Efter ophævelsen af slaveriet i dansk Vestindien, var det en udbredt opfattelse blandt de danske plantageejere at den danske stat havde gjort sig skyldig i at påføre dem et stort tab, og de krævede erstatning. I 4 artikler i Berlingske 3., 4., 6. og 9. marts 1852 under overskriften "Coloniale Anliggender" afsløres hvordan diskussionen udelukkende inddrog plantageejerne, mens de forhenværende slavegjorte betragtes som "ejendom" og et problem, fx i form af løsgængeri og vandring fra land til by.
I den første artikel udtrykkes at "... det materielle tab som den her allerede længe påtænkte og tildels påbegyndte humanitetsakt, slaveriets ophør, ved en pludselig katastrofe i 1848 medførte, og hvis følger uden en sådan hjælp, turde vise sig at være ødelæggende for koloniernes materielle velvære og kultur" (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. marts 1842, 2.udg.)
Rigsdagsmændene Wilkens og Jespersens forslag om en adskillelse mellem øerne og Danmark blev nedstemt med 53 stemmer mod 27, og kom ikke til første behandling. Kjøbenhavnsposten kommenterede disse artikler på følgende måde.
I en række af artikler om koloniale anliggender har en forfatter, der "i forening med omfattende lokalkundskab" synes at nære "varm interesse for kolonierne", for nylig i den Berlingske Tidende med særdeles liv og fynd talt visses sag i anledning af det for tiden mellem finansministeriet og Rigsdagen forhandlende spørgsmål om, hvorvidt der efter ret og rimelighed bør tilstås de forrige ejere af de i Vestindien emanciperede ufrie en passende skadegæld.
Da det kendeligt har ligget i forfatterens plan at optræde mere som de skadelidtes advokat , end som alsidig bedømmer, navnlig i det brede af spørgsmålet, er det for så vidt i sin orden, at han på det omhyggeligste opsøger og fremstiller pro'erne, mens han synes at anse kontra'erne som sig mindre vedkommende eller dog tager noget mere varsomt på dem. At tage sig af disse sidste skal indsenderen af nærværende have overladt til dem der måtte unde de skadelidte mindre godt end han og som anser modgrundene deres understøttende advokatur værdige: kun et punkt er der, som indsenderen, i øvrigt stillende sig på et forfatterens nærberørende "villigheds"-standpunkt, finder at egne sig til en noget nærmere omtale.
Forfatteren af artiklerne forlanger, og det ikke uden føje, at moderlandet, hvorledes man end måtte anskue sagen i sig selv, ikke bør lade sig de derom i kolonien herskende forventninger og stemninger være ligegyldige, og han erklærer disse forventninger for så stærke og af den beskaffenhed, at endog spørgsmålet om koloniens fremtidige forbindelse med moderlandet i en ikke ringe grad antages at ville afficeres af deres eventuelle imødekommelse eller skuffelse.
Selvom nu indsenderen ikke kan tilegne sig den overbevisning, at koloniens tilværelse som dansk koloni - med mindre man dermed vil identificere en ringere korporation af plantere og pengemænd - skulle så at sige stå og falde med nærværende pengeanliggendes skæbne, så kan han dog efter sine derom gjorte erfaringer ikke andet end bekræfte at kolonisternes forventninger i ommeldte henseende er særdeles både levende og spændte 1), men med den pagt, som forfatteren herpå vil have lagt, forekommer det indsenderen at der kunne have været anledning til at ofre de tre forskelligartede hovedgrupper, hvorom de faktisk samler sig, nogen mere særlig omtale: i dette stykke at "supplere" forfatteren er det nærmeste øjemed med disse linjer.
At ejerne af de forrige byslaver havde et - mere end blot rimeligt - krav på såvel hurtigere som klækkeligere bod for sine tab end de forrige landslaveejere, er noget som selv den i forholdenes enkeltheder mindre indviede synes at måtte kunne gå ind på. For mens landejendomsbesidderen dog beholdt hvad der for ham var det hovedsagelige: negerens arbejde og sammes frugt, kun imod at vederlægqe det under en anden form, så har byslaveejeren med et slag mistet sin hele kapital med rente og rentes rente. Om denne kapital nu end, eftersom alt kød er hø var af de mere forgængelige, så var dens aflastning dog i reglen at anse som en efter omstændighederne ret vel sikret livrente, der i alt fald i en oftest mere end almindelig høj rentefod gav erstatning for hvad den kunne mangle i grundfasthed. - Man behøver blot at tænke sig en mand, der den 1. juli 1848 2), et par dage før negeropstanden, har købt sig en plantage med tilhørende "negerbesætning" på en hundrede arbejdere og derfor givet 20,000 pjastre, og en mand, der samme dag ved offentlig auktion købte sig 10 bynegere i deres rørige ungdom og betalte dem kontant med 2000 pjastre, med derved gørende regning på at han ved at leje dem ud som husnegere, håndværkere eller lastdragere, eller også lade dem arbejde på egen hånd mod at svare ham, herren, en vis ugentlig afgift, ville have en 40-50 pjastre månedlig at leve af, for sig og sine; - og man kan forestille sig hvorledes disse to købslagere var stillet og måtte være til mode mindre end 2 gange 24 timer efter, da de forrige ufrie mandag eftermiddag den 3. juli erklæredes fri at være over det hele danske Vestindien.. - Vel sandt: den landlige transigerende tabte i samme moment det umiddelbart disponible pengeværd, der stak i hans slaver: at rejse kontanter på dem var en trafik, som der nu var står en streg over, men dels var denne ret i sig selv - isoleret taget - af mindre praktisk værd fordi arbejdsbesætningen af negere lig den af de til plantagens drift fornødne stykker kreaturer, ikke så lige udgjorde nogen selvstændig realisabel ejendomsgenstand, men ordentligvis måtte følge plantagen - dels beholde den forrige landslaveejer i alt fald dette forud at det straks efter emancipationen blev ved lov pålagt marknegrene ar forblive ved deres respektive plantager og der tage arbejde og det til visse bestemte, til gunst for jorddrotterne fastsatte arbejdspriser hvis forholdsvis lave maximum, end ikke under straf turde overskrides; og dette forhold består i alt væsentligt uforandret til den dag i dag, kun at negrene, ikke længer vornede, har deres årlige skiftetider. Viser de sig forsømmelige i deres gerninger, har planteren et virksomt politi i baghånden, der nok vil vide - som det også har vist at Iære negrene "at gøre gavn", allerhelst da de fleste af politimestrene tillige selv er plantere eller plantageinteressenter.
Mens således, den indtrådte emancipation uagtet, forholdet mellem landbruger og neger har holdt og udviklet sig i en i det hele særdeles "konservativ" retning, hvorved den hidtil værende slaveejers tab på muligste måde er blevet lettet, så kunne omgørelsen af den bymæssige ufrihedstilstand ikke let være mere "radikal" end den blev. Alle båndene mellem herre og slave sønderreves her i et nu; de emanciperede by- eller husslaver kunne gå hvorhen de ville; hverken lov eller nødvendighed tvang dem til at søge arbejde - eller "gøre gavn", - på den måde, som deres fætter på landet. Før emancipationen var det i byerne slaverne der i gerningen underholdt deres herrer; at herrerne nu omvendt skulle "underholde" sine forrige ufrie, mod at profitere af deres "fri arbejde", var noget der forbød sig af sig selv, eftersom de hverken havde brug for dem og end mindre vidste hvorfra de skulle føde sig selv, endsige en trop af overflødige husfolk hvoraf størstedelen aldrig havde været indkøbt for andet end i det ovenfor nævnte øjemed. Det ved frigivelsen fremkaldte forhold på land og i by er altså simpelthen dette, så grundforskellige, at mens på landet slaveherren er gået over til en almindelig, men tillige privilegeret husbond, og slaven til et arbejdstyende (en slags husmand der går på pligtarbejde) og som begge for hinanden er lige uundværlige, så er i byerne herren, som sådan, gået over til et intet eller dog så omtrent, og hans forrige ufri enten til ugetjener eller daglejer for egen regning, hvor han selv lyster, eller også han, begunstiget af de klimamæssige og sociale forhold, har sluttet sig til den talrige flok af "herreløse" timearbejdere eller værftssjovere, vagabonder, lazaroner (ikke-jespersenske)" dagdrivere og andet sådant sorgløst folk, hvilket Vestindien så lidt som noget andet sydland med samt dets yppighed, dets indbydeIse til at gøre sig det mageligt ganske vil kunne vente at blive kvit blandt de lavere folk, klasser og allermindst iblandt deres mandskøn 3). - Mens de emanciperede byslaver således ret vel har vidst og fremdeles vil vide at bjerge sig, har deres herrer været udsat for des større nød, - en nød, der ofte har været så stor at det kun kan forklares af det stærke sammenhold navnlig mellem de ældre kreolfamilier, såvel hvide som farvede, hver i sin sfære, og af den ualmindelige indbyrdes hjælpsomhed der er dem ejendommelig, at ikke mange, eller ikke flere, af disse før ret tålelige situerede personer og familier, er aldeles gået til grunde og bragt til tiggerstaven. Man vil have tilrede og sige, at det offentlige dog ikke efter fattig lejlighed har ladet dem aldeles uden bistand: - Ja sandt er det, at fattig- og kirkekassens regnskaber nu udviser længere "pensionslister" og fortegnelser over "forsørgelsesberettigede" end tidligere - at man har afspist "de mest trængende" iblandt dem med nogle få pjastre om måneden. Men ikke mindre sandt er det at de mere ansete eller mere fintfølende iblandt dem helst har holdt sig tilbage og foretrukket at bære deres skæbne med tavshed for at trygle om en fattigunderstøttelse. Under alle omstændigheder har deres kollegaer på landet heller ikke heri været forsømte; for den understøttelse, der under forskellige mildere eller mindre fremtrædende former har været forundt disse af lokalregeringen, har stundom været dem af nok så stor nytte som hine sparsomme håndsrækninger.
