Vil vi være det bekendt? (Efterskrift til Politivennen).

Skal graven der rummer den nationale digter H. P. Holst skøjfes?

En mand har følt trang til at dvæle ved digteren H. P. Holsts grav på Holmens Kirkegård. Manden - der hedder A. Holst Jørgensen - er på vej til et møde om Sydslesvigs skæbne og fyldes af stemningen ved at erindre H. P. Holsts ord om delingen af Slesvig: "Det skal ej ske!" - Ord, som Frederik den 7. senere gjorde til sine og derved gav Martsministeriets delingstanke dødsstødet. Det er så nærliggende netop nu at erindre sådanne ord, der står lige med ordet til sydslesvigerne 1920: "I skal ikke blive glemt!"

Ak, hvad er ord, selv om de hugges ind i sten! Er det så sært, om i alt fald de danske sydslesvigere nu ønsker handling, der kan udløse løfterne? 

Jeg kan tænke, at Holst Jørgensen har været fyldt af disse tanker, da han gik ind på Holmens Kirkegård for at dvæle ved H. P. Holsts grav.

Men han fandt ingen grav. Den var sløjfet, og på stedet, hvor den har været, lå mindestøtten væltet. Den bærer dog hans karakteristiske træk, hugget i marmor af Th. Stein, som også har foreviget ham i busten på Det kgl. Teater. Og under relieffet hviler i bronce hans laurbærkransede lyre

Med rette har Holst Jørgensen sendt en harmfuld protest til Berlingske Tidende - det blad, hvor H. P. Holst en overgang var redaktør, og denne harme deles af mange.

Hvem har ansvaret for, at denne mindeplads sløjfes?

Har man glemt hans virke i krigen og for vore krigere? Har man glemt, at han til festen på Lerbæk Mark den 18. september 1848 skrev "Vel mødt igen, kong Frederik, ved hæren", hyori de historiske ord "Det skal ej ske" forekommer. Har man glemt, at han til festen i Rosenborg Have efter Treårskrigens sejrrige afslutning den 30. august 1850 skrev mindesangen "slumrer sødt i Slesvigs jord" med de ord som også nu kan og bør siges om H. P. Holst:

"..men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
Fædrelandets tak dig bringe. ."

Har man glemt hans store digt "Den lille Hornblæser" (der rummer motivet til statuen i København, foran hvilken det er foreslået at lægge den ukendte soldats grav). 

Har man glemt hans storladne fortællende digt "Bonden fra Lemvig"?

Er det ikke, som vi læser historien om en af vore modigste og dristigste frihedskæmpere fra disse år?

De havde mødt i Fjaltring
de gæve bondemænd,
og langvejsfra og talrigt
de stævnet var did hen;
Thi fjenden hærged landet, 
den fjendtlige Hær
raste i vilde horder
med ild og med sværd.

End var han varm af mødet.
Han havde kraftigt malt
Landets nød og jammer,
og kækt han havde talt
om troskab og om kongen.
Hvert ord fra hjertet kom - 
han havde lov at tale 
en smule med derom.

Bondeknøsen har været med i krigen og stået ved kongens side. Nu er han på vejen hjem, og man forstår hans følelser, da han får at vide at hans hus er brændt af fjenden, hans fæstemø død, og hans moder må tigge om brødet.

Og da han nu rider frem i den hvinende snestorm, omringes han af en fjendtlig ryttertrop, der med en pistol i nakken tvinger ham til at vise vej til Lemvig.

Og bort de fløj, hvor aldrig
kom harv eller plov -

Ja. Bondeknøsen førte dem -

Da lytted gennem stormen
den bolde jydesvend,
han mærked en dæmpet brusen,
han kendte den godt igen.
Nærmere kom lyden,
bestandig mere nær:
»Hjælp nu, min herre Jesus,
hjælp Gud, nu er vi der!

Så mumlede han sagte -
et øjeblik - et blink -
så styrted de sammen i havet
fra klippens stejle brink,
og havets hvinen spotted
de fortvivlede skrig,
og stormen sang sin gravsang
over deres lig.

Således var ægte danskhed altid som hos denne bondeknøs, der ofrer sit unge liv for fædrelandet. 

Men digteren, der gav os denne uforlignelige fortælling - ? Hans mindesten omstyrter vi, hans lyre søndrer vi!

Kan vi være det bekendt?

Jp.

(Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945).

H. P. Holsts gravsted på Holmens Kirkegård, 2021. Man kan selvfølgelig kun gisne om årsagen. At det er sket under besættelsen, kunne måske lede tanken hen på at det var sket af politiske årsager - men det er kun gisninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (7/7). (Efterskrift til Politivennen)

Sommeren 1933 synes Cornelius Petersen fra Selvstyrebevægelsen at være kommet sig. Og den danske nazi-leder, Fritz Clausen brugte ham som trækplaster ved et møde i Bovrup den 3. september 1933. Her udbragte han et leve for nationalsocialismen. I oktober 1933 solgte han sin gård, Supskog syd for Møgeltønder til Statens Jordlovsudvalg. 

Han døde den 25. maj 1935:

Selvstyre-Agitatoren Cornelius Petersen død.

Et Kapitel og et Navn i Efterkrigstidens Nordslesvig.

Dagens Nyheder Privat.

Tønder, Lørdag.

DEN i sin Tid for sin voldsomme Selvstyreagitation i Sønderjylland saa kendte Marskbonde Cornelius Petersen, der var Ejer af Gaarden Vester Anflod, er Klokken 3 i Eftermiddags død paa Tønder Sygehus, hvor han har ligget i nogle Dage ramt af en Hjertesygdom. Han blev 53 Aar gammel.

DER VAR EN TID, da ethvert Barn i Landet vidste, hvem Cornelius Petersen var. Det var i Aarene omkring 1925, da Krisen satte ind i Sønderjylland som Følge af Kronestigningen. I Genforeningssommeren og de nærmeste Aar derefter, havde vi en lav Krone.

Det sønderjyske Landbrug var med Begejstring indstillet paa, at Omlægningen til danske Landbrugsformer, fra ekstensiv til Intensiv Drift, eller i hvert Fald til en Intensivere Drift end man almindeligt havde haft, skulde ske omgaaende. Der var meget at genopbygge efter Krigen, som havde spist Kapitalerne og ødelagt og udmarvet Bedrifterne. Hele dette Omlægnings- og Genopbygning fandt sted for "smaa Kroner" og derfor maatte Kronestigningen mærkes særlig føleligt i Sønderjylland, og det var hele denne Situation, der dannede en modtagelig Jordbund for Cornelius Petersens Agitation.

Agitator for 3. Zone

I 1920 havde han været ivrig Agitator for 3. Zones Tilknytning til Danmark, Tysker var han ikke, Dansk vel egentlig ej heller, - skønt han hævdede, at allerede hans Fader var draget af det danske - ret beset Slesviger, havde Rod i Frisland, selvstændig, stejl og stædig, Oprører mod enhver "fremmed" Indblanding og enhver Autoritet.

Han kaldte den Bevægelse, han rejste, for Selvstyrebevægelsen, og det var i Virkeligheden Selvstyre for Slesvig han vilde, ingenlunde i Tilknytning til Tyskland, snarere til Danmark, men lige fjendtlig var han overfor Berlin og København, to Ord, han stadig brugte, naar han talte om Tyskland og Danmark.

Stejl Oppositions-Mand

BETEGNENDE er det, at hans Frihedstrang og stærke Selvstændighedsfølelse allerede tidligt bragte ham i Konflikt med de tyske Myndigheder, saaledes at han derved afgørende blev drevet over i de Danskes Rækker i deres Kamp mod tyske Overgreb. Han var født i Eidersted - hvor hans Fader for Resten var Lærer - men drog Nord paa og byggede i 1905 den prægtige Marskgaard Vesteranflod ved Møgeltønder.

Ikke saasnart havde det danske Styre holdt sit Indtog i Sønderjylland, før Corn. Petersen følte sig i Modsætning til det, og da Krisen kom, skabte den Mulighederne for et Felttog for Idéer, der utvivlsomt bundede dybt i hans Sind og havde et vist idealistisk Præg. Han ønskede et Bondestyre i Sogne og Herreder, vendte sig voldsomt mod Centralisationen.

Saa megen Visdom saa meget Flæsk -

HVAD vidste man - sagde han - ovre i København om slesvigske Bønder? Nøjagtig lige saa lidt som i Berlin! Begge Steder fra vilde man paatrykke frie Bønder en bestemt Samfundsopfattelse, fjern fra Bondens Tankegang, for at undergrave og ødelægge dem, berøve dem Friheden. Han rasede mod alt, hvad der var Statens - Skolen var en Fordummelsesanstalt, der kun bød paa statscensureret Oplysning  En Kreds af Bønder burde slutte sig sammen om Lærer for deres Børn, naar de fandt den rette Mand. Og alt for stor Løn blev der naturligvis givet. Vi vil, sagde Corn. Petersen, selv bestemme, hvem der skal undervise vore Born, hvad de skal undervises i, og hvormeget det skal koste -  "Saa meget Visdom, saa meget Flæsk"

En farlig Agitation

CORN. PETERSENS Agitation for et udpræget Selvstyre i Sogne og Herreder - der utvivlsomt til en vis Grad havde sit Udspring i frisiske Forhold, han hentede naturligt nok ofte sine Billeder og Udtryk derfra - tog til syvende og sidst Sigte paa et selvstyrende Slesvig, og paa det særslesvigske samlede han en Tid lang mange Tilhængere. Det lader sig ikke nægte, at det er en Tale, der finder et vist Gehør i den sønderjyske Befolkning. Saadan maa det være.

Men det var selvfølgelig en farlig Agitation, den krævede et Maadehold i Ordvalg, som i Reglen gjorde Talen taaget - selvom Corn. Petersen ellers kunde føre særdeles tydelig Tale og ofte rent ud sagt brugte en grov Kæft.

En Overgang samlede han Folk i Hundrede-, Ja, Tusindvis om sine Talerstole, ofte var Forsamlingssalene alt for smaa, saaledes at Møderne selv ved Vintertid holdtes i fri Luft, og i Timevis stod Bønderne i tætte Skarer for at høre Corn. Petersen tale fra en Vogn i Skæret af en enlig Flagermuslygte.

Han samlede mange Tilhængere, men som Tiden gik, gjorde Ord alene det ikke. Ord, der tilmed ofte i det væsentlige var taagede eller i Længden dog saa tydelige, at de stødte mangé fra sig. Han blev drevet længere og længere ud, dels af sin egen Agitation, dels af de Fusentaster, der sluttede sig nær til ham, men som ikke havde hverken hans Begavelse eller idémæssige Indstilling, naar det kom til Stykket. Efterhaanden som hans Indflydelse svækkedes ved de Foranstaltninger mod Krisen, Lovgivningsmagten gennemførte og ved de Afsløringer af hans "statsfarlige" Planer, der fandt Sted, blev han drevet ud i Eksperimenter der tilsidst berøvede ham enhver Indflydelse.

Hvor langt han til syvende og sidst var ude i "statsfarlige" Overvejelser og Forhandlinger vides vel ikke, men i hvert Fald fik han jo da paa et vist Tidspunkt rodet nogle unge aktive og forhenværende Løjtnanter ind i en kedelig "Oprørs-Sag", der dog endte med frifindelse ved Nævningetinget i Sønderborg. Han fablede i forblommede Vendinger om en Toldgrænse ved Kongeaaen, Gang paa Gang havde han Planer om et Bondetog til Kongen, men turde ikke vove Eksperimentet, og hans Udsendelse i 1927 af egne Pengesedler, Selvstyre-Penge, var utvivlsomt i det væsentlige et Forsøg paa at skabe fornyet Reklame om en Bevægelse, der var ved at miste sin Magt og dø hen. Pengesedlerne blev omgaaende forbudt.

En Grænselands-Skikkelse

CORN. PETERSEN er en Skikkelse, der alene kunde fostres i et Grænseland, og nu da hans Epoke forlængst er endt, tør det uden Fare for Misforstaaelser siges, at hans Agitation og Bevægelse skulde man utvivlsomt igennem, saadan som Psyken nu engang er og altid vil være hos en Del af Befolkningen i et Grænseland. Sine egentlige Proselyter fik han hovedsagelig i de Kredse, der er betegnet som de nationalt indifferente - hos dem, der som han selv hverken er Tyske eller Danske, men føler sig som Slesvigere. Dem vil der altid være nogle af, men efter Corn. Petersen vil en særslesvigsk Bevægelse ikke have store Muligheder. At han blev Manden skyldtes hans frisiske Oprindelse, det umulige for netop ham i at anerkende den nye Grænse.

Han var paa sin Vis en begavet Mand, havde tænkt over Tingene, og sine Tanker gav han Udtryk med en ikke ringe Veltalenhed med rig Anvendelse af Vendinger og Billeder, som sagde Bønderne, at her talte en af deres egne. Hans Sprog var en ejendommelig Blanding af Dansk, Plattysk og Frisisk, der ogsaa bidrog til at give hans Tale Særpræg. Han virkede stejl og robust, men havde i Virkeligheden et følsomt Sind, og han var ikke bare en Spekulant, men et Stykke af en Idealist - selvom en større Retssag, der for nogle Aar siden rulledes op ved Byretten, viste, at han midt under den Grænsekamp, som han deltog i med ukuelig Iver, havde været Deltager i forskellige Spekulationsforretninger. Han var en sammensat Karakter som de fleste andre, et Menneske paa godt og ondt.

De sidste Aar

DA han havde mistet ethvert Tag i den sønderjydske Befolkning, fulgte et alvorligt Nervesammenbrud efter Agitationsaarenes Anspændelse, en Tid var han paa Augustenborg Sindssygehospital, og selv om han forlængst havde forladt Hospitalet, levede han dog sine sidste Aar som en nedbrudt Mand. Hans Rolle var udspillet. 

I Sommeren 1933 fik Nazi-Føreren, Dr. Frits Clausen ham til at træde frem som Taler ved et Nazist-Stævne. Men hans Navn kaldte ikke Tilhørere til i større Tal, og selv lagde han i sin Tale ikke Skjul paa, at han var en færdig Mand,

Sine sidste Aar levede han ensomt paa Vesteranflod, svækket og skuffet. I de Aar, da Agitationen optog ham med Møder Dag efter Dag, havde hans kloge og stærke Hustru passet Bedriften. Gaarden var bygget efter frisisk Mønster, en typisk Marskgaard, og her skulde man se og tale med Corn. Petersen, han havde skabt sig et smukt og særpræget Bondehjem, her kunde han udfolde adskillig Charme, og i Samtale med ham her undgik man ikke at faa et Indtryk af, at han var et Stykke af en Idealist, men Krisen udnyttede han hensynsløst. 

C. T.

(Dagens Nyheder, 26. maj 1935).

Bladtegner Valdemar Møller (1885-1947): Cornelius Petersen er ifærd med at give Brorsen støjler på. Bag dem kommer Wahl gående med flere støvler. Cornelius Petersen (1881-1935) bondeleder, Sønderjylland. Søren Brorsen (1875-1961) politiker, Venstre. Det kongelige Bibliotek.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (6/7). (Efterskrift til Politivennen)

Cornelius Petersen paa Talerstolen. Foto fra Middelfart Avis, 2. august 1927.

En tysk Karakteristik af Cornelius Petersen.

VI har, ligesom alle danske Blade i Nordslesvig med en enkelt Undtagelse, altid stærkt fremhævet, at det farlige og for alle danske beskæmmende ved Selvstyrebevægelsen var, at den blev udnyttet af den tyske Agitation og gjorde Forspandstjeneste for den. Det er indrømmet aabent fra tysk Side ved flere Lejligheder.

I "Flensburger Nachrichten"s Søndagsnummer har Redaktør Ernst Schrøder nu skrevet en Artikel om Hr. Cornelius Petersen og Selvstyrebevægelsen, som ikke er uden Interesse, naar man vil se, hvorledes Bevægelsen bedømmes fra tysk Side. Det hedder i Artiklen: 

"Man kan ikke tale om dette Parti, uden først at sige et Ord om Manden. Som saa ofte, naar en Mand bliver kaldt i Spidsen for et Parti, ligger der personlige Motiver til Grund. Der var det først den umættelige Ærgerrighed, der søgte Tilfredsstillelse. Der var det yderligere den rasende Skuffelse hos den Mand, der var født i Ejdersted, hvis Familie ganske vist havde danske Forbindelser, men som paa Trods heraf lod sig opstille til den tyske Nationalforsamling Weimar, der opslagede sit danske Hjerte i Afstemningstiden, og som paa den ham egne grove Maade slog om, da de store danske økonomiske Løfter ikke blev indfriet, og nu blev Motor for et nyt Parti og en ny Bevægelse. Først forsøgte man indenfor højre-danske Bondekredse, ikke mindst i København, at indfange denne Mand, der var sammensat af Ærgerrighed og økonomisk utilfredshed, og indfange ham til Brug for højrepartipolitiske Ministerstormerier (over for Kabinettet Stauning). Man vil erindre at han talte i den konservative Klub i København, hvor han redegjorde for sine Selvforvaltningsideer. For os er det et interessant Skuespil: Kandidaten til den tyske Nationalforsamling i Weimar som Nationalistdansker paa Talerstolen i København, han der endnu for slet ikke saa lang Tid siden med de værste Udtryk skældte ud paa Tyskland, det tyske Folk og Slesvig-Holsten, derpaa i vildt Raseri bekæmpede det socialdemokratiske Kabinet Stauning, hvilket skaffede ham en Proces, hvori han blev dømt - alt i alt en Mand med Energi, en Mand, der væsentligst lader sig lede af økonomiske Instinkter og personlig Ærgerrighed, men fremfor alt en Mand, der med sin Bevægelse er ubekvem for den danske Regering, ligegyldigt hvilket Parti den tilhører. Vi maa sige, en Mand, der med det endnu virksomme Selvstyreparti vil repræsenterer noget brugbart, skønt i og for sig en Umulighed, ingen Karakter i nationalpolitisk Henseende, men mere drevet af Ærgerrighed til at ville spille en Rolle, i stort som i smaat upaalidelig."

Hr. Schrøder fremhæver, at Corn. Petersen ikke er Nordslesviger, men at han har forstaaet at ophidse de nordslesvigske Bønders Utilfredshed. Han skriver videre, at H. P. Hanssen har forsøgt at udnytte den Kendsgerning, at "tysksindede nordslesvigske Bønder staar sympatisk overfor Bevægelsen", til at gøre den til en tysk Bevægelse. - Denne Fremstilling er ikke rigtig. H. P. Hanssen har tvertimod i en Tale i Rigsdagen udtalt om Corn. Petersen, at han hævder at han er dansk, og "at vi ikke har Grund til at støde nogen fra os, der selv bekender sig som danske." Men samtidig har vi paavist, hvorledes Bevægelsen i stigende Grad udnyttes fra tysk Side, støttes af den tyske Presse og af tyske ledende Politikere, og at den i sin Tendens er gledet længere og længere over mod den tyske Agitation. Det er Hr. Schrøder ogsaa langtfra blind for.

"Man kan", skriver han, "ikke nægte", at der i vide tyske Kredse i Nordslesvig sporedes lyst til ikke blot at komme i nøje Føling med Selvstyrebevægelsen, men til at slutte et Forbund. Klart Blik og roligt Overlæg har forhindret det. Den tyske Bevægelse kan hverken identificere sig med Selvstyrebevægelsens Kampmetoder eller dens Mani. Men det hindrer ikke en foreløbig Sympatisøren med Selvstyrebevægelsens Kraftudtryk overfor København."

Og selv om Hr. Schrøder nok indser, at de Cornelius Petersenske uklare og eventyrlige Planer umuligt kan føres til Sejr og at han, hvis personlige Mod svigter det afgørende Øjeblik, ikke er den rigtige Mand til at gennemføre en stor Tanke", er han dog klar over, at 

"den Kendsgerning, at Partiet eksisterer og fæstner sig, beviser, at den danske Regering ikke er i Stand til at blive Herre over Forholdene i Nordslesvig, og denne Kendsgerning betyder - hvorfor skulde man nægte det? - et Plus for den tyske Side"

- Hr. Red. Ernst Schrøder har dermed fuldtud bekræftet den Bedømmelse, som H. P. Hanssen gav af Selvstyrebevægelsen i sin Tale paa Genforeningsdagen, at den baner Vej og gør et nyttigt Forarbejde for Tyskerne.

(Hejmdal, 28. juni 1927).

Cornelius Petersen og hans Tilhænger, Gdr. Iver Møller, Rinkenæs paa Vej til Audiensen. Foto fra København, 16. august 1927.

Kongen giver Cornelius Petersen en skarp Afvisning.

Statsministeren var til Stede som Regeringens Repræsentant. - Kongen svarede, at Sønderjylland var en del af Danmark og underkastet Grundlovens og Lovgivningsmagtens Bestemmelser.

Allerede Søndag Aften ankom Selvstyrebevægelsens Ledere, Gaardejerne Cornelius Petersen og Iver Møller, til København og tog Ind paa Missionshotellet i Løngangsstræde.

Efter Forhandling med Kabinetssekretariatet var Audiensen hos Kongen fastsat til Kl. 9 M, og 10 Minutter før det fastsatte Tidspunkt indfandt de to Herrer sig paa Christiansborg i Prins Jørgens Gaard. Hr. Cornelius Petersen havde for Lejligheden iklædt sig sort Diplomatfrakke.

Cornelius Petersen

Forud for alle de øvrige Audienssøgende modtog Kongen de to Selvstyrefolk. Ved hans Side stod Statsminister Madsen-Mygdal, hvilket parlamentarisk betød, at Kongens Svar var den ansvarlige danske Regerings Svar.

Gaardejer Iver Møller oplæste Resolutionen, der lyder saaledes:

Ca. 5000 Mænd og Kvinder af alle Samfundslag, forsamlet til Møde i Aabenraa, opfordrer Hs. Majestæt Christian den Tiende, Konge af Danmark, Hertug til Slesvig, at tage de sønderjyske Landsdele i Besiddelse, saadan som Grundloven foreskriver, og gøre Ende paa det Misregimente, det saakaldte Parlament under H. P. Hanssens Ledelse har Indført.

Vi kræver fuldstændigt uafhængigt Selvstyre for Slesvig uden dansk politisk Indblanding.

Vi kræver at blive holdt skadesløse for det Tab, vi har lidt ved Finansieringen i Slesvig med de os laante ikke-Parikroner.

Vi kræver, at den Statsgæld, der er stiftet forinden 1920 af de forskellige danske Regeringer, ikke kommer ti at berøre os i mindste Maade, ligeledes Tabet ved Landmandsbanken, saaledes at vi bliver fritagne for at yde noget Tilskud eller Forrentning dertil.

Vi kræver, at samtlige Tvangsforanstaltninger fra Statens Side overfor de Ejendomsbesiddere, dér er insolvente, øjeblikkelig standses.

Ledelsen af "Folkets Selvstyre" bemyndiges til at foretage Henvendelse til Kongen og foretage en Afstemning Imellem det bestaaende og den nordslesvigske Selvforvaltning efter Sclvstyreprlncippet, og eventuelt gøre de nødvendige Henvendelser til Folkeforbundet.

Umiddelbart efter oplæste Kongen følgende Svar:

Vi har ikke villet nægte at modtage D'Herrer, men efter at Vi er blevet gjort bekendt med Ordlyden af den Henvendelse, De overbringer, kan Vort Svar i det væsentlige kun blive afvisende.

Efter den sønderjyske Befolknings ved frivillig Afstemning klart tilkendegivne Vilje er de sønderjyske Landsdele i Henhold til Versaillestraktaten paa lovlig Maade indlemmet i Kongeriget Danmark og udgør en uadskillelig Del af dette.

Som Følge heraf er Landsdelene undergivet Bestemmelserne i Danmarks Riges Grundlov, med hvilke en forfatningsmæssig Særstilling for Landsdelenes Vedkommende vilde være uforenelig.

Begæringer vedrørende de øvrige anførte Foranstaltninger henhører under Lovgivningsmagten.

- Efter Oplæsningen af dette Svar, var Audiensen forbi. Den forventede yderligere Ordveksling fandt ikke Sted. Allerede 5 Minutter før 10 stod de to Mænd atter ude i Prins Jørgens Gaard, saaledes, at Audiensen højst har varet 5-6 Minutter. De var øjensynlig dybt skuffede over det magre Udbytte.

Nogle Journalister henvendte sig til den frisiske Gaardejer for paa høflig Vis at forespørge om han ønskede at udtale sig om Audiensen, men de mødtes med de grove Ord, som han formentlig ikke har turdet anbringe Inde hos Kongen.

"Folkets Selvstyre" bebuder nye Veje.

Et Rigsdagsgrin paa Madsen-Mygdals Ansigt.

Straks efter at Cornelius Petersen var ankommen til Missionshotellet søgte han telefonisk Forbindelse med Selvstyrebladet i Sønderjylland. Til dette udtaler han sig om Audiensen og siger bl. a., at da Kongen henviste de andre Spørgsmaal til Lovgivningsmagten, "gik der et Rigsdagsgrin over Statsministerens Ansigt".

"Folkets Selvstyre" slutter sin Artikel om Audiensen med følgende;

"Nu er alle lovlige Instanser gennemgaaet, og som det synes uden Resultat. Vor fremtidige Politik maa da gaa andre Veje."

Bladet indeholder iøvrigt en af Cornelius Petersen skrevet højst mærkværdig Artikel om et Delegeretmøde, som Venstre i Sønderjylland nylig har afholdt. Det hedder i denne om Regeringspartiets Møde:

Djævelen - den Onde - kommer altsaa til os med glat Tale - den svarer ikke til Handlingerne - og i Diplomatfrakke. Forleden drøftede han i et hemmeligt Møde med sine Smaadjævle, hvordan man nu skulde fyre under Kedlen i det slesvigske Helvede, og hvordan man skulde holde Folk hen med glat diplomatisk Tale, til Helvedet endelig var over dem. Her mødte de op alle vore Smaadjævle med deres Førstemand Belzebub, som jo er den ypperste, her sluttede de op, her dinglede de med Halen, de bukkede saadan, at Hornene slog mod Jorden, og Fipskægget blev eet med Busken af den Indeklemte Hale. Her svor de den satanske Majestæt Troskab, de svor, at Ikke et eneste Ord af deres skulde være sandt i Fremtiden.

De to Selvstyremænd rejste allerede i Gaar tilbage til Sønderjylland. Nu skal der vel nok rumles paany, men Sukces fik de jo ikke ud af denne højt opreklamerede Audiens

(Social-Demokraten, 16. august 1927).

I sit blad, Folkets Selvstyre, det sidste nummer, 19. juni 1928 (se Mediestream), redegjorde Cornelius Petersen for bevægelsens opfattelse af hvorfor bladet ikke længere kunne udkomme.

September 1928 fik Cornelius Petersen et nervesammenbrud, blev indlagt på Tønder Sygehus, og ifølge aviserne skulle han i vildelse rase over tyskerne. Han blev indlagt på sindssygehospitalet/nerveklinikken i Vester Vedsted indtil  december 1928. Han var herefter rekonvalescent på Toftlundegnen hos dr. Lauensgaard, og vendte hjem sommeren 1929. I november 1929 fik han imidlertid tilbagefald og blev igen indlagt på sindssygehospitalet, seneste Augustenborg, hvorefter han rekreerede hos Iver Møller i RInkenæs. 

Johannes Carl Schmidt - Schmidt-Wodder 1869-1959. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske præst og politiker Johannes Carl Schmidt (Schmidt-Wodder eller Schmidt-Vodder) var født i Tønder og præst i Vodder mellem Ribe og Skærbæk 1896-1920. Han var modstander af Köllers tvangspolitik, men for fortyskning af Nordslesvig. Han stiftede 1909 foreningen "Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark".

Han udtalte efter afstemningen i 1920: "Nu har afstemningen fundet sted, og det nationale sindelag i Nordslesvig kan klart aflæses - såvidt det er muligt i forhold til bestemmelserne i fredsaftalen. Det er dette, som nu med hensyn til almindelig ret og fornuft skal danne grundlaget for, hvad der skal ske." Efter 1920 var Schmidt initiativtager til "Schleswiger Wählerverein" - forgænger til Slesvigsk Parti. Han repræsenterede det tyske mindretal i Danmark i Folketinget 1920-1939

En leder.

I den valgkamp, ​​der i øjeblikket raser i Nordslesvig, er regionens ærværdige leder, pastor Schmidt-Wodder, endnu engang i forgrunden. Han har allerede seks års parlamentarisk arbejde bag sig, dedikeret til at repræsentere den tyske befolkning. Bedre end nogen anden parlamentarisk repræsentant fra Nordslesvig har han været dygtig til at lade sin stemme blive hørt i hovedstaden når det gjaldt om at fremhæve Nordslesvigs vanskelige situation. Hans sidste store tale, kort før Rigsdagens opløsning, demonstrerede hvor dybt han havde gjort Nordslesvigs sag til sin egen. Denne idé vinder i stigende grad frem i den nuværende valgkamp: at "Slesvigsk Parti" er det bedst egnede til at repræsentere hele Nordslesvigs interesser. Schmidt-Wodders platform er klar og gennemsigtig. Det er en direkte linje fra hans første optræden før krigen til i dag. Hans program er kendetegnet ved en bekræftelse af det nordslesvigske hjemland, ved en stærk tro på folkets magt, hvorfra en ægte respekt for den nationale fjende naturligt opstår. Det som Schmidt-Wodder for år siden næsten alene kæmpede for og som de fleste afviste, er nu blevet grundlaget for alt tysk kulturarbejde i grænseområdet, og når en ung slesvig-holstener hvert år bliver mere og mere resolut i sin kamp for hjemlandets rettigheder, er det noget af den nordslesvigske leders ånd der inspirerer disse unge mennesker. Ved mange lejligheder har den store respekt, ofte udtrykt i enkle ord, som befolkningen føler for deres leder, været tydelig. Og hvis det nu føles som en opvågnen i store dele af Nordslesvig, hvis helt nye ansigter dukker op på valgmøderne der ønsker svar på de spørgsmål der optager dem, så er dette en frugt af det utrættelige, trofaste arbejde som pastor Schmidt-Wodder har udført i og omkring Nordslesvig i mange år.

