Maler- og Billedhugger-Synder paa Assistenskirkegaarden.

Man har ofte og vist med føje, ivret mod den uskik at forvanske modersmålet i offentlige indskrifter, såvel i hovedstaden som dens omegn. Denne forkvakling af fædresproget er både til skam for nationen og bidrager til at befæste ukyndigheden  i sproget. For hvad den mindre dannede dagligt ser for øjnene, antager den i almindelighed for rigtigt, og tænker ikke på malernes og stenhuggernes ukyndighed i fædrelandets sprog. Endog billedhuggerne er stundom ikke alt for kyndige i vores sprog, Mon det kommer af mangel på skolelærdom, forglemmelse eller fordi de undertiden ikke er indfødte? Således ses adskillige fejl i indskriften på stiftamtmand Thodals pragtfulde gravmæle, digterens Samsøs, rådmand Skibsteds, figurant Stahls som er gjort til figurandt osv. Trakrøt Schmetzer har man omdøbt til Schmidtzer. På nogle mindesmærker ses hvilestedt, hvilket viser at maleren sikkert var en tysker. - Man tåler ikke at det ubetydeligste hus afpudses uden at stadsbygmesteren har tilsyn dermed. Men burde ikke også den skønne Assistenskrikegård fritages for mispryd og vort fædresprog skånes for offentlig mishandling?

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 684-685) 

Malersynder.

Da man mindes at De, hr. udgiver før i Deres blad har optaget adskillige malersynder, og da man tilige har lagt mærke til at meget på grund deraf er blevet rettet og forandret, så tillader man sig herved at meddele Dem følgende fortegnelse der muligvis kunne lede til et lignende resultat. Man tillader sig at gøre begyndelsen med de aldeles meningsløse skilte der findes i Vimmelskaftet nr. 136 og 137. På første sted træffer man "Spangs Møbelhandling" og på sidste "G. Bonniers Boghandling" At en møbelhandler kunne lade sig nøje og tage til takke med et så meningsløst og intetsigende skilt lader sig da så nogenlunde forklare. Men at en boghandler, en mand der må antages at være hjemme i det mindste i fædrelandets sprog, kunne modtage og i en række år beholde et sådant skilt, er i høj grad uforklarligt. - I samme gade nr. 21 kan fås mælk og fløde "Somvermorgen" kommer fra landet. - I Badstuestræde nr. 121 er følgende avertissement: "Raae og Kogt Fløde Sød og afskommet Melk, som hver Morgen kommer fra Landet Selges her." -

I samme gade nr. 129 fås "Daabelt Vidt og Brundt Øl." - I Grønnegade nr. 264 "udleies Klæder Kapper og sørge Gardiner." Af Politivennen nr. 483 ser man at sørgedragten i denne gade er lige så sørgelig som dette sørgelige skilt. - I Dybensgade nr. 185 "klinges og limmes alle sorter Porstelein Glas og Stentøy." - I Klosterstræde nr. 71 & 72 bor Vers huus holder S. Madsen. - I Pilestræde nr. 101 ser man, at Hr. "Moberg Anbefaler sig med at Stikke og Trykke." Foruden det ekvivokke der synes at ligge i dette skilt, tror man sig også berettiget til at antage at de af hr. Mobergs kunder der bruger hans stikken og trykken gør vel i selv at læse korrekturen.

At sådant galimatias endnu kan finde sted og det endog i en tid da intet barn må konfirmeres forinden det har aflagt prøve i retskrivning, er mere end besynderligt, og man mener at vedkommende mestre der ikke selv kender det almindelige af sproget, ville gøre vel i desangående at konsultere andre kyndige, blandt hvilke man vel endog kan regne deres egne læredrenge.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9630-9632)

Malersynder og Sprogurigtigheder.

At man endnu vedbliver at synde imod sproget og dets retsskrivning, viser følgende eksempler:

1) På et skilt over kælderen i gården Pilestræde nr. 125 læses:

Her bekomes Fien
Tillaved Bolleday.

2) Kælderen nr. 32 i Skindergade følgende skilt:

Udsalig af Melk og Flöde
som dalig inkomer Fra
Landet.

3) I Møntergade nr. 129.

Her opvartes med Varmdt spiisning
Medag og Aften.

4) I Møntergade nr. 49.

Her Beværtes
Med varm Spiise
Middag og om Aftenen.

5) I vognmagergade nr. 77

H. v. Lippert
Skræder Mester.

6) Inspektionen for Tugt- og Forbedringshuset har i dens segl følgende:

INSPECTIONEN
FOR TUGT RASP
OG FORBEDRINGS
HUUS'S SEGL

7) På hjørnet af KAttesundet og Vestergade.

Her OPvartes Med Spiisning MIdag og Aften

8) På Garnisonskirkegård udenfor Østerport findes følgende gravskrifter.

Fra Spede Ungdoms förste
dage Har det behaget gud
Igennem Surt: og södt at: drage
Min Schiæl fra Verdens 
Laster ud -
Jeg mit i al min
Nöd blev Var
at Gud selv Om-
huue for mig bar.

9) Her underhviler
det gængelige- af
N.N.N.
hvad hjordens er Leveres her
til Laans meney til eye
din siæl frimodig flöy til gud
Fra Smertens Land
med dödens bud
til Jösu födepleje.

10) På Holmens Kirkegård udenfor Østerport:

Herunder Wiiler
Min brave Mann
Niels Madsen Baadsmand
Hans Livets Lys blev tændt d -
og slugt den -
+ +
Ruh sampt du braver Man
som her im Grabe slimrer
Och nun slet igge meer auf stoltzen
Bölge schwimmer.
Men haber du sowohl dein Lebens
Lauf vollbracht.
So wünsche ich dich nun ein 
gut gerulich nat.

(Politivennen nr. 444. Løverdagen den 3die Juli 1824, s. 8067-8070)

En og Tyve Malersynder.

Skønt vore malere i den senere tid udmærker sig ved at male med skønnere farver end før, og tillige at give bogstaverne udmærkede smukke træk, vedbliver de dog at støde an imod retskrivningen. Nedenstående eksempler hvoraf dog vist en del ikke er arbejder af egentlige malere, men af fuskere, tjener til bevis herpå:

1) På huset i Sværtegade nr. 172 findes et skilt med påskrift:

Her er Rwletil Leye
og 
Her bekommes Senop.

2) Nr. 101 i Springgade.

Her Opvartes Med Spisning.

3) Nr. 4 i Klareboderne

Her Opvartes med Caffe
Pus i Glassevis og dobbelt Öl.

49 Nrr. 338 i Gothersgade

Udsalg
Af alle sorter Moderne Mandsklæder o.s.v.

5) Nr. 13 i samme gade.

Udsalg af Grönollie Sæbe.

6) Nr. 199 i Store Regnegade.

Her Klinkes Glas Porcellin Marmor og AGat.

og på den anden side.

Her KlenGes Gle. s.o. Porcellin.

7) Nr. 72 i Gothersgade.

Her Sælges Oprigtig god Sæbe.

8) Nr. 80 i Vognmagergade.

Her
Glides og Waskes for Billig Priis.

9) Nr. 44 på Amagertorv

Sur og van Senep.

10) Nr. 241 i Antonistrædet.

Her Er Rulle Tel Læye.

11) Nr. 74 på Gammel Mønt

Her Bekommes gode Fede Noske speje Sejl.

12) Nr. 79 i Lille Kongensgade

Her Udsælges Dalig
Melk og Fløde som 
Hver Morgen
Indkommer fra Landet.

13) Nr. 60 i samme gade.

Her Opvartes med Warm
Spise Morgen Middag og Aften.

14) Nr. 62 samme sted.

Her Klenges
Allesorter Porelain og
Stentoy samt Glas til billig Pris.

15) Nr. 317 i Ny Adelgade.

Her
Bekommes hver Dag
- Melk og Flöde
Fra Landet.

16) Nr. 181 i Store Fiolstræde.

Her modtaes. Alle. Slag. Klude 
til Pappier Faberick. tillige 
gamelt Jeren.

17) Skoubogade har på det enehjørne

Navn af Skobogade

18) I Store Kongensgade nr. 51

Her Bekommmes. Dobbelt. Öll
Hvit- og Bruuindt Öll.

19) I Brolæggerstræde nr. 76

Her Udsælges Magestrads Brænde,
efter Justeret Maal.

20) I samme gade nr. 123.

Her imodtages Til Royning
og Slges Rögedevare.

21) I Vingårdsstæde nr. 1337.

På den ene kælderdørr.

Her Friseres og Klippes Haar.

og på den anden:

Her Udsælges Daglig Melk og 
Flöde Fra Landet.

(Politivennen nr. 158, Løverdagen den 9de Januari 1819, s. 2548-2549)

H. Schiernings underlige Gravskift

(Indsendt)

Som et nyt bevis på at literatus K. H. Seidelin havde ret da han for en del år siden foreslog indskriftmestrene både i København og i andre danske steder, for derved at at forebygge besynderlige indskrifter, meddeles følgende underlige gravskrift som findes på Nykøbings kirkegård på Falster:

Herunder hviler
forhenværende Skibskapitaine
Henrik Schierning,
fød udi Stege paa Møen,
den 12te marts 1718,
og
som døde, efter Guds Villie, 180...
Han førte et ærbart og stille Levnet for Verden,
var dog den groveste Synder for Gud,
i Synds Erkiendelse og Tilflugt
til Naadestolen ved Jesu Blod
at renses, og ved hans tilegnende
Fortieneste at faa Seier over alle
aandelige Fiender.

Lovet være Gud
og vor Herre Jesu Christi Fader,
at den sildige Arbeider i Viingaarden
faaer, ligesom de Første.
Giv, o Lyssens Fader
at denne min Bekiendelse
Maae tjene Andre til Eftertanke!
Ja, o Gud, giør dog for Christi Blod
Min sidste Afskedstime god!

(Politivennen nr. 28, Løverdagen den 13. juli 1816, s. 425-426)

Redacteurens Anmærkning

Gravskriftet passer på Henrik Gregersen Schierning, født 12. marts 1718, død 26. april 1809 i Nykøbing Falster.

Et Knippe Malersynder

(Indsendt)

Til de førhen i dette blad påankede uortografiske påmalinger på skilte kan tilføjes disse:

1. Uden for kælderen under huset nr. 87 i Vognmagergade hænger et skilt, hvorpå er afmalet en spegesild. Nedenunder læses:
Gode fede når Ske Siil.

2. På indgangen til auktionssalen i Store Kongensgade findes på den ene side malet
"Til Sahlen ringes 3 Gang"

3. På Gammelmønt nr. 254.
Her ... Sælges. Huger. og Skaaret
Böge Brend. Efter Maal
Tillige. Med Törre

4. Sammesteds.
Her Bekommes gode Norske
Fede Speje Seil.

5) Vognmagergade nr. 83.
Her sælges Eæg
de Ruschies Blang Sværd
til Stövler. og Sko.

6) Slippen nr. 160
Her udselges
elgels blanksværte
bestandig i Stuen

7) Slippen nr. 159
Her klenges
Porstelin og Lgas
I Bag Stuen

8) Slippen nr. 162.Her
Forfærdiges
og Er Tilkjöbs
alle
Sorter Mans
Klæder

9) Ved Nybørs nr. 67
Her op Wartes med Pons i Glasse Wiis

10) Sværtegaden nr. 71
A. Burgemeister
Glassliber og Graveerer
Bogstaver j Ægte Stene

10) Over kælderen under huset nr. 217 i Store KOngensgade findes et som anmelderen tror mageløst rulleskilt. At beskrive det, formår anmelderens pen ingenlunde. Kun tror han sandt at sige at det fortjener at ses.

(Politivennen nr. 19, Løverdagen den 11. maj 1816, s.  290-292)

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

(Fortsat fra nr. 566)

Det danske sprog har ikke alene en lige så stor rigdom af ord som noget andet europæisk sprog (jeg kender vel ikke det finske, laplandske, ungarske og tyrkiske, men sandsynligvis er disse ikke de rigeste). Men det er endog i vendinger et af de rigeste og i bekvemhed til nye ords dannelse giver det intet efter.

Det danske sprog besidder desuden  i det ældre danske eller islandske sprog en kilde af ord, som vores tyske naboer savner.

Det danske sprog ejer hvad jeg ikke ved i den grad ejet af noget andet, en udtrykkellighed om jeg så må kalde det, der er trefoldig. Den værdige højtidelige tale er et vidt forskelligt dansk fra det som bruges i daglig tale, eller skrives i breve, i omgangsdialoger, romaner osv. Og ved sine egne levninger af oldtidsord og vendinger samt besiddelsen af det gamle danske er sproget yderst bekvemt til oldtidsromaner, oldtidskvad, ballader osv.

Det danske sprog er ved sine passiver, sine tilhængsartikler, sin orddannelsesevne yderst velegnet til poesi.

Alle mulige krav har da vel et sådant sprog på at blive elsket og æreholdt som den kostbareste nationalejendom.

Men det er vitterligt at intet sprog bliver så jammerligt mishandlet af sine egne som dette. Boghandlere der gnier på skillingen, lader både gode og slette tyske forfatterfrembringelser frisk væk oversætte af den første den bedste fusker i tysk og uslind i dansk. En sådan karl der ikke kender sit eget sprogs rigdom, falder i forbavselse hvert øjeblik over de mange tyske ord hvortil han ikke kan finde passende danske. I sin dumhed tror han at gøre det formentlig fattige modersprog en stor tjeneste ved at inddanisere det ene tyske ord efter det andet. Hele tyske vendinger tager han også med, og således har vi i de sidste 30 år fået en ubodelig indblanding til tab for sprogets renhed.

Oversættere af det franske har ikke fri for samme fejl, dog ikke har de vist dem i den grad. Dels hindrede sprogets større forskellighed dem noget, dels kom sjældent så store stympere til dette slags oversættelser, som til de tyske skrifter. Ikke heller er når så meget oversat fra det franske som af det tyske.

Til uheld fik vi kun få oversættelser af det svenske hvor vi vel med nytte kunne tilegne os et og andet og derved nærmet os denne sammensmeltning man så gerne måtte ønske af disse to frændesprog.

Hos ingen anden nation, ikke engang den hollandske eller den svenske, finder man det misforhold mellem oversættelser og originale skrifter i modersmålet som i Danmark.
De originale værker og udarbejdelser der årligt fremkommer i det danske sprg er yderst få, og hvad skulle gøre at de blev mange? Et lille publikum, næsten ingen opmuntring, forkærligheden til det fremmede, der som en mode steg ned fra de højeres kredse, alt dette måtte naturligvis være modvirkning. Teatret ville oversættelser. Romanlæserne vil oversættelser. Professorer vil have oversatte ledetråde til deres forelæsninger. Akademier, skoler og institutter vil have oversatte lærebøger.

Den danske stolthed som han selv i århundreder har vænnet sig til at kalde beskedenhed, tillod ham vel at læse tyskernes markedsgods, men ikke at skrive selv hvis han ikke kunne skrive åbenbare bedre.

Derfor kunne originalforfatternes arbejder ikke kue oversættelsernes frækheder mod sproget. Et middel levnedes kun. Større omsorg for dets renhed fra kollegiers og embedsmænds side.

(Fortsættes) 

(Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016)

Annonceret fortsat, men stopper her

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var det kongen, ikke sproget som man anså for det der bandt landet sammen. Man havde kun i nogle årtier praktiseret at elever skulle tale og skrive "rigtig dansk", og det danske sprog trængte mere frem i latinskolerne. De fleste talte dialekt, som blev betragtet som fordærvet dansk. Politivennerne har formentlig ikke haft nogen klar forestilling om danskerne som et folk med et sprog. Men snarere som indbyggere i et land med en konge. 

Artiklen end ikke antyder at man ikke skulle være dansker selv om man talte et helt andet sprog. Så længe man boede i staten, så var man dansker. Men to år før var Norge blev afstået til Sverige i 1814 og andelen af tysktalende steg markant fra 25% til 40%. Tilmed var holstenerne godt trætte af den danske stat som stod for økonomisk ruin. Og forsøgene på at få holstenerne til at tale dansk havde stik modsat virkning.

Politivennens artikel kan ses som et af de første udtryk for at man begyndte at opfatte nationen fra at være noget statsligt til at være mere folkeligt. Men først langt senere, i slutningen af 1800-tallet med den mere massive folkevandring til København at København begynder at blive opdelt i kvarterer efter sociale klasser og med egen udtale. Vesterbro, Nørrebro, Hellerup osv. Og der var slet ikke tænkt på rigssproget endnu.

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

Den danske stat har indbyggere der taler forskellige tungemål. Uden at nævne dialekter, ja endog virkelig kun ikke til bogskriveri brugte sprog, som det frisiske, det færøske og det plattyske, finder vi 1) det danske 2) det islandske 3) det tyske 4) det grønlandske, 5) det laplandske. Altså 5 fuldkomne levende og brugte sprog for dem som taler dem i bøger, fra prædikestolen, i bestyrelser og i rettergang.

Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.

Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.

Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.

Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.

Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.

Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.

Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.

Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.

Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016.

Flere fejlfulde Skildtpåmalinger som nye Beviser på den Skødesløshed hvormed Sproget behandles i de offentlige Indskrivter og Opskrivter.

(Efter indsendt)

1) Nr. 52 i Lille Kongensgade læses følgende påskrift: Printzen af Wallis Blank Schwærte i Kelleren.
2) I samme gade nr. 67: Her opvartes med Ponch og dobbelt Øl.
3) Under Børsen nr. 67: Her opvartes med Pons i Glase Wiis.
4) Nr. 230 i Laksegade: Heer Er Weerelser Tel Leeje for Låsierende.
5) Nr. 78 Østergade: Her opvartes med Thee Caffe og Puntz.

(Politivennen nr. 533, 16. juli, s. 8554-8555)

Forsvar for de mange latterlige Indskrifter på vore Gader, Kirkegårde osv.

(Efter indsendt)

Til udgiveren af Politivennen

De tror måske at indsenderen er en maler der tager til genmæle på deres gentagne tugtelser. Men det er ikke tilfældet. Var han imidlertid en af de tugtede malere, ville han forsvare sig således.

Hvad skal vi med korrrekturlæsere på fx gravindskriften for Koes (død 1804) og hans søn (død 1805)? Teksten gør det jo bare det hele så meget mere fornøjeligt i denne tid hvor der ikke er så meget at more sig over. Kreefter, giennen? Pyt med om Ordbog over det Danske Sprog ikke kan godtage det! Man sættes i godt lune. (Eget foto, Assistenskirkegården). 

Politivennen finder at man ved vores bommerter fristes både til at le og græde på en gang. Da vi i den senere tid har haft så mange vigtigere anledninger til sorg, håber jeg at ingen vil græde over de bommerter eller latterligheder vores pensler frembringer. Altså bliver det kun tilbage at le over det. Men er dette så stor en ulykke. Bør man ikke snarere takke os for at vi således opmuntrer vores medborgere, der desuden går så alvorlige på gaderne at man må ærgre sig. Jeg tror at den maler der i hver gade kunne udpensle sådant tøjeri at man måtte briste i latter over det hvad enten man ville eller ej, fortjente en stor præmie. Daraussen forstår man dette bedre. I min ungdom læste jeg der følgende gravskrift over en borgmester:

Hier unter ligt Hans Kirkering
The so scheep op de Föte ging.
Herr! Mach im di Schincken glick
Und helpem in din Himmelrick.
Du nimbst dir ja die Lämmer an.
So let den Bock dock ock mitgan.

Sådanne indskrifter er penge værd. Man sættes i godt lune, og det er jo for fornøjelsen man stræber sit hele liv igennem.

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8058-8060) 

Redakteurens Anmærkning

Jeg vover følgende oversættelse af den lille digteriske perle i indslaget:

Herunder ligger Hans Kirkering
Som så chikt gik på fødderne. (??)
Vorherre! Gør hans skanker stærke
Og hjælp ham til dit Himmerige.
Du tager dig jo af lammene.
Så lad dog også bukken komme ind.

Nye Bevæggrunde til at ønske Kbhvn en kgl. ansat Indskriver.

På Assistenskirkegården læses, blandt andre, følgende 2 kuriøse gravskrifter:

Herunder hviler
Støvet aff min salig Mann Niels Klemsen Baadsman hvis lives lys blev tænt Ac. 1765 den 5 April og slukkedes 2 Jan 1803 i hans Alders 38 Aar! hviil sanft du gode Man, Der du im Grave Schlimmer og nu ist ikke mehr Paa stolte Bølger Schwimmer, da Du saa mange Aar Din Tid Til Gud har Bragt, So ønsker jeg nu Dig En salig Rolig Nat.

* * *

Her
under hviiler Dynes Dynesen
Knegt ved Bryggeriet
Fød den 16 Julii 1778
Død ....

Wor Levetid i Werden her os ingen har fortalt
Dynes Hansen et Exempel var som udi Karret faldt
Den Smerte han da følte og maatte hold ud
Om 24 Timer. - Forløsning kom fra Gud.

I anledning af foranstående elendige tøj som således offentlig hensat vist ikke gør nogen ære, var det vel ike noget urimeligt ønske at der måtte træffes den foranstaltning at ingen sprogfejl indeholdende gravskrifter sattes til skue.

(Politivennen nr. 476,  6. juni 1807, s.7570-7571)

Beviser på Agtelse for det danske Sprog i Danmark.

(Efter indsendt)

Hr. Udgiver!
Jeg var i onsdags den 20. august med kone og børn en spadseretur ude på den nye Assistenskirkegård. Min egentlige hensigt var at ville se, hvilket minde eller gravskrift man havde givet min uforglemmelige ven, salig professor Tode. Men uagtet jeg længe søgte denne store mands grav, fandt jeg dog intet, som sagde mig: "Her hviler han". Graverkarlen som jeg spurgte hvor Todes grav var, svarede at han ikke bestemt vidste det og derfor ikke kunne sige mig det. Men tilføjede: "Han skal nu snart graves op igen". Hvorfor det? Spurgte jeg, "jo, for han skal nok ligge et sted henne ved muren", svarede han.

Min egentlige hensigt var at ville se, hvilket minde eller gravskrift man havde givet min uforglemmelige ven, salig professor Tode.

Ved således at søge efter Todes grav måtte jeg overalt læse de mangfoldige gravskrifter, som her findes. Men i sandhed! Dette skete ikke uden harme. For det er dog højst ubehageligt i vores oplyste tidsalder at stille indskrifter offentlig til skue, som dels er noget uforstandigt vås, dels så afskyelig skrevet og malet, at man ikke skulle tro en 5 års skoleelev kunne skrive så usselt og dårligt. Jeg læste mange gravskrifter hvor hverken ortografi eller grammatik var overholdt. Iblandt disse afskrev jeg mig blot to som faldt mig mest forargelige. I den hensigt at meddele Politivennen dem så ofte med rette, revser sådanne utilgivelige synder. Her er de ganske nøjagtigt afskrevet, hvert ord, bogstav og linje uforandret:

Det er Aften För
du ved Hold dig
Chresten siel
bered tend din la-
mpe læs og Beed
Det er Vey til
Sallighed

Dette er slet, men det følgende endnu værre:

Her
Under Willer
Dorthea Amalie
Föed Möller. Föd d. 29
Augusti 1798. Död d. 22
Juni 1805. Jeg laae Paa
Moders Bröst Og Blev af
Hende Amedt Nu Er Min Siæl
Forlöst og Dier Tröst af Lamedt
Min Sorte Svöbe Klud jeg Nu
Er Bleven Qvidt. Jeg staar
Saam Jesu Brud Med-
Engle Hvid
Habit

Mage til sådan vederstyggelig gravskrift vil jeg håbe at der ikke mere findes på nogen kirkegård, og jeg tror, at som en skamplet på vores vores, og vores maleres uvidenhed burde dette ryddes bort.

(Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6912-6915)

Redacteurens Anmærkning

Todes grav fik en gravsten i 1811, fremgik det af Den Kongeligt privilegerede Viborger Samler den 29. juli 1811:

Hovedstadens Assistents Kirkegaard er nylig bleven forskjønnet med afg. Professor Todes Monument. Det er forfærdiget af Faxse Kalksten, og fuldført under vor virksomme Hofkobberstikker Lahdes Betyrelse. Det er een af de simpleste og smagfuldeste Mindestene der findes. Den forestiller et trekantet Alter, hvis ene Side er prydet med en Æskulapstav, den anden med en Lire og den tredie med Inskriptionen. Ovenpaa ligger en Krands af Eege- og Laurbærblade.

Den står der endnu og den er ikke flyttet ud til muren. Og efter den tids retskrivning er den vel også godkendt: "Lægen, digteren, menneskevennen Johan Clemens Tode sattes denne gravsteen. Han var fød år MDCCXXXVI. Han døde år MDCCCVI"

I 1834 var der rygter om at graven var hjemfalden og skulle nedlægges i artiklen "Om Johan Clemens Todes Gravminde." Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 727-729. Dette blev dog dementeret i artiklen "Om fortjente Danske Gravmonumenter." i Politivennen nr. 984, lørdag den 8. november 1834, s. 779-784.  

Uordner

13) Uden for nr. 59 i Klosterstræde står malet følgende:

Hndr. Cederlöv.
Mands Mester Skreder.
Mans Schneider
Taylor for Mean.

Fejl i hver linje og atter en prøve på hvor meget mange malere mangler af deres børnelærdom.

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6892)

Om Retskrivning på Gadenavne og Skilte her i Byen

(Efter indsendt)

Politivennen har før omtalt skønskrivning på vores skilte og gadenavne. Men med lige så megen grund må man kritisere den skødesløse bogstavering, der ses på adskillige skilte her i byen. Og det kan man undre sig over, da læsning af trykte danske skrifter, hvori man dog bør formode at de fleste ord er rigtigt bogstaveret, er temmelig godt i gang blandt alle stænder. Og man tvivler ikke på, at der foruden det meget andet nyttige der læres i de prisværdige søndagsskoler, også der drives på retskrivning og rigtig bogstavering. Alligevel ser man endog på de nyeste skilte en særdeles dårlig bogstavering, der som oftest røber, at den skrives som det lyder i øret. Således ser man vid øl, i stedet for hvidt øl, og på et skilt nylig: Her klenges porcelin. Man ser indhugget i marmor: Rosenbor Quarteer og Borre-gade, og på et monument på kirkegården uden for Nørreport, der har kostet mange hundrede daler: Ægtefælde. Men ingen offentlig ting er så vanhelliget ved dårlige og urigtige indskrifter som gaden Sqvalder-gården. På hjørnet af Dybensgade står den benævnt: Squader-gaden. På hjørnet af Laksegade: Squaller-garden, og på hjørnet af Hummergade: Svalergaarden. Og alle steder med bogstaver der overhovedet ikke kan betegnes som skønskrift.

Man kunne nævne endnu flere urigtige indskrifter, der ses på de allerfleste skilte. Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade, vanhelliges ved en urigtig bogstavering, Fariquer i stedet for Fabriqueur.

Salig P. C. Abildgaards Gravsted på Assistenskirkegaarden er et  fremragende eksempel på hvordan retstavning og beskrivelse skal gøres.

De ord, der indhugges i monumenter, burde dog for sikkerheds skyld efterses før de forevigedes, af en nogenlunde sprogkyndig. Det er så flovt at støde på et fejlstavet ord i en indskrift, der ellers er højtravende. Ligeså burde det som på skilte og andre offentlige underretninger skal fremstilles og berettes publikum, fremsættes rigtig bogstaveret. Det er så smukt, at man forstår sit modersmål rigtigt.

Disse foreløbige anmærkninger over retskrivningen i offentlige bekendtgørelser, vil tid efter anden end mere forøges. Bidrag dertil vil vist nok ingenlunde mangle. Med skæve og brogede bogstaver ser man meget ofte en mand vil have noget bekendtgjort på et skilt, som ingen kan bogstavere sig frem i, og hvor man omsider er nødsaget til at sige til sig selv: Gud ved hvad det er, denne mand har villet sige de forbipasserede.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6009-6012) 

Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade (nr. 13), vanhelliges ved en urigtig bogstavering, "Fariquer" i stedet for "Fabriqueur". Heldigvis for Politivennens skribent ser det ud til at Mulberry og Hotel Chocolat har rettet op på det: Hotel Chocolat - det er vel godkendt?

Redacteurens Anmærkning

Comstabili i Østergade

Der er formentlig tale om konditor Louis Comstabili, som på det tidspunkt ejede matrikel nr. 13 (nuværende Østergade 13, lædervareforretningen Mulberry og Hotel Chocolat). Huset står der endnu, men er ombygget senere.