Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennnen).

En uhyggelig Affære.

En Fosterfordrivelses-Klinik i St. Kongensgade.

To finske Damer arresterede.

Opdagelsespolitiet har i Gaar anholdt to finske Kvinder, Fru Hilma Jensen og Fru Caroline Ekling, der i en Lejlighed paa 1. Sal i Ejendommen St. kongensgade Nr.  44 gennem længere Tid har drevet en Slags "Privatklinik" til Hjælp for unge Kvinder, der har "kommen galt af Sted".

Anmeldelsen skyldes en Mand, der gennem en kvindelig Bekendt havde hørt om den mærkelige "Massageklinik" og de to Damers Tilbud, og som i Forstaaelsen af den Fare "Operationer" af denne Art jo altid rummer for "Patienterne", mente det bedst at faa sat en Stopper for Virksomheden

Sagen blev overgivet til Mordeksperterne. Og i Gaar Middag indfandt Overbetjent Ottosen og Kriminalbetjent Strømmen sig i Lejligheden i St. Kongensgade og anholdt Fru Jensen, der var Hjemme, parat til at give "Konsultation", og straks derefter Fru E k l i n g, der havde været ude i Byen og just kom hjem, da Politiet var i Færd med at føre hendes Kollega bort.

Begge Kvinderne blev i en Politibil kørt ud til Politigaarden, hvor Overvagtmester Liktner fik dem til Afhøring.

Fru Jensen indrømmede, at det i det enkelte Tilfælde, som foranledigede Anmeldelsen, havde været Hensigten at forsøge Fosterfordrivelse. Men hun hævdede, at hun hverken i dette eller i noget andet tidligere Tilfælde havde indladt sig paa nogen Operation.

Fru Ekling, der kaldte sig "Professorinde", og som vistnok ogsaa i sin Tid har været gift med en finsk Professor, nægtede pure at kende noget som helst til Fosterfordrivelse eller nogen Sinde at have gjort sig skyldig i noget ulovligt. Men Politiet fandt ved en Husundersøgelse i Lejligheden ikke alene to Sæt Instrumenter, som anvendtes til de kriminelle Operationer, men ogsaa en omfattende Korrespondance mellem de to Damer og en Række Kvinder, der har søgt deres Hjælp, saa Dommer Troels Lund, der fik de to Fruer til Grundlovsforhør, fandt det foreliggende Bevismateriale imod dem saa fældende, at han afsagde Fængslingkendelse over dem begge.

Naturligvis vil de stakkels unge Kvinder, der har været Patienter paa Kliniken i St Kongensgade, næppe kunne undgaa at blive implicerede i Sagen. Men det plejer jo i vor moderne Tid heldigvis at gaa saaledes. at Retfærdigheden nøjes med at straffe de egentlig skyldige, som har gjort sig en Levevej at den forbryderiske Virksomhed. medens deres ulykkelige Ofre, selv om de dømmes efter Loven, jo i Reglen bliver benaadede.

Sagen vil rimeligvis fortsat blive behandlet af Dommer Troels Lund.

(Aftenbladet (København), 4. september 1926).

I oktober 1926 indrømmede de to ved Byretten af de havde haft et fosterfordrivelsesbureau. Massøsen Hilma Jensen blev ved landsretten 20. december 1926 idømt 3 års forbedringshus. "Professorinden" var i mellemtiden død på kommunehospitalet. En impliceret dame fik 8 måneders forbedringshus.

En ny pinlig Affære.

En Massør anholdt for professionel Udnyttelse af unge Kvinders Ulykke ved Fosterfordrivelse.

Han udgav sig for Provinslæge for at faa de nødvendige Operations-Instrumenter.

Politiet har i dag til Morgen foretaget en Anholdelse, der, som det allerede kan ses, danner Indledning til en ny uhyggelig Fosterfordrivelses-Affære.

Den Anholdte er en midaldrende Mand, der i en årrække har drevet en slags massørvirksomhed

ude paa Vesterbro og Anholdelsen er foregaaet under helt ejendommelige Omstændigheder.

Fanget paa Hovedbanegaarden.

I en af den indre Bys større lntrunientførretninger fik man i Gaar besøg af en Herre, der kaldte sig Dr N N fra Aarhus, og som købte en hel Del forskellige Operations-lnstrumenter af dem, der specielt anvendes at Kvindelæger.

Manden forstod meget vel at anvende de rigtige tekniske Betegnelser for de forskellige Instrumenter. Men der var alligevel noget hos ham, der vakte Ekpedientens mistanke. Og da man ved et Gennemsyn af den Fortegnelse over de praktiserende Læger, som ethvert Apotek og enhver Instrmenthandler ligger inde med, ikke fandt det opgivne Navn opført under Aarhus,

bestyrkedes Mistanken yderligere, og der skete Anmeldelse til Politi idet man samtidig meddelte delte, at den mystiske "Doktor" havde beordret de bestilte Instrumenter sendt ud i Hovedbanegaardens garderobe ved Korsørtogets Afgang i Morges.

To Opdagere blev stillet paa Vagt ved Garderoben. Og da "Doktoren" ved 8-tiden mødte og forlangie sin pakke, traadte de frem og erklærede ham for anholdt.

Manden faldt fuldstændig sammen og maatte halvvejs bæres ud til Bilen, hvoii hun blev kørt til Politigaarden. 

Her kom han straks til en Afhøring, hvorunder han, efter at have opgivet sit Navn og en Adresse, tilstod, at han skulde have brugt de bestilte Instrumenter til den forbryderiske Virksomhed, han i længere tid havde drevet, mod for en klækkelig Betaling at hjælpe unge KVinder, der var "kommen galt afsted".

Den forræderiske Korrespondance.

Da Afhøringen af "Doktoren" var til Ende, blev han sendt over i Arresten og samtidig foretoges der en Husundersøgelse i hans Hjem, hvor Politiet fandt en omfattende Korrespondance, han havde ført med sine forskellige Klienter - de stakkels unge Kvinder, der har søgt hans Assistance i deres Nød, og som nu uundgaaeligt vil komme til at møde i Retten, selv om der naturligvis som altid nu i slige Affærer vil blive taget paa dem med aI mulig Diskretion og hensynsfuldhed. 

Særlig tragisk former Sagen sig i et enkelt tilfælde. hvor det drejer sig om en herværende Embedsmands unge Hustru, der, som den beslaglagte Korrespondance viser det, er bleven "behandlet" af Massøren med sin Mands Vidende og paa han Foranledning. Thi selv om Embedsmanden mulig vil slippe med en betinget Dom, vil han jo vel uundgaaeligt miste sin Stilling, naar han bliver dømt.

(Aftenbladet (København), 15. september 1926).

Det viste sig ved forhøret at massøren der havde brugt dæknavnet dr.Griff, hed Ingerslev, og desuden havde udført pengeafpresning mod nogle af kvinderne. I oktober blev Svend Lembcke Otto anholdt for at havde skaffet kunder til "Dr. Griff".

Rædselsfuld Familie-Tragedie i Eckersberggade. (Efterskrift til Politivennen)

En Grossererfrue død i Gaar af Fosterfordrivelse.

Grossereren har begaaet Selvmord i Nat.

I Ejendommen Eckersberggade Nr. 38 ude i de smaa Byggeforeningshuse mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen er der i Gaar og i Nat udspillet et rædselsfuldt Familiedrama af en saa uhyggelig Natur, at der vil staa Gny om det over den hele By og det ganske Land.

I Lejligheden paa 1. Sal har der i en Aarrække boet en 44-aarig Grosserer ved Navn T. Henriksen sammen med sin 39-aarige Hustru. Ægteparret, der sad i nogenlunde gode Kaar, idet Fruen, der var Russerinde af Fødsel, supplerede Mandens Indtægter ved at give Undervisning i Fransk og Russisk, havde kun et Barn, en lille 4-aarig Pige, der var anbragt i Pleje hos nogle Slægtninge. Nu havde det imidlertid vist sig, at Fru Henriksen paany skulde bringe et Barn til Verden. Og hun har i den sidste Tid - uvist egentlig hvorfor - været meget nedtrykt derover.

I Forgaars Aftes blev hun pludselig syg, uden at der blev tilkaldt nogen Læge. Denne

blev først tilkaldt i Gaar Eftermiddags, og

da Lægen kom var Fruen død!

Lægen fandt ved en Undersøgelse Dødsfaldet saa mystisk og mistænkeligt, at han nægtede at udstede nogen Dødsattest og i Stedet for sendte en Meddelelse til Politiet.

Det blev Opdagelse-politiets Mordeksperter, der fik Sagen til Undersøgelse. Og det første, der skete, var, at Fru Henriksens Lig blev beslaglagt og kørt ud paa Retsmedicinsk Institut for at blive underkastet legal Obduktion.

Denne skulde have fundet Sted i Formiddag. Men forinden har Dramaet udviklet sig videre paa en endnu mere tragisk og uhyggelig Maade, idet Ægtemanden, der i Gaar kun havde været Genstand for en ganske kort Afhøring, men i Dag skulde være mødt paa Politigaarden, har

unddraget sig enhver Opgørelse

af sit mulige Ansvar for eller Meddelagtighed i Hustruens Død, idet har har begaet Selvmord!

I Morges tidligt fandt nogle af Huset andre Beboere, der kom ind for at se til ham og trøste ham i hans Sorg over Hustruens Død, ham siddende eller rettere liggende i en Stol inde i sin Dagligstue, hvor han havde skudt sig i Baghovedet med en Revolver af svær Kaliber.

Døden er sikkert indtraadt øjeblikkelig.

Tæppet er saaledes allerede faldet for denne Tragedie, hvis Udvikling ellers næppe havde været til at overse. Der kan jo vel næppe være Tvivl om, at Fru Henriksens Død skyldes et mislykket Forsøg paa Fosterfordrivelse, og at Grossereren har været saa stærkt meddelagtig heri og derigennem i Hustruens Død, at han ikke har turdet tage Ansvaret ved et retsligt Opgør men har valgt at gaa i Døden for egen Haand.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1926).

Obduktionen af fru Henriksens lig viste at der ikke var foretaget nogen forbryderisk operation. Hun var blevet såret under en almindelig udskylning. Udskylning blev på daværende tidspunkt bl. a benyttet efter samleje (fx med antiseptisk opløsning) for at undgå graviditet. I dag ved vi at det ingen effekt havde på sædcellerne og at effekten er meget lav.

Grosserer Henriksen havde ikke nogen andel i konens død, og selvmordet skyldtes formentlig sorgen over hustruens død. Så vidt jeg kan se var der ikke noget dementi i Aftenbladet over den uberettigede beskyldning.

Fosterfordrivelse m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Prof. Gammeltoft fordømmer Modersprøjten.

Avtoriteterne bør forbyde Salget.

Prof, Dr. med. S. A. Gammeltoft fortsætter i det sidst udkomne nummer af "Ugeskrift for Læger" en Artikelserie om Anvendelsen af anticonceptionelle Midler.

- Der er, skriver Prof. Gammeltoft, fra forskellig Side fremført, at det vilde være naturligt, at Mennesker, som senere agter at indgaa Ægteskab, men hvor Forholdene, først og fremmest de økonomiske, men f. Eks. ogsaa Boligforholdene, umuligjorde denne Plans Realisation, levede sammen som Ægtefolk, naar de blot undgik at faa Børn.

Hr. Gammeltoft udtaler sig paa følgende Mande om dette Spørgsmaal:

Her er der imidlertid, uden som sagt at komme ind paa de farlige Konsekvenser, som denne Lære i det hele kan have for Samfundet, det Hovedargument, at, da vi, som vi senere skal se, 

Ikke kender noget sikkert anticonceptionelt Middel,

saa maa man være klar over, at det alligevel meget let ender mod, at den paagjældende Kvinde bliver gravid (svanger).

Det er et uhyre stort Ansvar, som de Mennesker paatager sig, som fremstiller Anvendelsen af de almindelige anticonceptionelle Midler som et fuldstændigt sikkert Middel til at hindre Conception.

De skaber derved en falsk Sikkerhedsfølelse, som kan blive uhyre skæbnesvanger. Derfor maa det ogsaa bestemt misbilliges, naar det har været foreslaaet, at de Klinikker, Kontorer og lignende, som oprettes for at udbrede Kendskaben til disse Metoder, af diskretionære Hensyn ikke skulde spørge de paagældende Patienter om deres Navn og Stilling.

Og selv om de gør det, yder dette jo ingen Sikkerhed for, at de ikke kan blive ført bag Lyset, atter en Grund til, at man maa foretrække, at hele dette Spørgsmaal ikke glider bort fra de praktiserende Læger, som langt bedre kender de paagældende Kvinder og deres Forhold.

Apparaterne yder ingen Beskyttelse mod Smitte.

Prof. Gammeltoft udtaler endvidere følgende:

Det er heller ikke tilstrækkeligt fremhævet, forekommer det mig, overfor det store Publikum, at de fleste af disse Midier aldeles ikke faar nogen Sikkerhed overfor venerisk Smitte; blandt Publikum sker der i alt Fald ofte en Sammenblanding af de to Spørgsmaal.

Man maa regne med, at der ogsaa blandt den opvoksende kvindelig befolkning findes ikke saa faa, mere eller mindre letsindige. Angsten for Svangerskab og for Paaførelsen af venerisk Smitte afholder sikkert en stor Del af disse fra at indlade sig paa illegitime, løse Forbindelser.

Tager man nu ved Anvendelsen af Anticonceptionelle Midler den ene af disse Hemsko bort, tror jeg, at man kan befrygte, at der kommer en Opblussen af Antallet af veneriske Lidelser, ligesom man ogsaa maa regne med, at Mænd, hvem Tanken om en mulig Fare for senere at blive udlagt som Alimentant med de deraf følgende Økonomiske Byrder afholder fra at indlade sig paa fuldstændig løse Forbindelser, i større Udstrækning vil indlade sig paa saadanne, hvis de tror, at denne Mulighed ikke foreligger.

Advarsel mod Apparater, der fremkalder kriminelle Aborter.

Angaaende det tidligere omtalte Apparat, den saakaldte Schuberts Obturator, der forhandles til Kvinden, udtaler Prof. Gammeltoft, at det her Ikke drejer sig om nogen Forhindring af Svangerskabet, men det drejer sig om en artificiel kriminel Abort, fremkaldt paa en raffineret maade.

Rent bortset fra det strafbare heri, er der ingen Tvivl om, at saadanne Aborter med paafølgende mulige Infektioner være uhyre farlige og kan give Anledning til talrige Underlivssygdomme.

Alene af den Grund bør dette Apparat forkastes. Men endnu værre bliver det, naar der i et dansk Katalog, der reklamerer for dette Apparat staar, at Apparater af massivt Sølv eller Guld behøver aldrig at kontrolleres (!), ligesom det man siges at være en direkte Opfordring Fosterfordrivelse, naar der staar, at ved Svangerskab er det forbudt at bære Obturatoren, da dette ellers ophæves (!).

Man maa derfor, bl. a. ogsaa fordi Apparaterne er sundhedsfarlige, absolut fordømme deres Anvendelse.

De livsfarlige Modersprøjter

Prof. Gammeltoft giver en udførlig Beskrivelse af de forskellige farlige Komplikationer, der kan opstaa for Kvinder, som anvender disse Obturatorer; blandt Sygdomstilfældene er der flere af en ret uhyggelig Art, ikke egnet til at omtales i et Dagblad.

Professoren kommer dernæst til de livsfarlige Modersprøjter, der anvendes til Udskylning, og som er lige farlige, enten de er forsynet med et tykt Rør eller med et langt, spidst Rør.

De Ulykker, som disse Apparater har fremkaldt, dels i Tilfælde, hvor de har været anvendt ligefrem for at fremkalde Abort, dels for at forebygge Svangerskab, er saa talrige, at man maa ønske, at Autoriteterne snarest muligt skrider ind og forbyder Salget.

Haarde Straffe i Amerika for at sælge apparater. 5 Aars Fængsel og 5000 Dollars i Bøde

Prof. Gammeltoft oplyser - med Hensyn til Autoriteternes Stilling i Amerika overfor anticonceptionelle Midler - følgende:

- Den amerikanske Generaldirektør for Postvæsenet har paa alle de amerikanske Postkontorer opslaaet Meddelelse om, at det betragtes som i strafbart at udsende eller modtage Postforsendelser af usædeligt Indhold. Herind under falder enhver Anvisning, Medikament eller Præparat, der har til Hensigt at hindre Besvangrelse. Overtrædelse af Forbudet straffes med en Bøde paa 5000 Dollars eller 5 Aars Fængsel - eller ogsaa begge Dele tilsammen.

(Social-Demokraten 4. januar 1925)

Sven Aage Gammeltoft (1883-1954) havde en baggrund bl. a. som kandidat ved Diakonissestift (1908-1909), Rigshospitalets fødeafdeling (1911-1912 og igen 1914-1916). Han blev dr. med 1912. Han skrev forskellige afhandlinger om svangerskab og fødsel, og var redaktør af Tidsskrift for Jordemødre (1916-1919). Han udgav syv bind Arbejder fra Fødeafdeling A og Gynækologisk Afdeling (1923-32). Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Stiftpessar: "Out of the means with purely mechanical effect ... those ... stemmed uterine caps from rigid material are to be considered as particularly dangerous, as in their style to protrude into the womb and cause disorders and inflammation." A. Grotjahn: Das Gesundheitsbuch der Frau – Woman´s Health Book 1927. Museum of contraception and abortion.

En ung Kvinde død efter Fosterfordrivelse.

Den skæbnesvangre Lære om "Frivilligt Moderskab" og de livsfarlige Apparater.

Den fortvivlede og af ganske naturlige Aarsager misforstaaede Lære om "frivilligt Moderskab om Kvinders Selvbestemmelsesret med Hensyn til Spørgmaalet om at støtte Børn i Verden - har i Gaar krævet en ung Kvindes Liv.

Den Paagældende er en 22-aarig Husassistent Esther Johansen, der tjente i Villaen Vodroffsvej Nr. 42, som tilhører Brygger Vagn Jacobsens Hustru, Fru Xenia Jacobsen, der i nogen Tid har været bortrejst.

Den unge Pige var forlovet med en jævnaldrende Mand. Og i Gaar Eftermiddags ved 3-Tiden, da han kom for at besøge hende, fandt han hende liggende inde i Pigekamret i en saadan Tilstand, at han straks var klar over, at der var noget alvorligt paa Færde med hende.

Han skyndte sig ned og telefonerede efter Ambulancen, der bragte den unge Pige, som nu var bevidstløs, til Frederiksberg Hospital. Men ved Ankomsten hertil viste det sig, at hun var død.

Ved Undersøgelsen konstaterede Lægerne straks, at Døden skyldtes en indvendig Forblødning, foranlediget ved et Forsøg paa Fosterfordrivelse og Sagen rapporteredes derfor øjeblikkelig til Amtslæge Djørup, som videresendte den til Politimester Parker og til Lederen af det frederiksbergske Opdagelsespoliti, Overvagtmester Schaldemose.

De dræbende Instrumenter

Gennem de derefter af Politiet foretagne Undersøgelser, bl. a. afhøringer af Esther Johansens Kæreste og en anden Tjenestepige, der i den sidste Tid under Fru Jacobsens Bortrejse har været alene med hende i Villaen paa Vodroffsvej oplystes det, at hun allerede for nogen Tid siden havde mærket at hun var frugtsommelig, og at hun rimeligvis straks har bestemt sig til at forsøge FosterfordriveIse.

Om nogen Kvaksalverassistance er der ikke Tale, idet Esther Johansen selv har udført Forbrydelsen og ikke ved Anvendelse af en af de af Fru Thit Jensen saa varmt anbefalede Obturatorer men ved Hjælp af et af de almindelige Udskylningsapparater mod hvilke der saa ofte har været advaret fra vore Lægeautoriteters Side.

Under en Samtale vi i Dag til Morgen har haft med Amtslæge Djørup udtalte denne sig i de skarpeste Ord om disse Apparater, hvis Salg han haabede, snarest maatte blive forbudt, idet han pointerede, at Brugen af dem næsten altid rummer den største Livsfare.

I Eftermiddag Kl. 4 vil Esther Johansens Lig blive underkastet den legale Obduktion. Og det er vist ikke usandsynligt, at der gennem denne vil fremkomme Ting, som kan bringe Sagen ind i et endnu alvorligere Spor.