Hvordan pastor Schmidt-Wodders arbejde opfattes i Sydtyskland, illustreres af en artikel, der blev offentliggjort i "Deutsche Tageszeitung" den 26. november. Artiklen begyndte med at understrege, at den opmærksomhed der blev givet til Cornelius Petersen, havde overskygget Nordslesvigs sande ledere, og især Schmidt-Wodders særegne personlighed. Derefter stod der ordret:

"Schmidt-Wodder besidder et bemærkelsesværdigt talent for at samle tysk liv omkring sig og udvikle og pleje dets begyndelse og frø. Parlamentarikeren er derfor kun den ene side af denne mand, og ikke, i hans egen bevidsthed, den mest essentielle. Han vil bevare sin betydning som tysk leder helt uafhængigt af, om han er medlem af parlamentet eller ej. Dette skyldes primært hans karakters absolutte ligefremhed, integritet og urokkelige natur. Lige fra begyndelsen af ​​sin karriere har han måttet kæmpe imod at tysk uddannelse og kirkelige praksisser blev påtvunget tyskerne, på tysk, men med en dansk ideologi. H. P. Hanssen-lignende kurs mod assimilering af tysk kultur fortsættes uændret af danskerne, og det er netop imod dette at Schmidt-Wodders krav om kulturel selvstyre er rettet."

Artiklen afsluttes med at erindre om Schmidt-Wodders modige forsvar for tyske interesser, da Tyskland var i alvorlige vanskeligheder på grund af inflationens virkninger.

Ein Führer.

In dem Wahlkampf, der jetzt in Nordschleswig tobt, steht die bewahrte Führergestalt des Landes, Pastor Schmidtchvdder, wieder in den ersten Reihen. Sechs Jahre parlamentarischer Arbeit im Dienste des abgetretencn Deutschtums liegen bereits hinter ihm. Besser als alle anderen parlamentarischen Vertreter Nordschleswigs hat er es verstanden, sich in der Hauptstadt Gehör zu verschaffen, wenn es galt, auf die Nöte Nordschleswigs hinzuweisen. Besonders seine letzte grosse Rede kurz vor der Reichstagsauflösung bewies, wie sehr er die Sache Nordschleswigs zu seiner eigenen gemacht hat. Dieser Gedanke dringt auch jetzt in dem Wahlkanrpf immer mehr durch, dass die "Schleswigsche Partei" diesenige ist, die eigentlich am besten die Interessen ganz Nordschleswigs vertreten kann. Klar und durchsichtig ist das Programm Schmidt-Wodders. Es ist eine gerade Linie von seinem ersten Austreten vor dem Kriege bis in unsere Zeit. Sein Programm wird gekennzeichnct durch Bejahung der nordschlcswigschcn Heimatort, durch einen starken Glauben an die Kräfte des Volkstums, woraus sich von selbst eine ehrliche Achtung vor dem nationålen Gegner ergibt. Was Schmidt-Wodder vor Jahren fast allein, von den meisten verlassen, vertrat, ist jetzt die Grundlage der gesamten deutschen Kulturarbeit im Grenzgebeet geworden, und wenn ein junges Schleswig-Holstein von Jahr zu Jahr entschlossener sich für die Rechte der Heimat einsetzt, so ist es etwas von dem Geist des nordschleswigschen FührersS, das diese Jungen befeelt. Bei vielen Gelegenheiten kam die grosse Hochachtung zutage, oft in schlichte Worte gekleidet, die die Bevölkerung ihrem Führer entgegenbringt. Und wenn es jetzt wie ein Erwachen durch weite Kreise des nordschleswigschen Landes geht, wenn auf den Wahlversammlungcn ganz neue Gesichter austauchen, die Antwort haben möchten aus die Fragen, die sie bewegen, so ist das eine Frucht der unermüdlichen treuen Arbeit, die Pastor Schmidt-Wodder Zahre hindurch in und um Nordschleswig geleistet hat.

Wie die Arbeit Pastor Schmidt-Wodders im südlicheren Deutschland eingeschätzt wird, zeigt ein Artikel, der am 26. November in der "Deutschen Tageszeitung" erschien. In diesem Artikel wurde eingangs betont, dass über das Aufsehen, das Cornelius Petersen erregt hätte, die wahren Führer Nordschlceswigs und besonders die markante Persöhnlichkeit Schmidt-WodderS allzu sehr in den Hintergrund getreten warcn. Dann heistt es wörtlich:

"Schmidt-Wodder hat eine ausgesprochene Begabung, deutsches Leben um sich zu sammeln und dessen Ansatze und Keime zu entwickeln und zu pflegen. Der Parlamentarier ist also nur die eine Seite dieses Mannes, und zwar in seinenr eignen Bewusttsein nicht die wesentlichste. Er wird seine Bedeutung als deutscher Führer haben ganz unabhangig davon, ob er Mitglied des Parlaments ist oder nicht. Dazu befähigt ihn zu allererst die unbedingte Gradlinigkeit, Lauterkeit und Unbeugsamkeit seines Charakters. Seit den ersten Tagen seiner Wirksamkeit hat er dagegen kampfen müssen, dass den Deutschen ihr Unterricht und ihre Kirche, und zwar in deutscher Sprache, aber mit danisscher Gesinnung aufgezwungen wurde. Der H. P. Haussen'sche Kurs der Aufsaugung des Deutschtums wird von den Dänen unverändert weitergesteuert und gerade gegen diesen richtet sich Schmidt-Wodders Forderung nach kultureller Selbstverwaltung."

Das Blatt erinnert zum Schluss an das mannhafte Eintreten Schmidt-Wodders für die deutschen interessen, als Deutschland durch die Wirkungen der Inflation in schwerster Not sich befand.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 29. november 1926).

København, 6. december.

Det vigtigste kendetegn for Tyskland ved det danske folketingsvalg den 2. december er den uventet stærke stigning i tyske stemmer i Nordslesvig, fra 7.715 til 10.426. Ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 i den første slesvigske zone blev der afgivet 25.329 stemmer for at forblive i Tyskland, 25% af de afgivne stemmer. Ved folketingsvalgene efter Danmarks annektering af Nordslesvig blev antallet af tyske vælgere reduceret af de tyske embedsmænd og andre tyskere der var flyttet væk fra Nordslesvig. Ved valget i 1924 afgav 13,5% af alle vælgere i Nordslesvig deres stemme på tyske kandidater. Ved dette års valg er denne procentdel steget til 16,5%.

