Forhold kun skulde vedblive i 12 Aar", havde reduceret denne Art Eiendomsværdi til Nul, thi i saa Fald maatte det i det mindste indrømmes, at Emancipationsakten af 1848 ikke tilintetgjorde nogen paaviselig Eiendomsværdi. Men det har ingenlunde været Tilfældet. Saavel i 1847, som i de første sex Maaneder af 1848 have de sædvanlige Transaktioner i denne Eiendomsgjenstand beviisligt fundet Sted, vi troe endog af Regjeringen selv, og i ei ringe Udstrækning. Ganske vist var al Slaveeiendom afficeret, endog allerede siden den engelske Frigivelseslov af 1833, men det er ogsaa denne Omstændighed, som det skyldes, at Regjeringen har kunnet lægge en saa ringe Middelværdi til Grund for sit Overslag. Hvad Rescr. 1847 angaaer, da var det foreliggende Spørgsmaal ikke berørt i samme, og altsaa aabent, og i alt Fald tilsagde det 12 Aars Frist, som Regjeringen ikke har holdt.
Men maaskee kunde den ikke holde dette Løfte, eller muligt burde den ei holde det? Det er af Andre udtrykt saaledes: "der var en force majeure tilstede". Vi skulle ikke opholde os ved en Undersøgelse af Virkningen af denne force majeure, men vende os til Spørgsmaalet om den virkelig har været tilstede. Den Rigsdagsmand, der har reist dette Spørgsmaal, har tillige sagt, "at der i 24 Timer var et almindeligt Ønske tilsteede om at Emancipationen maatte foregaae." Der er kun een Kilde, hvorfra Oplysning i denne Henseende retligt kan hentes, nemlig den Commissiens Acter, som har undersøgt Begivenhederne i Juli 1848 paa St. Croix, og den dermed i Forbindelse staaende Domssag. Da vi kjende disse Acter tør vi dristigt paastaae, at det omtalte almindelige Ønske vel næredes af de Ufrie, men fra først til sidst bestredes af Øens øvrige Indvaanere, som især vare forbittrede over, at Regieringen ei med Eftertryk modsatte sig Negernes Ønske. Det anførte Datum er altsaa urigtigt; og skulde det paastaaes, at Regjeringen ikke kunde have holdt sit Løfte af 1847, saa maae vi ligeledes henvise til ommeldte Akter og til Commissionens Dom af 5te Februar 1851, hvis Præmisser constatere det Modsatte. Der er nemlig kun Spørgsmaal om St. Croix i begge Henseender, thi for de andre Øers Vedkommende, hvor Alt var roligt, indtraadte Frigivelsen kun som en Consekvents.
2. Men maaskee er der foregaaet Noget efter Juli 1848, hvorved Spørgsmaaalet om Vederlag kunde bortfalde? Vi erindre vel, at Regjeringen udsendte en Commissair, der søgte at ordne de temmelig forvirrede Forhold, og iblandt endeel andre Anordninger og Bestemmelser udstedte et Arbeidsreglement, der lykkeligviis væsentlig bidrog til en fredelig Udvikling af de nye Forhold, og som overalt har fundet megen Anerkjendelse, som praktisk og humant og passende under en Overgangsperiode, men Den, som i disse Bestemmelser søger et Palliativ for Erstatning, leder forgjæves. Ikke at tale om, at dette Reglement ikkun er anvendeligt paa den Deel af de forrige Ufrie, der sluttede sig til Plantagerne, som Landarbejdere, var det jo aabenbart den hele Foranstaltnings Maal, at opfylde Regjeringens Løfte i det andet Rescript af 28de Juli 1847: "naar den forandrede Stilling for de Ufrie var indtraadt, at sikkre Negrenes Subsistents, Plantagernes Dyrkning ved frit Arbeide, og overhovedet Coloniernes og Befolkningens Tarv." Denne Bestræbelse ligger saa tydeligt i det hele Samfunds Interesse, at det er umuligt at forestille sig, at man for Alvor kan paastaae, at den ikkun er fulgt, for at kunne blive fri for at erstatte et Eiendomsindgreb, eller at den Omstændighed, at den er fulgt, og at Regieringen i Instrux til sin Commissair udpegede et saadant System, kan faae ringeste Indflydelse paa denne Sags Skjæbne.
3. Hvorledes denne end bliver, have Nogle endelig fordret Sagen henviist til Vestindien, som et reent colonialt Anliggende, idet Tabet formeentlig burde gaae ud over og bæres af Colonierne selv (som hidtil foreløbigt har været Tilfældet), og Danmark i det Høieste kunde samtykke i at afstaae sine Indtægter fra Øerne i nogle Aar. Til Styrke for denne Betragtning anføres, at en stor Deel af Planterne i Virkeligheden ere fremmede, at man i Colonierne ei har betragtet sig som Statsborgere i den Betydning at dele Held og Uheld med Moderlandet, at de ei have betalt Krigsskat osv. Ligesom vi imidlertid ei kunne forstaae, at en Fremmed, der under vore Loves Sanction, erhverver Eiendom i Landet, skal nyde mindre Beskyttelse for samme end en Ikke-fremmed, saaledes maa det ei oversees, at disse Forhold i høi Grad berøre Øernes indfødte Indvaanere, som det vilde være yderst ubilligt at sætte i Klasse med Fremmede, da de ei staae i Forhold til noget andet Statssamfund, end det danske. Heller ikke er det os bekjendt, at coloniale Borgeres Forhold til det øvrige danske Statslegeme er betegnet som underordnet ved nogen organisk Lov. At Colonierne i høi Grad dele Held og Uheld med Moderlandet, derpaa afgav Aarene 1807-15 Beviis, og hvis de i de sidste Aars Trængsler ei betalte Krigsskat, saa er den i alt Fald heller ikke afkrævet dem, hvortil Grunden vistnok tildeels var den paa Øerne selv indtrufne Omvæltning; men Stemningen var i høi Grad patriotisk og loyal, og meget betydelige Bidrag til Statsfornødenheder og til vore Krigere indbetaltes frivilligt, saavel i 1848 , som senere, og som Regjeringen udtrykkeligt har paa skønnet (Dep. Tid. 1848, 421). At lade Colonierne selv udrede Erstatningen, vilde omtrent være det samme, som f. Ex. at bestemme, at Byen Fredericias Krigsskade skulde udredes af Byen Fredericias Indvaanere, kun at det blev lidt galere i Vestindien, forsaavidt over Halvdelen af Indvaanerne (de Frigjorte) ikke kom til at bidrage en eneste Skilling. Ikke saa upraktisk vilde den Idee være, at henlægge Coloniernes Overskud som et Erstatningsfond; dog vilde det nødvendigviis forudsætte, at der er eller kan blive et Overskud, og at den fornødne Sum forskydes af Statskassen som et Laan, for at Erstatningen kan blive ydet medens det endnu er Tid. Men et Laan til Colonierne giver Loven en aldeles ny Charakteer, og under denne Forudsætning vil Erstatningssummens ringe Procentstørrelse forekomme de Skadelidte end ubilligere end nu (Sluttes).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1852, 2. udgave).
Den 30. august 1852 var der for første gang valg til kolonirådet. Der var 196 vælgere i Christiansted, hvoraf mødte 156, 118 vælgere i Frederiksted hvoraf 94 mødte, 354 på St. Thomas hvoraf 184 mødte, og 14 vælgere på St. Jan. Alle de valgte var blandt de hvide magtelite og plantageejerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar