Den gamle Livfange fra Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Han var benaadet, men bad om at komme tilbage.

Den gamle Fange fra Horsens Tugthus Søren Mathiassen, om hvis benaadning vi i Gaar fortalte havde efter hvad der nu oplyses, været benaadet en Gang før. Det var ved Aarhundredskiftet at han blev løsladt, men efter faa Dages Forløb meldte han sig igen i Tugthuset og bad om at blive "optaget" Igen. Slægt havde han ikke, og han kunde slet ikke klare sig paa egen Haand. Han fik sit Ønske opfyldt, og har siden gaaet "udenfor Nummer" og nydt delvis Frihed, betragtet som en lidt aandssløv , men ganske uskadelig Original. Han beskæftigede sig med lidt Arbejde i Have og Mark, men skønt ingen lagde ham Hindringer i Vejen, gik han aldrig udenfor Tugthusets Omraade. Der vil derfor ikke blive stor Forandring i hans Livsvilkaar, efter at han nu bliver overført til Aarhus Sindssygehospital

Hvorfor Søren Mathiassen blev dømt.

Mordet paa den gamle Pengeudlaaner i Saaderup.

Sven Langes "En Forbryder" i det virkelige Liv.

Den Forbrydelse, for hvilke Søren Mathiasen blev idømt livsvarigt Strafarbejde, forøvede han i landsbyen Saaderup ved Nyborg. Natten til den 17. September 1875.

Mathiassen var den Gang 24 Aar gammel og Boelsmand. Den Myrdede var Gaardejer og Hestehandler Niels Rasmussen, Bøgelund ved Odense. Søren skyldte ham nogle Penge, fordi han et Par Aar i Forvejen havde bedt Rasmussen skaffe ham en velstaaende Pige til Kone.

Rasmussen, der drev forskellige lyssky Forretninger, havde i den Anledning faaet et Gældsbevis af Søren, lydende paa et temmelig betydeligt Beløb, et Beløb, der snart ved høje Renter og Laan blev bragt op til en saadan Højde, at den arme Boelsmand ikke saa sig i Stand til at betale.

Det gik ham saa, som det gaar den ulykkelige Bogholder i Sven Langes gribende Drama "En forbryder": I sin Fortvivlelse over Udsigten til at blive drevret fra Hus og Hjem, besluttede han at ryste sin Plageaand af sig og aflagde ham i den Anledning et Besøg.

De fulgtes ud fra Niels Rasmussens Hjem. Men - Hestehandleren vendte ikke tilbage. Familien henvendte sig næste Dag hos Søren Mathiassen, og da han ikke gav nogen Oplysning - til Sognefogden.

Faa Dage senere blev Søren Anholdt og ført til Vindinge Herredskontor.

Under Afhøringen her saa han Lejlighed til at flygte. Han blev forfulgt og anholdt, men slap gentagne Gange fri igen, indtil det dog tilsidst lykkedes ham helt at slippe væk fra sine Forfølgere.

Sent om Aftenen kom han tilbage til sit Hjem, hvor han forsynede sig med Penge, aabenbart i den Hensigt at flygte ud af Landet. Men han naaede ikke længere end til Kerteminde, hvor han endnu samme Aften blev anholdt i et Værtshus.

Samtidigt fandt Politiet Liget af den myrdede Hestehandler paa en Brakmark i Saaderup, hvor Morderen havde henkastet det.

Et Par Dage efter gik Niels Mathiassen til Bekendelse. Han fortalte, at han havde købt en Revolver inde i Odense og med den havde affyret fem skud mod sit Offer, medens de i Aftenens Mørke gik sammen over Brakmarken.

De fem Revolverkugler havde imidlertid ikke mægtet at tage Livet af Niels Rasmussen, og Søren havde kvalt ham ved at holde ham for Næse og Mund.

- - -

Søren Mathiassen blev, som nævnt dømt til livsvarigt Tugthus. Og først nu, over 49 Aar efter, aabnes Porten for Alvor for ham og endda kun for Vejen ind bag Sindssygehospitalets Mure.

(Aftenbladet (København) 12. januar 1926).

Søren Mathiasen blev straffet internt 7 gange i tugthuset bl.a. pga. adfærd overfor fængselsbetjentene og fængselsinspektøren. Han var tit til læge og fik ekstra forplejning (sigtebrød, mælk og øl). Han blev indlagt to gange på Vordingborg sindssygeanstalt. Hver gang mellem 1 og 2 år. Den første i 1884. Den anden i 1891-1892 hvor han blev udskrevet med diagnose: Vanvid. Han blev den 23. december 1925 indlagt på Statshospitalet i Risskov med diagnosen Paranoia. 

Herefter blev han sendt tilbage til Horsens hvor han den 20. november 1926 ved kongelig resolution blev løsladt. Han blev indstillet til en plads på Dalstrup Plejecentral ved Grenå. Han havde da den opfattelse at det var ham der styrede Horsens Tugthus, men blev overtalt til at tage til Dalstrup af en funktionær som fortalte at han nu skulle lede en meget større anstalt. Han døde her i maj 1931. Hans gravsten er stadig bevaret på den mindelund der er tilknyttet Dalstrup.

St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Syerskernes Levevilkaar. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskernes Levevilkaar.

Det er en af alle anerkendt sætning, at et Menneske, der kan og vil arbejde ogsaa bør kunne leve af sit Arbejdes Udbytte. Selv de mest forstokkede Højreblade erkender i al Fald paa Papiret, at det er usunde Forhold, naar Arbejdet ikke kan give dets Udøver det nødvendige til at opholde Livet. Det er naturligvis Uenigheden om, hvor meget der hører til det nødvendige, der vil aind tvistes om, hvad der skal forstaas ved at leve. Kapitalisten med de 5000 Kr i aarlig Indtægt vil daarlig indrømme, at Arbejderen ikke kan leve af lige saa mange Hundreder, men derimod vil han altid vande paa, at selv den ubetydeligste Nedgang i hans Indtægter vil for ham betyde den rene Nødstilstand.

En Mand i en af vore smaa Provinsbyer erklærede saaledes paa et Møde, at hans Indtægter umulig kunde forslaa til Middagsmad hver Dag, skønt Gud og hver Mand vidste bestemt, at Mandens Embede var lønnet med 5500 Kr. aarlig. For at Læserne dog ikke skal tro, at han var helt gal, skynder vi os at tilføje, at Manden var Præst, og disse kære Medborgere har jo almindeligvis ikke stor Forstand paa denne Verdens Goder.

Men nok herom. I al Almindelighed erkender enhver, at en Arbejder er sin Løn værd, og at denne Løn ogsaa maa være saa stor, at han kan spise sig mæt.

Men vi har her i Byen en ikke saa ganske lille Klasse, endda oven i Købet faglærte Arbejdere, paa hvem denne almindelig anerkendte Regel ikke passer, og for hvem der indtil den aller sidste Tid slet ikke har var været gjort en Smule for at faa den til at passe.

Denne Klasse er Syerskerne.

Den herværende "Syerskernes Fagforening" har meget fornyligt begyndt sin Virksomhed med at indsamle og skematisk bearbejde alle de Oplysninger, der angaar Arbejdernes Virksomhed paa Systuerne her i Byen, og de Resultater, som man ad denne aldeles paalidelige Vej har opnaaet, er saa mørke for Fagets Udøvere, at det vilde være Galmandsværk at begynde at skrive om dct. hvis man ikke kunde vedlægge det skrevne med de statistiske Tal. Der er simpelthen ingen, der vilde tro det skrevne.

Der er her i Horsens, saa vidt det har kunnet oplyses, 52 Systuer, hvor der benyttes Lønarbejdere som Medhjælp i et Antal fra 1 til 12 paa hvert Sted. Ialt er der 193 lønnede Syersker beskæftiget paa Systuerne og i dermed beslægtede Brancher, f. Eks. Trikotagesyning. Den ugentlige Løn for disse har i de sidste 4 Uger bevæget sig mellem 3 og K Kr. i Gennemsnit, naturligvis paa egen Kost og Logi Det viser sig endvidere, at de største Forretninger er de daarligste Arbejdsgivere, og at det fineste Arbejde, det, hvorved der særlig skal anvendes Paapasselighed, og til hvis Udførelse der hører mest Øvelse, er det, hvorved der tjenes den mindste Løn.

I Sandhed hyggelige Forhold. En Pige, der for at undgaa det kvindelige Tyendes retløse Stilling, og for at uddanne sig til en Gang i Tiden at kunne tjene et lille Bidrag til sit vordende Hjems Fornødenheder, lærer at sy, og naar hun saa er udlært, kan hun ikke paa langt nær tjene til den bare Føde; om Klæder kan der slet ikke være tale. Hun opdager snart, at hun er endnu strammere bundet af Sult, end hun hidtil har været af Tyendeloven. Arbejdstiden er i de fleste Forretninger 10 Timer, og allerede dette er en altfor urimelig lang Tiv for en ung Pige at sidde i en sundhedsfarlig bøjet Stilling over en Symaskine.

Men Syersken slipper ikke dermed. Paa de travle Tider vanker der Overarbejde - vel at mærke naar man undtager et Par Forretninger - men Overarbejdspenge, [½ linje ulæselig] mange Eksempler paa at [1/3 linje ulæselig] arbejde har været trukket ud imod Kl. 1 a 2. 

Man tænke sig et voksent menneske efter udstaaet Læretid arbejde 60 Timer ugentlig, med Udsigt til aldeles ubegrændset og ubetalt Overarbejdstid, for en Ugeløn af 3-6 Kr. eller med andre Ord fra 5 til 10 Øre i Timen.

Fakta er, at ingen Syerske i Horsens - naar undtages Førstesyerskerne og Direktricerne i de store Forretninger, kan fode og klæde sig selv med sine Hænders Gærning.

(Fredericia Social-Demokrat 19. juni 1899)

Horsens Tugthus 1884: Dommen. (Efterskrift til Politivennen)

En kommissionsdomstol afgjorde i begyndelsen af 1884 at der var sket adskillige misligheder i Horsens Tugthus: 44 personer var sat under tiltale. Under processen døde den ene, mens en anden var flygtet til udlandet. Inspektøren F. A. Mazanti havde misbrugt sin embedsstilling til egen fordel. Derudover fanger, spisemesteren, 14 opsynsbetjente, reservebetjente, 2 dagvagter, en bogholder, vognmænd samt alle 4 fabrikmestre fra Chrome & Goldschmidt. Afgørelsen blev offentliggjort den 2. marts 1884 fx i Morgenbladet (København) og Nationaltidende. 

Finanslovens 3. behandling

(Slutning af Forhandlingerne i Folkethingets Gaarsmøde).

- - -

Ordføreren skulde omtale Horsens Tugthussag og Amtmandsboligen paa Færøerne. Man fik ved Gjennemlæsningen af Forhørene en klarere Indsigt i Horsensaffæren end ved Dommen, og her var at bemærke Maaden, hvorpaa Forbrydelserne vare begaaede, Omfanget og Tidspunktet. Man havde i en Række Aar stjaalet i Horsens Tugthus baade fra Anstalten og fra Fabriken. Fangerne stjal til Opsynet og til Mestrene, hvilke sidste selv stjal til eget Brug og til Fabrikation og til Forhandling, og Opsynet stjal til Mestrene, til sig selv og til Export. Uregelmæssighederne indskrænkede sig ikke til det lavere Opsyn alene, men omfattede ogsaa de høiere Funktionærer, ja selv Fængselsinspektøren stod efter Forhørene i et eiendommeligt Lys (Hør!). Tyveriet havde havt et ganske umaadeligt Omfang, det dreves aldeles professionsmæssig igiennem et langt Tidsrum. Søndagen anvendtes saaledes jævnlig til Tyveri. Han oplæste af Forhørene adskilligt vedrørende Forholdet til den dømte Inspektør for Straffeanstalten. De fleste af Tyverierne havde man ikke kunnet vurdere, og det, der var vurderet, var anslaaet meget lavt. Det var navnlig Statens Funktionærer, der vare stærkest implicerede i Tyverierne, derimod ikke saa meget Fabrikens. Horsens Tugthus kunde betragtes som et Akademi for Tyve. De Fanger, der sendtes dertil, uddannedes her i at stjæle. Da saaledes en Fange en Gang meddelte en af Mestrene sin Mistanke og bad om at blive flyttet til en anden Afdeling for ikke at blive mistænkt for Delagtighed i Tyveri, beroligede Mesteren Fangen med en Bemærkning om, at Tyverier var noget ganske almindeligt der! Under disse Omstændigheder syntes Fangernes Straf at være meget haard i Forhold til de andres. Taleren havde giennemgaaet Forhørsprotokollerne og var derved kommen til det Resultat, at Tyverierne egenlig kun faldt i den nuværende Justitsministers Tid. Forbrydelserne begyndte med Slutningen af 1875, altsaa samtidig med, af den nuværende Justitsminister tiltraadte sin Portefeuille (almindelig Munterhed), og de vare stadig tiltagne. Det var ikke engang den nuværende Minister, der havde opdaget Forbrydelsen, men derimod en løsladt Fange, som havde anmeldt Sagens Odense. Til Løn herfor blev han i fire Uger kastet i Cellefængsel. Ellers pleiede Ministeriet ikke at se saa umildt til Angiveri. Det var udelukkende den nuværende Justitsminister, som havde det hele Ansvar for denne Sag. Der havde hersket almindelig Forundring over den Maade, hvorpaa Forhørene vare drevne, og navnlig havde man forundret sig over Inspektørens hele Stilling til denne Sag. Han havde bl. a. gientagne Gange benyttet Anstaltens Materialier til at opføre egne Bygninger af, som han saa rigtignok bagefter havde erklæret at ville overlade til Staten; men der forelaa intet Bevis for det sidste. Han havde tilvendt sig 100 Kr. for at skaffe sig Kredit. Det forunderlige var, at man ikke havde arresteret Inspektør Mazanti. Grunden til, at denne kun var dømt efter Straffelovens § 141 (Embedsmisbrug), skulde, efter hvad man sagde, kun skyldes den Omstændighed, at Justitsministeren alene havde beordret Aktion anlagt for denne Forseelse, og Kommissionen havde saaledes ikke havt frit Valg. Det mærkeligste var dog, at Inspektør Mazanti endnu slet ikke var afskediget, men fremdeles beklædte sit Embede som Inspektør ved Fængslet. Sagen havde vakt almindelig Indignation og Forargelse blandt Befolkningen, som fik Indtryk af, at der gjordes Forskiel paa fornemme og simple Folk (hør! hør!), paa rige og fattige. Taleren ønskede ikke at styrke slige urigtige Antagelser, men han maatte beklage, at man gav berettiget Anledning til, at slige demoraliserende Antagelser kunde fremkomme.

(Nationaltidende 6. marts 1884).

Et fingerpeg i den Horsenske Tugthussag.

Naar en Mand er blind, tager man ham ved Haanden og leder ham.

Hr. Justitsraad Nellemann vandrer i Blinde i den Horsenske Tugthussag.

