Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).