Fredag den 25. kørte jeg om aftenen fra mit hjem og kom henimod morgen til Lyngby hvor jeg tyede hen til Store Kro for at få mine heste fodret og selv nyde nogen forfriskning. Efter at have fået hestene fraspændte og bragt til krybben, gik jeg til kroens gæstestue, men fandt samme lukket. Jeg vendte derfor tilbage til stalden og bad karlen at vække pigen for at jeg kunne få en portion kaffe og noget brød. Men han svarede at det vovede han ikke eftersom hr. Rasmussen have forbudt ham at vække pigen fordi en enkelt person forlangte en portion kaffe eller et glas punch, men kun i det tilfælde at der kom et selskab med damer, og henviste mig til den simple krostue hvor jeg kunne få øl og brændevin. Jeg fortalte ham da at jeg ikke var vant til sådant, og at jeg var af den mening at man i en priviligeret kro burde til enhver tid kunne få opvartning for betaling. Men han indvendte derimod at det var ingen priviligeret kro, og at folk som vilde have logi og opvartning, plejede at tage ind på Postgården.
Store Kro lå siden 1660 over for vandmøllen. Den er brændt flere gange, og de viste bygninger er fra 1875 og 1891 (nu Hotel Lyngby). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2016.
Gennemfrossen af nattekulden ønskede jeg ikke at tilbringe den tid hestene bedede i stalden, og måtte derfor begive mig ind i den almindelige krostue hvor jeg erfarede at kl. var halv fem. Her tilbragte jeg ½ time blandt nogle halvt berusede tørvebønder der godtede sig med det kære finkel under just ikke opbyggelige samtaler, og det faldt mig underligt at man her, hele natten villigt udskænkede denne vist nok ikke nektar-lignende drik, mens en rejsende ikke kunne få en nødvendig og styrkende forfriskning.
Jeg har troet at burde bekendtgøre dette mit uheld for at hr. Rasmussen, hvis karl har forebragt mig en usandhed, kunne give ham en irettesættelse, eller hvis karlen har sagt sandt, andre kan advares ved mit eksempel.
(Politivennen nr. 892, Løverdagen den 2de Februarii 1833, s. 90-92)
Gennemfrossen af nattekulden ønskede jeg ikke at tilbringe den tid hestene bedede i stalden, og måtte derfor begive mig ind i den almindelige krostue hvor jeg erfarede at kl. var halv fem. Her tilbragte jeg ½ time blandt nogle halvt berusede tørvebønder der godtede sig med det kære finkel under just ikke opbyggelige samtaler, og det faldt mig underligt at man her, hele natten villigt udskænkede denne vist nok ikke nektar-lignende drik, mens en rejsende ikke kunne få en nødvendig og styrkende forfriskning.
Jeg har troet at burde bekendtgøre dette mit uheld for at hr. Rasmussen, hvis karl har forebragt mig en usandhed, kunne give ham en irettesættelse, eller hvis karlen har sagt sandt, andre kan advares ved mit eksempel.
(Politivennen nr. 892, Løverdagen den 2de Februarii 1833, s. 90-92)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar