Nyboder. (Efterskrift til Politivennen)

For endeel Aar tilbage i Tiden vare næsten overalt i Nyboder Vinduerne forsynede med Blysprosser og zirede med 15 Ruder i hvert halvfag, som i Almindelighed spillede i alle Regnbuens Farver. Ikke saa Faa af Beboerne havde derfor paa egen Bekostning anskaffet sig Vinduer af hvidt Glas og et større Format, men derved fremkom en Uregelmæssighed ved Husene, som endelig ledede Admiralitetet til den Beslutning, efterhaanden at anskaffe større Ruder overalt. Men hvad skulde der nu foretages med de Folk, der havde indsat de moderne Vinduer? Admiralitetet vidste i sin Snildhed en Udvei. Det blev betydet Alle, som havde gjort den omtalte Bekostning, enten at lade de med smaae Ruder zirede Vinduer igjen indsætte eller ogsaa forpligte dem til bestandig at lade de bedre forblive hvor de vare uden Godtgjørelse og uden Hensyn til Dødsfald, Bopælsforandring osv. Paa denne Maade sparede Admiralitetet en betydelig Summa. Ind til Gaarden finder man endnu mange af de gamle Vinduer i al deres Hæslighed. - Hvad nu Værelsernes Indre angaaer, da bestaae disse af hvidtede Vægge fordetmeste i en forfalden Stand, plumpe Døre med Revner i, rustent Klinkefald og Bilæggerovne fra det forrige Aarhundrede, og Gulve og Lofter i en som oftest elendig Tilstand. I Stueetagen ere mange af Værelserne belagte med Steengulv og tvende Familier overalt om et Kjøkken, hvilket ikke sjeldent giver Anledning til Kiv og Strid, ligesom flere Huse i den Grad ere gjennemtrængte af en vedvarende Fugtighed, at Opholdet der er farligt for Sundheden, ikke at tale om, at de stakkels Menneskers suurt erhvervede Bohave hurtigt bedærves. Saaledes er Tilstanden de fleste Steder, hvor ikke Beboerne ved egen Formue have været istand til at hæve nogle af disse Plager ved at anbringe Paneel og ved andre Midler. I nogle Gader ligger Jordsmonnet udenfor Huset høiere end som Steengulvet indenfor; naar nu Tøveir indtræffer om Vinteren, suger Vandet igjennem de forfaldne Ydermure, saa at mangen Familie ved hurtig indtrædende Kulde faaer i sit Kammer det herligste Skøiteføre. Paa saadanne Steder vilde anden Divisions Chef, Commandeur Seidelin, have lagt Brædegulv, og de fornødne Opmaalinger bleve med Iver foretagne; men senere er Intet blevet skeet - formodentlig har han mødt uoverstigelige Hindringer i Admiralitetsherrernes Anskuelser om denne Sag. - For at gjøre en af ovennævnte Bopæle blot nogenlunde liig de Værelser, som ifjor bleve indrettede til Husarcorporalerrne i den gamle Reberbane, vilde medgaae en Sum af 60 til 80 Rbd., som ingen simpel Mand, uden at nægte sig hvermindste Livsmuntring, er istand til at sammenspare, og saa er han dog ei sikker paa at nyde Glæde deraf saalænge han lever, da hans Naboers Avance eller andre Forandringer kan bevirke hans Flytning imod liden eller ingen Godgjørelse af den Tiltrædende. Dette er omtrent de Kaar, hvorunder en Holmens Mand nyder den i Byen saa forroste "frie Bopæl", hvorfor han dog aarlig maa betale 8 Rbd., og som ere bestemte til hans Bopæls Reparation, skjøndt Gud og Muurmester Sibbern bedst vide, hvori den bestaaer, og hvem der egentlig nyder rigtig godt deraf.

Vi slutte med det Ønske, at Hs. Maj. Kongen engang med egne Øine vilde overtyde sig om Sandheden af Ovenstaaende. Dog maatte et saadant Besøg være aldeles improviseret og ikke alene gjælde de mere formuende Boliger; thi Erfaringen lærer, at et forberedt fyrsteligt Besøg sjeldent svarer til den goddædige Hensigt, der ligger til Grund for samme. 

(Flyveposten, den 30. juni 1847. Artikel i uddrag)

Skibstømrer Richter, Nyboder (Efterskrift til Politivennen)

Tømmermand Andreas Richter, ansat ved Holmen, ville måske ikke være så interessant til offentliggørelse på denne blog, hvis ikke det var for en retssag han havde med Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823). Denne havde i 1807 udviklet en slags raketter til affyring fra en rampe ("orgelstel"), sjovt nok samme år som de mere velkendte Congreveske raketter blev brugt under Københavns bombardement. Han fik i 1812 tilladelse til at opføre en raketfabrik i Frederiksværk. 

I 1816 blev Raketkorpset oprettet, og havde til huse i et arsenal overfor inspektørboligen i Frederiksværk. Arsenalet var ledet af Schumacher og havde "en del" arbejdsfolk, fire officerer, 8 underofficerer, en trompeter og 72 menige. Ifølge artiklerne må Andreas Richter have været en af disse arbejdsfolk. Efter Schumachers død i 1823 sygnede korpset hen.

Nedenstående bemærkninger som er tilstillet os af "en lægmand" tror vi så meget heller at burde optage, som de berøre en genstand - den danske trykkefrihed - der er af alt for stor vigtighed til at ikke ethvert bidrag til sammes fuldstændige belysning må være velkommen for dens sande venner. At de derhos angår "en simpel mands" hårde sammenstød med lovgivningen om bemeldte store borgerretlighed, er for os kun en forøget anledning til at efterkomme forfatterens anmodning om sammes optagelse: 

"I Nr. 30 af Københavnsposten har De, Hr. redaktør, efter "Berlingske" optaget en meddelelse om en forhenværende skibstømmermand Richter overgået højesteretsdom, ved hvilken han for at have fornærmet en laugsavskærer ved Holmen, Palle, er blevet idømt en mulkt af 100 rbd. En sådan meddelelse om sagens endelige udfald er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at oplyse publikum synderligt om dens sande sammenhæng, og dog antager jeg at dette er nødvendigt for at man skal lære noget deraf, og hertil er sagen efter min mening virkelig skikket. Den vil nemlig ved nærmere betragtning findes at indeholde ikke uvæsenlige bidrag til at danne sig et begreb om, hvilke trange veje man må gå, hvilken modstand man finder, når man som en simpel mand påtager sig det byrdefulde og i materiel henseende lidet lønnende hverv at føre besværinger over de misbrug, som går i svang hist og her, selv om det er i meget underordnede forhold, og om hvad den er udsat for, der i sine medborgeres interesse vil tale den forurettedes sag, men ikke er istand til at gennemtrænge hemmeligholdriftssystemets alentykke mure, endog angående ubetydelige genstande, uden i alt fald først at have løbet panden i stykker imod dem, og hvorledes man kan have ret i meget, men dog hjemfalde til lovens straffende arm, når man ikke har ret i alt, og hvorledes bureaukratiets tætsluttede kohorter ved at slå en fast skanse om dets egne, selv de ringeste medlemmer, hvori det bliver meget vanskeligt at skyde nogen sådan bresche at der dermed tilføjes samme nogen betydelig blottelse, og det især når man står på et af de lavere trin af samfundets monopoliserede trappestige. 

150 slag kat blev Andreas Richter idømt for sagen mod Schumacher. Hvilken slags står der ikke noget om, men her et rigt udvalgt fra det nu lukkede museum på Vestre Fængsel. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

For at oplyse dette, må det imidlertid tillades mig at gå tilbage til et par uger tidligere sager, som også fortjener omtale. Det første sammenstød som Richter havde med "autoriteterne", foregik i året 1813, da han indgav en klage til kongen over chefen for raketfabrikken på Frederiksværk, kaptajn Schumacher, og deri sigtede ham for at have gjort sig skyldig i misligheder i henseende til mandskabets lønning ved fabrikken. Richter var dengang ansat ved Frederiksværk og var tillige udnævnt til medlem af en kommission, der skulle regulere betalingsvæsenet ved fabrikken. Overkrigskommissionen erkendte selv i denne sag, at det var vist at ikke alle dele af klageskriftet kunne kaldes ugrundet eller ubeføjet klage, men fandt dog i det velbekendte krigsartikelsbreve anledning nok til at idømme Richter en straf af 150 slag kat, medens den kun idømte ovennævnte kaptajn Schumacher 1 måned fæstningsarrest af 1. grad for at have bibragt Richter 5 til 6 slag i ansigtet og for brystet med knyttet hånd, hvorved foranledigedes en 5 ugers sygdom. 

Ligeledes blev det i dommen anerkendt, at der måtte tilkomme Richter erstatning for savnet af hans sædvanlige arbejdsfortjeneste, samt for svie og smerte, og desuden 64 sk i daglige diætpenge for 3 fjerdingår, hvilke Schumacher efter sin foregivne uretlige fortolkning af en admiralitetsskrivelse havde forholdt Richter, uden at man dog anerkendte, at denne forholdelse af en lovlig betaling var nogen mislighed. De værste udtryk man kunde finde imod Richter var at han om Schumachers adfærd havde brugt ordet "lovstridig"; men når sagen var bleven tilbørligt oplyst ved en ordinær domstol i stedet for ved de højst mislige militære retter, er det måske endnu spørgsmål om bemeldte udtryk ikke ville være befundet meget vel begrundet. 

I alt fald er det utvivlsomt at det er menneskeligt, når den Richter idømte straf uagtet den ved kgl. resolution formildedes til 10 dages fængsel på vand og brød, måtte bibringe ham, - der troede at være i sin lovlige ret, når han fremsatte klager til kongen der efter den af den anklagedes jævnbyrdige sammensatte kommissions meget milde og skånende udtryksmåde ikke kunne kaldes ugrundede eller ubeføjede, og altså vistnok har indeholdt overmåde meget sandt og træffende - en bitter og nagende overbevisning om at i en selv retfærdig kamp imod overordnede, må den simple mand altid bukke under, og det viser vistnok en mere end almindelig energisk karakter og vilje, at han i stedet for at bøje sig for det hårde slag der tilføjedes ham under hans første optræden, senere netop har troet at burde fortsætte hvor han havde begyndt, og at vedblive med at optræde som anklager hvor han i de offentlige forhold, der lå indenfor hans synskreds, troede at spore uret, skønt han nu syntes at være blevet tilstrækkeligt belært i henseende til måden, under hvilken han burde træde op. 

Det fremgår ikke af artiklen hvilket loft Erik Mogensen skulle være sprunget ud fra. Disse bygninger (Spanteloftet bagerst) fandtes også på det tidspunkt, så det kan have været dem. Foto Erik Nicolaisen Høy)

Hans næste optræden kom ham imidlertid til at stå dyrere. For at have skrevet 3 viser, hvorved formand på Holmen, Erik Mogensen anså sig fornærmet, skønt han, hvilket viserne gik ud på, i virkelig engang havde drukket sig fuld og for at sove rusen ud, havde lagt sig op på et loft på Holmen, hvorfra han var sprunget ud og derved havde stødt sit ben, mens han foregav, for at undgå skandale, at dette var sket ved at falde på gaden - og for at have indgivet en klage til retten over at være forbigået til formandsposten, hvilket i en vis henseende og når der tages hensyn til ancienniteten med fuld føje kunne siges at være tilfælde, blev Richter i året 1822 af den bekendte kombinerede ret dømt efter de ovennævnte ikke mindre bekendte krigsartikelsbreve til 1 års fæstningsarbeide, hvilken Straf dog af admiralitet formildedes til - 8 måneders forbedringshusarbejde. 

Den næste ham overgåede dom er blevet afsagt af Hof- og Stadsretten, og dens udfald blev at han for at have fornærmet den i Nyboders kommandantskabs historie nok så bekendte kopiist Veith, idømtes en mulkt af 50 Rbd. og den dermed forbundne livsvarige censur, hvorfra han dog senere atter er bleven befriet ved kgl resolution. 

I året 1844 eller 1845 blev han dernæst dømt i Højesteret til at bøde 500 Rbd. og til 10 års censur i en sag, hvorunder han var blevet aldeles frifundet af Hof- og Stadsretten og aktionens omkostninger pålagt det offentlige, efter at denne ret først havde forespurgt hos Kancelliet efter hvis foranstaltning sagen var blevet anlagt, hvem der skulle anses fornærmet ved den som forbryderisk ansete artikel, og hvori disse fornærmelser da skulde bestå. Hvad Hof- og Stadsretten ikke  kunne udfinde, det forstod Højesteret så meget desto bedre at komme under vejr med. 

Endelig blev Richter domfældt både af Hof- og Stadsretten og af Højesteret i en sag mod den ovenmeldte laugssavskærer Palle, og mulkten bestemt til 100 Rbd. Palle opnåede således vel at få Richter dømt, men denne triumf var dog efter den i Højesteret stadfæstede Hof- og Stadsretsdoms præmisser af en noget tvivlsom natur. Hovedankepunktet imod Richter bestod i at han skal have sagt om Palle, at han havde forlangt og modtaget dusører af langsavskærerne ved Holmen som betingelse for deres anbringelse sammesteds, mens derved bedre arbejdere urimeligt er blevet tilsidesat og den kgl. Tjenestes besvigelse derved har lidt afbræk. Det er i så henseende bevist og af Palle vedgået, at han aldeles ulovmedholdeligt har af de under ham arbejdende Laugsavskærere, der blive antaget og afskedigede efter hans forgodtbefindende, oppebåret ugentlige dusører, der varierede mellem 6 Rk. og 15 Mk., alt afpasset efter ugens fortjeneste, og hvorved han har tilvendt sig en årlig, aldeles ulovmedholdelig fortjeneste af flere hundrede rigsbankdaler; hvorimod det ikke er bevist, at han udtrykkelig har forlangt disse dusører, hvilket Richter ikke heller har ytret. Det er ikke heller fra Palles side modsagt at en af de arbejdere, der som anført kunne antages og afskediges efter hans forgodtbefindende, er blevet afskediget lige umiddelbart ugen efter at han havde vægret sig for at betale de sædvanlige dusører på grund af den ringe arbejdsfortjeneste. Dette nederdrægtige dusøruvæsen, som Hof- og Stadsretten har antaget uden ansvar at kunne kaldes "smøreri', er for øvrigt senere efter admiralitetets foranstaltninger der rigtignok synes at være trufne temmeligt sildigt, blevet forpurret. Det er fremdeles under sagen godtgjort at Palle flere gange har udbetalt arbejderne en ringere løn end der tilkom dem, men da dette ikke er oplyst at være fremgået af andet end fejl ved regnskabets førelse, hvori det ses at Palle ikke har været meget stiv, så er Richter kun anset for at have villet lægge noget mere ind i disse, forøvrigt for en regnskabsfører temmeligt ubehagelige fejltagelser end han kunde anses berettiget til efter omstændighederne.

Ligeledes er Richter anset for at have angivet som grund til en arbejders afskedigelse at denne efter hans egne forklaringer havde flere gange, foruden at betale de omtalte dusører, måttet affordre Palle en for lille betalt del af sit tilgodehavende, hvorfor sidstnævnte bar nag til ham. Jeg skal ikke her opholde mig ved flere af Palles ankepunkter, hvoraf den største del ikke fandtes at kunne medføre ansvar for Richter, men skal kun bemærke at det anførte synes tilstrækkeligt til at vise at om end ikke Richter har forstået at moderere sin anklage efter det som lod sig bevise under sagen, så må der tages rimelig hensyn til, når man alene vejer sagen for den moralske domstol, at han som en simpel mand ikke kan forstå at belægge sine ord efter juristeriets fordringer, og at man må være meget skånsom i sin dom, når det, som i nærværende tilfælde, findes at det er retfærdig harme over et stedfindende uvæsen, som har ledet hans pen; og som uvæsen må det da vel kunne anses og karakteriseres at der under et kgl. Kollegiums om jeg så må sige, auspicier finder sådanne uskikke sted som den, at en foresat modtager ulovmedholdelige dusører af de fattige arbejdere, og det endog i den grad at det for hver enkelt arbejder kunne løbe op til henimod 50 Rbd. om året. 

Nyboder. Bunker og biler fandtes ikke på daværende tidspunkt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indsenderen der har lejlighed til at kende stemningen i Nyboder, med hvis beboere han har færdedes en del, kan også forsikre at de Richter overgåede domme kun have bidraget til at vække og nære medfølelsen og interessen for ham, og at man derude anser ham for en martyr for det de kalder den gode sag, samt at man holder sig overbeviist om at han ved sin virksomhed har bidraget ikke lidet til at man nu ængster sig for at begå misbrug, som tidligere gik i svang, og vogter sig selv for at pådrage sig skinnet af uret. 

Ved den Richter idømte censur er han for en lang tid hæmmet i sin offentlige virksomhed, for ikke at sige standset deri, og det er måske også tvivl underkastet, om han efter at have betalt så mange lærepenge, og i betragtning af de for tiden nødvendige betingelser for at kunne skrive uden at hjemfalde til lovens straffebud, atter burde betræde en bane som han i øvrigt vel allerede for lang tid siden ville have opgivet, dersom han ikke havde tilfredsstillet et indre kald ved at fortsætte sin vandring på samme. 

Jeg skal endnu kun sluttelig tilføje, at når jeg har grebet pennen for at virke til, at en offentlig omtalt sag kan stilles i sit rigtige lys, og at de Richter overgåede domfældelser kunde blive set i den rette forbindelse og sammenhæng med de omstændigheder der har fremkaldt dem, da har jeg naturligviis så godt som udelukkende har haft sagens moralske side for øje; at se nogen fremstilling fra det juridiske standpunkt, måtte man være uberettiget til at fordre af en lægmand."

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1846)

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom over Andreas Richer i sagen om H. Veith blev offentliggjort i Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. februar 1835.

I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. januar 1844 bekendtgjorde Andreas Richter en erklæring afgivet til Københavns forligelseskommission. Heri indrømmede han at han havde stolet på en beretning af drengen Niels Peter Christensens mor om en begivenhed der var sket på søetatens drengeskoler. Efter klage fra drengeskolens lærer, cand. theol E. H. Seidelin trak han sine udtalelser tilbage.

Fredericiagade 38-42. Stykket mellem Store Kongensgade og Borgergade. Kaninlængen er i dag Fredericiagade 34 og 36/Store Kongensgade 87. Nr. 34 er fra 1911, men måske giver nabohusene et indtryk af hvor Andreas Richter boede på sine gamle dage. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En mand af Nyboders familie der er far til 18 børn, hvoraf de 4 endnu er uforsørgede, og de yngste tvillinger, 8 år gamle, har indtil sit alders 63. år med sin talrige familie endnu aldrig ligget offentligheden til byrde, men er nu sat i den trængende stilling at han må ansøge sine venner om et understøttelseslån. Hans navn er Andreas Richter, boende på Kaninlængen nr. 69 i stuen. Indtil året 1822 var han i 25 år skibstømmermand i søetaten. For at række denne mand en hjælpsom hånd, nu da vognen hælder, har undertegnede påtaget sig at modtage små bidrag som lån der af ham igen vil blive tilbagebetalt. De som har følelse for den ulykkeige og måtte ville skænke ham deltagelse, vil behage godhedsfuldt at tilstille en af os undertegnede hvad enhver måtte behage at give. Regnskab for det indkomne skal blive aflagt.
København den 7, maj 1845.
Harald Bloch, urtekræmmer, Store Kongensgade 64 litr. A.
Terkel Mørch, urtekræmmer, Bryggerlængen 72.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. maj 1845)

Kaninlængen var en del af den nuværende Fredericiagade, og gik fra Borgergade til Store Kongensgade.  I en dødsboannonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 24. marts 1847 anføres han som afg. formand ved maskineriet på det Kongelige Teater og fhv. skibstømmermand.

Terkel Mørch optræder i folketællingen 1850 som 45 år gammel, født i Magleby på Langeland og bosiddende i Bryggerlængen 72, stuen & 1. sal,nutidens Olfert Fishers Gade 3. Huset er revet ned, og nyt opført i 1937.

I folketællingen 1885 optræder Harald Bloch som 70 år og  forhenværende urtekræmmer. Da Harald Bloch var urtekræmmersvend i 1839, blev der ført sag imod ham og 3 andre anklaget for ulovlig handel ved at opkøbe 10 flasker stjålet gods. Han blev dog frifundet, sammen et par af de andre. (Juridisk Tidsskrift 1839, s. 188-192)

Ulykke i Nyboder. (Efterskrift til Politivennen)

I Løverdags hændte sig i Nyboder det ulykkelige Tilfælde, at to smaa Drenge fandt en Granat, som de Engelske havde kastet herind under Bombardementet, i Jorden i den Gaard, hvor deres Forældre boede. Den ene af Drengene satte sig ned paa Jorden og lagde Granaten imellem Benene, for med et Jern at skille den ved den Ureenlighed, der havde sanket sig omkring den; men pludselig sprang Granaten, der endnu havde sin Fyldning, overslog Armene og Benene paa Drengen, som døde en Time derefter, beskadigede den anden Dreng, som havde staaet og seet til, og ligeledes Moderen og hendes diende Barn, som vare i Stuen. Huset blev ogsaa meget ruineret. Lumske som Engellænderne ere de Engelske Kugler!

(Nyeste Skilderie af København, nr. 81, 19 Julii, 1808)

Marinere og Matroser afstraffet. (Efterskrift til Politivennen)

- Kongelig Bekjendtgjørelse.

Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gjøre vitterligt:

At da vi, med yderste Mishag, have erfaret, hvorledes adskillige af vor Søe-Etats Mandskab og af Vort Marin-Regiment, have vovet at tage sig selv til rette, i Anledning af nogle imellem enkelte af dem opkomne Uenigheder, og fordristet sig til, at forstyrre den almindelige rolighed ved at overfalde hinanden paa Gader og andre Steder, endog med mordiske Gevæhrer, Knive og Stene; Saa have vi fundet det nødvendigt, paa det at Orden ufortøvet kan vorde tilvejebragt, at nedsætte en kombineret Stand-Ret, til at undersøge de Forbrydelser af dette Slag, som, af nogen til vor Søe- eller Land-Etat henhørende, herefter maatte begaaes, samt til at foranstalte de Skyde heftede, dømte og uopholdeligen afstraffede, efter Krigs-Lovene. Ved at kundgøre denne Vor allerhøjeste Befaling, tilføje Vi den alvorligste Advarsel til enhver, om at afholde sig fra lignende Uordener, og ikke gjøre Brud paa den Fred g Borgersikkerhed, hvilken det er Vor Pligt og Villie, paa det kraftigste at beskkytte.

Skrevet paa Vort Slot Frederichsberg, d. 3. juli 1807
Christian R.
Kaas,
Cold, Knudsen, Bülow, Monrad, Schack.

Helsingør d. 4de Juli. Det første Tog af den eng. Troppeførsel skulde bestaae af 51 Skibe, hvoraf de fleste ere indkomne, ledsagede af 2de armerte Skibe og en Kutterbrig. Tropperne de havde om Bord skulle omtr. udgjøre 2000 Mand, Kavalleri og Infanteri.

(Dagen, 4. juli 1807)

Kbhn. den 3die Juli. Nogle Klammerier mellem Nyboders Folk og Marinere, som opkom den 29de Juni Aften, men viiste sig i en langt stærkere Grad i Tirsdags Aftes, have i disse Dage sysselsat den offentlige Opmærksomhed. Uagtet det gik saa vidt i Tirsdags Aftes, at Nyboders Hovedvagt stormedes og beskadigedes, som ogsaa endeel Vinduer i Gaderrne deromkring, vides dog ingen, som derved mistede Livet. Men qvæstede bleve endeel. Paa Sygehuset i Nyboder var til i Gaar Middags indkommen 14 Personer til Forbindelse, hvoraf 7 endnu vare dere, stærkt beskadigede. Paa Marinernes adskillige Sygehuse vare ogsaa endeel indkomne, hvoraf nogle svært saarede. Der blev imidlertid strax i Onsdags truffet de virksomste militære Foranstaltninger til Ordens Vedligeholdelse, og ved Politiplakater bragtes Anordningerne i Anledning af Opløb paa ny til Indskærpelse. Man veed endnu ikke, hvoraf den første Anledning til Klammeriet fremstod.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 9. juli 1807)

Det Engelske Expeditionscorps. Marinere mod Matroser. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingør 14 Juni. Fra d. 10de til i Dag ere 180 Skibe expederede ved Øresunds Toldkammer. Med den fra London d. 10de indkomne Konvoj af nogle og 40 Skibe, kom the Sally og ind igjen, men gik d. 11 atter ud tilligemed en eng. Fregat kommende fra Østersøen. D. 11te kom en eng. Kutter ind fra Nordsøen, bestemt til Østersøen. Man har endnu ingen sikker Efterretning om de engelske indskibede Troppers Afsejling.

(Dagen, 16. juni 1807)

Det forsikres, at af den store Fastlandsudrustning skal først en Afdeling afsejle under Gen. Cathcart og siden en under Gen. Baird. Andre ville derimod, at den sidste bliver den førstafsejlende. Før d. 12te Juni kunde den tydske Legion ikke være samlet i Downs.

(Dagen, 19. juni 1807)

H. K. H. Kronprindsen er reist d. 18 d. M. fra Kiel til Louisenlund med sin høie Gemalinde og Datter. Hans Kongl. Høiheds Tilbagekomst til Kiel, var bestemt til den 21de, men Kronprindsessens er endnu ikke bestemt. Den 22 i d. M. er Special-Revue over Kronprindsens Regiment. Et Par Dage derefter reiser Prindsen til Rendsborg, hvor endeel af de der i Landet cantonerende Regimenter have faaet Ordre at møde til Revue.

.. (der skal) være strandet 20 til 30 Engelske Transportskibe med Tropper, der skulle gaae til Østersøen, ved Hviderøe, ikke langt fra Marstrand. Capit. James Forster, som havde meget Fragtgods ombord til Kjøbenhavn, er ligeledes strandet ved Marstrand.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 73, 23 Junii, 1807)

I Søndags Nat optog man atter ved Braadbek, 1/4 Miil fra Hirschholm, en Tydsk Deserteur fra Marinercorpset. Ogsaa han havde været med i Slaget ved Lübeck. Det er en smuk Karl, kun 22 Aar gammel. Hungeren havde drevet ham til at banke paa om Natten i den ommeldte Gaard, da han havde vanket fem Dage om, fornemmelig ved Strandkanten, for at søge en Baad, og i al denne Tid havde holdt stræng Faste.

Breve fra Sverrig melde, at en stor Deel døde Heste ere for otte Dage siden drevne op til den Svenske Kyst. Man formoder at de have hørt til den strandede Engelske Transportflaade.

I Torsdags Aftes Kl. 9½ var man i Rosenborg Hauge Vidne til ret et forargeligt Optrin. Fire meget velklædte, men derhos velbeskjenkede Engelskmænd havde fundet for godt, at anfalde de Spadserende i Cavaliergangen, deels ved at gribe efter Fruentimmmerne paa en usømmelig Maade, deels ved endog at støde nogle Søofficierer omkuld. Man saae sig nødsaget til at lade Vagten hente, og disse fire balstyrige Britter bleve derpaa arresterede.

Den 24de begav H. K. H. Kronprindsen sig til Rendsborg.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 74, 27 Junii, 1807)

I Aftes var en lille Krig imellem en stor Deel Marinere og Matroser i Adelgaden og Kronprindsessegaden, som ikke løb af uden Blodsudgydelse. Nogle Matroser bleve næsten dødelig forslaaede, og en Søofficier, som vilde skille de Stridende ad, blev ilde medhandlet. Fire af Marinerne sidde nu arresteret.

(Om mandag 29. juni: Nyeste Skilderie af København, nr. 75, 30 Junii, 1807 - Marinere mod matroser)

Den i forrige Numer omtalte Strid imellem endeel af Søetatens Folk og Marinere brød atter ud igjen i Tirsdags Aftes, og var den sidste Gang langt værre og blodigere i sine Virkninger end Aftenen tilforn. Endnu vides den egentlige Aarsag og den egentlige Sammenhæng ikke med Bestemthed. Men føgende er Resultatet af de Beretninger, man hidtil har kunnet erfare angaaende denne Sag. Imidlertid trænger det dog til nærmere Oplysning, som man upaatvivleligen vil faae ved den allernaadigst nedsatte Stand-Ret. En imellem en Matros og en Mariner i Adelgaden opkommen Uenighed skal, som det hedder, have været den første Anledning til de begangne Uordener. Der samledes en stor Deel Mennesker og en Søofficier, som kom tilgaaende, adskilte vel de stridende Parter, men blev siden selv mishandlet af nogle Soldater. Endeel Matroser stimlede nu, under det Foregivende, at ville hevne den Tort, der tilføiedes en af deres Officierer, løs mod Mariner-Cassernerne. Man sendte adskillige bevæbnede Mand imod de men disse bleve mishandlede og saarede. Da disse i denne Tilstand kom hjem til Cassernes, stimlede en stor Hob af deres Cammerater bevæbnede ud til Nyboder, og excesser vare nu ikke mere at forebygge. Der blev ringet med Klokken, og strax stimlede hele Skarer af Matroser til. Mange bleve saarede og adskillige endog dræbte paa begge Sider. En brav 60 Aars mand, som er Skibmand i Søetatens Tjenste, sad just roligen og spiste i sit Værelse. Han blev saaret i sit eget Værelse, uden at han anede det mindste Ondt. - Imidlertid blev der dog føiet saadanne Anstalter, at Alting siden var roligt. - Gammelholms og Nyholms Vagt blev i Gaar besat af Borger, under Søofficierers Commando.

Der er nu nedsat en Stand-Ret, bestaaende af de Herrer Oberst Beck, Commandeur E. Fischer, Major Scheel og Auditeur Hjelm, som skal undersøge og paadømme de Uordener, som den imellem endeel af Søetatens Folk og Marinerne opkomne Uenighed har foranlediget.

I Gaar Formiddags vilde en forhenværende Løber ved Holmen og meget skikkelig Mand, som just var kommen ind til en Værtshuusholder paa Christianshavn, skille en imellem Vertshuusholderen og en Matros opkommen Strid. I sin Hidsighed gav han Matrosen et saadant Stød, at han faldt mod en Steen og skal være bleven liggende død paa Stedet.

(Om tirsdag 30. juni: Nyeste Skilderie af København, nr. 76, 4 Julii, 1807 - Marinere mod matroser)

Nyboder. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Skolerne i Nyboder er nu indrettede Gymnastiske Ôvelsespladser med dertil hörende Indretninger. Da disse Galger og Master rejser sig höjt over Husen og Plankeværker give de et artigt Syn i Nyboders Borgergade

(Dagen, 2. maj 1803)

Vink til Politiet.

På Kaninlængden flokker sig dagligt en mængde lurvede, pjaltede og væmmelige drenge, en del hjemmehørende i det såkaldte Besnavsede Anker i Store Kongensgade. Disse uopdragne lømler fordriver tiden med at opholde sig i folks døre, eller stå lænet op ad muren og i kådhed med hælene, som også med klinkspil bearbejde væggene. Især ses længden af brændevinsbrænder Brøndums ejendom kendeligt at være medtaget. Knapkastning i vejret truer og har ofte ramt vinduesruderne. Tiltales disse lømler, står folk i fare for at blive uleet eller udskældt. Ja, en gammel kone der ville jage dem fra sin ejendom, blev endog stødt således at hun faldt ind ad sin dør og slog arme og ben. Vist nok har gadens opsynsbetjent ofte truet og forjaget dem, men dette er blot øjeblikkelig. For så snart han fjerne sig, flokkes de igen. Vort årvågne politi vil ved at komme til rigtig kundskab herom, sikker sætte en skranke for dette overhåndtagende uvæsen.

(Politivennen nr. 1107, Løverdagen, den 18de Marts 1837. Side 174-175)

Kaade Drenge beskadige Volden ved Østerport.

Det er et harmeligt skue at se hvorledes en del af Nyboders drenge huserer på den indvendige dossering af den del af volden som ligger mellem krudttårnet og de to materialhuset henimod Østerport. her føres ordentlige træfninger, under hvilke dosseringen bestiges og jorden nedtrædes, hvorved stadige reparationer bliver nødvendige. Det omhandlede stykke ser ud som om det havde været udsat for kanonskud. Da den skildvagt som har sin post ved den der på volden liggende mølle, ikke kan afværge voldens beskadigelse på nævnte sted, ville det vist være hensigtsmæssigt når skaden er istandsat at lade et par mand for Østerports vagt undertiden patruljere der forbi for at bortjage drengene som vist nok når de ser sig forstyrrede i deres leg, ville vælge en anden tumleplads.

(Politivennen nr. 1004, Løverdagen den 28de Marts 1835, s. 200-201)

Fornøden Berigtigelse af Herr A. Jensens Forsvar for og Fortælling om Madame Larsen.

Uagtet der kan være et og andet at indvende imod hr. Jensens fortælling om madam Larsens kurmetode, uegennyttighed osv. så vil anmelderen dog forbigå denne del af stykket. Hvad han derimod ikke kan tie til, er hans udladning om at min fortælling er "usandhed og nonsens".

Det er nemlig ved de omtalte forhør tilstrækkelig oplyst at sagen forholder sig som berettet af mig, såvel med hensyn til den omhandlede ildløs som til den voldsomme adfærd den 70-årige kone måtte udstå af vagten. Ligeledes er gerningsmanden ved den afsagte dom, anset med en ikke ubetydelig straf, samt forpligtet til at betale badskærerløn. Hr. Jensen vil heraf blive overbevist om at han farer med snak. Og jeg må herved lægge ham på hjerte at forskaffe sig bedre underretning en anden gang. For at forsvare uret er omtrent lige så umoralsk som at begå uret.

Til slut vil man anbefale madam Larsen mere varsomhed med ild og lys. For hverken naboer, genboer eller det offentlige kan være tjent med at forskrækkes af den ild hun tillader frit råderum. Hvad enten samme så rejser sig fra hendes skorsten eller fra hendes tobakspibe. 

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 830-831)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 753-757 og Politivennen nr. 569. 25. november 1826, s. 789-791.

Replik til den veltænkende Indsender af Stykket mod Madame Lassen (rettere Larsen) i sidste Politieven

Det er nok så bekendt at madam Larsen (som ved kongelig bevilling grundet på Sundhedskollegiets og andre lægers erklæringer er tilladt kirurgisk praksis)  i en tid af en halv snes år har helbredt adskillige hundrede mennesker, til dels af de højere og højestere klasser, heriblandt en mængde som dels ved egen, dels ved deres lægers forseelse var forkvaklede og ansås for uhelbredelige *). Et sådant held i at kurere ville have indbragt en læge rigdom. Hende har det indrentet hendes patienters taknemmelighed. Men i øvrigt intet uden armod. 

Og nu står en person frem som ikke undser sig ved at forbitre hende livet ved at rippe op en  ulykkestildragelse som kan hænde i ethvert laboratorium og hvorved et kært barn berøvedes hende som var hendes trofaste og duelige medhjælperske og ydede de syge det omhyggeligste tilsyn. Dersom indsenderen endda havde haft grund til sin anke, var hans forhold dog noget mindre odiøst. Men at overfalde en kone med ukvems- og spotteord fordi hun ved vagtens hjælp lader fordrive en strimmel mennesker som bestormer hendes hus, endog efter at rette vedkommende har overtydet sig om urigtigheden af den mod hende gjorte beskyldning, det er mildest talt under al kritik. 

I øvrigt vil vel enhver erkende fortællingen om en kone "som har fået panden kløvet og dog bringes i vagten" for det den er, nemlig: usandhed og nonsens.

*) At andre sygdomme opstår hos hendes patienter efter at hun har helbredt dem, er en urimelig indvending, som gendrives dels derved at hun netop uddrager alle onde væsker af legemet før hun læger sårene, dels ved justitsrådinde L's, kommandør S.s, krigsassesor Rsd og mange fleres eksempel som endnu mange år efter deres helbredelse er fuldkomment sunde og raske.

A.Jensen

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2den December 1826, s. 789-791)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 753-757, og blev besvaret i Politivennen nr. 572. 16. december 1826, s. 830-831

Voldsom Adfærd af Nyboders Vagt og taabelig Adfærd af den kloge konge Mdm. Lassen.

Det er almindelig kendt at den såkaldt kloge kone madame Lassens ene datter for nogen tid siden blev så forbrændt at hun endog fandt sin død ved det, samt at såvel moderen som en anden datter tillige var i livsfare. Dette ulykkelige tilfælde skal efter forlydende være foranlediget ved at en medicinflaske der var hensat på en varm kakkelovnen, sprang itu. Og man må på grund af det vel være berettiget til mildest talt at karakterisere madame Lassens da udviste adfærd som uforsigtig, for ikke at sige skødesløs. At de tilgrænsende naboer som en følge af den en gang udståede angst har årsag til at være årvågne og agtpågivende, vil vel ingen finde besynderligt. Ligesom det vel heller ikke kan lægges dem til last at de torsdag aften den 26. forrige måned efter at have set en ildslue stige op gennem madam Lassens skorsten, straks tilkendegav hende dette og ytrede deres frygt for den muligt indtræffende fare.

Da madame Lassen imidlertid var heldig nok til at få ilden slukket, og man for at erfare om dette virkeligt forholdt sig således, henvendte sig til hende, erklærede hun med hendes særlige bestemthed at der ikke havde været ild i hendes skorsten, og tiltalte den mand der førte ordet såre uhøfligt, i stedet for at takke for underretningen. Ja hun sendte endog bud efter Nyboders vagt for at få ham arresteret.

Vagten indfandt sig og traf manden, som madam Lassen havde begegnet så høfligt, stående i sin egen dør ved siden af hans 70-årige moder. Og da hun anmodede ham om at gå ind i huset, fik hun et sådant slag af et gevær i hovedet at hendes pande flækkede ved det. Såvel moder som søn bragtes herpå til vagten hvor de forblev en stund, da den gamle moder bragtes til hospitalet for at forbindes, hvorefter hun atter førtes tilbage til vagten. 

Om en sådan behandling i et kristent rige i et fredeligt land og under en så nådig regering kan være tilladelig eller gå ustraffet hen, overlades til høje vedkommendes bedømmelse. Ligesom også hvorledes madam Lassen bør anses for et sådant forhold. For skal en mand udsættes for at blive arresteret fordi han gør anskrig når han ser ild bryde ud, må og vil nok enhver afholde sig fra det. Og sker dette, vil det se farligt ud, såvel for staden som staten.

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 753-756)

P. Klæstrup: Nyboders Vagt. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 569. 25. november 1826, s. 789-791 og Politivennen nr. 572. 16. december 1826, s. 830-831

Madam Lassen er tidligere blevet nævnt i Politivennen 385, 17. maj 1823. I Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisteds Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 24. januar 1826 stod følgende:

Jomfru Caroline Lassen, en Datter af den under Navn af den kloge Kone bekjendte Gjordemoder Madame Lassen, mistede Livet i sit 28de Aar ved at blive opbrændt af en Flaske med Spiritus, der sprang paa en Kakkelovn, ved Siden af hvilken hun sad. Baade hendes Moder og Søster bleve ved samme ulykkelige Tilfælde beskadigede saa stærkt, at de ere sengeliggende.

Andre aviser nævnte at det var vitriol, et ætsende sulfat. Anklagen mod madam Lassen var alvorlig. Der var strenge straffe for ildspåsættelse og det uanset køn, hvilket fremgår af en dom fra 1830, hvor en 16-årig pige blev halshugget og lagt på stejle. Se i Kjøbenhavnsposten, 8. november 1830:

Hof- og Stadsretsdom i en mærkelig Criminelsag.

Ved den kongelige lands- overrets- samt hof- og stadsretsdom af 2. november 1830 blev Vallø-birketingsdom af 2. november 1830, hvorved arrestantinden Maren Poulsdatter, født den 16. august 1814, er, for at have lørdag eftermiddag, den 27. februar sidstl. da det var blevet mørkt, antændt den ild, hvorved gårdmand Peder Rasmussens, under stamhuset Giesegård hørende fæstegård blev lagt i aske, anset med straf af at have sin hals forgjort og stejles, samt bøde 40 lod til den skadelidte og lige så til kongen m.m., stadfæstet. Dog således at arrestantinden tillige bør udrede i erstatning til landets almindelige brandforsikring 919 rigsbankdaler, 27 skilling sølv. Som motiv til den af den 16-årige arrestantinden begåede forbrydelse har hun opgivet at hun fredag i forvejen havde været Peder Rasmussens kone behjælpelig ed at bære vand i en bryggerkedel, i hvilken anledning hun var blevet fortrydelig fordi Peder Rasmussens kone, da arbejdet var færdigt, udtalte at hun nu ikke havde mere til hende at bestille, i stedet for at hun havde ventet tilladelse til at forblive der hele dagen. Og at hun derfor besluttede at hævne sig over denne hjemvisning ved ildspåsættelse, hvilken beslutning hun fattede samme eftermiddag som ilden opstod om aftenen.

En Ulykke, afstedkommet ved løbske Heste.

Man har før i dette blad læst et ønske om at det måtte pålægges kørekarle at tage skaglerne fra hestene når de forlader deres køretøj ved at gå ind i husene da der så ofte sker skade ved sky eller løbske heste. Men dog er dette ønske endnu ikke opfyldt. Derfor tildrog sig et uheld tirsdag den 14. dennes. Nogle drenge fra Nyboder Skole passerede forbi en sådan af kusken forladt bondevogn. De fandt på at ville stoppe hø i næsen og den bageste åbning på hestene, at stikke dem i livet med pinde osv. Hestene som ikke kunne fordrage sådant, tog til at løbe afsted med vognen, og overkørte i farten et pigebarn på 11 år der blev således beskadiget derved at det døde 2 timer efter. Denne ulykke ville næppe have været indtruffet når skaglerne havde været fraspændte.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 185)

Bøn til det høie Admiralitets Collegium.

En mand der bor i den østlige del af staden og dagligt går forbi Nyboders vagt, har i forrige sommer ofte lagt mærke til hvorledes denne vagts mandskab såvel som de af Holmens folk der transporterer syge fra Christianshavn til søetatens hospital i Nyboder, eller til Almindeligt Hospital, og ved skibenes hjemkomst fra Toldboden til søetatens hospital har været plaget af deres varme skindhuder. Han vover derfor nu ved sommerens snarlige kommen at gøre det høje admiralitetskollegium opmærksom herpå med det ærbødige ønske at heri kunne gøres den forandring at omtalte mandskab om sommeren skulle bære en hat af læder med en plade hvori det kongelige navntræk fandtes, og om vinteren benytte de nu brugelige skindhuer.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9670-9671)

En Arresterings Historie.

Da anmelderen sammen med en god ven sidste søndag aften omtrent klokken halv elleve ville ledsage en af deres bekendte der havde været på besøg hos dem, ud til hans hjem på Østerbro, mødte vi i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej. Men i mørket genkendte personen ikke nogen af os, og var overbevist om at det var nogen der ville lave løjer med ham. Han standsede og spurgte: Hvad er I for nogle lapse? og ville vende tilbage for at tage fat på os. Da fruentimmeret som fulgte med ham holdt fast på ham i den tanke at forebygge klammeri, tabte han sin hat og blev ved at arbejde sig løs fra hende noget højrøstet. Dette bevægede vagten som stod i nærheden, til at nærme sig og at anholde nævnte person sammen med fruentimmeret. 

"Vi mødte i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej." (Nyboders vagt i Gammelvagt 6, dengang Adelgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Vi som var blevet stående noget derfra, nærmede os nu for at give fornøden oplysning og kom ligeledes ind i vagtstuen. Her genkendte personen os alle tre som sine venner, og vi fortalte nu underofficeren hvad der var sket i det håb at blive frigivet. Men man lod os vide at vi ikke kunne slippe løs før fuldmægtigen kom og havde rapporteret det passerede til kommandanten som var til bal. Vi måtte da bære vores kors med tålmodighed og finde os i vores skæbne. Men da klokken blev 2 og endnu ingen fuldmægtig kom og det faldt os ubehageligt at opholde os i en vagtstue hvor vi besværedes af hede og tobaksrøg og fik en oppasser i hælene hver gang vi ønskede at gå ud i gården for at drage frisk luft, bad vi om at blive ført til hovedvagten eller til politidirektøren som vi håbede ville løslade os når vi godtgjorde at vi var borgere i staden og intet ondt havde gjort. Men denne vores bøn blev afslået. Vi måtte derfor holde kuren ud til kl. 5 da en meldte at fuldmægtig hr. Skou var kommet hjem. Nu troede vi at vores forløsningstime var slået. Men hr. fuldmægtigen los os vente til kl. 8. Så kom han endelig blev underrettet om det passerede og skrev en rapport, hvormed han gik til kommandanten. Vi måtte dog derpå endnu vente i arresten til klokken halvti da hr. fuldmægtigen kom og forkyndte os at vi nu kunne gå.

Anmelderen tvivler ikke på at enhver af de underordnede ved denne vagt jo har efterkommet den instruks de har fået. Men da han tilligemed sit følge fandt det meget ubehageligt uden at have begået nogen brøde at tilbringe en hel nat i en vagtstue og først langt op på dagen i flere menneskers påsyn at forlade den som arrestant, så kan han ikke undlade at fremsætte det ønske til højere ansvarlige om det ikke måtte tillades den eller dem der af en misforståelse eller for en ubetydeligheds skyld bliver anholdt i Nyboders vagt at blive ført til politikammeret hvor sagen øjeblikkelig undersøges, eller arresten dog i alt fald ophører tidligt om morgenen.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6791-6794)

Indgreb i Laugsrettighed.

Selv om såvel kancelliet som politiretten har forbudt enhver uden borgerbrev at forarbejde kurve til salg, findes der dog en mand i Nyboder i tjenesten - som lader sin kone strejfe om i gaderne fra hus til hus og tilbyde forarbejdede kurve. Når ikke sådan en betydelig uorden skulle forebygges, hvortil er da et borgerbrev? Og hvorfor skal der svares næringsskat? - I Kamelgade nr. 3 bor nævnte folk.

(Politivennen nr. 395. Løverdagen den 26te Julii 1823, s. 6402).

Redacteurens Anmærkning.

Kamelgade blev fra 1893 en del af Gernersgade.

Et Vink til Commandanten i Nyeboder og Advarsel til dem der passere derigjennem

Jeg har aldrig nogensinde personlig kendt den fordums, men nu afdøde kommandant kapt. v. Lytken i Nyboder. Jeg kan heller ikke vurdere hans fortjenester for staten. Men jeg har kun tilfældigvis flere gange haft lejlighed til at være øjenvidne til de mange forskellige uordener som fandt sted der, før han tiltrådte denne post, og som han næsten ganske fik afskaffet og udryddet ved sin ufortrødne tjenstivrighed i at anvende de nødvendige strenge midler og skarpsindige forholdsregler, således at enhver af stadens indbyggere og uden frygt kunne passere igennem og forbi Nyboder ved aftenstid i mørke når deres lovlige kald og forretninger gjorde dem det til nødvendighed uden at frygte følgerne af det onde, som såvel kunne forårsages af kådhed, som selv af ondskab og andre flere hensigter. Men at hr. kaptain v. Lytken derved har oprejst sig et æresminde i enhver retsindig borgers hjerte, det er uden tvivl vist og kan kun betvivles af dem som selv finder behag i kåde og ondskabsfulde optøjer.

Det ville være ønskeligt hvis hans virksomme bestræbelser til den almindelige sikkerhed måtte komme til at gå i arv til hans efterfølger. Selv om jeg ikke kender ham, må jeg dog formode han som embedsmand i så vigtigt et kald vil gøre sig flid for at hæmme de uordener hvorom han nu muligvis er uvidende, når han bliver gjort opmærksom på dem ved et venskabeligt vink. Hertil tjener blandt andet følgende tildragelse til behagelig efterretning.

Da jeg onsdag aften den 7. i denne måned kl. halv elleve med min familie i forening med en anden familie i en wienervogn kom kørende ind af Østerport, og omtrent var midtvejs til Toldbodvej, blev en temmelig stor kattekilling af en del hos hinanden stående matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat, som til dels blev beskadiget, men faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen. Jeg fik hurtigst muligt revet kattekillingen der hængte sig fast med sine klør i barnets kjole, løs og kastede den ud på gaden. Men da vi under denne beskæftigelse allerede var kørt et godt stykke frem og jeg tillige observerede at matroserne ilede bort den modsatte vej, så så jeg mig nødsaget til i øjeblikket at lade dem fare, såsom jeg indså at deres pågribelse ville være umulig.