Det har (på Rigsdagen) været anført imod tilståelsen af kompensation, at koloniens indvånere i almindelighed ikke i den forstand kunne anerkendes for "danske borgere" og undersåtter, som indvånerne i de fleste andre kolonier i kraft af det stærkere "nationale" bånd, der skal knytte disse til deres respektive moderlande; men foruden at skylden herfor, om den så kan kaldes, væsentlig ligger i det behandlingssystem, der fra det danske "moderlands" side, - til dels stedmoderlig nok - har i mange tider været fulgt med hensyn til de vestindiske bilandes hele bestyrelsesmåde, så vil i alt fald også på dette punkt den her omhandlede klasse af købstadsfolk, navnlig på St. Croix, have det forud, at de skønt vistnok kun sjælden danskfødte dog hovedsagelig består af landets indfødte (kreoler) eller dog af individer, der med langt fastere bånd er knyttet til kolonien, end de fleste af planterne kan siges at være det, idet disses langt overvejende del består af "fremmede" eller senere indvandrere, der betragter sig selv ikke mindre tilhørende deres stam- eller hjemlande end kolonien.
At det i kolonien har fundet almindelig anerkendelse, ikke blot blandt de deri nærmest interesserede, at ejerne af de forrige byslaver har lidt det langt føleligere tab, og at de af forfatteren til de Berlingske artikler påberåbte forventninger har været afpassede derefter, kan ikke være nogen ubekendt, der har færdedes i kolonien og været opmærksom på derværende stemninger og tilstande.
Følgende kun til et eksempel blandt så mange andre.
Under 24. februar f. å. udgik der et opråb i St. Croix Avis - det gengives her i oversættelse af engelsk - "til at træde sammen i et offentligt møde mandagen den 10. marts førstkommende på Kronhotellet i Christianstad for at tage under overvejelse sager af vigtighed, der var nøje forbundet med landets interesser. Alle, som havde samfundets velfærd på hjerte indbødes til at give møde". - IndkaldeIsen, der var underskrevet af en komite, bestående at 5 af øens første plantere med kongelig fuldmægtig, konst. byfoged Heilbuth i spidsen, udgav sig for at være resultatet af et "samme dag (i Frederikstad) afholdt møde af plantere og andre indvånere". - At det udenfor den snævrere kreds, hvorfra indbydelsen var udgået, ikke ret vidstes hvad der specielt havdes for øje, og den netop udgik på samme tid som man i kolonien var blevet bekendt med et nært forestående regeringsskifte, der ansås med meget ulige blik og omdømme, er det naturligt, at forventningerne var spændte og at man havde belavet sig derefter så meget mere som allehånde foruroligende rygter var i omløb. En såre talrig og blandet forsamling havde desårsag indfundet sig til dette stævne belavet på alt og navnlig også på vestindiske "partikamp"; men til almindelig tilfredshed faldt det ud overensstemmende med hvad samme dag derom berettedes i stedets avis (for 10. marts f. å) således som følger:
Efter at forhandlingerne var blevet åbnede med udtalelsen af sin beklagelse at den da nylig på Rigsdagen vedtagne foranstaltning, at fremmed rom skulde admitteres til moderlandets marked til samme told som den koloniale, "henledte ordføreren opmærksomheden på den kendsgerning at skønt regeringen hjemme var bleven petitioneret om at tilstå godtgørelse for de i 1848 frigjorte slaver, havde denne sag ikke fundet vedbørlig påagtelse i moderlandet , som en følge af den langvarige slesvig-holstenske krig. Han bemærkede, at planteren havde lidt meget ved negeremancipationens foranstaltning: dog kunne han bedre stride sig igennem, bedre holde sig oppe end indvånerne i byerne, hvoraf så mange ved at miste deres slaver havde mistet deres alt. Han foreslog derfor, at alle klasser hånd i hånd skulle petitionere igen, og det med bedre håb om held, efter at freden var genoprettet. Sluttelig proponerede han, at et udvalg skulle nedsættes for at forberede de fornødne skridt til at fremme kompensationskravet, og da først og fremmest den del af samme, der ville tilfalde de forrige ejere af ikke-landnegerslaver ("non pradial slaves").