 * * *

Justitsminister Nellemann sagde under Forhandlingen i Folkethinget den 6te Marts: "Aktieselskabets Direktør, der daglig kom paa Anstalten, har ingen Ting mærket. Altsaa, naar det private Aktieselskabs Direktør, som daglig indfandt sig, og som havde megen Anledning ogsaa i sit eget Aktieselskabs Interesse til at se godt efter, ikke opdagede noget, er det meget sandsynligt, at en anden heller ikke vilde have gjort det."

Ved denne Ministerens Udtalelse er der et Par Mærkeligheder. 1) Det er første Gang, at den bestjaalne. Aktieselskabet, er bleven nævnt i Debatten om denne Sag. 2) Aktieselskabet - og dets Forgænger nuværende Kapitalist Goldschmidt - har mærket mange Ting.

Til 1) Hvorfor nævner Kommissionsdommen ikke den bestjaalne? Hvad har Aktieselskabet udsagt under Forhørene? For det har dog vel været stævnet til at afgive Forklaring? Naar en Mand er bleven plyndret i Løbet af en Snes Aar, plejer han at vise saa megen Interesse for den Sag, der bliver rejst imod Tyvene, at han moder for at dokumentere, hvor meget han antagelig er bleven bedraget af en Statsanstalt; hvorfor gør det ikke Krav paa Erstatning? Hvor er Regnskaberne mellem Inspektør Mazanti og Aktieselskabet Crome & Goldschmidts Fabriker?

Til 2) Justitsminister Nellemann er ved sin ovennævnte Yttring dumpet ind i den Horsenske Tugthussags fine Spind som en Rhinoceros. Han har plantet en tyk Pegefinger lige midt i Aktstykkerne. Den bestjaalne har Aar ud og Aar ind ingen Ting mærket, siger Ministeren; men hele Horsens svarer: den bestjaalne har Aar ud og Aar ind mærket grumme meget. Den tarveligste Forhørsdommer, den tyndeste Begavelse, den dummeste Estrupper maa spørge sig selv: Hvorfor tav den bestjaalne stille?

 * * *

Det er paastaaet under Forhørene, at Aktieselskabet vidste, det blev bestjaalet. Derimod er det ikke oplyst, hvorfor Aktieselskabet ikke har anmeldt Tyverierne.

En Gang fandtes der i Mazantis Lade en Masse Tyvekoster, Tæpper, Uldtøj, Lærred, osv. En af Aktieselskabets Embedsmænd fik det at vide. Kort efter havde han en Samtale med Mazanti. Der blev ikke gjort nogen Anmeldelse. En anden Gang opdagedes et Tyveri paa 16 Dusin blaastribede Trøjer. Der blev heller ikke gjort nogen Anmeldelse Naar Ministeren vil spørge Undersøgelsesdommeren, er denne sikkert saa forekommende at fortælle videre. Vi har kun villet vække hans Nysgærrighed efter mere.

 * * *

Men der er ogsaa andet at lære her for en Mand, der styrter sig ind i Retfærdighedens Forretningsgang med en Iver, som Hr. Nellemann. I Begyndelsen af Halvtredserne, om vi mindes ret, stiftede Hr. Goldschmidt den Forretning i Horsens, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt senere overtog. Han ejede den Gang ikke mere end at det kunde køres paa en Trækkevogn. Nu er han en Mand paa Gud ved, hvor mange Hundrede Tusinde. Disse Penge har han hovedsagelig tjent paa Tugthussangernes Arbejde: de lønnedes i hans Tid med - 66 Øre daglig. Saa kom i 1874. Aktieselskabet med Hr. Jeppesen som Direktør, og Betalingen sattes ned til 60 Øre daglig. I 1880 skulde Kontrakten med Statens Tugthus fornyes; Fangernes Arbejde blev paa en mærkelig Maade udbudt til Licitation; der meldte sig ingen andre end Firmaet Crome & Goldschmidt, og Ministeriet Estrup gik ind paa dets Tilbud om at overtage Arbejdskraften for 33 Øre daglig pr. Fange.

I Maj 1881 blev der til Folkethinget indgivet en Adresse fra 785 Vævere i København, hvori der klagedes over den omsiggribende Anvendelse af Tugthusfanger til at producere Varer henhørende under Væveriet; det fremhævedes, at Arbejdslønnen for Vævere da var 8 Kr. om Ugen, og dette tilskreves med Rette Tugthuskonkurrencen, som tillod et Aktieselskab at købe Arbejdskraft af Staten for 33 Øre daglig pr. Mand (en Dag regnet om Vinteren til 14 Timer, om Sommeren til 15 Timer); man anmodede derfor Thinget om at sørge for, at Betalingen til Fangerne maatte blive sat op. Folkethingets Udvalg svarede den 8de Marts, at "da Udvalget ikke ser, hvorledes der skal kunne raades Bod paa det i Andragendet omtalte uheldige Forhold, gør det ingen Indstilling", og dette Resultat meddeltes Væverne i en lakonisk Skrivelse fra daværende Formand Hr. Krabbe.

Crome & Goldschmidt har aabenbart altid havt Held med sig - naturligvis fraregnet det Uheld, at der skulde blive stjaalet saa storartet fra dem. Og medens vi er ved Uheldene, saa var der ogsaa et Par Ildebrande; den sidste gik, saa vidt vi husker, for sig i 1879: det tordnede i Vejle, men det slog ned i Horsens, og saa brændte der da en Masse Tugthussager. Vi har ikke som Hr. Nellemann Adgang til Protokollen over Brandforhørene. men ønsker Ministeren at vide mere om denne og den tidligere Ildebrand - en Tid troede man, den var paasat, men det var nok Selvantændelse i Tørrestuen - saa kan dette Ønske jo altid opfyldes.

 * * *

Sluttelig retter vi et Spørgsmaai til Hr. Justitsminister Nellemann. Er det ikke bedst at lade det hele gaa om igen? Det bliver dog kun Kludder, naar det offenlige nøjes med at appellere Dommen for Mazantis og et Par andres Vedkommende. Og saa tilraader vi, at der, naar den nye Undersøgelse kommer, lægges mindre an paa den af Ministeren roste humane Fremgangsmaade, som bestaar i en Hensyntagen, der er inhuman over for Folkets Retsfølelse. Lad dog endelig en Gang Landet for Alvor se, hvad dets Justitsminister duer til.

(Social-Demokraten 9. marts 1884).

Professor i retsvidenskab Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-) startede sin sin politiske karriere som justitsminister i 1875 i en nydannet Estrup-regering. Han sad indtil 1896. Nellemann var juridisk ansvarlig for udstedelsen af provisoriske love i 1877 og i årene efter 1885. 

Fangearbejderne blev også nævnt på Crome & Goldschmidts generalforsamling:

Aktieselskabet "Crome & Goldschmidts Fabriker" afholdt iaftes den aarlige Generalforsamling, 

- - -

Om nogen Udvidelse af Fabrikvirksomheden har der ifjor ikke kunnet være Spørgsmaal. Arbeiderantallet havde omtrent været som i 1882, nemlig 750 foruden ca. 250 Tugthusfanger, og ved Fabrikationen benyttes 8 Dampmaskiner med ialt ca. 300 Hestes Kraft. Heller ikke for de tilvirkede Varers Vedkommende skete der nogen Forandring af Betydning. De væsentligste Varer vare ligesom Aaret forud kulørte og ublegede Bomuldsvarer, hel- og halvuldne Kjolestoffer, Model- og Gardinstoffer i alle Farver, blegede og ublegede Lærreder, Dreiler, Dækketøi, Klædevarer og Trikotage. En ifjor oprettet Afdeling for Kaaber m. v., som forsyner Udsalgene i Kjøbstæderne, har givet et meget godt Resultat. Begge Fabriker have vist sig fuld tilfredsstillende, dog havde efter Talerens Skjøn Fangearbeidet i Horsens Tugthus bidraget forholdsvis mindst til Aarets gode Resultat. For at forebygge Misforstaaelse vilde han dog straks bemærke, at det mindre gode Resultat paa ingen Maade have sin i Grund i de saa meget omtalte Misligheder ved Horsens Tugthus, hvilket tydeligt fremgik deraf, at det hele Beløb, Selskabet herved har tabt kun - efter det under Forhøret oplyste - udgjorde lidt over 1100 Kr., og det turde være klart, at et saadant Tab, der endog fordelte sig paa ca. 10 Aar, altsaa saa længe Selskabet har bestaaet, ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa Udbyttet ved en Ardeidsvirksomhed af saa betydeligt Omfang som her, ja han kunde endog sige, at man ikke ved nogen Fabrik med saa mange Arbeidere kunne forhindre, at et Beløb af et Par hundrede Kroner om Aaret forsvinder. Aarsagen til det mindre gode Resultat laa derimod i Fangearbeidets Natur: Bestyrelsen er og maa være stærkt begrænset i sin Raadighed over Arbeidskraften, og hele Arbeidet rvr paa Grund af forskjellige Omstændigheder af en daarligere Beskaffenhed end i en fri Fabrik, saa at det var tvivlsomt, om den mindre Betaling, der ydedes for Fangearbeide, stod i et passende Forhold til dette. 

(Nationaltidende 13. april 1884. Uddrag).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Hvad Straffen angaar, da er Fangerne gjennemgaaende dømt mildt, hvilket har sin naturlige Grund i den hele fristende Tilstand, der f. Ex. for Nr. 11, Rasmussen, viser sig derved, at han kun "efter gjentagne Opfordringer" og "efter Anmodning" af flere Opsynsbetjente har stjaalet til disse og ikke til sig selv. Kun Nr. 10, J. C. Jensen, er dømt forholdsvis strængt til Tugthusarbejde i 5 Aar; men det har sin Forklaring i, at han under selve Undersøgelsen viser sig uforbederlig og har saa lidt Respekt for Kommissionsundersøgelsen, at han endnu, medens denne verserer imod ham, ikke generer sig for at begaa 3 frække Tyverier i Horsens, hvor Kommissionen opholder sig.

Derimod er Opsynspersonalet, som naturligt er, dømt strængere. Saaledes er Nr. 15, Spisemester O. Andersen, dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 G. 5 Dage for at have tilvendt sig "mindre Kvantiteter The og Kaffe" af Anstaltens Beholdning og "mindre Kvantiteter Kjød og Flæsk", da han heldigvis for Retssikkerheden ikke har erklæret, at han havde til Hensigt at "lægge lignende i dens Beholdning", og Nr 18, Opsynsbetjent J. Mortensen, til 2 G. 5 Dage for ved flere Lejligheder at have "modtaget og forbrugt forskjellige Varer" som Fanger "uden Anledning fra hans Side" gav ham, og Nr. 29, Sygehusbetjent Brandstrups Hustru, til 3 G. 5 Dage for at have modtaget Uldgarn m. m. samt "ubetydeligt Flæsk og Kjød", som Fangerne "uopfordret tilbød hende", da de ikke har erklæret, at de var uvidende om, at Varerne var stjaalne. Den formildende Omstændighed gjælder dog for dem alle, at de har været stærkt fristede og inciterede til at deltage i Forbrydelser, der har været saa almindelige og aabenlyst drevne, at Tilstanden har gjort det vanskeligt at begaa sig for den, som ikke vilde, og det er sandsynligt, at adskillige slet ikke vilde været faldne, dersom Bestyrelsen, Tilsynet og den hele Orden havde været saaledes, som den burde være.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april. De dele af den der vedrører fængselsinspektøren og fængselspræsten og hans kone er refereret andetsteds.

Vævernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Af de her i Bladet gentagne Gange fremsatte Meddelelser vil det allerede være vore Læsere bekendt, at Arbejderne i Væverfaget har rejst sig til Kamp mod den Udbytning, der i dette Fag finder Sted i endnu højere Grad end i de fleste andre, idet Arbejderne hos to herværende Fabrikanter, nemlig Farvermester Schleisner og Fabrikant Neumann & Komp., har nedlagt Arbejdet, fordi Fabrikanterne har nægtet at gaa ind paa en af Arbejderne stillet Fordring om en Forhøjelse af Arbejdslønnen.

Forholdene i Væverfaget giver et ret klart Indblik i, til hvilken Grad Arbejderne udplyndres i det nuværende Samfund. Saa godt som alle de Forholdsregler, som Frikonkurrencesystemet raader over, for at gøre Arbejderen til Slave og trykke hans Løn ned til en Sulteløn, finder Anvendelse i Væversaget. Der gives næppe noget Fag, i hvilken Maskinkraftens Anvendelse har ført Arbejderne i den Grad til Afgrundens Rand, som Tilfældet er i Væverfaget; i intet andet Fag har Spekulationen benyttet Kvindens Arbejdskraft til ved Hjælp af Konkurrencen med Manden, at foretage den ene Reduktion af Lønnen efter den anden, i en saadan Udstrækning som blandt Væverne, og lige som for at vise, at den heraf følgende Elendighedstilstand blandt Arbejderne rigtig passer i de nuværende Magthaveres Kram, lægger baade Staten og Kommunen sin Indflydelse i Vægtskaalen, ikke for at forhindre Arbejdernes Udplyndring eller i alt Fald mildne dens Følger, men for at styrte Arbejderne endnu dybere end den private Spekulation er i Stand til.

Væverfaget er nemlig et af de Fag, ved hvilket Staten ved Tugthusarbejdct har etableret en for Faget ødelæggende Konkurrence, og maaske det Fag, der lider mest under denne Konkurrence. For at beskæftige Tugthusfangerne tager Staten Brødet ud af Munden paa de frie Arbejdere, idet den dels skaber Arbejdsløshed og deraf følgende Fattigdom hos disse, dels ved sin Konkurrence trykker Arbejdslønnen ned til et saadant Lavaal, at Arbejderne sulter, hvad enten de har Arbejde eller ikke. Og Kommunen hjælper trolig Staten med denne arbejderødelæggende Trafik, idet den benytter Ladegaarden paa samme Maade som Staten benytter Tugthuset.

Som Følge af denne Sammensværgelse mellem Stat, Kommune og privatkapitalistiske Spekulanter er Arbejdsforholdene i Væverfaget saa slette som næppe i noget andet Fag. Arbejdet er overanstrængende og opslidende, Arbejdstiden forlanges i en umenneskelig Grad og Arbejdslønnen reduceret i en saadan Grad, at selv det mest overanstrængende Slid ikke bringer Arbejderen en saadan Indtægt, at en enkelt Person, og endnu mindre en Familje, kan føre en blot nogenlunde menneskeværdig Tilværelse derfor. Specielt for de Arbejderes Vedkommende, der i disse Dage har nedlagt Arbejdet, er Lønnen i den Grad reduceret, at en flittig Arbejder maa arbejde ca. 18 Timer i Døgnet for at kunne bringe sin Fortjeneste "op" til 8 a 10 Kroner ugenlig.

Det følger af sig selv, at Arbejdere, der bliver i den Grad udpinte, ikke kan organisere sig saa kraftigt eller lægge saa meget af deres Fortjeneste tilside, at de ved Hjælp af deres egne Midler kan føre Kampen mod deres med Kapital udrustede Arbejdsgivere. At "Haanden og i Munden" er i strængeste Forstand de Arbejderes Lod, der i saa høj en Grad som Væverne er Genstand for Frikonkonkurrencens hensynsløse Udplyndring, og naar de rejser sig til Kamp mod Kapitalmagten, da er det Nøden, som tvinger dem dertil. De strejkende Vævere er derfor tvungne til at apellere til Arbejderne i andre Fag for at faa den støtte, der skal satte dem i stand til at gennemføre deres fordringer.

Paa et Møde af Fagforeningernes Bestyrelser, der blev afholdt i Slutningen af forrige Uge, vedtoges det enstemmig at yde de strejkende Vævere den fornødne pekuniære Støtte. Vi føler os forvissede om, at Fagforeningerne, der har givet Væverne dette Tilsagn, ogsaa vil lade deres Løfte blive efterfulgt af Handling. Væverne har i tidligere Kampe mod Kapitalen givet Eksempler paa godt Sammenhold og under andre Fags Arbejdsnedlæggelser har de lagt deres Offervillighed for Dagen og efter Evne bidraget til at føre dem sejrrig igennem. Vi haaber derfor, at den pekuniære Støtte, der er nødvendig for at Væverne skal kunne sejre i den nu paabegyndte Kamp, vil blive ydet, og at den vil blive tilvejebragt hurtigst muligt.

Der kan ikke være Tvivl om, at Vævernes Strejke hurtigt vil blive endt med Arbejdernes Sejr, og at de fornødne Midler med Lethed kan skaffes tilveje. Dels er de Strejkendes Antal forholdsvis ringe, af hvilken Grund det ikte kan være vanskeligt for de forenede Arbejdere, der for ikke længe siden gennemførte den store Cigararbejderstrejke, at tilføre Væverne den fornødne pekuniære Støtte. Dernæst er de Strejkendes Fordringer i den Grad billige og retfærdige, at Modstanden mod at gaa ind derpaa kun kan være dikteret af ligefrem Hensynsløshed. Vi henviser i saa Henseende til, at en af de Fabrikanter, til hvem Fordringerne blev stillede, ikke alene straks gik ind derpaa, men endog gav Arbejderne et Tillæg i Lønnen ud over hvad de havde forlangt. Endvidere henviser vi til, at Arbejdsgiverne, navnlig naar de ikke besværes af overflødige Mellemmænd, af hver enkelt Arbejder har en Fortjeneste paa det her omtalte Arbejde, der er ca. dobbelt saa stor som Arbejdernes.

En Strejke, der udbryder under disse Forhold er det en Æressag for Arbejderne at føre igennem, og vi nærer den Overbevisning, at de Strejkende ikke vil mangle den fornødne Støtte. Med Hensyn til Indbetaling af Bidrag henviser vi til omstaaende Bekendtgørelse af Strejkekommiteen.

(Social-Demokraten 30. januar 1884).

I forbindelse med en strejke indenfor væverfaget i København 1873 dannedes "Vævernes Velfærdsforening" af omkring et halvt hundrede kvindelige vævere - Danmarks første kvindelige fagforening. Den opløstes senere. I 1883 ved en strejke på Rubens Dampvæveri om en forbedret priskurant dannede kvindelige vævere "Den kvindelige Forening i Væverfaget" i 1883. De var allerede organiseret i mændenes "Vævernes Fagforening", men organiserede sig nu selvstændigt. I 1897 indgik kvinderne i mændenes fagforening.

Efteråret 1884 endte en strejke på Crome & Goldschmidt i Horsens uden resultat. Herefter organiserede arbejderne sig den 22. november 1884 i “Vævernes Forbund i Horsens”. Den første fagforening for vævere i provinsen, med 48 medlemmer. På grund af modstand fra byens to tekstilfabrikker fik den ikke gennemført noget og medlemstallet faldt til 20 medlemmer i 1887. Derimod tog den initiativ til den 16. november 1885 at danne “Væverforbundet i Danmark” med et samlet medlemstal på 120 (Horsens og København).

Tugthus-Konkurrencen. (Efterskrift til Politivennen)

Som man af Meddelelser her i Bladet vil have set er der den 9de ds. udbrudt en Strejke blandt Væverne paa Crome & Goldschmidts Fabriker ved Horsens. Vævernes Antal andrager, saa vidt det er kommet til vor Kundskab, 80, men Arbejdsstansningen omfatter alligevel et større Tal ca. 100, da flere andre Arbejdere paa Fabriken ved Vævernes Arbejdsnedlæggelse ere bleven ledige. Hele Spørgsmaalet drejer sig om en Fordring fra Arbejdernes Side paa 1/5 Øre pr. Alen Bomuldstøj, der i Handelen koster 50 Øre. Et Stykke Bomuldstøj udgør 50 Alen, og den hele Forhøjelse er altsaa kun 10 Øre pr. Stykke. Ugenlig vil den Forhøjelse ialt udgøre for hver Arbejder ca. 60 Øre; Enhver vil vist indrømme at det ikke er nogen gavmundet Fordring. Endnu mere vil det Berettigede i Arbejdernes Fordring ligge klart, naar det tages i Betænkning, at Lønningerne i 1877 udgjorde 2 Kr. 17 Øre pr. Stk.; men siden da er Lønnen flere Gange sat ned, saaledes at den nu kun udgjorde 1 Kr. 75 Øre pr. Stykke. Der er altsaa fra Fabrikanternes Side sket en Nedsættelse i de sidste 4 Aar paa ialt 42 Øre pr. Stk.; ved Arbejdernes Fordring nu om 10 Ore vil altsaa Reduktionens Størrelse dog være 32 Øre, eller med andre Ord, Arbejdernes Krav naaer end ikke 1/4 af, hvad Fabrikanterne har reduceret. Fremdeles maa erindres, at Arbejderne som Følge af det bedre udleverede Materiale tidligere kunde levere 8 Stk. Bomuldstøj færdigt om Ugen, medens det daarligere Materiale nu kun tillader Forfærdigelsen af 6 Stykker. Disse seks Stykker Tøj giver følgelig en Arbejder i Bæverfaget en ugenlig Løn af kun 10 Kr. 50 Øre, og saaledes er det: Vævernes Arbejdsløn andrager for Tiden gennemsnitlig kun 10-12 Kr. ugenlig.

At det er umuligt for en Familje at komme ud af det med en saa ussel Fortjeneste vil sikkert Alle indrømme, men dermed vil Alle ogsaa forstaa, at der maa foretages Skridt for at hjælpe denne Klasse i Samfundet ud af dens forfærdeligt forpinte Kaar. Man maa opspore, hvor Grunden ligger til disse skrækkelige Forhold og søge at stoppe Kilden til Elendigheden. Kan Fabrikanterne ikke give højere Løn, hvad er da Grunden til, at de ikke kan det? Bomuldstøj er jo en Bare, som alle Mennesker bruger, følgelig skulde man tro, at respektable Priser kunde opnaaes for Arbejdet.