Det tyske parti har registreret den største stigning i stemmetal af alle partier i Danmark, cirka 35%, et resultat der langt overgik de tyske forventninger om at partiets position kunne opretholdes på trods af, og faktisk på grund af, den voldsomme agitation fra Cornelius Petersens parti. Samtidig modbeviste det øjeblikkeligt den udbredte opfattelse i den danske lejr om at tysk indflydelse i Nordslesvig var i langsom, støt tilbagegang. De dovne og ligeglade blev rystet vågne af landbrugskrisen og omfavnede det tyske program, hvis vigtigste punkter, udover "Væk fra Versailles!", var kravet om økonomisk integration med Tyskland. De mange danskere, der havde udtrykt sig arrogant og hånligt om dette punkt i programmet, har nu taget ved lære. Blandt dem der stemte på den tyske liste, var der måske folk hvis overbevisning vaklede, som følte sig mere danske end tyske, men som da de ikke ønskede at stemme på den karakterløse og fuldstændig uegnede Cornelius Petersen som leder, foretrak de tyske kandidater frem for alle danske for kraftigt at modarbejde ikke blot Staunings venstrefløjsregerings politik, men også det midlertidige borgerlige kabinets og alle danske parlamentspartiers, med undtagelse af det tysk-slesvigske parti.

For dem er den tyske rigsdagsrepræsentant Schmidt-Wodder ikke blot en repræsentant for det tyske mindretal, men også en forkæmper for rettighederne for alle nordslesvigere af tysk og dansk overbevisning, der befinder sig i en usikker situation. Stor politisk skarpsindighed og fremsynethed vil være nødvendig for at realisere kravet om at genvinde de økonomiske bånd med Tyskland og for at kæmpe for det i det danske parlament. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at mestre denne vanskelige opgave. Tyskland vil gengælde loyalitet med loyalitet og gøre alt hvad der står i sin magt for at lette den tyske befolknings kamp i Nordmarchen for deres rettigheder og Nordslesvigs rettigheder, både økonomisk og kulturelt.

Allerede nu advares der fra dansk side, især inden for den konservative lejr, mod den tyske fremrykning i Nordslesvig. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at overvinde denne vanskelige opgave. Dette skal modvirkes af dristig forsigtighed fra tysk side. En overvurdering af situationen og udsigterne for tyskerne, såvel som betydningen af ​​dette valg der fandt sted midt i en krisestemning, ville ikke være i det tyske mindretals interesse. Dette mindretal har dog tydeligst demonstreret sin sunde vitalitet for Danmark og hele verden.

Kopenhagen, 6. Dez.

Das für Deutschland wichtigste Charakteristikum der dänischen Folkethingswahl vom 2. Dez. ist das unerwartet starke Anwachsen der deutschen Stimmen in Nordschlwswig, von 7715 auf 10 426. Bei der Abstimmung vom 10. Febr. 1920 in der ersten Schleswigzone wurden 25 329 Stimmen für das Verblieben bei Deutschland abgegeben, 25% von allen abgegebenen Stimmen. Bei den Folkethingswahlen nach der Einverleibung Nordschleswigs in Dänemark war die Zahl der deutschen Wähler um de deutschen Beamten und andre Deutsche, die aus Nordschleswig weggezogen waren, verringert. Bei der Wahl von 1924 gaben 13,5% aller nordschleswigschen Wähler den deutschen Kandidaten ihre Stimme. Bei der diesjährigen Wahl ist der Prozentsatz auf 16 5 gestiegen.

Die deutsche Partei hat den grössten Stimmenzuwachs von allen Parteien Dänemarks zu verzeichnen gehabt, etwa 35%, ein Ergebnis, das die deutschen Erwartungen, dass die Stellung trotz und wegen der Marktschreierischen Agitation der Partei Cornelius Petersens gehalten werden könne, weit übertraf und zugleich die im dänischen Lager allgemein verbreitete Ansicht, dass das Deutschtum in Nordschlesxwig in langsamen, stetigem Rückgang begriffen sei, blitzartig widerlegte. Die Indolenten und Indifferenten sind curch die Landwirtschaftskrise wachgerüttelt worden und haben sich zum deutschen Programm bekannt, unter dessen wichtigsten Punkten neben dem "Weg vom Versailles!" die Forderung des wirtschaftlichen Anschlusses an Deutschland sich befand. Die vielen Dänen, die sich über diesen Programmpunkt überheblich-geringschätzig geäussert haben, sind nun eines Bessern belehrt worden. Unter denen, die für die deutsche Liste gestimmt haben, mögen Leute sein, deren Ueberzeugung schwanked war, die Mehr dänisch als deutsch empfanden, die aber, da sie nicht für den charakterlosen und als Führer ganz und gar ungeeigneten Cornelius Petersen stimmen mochten, die deutschen Kandidaten allen dänischen vorzogen, um damit energisch gegen die Politik nicht nur der Linksregierung Staunings zu opponieren, sondern auch gegen die des vorbergehenden bürgerligchen Kabinetts und sämtlicher dänischen reichtagsparteien, mit Ausnahme eben der deutsch-schleswigschen Partei.

Ihnen gilt der eutsche Reichtagsabgeordnete Schmidt-Wodder nicht nur als Vertreter der deutschen Minderheir, sondern zugleich als ver Vorkämpfer für die Rechte aller in kritischer lage sich befindlichen Nordschleswiger deutsche und dänischer Gesinnung. Zur Verwirklichung der Forderung, den wirtschaftlichen Anschluss an Deutschland zurückzugewinnen, und zu ihrer Verfechtung im dänichen parlament, wird grosser politischer Scharfsinn und Weitblick notwendig sein. Aber wir haben allen Grund, auf die bewährten Führereigenschaften Schmidt-Wodders für die Bewältigung der schwierigen Aufgabe zu bauen. Deutschland wird Treue mit Treue vergelten und alles daran setzen, um dem Deutschtum in der Nordmark Seinen Kampf um sein und Nordschleswigs Recht in wirtschaftlicher wie kultureller Beziehung zu erleichtern.

Schon werden auf dänischer Seite, besonder im konservativen lager, Warnrufe gegenüber dem deutschem Vormarsch in Nordschleswig laut. Dem muss vom deutscher Seite kühe Besonnenheit entgegengestellt werden. Eine Ueberschätzung der Lage und der Aussichten des Deutschtums, sowie der Bedeutung dieser Wahl, die in Krisenstimmung vor sich ging, läge nicht im Interesse der deutschen Minderkeit. Dänemark und der ganzen Welt hat diese minderheit jedoch ihre gesunde Lebenskraft aufs deutslichste vor Augen geführt.

(Münchner neueste Nachrichten. 10. december 1926).

Johannes Carl Schmidt udgav "Stimmen aus Nordschleswig", var hovedmedarbejder ved bladet "Nordschleswig" og fra 1927 medudgiver af bladet "Nation und Staat". Slesvigsk Parti fik i perioden 13-15 % af stemmerne i Nordslesvig. Hans arbejde for kulturelt selvstyre for hjemmetyskerne blev delvis opfyldt med folkeskolen i Nordslesvig 1939.

Skønt formentlig ikke nazist, skrev han under besættelsen artikler for besættelsesmagten i "Nordschleswigsche Zeitung" og holdt radioforedrag 1941 og 1943. Han blev derfor 1946 arresteret mistænkt for højforræderi og hvervning for besættelsesmagten, men løsladt uden retssag.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (5/7). (Efterskrift til Politivennen)

 En Holmgang mellem Statsministeren og Corn. Petersen.

Cornelius Petersen paa slap Line. - Han truer med Sabotage overfor Rigsdagen og fremsætter Iøse Paastande.

Nordborg, Tirsdag.

De to Ærkefjender, Statsminister Stauning og Cornelius Petersen mødtes i Aftes til det politiske Møde paa "Nørherredhus", som var arrangeret af Socialdemokratiet. Det blev ikke det Opgør, man kunde vente. Stillet Ansigt til Ansigt med Hr. Stauning forsøgte C. P. at klare sig med nogle meningsløse Paastande, der kun kan være paa fri Fantasi eller løse og pjankede Rygter. Der var mødt 6-700 Mennesker, hvoriblandt en hel Del Hjemmetyskere, som sikkert aldrig før har sat deres Ben i det danske Forsamlingshus. De applauderede Cornelius Petersen stærkt, naar han fremsatte nogle af sine Kraftudtalelser.

Statsminister Stauning var første Taler. Han indledede med et stærkt Angreb paa Madsen-Mygdal og efter en Omtale af Krisesituationen omtalte han Selvstyrebevægelsen og hævdede som i Aabenraa, at Socialdemokraterne vilde opnaa deres Maal ad lovlig Vej og ikke ved Anvendelse af Trusler og Vold. Hr. Stauning undlod dog - som han gjorde det i Aabenraa - at tale om Bander.

Folketingsmand J. P. Nielsen var næste Taler. Han omtalte de sociale Udgifter, som Socialministeriet ikke ønskede skaaret ned, og fremhævede, at de sociale Udgifter dels blev baaret af Fagorganisationens Medlemmer selv. Den socialdemokratiske Regering havde ikke brudt sit Løfte til Vælgerne, men den havde intet kunnet gennemføre paa. Grund af de andre Partiers og Landstingets Stilling. Folketingsmanden korn derpaa ind paa en Omtale af, hvad Regeringen havde gjort for Sonderjylland.

Cornelius Petersen sammenligner Bismark med Stauning.

Efter at Redaktør Finnemann Bruun havde haft Ordet, talte Cornelius Petersen. Han holdt sit sædvanlige Foredrag, med de kendte Bemærkninger om Krydset paa Stemmesedlen, og at Rigsdagsmændene vælger sig selv. Hvem skal saa vælge Corn. P.? Han overraskede med at sammenligne Stauning med Bismarck. Bismarck var Datidens Stauning, sagde han.

J. P. Nielsen imødegik stærkt Cornelius Petersen og udtalte, at han havde skadet, den nationale Sag. Han paatalte stærkt Udtalelsen paa Selvstyremødet i Aabenraa om Grænseflytning.

Cornelius Petersen afbryder: Det har jeg aldrig sagt. Det er Løgn, hvad der staar i alle de parlamentariske Blade!

Stauning er skuffet over Cornelius Petersen 

Efter at J. P. Nielsen havde afsluttet sin Tale fik Hr. Stauning paany Ordet. Han udtalte sin dybe Skuffelse over, at Cornelius Petersen ikke fremkom med sin sædvanlige Skylle: Røverkaptajn, Løgnhals, Idiot og Kæltring, som han plejede at titulere Taleren med. Han var øjensynlig lidt mere forsigtig Og naar man som C. P. havde gjort i Aften, fremkom med Beskyldninger som "Vælgerbetaling" og lignende, plejede hæderlige Mænd at fremkomme med en Bevisførelse.

Cornelius Petersen fremsætter Iøse Beskyldninger og truer med at sabotere Rigsdagen.

Iver Møller, Rinkenæs, havde derpaa Ordet og angreb Folketinget, hvorpaa Cornelius Petersen paany fik Ordet. Beskyldningen om "Vælgerbetaling" vilde han bevise med en indirekte Beskyldning om, at Stauning havde faaet Betaling for i 1920 at gaa i Spidsen for Toget til Amalienborg for dermed at bane Vejen for Ministeriet Friis. Kan man faa Penge for at foretage en saadan Handling, eller gør man det gratis, spurgte Cornelius Petersen.

Rigsdagsmændene fik ogsaa et Hip. De sad, sagde Taleren, i Snapstinget og drak hinanden saa fulde, at de kunde prikke hinanden paa Øjnene. løvrigt udtalte han, at hvis Selvstyrefolkene kom ind paa Rigsdagen med en 2-3 Mand, kunde de blive Tungen paa Vægtskaalen ved at stemme med det ene eller det andet Parti, for derved at hindre, at Lovene gennemføres.

Efter at Hr. Finnemann Bruun endnu engang havde haft Ordet, sluttede Mødet, uden at Hr. Stauning tog til Genmæle mod Cornelius Petersens Udtalelser.

(Hejmdal, 16. november 1926).

Fotograf Holger Damgaard, Holger (1870-1945): Cornelius Petersen (1882-1935) slesvigsk bondefører. Det kongelige Bibliotek.