"Omtrent midtvejs til Toldbodvej blev en temmelig stor kattekilling af en del matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat og faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen". (Toldbodvej)

Jeg tror mig på grund af det beføjet til at spørge enhver fornuftig og tænkende mand og følende moder om ikke muligvis denne kåde og ondskabsfulde handling kunne have haft de græsseligste følger, dersom enten katten var faldet på en frugtsommelig kone eller dens køer havde beskadiget barnets øjne. For slet ikke at tale om den forskrækkelse som et sådant dyr der på sådan måde kastes på folk, muligvis kan bevirke og hvis følger er uberegnelige, ja måske uerstattelige. Tanken herom er det der offentligt bevæger mig til at bekendtgøre denne tildragelse, såvel til advarsel for enhver især som også for at opvække den i Nyboder ansatte kommandants opmærksomhed på sådan uorden, der vist ved en foranstaltet virksom patruljering og hensigtsmæssig tvangsmidler med at holde matroserne i deres boliger til rette tid, må kunne hæmmes.

(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2978-2981)

Redacteurens Anmærkning

Nyboder var næsten dobbelt så stor på Politivennens tid. Mod syd gik bydelen helt ned til Klerkegade. Adelgade drejede stik mod nord (en rest ses stadig mellem nuværende Fredericiagade og St. Pauls gade). Her var gader opkaldt efter krydderurter og dyr. Dette område blev nedrevet i 1860'erne.

Skønlitterære skildringer af Nyboder har intet eller meget lidt med såvel bygninger som beboernes vilkår at gøre. En mere realistisk skildring kan ses i Annette Vasström: Holmens by : Nyboder og dets beboere - især i nyere tid. 1985. fx side 28-29.

Om Sengetøjs Luftning på Københavns Gader

Så længe vi endnu bliver ved med at bruge sengetøj fyldt med fjer og ikke kan overkomme at have et egentligt tørre- eller bagehus i hver stad til fugtighedens uddrivelse af dunene og til fjerkraftens foryngelse (en anstalt der dog ville være fortrinlig til sundhed og behagelighed), er det vel nødvendigt at sole sine sengeklæder. Skønt det tilsigtede øjemed derved kun halvvejs opnås og man undertiden endog får regn på dem oven i købet. Imidlertid kan det på den anden side ikke nægtes at den skik at sole sengetøj på gaderne selv på de trangeste og mest myldrende gader, er en sand uskik og til stor ubekvemhed. Det er sagt på godt dansk at kaste sine lopper, sit støv, sin urenlighed på de godtfolk, der på gaden må forbi ens sengelad.

I Nyboder har de fået lov til at have sengelad (stillads, hvorover sengeklæder lægges til soling og bankning) i gaderne, så hvorfor ikke også Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv og andre steder? (Eget foto, februar 2015)

For den del af Københavns bygninger der ikke har gård nok til dette brug, kunne dels anvises bastionerne på volden, dels steder på Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv m. fl. hvor færdslen er så bred, at man ikke behøvede at komme klæderne nær. Når da Nyboder alene fik lov at have sengelad i deres gader, tror man at det hele var hjulpet.

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6888-6889)

Bøn til Vandvæsnet

Næsten i en måned har man nu på Toldbodvej manglet vand. For man kan vel godt kalde det mangel når man for hver dag hvor man har vand igen mangler i 8-10 dage. Folk som bor der finder det både trykkende og ærgerligt at de næsten hver dag må holde mennesker alene for at hente vand, enten oppe i Store Kongensgade, Borgergade, Husarkasernerne eller andre steder.

I husarkasernerne ser man hver dag en stor stimmel mennesker dels fra Toldbodvej, og dels fra Nyboder som kommer for at hente vand. Men selv her kunne de ikke alle tider få det, da der er en mængde heste som skal vandes, og skønt chefen viser den største villighed til at hjælpe på de vandtrængende, må han dog undertiden se sig nødt til at afvise dem, for ikke selv at mangle.

Vel er det sandt at de to på Toldbodvej ved hjørnet af Store Kongensgade boende brændevinsmænd kunne forbruge en stor mængde vand til, efter desværre alt for almindelig skik at pumpe koskarn osv. ud med (den ene har ogå svin, hvis skarn vel må herud på denne nydelige måde). Men man kan dog ikke indse at når vandrenderne var i god stand, de jo desuagtet måtte yde vand nok til beboernes brug.

Man nødes altså til på det indstændigste at anmode de ansvarlige om at tingen måtte sættes i den stand at de stakkels beboere på Toldbodvejen også kunne forsynes med denne så uundværlige livsfornødenhed.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5433-5435)

Esplanaden (Toldbodvej) 8 er fra 1785, så det må jo have savnet vand dengang.

Redacteurens Anmærkning

Brændevinsmænd på Toldbodvej (esplanaden) var på Politivennens tid ikke ualmindelige. Den var en af de veje hvor mange søfolk færdedes. Nogle endda ret velhavende som brændevinsbrænder Bjerre (nr. 289). Der var mange kældre med beværtning, keglebaner mv. Med navne som Toldbod Vinhus, den lille knejpe Lumskebugten, Paradiset ved indgangen til Nyboder, Brokkens Bod mv. De blev også besøgt af de mindre fine fra borgerskabet.

Pompemangel o.s.v. i Nyboder.

Der er ikke mere end 6 pumper i Nyboder, i Elefantgade 3, Krokodillegade 2 og i Delfingade 1. I de andre ingen, nemlig Tigergade, Nygade, Kattegade, Pinsvinegade, Bryggerens Længe, Ulvegade, Bjørnegade osv.

Ligeledes var det godt om flere lygter måtte blive opsat, fordi man i mørke aftner knap kan vejlede sig ved dem der er, dog ikke alene opsatte, men også i brugelig stand. Så var det også at ønske at noget sikkerhedsmiddel måtte opfindes mod faren af at arbejde ved lys på lofterne og i skurene i gårdene, da det let kan forårsage stor skade, hvilket vi så forleden aften. Måske måtte der pålægges dem som således ville arbejde, at anskaffe sikre lygter efter en bekvem opfindelse der ikke formindskede klarheden eller nytten af lyset, mens de forekom mulig skade af tanes eller endog lysestumpers nedfald under arbejderens indslumring.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2235-2236)

Uforbedret Uorden i Nyboder.

Er det ikke muligt at forandring kan finde sted ved det i Politivennen før påankede i Nyboder? Enden af mange gader især de ud til Borgergade, findes sædvanligvis overtrukket med menneskeekskrementer, og rendestenene er opfyldt med så mange stillestående og forrådnede ting at man ved at passere der forbi på varme dage, indånder lutter mephitisk luft. Beboerne i nærheden er at beklage at de dagen igennem skal leve i en sådan atmosfære. Deres sundhed må ufejlbarlig lide ved det. Man håber dog at de ansvarlige vil tage det i øjesyn hvor tungt det end måtte falde næsen, og endelig fjerne denne uorden.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 62, den 29 Junii 1799, s 979-980)