Et stygt Uvæsen i Sorgenfri Skov.

Det er bekendt at hans kongelige højhed prins Christian har ladet anlægge en meget behagelig gangsti fra Sorgenfri til Frederiksdal, til bekvemmelighed for spadserende som i sommermånederne vil besøge disse yndige egne. Men dette gode kan som oftest ikke benyttes da en del drenge, ja vel endog karle, finder for godt på en tid da vejen er mest besøgt, at bade i den tæt ved vejen værende sø. Dette var tilfældet søndag eftermiddag den 2 juni så at anmelderen i selskab med nogle damer, der ville gå ad denne vej, måtte vende tilbage for at undgå skuet af henved en snes nøgne kroppe der drev deres kåde spøg i søen og just ikke vist sig alt for blufærdige. Man vover at mene at hvis badning i nævnte sø er tilladt, den dog burde indskrænkes til en tid på dagen da stedet ikke hyppigt besøges, og at sådant forbud offentligt bekendtgjordes, ligesom det ikke ville være af vejen om en af politiets betjente i begyndelsen indfandt sig der indtil forbuddet blev almindeligt bekendt. I kildetiden er der jo betjente i Dyrehaven for samme sted at se orden overholdt.

(Politivennen nr. 910, Løverdagen, den 8de Juni, 1833. Side 404-405) 

Slemt tiggeri i Sorgenfri.

En kone på henved 50 år med 3 børn fra 6 til 10 år har i denne sommer taget sit standkvarter i Sorgenfri for at trygle. Hvor ubehageligt det end er at overhænges af tiggere på steder hvor man søger adspredelse og forfriskning, ville man dog ikke omtale denne kone hvis ikke hendes adfærd var således at den forvolder ængstelse og skræk hos kvinder og nervesvage personer. For hun sætter sig ofte på en sten ved det såkaldte Lottenborghus som ligger på vejen der fører til Frederiksdal, og får ondt. Eller som man formodet, lader som hun får ondt, hvorpå børnene omringer hende med tuden og skrigen og ynkelige gebærder for at vække skovbesøgernes medlidenhed. 

Det fortjener derfor vist nok at undersøges om denne kones sygdom er virkelig eller kun påtaget. I første tilfælde burde hun forsørges og forplejes af vedkommende sogns fattigkasse og børnene anbringes til noget andet end at øve tiggeri, og i sidste burde det alvorligt forbydes hende at spille sådan komedie. At man formoder sygdommen er forstilt, har sin grund deri at den kommer så ofte på, og at hun når ejeren af huset jager hende fra stedet, skælder ud og bander både ham og de tilskuere der ikke vil give hende noget, ligesom hun også straks efter et sådant anfald kan vandre rask til et andet sted, hvor hun under mange velsignelser trygler om almisse. Af hendes mund udgår således velsignelse og forbandelse, og dette bør jo efter skriften ikke være.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 377-378)

Ønske om en Veiforbedring mellem Sorgenfri og Frederiksdahl.

Til de veje der om sommeren befærdes stærkt, hører også vejen fra Sorgenfri til Frederiksdal. Det var derfor at ønske at nævnte vej måtte sættes i en sådan stand at man med nogenlunde sikkerhed kunne passere den. Det stykke fra Hummeltofte til Frederiksdal er især farligt at befare på grund af de mange små og store sten ved siden af hverandre der danner til dels farlige huller, ja man træffer endog sådanne sten i selve sporene, hvis man undgår at vælte når man på mørke aftner passerer dette vejstykke. Uagtet denne vej just ikke er en landevej, passeres den dog meget af københavnerne der om sommeren så gerne nyder den frie natur ved det yndige Frederiksdal, og man håber derfor at høje vedkommende ville drage omsorg for at få samme bragt i passabel tilstand.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9810)

Stikbrev.

Man mener at skylde sine medborgere beretning om følgende tildragelse:

Onsdag den 11. juli ankom 2 unge fruentimmere om morgenen tidlig kørende til Sorgenfri Slot med en kildevogn. Her bad de kusken at holde, mens de et øjeblik besøgte slotsforvalteren, hvorefter de lovede at vende tilbage og beværte deres kusk med kaffe. Imidlertid behagede de at gå en omvej gennem skoven til præstegården, hvor den ene, iført en rødternet tvisteskjole, en sort fløjlshat med hvidt underfor, et langt sort sjal, grå everlastings støvler med grønne galocher, med en grøn taske med en stålkæde, i hånden gik ind mens den anden ventede på hende udenfor. Førstnævnte forlangte at tale med præsten, hos hvem hun udgav sig for en frøken Petersen, hvis søster for flere år siden skulle været konfirmeret her i Lyngby. Desårsag begærede hun på sin moders vegne som foregaves at være syg, at en yngre søster ligeledes måtte blive konfirmeret her. hun sagde også at hendes moder med familie i disse dage ville flytte fra København til Lyngby sogn. 

Efter at have røgtet dette ærinde begav hun sig med sin såkaldte veninde til hr. inspektør Møller her i byen. Veninden havde en gul stråhat med en rød blomst på hovedet, og var iklædt en blå sirtseskjole med gule prikker, et gult sjal og på fødderne et par sorte fedtlæderstøvler. Hos hr. inspektør Møller udgav de sig for at være familie med dennes bekendte og at stå i venskabelig forbindelse med præstens hus. De bad om at måtte opholde sig der i nogen tid, hvilket blev dem tilstået. Videre foregav de at ville besøge folk på Frederiksdal, men hvorhen de ikke rigtig vidste vejen. Dette besøg udsatte de så længe at man først gav dem middagsmad og kaffe, og omsider undskyldte de sig med at det var blevet for sent, og beklagede at have mistet deres penge, indsvøbt i et hvidt tørklæde, i den vogn med hvilken de var kommet fra København til Lyngby. 

"Rigtignok indfandt de sig derefter i præstegården, hvor man til alt held havde hørt lidt om deres eventyrlige togt. For præstens kone fremførte de at den ene af dem på rejsen til Brede havde tabt den grønne taske som hun om morgenen havde haft i hånden, og tilligemed den alle sine penge, hvorfor hun udbad sig et lån på 3 rigsbankdaler til rejsen" (Lahde Kobbertryk).

Efter endnu et ophold påstod de at de måtte vende tilbage til præstegården, hvor de sagde at have lånt et rent nødvendigt stykke til påklædningen. Rigtignok indfandt de sig derefter i præstegården, hvor man til alt held havde hørt lidt om deres eventyrlige togt. De forlangte at tale med præsten, men han var nu ikke hjemme. For hans kone fremførte de derimod den fortælling at den ene af dem, nemlig frøken Petersen, på rejsen til Brede havde tabt den grønne taske som hun om morgenen havde haft i hånden, og tilligemed den alle sine penge, hvorfor hun udbad sig et lån på 3 rigsbankdaler til rejsen. Men på grund af det man havde hørt blev det dem ikke tilstået. 

Da den såkaldte frøken Petersen åbenlyst syntes at føre folk bag lyset og formodentlig andetsteds ved at give sig et nyt navn kunne tilvende sig et lån, som man ellers ikke ville give hende, har man troet på omstændeligt at burde anmelde det passerede.

Anmelderen har senere erfaret at et fruentimmer der har givet sig samme navn og været iført omtrent samme dragt (dog stundom spencer) som før omtalte sig såkaldte frøken, har besøgt familier her i staden og omegnen og under påskud af at hendes moder skulle begraves, hun selv skulle anlægge sorg, eller endog undertiden være i slægt med familien, har vidst at tilvende sig en understøttelse.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4707-4710.

Uorden af Hyrekudskekarle i Sorgenfri Skov.

Det var at ønske at der i Sorgenfri Skov måtte være til stede enten nogen af sognefogederne eller et slags politi der kunne påse og hæmme den uorden og farlighed enhver familie er underkastet ved adskillige hyrekuskekarles letsindighed der lader deres løse heste tumle sig i nærheden af de borde og bænke hvorved man søger at nyde sine medbragte forfriskninger. Dette var tilfældet onsdag den 5. juli med to kuske, den enes heste slog ud efter et barn, en forsynets vilje frelste det fra dens morderiske slag. Den andens heste som skal være fra Gothersgade, satte i fuld spring til et familiebord hvor farten formodentlig skulle have været over bord og bænk, men ved en dames resolverethed at vifte med et hvidt klæde, blev denne fare standset. Men den derved følte skræk betog dem den øvrige fornøjelse for den dag, selv for tilskueren var dette et rædsomt syn. Forfatteren formoder desårsag at en pengemulkt for sådanne kuskes kådhed ville måske hæmme denne uskik.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3830-3831).

En Mangel i Sorgenfrieskov

Med sand taknemmelighed erkender almenheden den godhed Sorgenfris høje ejere i en lang årrække har vist hovedstadens og omegnens beboere ved at tillade fri adgang til den skønne skov og hosliggende yndige have. Den mængde mennesker man næsten hver sommerdag finder der, viser nok så meget hvor yndet dette sted er. Også anmelderen ynder dette sted fortrinligt og besøger det så ofte hans forretninger giver ham tid til det. Men da han der har fundet en mangel som hvis den blev fjernet intet skulle lade tilbage at ønske, tror han at bør fremsætte den her, overbevist om at den da snart vil blive fjernet. Der har nemlig i forrige højere ejeres tid været opsat en stor del borde og bænke 

(Temaet om manglende bænke har været på Politivennens dagsorden før. Resten af artikel, siderne 1430-1431 mangler.)

(Politivennen nr. 85, Løverdagen den 16de August 1817, s. 1429)

"Sorgenfris høje ejere har i en lang årrække vist hovedstadens og omegnens beboere den godhed at tillade fri adgang til den skønne skov og hosliggende yndige have" (Sorgenfri Park ved Mølleåen ved vintertid, 2016.)

Fare ved Gyngen i Sorgenfrie.

Det var at ønske at der ved gyngen i Sorgenfri måtte træffes den indretning at samme måtte omgives med et stakit der kunne afholde børn som går uden opsigt, fra at nærme sig den da de når gyngen er i fuld gang, let kunne komme til skade. Et eksempel herpå haves fra søndag den 20. juli. Mens nogle voksne børn morede sig med at gynge, kom en lille dreng på 2 til 3 år gyngen for nær da den var i fuld gang, og fik et sådant slag på hovedet at han faldt død til jorden. Da man øjeblikkelig fik sendt bud til doktor Randrup i Lyngby, blev barnet ved hans virksomme bestræbelse igen bragt til sig selv og er nu i bedring. Skønt familien denne gang slap med den skræk de midlertidigt måtte udstå, synes det dog ikke overflødigt at ytre ovenstående ønske da mulige uheld i fremtiden ville forebygges ved dets opfyldelse.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1383-1384)

Svinerie paa vore Forlystelsesstæder uden for Staden

Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. udover at det er et uappetitligt syn for de der elsker renlighed, fordærves også derved den rene luft man forventer at nyde på disse steder. At denne uskik bør afskaffes, kan der ikke være tvivl om. Er det forbudt at kaste papir og andet affald på vores gader, hvorfor bør det da være tilladt at henkaste det på steder hvor vi søger fornøjelse og at vedligeholde vores sundhed ved bevægelse i den fri luft? Kunne det derfor ikke enten forbydes vedkommende at efterlade sig sådanne ting, eller pålægges de folk der bor i nærheden, der har opsyn med skovene og som dagligt har fortjeneste af skovbesøgende ved at koge vand til dem, til at opsamle og bortkøre disses efterladenskaber? Endnu mindre levemåde viser det at samme uskik finder sted i Frederiksberg Slotshave hvor der endog i to alleer er anbragt bekvemmelighed for de der ønsker at spise der. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant.

(Politivennen nr. 31, Løverdagen den 3. august 1816, s. 471-472)

"De som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv." (Sorgenfri Slot fri for affald om vinteren, 2016. Eget foto).

Ønske angaaende Gyngerne i Sorgenfrie og Charlottenlunds Skove

(Indsendt)

En af de forlystelser som skovbesøgende gerne og hyppigt nyder, er at lade sig slynge i de gynger som findes i Sorgenfri og Charlottenlund Skove. Anmelderen som selv har nydt denne fornøjelse, tænker dog ofte med gysen på det uheld der kunne ske hvis et af tovene som her oventil er gjort fast ved træer, gik itu. Hvilket jo er muligt da de ved vedvarende brug snart kan sønderslides. Han ønsker derfor at den ansvarlige vil sørge for at disse gynger tilligemed deres reb måtte efterses dagligt for at de der benytter sig af samme kunne være trygge for al fare.

(Politivennen nr. 27, Løverdagen den 6. juli 1816, s. 414)