Komiteen blev udnævnt og gik alt derefter for sig som foreslået, idet et hermed stemmende andragende er blevet indsendt til ministeriet.
Hvorvidt nu dette forslag til gunst for by-herrerne, efter hvad nogle har villet vide, ikke var præmediteret, men først under selve mødet improviseredes, fordi en og anden kan have været alarmeret ved tanken om de mulige konsekvenser af mindre populære forslags fremførelse, kan dog efter alt ikke berøve hin demonstration noget af den samme tilkommende betydning.- Faktum er ligefuldt, at koloniens forventning er og må være potenseret inden oftnævnte enemærker, om disse også i udstrækning og politisk vigtighed må stå tilbage for nabo-området.
Hvad der i denne henseende har været indstillet af "den kongelige plantageinspektør", på hvis frem- og indstilling forfatteren af de Berlingske artikler vil have lagt fortrinlig vægt, eftersom denne mand findes at være lige "upartisk som sagkyndig", skal nærværende indsender lade være usagt; men at han, som selv dels ejer, dels forpagter, dels administrator af en 14 - 16 størstedels betydelige plantager, og dertil panthaver i det forventede surrogat for tabt negerbesætninger, står paa samme side som hans standsfæller og medplantere, der vel anses som selvgivet.
Om den omstændighed, at tabene i anledning af negeroprøret er lidte i kraft af den almindelige emancipationsakt eller om de er påført visse enkelte under det samme ledsagende ødelæggelsesværk, der tillægges nogen indflydelse med hensyn til kravet, godtgørelseskravets berettigelse og omfang, - derom har det ikke ved denne lejlighed fundet nogen vedtagelse sted; vel fordi det findes at være det egentlige kompensationsspøgsmål mindre vedkommende, men falder det ud dertil at staten påtager sig at godtgøre førstnævnte slags tab, synes de partielle, ved end større forulempelser eller overtrædelser tilføjede tab at være fuldt så nær til afhjælpelse som noget af de andre.
København, først i marts 1852.
En ikke-kreol.
1) De har blandt andet stadig yttret sig på en særdeles iøjnefaldende måde ved indførsler i og ved auktionssalg af landejendomme, hvor spørgsmålet om indbegribelsen af "den eventuelle ret til godtgørelse" ofte har spillet en vigtig rolle og haft kendelig indflydelse på auktionsbudene
2) Går man blot et årstid tilbage, før reskriptet af 28. juli 1847 om de 12 års frist for slaveriets ophør, stiller forholdet sig end mere talende for bymanden.
3) Når forfatteren til en halvofficiel artikel i "Fædrelandet" for 10. april f. å., skrevet til forsvar for den uheldige anordning om næringsforholdene på St. Croix af 17. aug. 1850 har, med hensyn til ustadigheden af de vedkommentes syssel og erhverv m. m., karakteriseret "massen af de (fri-) kulørte" (i byerne) som "jammerlige subjekter", under hvilken karakteristik han vel ikke mindre vil have massen af bynegerne indbefattet, så er autor, ved at falde en sådan dom, i grunden mere ubillig mod sig selv end mod dem, hvem den ikke træffer, eftersom disse menneskers "hang til lediggang" hverken er så udbredt eller fordærveligt, eller har de mørke og for samfundsordenen betænkelige sider, som den for det vestindiske liv fremmede måske vil tro. Men når samme forfatter går så vidt, at han med ord som her ikke skal opstilles, vil makulere den hele kvindelige del af ommeldte befolkning som ikke blot "jammerlige" men ligefrem uværdige subjekter der ikke skal kende til anstændigt erhverv, så er dette i den grad uefterretteligt, at det kan synes at kunne forklares af en lignende uopmærksomhed eller skinbekendtskab med sit emne som den han i samme åndedræt lader sig finde i ved at omtale forordning 18. april 1834 (om de farvedes borgerlige stilling) hvori han vil se et "misfoster", uagtet han åbenbart ikke har gjort sig bekendt med dens indhold; og det er så meget mere påfaldende, at han således har villet nedsætte den del af befolkningen som det, enhver blot nogenlunde lokalkyndig vitterligt netop er denne, der er den mest arbejdsomme og vindskibelige af dem der er henvist til at søge deres udkomme "fra hånden i munden.«
(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1852)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar