Stikbrev.

Man mener at skylde sine medborgere beretning om følgende tildragelse:

Onsdag den 11. juli ankom 2 unge fruentimmere om morgenen tidlig kørende til Sorgenfri Slot med en kildevogn. Her bad de kusken at holde, mens de et øjeblik besøgte slotsforvalteren, hvorefter de lovede at vende tilbage og beværte deres kusk med kaffe. Imidlertid behagede de at gå en omvej gennem skoven til præstegården, hvor den ene, iført en rødternet tvisteskjole, en sort fløjlshat med hvidt underfor, et langt sort sjal, grå everlastings støvler med grønne galocher, med en grøn taske med en stålkæde, i hånden gik ind mens den anden ventede på hende udenfor. Førstnævnte forlangte at tale med præsten, hos hvem hun udgav sig for en frøken Petersen, hvis søster for flere år siden skulle været konfirmeret her i Lyngby. Desårsag begærede hun på sin moders vegne som foregaves at være syg, at en yngre søster ligeledes måtte blive konfirmeret her. hun sagde også at hendes moder med familie i disse dage ville flytte fra København til Lyngby sogn. 

Efter at have røgtet dette ærinde begav hun sig med sin såkaldte veninde til hr. inspektør Møller her i byen. Veninden havde en gul stråhat med en rød blomst på hovedet, og var iklædt en blå sirtseskjole med gule prikker, et gult sjal og på fødderne et par sorte fedtlæderstøvler. Hos hr. inspektør Møller udgav de sig for at være familie med dennes bekendte og at stå i venskabelig forbindelse med præstens hus. De bad om at måtte opholde sig der i nogen tid, hvilket blev dem tilstået. Videre foregav de at ville besøge folk på Frederiksdal, men hvorhen de ikke rigtig vidste vejen. Dette besøg udsatte de så længe at man først gav dem middagsmad og kaffe, og omsider undskyldte de sig med at det var blevet for sent, og beklagede at have mistet deres penge, indsvøbt i et hvidt tørklæde, i den vogn med hvilken de var kommet fra København til Lyngby. 

"Rigtignok indfandt de sig derefter i præstegården, hvor man til alt held havde hørt lidt om deres eventyrlige togt. For præstens kone fremførte de at den ene af dem på rejsen til Brede havde tabt den grønne taske som hun om morgenen havde haft i hånden, og tilligemed den alle sine penge, hvorfor hun udbad sig et lån på 3 rigsbankdaler til rejsen" (Lahde Kobbertryk).

Efter endnu et ophold påstod de at de måtte vende tilbage til præstegården, hvor de sagde at have lånt et rent nødvendigt stykke til påklædningen. Rigtignok indfandt de sig derefter i præstegården, hvor man til alt held havde hørt lidt om deres eventyrlige togt. De forlangte at tale med præsten, men han var nu ikke hjemme. For hans kone fremførte de derimod den fortælling at den ene af dem, nemlig frøken Petersen, på rejsen til Brede havde tabt den grønne taske som hun om morgenen havde haft i hånden, og tilligemed den alle sine penge, hvorfor hun udbad sig et lån på 3 rigsbankdaler til rejsen. Men på grund af det man havde hørt blev det dem ikke tilstået. 

Da den såkaldte frøken Petersen åbenlyst syntes at føre folk bag lyset og formodentlig andetsteds ved at give sig et nyt navn kunne tilvende sig et lån, som man ellers ikke ville give hende, har man troet på omstændeligt at burde anmelde det passerede.

Anmelderen har senere erfaret at et fruentimmer der har givet sig samme navn og været iført omtrent samme dragt (dog stundom spencer) som før omtalte sig såkaldte frøken, har besøgt familier her i staden og omegnen og under påskud af at hendes moder skulle begraves, hun selv skulle anlægge sorg, eller endog undertiden være i slægt med familien, har vidst at tilvende sig en understøttelse.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4707-4710.