St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Syerskernes Levevilkaar. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskernes Levevilkaar.

Det er en af alle anerkendt sætning, at et Menneske, der kan og vil arbejde ogsaa bør kunne leve af sit Arbejdes Udbytte. Selv de mest forstokkede Højreblade erkender i al Fald paa Papiret, at det er usunde Forhold, naar Arbejdet ikke kan give dets Udøver det nødvendige til at opholde Livet. Det er naturligvis Uenigheden om, hvor meget der hører til det nødvendige, der vil aind tvistes om, hvad der skal forstaas ved at leve. Kapitalisten med de 5000 Kr i aarlig Indtægt vil daarlig indrømme, at Arbejderen ikke kan leve af lige saa mange Hundreder, men derimod vil han altid vande paa, at selv den ubetydeligste Nedgang i hans Indtægter vil for ham betyde den rene Nødstilstand.

En Mand i en af vore smaa Provinsbyer erklærede saaledes paa et Møde, at hans Indtægter umulig kunde forslaa til Middagsmad hver Dag, skønt Gud og hver Mand vidste bestemt, at Mandens Embede var lønnet med 5500 Kr. aarlig. For at Læserne dog ikke skal tro, at han var helt gal, skynder vi os at tilføje, at Manden var Præst, og disse kære Medborgere har jo almindeligvis ikke stor Forstand paa denne Verdens Goder.

Men nok herom. I al Almindelighed erkender enhver, at en Arbejder er sin Løn værd, og at denne Løn ogsaa maa være saa stor, at han kan spise sig mæt.

Men vi har her i Byen en ikke saa ganske lille Klasse, endda oven i Købet faglærte Arbejdere, paa hvem denne almindelig anerkendte Regel ikke passer, og for hvem der indtil den aller sidste Tid slet ikke har var været gjort en Smule for at faa den til at passe.

Denne Klasse er Syerskerne.

Den herværende "Syerskernes Fagforening" har meget fornyligt begyndt sin Virksomhed med at indsamle og skematisk bearbejde alle de Oplysninger, der angaar Arbejdernes Virksomhed paa Systuerne her i Byen, og de Resultater, som man ad denne aldeles paalidelige Vej har opnaaet, er saa mørke for Fagets Udøvere, at det vilde være Galmandsværk at begynde at skrive om dct. hvis man ikke kunde vedlægge det skrevne med de statistiske Tal. Der er simpelthen ingen, der vilde tro det skrevne.

Der er her i Horsens, saa vidt det har kunnet oplyses, 52 Systuer, hvor der benyttes Lønarbejdere som Medhjælp i et Antal fra 1 til 12 paa hvert Sted. Ialt er der 193 lønnede Syersker beskæftiget paa Systuerne og i dermed beslægtede Brancher, f. Eks. Trikotagesyning. Den ugentlige Løn for disse har i de sidste 4 Uger bevæget sig mellem 3 og K Kr. i Gennemsnit, naturligvis paa egen Kost og Logi Det viser sig endvidere, at de største Forretninger er de daarligste Arbejdsgivere, og at det fineste Arbejde, det, hvorved der særlig skal anvendes Paapasselighed, og til hvis Udførelse der hører mest Øvelse, er det, hvorved der tjenes den mindste Løn.

I Sandhed hyggelige Forhold. En Pige, der for at undgaa det kvindelige Tyendes retløse Stilling, og for at uddanne sig til en Gang i Tiden at kunne tjene et lille Bidrag til sit vordende Hjems Fornødenheder, lærer at sy, og naar hun saa er udlært, kan hun ikke paa langt nær tjene til den bare Føde; om Klæder kan der slet ikke være tale. Hun opdager snart, at hun er endnu strammere bundet af Sult, end hun hidtil har været af Tyendeloven. Arbejdstiden er i de fleste Forretninger 10 Timer, og allerede dette er en altfor urimelig lang Tiv for en ung Pige at sidde i en sundhedsfarlig bøjet Stilling over en Symaskine.

Men Syersken slipper ikke dermed. Paa de travle Tider vanker der Overarbejde - vel at mærke naar man undtager et Par Forretninger - men Overarbejdspenge, [½ linje ulæselig] mange Eksempler paa at [1/3 linje ulæselig] arbejde har været trukket ud imod Kl. 1 a 2. 

Man tænke sig et voksent menneske efter udstaaet Læretid arbejde 60 Timer ugentlig, med Udsigt til aldeles ubegrændset og ubetalt Overarbejdstid, for en Ugeløn af 3-6 Kr. eller med andre Ord fra 5 til 10 Øre i Timen.

Fakta er, at ingen Syerske i Horsens - naar undtages Førstesyerskerne og Direktricerne i de store Forretninger, kan fode og klæde sig selv med sine Hænders Gærning.

(Fredericia Social-Demokrat 19. juni 1899)

Pastor Johannes Clausen, Horsens. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Clausen i Horsens, den samme Højærværdighed, som i sin Tid figurerede i "Socialisten", fordi han havde reddet en Jødedreng i Fredericia, opfordres herved til, (saafremt det er hans oprigtige Mening at ville bortmane det forfærdelige Spøgelse, som i daglig Tale kaldes Socialismen), at give Møde i Lokalet Dannebrog, naar der indvarsles til Diskussion, da jeg finder, at der er det paa sin rette Plads, som han forleden udkrammede ved Skrædersvend Lindes Begravelse. Ethvert Menneske (lige meget hvilke politiske Anskuelser han har) maa dog indrømme, at det grænser nær til Skandale, naar Politik bliver praktiseret ind i en Ligtale, og derfor forlod da ogsaa en Del af Ligfølget Graven før Præsten var færdig med sit politiske Foredrag. Jeg ser mig desværre ikke i Stand til at referere for Bladets Læsere hele den Bunke Galde, som af Hr. Clausen blev udspyet imod de stakkels Socialister, fordi jeg tilligemed mine Meningsfæller forlod Graven i Utide. Men jeg haaber, at Hr. Clausen ikke undslaaer sig ved efter denne venlige indbydelse at give Møde til rette Tid og paa rette Sted, hvor det i det Mindste er tilladt de utaknemlige Arbejdere (som gør Fordring paa Mere end den aandelige Føde, som Sortekjolerne til Enhver Tid beraaber sig paa er tilstrækkelig for en Arbejdermave) at forsvare deres Anskuelser, og skal da Alt, hvad den ærede Præstemand har at fortælle ved et saadant Arbejdermøde blive serveret for Bladets Læsere af En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 29. december 1875).

Skrædersvend Carl Frederik Linde, Horsens (svensk født) var først savnet og senere fundet fastfrossen i isen i fjorden med et par hundrede kroner i guld. Han formentes at være omkommet ved et ulykkestilfælde.døde ved et ulykkestilfælde kort før jul 1875.

Måske er der tale om Johannes Clausen (1830-1905). Han var andenlærer ved Jonstrup Seminarium 1857, dr.phil. 1861, 1863 sognepræst ved Trinitatis Kirke i Fredericia samt Vejlby, 1872 sognepræst i Horsens og var 1884-september 1905 biskop over Århus Stift. Han grundlagt et sømandshjem i Aarhus, børnehjem og menighedshus i Horsens.

Lidt om Ligtaler.

Hr. Redaktør! I deres ærede Blad af 29de Decbr. f. A. har "en enfoldig Arbejder" i Horsens med Rette anket over, at de saakaldte Ligtaler benyttes af Præsterne til hadefulde Udfald mod politiske Modstandere, idet han anfører det ved en Ligbegængelse i nævnte By for nylig forefaldne skandaløse Optrin, ved hvilket den noksom bekendte Præst og Fanatiker Johannes Clausen - Frimodts værdige Svoger - fandt Lejlighed til at udøse sin Galde over Socialisterne i Almindelighed, og den døde Skræddersvend i Særdeleshed. Endskønt denne Hr. Clausens Tilbøjelighed til saaledes under "Ornatets- og Helligheds- og Ukrænkeligheds" Mærke at holde Dom over Levende og Døde, er af ældre Datum end vor nuværende Arbejderbevægelse og endog en Gang har indbragt ham en offenlig Paamindelse om, at "Danske Lov" forbyder Præsterne at "skælde de Døde", saa bliver det dog forstaaeligt, at Socialismen kan have udviklet hin Tilbøjelighed hos den irritable Præst i en meget betydelig Grad, eftersom der næppe findes Nogen, der har mere vidtgaaende Begreber om Præsternes Ufejlbarlighed i Følge deres guddommelige Inspiration, end netop Hr. Clausen. Alene paa Grund heraf vilde Hr. Clausens Opfattelse af sin Stilling ikke blive rokket det Mindste, selv om han gav Møde for "Tribunalet" efter "den enfoldige Arbejders" Stævning. Men Hr. Clausen møder ikke for at godtgøre sin Berettigelse til sin Indgriben i Guddommens "Prærogativ", ti han er ingen modig Mand, og han mangler Sandhedens bevisende Kraft. Hr. Clausen havde i 1864 Mod til i "Dagbl." at skrive en det mest glødende Tyskerhad aandende Artikel, der oven i Købet var alt Andet end overensstemmende med de faktiske Forhold, men da han af en anden for Forfatterskabet mistænkt Mand blev tvungen til for den tyske Kommandant i Frederits, Grev Auersperg, at angive sig som Forfatteren, da var Hr. Clausens Heltemod forsvundet, da tryglede han, for at undgaa en Tur til Spandau, og luskede bort som en vaad Hund, efter at have modtaget en enorm Masse Grovheder og et Løvte om en Straffe-Indkvartering, som han ogsaa fik. Hr. Clausen havde Mod, eller rettere Dumdristighed, nok til paa offenlig Gade at titulere en Trup østerrigske Soldater med de gemeneste Skældsord, men da Bajonnetterne kom i Bevægelse, da det viste sig, at hans "hellige Embede" ikke ydede ham det rimeligvis forventede Værn, da blev Hr. Pastoren atter "som Barn igen", og kun en Borgers Mod og Konduite frelste hans Liv. Ja, Hr. Clausen har ganske sikkert Mod til under sin Embedsgerning at tilsikre os Socialister alle Helvedes Kvaler, men han har lige saa sikkert ikke Mod til at forsvare og bevise sine Paastande for det rette Forum: en virkelig Arbejderforsamling, ti hans Velærværdighed er fejg, meget fejg. 

Det skal nu imidlertid villig indrømmes, at Hr. Pastor Clausen maaske ikke er saa stort værre end de Fleste af hans Kaldsfæller, ti det synes jo næmlig, at de Herrer Præster i den her omhandlede Retning hverken respekterer den guddommelige eller menneskelige Lov. Den Første byder dem at bede for Alle, endog for deres Fjender og Forfølgere; den Sidste befaler dem ligefrem Undladelsen af al Kritik, hvorledes denne end saa maatte være, men dette forhindrer desuagtet ikke Præsterne fra at give deres af Had fyldte Hjærte Luft paa en saa "forargelig Maade", som det vel tænkes kan.

Var det under vore nuværende Forhold ikke det Rigtigste aldeles at renoncere paa Præsternes Velsignelser og Forbandelser? Der er dog vel næppe Nogen, der drister sig til at paastaa, at Præstens Ros eller Dadel har nogen som helst Indflydelse paa Salighedsprincipet; men er det saa, hvad ethvert fornuftigt Menneske maa indrømme, at "Ligtalen" er aldeles betydningsløs for den Afdøde, bliver den altsaa ingen Nødvendighed, men kun en Følge af "Skik og Brug". Naar imidlertid en Skik misbruges paa en saa infam Maade, som her er Tilfældet, naar den i levende Live forhaanede og undertrykte Proletar endog skal forhaanes i sin Grav, og naar Venner og Frænder af den Afdøde skal døje den Tort at høre sig selv og sine henfarne Kære mishandlet paa det Skændigste af et Individ, hvis hele Kompetence til en saa uforskammet Adfærd kun ligger i hans sorte Kittel - var det da monstro ikke rettest og overensstemmende med Tidsaandens Tankesæt, at det danske Proletariat kastede slig forældet Skik over Bord som et raaddent Samfunds raadne Frugt, og det turde dog vistnok være paa Tiden, at den friere Tænknings Teorier overførtes i Praksis gennem en virkelig Emancipation fra "Sortkjolernes" fordærvelige Indflydelse. Derfor, Venner og Meningsfæller! Lad de hykleriske Præster løfte deres Hyklere til Himmels eller lad dem sænke dem til Hel, ligesom de lyster, men lad aldrig nogen "Sortkjole" ved sine vanvittige Udgydelser besmitte nogen Proletars Minde, eller berede dennes Frænder en unødvendig Sorg. Lad den saakaldte borgerlige Begravelsesmaade vinde Indgang, og Venskabsfølelser vil da tolke Hjærtets Trang og virke anderledes aandsløftende end Præstens meningsløse og ondskabsfulde Snak.

Idet jeg henstiller dette til ærede Meningsfællers og Deres Overvejelse, Herr Redaktør, tegner jeg med særdeles Agtelse

Deres ærbødige

H-n.

(Social-Demokraten 7. januar 1876).

Indsendt fra Horsens. 

I Slutningen af del gamle Aar blev der af Politimesteren (som ogsaa er Formand i Byraadet) indgivet et Forslag til Byraadet, om, at det var nødvendig, at Kommunen opførte en Fribolig til Sognepræsten, som kun vilde koste ca. 10,000 Kr. en Sum der efter hans Formening var for lntet at regne, imod kun Fordel som Menigheden kunde vente ved at binde e saa ædel Sjælesorger til Byen som Pastor Klausen, for saadan en Mand bør der gøres Noget, i modsat Fald resikerer vi en skøn Dag naar der er et bedre Kald ivente, at han tager Rejsaus, og hvor kan vi vente at faa en værdig Efterfølger, naar Byen ikke foruden den store Gage, som Præsten er Indehaver af, tillige vil offre en Bygning paa Præsteskabets Alter. Saaledes lød omtrent Forslagsstillerens Motivering. Men til Ære for Byraadet var der kun 2 Medlemmer der støttede Forslaget, nemlig Etatsraad Holst og Grosserer Vinding. Den førstnævnte kan man ikke regne, efter som han har opnaaet den Alder (nemlig 81 Aar) hvor man i Reglen gør sig gode Venner med Sortekjolerne, og tager det ikke saa nøje med Udgifterne, da det er de Efterlevende som skal betale Gildet. Hr. Vinding forekom det mig, var lidt uheldig i sine Udtalelser; i sin Ilterhed (jeg maa tillade mig at bemærke, den gode Mand er meget vredladen), gjorde han de ærede Modstandere af Forslaget opmærksom paa at der i hele Byen ikke findes en passende Lejlighed til Sognepræsten, men det er dog en temmelig grov Fornærmelse for en By som Horsens, der med rette er bekendt for en de smukkeste Provinsbyer her i Landet, og er forsynet med saadanne komfortable Bygninger, der nok kan findes værdig til at beboes af Pastor Klausen og Efterfølgere. Skal vi være enige derom saa lad os fortsætte med en lille "Tiggerhistorie" som i disse Dage foregaar her i Byen. En Ritmesterinde B. J. .... har sandsynligvis funden at der maatte gøres noget for den ærede Præstemand, da Forslaget med Friboligen fik en saa ynkelig Medfart i Byraadet, og har derfor i egen høje Person nedladt sig til at gaa omkling i Byen og tigge en Skærv, hvorfor der skal købes et Tæppe, der skal overrækkes Hs. Ærværdighed som Present paa hans Fødselsdag der nok indtræffer en af de nærmeste Dage. Hvorvidt den danske Lov hjæmler et saadant Tiggeri, er mig ubekendt, men det ved, jeg med Sikkerhed, at er der en fattig Enke, som tigger om Brød til at stille sine Børns Hunger med, da bliver Loven bragt i Anvendelse, og Forseelsen straffet med Fængsel paa kortere og længere Tid, efter som Øvrigheden finder for godt. Det er nu ikke min Mening at Ritmesterinden skal straffes paa den Maade, for den var temmelig grov for en saadan fin Dame, men jeg vil tillade mig at foreslaa, at de Penge; som allerede er indsamlet ved Tiggeri til et Tæppe til Pastor Klausen, bliver anvendte til Brød til de mange Ulykkelige, som mangler det Nødvendigste til Livets Ophold, og lad Præsten selv købe sig et Tæppe saafremt han trænger til et saadant; det tror jeg ogsaa nok er Pastor Klausens Mening? om jeg kender ham ret.

Endnu inden jeg for denne Gang nedlægger Pennen, vil jeg gøre Bladets Læsere opmærksom paa, at ved sidste Byraadsvalg her i Byen, gjorde Højrepartiet totalt Fjasko; af 8 Byraadsmedlemmer blev der valgt 6 af Venstrepartiet, og det er dog et temmelig godt Resultat. Ved næste Byraadsvalg haaber jeg at Arbejderpartiet bliver repræsenteret i Byens vise Raad, og sker det, maa de indrømme, Hr. Redaktør, at Spaadomsevnen ikke er saa daarlig hos

En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 23. januar 1876).

Fra Horsens. Naar det regner paa Præsten, maa det (for ikke at gøre det gamle Ordsprog til Skamme) dryppe paa Degnen. Pastor Clausen er nu adskillige Gange bleven taget grundig under Behandling, og har altsaa faaet, hvad der tilkommer Præsten; nu kommer Dryppet, det er altsaa Degnens Tur. Jeg skal tage saa lemfældigt paa ham som muligt, eftersom han jo kun kan betragtes som Præstens Bagmand ved højtidelige Lejligheder.