Det er os sagt, at Fabrikanterne i det Hele taget ikke kunde gøre ved, at Arbejdslønnen i Væverfaget er saa trykket, som den er. Grunden til de Herskende Tilstande er, at Tugthusene i stedse stigende Omfang optræder som Producenter navnlig i Væverfaget. Tugthusfangerne modtager for ca. 12 Timers Arbejde daglig kun et Vederlag af ca. 35 Øre. Udgifterne ved Tugthusenes Administration, deres Vedligeholdelse og Fangernes Forplejning fordelte paa hver Fange andrager naturligvis en forholdsvis lille Sum. De Udgifter en fri Arbejder er underkastet er meget større, det ligger i Sagen selv, og er han nu gift og er Familjefader. Konkurrencen mellem en Tugthusfange og en fri Arbejder er absolut dennes Ruin. Tugthuset som Producent kan levere langt billigere Arbejde end saadant under sædvanlige Forhold kan faas. Fabrikanterne maa for at kunne konkurrere med Tugthusene søge at faa deres Indkøbspriser trykkede saa dybt ned, at de kommer i Niveau med Tugthusenes, og Arbejdslønnen er da den Part, som lider mest. Prisen paa Raastofferrne er ens for Tugthusene og de frie Fabrikanter, ti den bestemmes paa det store Verdensmarked, men Arbejdslønnen er væsenlig bestemt af de lokale Forhold. Er der mange Arbejdere, vil Arbejdslønnen synke, og ved Tugthus-Industrien indtræder da det Forhold, at hvis der kommer mange i Tugthuset af samme Fag, vil Lønningerne i dette Fag i samme Forhold gaa ned. Men i samme Grad Lønningerne synke, tiltager Forbrydelserne, og Tugthusene fyldes, altsaa Tugthus-Industrien medvirker til, at Forbrydelsernes Antal vokser, netop lige det modsatte af, hvad Tugthusene skulde tilstræbe.

Her i Landet gives omtrent 2000 frie Personer, som ernærer sig ved Væverprofessionen; i Tugthusene er det os opgivet at skulle være beskæftiget for Horsens Tugthus's Vedkommende alene 300 Fanger, altsaa vel i samtlige Straffeanstalter c. 500 Fanger. For hvert Hundrede dette Antal vokser, vil det være Tugthusene muligt at levere billigere Arbejde efter den gamle Regel, at det er forholdsvis billigere at producere med 1000 Arbejdere end med 500, og i samme Trinfølge vil de frie Arbejderes Lønninger blive reduceret, og Fabrikanternes Vilkaar trykkes, indtil Faget er blevet fuldstændigt ruineret, og gaaet over til at blive en blot og bar Branche for Tugthusene, saaledes som det alt er gaaet med enkelte Fag i Udlandet.

Det er paa høje Tid, at der af Interessenterne i Faget, saavel Fabrikanter som Arbejdere, foretages Skridt for at standse den begyndte Udvikling, ti at en saadan foregaar med stigende Fart viser jo Lønningssatserne for 1877 og den stadige Reduktion til det nuværende Trin. Det vilde være heldigt, om Fagets Interessenter paa et fælles Møde og gennem et Udvalg formulerede en bestemt Udtalelse mod Tugthuskonkurrencen og senere lod denne Udtalelse som Adresse, forsynet med Underskrifter af Fagets Medlemmer, indgaa til Folketinget; et Afhjælp af Ondet vilde da muligvis findes.

(Social-Demokraten 20. april 1881)

Tugthus Konkurrencen.

Under denne Overskrift er der her i Bladet den 20de d. M. skrevet en Artikel, hvori der belyses nogle af de mange i Mørket skjulte Lænker, som det nok var Umagen værd at tage i Øjesyn; jeg vilde derfor bede Dem Hr. Redaktør om ikke at vrage min lille Skærv.

Naar man tager i Betænkning, af hvor mange og haarde Lænker en fri Arbejder trykkes, og hvilken Kamp han daglig maa føre Aar efter Aar for at holde fast paa den simple Smule Frihed, der igennem Lovgivningen er ham tilstaaet, saa kan det dog umuligt andet end martre og pine ham i højeste Grad, naar han ser, at en af de Lænker, der trykker allerhaardest, og som i højeste Grad hindrer ham i at komme frem, bliver lagt ham om Benet af Institutioner, som sorterer under Statsstyrelsen, og som søger Støtte i Bevillingsmyndigheden hos Rigsdagen, medens det netop var ved denne sidste, Arbejderne: burde kunne søge sin Ret og finde Bestyrtelse.

Lad os engang kastet Blikket ind i Tugthusene og se, paa hvilken Maade man beskæftiger Fangerne, og vi vil ganske sikkert komme til en erkendelse af, at Arbejderens, den frie Arbejders, Sag staar paa svage Fødder, naar han skal optage Kampen med Straffefanger som Konkurrenter, og at han maa bukke under i denne Kamp.

Det er en Selvfølge at den mindre Fabrikant eller Mester umulig kan taale en Konkurrence som den, der bydes ham af Tugthusene, hvortil Staten svarer Tilskud og som en Følge deraf kan levere deres Varer næsten til Materialets Værdi, uden at der skal udredes Arbejdsløn, thi den Arbejdsløn de Fabrikanter, der beskæftiger Tugthusfanger, udreder, er saa forbavsende lille, saa den maa forbløffe enhver.

Jeg kunde ønske at vide, hvad der har bevæget vor høje Rigsdag til at nedsætte det Vederlag, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt for hver Fange maa erlægge. Kan da en Fange, der er i Besiddelse af sin fulde Arbejdskraft, ikke lige saa godt som en fri Arbejder fortjene sin Føde, jeg kan ikke andet end tro det; men er man bleven enig om den Ting, maa det da ikke dobbelt undre os, al Staten lader ovennævnte Firma bruge Fangernes Arbejdskraft for et saa ringe Vederlag, istedenfor at lade Firmaet betale saa meget, at Fangerne kan leve derfor, og saa hellere spare lidt paa Statstilskudet. Som det er, er Tugthuskonkurrencen skæbnesvanger for enhver, der skal kæmpe rmod den, og hvem kommer til at føle Trykket haardest, det er uden Tvivl deri frie Arbejder, der ikke har andre Indtægter end sit Arbejde; thi naar en Mester ikke kan konkurrere med andre, hvad er da det første han gør? det er at trække af Lønnen, og Arbejderen maa finde sig deri, thi han kan ikke leve uden Arbejde, og saa maa Arbejderen dog gennem indirekte Skatter give sin Skærv med til at føde Fangerne, tiltrods for at han daarlig kan føde sig selv.

Er det sørgeligt at tænke paa, at den frie Arbejder maa gaa og trygle om Arbejde fra Mester til Mester og oste saa den Besked, at de ikke kan faa Bestillinger, da de ikke kan levere del til den Pris som Tugthusene. Er imidlertid En saa heldig at han kommer i Arbejde, er det som oftest ved noget, hvorved selv den flittigste Arbjeder ikke kan tjene Føden til en Familje, men maa søge Hjælp ved Kommunen, hvor han da i Bytte for sin Valgret faar et Par Kroner eller maaske blot et Rugbrød. Maa en slig ublu Betaling for at blive mættet ikke fylde en Arbejder med Harme og maa det ikke kaste en Skygge paa det Bestaaende, at en stræbsom hæderlig Mand maa søge denne Udvej for at leve.

Derfor vil jeg slutte mig til den Opfordring, der i "Social-Demokraten" af 20 ds. rettes til alle i Væverfaget Interesserede, om at protestere imod denne Fremgangsmaade mod Landets frie Mænd; lad os Alle, Mestre som Svende, mødes og vedtage en Protest og som Adresse sende den Landet rundt til Underskrift af samtlige Interesserede i Væverfaget; ti det er paa høje Tid, hvis vi vil frelse os selv fra at gaa tilgrunde i Konkurrences Svælg.

Ærbødigst

En Væver.

(Social-Demokraten 27. april 1881).

En af de fanger som kan have arbejdet i fængslet, kan være Ludvig Peter Kjøge som er omtalt andetsteds på denne blog.

Pastor Johannes Clausen, Horsens. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Clausen i Horsens, den samme Højærværdighed, som i sin Tid figurerede i "Socialisten", fordi han havde reddet en Jødedreng i Fredericia, opfordres herved til, (saafremt det er hans oprigtige Mening at ville bortmane det forfærdelige Spøgelse, som i daglig Tale kaldes Socialismen), at give Møde i Lokalet Dannebrog, naar der indvarsles til Diskussion, da jeg finder, at der er det paa sin rette Plads, som han forleden udkrammede ved Skrædersvend Lindes Begravelse. Ethvert Menneske (lige meget hvilke politiske Anskuelser han har) maa dog indrømme, at det grænser nær til Skandale, naar Politik bliver praktiseret ind i en Ligtale, og derfor forlod da ogsaa en Del af Ligfølget Graven før Præsten var færdig med sit politiske Foredrag. Jeg ser mig desværre ikke i Stand til at referere for Bladets Læsere hele den Bunke Galde, som af Hr. Clausen blev udspyet imod de stakkels Socialister, fordi jeg tilligemed mine Meningsfæller forlod Graven i Utide. Men jeg haaber, at Hr. Clausen ikke undslaaer sig ved efter denne venlige indbydelse at give Møde til rette Tid og paa rette Sted, hvor det i det Mindste er tilladt de utaknemlige Arbejdere (som gør Fordring paa Mere end den aandelige Føde, som Sortekjolerne til Enhver Tid beraaber sig paa er tilstrækkelig for en Arbejdermave) at forsvare deres Anskuelser, og skal da Alt, hvad den ærede Præstemand har at fortælle ved et saadant Arbejdermøde blive serveret for Bladets Læsere af En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 29. december 1875).

Skrædersvend Carl Frederik Linde, Horsens (svensk født) var først savnet og senere fundet fastfrossen i isen i fjorden med et par hundrede kroner i guld. Han formentes at være omkommet ved et ulykkestilfælde.døde ved et ulykkestilfælde kort før jul 1875.

Måske er der tale om Johannes Clausen (1830-1905). Han var andenlærer ved Jonstrup Seminarium 1857, dr.phil. 1861, 1863 sognepræst ved Trinitatis Kirke i Fredericia samt Vejlby, 1872 sognepræst i Horsens og var 1884-september 1905 biskop over Århus Stift. Han grundlagt et sømandshjem i Aarhus, børnehjem og menighedshus i Horsens.

Lidt om Ligtaler.

Hr. Redaktør! I deres ærede Blad af 29de Decbr. f. A. har "en enfoldig Arbejder" i Horsens med Rette anket over, at de saakaldte Ligtaler benyttes af Præsterne til hadefulde Udfald mod politiske Modstandere, idet han anfører det ved en Ligbegængelse i nævnte By for nylig forefaldne skandaløse Optrin, ved hvilket den noksom bekendte Præst og Fanatiker Johannes Clausen - Frimodts værdige Svoger - fandt Lejlighed til at udøse sin Galde over Socialisterne i Almindelighed, og den døde Skræddersvend i Særdeleshed. Endskønt denne Hr. Clausens Tilbøjelighed til saaledes under "Ornatets- og Helligheds- og Ukrænkeligheds" Mærke at holde Dom over Levende og Døde, er af ældre Datum end vor nuværende Arbejderbevægelse og endog en Gang har indbragt ham en offenlig Paamindelse om, at "Danske Lov" forbyder Præsterne at "skælde de Døde", saa bliver det dog forstaaeligt, at Socialismen kan have udviklet hin Tilbøjelighed hos den irritable Præst i en meget betydelig Grad, eftersom der næppe findes Nogen, der har mere vidtgaaende Begreber om Præsternes Ufejlbarlighed i Følge deres guddommelige Inspiration, end netop Hr. Clausen. Alene paa Grund heraf vilde Hr. Clausens Opfattelse af sin Stilling ikke blive rokket det Mindste, selv om han gav Møde for "Tribunalet" efter "den enfoldige Arbejders" Stævning. Men Hr. Clausen møder ikke for at godtgøre sin Berettigelse til sin Indgriben i Guddommens "Prærogativ", ti han er ingen modig Mand, og han mangler Sandhedens bevisende Kraft. Hr. Clausen havde i 1864 Mod til i "Dagbl." at skrive en det mest glødende Tyskerhad aandende Artikel, der oven i Købet var alt Andet end overensstemmende med de faktiske Forhold, men da han af en anden for Forfatterskabet mistænkt Mand blev tvungen til for den tyske Kommandant i Frederits, Grev Auersperg, at angive sig som Forfatteren, da var Hr. Clausens Heltemod forsvundet, da tryglede han, for at undgaa en Tur til Spandau, og luskede bort som en vaad Hund, efter at have modtaget en enorm Masse Grovheder og et Løvte om en Straffe-Indkvartering, som han ogsaa fik. Hr. Clausen havde Mod, eller rettere Dumdristighed, nok til paa offenlig Gade at titulere en Trup østerrigske Soldater med de gemeneste Skældsord, men da Bajonnetterne kom i Bevægelse, da det viste sig, at hans "hellige Embede" ikke ydede ham det rimeligvis forventede Værn, da blev Hr. Pastoren atter "som Barn igen", og kun en Borgers Mod og Konduite frelste hans Liv. Ja, Hr. Clausen har ganske sikkert Mod til under sin Embedsgerning at tilsikre os Socialister alle Helvedes Kvaler, men han har lige saa sikkert ikke Mod til at forsvare og bevise sine Paastande for det rette Forum: en virkelig Arbejderforsamling, ti hans Velærværdighed er fejg, meget fejg. 

Det skal nu imidlertid villig indrømmes, at Hr. Pastor Clausen maaske ikke er saa stort værre end de Fleste af hans Kaldsfæller, ti det synes jo næmlig, at de Herrer Præster i den her omhandlede Retning hverken respekterer den guddommelige eller menneskelige Lov. Den Første byder dem at bede for Alle, endog for deres Fjender og Forfølgere; den Sidste befaler dem ligefrem Undladelsen af al Kritik, hvorledes denne end saa maatte være, men dette forhindrer desuagtet ikke Præsterne fra at give deres af Had fyldte Hjærte Luft paa en saa "forargelig Maade", som det vel tænkes kan.

Var det under vore nuværende Forhold ikke det Rigtigste aldeles at renoncere paa Præsternes Velsignelser og Forbandelser? Der er dog vel næppe Nogen, der drister sig til at paastaa, at Præstens Ros eller Dadel har nogen som helst Indflydelse paa Salighedsprincipet; men er det saa, hvad ethvert fornuftigt Menneske maa indrømme, at "Ligtalen" er aldeles betydningsløs for den Afdøde, bliver den altsaa ingen Nødvendighed, men kun en Følge af "Skik og Brug". Naar imidlertid en Skik misbruges paa en saa infam Maade, som her er Tilfældet, naar den i levende Live forhaanede og undertrykte Proletar endog skal forhaanes i sin Grav, og naar Venner og Frænder af den Afdøde skal døje den Tort at høre sig selv og sine henfarne Kære mishandlet paa det Skændigste af et Individ, hvis hele Kompetence til en saa uforskammet Adfærd kun ligger i hans sorte Kittel - var det da monstro ikke rettest og overensstemmende med Tidsaandens Tankesæt, at det danske Proletariat kastede slig forældet Skik over Bord som et raaddent Samfunds raadne Frugt, og det turde dog vistnok være paa Tiden, at den friere Tænknings Teorier overførtes i Praksis gennem en virkelig Emancipation fra "Sortkjolernes" fordærvelige Indflydelse. Derfor, Venner og Meningsfæller! Lad de hykleriske Præster løfte deres Hyklere til Himmels eller lad dem sænke dem til Hel, ligesom de lyster, men lad aldrig nogen "Sortkjole" ved sine vanvittige Udgydelser besmitte nogen Proletars Minde, eller berede dennes Frænder en unødvendig Sorg. Lad den saakaldte borgerlige Begravelsesmaade vinde Indgang, og Venskabsfølelser vil da tolke Hjærtets Trang og virke anderledes aandsløftende end Præstens meningsløse og ondskabsfulde Snak.

Idet jeg henstiller dette til ærede Meningsfællers og Deres Overvejelse, Herr Redaktør, tegner jeg med særdeles Agtelse

Deres ærbødige

H-n.

(Social-Demokraten 7. januar 1876).

Indsendt fra Horsens. 

I Slutningen af del gamle Aar blev der af Politimesteren (som ogsaa er Formand i Byraadet) indgivet et Forslag til Byraadet, om, at det var nødvendig, at Kommunen opførte en Fribolig til Sognepræsten, som kun vilde koste ca. 10,000 Kr. en Sum der efter hans Formening var for lntet at regne, imod kun Fordel som Menigheden kunde vente ved at binde e saa ædel Sjælesorger til Byen som Pastor Klausen, for saadan en Mand bør der gøres Noget, i modsat Fald resikerer vi en skøn Dag naar der er et bedre Kald ivente, at han tager Rejsaus, og hvor kan vi vente at faa en værdig Efterfølger, naar Byen ikke foruden den store Gage, som Præsten er Indehaver af, tillige vil offre en Bygning paa Præsteskabets Alter. Saaledes lød omtrent Forslagsstillerens Motivering. Men til Ære for Byraadet var der kun 2 Medlemmer der støttede Forslaget, nemlig Etatsraad Holst og Grosserer Vinding. Den førstnævnte kan man ikke regne, efter som han har opnaaet den Alder (nemlig 81 Aar) hvor man i Reglen gør sig gode Venner med Sortekjolerne, og tager det ikke saa nøje med Udgifterne, da det er de Efterlevende som skal betale Gildet. Hr. Vinding forekom det mig, var lidt uheldig i sine Udtalelser; i sin Ilterhed (jeg maa tillade mig at bemærke, den gode Mand er meget vredladen), gjorde han de ærede Modstandere af Forslaget opmærksom paa at der i hele Byen ikke findes en passende Lejlighed til Sognepræsten, men det er dog en temmelig grov Fornærmelse for en By som Horsens, der med rette er bekendt for en de smukkeste Provinsbyer her i Landet, og er forsynet med saadanne komfortable Bygninger, der nok kan findes værdig til at beboes af Pastor Klausen og Efterfølgere. Skal vi være enige derom saa lad os fortsætte med en lille "Tiggerhistorie" som i disse Dage foregaar her i Byen. En Ritmesterinde B. J. .... har sandsynligvis funden at der maatte gøres noget for den ærede Præstemand, da Forslaget med Friboligen fik en saa ynkelig Medfart i Byraadet, og har derfor i egen høje Person nedladt sig til at gaa omkling i Byen og tigge en Skærv, hvorfor der skal købes et Tæppe, der skal overrækkes Hs. Ærværdighed som Present paa hans Fødselsdag der nok indtræffer en af de nærmeste Dage. Hvorvidt den danske Lov hjæmler et saadant Tiggeri, er mig ubekendt, men det ved, jeg med Sikkerhed, at er der en fattig Enke, som tigger om Brød til at stille sine Børns Hunger med, da bliver Loven bragt i Anvendelse, og Forseelsen straffet med Fængsel paa kortere og længere Tid, efter som Øvrigheden finder for godt. Det er nu ikke min Mening at Ritmesterinden skal straffes paa den Maade, for den var temmelig grov for en saadan fin Dame, men jeg vil tillade mig at foreslaa, at de Penge; som allerede er indsamlet ved Tiggeri til et Tæppe til Pastor Klausen, bliver anvendte til Brød til de mange Ulykkelige, som mangler det Nødvendigste til Livets Ophold, og lad Præsten selv købe sig et Tæppe saafremt han trænger til et saadant; det tror jeg ogsaa nok er Pastor Klausens Mening? om jeg kender ham ret.

Endnu inden jeg for denne Gang nedlægger Pennen, vil jeg gøre Bladets Læsere opmærksom paa, at ved sidste Byraadsvalg her i Byen, gjorde Højrepartiet totalt Fjasko; af 8 Byraadsmedlemmer blev der valgt 6 af Venstrepartiet, og det er dog et temmelig godt Resultat. Ved næste Byraadsvalg haaber jeg at Arbejderpartiet bliver repræsenteret i Byens vise Raad, og sker det, maa de indrømme, Hr. Redaktør, at Spaadomsevnen ikke er saa daarlig hos

En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 23. januar 1876).

Fra Horsens. Naar det regner paa Præsten, maa det (for ikke at gøre det gamle Ordsprog til Skamme) dryppe paa Degnen. Pastor Clausen er nu adskillige Gange bleven taget grundig under Behandling, og har altsaa faaet, hvad der tilkommer Præsten; nu kommer Dryppet, det er altsaa Degnens Tur. Jeg skal tage saa lemfældigt paa ham som muligt, eftersom han jo kun kan betragtes som Præstens Bagmand ved højtidelige Lejligheder.

Ved Søren Vinthers Begravelse her i Byen i næstforrige Uge blev det af Enken, særlig for Familiens Skyld, som mest bestaar af Landboere, bestemt at bestille Klokkeringning (som nu en Gang er en Uskik for dem, der ved en Begravelse i Provinserne har mer end til Kisten), som naturligvis betaltes forud til Degnen, der ogsaa fungerer som Klokker. Men her fik man at se, at Hr. Olesen (det er Degnens Navn) som underordnet Kirkebetjent har lært at klassificere Folk; der kom ikke saa meget som en lille bitte Tone ud af Kirkeklokkerne, endskønt de, som foranført, var betalte. Som Følge deraf indsneg der sig den Tanke i Ligfølget: det maa nok være, fordi det er en simpel Mand der skal begraves, at Degnen har glemt sin Pligt. I den Tro henvendte en af Familien sig til ham paa Kirkegaarden og bad om Underretning, af hvilken Grund der ikke blev ringet med Klokkerne. Først paastod den gode Mand, at Klokkerne ringede, men det blev dog Følget for grov. og der fremkom da fra Degnen den mest indholdsløse Undskyldning jeg i mine Dage har hørt. Hele Skylden blev kastet over paa en fattig Arbejdsmand, som for en lurvet Betaling besørger Klokkeringningen. Degnens Undskyldning lød saaledes: Den Mand, som er ansat ved Klokkeringningen, har mulig glemt det, som slet ikke er saa forunderligt, efter som han ikke altid er rigtig paa dette Sted, og saa pegede Degnen paa sin egen Pande. Altsaa er det nu kommet saa vidt med Kirken i Horsens, at den bruger som Betjente Folk, der ikke er "rigtige", alt naturligvis for at spare, endskønt Kirken er meget rig. Det var nu slet ikke min Mening at tage Degnen under Behandling, naar han ikke paa saa ynkelig en Maade havde, for at redde Sølvtøjet, kastet Snavs paa den omtalte Arbejdsmand, der nu naturligvis skulde dække hans egen Forsømmelighed. Hr. Pastor Clausen maa jeg derimod indrømme, har været mere moderat i sine Udtalelser mod de væmmelige Socialister, siden jeg tog ham under Behandling.

En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 26. februar 1876).