Erik og Christian Steen Hasselbalch. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Christian Hasselbalch (1851-1925) stod bag Gardinfabrikken i Lyngby. En af de største fabrikker i kommunen som eksisterede 1892-1961. Gardinvæveriet var i 4 etager med en blegeri- og vaskeribygning langs Mølleåen. Efter stadige udvidelser fik fabrikken i 1913 det endelige udseende.

Den ene af fabrikslængerne - en tilsvarende står til højre udenfor fotoet. I starten af Gammel Lundtoftevej, tæt på Bondebyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1901 var der 208 væve og 5 gardinvæve. Med 250 arbejdere ansat. I 1915 604 væve og 10 gardinvæve, med ca. 500 ansatte. Lyngbys største arbejdsplads. 

Fabrikant Hasselbalch fik opført arbejderboliger, fx Hyldehavehusene. I 1897 stiftede nogle arbejdere Dansk Gardinfabriks Hjælpekasse som hjalp hvis man blev syg og fik brug for økonomisk hjælp.

Erik Hasselbalch.

Brat og meningsløst er en Livstraad blevet klippet over. Fabrikant Erik Hasselbalch er død, kun 35 Aar gammel.

Erik Hasselbalch hørte til de allermest kendte Københavnere.... og dog var det meget faa, der kendte ham.

For de fleste var han kun et "kendt Ansigt", en Monocle, der glimtede ved alle mulige mondæne Anledninger - en smuk, rig Mand, der kom susende i en Rols-Royce, naar der var noget paa Færde - Premiere, Galop, Golf. Man vidste, at han tilhørte, det store Hasselbalch'ske Dynasti og deltog med Liv og Lyst i Administrationen af de store Fabriksvirksomheder baade her og i Sverige.... men iøvrigt forsvandt Manden i den kølige Atmosfære, der omgav ham.

Men for dem, der var trængt gennem Overfladen og Køligheden, var Erik Hasselhalch noget andet og værdifuldere end Rigmand og kendt Københavner.

Han var en Mand, der levede med en Ild I Hjertet. Han elskede Kunst med en lidenskabelig, næsten troldbunden Kærlighed. Blandt vore Amatørsamlere var han uden Tvivl den kyndigste og betydeligste. - Hans skønne Hjem i Trondhjemsgade var en Samling af det ædleste og kosteligste, som mange Landes Kunst- og Kunstindustri har skabt - og hvert Stykke var bogstavelig talt udvalgt af hans egne Hænder. Han havde den ægte Samlers liflige Glæde ved at søge og købe. Han kendte alle de Smuthuller paa den venstre Seinebred, hvor der er Skatte at finde - og i den Verden paa Godt og Ondt, der hedder Londons antiquity shops, vidste han suverænt at skelne det falske og ringe fra det ægte, og skønne.

Selv samlede han ikke for Offentligheden, men for at hygge et Hjem - et hjem, der med Aarene skulde vokse i Skønhed og Mangfoldighed - men midt i det altsammen er han blevet revet bort.

Som den sunde, stærke gentleman han var, forenede han sin Kærlighed til Kunst med Begejstring for Sport og Friluftsliv - og valgte sig da ogsaa en Hustru, der herhjemme næsten er blevet Sportens og Friluftslivets Muse: Louise Hasselbalch, født Baroness  Pessen.

Om hende og hendes Barn vil Deltagelsen samle sig ved dette Dødsfald.

(B. T. 6. april 1925).

Dødsfald.

Fabrikejer Christian Hasselbalch.

En af Landets største og dygtigste Storhandlende og Industriledere, Fabrikejer Christian Steen Hasselbalch, er i Gaar afgaaet ved Døden paa sit store, smukke Landsted "Piniehøj" ved Rungsted i en Alder af 74 Aar.

Fabrikejer Hasselbalch tilhørte en dygtig, gammel Handelsslægt, som ned gennem Generationerne har talt en Række af store, driftige Handelsmænd, hvis Virkefelt mest faldt i Jylland og paa Fyn. Hans Fader var den store Købmand Steen Hasselbalch i Randers, og det faldt som en Selvfølge, at Sønnen forholdsvis hurtigt forlod Randers lærde Skole og gik i Handelslære i Aarhus. Senere arbejdede han i Vett og Wessels Udsalg i Horsens, og den store Forretning blev hurtigt opmærksom paa hans fremragende Handelsevner og betroede ham i en Alder af 25 Aar Bestyrelsen af Forretningens store Filial i Nakskov.

I 1882 etablerede Hasselbalch sig som Grosserer i København og paabegyndte et en gros-Salg af Kjoletøjer. Og mod Slutningen af Firserne begyndte han i det smaa paa Fabrikationen af Gardiner. Forretning havde de første Aar kun en eneste Væv, og det betød efter de daværende Forhold en ganske rivende Udvikling, at den allerede i 1892 kunde flytte ind i et storstilet, moderne Fabriksanlæg i Lyngby, etablere en selvstændig Filialfabrik i Malmö samme Aar og en stor Filial i Frederikshald fem Aar senere.

Den svenske Filial er nu flyttet til Göteborg under Navnet "Svenska Gardinfabrik", og Afdelingen i Frederikshald er netop i de senere Aar undergaaet en mægtig Udvikling. Fabriken i Lyngby, som ligger lige ved Hovedgaden, umiddelbart efter at Vejen til Lundtofte er gaaet af, har stadig undergaaet store Udvidelser og har nu skaffet sig en saa mægtig Afsætning, at vistnok over 1000 Arbejdere til Stadighed er beskæftiget i dens Lokaler.

Sjælen i hele dette storstilede Værk og i den ustandselige Fremgang har alene været Fabrikejer Hasselbalch, det er i hans Hænder, at det er skabt, og af ingen Ting ex det skabt. Og det vil huskes af hans mange Arbejdere, at han aldrig glemte Forpligtelsen ved at være Chefen for de tusind. Han har altid været en forstaaende og human Arbejdsgiver, og lige saa snart regne med hans Støtte, naar det hans Formueforhold tillod det, var han parat til at hjælpe paa enhver Maade. Ogsaa alle mulige kunstneriske og huntane Formaal kunde gjaldt.

Ogsaa i Erhvervslivet udenfor hans egen store Virksomhed fandt man Brug for hans glimrende Evner. I en lang Række Aar har han været Formand for Privatbankens Bankraad og Medlem af Bestyrelsen for Det forenede Dampskibsselskab. I ikke mindre end fjorten Aar var han Medlem af Sø- og Handelsretten, og gennem lange Tider var han en dygtig Kasseret i Fængselshjælpen.

Fabrikejer Hasselbalch var helt op til sine sidste Dage en smuk. en rank og statelig Mand. Der var over hele hans F'remtræden en naturlig og myndig Autoritet, som gavnede ham meget i hans ansvarsfulde Virksomhed. Baade her og under den betydningsfulde Virksomhed som den faktiske Leder af Privatbankens Bankraad gennem en Snes Aar lagde han aldrig Skjul paa sit Standpunkt, og han betragtede det vistnok som en Selvfølge, at netop det blev ført igennem. Det var et Held for Banken, at det næsten ogsaa altid var det rigtige.

I det offentlige Liv brød han sig forholdsvis lidt om at gøre sig gældende. Han levede for sin Fabrik, sin Bank og sine smukke Hjem, det ene paa "Piniehøj" ved en Sandskraaning mellem Vedhæk og Rungsted og det andet i Christianiagade, og alle disse Steder vil det mærkes, at en stor og stærk Personlighed, en myndig og elsket Fører er gaaet bort.

*

Fabrikejer Hasselbalch døde i Gaar Formiddags ved Ti-Tiden ude paa Piniehøj. Dødsaarsagen var en Hjerteforkalkning. men allerede i de fire-fem sidste Maaneder kunde det mærkes, at Livet langsomt ebbede ud. Det kan vel ikke siges, at Døden kom som en Befrielse, fordi han sikkert i den sidste Tid har været nærmest bevidstløs, men Døden kom i hvert Fald som en ventet og naturlig Udgang paa den lange og stadig stærkere Afkræftelse.

*

Det maa antages, at Firmaet nu vil blive drevet videre af Sønnen Hugo Hasselbalch i Forbindelse med Familiens mangeaarige Ven, Prokurist Jensen. Et stort Tab var det for Firmaet, da den anden Søn, Fabrikejer Erik Hasselbalch, i Foraaret pludselig afgik ved Døden. Han nærede den allerstørste Interesse for Virksomheden og havde ved sine sidste Rejser i Udlandet bidraget væsentligt til at udvide Firmaets Virkefelt.

*

Fabrikejer Hasselbalchs Navn blev tidligere ofte nævnt i Forbindelse med Bankdirektør Heides, og dennes store Forretningsforetagender. Hasselbalch var ogsaa en af Heides gode Venner, og hans Indflydelse bidrog vistnok væsentligt til, at Heide i Nedgangstiderne bevarede sin Tilknytning til Banken.

Men med Heides Projektvirksomhed havde hverken Banken eller Hasselbalch meget at gøre. Det var netop Hasselbalchs store Styrke, at han evnede at koncentrere sig om sin Livsgerning Han fabrikerede Gardiner, han fabrikerede alene Gardiner, og han gjorde det med en saadan Energi og Koncentration om Arbejdet, at Storbedriften blev hans Arbejdsresultat.

(Nationaltidende 8. august 1925).

Nogle adresser hvor Hasselbalck virkede: Lyngby Hovedgade 18, Villa Olga (1885). Bygningen husede 1924-1956 Dansk Gardin & Textil Fabrik (Hasselbalch & Co.) Bygningen blev nedrevet i 1964.

Christian Steen Hasselbalch, gravsted på Vestre Kirkegård. Indskriften på den viste sten lyder: Christian Steen Hasselbalch * 27' febr. 1851 + 7' aug. 1925. Hugo Helms Hasselbalch * 29' maj 1888 + 14' novbr 1957. Desuden ligger andre sten på det meget store gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen god Beværtning i Lyngbye.

På grund af andre forretninger kunne indsenderen der bor 7 mil fra København, hvorhen han skulle befordre et par damer, først tiltræde sin rejse søndag aften den 23. i denne måned og måtte således køre hele natten. Vejret var særdeles ublidt med regn og sne, og derfor kørte han ind i staldlængen ved Store Kro i Lyngby hvor han agtede at ville bede samt skaffe damerne nogen forfriskning. 

Mens hestene blev spændt fra, spurgte han staldkarlen om han ikke kunne få et værelse samt te til damerne, hvortil denne svarede at da klokken kun var 5 turde han ikke vække pigen som havde været længe oppe om aftenen, og ikke plejede at stå op før kl. 6 og at der i det mindste ville medgå 1 time inden man kunne få noget. Da det ikke er behageligt at opholde sig i en stald en times tid i den kolde morgenstund, lod anmelderen spænde for igen for at køre til Postgården hvor han ventede en bedre modtagelse. Men deri tog han fejl, for modtagelsen var ikke stort bedre end i Store Kro. Dog blev der anvist ham og rejseselskab et værelse til ophold. Men da dette ikke var opvarmet og stødte lige til den simple krostue hvorfra mange slags dunster af brændevin, elendig røgtobak osv. strømmede ud, var det på ingen måde tilfredsstillende for folk der er vant til anden levemåde end kulsvierne. 

En tilstedeværende mand for hvem anmelderen beklagede sig over at rejsende ikke for betaling til enhver tid kunne få de ønskede forfriskninger og bekvemmeligheder i en privilegeret kro, det være ved nat eller dag, forklarede at det ikke pålå gæstgiveren at holde noget varmt og oplyst værelse for rejsende om natten, foruden den simple krostue for bønder, men at nærværende vært af særegen godhed havde overladt omtalte værelse til afbenyttelse for konditionerede rejsende. I den anledning tillader man sig det spørgsmål: er privilegerede kroværter og gæstgivere ikke ifølge deres privilegium forpligtet til på enhver tid at skaffe rejsende al mulig bekvemmelighed og de forfriskninger som den dem af øvrigheden satte takst viser at de er berettigede til at falholde? En besvarelse af dette spørgsmål i dette blad ville glæde mange.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 213-215)

Redacteurens Anmærkning

Store Kro stammer fra 1660. Den lå skråt over for vandmøllen. Den havde både ølbryggeri og brændevinsbrænderi, og den blev efterhånden et centrum i Lyngby. Kroen brændte flere gange. De nuværende bygninger stammer fra 1875 og 1891 og hedder nu Hotel Lyngby.

Den nuværende Hotel Postgården på Lyngby Hovedgade 78 er fra 1897. Den gamle Postgården lå på Lyngby Hovedgade 11. På Politivennens tid ejede Postgården en del af Lyngby Assistens Kirkegård på Hestebakken. Bygningen er revet ned.

Ingen Opvartning i store Kro.

Fredag den 25. kørte jeg om aftenen fra mit hjem og kom henimod morgen til Lyngby hvor jeg tyede hen til Store Kro for at få mine heste fodret og selv nyde nogen forfriskning. Efter at have fået hestene fraspændte og bragt til krybben, gik jeg til kroens gæstestue, men fandt samme lukket. Jeg vendte derfor tilbage til stalden og bad karlen at vække pigen for at jeg kunne få en portion kaffe og noget brød. Men han svarede at det vovede han ikke eftersom hr. Rasmussen have forbudt ham at vække pigen fordi en enkelt person forlangte en portion kaffe eller et glas punch, men kun i det tilfælde at der kom et selskab med damer, og henviste mig til den simple krostue hvor jeg kunne få øl og brændevin. Jeg fortalte ham da at jeg ikke var vant til sådant, og at jeg var af den mening at man i en priviligeret kro burde til enhver tid kunne få opvartning for betaling. Men han indvendte derimod at det var ingen priviligeret kro, og at folk som vilde have logi og opvartning, plejede at tage ind på Postgården. 

Store Kro lå siden 1660 over for vandmøllen. Den er brændt flere gange, og de viste bygninger er fra 1875 og 1891 (nu Hotel Lyngby). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Gennemfrossen af nattekulden ønskede jeg ikke at tilbringe den tid hestene bedede i stalden, og måtte derfor begive mig ind i den almindelige krostue hvor jeg erfarede at kl. var halv fem. Her tilbragte jeg ½ time blandt nogle halvt berusede tørvebønder der godtede sig med det kære finkel under just ikke opbyggelige samtaler, og det faldt mig underligt at man her, hele natten villigt udskænkede denne vist nok ikke nektar-lignende drik, mens en rejsende ikke kunne få en nødvendig og styrkende forfriskning. 

Jeg har troet at burde bekendtgøre dette mit uheld for at hr. Rasmussen, hvis karl har forebragt mig en usandhed, kunne give ham en irettesættelse, eller hvis karlen har sagt sandt, andre kan advares ved mit eksempel. 

(Politivennen nr. 892, Løverdagen den 2de Februarii 1833, s. 90-92)

Igjentagen Bøn om Veiforbedring.

I august måned 1828 fremsattes i dette blad en bøn om forbedring af vejen som gennem Lyngby fører til Dyrehaven og løber forbi kirken og præsteboligen. Denne bøn er endnu ikke opfyldt, og at vejen siden er blevet dårligere, er øjensynligt. Udenfor sprøjtehuset hvori man også lægger druknede, langs med kirkemuren er vejen fuld af store bundsten og dybe huller, så a man ikke uden fare for at brække aksler og hjul kan befare samme. Ligeledes er den på nævnte vejstykke værende stenkiste forstoppet, så at vandet fra præstens svinesti ikke kan få afløb, hvilket forårsager en fæl stank, især på varme dage. Ved at passere kisten står man ligeledes i fare for at en hest skal forvride et ben eller at et hjul sønderbrydes ved at komme ned mellem åbningerne. Da denne vej om sommeren befares meget stærkt, især af Københavns indbyggere, der efter at have besøgt Sorgenfri hvis høje ejer har gjort så meget til dette steds forskønnelse, vil tage til Dyrehaven, gentages atter denne bøn om vejens hurtige forbedring.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 399)

Er det tilladt en Kroholder at bortleie stadigen alle sine Værelser?

Indsenderen ønsker dette besvaret da han sidste sommer meget ofte kom til Bagsværd og aldrig kunne få natteleje der på kroen, da alle værelser var bortlejede til bestemte personer eller også kromanden havde fremmede, så at flere der besøgte dette sted, var nødsaget til at ty til Lyngby eller andre steder. Uagtet logi som oftest blev bestilt forud flere dage i forvejen, var der aldrig noget at få til lørdag eller søndag af ovennævnte årsager. 

Da sommeren nu nærmer sig hvor flere vel ønsker at besøge disse behagelige egne, og man efter længere fodrejse vel ofte kunne trænge til at vide sig sikker på at få natteleje når man kommer til privilegerede kroer, ønsker man meget at få rigtig kundskab om det ikke er enhver kromands pligt at modtage og huse gæster der forlanger en eller flere nætters logi og følgelig ligeledes kromandens skyldighed når sådant ønskes i Bagsværd.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9703-9704)

"Sommeren nærmer sig og flere ønsker vel at besøge disse behagelige egne". (Dette syn var formentlig hvad man ønskede at se. Trælandskab nær Bagsværd Sø. Johan Ludwig Lund, 1840-1842. Statens Museum for Kunst).