Ved Søren Vinthers Begravelse her i Byen i næstforrige Uge blev det af Enken, særlig for Familiens Skyld, som mest bestaar af Landboere, bestemt at bestille Klokkeringning (som nu en Gang er en Uskik for dem, der ved en Begravelse i Provinserne har mer end til Kisten), som naturligvis betaltes forud til Degnen, der ogsaa fungerer som Klokker. Men her fik man at se, at Hr. Olesen (det er Degnens Navn) som underordnet Kirkebetjent har lært at klassificere Folk; der kom ikke saa meget som en lille bitte Tone ud af Kirkeklokkerne, endskønt de, som foranført, var betalte. Som Følge deraf indsneg der sig den Tanke i Ligfølget: det maa nok være, fordi det er en simpel Mand der skal begraves, at Degnen har glemt sin Pligt. I den Tro henvendte en af Familien sig til ham paa Kirkegaarden og bad om Underretning, af hvilken Grund der ikke blev ringet med Klokkerne. Først paastod den gode Mand, at Klokkerne ringede, men det blev dog Følget for grov. og der fremkom da fra Degnen den mest indholdsløse Undskyldning jeg i mine Dage har hørt. Hele Skylden blev kastet over paa en fattig Arbejdsmand, som for en lurvet Betaling besørger Klokkeringningen. Degnens Undskyldning lød saaledes: Den Mand, som er ansat ved Klokkeringningen, har mulig glemt det, som slet ikke er saa forunderligt, efter som han ikke altid er rigtig paa dette Sted, og saa pegede Degnen paa sin egen Pande. Altsaa er det nu kommet saa vidt med Kirken i Horsens, at den bruger som Betjente Folk, der ikke er "rigtige", alt naturligvis for at spare, endskønt Kirken er meget rig. Det var nu slet ikke min Mening at tage Degnen under Behandling, naar han ikke paa saa ynkelig en Maade havde, for at redde Sølvtøjet, kastet Snavs paa den omtalte Arbejdsmand, der nu naturligvis skulde dække hans egen Forsømmelighed. Hr. Pastor Clausen maa jeg derimod indrømme, har været mere moderat i sine Udtalelser mod de væmmelige Socialister, siden jeg tog ham under Behandling.

En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 26. februar 1876).

Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Fabrikvirksomheden ved Horsens har i de senere Aar taget et betydeligt Opsving, og af Fabrikbygninger er der der stedse kommet flere og flere. I Sommer er der saaledes opført to nye Fabriker, af hvilke vi efter "Hors. Av." her meddele en kort Beskrivelse. Den ene er Grev Frijs-Frijsenborgs Trævarefabrik "Bastian", der for enkelte Maskiners Vedkommende begyndte sin Virksomhed den første Avg. d. A., men som først senere er kommet i fuld Drift. Dens Maskinsal er 54 Al. lang, 24 Al. bred og 14 Al. hos i Midten. To Rækker Jernstativer, der bære Drivaxlerne, dele Maskinerne i flere Afdelinger, som hver have sit særlige Arbejdsfag. I en Afdeling findes der Maskiner til at høvle og pløje Brædder, i en anden skjæres der Planker og Bræder, en tredie staar der en stor Bloksav, som kløver de store Stammer lige som de komme fra Skoven osv. Der findes i Bygningen Maskiner for Tilvirkningen af Bødkerstaver, Træsko, Læster, Træ til Cigarkasser, Hjulmandarbejde saasom Hjulnav og Hjuleger, Maskiner for Tildannelse af Skovle-skakte, Stolemagerarbejder o. s. v. Næsten alle Maskinerne ere leverede af Hr. Arbey i Paris, men der findes dog ogsaa Maskiner fra Wieland i Hamborg, Chemnitzer Værktøjsabriken samt fra Winther og Lund i Kjøbenhavn. Maskinerne drives af en Høj- og Lavtryksmaskine paa 30 Hestes Kraft, hvilken er bygget af Firmaet Møller & Jochumsen. Der bruges henimod 100 Tdr. Vand i Timen, som tilføres gjennem en fra Bygholms Aa gravet Kanal. Som man vil have bemærket, er dette betydelige Fabrikanlæg hovedsagelig  beregnet paa at udføre det grovere Arbejde for dem, der beskæftige sig med Tilvirkningen af Træ; Bødkeren, Hjulmageren, Stolemageren, Snedkeren o. s. v. vil her kunne forsyne sig med Materiale og spare et besværligt og tidsspildende Arbejde, som her udføres billigere og bedre af Maskiner. Planen til dette her i Landet enestaaende Fabrikanlæg skyldes Ingeniør Clausen i Horsens, der ligeledes har forestaaet saa vel Ledelsen af hele Anlæget som ogsaa i Udlandet foretoget Indkjøbet af Maskinerne.

Paa den modsatte Side af Jernvejsstationen har en af Byens dristige Handlende, Hr. F. C. Madsen, anlagt en Fabrik for Tilvirkningen af kulørte og hvide Bomuldstøjer samt halvuldne Tøjer. Fabriken begyndte allerede at arbejde i Foraaret, men den er dog først for et Par Maaneder siden kommen i fuldfærdig Stand. I den store, rummelige og luftige Sal findes opstillet 70 Dampvæve, der drives af en af Firmaet Møller & Jochumsen leveret 15 Hestes Dampmaskine, som erholder sit Vandforbrug fra den forbiflydende Kanal. Desuden beskjæftiger Fabriken ca. 10 andre Maskiner med forberedende Arbejder. Samtlige Væve og Maskiner ere af nyeste Konstruktion og leverede fra England. Et Dampfarveri, i hvilket Fabriken selv udfører sine herhen hørende Arbejder, ligger bogved Dampmaskinen, umiddelbart ud til den nævnte Kanal. Fabriken beskjæftiger allerede 80 til 90 Arbejdere. - Endvidere maa nævnes, at der i Sommer nede i Nærheden af Havnen er opført af Firmaet N. Andersen & Ko. en Kokes-Fabrik, foreløbig med 3 Ovne, som allerede i nogen Tid have været i fuld Gang med at forvandle Stenkul til Kokes.

(Morgenbladet (København) 22. december 1875).

Trævarefabriken Bastian 1888. Gengivet i Danmarks Industrielle Etablissementer. Public Domain.

"Bastian" ophørte i 1895. Fabriksanlægget ligger på Emil Møllers Gade 41 i Horsens. Bygningerne er opført 1874-75 ved ingeniør J.C. Clausen og udvidet 1936 i samme stil ved Viggo Norn. I 1896 blev virksomhedensolgt til fabrikant Emil Møller, der indrettede Emil Møllers Telefonfabrik på stedet. Under skiftende navne var den i drift til 1965. Herefter gik bygningerne i forfald og udsat for en brand i 1999. Den blev restaureret i årene 2006-08.

F. C. Madsens dampvæveri lå på Sønderbrogade 14. I 1898 blev det omdannet til et aktieselskab og ændrede navn til Aktieselskabet F. C. Madsens Dampvæveri og begyndte at producere  linnedvarer, samt farvning og blegning af stofferne. I 1918 ændrede det navn til M. A. Petersens Konfektionsfabrik. Fabrikken lukkede i 1974.

Herredsfoged, Overavditør Volff, Bjerre Herred. (Efterskrift til Politivennen)

Indslag om herredsfoged Volff, Bjerre herred: Da beboerne i Barrit 14. februar 1871 anmeldte at de ville holde bal, mente Volff at det kunne han godt give tilladelse til og opkrævede 1 Rd. og bemærkede samtidig at gifte husmænd og indsiddere ikke havde adgang. Selv om indkalderne havde pligt til at anmelde, behøvede de imidlertid ikke nogen tilladelse. Han havde imidlertid ingen ret til at forbyde nogen at afholde bal, endsige nægte bestemte grupper at deltage.

I januar 1872 blev der indsendt et andragende til justitsministeriet om at Volff (der da havde været ansat i 16 måneder), måtte blev afskediget som herredsfoged i Bjerre Herred. Grunden angaves til at han havde foretaget grundlovsstridige anholdelser og fængslinger m. m. Vulff afgik frivilligt indtil justitsministeren i april afgjorde at der ikke var grundlag for andragendet.

Den 2. april 1873 havde Volff nægtet at  efterkomme en opfordring til at vige sit sæde i en sag hvor han havde optrådt som personlig rådgiver for en enke (affattet dokumenter m.m.) imod enkens nærmeste frænder, samt oven i købet væddet en flaske vin om at han havde ret i sagen. Dette blev senere underkendt i overretten. Han fik besked på at vige sædet og yde modparten en erstatning på 40 Rd. Især hæftede man sig ved væddemålet som man fandt bandt ham til at afgive en bestemt afgørelse senere i sagen, i stedet for en alsidig og uhildet prøvelse.

En adresse til kongen blev afsendt i januar 1874:

Horsens, d. 12. Febuar.

To Mænd fra Bjerre Herred er i visse Dage afrejst til Kiøbenhavn for at overrække Hs. Maj. Kongen nedenstaaende Adressse:

Allernaadigste konge !

Vi undertegnede Beboere i Bjerre Herred, Vejle Amt, have, som vi mene, stor Grund til at være misfornøjede med Herredsfogden, Overavditør Wolff, hvis Forhold saavel i som udenfor Embedet har været saaledes, at han er bleven saa ilde anset som vist kun faa Mænd i lignende Embedsstilling. Der har til forskjællige Tider og paa forskjællige Maader været fræmført Klager over hans Forhold og man har haabet, at der vilde være funden fuld Føje til at fjærne ham fra en Embedsstilling, i hvilken hans Forbliven efter den almindelige Mening kun kan virke demoraliserende paa Befolkningen og vække Ringeagt med Embedsstanden, men alle Skridt have hidtil været forgjæves. Den større Del af os kan vel ikke være spesielt nøje kjendt med enhver grundet Ankepost imod den nævnte Embedsmand. men det er dog noget, som er almindelig anerkjendt herovre, at han burde fjærnes fra Embedet snarest muligt. Navnlig har den Maade, hvorpaa han ofte optræder, og flere af de af ham foretagne Arrestasjoner vakt Forbittrelse, og det saa meget mere, som de bestaaende Love have vist sig ikke at være tilstrækkelige til at værne den personlige Sikkerhed. Overavditør Wolffs Omgang med Retsprotokollen, som er oplyst under en mod ham anlagt Justitssag, under hvilken iøvrigt ikke hans hele derved oplyste Forhold kom under Paakjendelse, har naturligvis ikke kunnet andet end i høj Grad svække Tilliden til ham. Vi tillade os derfor i dybeste Underdanighed at anholde om, at Deres Majestæt vil behage at lade Deres Justitsminister forelægge Dem Akterne til den nævnte Justitssag og hvilke øvrige Oplysninger der maatte haves i Justitsministeriet om hans Embedsforhold, og haabe vi deraf, at Deres Majestæt vil finde Anledning til at befri os for Overavditør Wolff som Herredsfoged.

Vi have ikke fundet det nødvendigt at lade nærværende Andragende underskrive, uden af enkelte ansete Mænd, men forlanges det, kan vi med Lethed skaffe de allerfleste Beboere i Herredet som Medunderskrivere.

Bjerre Herred, i Januar 1874.

Underskrivterne 

Vi høre saa ofte Klage over Retstilstanden i Bjerre Herred, at vi ikke hver Gang kunde drage det vi høre, fræm for Offenligheden. Men nedenstaaende have vi tro aldeles paalidelig Kilde, og skulle derfor meddele det som Fortsættelse af hvad vi tidligere have meddelt om Retsplejen i Bjerre Herred. Vi have bragt i Erfaring, at en Arrestant, som i over 11 Maaneder har hensiddet i Bjerre Arrest uden at der er anlagt Sag imod ham, nu er bleven sindssvag og som saadan sidste Torsdag afleveret paa Sindssygeanstalten ved Aarhus.

I det andet Tilfælde hensad der nu i over 3 Uger en Mand i Bjerre Arrest, som man formener fordi han har solgt sin Ejendom uden at underrette Kjøberen om, at det for denne mulig kan være forbunden med Vanskelighed at faa Berettigelse til den samme Handel, som Sælgeren har drevet. Udenforstaaende kunne ikke fatte Berettigelsen til en Arrestasjon af saadan Grund, og dette synes nu ogsaa at være gaaet op for Vedkommende, der derfor har meget travlt med om muligt at opdage andre Synder hos den Arresterede, men Tilfældet er saa meget mere beklageligt, som den Arresteredes Kone, der sidder ene i et Hus med 3 smaa Børn, befrygtes at blive sindssvag af Sorg over Mandens Arrestasjon.

Vi bede Medborgere, uden Henlyn til om de høre til Højre eller Venstre, at betænke slige Tilstande.

(Horsens Folkeblad 12. februar 1874)

Atter Forbud mod Arbejdermøder. Det er vel Gud og Alverden bekendt, at der her ovre i Jylland existerer en Herredsfoged, som har gjort sig almindelig forhadt ved sin haanende og despotiske Optræden ligeoverfor Beboerne i hans Herred, det er Herredsfoged, Overavditør Volff (i Bjerre) med Tilnavnet Crone den Lille, jeg sigter til. Søndag den 22de ds. var det min Agt at indvarsle et Arbejdermøde i hans Jurisdiktion; jeg anmeldte dette pligt skyldigst cirka 11 Dage forud for bemeldte Herre ved en Skrivelse; i nogle Dage hørte jeg Intet til Sagen, og jeg var lige ved at tro, at alle de Revselser, han havde faaet i forskellige Blade, havde havt en gavnlig Indflydelse paa ham, saa at han nu var paa Veje til at blive et bedre Menneske, der i det Mindste nærede lidt af det man kalder Agtelse for Grundloven, men ak, jeg bedrog mig. Da jeg kom til Horsens, blev der ved Byens Politi oplæst for mig en Skrivelse, hvori Volff gør mig bekendt med, at da jeg formodenlig er den bekendte københavnske Socialist Zimmermann, saa vil han lade mig vide, at Møder under aaben Himmel er forbudt i hans Jurisdiktion indtil videre, samt at han neppe tror, at Nogen vil leje mig Locale til det nævnte Brug; sluttelig anmoder han Horsens Politi om at lade ham vide, om der alligevel vilde blive gjort Forsøg paa at sætte Mødet igennem. Det er en naturlig Følge, at der efter indtraf Brev fra Lokalets hvori han underrettede mig om, ikke kunde faa hans Lokale; det havde naturligvis den geniale Herre sørget for. Hvad Hr. Volff forøvrigt mener med Udtrykket: "Den bekendte københavnske Socialist Zimmermann" det er jo ikke godt at sige, men Et er jeg dog glad ved, og det er, at jeg ikke er bekendt eller berygtet saaledes, som Herredsfoged Volff, der jo har været tiltalt og dømt for Forvanskning af Retsprotokollen, samt anklaget for at have krænket Rettens Værdighed, og hvis øvrige Adfærd jo er af den Beskaffenhed, at det maa vække Foragt hos Enhver. Det kan maaske ikke være usandsynlig, at den Dag vil komme, da Beboerne i hans Jurisdiktion vil gribe til alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis Regeringen ikke giver efter for deres Ønsker og afsætter ham.

F. T. Horsens, d. 21de Febr. 1874

F. L. Zimmermann.

(Socialisten 24. februar 1874).

Der hentydes til en højesteretsdom mod Volff fordi han havde rettet ordet "Rigsdaler" i en retsprotokol til "Lod Sølv", samt tilføjet at retsvidnerne havde attesteret at protokollen var korrekt. Han blev idømt en bøde på 20 Rd til Vejle Amts fattigkasse.

Socialdemokraten og snedkermester A. K. Johansen fra Horsens blev senere på året fængslet i 14 dage af Volff for løsgængeri så han ikke kunne deltage i en 3-4 socialistiske møder. Og forviste ham fra herredet.

I foråret 1874 blev der sendt en undersøgelseskommission bestående af overretsassessor With fra Viborg Overret og Hof- og Stadsretsassessor Møller fra København der skulle undersøge om der var grundlag for de talrige klager over Volffs embedsførelse:

Herredsfoged Wolff. "Ministerialt." meddeler det for Overretsassessorerne L. With og P. E. Müller under 21de Marts udfærdigede Kommissorium til at undersøge Herredsfoged i Bjerre Herred, Overavditør E. I. Wolffs Embedsførelse. Der henvises i Kommissoriet først til de af Beboerne i Herredet indgivne Klager, og det hedder derefter videre: "Da nu fornævnte Embedsmand under Henvisning hertil saavelsom til den Agitation, der i længere Tid skal være dreven imod ham, for vort Justitsministerium har andraget paa, at hans Embedsførelse og Forholdene i den ham anbetroede Jurisdiktion, for saa vidt de staar i Forbindelse med den nævnte Agitation, maa blive undergivne en Undersøgelse, saa er det vor allernaadigste Villie og Befaling til Eder, Assessor i vor viborgske Landsoverret Ludvig With og Assessor i vor Landsover- samt Hof- og Stadsret Peter Conrad Müller, at I retter Eders Lejlighed efter at sammentræde i en Kommission for nærmere at undersøge, hvorvidt der fra den fornævnte Embedsmands Side maatte være udvist et Forhold, som kunde give Jurisdiktionens Beboere grundet Anledning til at fremkomme med Besværing over ham, og navnlig et saadant, som kunde paadrage ham Ansvar, eller om de Klager, som er fremkommet over den oftnævnte Embedsmand, eller som maatte fremsættes for Eder, alene eller tildels maatte have deres Grund i eller være fremkaldt ved den i det nævnte Herred mod ham angiventlig rejste Agitation, og om der, hvis dette maatte befindes , fra enkelte Personers Side maatte være udvist et Forhold, som kunde mediere Strafansvar eller iøvrigt maatte være uforeneligt med deres offenlige Stilling. Til Udførelsen af det Eder saaledes overdragne Hverv vil vi allernaadigst have Eder bemyndiget til at sætte Ret i enhver Jurisdiktion og paa ethvert Sted, hvor I maatte finde Anledning dertil, og skal Enhver, som I maatte fremkalde for at afgive Forklaring, og som opholder sig i den Retskreds, inden hvis Grænser Retten holdes , eller som iøvrigt har Ophold ikke længere end 3 Mile fra det Sted, hvor Retten sættes, være forpligtet til efter Indkaldelse sine exceptione fori at møde for Eder .... Skulde I under Løbet af Undersøgelsen finde Eder foranlediget til at andrage paa nogen Foranstaltning, som ikke allerede kan anses hjemlet i det Ovenanførte, har I desangaaende at henvende Eder til vort Justitsministerium. ligesom og til bemeldte Justitsministerium, naar Undersøgelsen er endt, have at indsende Udskrift af det Passerede."

(Socialisten 29. marts 1874).

De nationalliberale i embedsapparatet holdt en tid hånden over ham. Bl. a. blev han ikke forflyttet til en stilling som justitssekretær i Københavns Sø- og Handelsret, hvorved han ellers ville få prøvet sin embedsførelse. 

Den 18. februar 1875 blev han afskediget i nåde og med pension fra embedet som herredsfoged og skriver i Bjerre Herred. Et flertal i finansudvalget foreslog imidlertid i marts 1876 at nægte Volff pensionen på 2525 Rd. Flertallet henviste til at den nedsatte kommission havde konstateret at Volff havde gjort sig skyldig i ulovlige anholdelser og arrestationer, ulovlig behandling af arrestanter, rettelser i retsprotokollen og dispositioner over tinghusets ejendele samt andet.

Han bosatte sig efterfølgende som sagfører i København.

Socialistisk Folkemøde. Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de Mai. (B. A.) Et socialistisk Folkemøde afholdtes igaar efter Indbydelse fra Bestyrelsen for det derværende Afdeling af "Internationale" paa Markedspladsen ved Nørrebro. Mødet var besøgt af over 1000 Mennesker, hvoraf vel største Delen vare Nysgjerrige. Talerne vare Kredsformand Gronemann, Møllebygger Johansen, Skrædersvend Jensen, Bager Jochumsen og Snedkersvend Schmidt. Indholdet af de fremkomne Udtalelser var i det Væsentlige kun en Gjentagclsc af, hvad der er fremsat mange Gange tidligere, deels paa Møder i "Internationale", deels i Socialisten" eller andre Steder. Capitalens overvældende og for Arbeiderne ødelæggende Herredømme burde afskaffes. Ved at udvikle og styrke et ret broderligt Sindelag mellem Folkene indbyrdes, burde Krige søges gjorte overflødige, og naar Kongerne og Fyrsterne alligevel forsøgte paa at føre Krig, da skulde Arbeiderne gjøre en ret alvorlig Strike og fyre Geværerne af i Luften istedetfor at skyde paa hverandre. Af de betydelige Midler, der nu anvendes til Præsternes Lønning, burde en stor Deel hellere anvendes til at udvide og forbedre Almueskolerne. Underviisningstiden i disse burde forlænges og der burde sørges for en bedre Oplysning. Arbeidernes Børn burde derved stilles saaledes, at de havde lige Adgang med de Riges og Fornemmes Børn til at beklæde Embeder og de høie Stillinger i Samfundet, og ved at erholde en bedre Uddannelse burde Arbejderen løftes op fra sit nuværende Standpunkt, hvor han ikke alene har med trange Kaar at kjæmpe, men ogsaa møder Haan hos mange bedre Stillede. Arbeiderne maatte derfor søge at blive repræsenterede i Rigsdagen af Mænd, der vilde tale deres Sag, og en af de Ting, der i politisk Retning navnlig burde stræbes henimod, var den uforandrede Junigrundlovs Gjenerhvervelse. Det udvikledes, at Næringsfriheden havde havt meget skadelige Virkninger for Arbeiderne og Smaaborgerne og hævdedes, at det var nødvendigt for Arbeiderne her og overalt at slutte sig sammen for derved at opnaae en Forbedring i deres Lønningsvilkaar, der for saare Manges Vedkommende vare altfor uheldige, ja ligefrem umålelige. For en af Talerne havde det været Dolkestød, at det i Politivedtægten var fastsat, at kun anstændigklædte Personer maatte færdes paa Fortouge, thi dette var i hans Øine en Haan mod Arbeiderne, der, saavidt han troede, ikke kunde gaae anstændig klædte. Kun ganske enkelte Yttringer vare af vidtgaaende Natur, men det maa indrømmes, at Talerne i det Hele vare meget moderate, og Modstandere af de fremkomne Udtalelser opfordredes endog til at optræde, en Opfordring, der dog ikke blev efterkommet. Mødet varede i omtrent 1½ Time og endte uden nogensomhelst Forstyrrelse af den offentlige Ro og Orden. Lignende Møder vare, efter Forlydende, berammede i Aarhuus og Randers.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1872).

Skomagerstrike i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Horsens, den 19de April. (B. Av.) Skomagerstriken vedvarer, efter hvad vi erfare, destoværre endnu i næsten hele sin Udstrækning, idet kun nogle enkelte gifte Svende have gjenoptaget Arbeidet. De Forsøg, der ere gjorte paa at udjevne Striden, have hidtil havt et uheldigt Udfald, og det uagtet der vistnok hos Mestrene gjør sig den Erkjendelse gjældende, at Svendene ere for slet aflagte, og de derfor vistnok ere villige til at gaae saa vidt i deres Indrømmelser, som det er dem muligt. Hvad der imidlertid gjør det snare vanskeligt for Mestrene at gaae ind paa en forhøiet Arbejdsløn, er den Omstændighed, at Materialet netop i den senere Tid er blevet meget fordyret, saa at den Priisforhøielse paa Varerne, der vil blive en nødvendig Følge af Arbeidslønnens Forhøjelse, vil blive altfor betydelig til, at Mestrene ikke maa frygte for at tabe en Deel af deres Næring ved at lade den indtræde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. april 1872).

Skomager-Striken i Horsens. I Anledning af den ogsaa her i Bladet optagne Meddelelse om denne Strike har "Horsens Av." modtaget to Skrivelser, een fra de forenede Skomagermestre og een fra samtlige Byens Skomagersvende. 

Den første Skrivelse er saalydende: "Hr. Redacteur! Idet vi meget takke Dem for de Oplysninger, De har bragt Publicum ved Indholdet i Gaarsavisen med Hensyn til Skomagernes Strike, tillade vi es dog herved at meddele Dem nogle nærmere Oplysninger desangaaende, som vi meget bede Dem godhedsfuldt optage i Deres ærede Blad. For Arbeidsnedlæggelsen fra Svendenes Side, modtoge vi den Underretning, at Svendene fordrede 18pCt Tillæg. Som Følge heraf blev i et Møde af os udarbejdet en Priiscourant. hvorved Lønnen blev forhøiet paa enkelte Arbeider - dog naturligviis ikke i Forhold til det Forlangte. Derpaa fulgte Arbejdsnedlæggelsen, og vi modtoge da en Priiscourant fra Svendene, hvorpaa der for enkelte Arbeider, navnlig Ting, hvorpaa Mestrene tjene mindst, var forlangt Forhøielse af indtil 36 pCt. Svendene modtoge da en skriftlig Meddelelse fra os, at vi fandt os nødtvungne til at fastholde vor indgivne Priiscourant, hvorimod vi særlig vilde tage Hensyn til de dygtige Arbeidere og bære Omsorg for, at Saadanne kunde blive aflagte efter Fortjeneste. Herpaa modtoge vi følgende Svar fra Svendene, at deres Priiscourant kun gjaldt den daarlige Arbeider, og at den Dygtige endnu skulde lønnes høiere. - Paa Grund af, at Materialet siden de store Opkjøb fandt Sted til den tydsk-franske Krig er steget gradviis indtil 46 a 50 pCt., og da en Mesters Nettofortjeneste for den Tid var beregnet til høist 26 pCt., er Fortjenesten, trods Forhøielse af Prisen, dog trykket ned til 16 a 12 pCt. Naar vi nu dertil skulle indrømme de af Svendene opstillede Fordringer, troe vi, at det vilde være ligefrem at henvise vore Kunder til Nabobyerne eller Udlandets Fabricata, og have derfor troet det rigtigt saavel i vor egen som Publicums Interesse at fastholde den af os engang tagne Bestemmelse endvidere at bringe samme til Publicums Kundskab." 

Den anden, fra Svendene, lyder saaledes: "Hr. Redacteur! I Anledning af Artiklen i Deres ærede Blad, Nr. 103, angaaende Skomagersvendenes strike, tillade herved samtlige strikende Svende sig at gjøre den ærede Redaction mere bekjendt med, Hvorledes vor Stilling ligeoverfor det øvrige Samfund er. Idet der indrømmes os, at vore Fordringer ere berettigede, ville vi med det Samme takke derfor. Hvorledes er en Skomagersvends Stilling? Det er Noget, som maaskee er de Fleste ubekjendt. En almindelig god Arbeider kan med sin bedste Flid i Gjennemsnit fortjene 4 Rd. om Ugen. Hvor vil nogen samvittighedsfuld Mand fragaae, at en Familieforsørger med flere Børn umulig kan leve deraf. Kan der paastaaes, at Mestrene paa Grund af Concurrence ikke kunne forhøie Prisen paa deres Arbeide, da troe vi, at vi kunne modbevise dette da den samme Fordring, som vi stille, er indrømmet af de største Mestre i Randers og forelagt Mestrene i Aarhuus til Vedtagelse, og hvis ikke dette skeer, vil der indtræffe samme Forhold som her. Derfor troe vi ikke, at Dhrr. Skomagere bør være bange for Concurrencen fra Provindserne og langt mindre fra Kjøbenhavn, da deres Fordringer der ere langt større end her."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Oversvømmelser. (Efterskrift til Politivennen)

Oversvømmelser. Paa mange Steder rundtomkring i Landet har der fundet ikke ubetydelige Oversvømmelser Sted som Følge af den Hurtighed, hvormed store Sneemasser ere bortsmeltede under det indtraadte milde Veirlig. Saaledes meddeler "Næstved Av.", at Suusaaen i Søndags var stegen i den Grad, at Beboerne af flere Huse i Lillenæstved havde maattet flytte ud. I Byens Omegn vare mange Steenkister, navnlig paa Biveiene, styrtede sammen, og Veiene have flere Steder lidt endeel. - I Kjøge Aa var der i Løverdags en saa høi Vandstand, at en lignende ikke kan mindes af de ældste Folk. Foruden at Vandet havde sammen skyllet Steenkister paa Veiene, havde det tillige ødelagt tvende store Broer. - I "Fyens Stiftstd." meddeeles, at Vandet i Gravene omkring Herregaarden Nygaard ved Tøbrudet var steget over disses Breder og i Forening med en tilstedende Oversvømmelse af nogle Marker havde dannet en meget betydelig Sø. Vandet gjennembrød i Torsdags en Dæmning ved Rygaard og steg strax saa høit, at det gik ind ad Mælkestuevinduerne paa Gaarden og oversvømmede Veien derfra til Glorup, saa at dennc endnu i Fredags stod flere Alen under Vand. I Glorups berømte Have har Vandet desværre anrettet betydelig Skade, navnlig i det saakaldte franske Qvarteer, hvori det i Løverdags stod en Alen op over Fodstykkerne af de kostbare Statuer, saa at man kunde sale omkring i Qvarteret, hvor Rosentræer og utallige sjeldne og pragtfulde Væxter svømmede omkring mellem løsrevne Blomsterstokke og Ruiner af de mange i Haven anbragte, men ved Vandets Kraft iturevne Sluser og Broer. Ved Horsens vare, ifølge B. A.. Engene mellem Byen og Herregaarden Bygholm i Fredags og i Løverdags omdannede til en stor Sø, hvis Afløb styrtede ned igjennem Jernbanebroen i rivende Fart og derpaa søgte ud i Fjorden, deels gjennem Aaløbet, deels gjennem Rødebro, der havde en haard Prøve at bestaa. - I Vendsyssel har Jernbanen i flere Dage staaede saaledes under Vand, at Togene ikke have kunnet befare den. Flere Broer i Nærheden af Hjørring have lidt Skade. Ogsaa fra Aarhuus, Skanderborg, Kolding o. fl. Steder berettes om Oversvømmelser og Ødelæggelse af Veie og Broer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. april 1872).

Fattiggaarden i Barrit og Vrigsted. (Efterskrift til Politivennen)

- Om Fattiggaarden i Barrit og Vrigsted Sogne ved Horsens, som for et Aarstid siden toges i Brug, hedder det i en Meddelelse i Veile Amts Folkebl., at man nu er veltilfreds med den. Den har Plads til 50 Fattige, men forhaabentlig vil Kommunen aldrig faae saa mange Fattige paa engang. I Førstningen vare de Fattige bange for den, da den Orden og Renlighed, som Bestyrelsen og den dygtige Bestyrer og hans Kone fordrede strengt overholdt, lod til at være de fleste Fattige til Ulejlighed; men efter at de ere blevne vante dertil, befinde de sig naturligvis rigtig godt derved. Imidlertid begynde dog de Lade og Dovne, men Arbeidsføre, at blive kjede af at lade sig tvinge til Ardeide og at foretrække at arbeide frivilligt udenfor Anstalten; men netop derved opnaaes et af Fattiggaardens skjønneste Formaal. De ikke Arbeidsdyghge, Gamle, Svage og Børn, have det selvfølgeligt bedre i Fattiggaarden end i de gamle ofte elendige Rønner af Fattighuse. I Førstningen vare endel af Sognebeboerne bange for, at det vilde blive for dyrt; men nu indrømme de, at selv om det ikke bliver billigere end den tidligere Fattigforsørgelsesmaade, er det dog langt at foretrække; thi før maatte de Fattige egentlig fødes to Gange. De fik nemlig 4 Gange aarligt tildelt, hvad de skulde leve af; men ialmindelighed havde de fleste paa 8 a 14 Dage brugt hvad de skulde leve af i et Fjerdingaar og tiggede saa siden; Beboerne vare nødte til at give dem Almisse. Den omtalte Fattiggaard har et Jordtilliggende af 2 Tdr. Land og drives med Spaden. Dette ansees af Bestyrelsen for at være omtrent den heldigste Størrelse; thi den kan man overkomme at drive og Regnskabet kan oversees. Hvad der bruges af Korn, Mælk og Andet, faaer man ved Licitation hos en eller anden af Beboerne.

(Aarhus Amtstidende 14. august 1871)

Det første sogneråd i sognet fra 1869 opdagede i 1870 at der var hul i det daværende fattighus nord for kirken. Den nyopførte "Forsørgelses- og Arbejdsanstalten i Barrit og Vrigsted Sogne" var et gedigent byggeri: De 30-40 beboede var stuvet sammen med personalet. Fra ca. 1920 husede den også aldersrentenydere og andre pensionærer. Den fungerede til slutningen af 1930-erne, hvor forpagteren købte ejendommen. 

Fabriksvirksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

I "Hors. Av." skrives: I Løbet af det sidste Tiaar har der heri Byen efterhaanden udviklet sig en Fabrikvirksomhed, som stadig antage et større og større Omfang, og som derved giør mangfoldige Hænder Beskæftigelse. Den Del af vor Byes industrielle Virksomhed, vi herved sigte til, er Dhrr. Crome & Goldschmidts Fabrik. I Aaret 1860 begyndte det nævnte Firma sin Fabrikvirksomhed ved Overtagelsen af Størstedelen af Fangernes Arbeidskraft paa den herværende Straffeanstalt, men hvad der her kunde præsteres, blev snart for lidt i Forhold til den store Efterspørgsel, der hurtig reiste sig efter det udmærkede Fabrikat, som leveredes. Dhrr. Crome & Goldschmidt anlagde derfor en egen Fabrik, som Aar for Aar er bleven udvidet ved nye Tilbygninger, og ved hvilken der i den nærmeste Tid atter paatænkes en ny Udvidelse. Her beskæftiges kun lutter frie Arbeidere, baade Mænd, Kvinder og Børn. Det Antal Arbeidere, der fortiden anvendes ved denne betydelige Fabrikvirksomhed, udgjør ca. 500, hvoraf omtrent Halvdelen arbeide i Fabriken paa Straffeanstalten, Resten dels paa den nye Fabrik, dels i deres Hjem omkring i Byen. Den Arbeidsløn, der aarlig udbetales, andrager allerede nu ca. 70 000 Rd. Ved de forskjellige Grene af Fabrikationen er der ansat ialt 17 Værkmestre. Til at drive de forskjellige Maskiner anvendes to Dampmaskiner paa tilsammm ca. 40 Hestes Kraft. De Maskiner, der benyttes, ere af Udlandets nyeste og bedste Konstruktioner, og flere af disse ere prisbelønnede paa sidste Pariserudstilling. Af de mange forskjellige Maskiner skulle vi fremhæve 6 kæmpemæssige Uldspindermaskiner, af hvilke de 3 nylig ere amskaffede fra Udlandet efter den nyeste og bedste Konstruktion, der kjendes, forskjellige fortrinlige Kartemaskiner og ca. 180 Væve, hvoraf henimod de 100 en Dampvæve. Der tilvirkes Bomuldstrøier, Bolster, Kjoletøier, Lærred, Dreiel, Shavls, Uld- og Bomulds-Trikotage, Possement- og Naalemagersager, Hornknapper og nu i den senere Tid ogsaa fortrinlige Klæde og Bockskin. Som Følge af de Forbedring, der stadig indføres i Fabrikationen ved Anskaffelsen af de nyeste og bedste Maskiner, har navnlig Uldfabrikationen taget et betydeligt Opsving, idet der nu foruden den almindelige indenlandske Uld, hvortil man tidligere alene var henvist, ogsaa forarbeides den finere spanske Raceuld, som hovedsagelig indføres fra Udlandet, og ved hvilken det er blevet muligt at levere saadanne finere Varer, som hidtil næsten udelukkende have maattet indforskrives fra Udlandet. - Af de korte Træk vi her have givet af denne Fabriks Virksomhed, vil man se, at den drives i et meget betydeligt Omfang, og allerede nu, saa kort Tid efterat den er fremstaaet her, er den største i sit Slags her i Landet. Men det virksomme Firma agter, som sagt, ikke at blive staaende herved, da en ny Udvidelse atter forestaar, og man i det Hele taget lægge Bind paa at gjøre Fabrikatet saa fuldkomment som mulig ved stadig at indføre nye Forbedringer gjennem de nyeste og bedste Maskiner.

(Dags-Telegraphen (København) 6. marts 1870)

Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Ny Synagoge i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Den nye Synagoge i Horsens. Da den jødiske Menighed i Horsens hidtil kun havde havt leiede og mindre bekvemme Localer til Bedehuus, fik den, hedder det i "Horsens Avis". i Aaret 1865 efter given Anledning fra Uhrmager M. J. Levys Side af den der i Byen fødte, men senere til Kjøbenhavn overflyttede Grosserer Zander J. Levy Tilsagn om tusinde Rd. som Bidrag til Opførelsen af et Bedehuus. Da Sidstnævnte imidlertid kort efter afgik ved Døden, og der intet Skriftligt forefandtes desangaaende, vare samtlige Arvinger desuagtet strax beredvillige til at efterkomme den Afdødes dem ikke ubekendte mundtlige Tilsagn, og den lovede Capital blev derpaa indbetalt til Samfundets Kasse. Da denne Kapital imidlertid var utilstrækkelig til Opførelsen af et Bedehuus, besluttede den afdødes i Horsens boende 4 Sødskende, Kjøbmand Z. J. Levy, Hr. M. J. Levy samt Frøkenerne Frederikke og Goldeline Levy, at overtage Opførelsen af Samme, til Minde om deres heri Byen afgangene Forældre, hvilken smukke Beslutning de strax satte i Værk. I Farvergaden kjøbtes en Grund, og efter Civilingenieur J. Clausens Tegning en Plan opførtes i Sommerens Løb en smuk Bygning i ovenomtalte Øiemed. Bygningen, der bestaaer af 2 Etager med et fremspringende Parti, i hvilket Indgangen til bedesalen findes, er opført i en særdeles smuk orientalsk Stiil. Hele øverste Etage er indrettet til Bedesal, medens nederste Etage er bestemt til Fribolig for Menighedens Kirkebetjent. Udvendig over Indgangen har Menigheden ladet indsætte en sort Marmortavle der bærer følgende Inscription: "Til Guds Ære og hans Navns Forherligelse, til Minde om dens hedengangne Forældre Isaac og Jeannette Levy, opførte i Aaret 1867 de fem Sødskende Zacharias, Moses, Zander, Frederikke og Goldeline Levy dette Bedehuus, som de ved Gavebrev af 1ste November 1867 skjænkede det mosaiske Troessamfund i Horsens Kjøbstad, der i taknemmelig Paaskjønnelse heraf opsatte denne Tavle". Indvendig over Indgangsdøren til Bedesalen læses: "Opført i Aaret 1867 i Kong Christian den Niendes fjerde Regjeringsaar". Bedesalens indvendige Udstyrelse og Forskjønnelse er luxurieus og særdeles smagfuld, saa at det Hele gjør Bygmesteren megen Ære. Til Udstyrelsen, der tildeels er bestridt ved frivillige Bidrag af Menighedens Medlemmer, have Z. J. Levy og Brødrene M. J. Levy end yderligere bidraget ikke saa Lidet. Nogle udenfor Menigheden Staaende, af hvilke imidlertid de Fleste ere udgaaede fra den, have skjænket tildeels kostbare Gjenstande. Bekostningen ved selve Bygningens Opførelse udgjør omtrent 8000 Rd., hvori ogsaa er indbefattet den indkjøbte Grund. Det under lste Novbr. f. A udstedte Gavebrev til Menigheden indeholder den Bestemmelse, at Bygningen, i Tilfælde af, at den mosaiske Menighed enten skulde opløses, eller man ikke vilde benytte Bygningen efter dens Bestemmelse skal overgaae til at være en Stiftelse for værdige Trængende af Horsens under Communalbestyrelsens Bestyrelse Den høitidelige Indvielse, der skulde være foretagen af Overrabbineren, Dr. Wolff, blev forhindret paa Grund af Vinteren, men paa den til Indvielsen bestemte Dags Aften (den 21de Decbr.) blev Bedesalen imidlertid tagen i Brug med en høitidelig Gudtjeneste, til hvilken hele Menighedens saavel ældre som yngre Medlemmer havde indfundet sig. Om Aftenen blev der, som en smuk Slutsteen paa Høitideligheden, ved tvende Medlemmer overrakt de ovennævnte fire Sødskende en Taksigelsesadresse fra Menigheden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. januar 1868)

Synagogen i Farvergade 6 blev indviet d. 27. december 1867. På artiklens udgivelsestidspunkt levede 41 procent af alle landets jøder i provinsen. De knap 1600 daværende danske jøder bragte bl. a. den seneste mode til købstæderne og den nyeste teknologi til et landbrug i hastig udvikling. Fredericia, Randers og Aalborg havde større jødiske befolkningsgrupper med egne synagoger. Der var jødiske slagtere, bagere, møbel- og spritfabrikanter, men typisk arbejdede danske jøder inden for handel, hvor de benyttede sig af deres internationale forretningsforbindelser. De adskilte sig mest gennem fremmedklingende efternavne, deres religiøse handlinger, deres gang i synagogerne, og ved at de blev begravet på jødiske begravelsespladser. Mod slutningen af 1800-tallet trak mange ligesom andre til København. I dag er der bevaret synagoger uden for København i Faaborg og Horsens. Synagogen  blev brugt indtil 1897 og overgik derefter til "De fem Søskende Levys Stiftelse" (der var kun fire, samt den dengang afdøde brør Zander Levy).

Civilingeniøren Jens Christian Clausen (1835-1886) var uddannet i Nordtyskland, og havde boet siden 1859 i Horsens. Udover hans historicistiske synagoge stod han bag adskillige andre bygninger i Horsens, bl. a. Arbejdernes Byggeforenings 5 bygninger (1876). Han var medstifter af Arbejderforeningen, Arbejdernes Byggeforening samt Håndværkerbanken i 1871

Tobaksavl i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 1ste September

- - -

- Man har tidligere her ved Byen gjort Forsøg med Tobaksavl, men dengang kun i det Mindre og af en Enkelt. Iaar derimod have begge de herværende Tobaksfabricanter formaaet flere Avlsbrugere til at lægge sig efter Dyrkningen af Tobak, og uagtet den mindre heldige Sommer synes denne dog at være lykket ret godt. Som Exempel herpaa kan anføres, at der for nogle Dage siden, ved den første Høst eller Afknækning af Blade, af en Avlsbruger alene blev leveret imellem 4- og 5000 Pd. i raae Blade. Til disses Veiring eller Tørring er der af Tobaksfabr. Fr. Obel jun. tæt østen for Byen opført en aaben Bygning, hvor Mange finde Beskjæftigelse ved at trække de afplukkede Blade paa Snore, som da ophænges i Bygningen. Det er at haabe, at Dyrkningen af Tobak her ved Byen dennegang vil blive af længere Varighed og naae en større Fuldkommenhed end tidligere, hvilket er saa meget rimeligere, naar man veed, at der for hvert Pund af den indførte Tobak nu betales en Toldafgift af ikke mindre end ca. 7 sk., saa der altsaa finder en ganske anseelig Besparelse Sted ved Anvendelsen af den her dyrkede Tobak.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1865).

C. W. Obel havde en tobaksfabrik i Aalborg 1787-1971, Klostertorvet. Desuden fandtes Cohen og Kjær 1825-1885, Bispensgade 2-4. Frederik Christian Obel (1832-1913) var efterkommer til Winther Obel som lagde navn til fabrikken.

Tobaksavl i Danmark. Da Prisen paa Tobakker siden den amerikanske Krig er stegen omtrent til det Dobbelte, og Tolden her for Øieblikket er over det Firedobbelte af den tidligere, maa det vistnok undre Enhver, at vore Landmænd ikke forsøge sig i Tobaksavlen. Taler man til En og Anden derom, faaer man sædvanlig det Svar, at Jordbunden her ikke egner sig dertil; men dette er neppe Tilfældet, thi i Skaane, hvor Jordbunden paa ingen Maade er bedre end her, avles der en betydelig Mængde Tobak og paa de Steder, hvor den passes og pleies med den fornødne Omhu, en meget god Tobak. Ved Fredericia dyrkedes tidligere af den derværende reformeerte Menighed en stor Mængde Tobak, men denne Avling er i de senere Aaringer taget betydelig af. Paa de Marker omkring Byen, hvor man tidligere plantede Tobak, seer man nu Korn, uagtet det er en kjendt Sag, at Tobaksdyrkningen lønner sig udmærket. Rundt om i Holland og i Tydskland dyrkes Tobak med stor Fordeel, ja, der er i Tydskland, især i Pfalz, hele Landstrækninger, hvor Befolkningen ene og alene lever af Tobaksdyrkningen. Ifølge "Aalborg Stiftstidende" have Tobaksfabrikanterne i Aalborg iaar formaaet nogle Landmænd til at lægge sig efter Tobaksdyrkningen, hvilket skal være lykkedes saa godt, at en Enkelt af dem skal have høstet 4-5000 Pd. raae Blade, der nu ville blive lagte til Svedning og Tørring i et af Tobaksfabrikant Obel oprettet Etablissement tæt udenfor Aalborg. For at imidlertid Tobakken skal opnaae saa stor Godhed, som vor Jordbund og Klima tillade, saa den dyrkes med Kjendskab og stor Omhu. Især er det nødvendigt, at den dyrkes i større Partier, at Svedningen foregaaer paa selve Stedet, og at der indrettes de nødvendige Tørrehuse. Grunden til, at den svenske Tobak ikke er saa god, ligger ene og alene deri, at den dyrkes af mindre Ejendomsbesiddere, som bringe den paa Torvet som anden Sæd, og først saa underkastes den af Fabrikanterne den fornødne Behandling. Det glæder os derfor at erfare, at en Mand, der er kyndig i Faget, til Vinter agter at forsøge Dannelsen af et Aktieselskab for Dyrkning af Tobak hertillands.

(Folkets Avis - København 14. september 1865)

Tobaksavl. Fra Horsens skrives den 26de September i Byens Av.: Den høie Told paa Tobak, der nu omtrent er det Fiirdobbelte af den tidligere, har bevirket, at man paa flere Steder, hvor Tobak ikke før er bleven dyrket, nu har lagt sig derefter. Dette har saaledes været Tilfældet i Aalborg, hvorfra det fremhæves i Bladene, at en Enkelt har høstet 4-5000 Pd. raa Tobak. Dette er imidlertid for Intet at regne mod hvad der iaar er avlet her ved Horsens, hvor Tobakken lykkes særdeles godt, og hvor Tobaksavlen har været dreven i umindelige Tider af den herværende bekjendte Tobaksfabrik, der i mange Aar har drevet sine Forretninger under Firma "Bønnelyckes Enkes Tobaksfabrik". Denne har iaar avlet c. 566,666 Pd. raa Tobak eller i tørret Tilstand c. 40,000 Pd., og desuden er der af Andre ligeledes paa Byens Marker avlet et lignende Qvantum. Rigtignok har Tobakken ingensinde været dyrket her ved Byen i et saadant Omfang som iaar, men dog har i adskillige Aar ogsaa Andre, end netop selve Tobaksfabriken, lagt sig derefter, da det lønner sig ganske godt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. september 1865).

1869 blev der dyrket tobak ved Middelfart (Vejlby sogn). I 1872 havde toldvæsnet fået øjne for tobaksavlen, og ønskede en produktionsafgift for indenlandsk tobaksavl og roesukkerproduktion, bajersk øl m.m. 

I Horsens var Mads Bønnelycke startet 1793 som tobaksspinder. Efter 1843 hvor Hagemann havde købt fabrikken og kørt den i sænk 1848, blev den overtaget af lokale borgere under navnet M. Bønnelyckes Tobaksfabrik. I 1868 likviderede M. Bønnelyckes Tobaksfabrik der blev overtaget og fortsat af tobaksfabrikant C. Anderskou. under andre navne fortsatte fabrikken til 1894.

Tobaksdyrkningen i Danmark. Ifølge Oplysninger, der ere blevne indhentede af Finantsministeriet, var der i 1860 i Odense, Svendborg, Vejle og Aarhus Amter beplantet med Tobak et Areal af omtrent 261 Tdr. Land, som gav et Udbytte af henimod 400,000 Pd. Heraf falder den langt overvejende Del paa Fredericia og dennes Bymarker, idet der af hele det nævnte Areal kommer ca. 154 Tdr. Land med et Udbytte af ca. 250,000 Pd, paa denne Del af Landet. Derefter fandt den største Dyrkning Sted i Veilby Sogn i Odense Amt (ca. 58 Tdr. Land med et Udbytte af 70,000 Pr.) og paa Horsens Bymark, hvor ca. 90 Tdr. Land vare beplantede med Tobak og gav et Udbytte af ca. 54,000 Pd. Forøvrigt fandt Tobaksavl væsenlig kun Sted forsøgsvis eller til eget Brug paa Smaalodder, nærmest af Husmænd. Den Tobak, der dyrkes i Kjøbenhavn, er næsten udelukkende brasiliansk og brandenborgsk, og Prisen paa den har varieret fra 7 Rd. 48 sk til 10 Rd. pr. 100 Pd. Hvad det kvantitative Udbytte af Tobaksavlen i det nævnte Aar angaaer (i Gjennemsnit 1,520 Pd. pr. Td. Land), svarer det omtrent til Gjennemsnitsudbyttet i Baden og i Egnen omkring Magdeburg, men det maa herved bemærkes, al den hertillands dyrkede Tobak er af en overordenlig simpel Beskaffenhed, der staaer ikke lidt under de paa de nævnte Steder dyrkede Sorter cg langt under de simplere Sorter hollandsk Tobak, hvilket synes at have væsenlig Betydning med Hensyn til Udbyttemængden. Ved Forsøg, der ere blevne anstillede i 9 Aar paa Landbohøjskolen med Dyrkning af finere Tobak, har Udbyttet saaledes ikke været lidt ringere end Gjennemsnitsudbyttet af den simple Tobak paa de øvrige Steder her i Landet (kun ca. 1200 Pd. pr. Td. L.) Hvor ringe Beskaffenheden af den her almindelig dyrkede Tobak maa være, sees bedst, naar man sammenligner Prisen paa den 7 Rd 48 sk pr. 100 Pd.) med Tolden paa fremmed Tobak, som udgjør 7 Rd. 28 Sk. pr. 100 Pd., og den anvendes derfor ogsaa kun til de simpleste Sorter Røgtobak og Cigarer. Af det Anførte vil det fremgaa, at Tobaksdyrkningen ikke kan siges at have nogen stor Betydning hertillands for Øjeblikket - hele det i 1809 avlede Kvantum Tobak udgjorde kun ca. 7 pCt. af den i dette Aar her i Landet brugte Tobak - , og om den overhovedet nogensinde vil faa del, er vistnok meget tvivlsomt, da de finere og kostbarere Tobakssorter neppe ville kunne trives i vort Klima, men paa den anden Side kan det ikke nægtes, at denne Anvendelse af Jorden, der selv under de nuværende Forhold giver et ingenlunde daarligt Udbytte (Bruttoindtægten pr. Td. Land udgjorde saaledes i 1869 ca. 150 Rd.). egner sig særdeles godt for Smaalodder, der kunne underkastes en meget omhyggelig Behandling, og det vilde derfor næppe være rigtigt at forbyde Tobaksavl her i Landet og samtidig forhøje Tobakstolden, som man har gjort i England, hvorimod det selvfølgelig vilde være rigtigere at beskatte denne Produktion, paa hvilken der ellers vilde blive sat en altfor stor Præmie.

(Thisted Amtsavis 4. juni 1872).