(Aftenbladet (København) 21. januar 1925).

Obduktionen viste at de indre blødninger var forårsaget af et udskyldningsapparat med rør og bold. Den egentlige dødsårsag var at luft var presset op ved hjertet og en luftprop havde forårsaget dødsfaldet. Kæresten - som i nogle aviser nævnes som mekaniker, i andre som forretningsmand - blev anholdt, men løsladt den 25. januar 1925 pga. mangel på bevis for meddelagtighed.

Forfatteren Thit Jensen (1876-1954) anbefalede to af sygehuslæge Hans Droge Dahls patienter ved at sende et katalog af "Amerikansk Gummivarelager" (Vestergade 3) "Obturator Schubert" (et stiftpessar). Hun ville hjælpe socialt nødstedte kvinder. Apparatet blev solgt som forebyggende mod befrugtning, men i praksis virkede det fosterfordrivende. Efter at være blevet gjort opmærksom på risikoen, anbefalede hun i stedet skedepessaret.

Lederen af Fødselsstiftelsen professor Hauch udtalte i Social-Demokraten 4. maj 1925 at han regnede med at der var en abort for hver 5.-6. fødsel (12-16.000 årligt). Måske halvdelen var kriminelle.

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Betty Hansen og Englemagersken i Schacksgade. (Efterskrift til Politivennen).

Englemager(ske) (tysk Engelmacher(in) er ifølge ordbogen en person, som tager småbørn i pleje for hurtigst muligt at lade dem dø. Ordet er normalt forbundet med Johanne Dagmar Amalie Overby/Overbye (1887-1929 i København). Hun blev afsløret i 1920, og i forhør tilstod hun 16 børnemord.  Hun kom til København i 1915 fra provinsen, og året efter, 1916 begik hun det første mord i Jægersborggade. Men ordet var allerede anvendt lang tid før, i starten dvs. fra slutningen af 1800-tallet mest om tilfælde i udlandet, også nabolande som Sverige, Tyskland og England. 

En af de første danske sager (måske den første?) hvori en kvinde blev kaldt "englemagerske" var mod Elvira (eller Elvina?) Petersen. Hun tog ikke som Dagmar Overby betaling for at adoptere børn som hun efterfølgende dræbte, men foretog aborter (fosterfordrivelse). Sagen foregik i øvrigt samtidig med Dagmar Overbys virksomhed der dog på det tidspunkt endnu ikke var afsløret. 

En Englemagerske i Schacksgade.

En Mængde Kvinder kompromitterede.

Forleden kom det til Politiets Kundskab, at en 35-aarig, frasepareret Kone, Elvira Petersen, der boede i Schacksgade nr. 6, skulde have gjort sig skyldig i en meget graverende Forbrydelse, idet hun, ved en operativ Indskriden, skulde have foraarsaget en yngre Kones Død.

Politiet lod straks foretage en meget indgaaende Undersøgelse af Sagen, og under denne fremkom der saa mange Indicier mod Kone, at Assessor Simonsen ved 9. Kriminalkammer afsagde Arrestdekret over hende.

Efter hvad der er fremkommet under Forhørene, skal Konen i en Aarrække have forøvet sin uhyggelige Praksis og desværre ser det ud til, at en Mængde Kvinder, gifte og ugifte, vil blive impliceret i Affæren.

Det eneste formildende Moment i Sagen er, at Konen ikke drev sin Virksomhed som Forretning og tog Betaling for sin Hjælp. Hun vilde kun "hjælpe" ulykkelige Kvinder, der var kommen i Ulykke.

Hun undgaar dog næppe en meget alvorlig Straf.

(Aftenbladet 25. august 1918)

Schacksgade er en forholdsvis kort gade der forbinder Nansensgade med Nørre Farimagsgade overfor Ørstedsparken i København. Nr. 6 er på venstre side, nogenlunde hvor lastbilen er parkeret. Foto Mogens Falk-Sørensen, Københavns Museum, 31. august 1960.

Englemagersken fra Schacksgade.

En ny frygtelig Anklage mod den arresterede Kvinde

Dødsfaldet i Klinkekælderen. 

Sagen mod den for Englemageri sigtede Kvinde Elvira Petersen fra Schacksgade Nr. 6 har pludselig laget en endnu alvorligere Vending, end oprindelig formodet, skønt den som vi straks skrev - allerede fra første Færd tegnede til at skulle føre ad de uhyggeligste Veje og afsløre de frygteligste Ting.

Assessor Jesper Simonsen ved 9. Kriminalkammer har i de faa Dage, han har haft Sagen til Undersøgelse, drevet denne med stor Energi. Der er allerede afhørt en Mængde Vidner fra Ejendommen og Naboejendommene I Schacksgade. Og herunder har Retten faaet fat i Enden af en Traad, der synes at skulle føre til opklaringen af eller som dog i hvert Fald har ledet Mistanken hen paa en Forbrydelse af ganske lignende Art som den, for hvilken Repræsentant Dan-Jensen sidder arresteret!

Den døde Kvinde i Kælderbutikens Bagværelse

Den arresterede Fru Pedersen, der, som før omtalt, havde sin Lejlighed oppe paa Kvisten i Schacksgade Nr. 6, drev nede i Kælderen i Naboejendommen Nr. 8 et Porcelænsklinkeri. Bagved selve Butiken her fandtes der - og findes der forresten endnu - en lille Dagligstue, som, efter hvad der nu fortælles af de vingerappe Rygter, der jager rundt i Kvarteret, blev benyttet af Fru Pedersen som et slags Modtagelsesværelse for de mange "Klienter", der søgte hendes Raad.

En Dag i April Maaned blev den i Gaden patrouillerende Politibetjent ved et Bud fra Fru Pedersen anmodet om hurtigt at skaffe en Læge ned i Kælderen, da en Dame, der havde været paa Besøg dernede, pludselig var bleven syg og syntes nær ved at dø.

Betjenten telefonerede straks efter en nærboende Læge og skyndte sig derpaa ned i Porcelænskælderen, hvor han ogsaa ganske rigtigt fandt en Kvinde liggende paa en Divan, øjensynlig saa syg nu lidende, at Døden kunde ventes hvert Øjeblik.

Og den fremmede Kvinde udaandede mellem Fru Pedersens Hænder, inden Lægen kom tilstede.

Mistanken der kvaltes -!

Skal den Døde graves op -?

Det pludselige Dødsfald dernede i Porcelænskælderen Bagværelse gav naturligvis Anledning til en Del Rygter i Kvarteret. Politibetjenten, der havde overværet Kvindens Død, indsendte ogsaa Rapport om sagen til Politistationen paa Nørregade. Men - Affæren løb den Gang ud i Sandet.

Den døde Kvinde, der var en Arbejdsmand Hansens Hustru fra Korsgade 10, var stærkt angrebet af Tuberkulose. Og den først tilkaldte Læge erklærede, at hun var død af et Hjerteslag. At hun var frugtsommelig, hvad der var ganske øjensynligt, blev slet ikke berørt ved Affattelsen af Dødsattesten. Men det er selvfølgelig dette Moment, der nu, paa Baggrund af de øvrige Sigtelser mod Fru Pedersen, med et er bleven Midtpunktet i Kriminalrettens Arbejde med den gamle Affære.

Der blev Dagen efter Dødsfaldet foretaget legalt Ligsyn. Men nogen Obduktion blev ikke foretaget, eftersom den Afdødes Mand og øvrige Familie modsatte sig det.

Nu, da Kriminalretten har faaet Sagen lagt paa sit Bord menes det uden for Tvivl, at Assessor Simonsen vil give ordre til at grave Fru Hansens Lig op ude paa Kirkegaarden og lade Retsmedicinsk Institut forsøge, om det endnu - saa mange Maaneder efter - skulde være muligt at konstatere om der gennem operativ Indskriden er forøvet en Forbrydelse paa Fru Hansen, der har været den direkte Aarsag til hendes bratte Død.

- - -

I Eftermiddag afholdes der stort Forhør i den uhyggelige Affære.

(Aftenbladet 30. august 1917).

Englemagersken Elvira Petersen.

Hun har nu tilstaaet.

Den uhyggelige Forbryderske fra Schacksgade, Elvira Petersen, der blev anholdt i Avgust Maaned, sigtet for Fosterfordrivelse af groveste Art overfor flere Kvinder, har gennem lang Tid haardnakket fastholdt det Benægtelsessystem, hun straks slog ind paa. Men for et Par Dage siden har hun endelig begyndt at tilstaa, idet Assessor Simonsen, som har denne Sag til behandling, har faaet hende stillet overfor en Række Vidneudsagn, der ikke er til at komme unden om.

Det vil erindres, hvilken Opsigt det vakte, da en Arbejdsmands Hustru fra Korsgade havde ladet sig behandle af Elvira Petersen med det Resultat, at hun døde af "Kuren". Der skal være fremdraget flere andre Tilfælde, hvor alvorlig Sygdom og endog Døden har været Følgen af denne uhyggelige Kvindes Virksomhed.

Efter at hun nu har aabnet Munden, vil den fulde Opklaring af Sagen næppe lade vente længe paa sig, og Evira Petersen vil ved den derefter følgende Dom blive uskadeliggjort for lang tid.

(Social-Demokraten 1. november 1917).

Dømt for Fosterfordrivelse.

København. Fru Elvira Petersen, der sammen med sin Mand drev en Klinkeforretning i Schacksgade, har tillige som Bibeskæftigelse givet sig af med Fosterfordrivelse. Hun har lært det, da hun selv for 12 Aar siden havde ladet sig behandle af en anden klog Kone.

Politiets Opmærksomhed blev henledet paa hende ved, at en af hendes Kunder, Fru H., døde umiddelbart efter at være behandlet af hende.

Under Sagen har Retslægeraadets Erklæring været indhentet, og heri udtales, at Fru Petersens Behandlingsmaade mulig ikke er Aarsag til Fru H.'s Død, men den angivne Fremgangsmaade var iøvrigt saa farlig, at den vel var i Stand til at bevirke en pludselig Død.

Hun blev derfor af Kriminalretten kun for Fosterfordrivelse idømt 3 Aars Forbedringshusarbejde.

De øvrige tiltalte Klienter, ialt 5, fik Straffe fra Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 80 Dage til 1 Aars Forbedringshus.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 26. februar 1918).

Den kloge Kone i Schacksgade dømt.

Hvad der skete i Porcelænsklinkeriet.

Elvina Petersen og hendes mange klienter.

5 Mennesker dømt til Forbedringshus og Fængsel.

Den 16. April forrige Aar, om Eftermiddagen kom en Dame stakaandet løbende hen til Gadebetjenten i Nørre Farimagsgade og bad ham hente en Læge, thi nede i Kælderen i Schacksgade Nr. 6, hos en Fru Petersen, laa der en Dame og var lige ved at dø. Betjenten fik fat i Dr. Hamburger, denne skyndte sig ned I Kælderen, og her fandt han ogsaa en Kvinde liggende døende paa en Sofa. Hun var højt frugtsommelig, og hun var tilsyneladende tuberkuløs. Da hun døde mellem Hænderne paa Lægen, var denne ikke I Tvivl om. at Dødsaarsagen var at Hjerteslag, og det afgav han Attest om. Det viste sig, at det var en Arbejdamands Hustru, Betty Hansen. Der blev egentlig krævet en Obduktion af Liget, men da Bettys Mand satte sig imod det, blev det ikke til noget, og den døde Kone kom ned I sin Grav paa Vestre Kirkegaard.

Dette var Indledningen til den store Affære, som i dag er blevet paadømt af Kriminalretten, og som hedder Historien om den kloge Kone i Schacksgade.

Efter at Betty Hansen var begravet, kom det Politiet for Øre, at der i Kvarteret omkring Schacksgade løb de mærkeligste Rygter om, hvad der skete i Kælderen, hvor Betty Hansen var død. Og dernæst er der jo noget, der hedder anonyme Breve. Disse fortalte Politiet, at naar Fru Elvina Petersen drev Porcellænsklinkeri i Kælderen, saa var dette ikke andet end et Skalkeskjul for de forbryderiske Handlinger, hun begik, og som hed Fosterfordrivelse. Politiet fik tilsidst saa mange Breve og Oplysninger, at det besluttede at undersøge Historien, og Betty Hansens Lig blev gravet op og obduceret. Det var i November. Obduktionen gav ganske vist ikke noget bestemt Resultat, men alligevel blev Fru Elvina Petersen sat fast, og i Løbet af kort Tid kom hele Sandheden for Dagen.

Historien begyndte med 

et af de berygtede Avertissementer i Bladene

Elvira læste det og kom saa i Forbindelse med en vis Frieda P., der lærte hende et fosterfordrivende Middel at kende. Det var i 1905. Aaret efter blev Frieda P. hængende paa en lignende Affære og straffet, og hun er derfor ikke blevet straffet under denne Sag. Elvina Petersen betalte Frieda P. 50 Kr. for Midlet og Raadet, og hun prøvede det paa sig selv med fuldstændigt Resultat. Men at føre Forretning med det, faldt hende ikke ind. Hun fik for nogle Aar siden Forretning i Schacksgade, og her var der en Dame fra Nabolaget, Karen C., der beklagede sig over, at hun igen skulde have et Barn. Hun og Manden havde daarligt Raad til det, og hun kunde ikke passe Forretningen, saa længe hun var syg. Elvina tilbød hende sin Hjælp, og denne lykkedes fuldstændig. Det samme hændte kort Tid efter med en ung, nu afdød Pige, Else W., der skulde have et Barn, og som baade var syg og fattig og ingen Fader havde til sit Barn. Det var gaaet paa den sædvanlige Maade. Karen C havde ikke kunnet holde Tand for Tunge, men fortalt om Elvina Petersens Mirakelkur til en vis Frida P. Denne havde ladet ain Viden gaa videre til sin Svigerinde, Inger B, der saa igen fortalt om Porcellænskonen fra Schacksgade til Else W. Og det var i Inger B.s Hjem, at Elvina Petersen udøvede sin sorte Kunst paa Else W. Ogsaa denne Gang lykkedes det for hende. Else W. døde ganske vist senere, men det var af Lungebetændelse. Det var ogsaa Frida P. der satte Betty H. i Forbindelse med den kloge Kone, men her gik det altsaa galt.

Elvina har bestandig kun handlet, fordi de andre bønfaldt hende om det. Hun lod sit gode Hjerte raade, og 

hun modtog aldrig Penge for sin Hjælp.

Alt, hvad man véd, hun har modtaget, er et lille Armbaand til en Værdi af 6 Kr. Hun har fortalt alt dette til Retten, og hun har ogsaa maattet fortælle, at hendes fhv. Mand, Einar P., har været vidende om hendes Bedrifter. Heller ikke han har dog haft nogen som helst Fortjeneste at Affæren. Dette er naturligvis stærkt formildende Omstændigheder, men alligevel har Retten taget strengt paa Schacksgades kloge Kone. Dommen, der faldt i Morges, bestemmer, at Elvina Maria Petersen skal have 3 Aars Forbedringshus, medens hendes nu fraskilte Mand, Einar Petersen, skal have 8 Maaneders Forbedringshus. Frida P. faar 1 Aars Forbedringshus, Karen C. far 8 Maaneders Forbedringshus ,og Inger B. fik en betinget Dom paa 80 Dages Fangekost.

(Aftenbladet (København) 26. februar 1918).

Nogle steder står hendes fornavn angivet til Elvina, andre steder Elvira. Elvira Petersen blev benådet i anledning af kongens fødselsdag i oktober 1918. Hun fik derved afkortet ca. 2 år af sin straf på 3 års forbedringshus.

Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.

Arresterede for Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennen)

For Kriminalretten verserer der i disse Dage en Fosterfordrivelsessag af en vidt forgrenet Beskaffenhed.

Hovedpersonerne i Sagen er to Koner; den førstes Næringsvej bestod i at "lægge Kort op" for Folk, hun er som Spaakone almindelig bekendt, og Tilstrømningen til hendes Bopæl i Landemærket - senere i Pilestræde - var derfor meget stor.

For et Aars Tid siden traadte Spaakonen i Forhold til Fosterfordriveren, Madam B. Forholdet bestod deri, at Spaakonen skulde skaffe Patienterne, medens Madam B., der udgav sig for at være Jordemoder, skulde behandle dem. Spaakonen røgtede sit Kald saa godt, at Madam B. maatte leje Værelser paa forskellige Steder i Byen for at kunne udføre den daglige "Konsultation".

Madam B. og Spaakonen delte Honorarerne imellem sig. Naar de unge Damer henvendte sig til Spaakonen for at faa deres Fremtidsskæbne at vide, saa forstod hun saa snildt at kunne "se i Kortene", at de unge Damer befandt sig i Svangerskab. Enten det nu var sandt eller ej, saa troede de som Regel paa, hvad hun sagde, og havde hun saa faaet overbevist Vedkommende om den forestaaende Fødsel, trøstede hun sit Offer med, at det var der gode Raad for: hun kendte en Madame i Blaagaardsgade, der kunde befri hende for at nedkomme med en Verdensborger.

Paa den Maade fik Madam B. en udstrakt Praksis, som gjorde det nødvendigt, at hun lejede "Konsultationsværelser" rundtomkring i Byen, bl. a i en Ejendom i Vesselsgade. Midlet hun anvendte baade paa den besvangrede og ubesvangrede Kvinde, var meget radikalt, og Honoraret derfor varierede mellem 50 og 100 Kr., alt efter Vedkommendes Formuesforhold. For de mindre Bemidlede indrettede hun sin Forretning paa Afbetaling, og dette var det, der egenlig gav Stødet til, at Sagen kom frem for Dagens Lys.

Blandt de mange "Patienter" var ogsaa en Tjenestepige, der er forlovet med en Tjenestekarl her i Byen og med hvem hun var bleven besvangret. Pigen henvendte sig i afvigte Sommer til Madam B. og fik sit Foster fordrevet ved hendes Behandling. Herfor skulde hun betale 100 Kroner. Pigen betalte straks 25 Kr og fik derpaa Henstand med Resten Senere betalte hun igen 25 Kr., altsaa ialt 50 Kr , men udeblev derpaa med Betalingen af Restsummen. Da Tiden saaledes forløb, uden at Pigen lod høre sig sig, rejste Madam B. og Spaakonen til Holte, hvor Pigen tjente, og krævede hende for Pengene. Da Pigen ikke saa sig i Stand til at betale, truede de to Kompagnoner med at melde hende til Politiet

Ved disse Trusler var Pigen bleven ængstelig, og hun raadførte sig derfor med en Veninde her i Byen Veninden raadede hende til ikke at betale mere end de erlagte 50 Ki og rolig afvente, om man vilde gøre Alvor af Truslen. Selvfølgelig undlod de to Madamer klogelig at drive Spillet saa vidt.

I Begyndelsen af afvigte Marts Maaned henvendte nævnte Veninde sig paa Pilestrædes Politistation med Forespørgsel om, hvor Tjenestepigen - der den 1ste December var skiftet og traadt i Tjeneste her i Byen - opholdt sig. Da Politiet ikke straks viste sig beføjet til at opgive hende Pigens Kondition, fremkom hun med Ytringer om, at hun skulde have Klarhed over Fosterfordrivelsessagen.

Denne Ytring var tilstrækkelig til, at Politiet tog Veninden i Forhør, og de Oplysninger, hun under dette fremkom med, førte til, at de to Koner Torsdagen den 14de Marts om Aftenen blev anholdt i "National".

Denne Arrestation har trukket en Del andre Arrestationer efter sig. Under Forhørerne, der ledes af Assessor Thiele ved 4de Kriminalkammer, er Forbryderne fremkommen med detaillerede Oplysninger om hele deres Forretningsforetagende, hvilket har bevirket, at ikke alene den ovennævnte Tjenestepige og hendes Kjæreste samt en Del andre unge Piger, der har været underkastet Behandling, men ogsaa nogle ældre Koner er arresterede. Disse sidste er dels saadanne, som har udlejet Værelser til "Konsultation", og dels saadanne, der har givet Anvisning paa Madam B., bl. a. en bekendt Spaakone paa Nørregade.

Alt i alt beløber de Arresteredes Antal sig til 12 a 14 Personer, men vil sikkert stige endnu mere, efter som Sagen skrider frem og flere og flere af Patienterne og Agenterne bliver afslørede.

(Social-Demokraten 2. april 1889).