Uformodede Følger af en Aareladen.

For omtrent 1 år siden var anmelderen så uheldig at vælte med en vogn på landevejen, hvorved han fik sin højre side slemt forslået. Da smerten vedblev, besluttede han efter nogle dages forløb at lade sig årelade. Han gik derfor til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades. Efter at denne operation var foretaget, spurgte anmelderen hvad han skulle betale, hvorpå barberen svarede 1 rigsbanksdaler. Anmelderen lagde 4 mark, som var alle de penge han havde hos sig på bordet og sagde at efter hans mening kunne dette vel være nok, men at han var villig til at betale mere når barberen kunne vise ham noget der berettigede ham til at fordre mere. Dette var den hr. barber ikke at formål til, men derimod har han fundet på når anmelderen i selskab med andre kører forbi ham, at råbe efter ham: "Du slyngel, betal  mig de 2 mark de skylder mig". 

Da man nu ønsker at være befriet for sådan ubehagelig tiltale på landevejen og for at få at vide om barberen kan have noget videre at fordre, fremsættes det spørgsmål: "Er der bestemt nogen betaling for åreladen".

Besvares dette spørgsmål til barberens favør, da skal han få det ham tilkommer. Men i andet fald vil man søge at bringe ham til at holde inde med sin grove tiltale og at forunde de forbikørende vejfred.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9199-9200)

 "Han gik til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades." (Barberer fungerede også som en slags kirurger, her en rekonstruktion af en barberstue fra omkring 1800 i Håndværkerstat.)

To selvraadige Karle og - en Høtyv.

Mandag den 26. f. m. kørte anmelderen med familie fra Lyngby til Fortunen og mødte 2 tjenestekarle, hver med et stort læs hø, kørende på venstre side af vejen, altså lige mod hans kusk som kørte rigtigt og holdt til højre for enhver de mødte. Den første af disse karle holdt rigtig af til højre side, dog ikke uden at bruge mund på anmelderens kusk, hvorimod den anden som var en holstener omtrent 30 år gammel, lod kun som han også ville gøre hvad hans pligt var, men i stedet derfor drejede han øjeblikkelig ind på vognen hvorpå sad 3 fruentimmer og 2 børn, sammen med anmelderen, så at disse før de mærkede det, var aldeles under læsset og måtte springe ned af vognen og i grøften for ikke at blive væltet.

Vejen var på ingen måde smal på dette sted. Tværtimod var den så bred at der kunne køre 3 vogne ved siden af hinanden, men den ondskabsfulde holstener syntes at vejen var til hans disposition alene, når han kørte med et hølæs.

Foruden hvad anden ulykke her kunne være sket, kunne man også være blevet jaget en på siden af læsset hængende høtyv ind i livet.

Da man foreholdt karlen hans forseelse og forklarede ham at høtyven burde hænge bag på læsset og ikke på siden, hvor den let kunne forårsage skade, især da han ulovligt kørte ind på de vogne som kom ham i møde, svarede han at sådant var brug hvor han tjente, men i øvrigt ville han ikke indlade sig i at besvare spørgsmålene om hans og hans husbonds navn og bopæl.

Kammeren til denne holstener, kører ligeledes ind på en stor holstensk herskabsvogn, hvorpå sad 6 damer, som alle på grund af disse ondskabsfulde kuske nederdrægtighed, måtte stå af, for ikke at risikere at vælte eller komme til skade ved høtyven.

Da der endnu kan være mange læs sæd for disse selvrådige karle at køre hjem til deres husbond eller herre ad denne vej i sommer, så tjener dette til varsel for enhver som gerne passerer denne vej der fører fra Lyngby til skoven, med den venligste begæring at have holsteneren, hans kammerat og høtyven i erindring da måske dog nogen kunne attrapere disse karle og drage dem til ansvar for sådan dobbelt forseelse.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3023-3025)

Vej-Uorden imellem Lyngby og Jægersborg.

(Indsendt)

Den vej som fører fra Lyngby til Jægersborg Alle, er på nuværende tid i højeste grad ufremkommelig så at færdslen mellem disse to steder der dog ikke er lille, for at opnå nogenlunde hvad man kalder sikkerhed, nødes til at gøre en stor omvej.

Årsagen til denne vejs bedrøvelige tilstand er efteruforgribelig formodning den at den forbedring som den fik i fjor, og som hvis den om sommeren havde været iværksat, vist havde været af største nytte, foretoges sent på efteråret. Og vejen er virkelig snarere at kalde forværret end forbedret.

(Politivennen nr. 467, 4. april 1807, s.7433)

En djærv Rytterinde.

(Efter indsendt).

En galant dame kom i følge med en kavaler ridende søndag formiddag den 6. juli fra Lyngby og på vejen mellem nævnte Lyngby og den såkaldte vintappergård i fuldt trav overred en aldrende kone så hun hovedkuls kom ned i grøften. Det som endnu forværrede optrinnet var, at damen fortsatte sit raske trav uden at se tilbage til den arme lidende som havde været til fods - og nu lå i grøften. Det er muligt at hun ved denne offentlige påmindelse kunne vækkes til eftertanke - for man bør dog hellere forudsætte at letsind end ondskab kunne bo i denne unge skønnes hjerte.

(Politivennen nr. 429, 12. juli 1806, side 6818-6818)

Anmodning til Vedkommende i Lyngby.

Ved en indgang til Lyngby kirkegård hænger et halsjern. Hvor upassende denne ting i flere henseender hænger der, behøves vel næppe at fremstilles. På de allerfleste steder i Danmark har man for længst bottaget dem. Nogle tilbageblevne har det lykkes dette blad at skaffe bort, og udgiveren håber at det ved vedkommendes bekendte tænkemåde også vil lykkes ham, deriblandt at tælle halsjern i Lyngby.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6014)

Svar paa det i Politivennen No. 329 indrykkede Ønske, Lyngbye angaaende.

At små uordner kan indløbe ved fattigvæsnet og engang imellem virkelig sker, bør kommissionen være så beskeden at tilstå. Den bestræber sig efter muligste evne for at kende og afhjælpe dem. Men ikke altid lykkes dens bestræbelser. Med sand erkendtlighed modtager man derfor også ethvert vink, ethvert råd og enhver hjælp som tilbydes.

Man påskønner derfor også anmelderens velvilje i henseende til det give vink. Men bør tillige anmærke at kommissionen som ikke er uvidende om nogle børns utilbørlige ufærd allerede for længe siden har gjort hvad den kunne. Den har nemlig opbragt 2 børn som formodentlig er de tilsigtede, og overleveret dem til politikammeret hvor de uden tvivl har fået den ved forordningen bestemte advarsel, hvilket de ikke har agtet. For de har atter indfundet sig. Kommissionen har derfor skriftligt anmeldt dem for politiet og fået løfte om deres afstraffelse. Den tror sig derfor i denne henseende angerløs. Angående Dyrehaven da er samme dels så langt fra Lyngby at enhver uorden ikke kan bemærkes af kommissionen, dels ligger den i kildetiden på en speciel måde i enhver henseende nærmest under politiets opsyn, hvis betjente også nyder en kendelse af Gentofte Hospital for at være der til stede til at forebygge uorden.

Lyngby den 20. august 1804.

På kommissionens vegne

B. F. Rønne.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5265-5267)

Ønske i Lyngby.

Lyngby sognekomission der i øvrigt drager så vel omsorg for at menigheden og de lysterende er befriet for tryglende overhæng, vil tillade at man peger på nogle uordner i den henseende. I skoven lige over for Sorgenfri Slot findes ofte en kone med nogle børn som ikke alene tigger, men endog er uartige mod folk hvorom slottets beboere og mægler Behrend vil kunne aflægge vidnesbyrd. Dyrehaven er heller ikke fri for tryglere. Man er forsikret om at kommissionen så snart den bliver vidende om det, vil gøre alt for at fjerne disse små uordener hvorved den vil vække nye og forøget velvilje mod sit fattigvæsen og endnu se de overordnetlige frivillige bidrag til dets kasse forstørrende.

København den 4. august 1804.
Albertsen

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5229-5230)

Spørgsmål til Politiet i Lyngby

(Efter indsendt)

Er den uanstændighed tilladt som foregår ved Lyngby Sø at nogle kuske praktiserer at lade en fuldstændig nøgen dreng sætte sig på deres heste for at ride ud i vandet, på et tidspunkt hvor så mange spadserende, især fruentimmer, går i skoven for at fornøje sig, og dels sidder at spise aftensmad. Da en sådan kusk blev foreholdt denne uanstændighed af et siddende selskab, blev der (som man naturligvis ikke kunne forvente andet af en sådan karl) svaret med grovheder, og siden var der adskillige andre, som desuagtet på lige måde benyttede den samme dreng.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 328, 4. august 1804, s. 5215-5216:)

Anmærkning i Lyngby.

Gabestoksjernet eller halsjernet som hænger i kirkegårdens mur i Lyngby, klæder grumme ilde på dets sted, og så vidt man kan skønne af dette udslidte tilstand, bliver det nok sjældent brugt. Dette giver anledning til den formodning at velbemeldte jern kunne borttages uden at savnes, enten af retten eller af Lyngbys oplyste menighed.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 281, [10. september] 1803, s. 4470)

Kulsvieruskik

(Efter indsendt)

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er nok så bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 253, 26. februar 1803, s. 4031-4032)

"Det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften." (Kongevejen ved Damhuset i Lyngby, 2016. Kulsviervejen forløber ca 1 km længere østpå. Eget foto).

Svineri i Lyngby Sø.

Da de folk - formodentlig fra natmanden i Ballerup - der den 4. maj bortførte renovationen for Sorgenfri Slot, på det dertil bestemte gødningssted, kørte derefter med deres vogne ned i Lyngby Sø hvor de ikke alene afskyllede og rengjorde samme, men endog alle de redskaber de havde brugt til denne forretning, så troede anmelderen heraf der ved en hændelse blev øjenvidne til dette svineri, at burde gøre vedkommende opmærksomme på at forebygge samme i fremtiden, da det vand denne sø indbefatter bliver brugt såvel til mangfoldige næringsmidler, som til en stor del der i egnen værende menneskers og dyrs daglige drik.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 16 Maj 1801, s. 2567-2568)

Om Vejen fra Lyngby til København.

Hr. Politiven.

Jeg har intet at indvende imod alt hvad De i Deres blad nr. 118 har meldt til generalvejkommissionen om vejen fra Lyngby til København, skønt endnu mere kunne være sagt om samme, såsom om de vanskabte træer der er plantet fra Lundehuset til Vibenshus om deres slette oppasning med anbinding til de sletvalgte stager der er sat ved dem, hvoraf nogle når op over toppen, andre kun halv på stammen og andre er helt borte. Heller ikke er talt om jordvejens istandholdelse da der gives fri hus og årlig løn til folk som skulle forrette deres arbejde. Jeg for min part kan ikke bevidne at nogen af dem gør noget ved vejen, den mand undtaget som har bolig ved Vintappergården. Meget andet kunne være omtalt som manglende ved denne vejs vedligeholdelse der giver så anselig forpagtnings intrade. Dette alene må jeg erindre siden De taler om påført grus at så ofte jeg i de sidste år er kommet ad denne vej, når den har været under forbedring eller nylig såkaldt istandsat, har mine øjne aldrig set det som med rette kan kaldes rent grus lagt på vejen, men i det sted har jeg set lerblandet jord og sten som i regnvejr bliver til pladder og som siden ved tørke og blæst ryger bort, til plage for den rejsende, for den nærved boende og for vejen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 October 1800, s 2035-2037)

Til Generalkommisionen.

Ved at rejse fra Lyngby til København mandag den 21. i sidste måned, så jeg de forbedringer som er gjort og gøres på Kongevejen, og tror at gøre vel i at fremsætte de tanker jeg ved den lejlighed havde, for det kollegium under hvis bestyrelse både anlægget og vedligeholdelsen af de nye landeveje står.

På et sted hvor vejen ligger over hældet af en bakke og hvor dens halve bredde er ophøjet over bakkens hældning, den anden nedsænket i bakken selv, har man fra anlægget af ikke brugt den rette fremgangsmåde at afsætte bakkens opstående bred i trin (en terrasse). Derfor har brinken bestandig skudt grøften fuld. Også nu så jeg at i den fornyede grøft var allerede af den nylige regn en stor del jord skyllet ned.

Den jord som arbejderne dels tager op af de fornyede grøfter, dels afstak eller afskuflede af den ujævne jordvej, blev tilhobe opkastet på jordvejens hele bredde. Dette er vel rigtigt, dog må iagttages 1) at jordevejen dog ikke ved denne forhøjning må gøres højere eller lige så høj som grusvejen, da vandet skal have fald fra denne ud over hin i grøften. 2) At først alt stående vand afledes fra jordvejens huller, og 3) at dennes hårdere steder med en hakke noget ophugges for at passe nogenlunde i løshed med de dybere steder hvor ellers det overkørende hjul straks vil synke og i meget kort tid skabe det forrige slag. 4) At denne på jordevejen opkastede fyld bliver sammendabet og overtromlet da man ellers kan skaber støv i tørvejr og søle i sludvejr som er kun et lidt fordelagtigt bytte for den forrige hullede vej. Hvorvidt den første af disse fordringer iagttoges eller iagttoges til fulde, kan jeg ikke ved så hastig overskuelse bestemme. Den anden fordring opfyldtes på ingen måde. Alle slag og huller stod fulde af regnvand og således modtog de fylden. Lige så lidt havde hensyn til den 3. eller 4. dog så nødvendige betingelse. Det hele forrettes skødesløst af arbejderne og opsynsmand blev jeg under min gennemfarende oversyn ikke var.

På denne side af Lundehusvej er grusvejen blevet forbedret ved påført grus. Rettere kunne jeg sige: man har ville forbedre dem. For således som dette arbejde er gjort, kan ingen sagkyndig kalde det forbedring. Ikke alene har man nu allerede overalt genfærd af slagene, jeg mener at gruset er kørt dybere ned af følgene på de steder hvor der har været slag, end hvor der har været ryg, som er det tydeligste bevis på at man har forsømt, før man lagde gruset at ophakke rygen. Og hvad bliver følgen andet end at de gamle slag om kort tid er lige så slemme som før. Men den påførte grus der i det højeste burde have en valnøds størrelse, fordi den da ikke kunne sætte sig fast i kløften af en hestesko, er tværtimod mænget med sten som æbler, ja som små kålhoveder, uagtet erfaring burde have lært at når gruset ikke er jævnstor vil den større aldrig køre sig ind. Også ser man dise store sten ligge løse på grusvejen til skumpling for vogne, fortræd for hestefoden og til opbrud af den mindre grus hver gang et hjul træffer med noget læs over dem.

Var den her påførte grus NB renset fra de større stykker, først blevet lagt efter at vandet var ledt af slagene og ryggene ophakket (just således som med jordvejene før deres fylding overfor er anbefalet), blev grusvejen efter påføring i den første tid hver dag overkørt med en tung stentromle, og endnu et par gange gået efter med fyld hvor udkrævedes, så ville der nu ligge den skønneste jævneste grusvej hvor der kun er et dyrt betalt fuskeri.

K. H. Seidelin.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1878-1881)

Til det militære Politi.

Som et bevis på krigstugten hos de soldater som i flokkevis i går dig gennem Lyngby med hujen og skrigen, meldes at en af dem havde et stykke gammel måtte på sin stok som skulle forestille en fane. Med denne viftede han en gammel skrøbelig kone om øjnene som stod med leddet åbent for ham der går ud til Sorgenfrigrund og til sidst gav han hende et rap af stokken. En skikkelig mand som så dette, tiltalte ham derfor, men han besvarede ham blot ved en af fiskerkonernes håndgebærder.

Sådant er følge af den besparelse, ikke at følge dem til distriktet med en officer og underofficer som før har været brug.
Kongens Lyngbby den [17] juni 1799
****r

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 967-968)

Forsømmelighed i Lyngby.

I Lyngby ligger et stykke af den gamle landevej, kaldet Dronningvad. Der er en stenkiste hvor alt vand fra hele Lyngby mark har sit udløb. Og da samme stenkiste ikke har mere end en dæksten, som folk kan klatre over (når den ikke af fulde folk bliver kastet i renden, hvilket ofte sker), så er den for fremmede og rejsende desto mere farlig. Og ligeså farlig er det for de mange drukne som kommer om aften fra kroen, og vil op i byen. Disse kunne let drukne uden at noget menneske vidste deraf, da der ingen folk er i nærheden. Også måtte man undres over de store møgbanker der ikke alene gør vejen upassabel for gående, men har endog afløb til renden hvor mange folk henter vand når de ikke kan få i åen. 

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 570-571)