Skal graven der rummer den nationale digter H. P. Holst skøjfes?
En mand har følt trang til at dvæle ved digteren H. P. Holsts grav på Holmens Kirkegård. Manden - der hedder A. Holst Jørgensen - er på vej til et møde om Sydslesvigs skæbne og fyldes af stemningen ved at erindre H. P. Holsts ord om delingen af Slesvig: "Det skal ej ske!" - Ord, som Frederik den 7. senere gjorde til sine og derved gav Martsministeriets delingstanke dødsstødet. Det er så nærliggende netop nu at erindre sådanne ord, der står lige med ordet til sydslesvigerne 1920: "I skal ikke blive glemt!"
Ak, hvad er ord, selv om de hugges ind i sten! Er det så sært, om i alt fald de danske sydslesvigere nu ønsker handling, der kan udløse løfterne?
Jeg kan tænke, at Holst Jørgensen har været fyldt af disse tanker, da han gik ind på Holmens Kirkegård for at dvæle ved H. P. Holsts grav.
Men han fandt ingen grav. Den var sløjfet, og på stedet, hvor den har været, lå mindestøtten væltet. Den bærer dog hans karakteristiske træk, hugget i marmor af Th. Stein, som også har foreviget ham i busten på Det kgl. Teater. Og under relieffet hviler i bronce hans laurbærkransede lyre
Med rette har Holst Jørgensen sendt en harmfuld protest til Berlingske Tidende - det blad, hvor H. P. Holst en overgang var redaktør, og denne harme deles af mange.
Hvem har ansvaret for, at denne mindeplads sløjfes?
Har man glemt hans virke i krigen og for vore krigere? Har man glemt, at han til festen på Lerbæk Mark den 18. september 1848 skrev "Vel mødt igen, kong Frederik, ved hæren", hyori de historiske ord "Det skal ej ske" forekommer. Har man glemt, at han til festen i Rosenborg Have efter Treårskrigens sejrrige afslutning den 30. august 1850 skrev mindesangen "slumrer sødt i Slesvigs jord" med de ord som også nu kan og bør siges om H. P. Holst:
"..men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
Fædrelandets tak dig bringe. ."
Har man glemt hans store digt "Den lille Hornblæser" (der rummer motivet til statuen i København, foran hvilken det er foreslået at lægge den ukendte soldats grav).
Har man glemt hans storladne fortællende digt "Bonden fra Lemvig"?
Er det ikke, som vi læser historien om en af vore modigste og dristigste frihedskæmpere fra disse år?
De havde mødt i Fjaltring
de gæve bondemænd,
og langvejsfra og talrigt
de stævnet var did hen;
Thi fjenden hærged landet,
den fjendtlige Hær
raste i vilde horder
med ild og med sværd.
End var han varm af mødet.
Han havde kraftigt malt
Landets nød og jammer,
og kækt han havde talt
om troskab og om kongen.
Hvert ord fra hjertet kom -
han havde lov at tale
en smule med derom.
Bondeknøsen har været med i krigen og stået ved kongens side. Nu er han på vejen hjem, og man forstår hans følelser, da han får at vide at hans hus er brændt af fjenden, hans fæstemø død, og hans moder må tigge om brødet.
Og da han nu rider frem i den hvinende snestorm, omringes han af en fjendtlig ryttertrop, der med en pistol i nakken tvinger ham til at vise vej til Lemvig.
Og bort de fløj, hvor aldrig
kom harv eller plov -
Ja. Bondeknøsen førte dem -
Da lytted gennem stormen
den bolde jydesvend,
han mærked en dæmpet brusen,
han kendte den godt igen.
Nærmere kom lyden,
bestandig mere nær:
»Hjælp nu, min herre Jesus,
hjælp Gud, nu er vi der!
Så mumlede han sagte -
et øjeblik - et blink -
så styrted de sammen i havet
fra klippens stejle brink,
og havets hvinen spotted
de fortvivlede skrig,
og stormen sang sin gravsang
over deres lig.
Således var ægte danskhed altid som hos denne bondeknøs, der ofrer sit unge liv for fædrelandet.
Men digteren, der gav os denne uforlignelige fortælling - ? Hans mindesten omstyrter vi, hans lyre søndrer vi!
Kan vi være det bekendt?
Jp.
(Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar