Tømmermand Andreas Richter, ansat ved Holmen, ville måske ikke være så interessant til offentliggørelse på denne blog, hvis ikke det var for en retssag han havde med Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823). Denne havde i 1807 udviklet en slags raketter til affyring fra en rampe ("orgelstel"), sjovt nok samme år som de mere velkendte Congreveske raketter blev brugt under Københavns bombardement. Han fik i 1812 tilladelse til at opføre en raketfabrik i Frederiksværk.
I 1816 blev Raketkorpset oprettet, og havde til huse i et arsenal overfor inspektørboligen i Frederiksværk. Arsenalet var ledet af Schumacher og havde "en del" arbejdsfolk, fire officerer, 8 underofficerer, en trompeter og 72 menige. Ifølge artiklerne må Andreas Richter have været en af disse arbejdsfolk. Efter Schumachers død i 1823 sygnede korpset hen.
Nedenstående bemærkninger som er tilstillet os af "en lægmand" tror vi så meget heller at burde optage, som de berøre en genstand - den danske trykkefrihed - der er af alt for stor vigtighed til at ikke ethvert bidrag til sammes fuldstændige belysning må være velkommen for dens sande venner. At de derhos angår "en simpel mands" hårde sammenstød med lovgivningen om bemeldte store borgerretlighed, er for os kun en forøget anledning til at efterkomme forfatterens anmodning om sammes optagelse:
"I Nr. 30 af Københavnsposten har De, Hr. redaktør, efter "Berlingske" optaget en meddelelse om en forhenværende skibstømmermand Richter overgået højesteretsdom, ved hvilken han for at have fornærmet en laugsavskærer ved Holmen, Palle, er blevet idømt en mulkt af 100 rbd. En sådan meddelelse om sagens endelige udfald er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at oplyse publikum synderligt om dens sande sammenhæng, og dog antager jeg at dette er nødvendigt for at man skal lære noget deraf, og hertil er sagen efter min mening virkelig skikket. Den vil nemlig ved nærmere betragtning findes at indeholde ikke uvæsenlige bidrag til at danne sig et begreb om, hvilke trange veje man må gå, hvilken modstand man finder, når man som en simpel mand påtager sig det byrdefulde og i materiel henseende lidet lønnende hverv at føre besværinger over de misbrug, som går i svang hist og her, selv om det er i meget underordnede forhold, og om hvad den er udsat for, der i sine medborgeres interesse vil tale den forurettedes sag, men ikke er istand til at gennemtrænge hemmeligholdriftssystemets alentykke mure, endog angående ubetydelige genstande, uden i alt fald først at have løbet panden i stykker imod dem, og hvorledes man kan have ret i meget, men dog hjemfalde til lovens straffende arm, når man ikke har ret i alt, og hvorledes bureaukratiets tætsluttede kohorter ved at slå en fast skanse om dets egne, selv de ringeste medlemmer, hvori det bliver meget vanskeligt at skyde nogen sådan bresche at der dermed tilføjes samme nogen betydelig blottelse, og det især når man står på et af de lavere trin af samfundets monopoliserede trappestige.
150 slag kat blev Andreas Richter idømt for sagen mod Schumacher. Hvilken slags står der ikke noget om, men her et rigt udvalgt fra det nu lukkede museum på Vestre Fængsel. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
For at oplyse dette, må det imidlertid tillades mig at gå tilbage til et par uger tidligere sager, som også fortjener omtale. Det første sammenstød som Richter havde med "autoriteterne", foregik i året 1813, da han indgav en klage til kongen over chefen for raketfabrikken på Frederiksværk, kaptajn Schumacher, og deri sigtede ham for at have gjort sig skyldig i misligheder i henseende til mandskabets lønning ved fabrikken. Richter var dengang ansat ved Frederiksværk og var tillige udnævnt til medlem af en kommission, der skulle regulere betalingsvæsenet ved fabrikken. Overkrigskommissionen erkendte selv i denne sag, at det var vist at ikke alle dele af klageskriftet kunne kaldes ugrundet eller ubeføjet klage, men fandt dog i det velbekendte krigsartikelsbreve anledning nok til at idømme Richter en straf af 150 slag kat, medens den kun idømte ovennævnte kaptajn Schumacher 1 måned fæstningsarrest af 1. grad for at have bibragt Richter 5 til 6 slag i ansigtet og for brystet med knyttet hånd, hvorved foranledigedes en 5 ugers sygdom.
Ligeledes blev det i dommen anerkendt, at der måtte tilkomme Richter erstatning for savnet af hans sædvanlige arbejdsfortjeneste, samt for svie og smerte, og desuden 64 sk i daglige diætpenge for 3 fjerdingår, hvilke Schumacher efter sin foregivne uretlige fortolkning af en admiralitetsskrivelse havde forholdt Richter, uden at man dog anerkendte, at denne forholdelse af en lovlig betaling var nogen mislighed. De værste udtryk man kunde finde imod Richter var at han om Schumachers adfærd havde brugt ordet "lovstridig"; men når sagen var bleven tilbørligt oplyst ved en ordinær domstol i stedet for ved de højst mislige militære retter, er det måske endnu spørgsmål om bemeldte udtryk ikke ville være befundet meget vel begrundet.
I alt fald er det utvivlsomt at det er menneskeligt, når den Richter idømte straf uagtet den ved kgl. resolution formildedes til 10 dages fængsel på vand og brød, måtte bibringe ham, - der troede at være i sin lovlige ret, når han fremsatte klager til kongen der efter den af den anklagedes jævnbyrdige sammensatte kommissions meget milde og skånende udtryksmåde ikke kunne kaldes ugrundede eller ubeføjede, og altså vistnok har indeholdt overmåde meget sandt og træffende - en bitter og nagende overbevisning om at i en selv retfærdig kamp imod overordnede, må den simple mand altid bukke under, og det viser vistnok en mere end almindelig energisk karakter og vilje, at han i stedet for at bøje sig for det hårde slag der tilføjedes ham under hans første optræden, senere netop har troet at burde fortsætte hvor han havde begyndt, og at vedblive med at optræde som anklager hvor han i de offentlige forhold, der lå indenfor hans synskreds, troede at spore uret, skønt han nu syntes at være blevet tilstrækkeligt belært i henseende til måden, under hvilken han burde træde op.
Det fremgår ikke af artiklen hvilket loft Erik Mogensen skulle være sprunget ud fra. Disse bygninger (Spanteloftet bagerst) fandtes også på det tidspunkt, så det kan have været dem. Foto Erik Nicolaisen Høy)
Hans næste optræden kom ham imidlertid til at stå dyrere. For at have skrevet 3 viser, hvorved formand på Holmen, Erik Mogensen anså sig fornærmet, skønt han, hvilket viserne gik ud på, i virkelig engang havde drukket sig fuld og for at sove rusen ud, havde lagt sig op på et loft på Holmen, hvorfra han var sprunget ud og derved havde stødt sit ben, mens han foregav, for at undgå skandale, at dette var sket ved at falde på gaden - og for at have indgivet en klage til retten over at være forbigået til formandsposten, hvilket i en vis henseende og når der tages hensyn til ancienniteten med fuld føje kunne siges at være tilfælde, blev Richter i året 1822 af den bekendte kombinerede ret dømt efter de ovennævnte ikke mindre bekendte krigsartikelsbreve til 1 års fæstningsarbeide, hvilken Straf dog af admiralitet formildedes til - 8 måneders forbedringshusarbejde.
Den næste ham overgåede dom er blevet afsagt af Hof- og Stadsretten, og dens udfald blev at han for at have fornærmet den i Nyboders kommandantskabs historie nok så bekendte kopiist Veith, idømtes en mulkt af 50 Rbd. og den dermed forbundne livsvarige censur, hvorfra han dog senere atter er bleven befriet ved kgl resolution.
I året 1844 eller 1845 blev han dernæst dømt i Højesteret til at bøde 500 Rbd. og til 10 års censur i en sag, hvorunder han var blevet aldeles frifundet af Hof- og Stadsretten og aktionens omkostninger pålagt det offentlige, efter at denne ret først havde forespurgt hos Kancelliet efter hvis foranstaltning sagen var blevet anlagt, hvem der skulle anses fornærmet ved den som forbryderisk ansete artikel, og hvori disse fornærmelser da skulde bestå. Hvad Hof- og Stadsretten ikke kunne udfinde, det forstod Højesteret så meget desto bedre at komme under vejr med.
Endelig blev Richter domfældt både af Hof- og Stadsretten og af Højesteret i en sag mod den ovenmeldte laugssavskærer Palle, og mulkten bestemt til 100 Rbd. Palle opnåede således vel at få Richter dømt, men denne triumf var dog efter den i Højesteret stadfæstede Hof- og Stadsretsdoms præmisser af en noget tvivlsom natur. Hovedankepunktet imod Richter bestod i at han skal have sagt om Palle, at han havde forlangt og modtaget dusører af langsavskærerne ved Holmen som betingelse for deres anbringelse sammesteds, mens derved bedre arbejdere urimeligt er blevet tilsidesat og den kgl. Tjenestes besvigelse derved har lidt afbræk. Det er i så henseende bevist og af Palle vedgået, at han aldeles ulovmedholdeligt har af de under ham arbejdende Laugsavskærere, der blive antaget og afskedigede efter hans forgodtbefindende, oppebåret ugentlige dusører, der varierede mellem 6 Rk. og 15 Mk., alt afpasset efter ugens fortjeneste, og hvorved han har tilvendt sig en årlig, aldeles ulovmedholdelig fortjeneste af flere hundrede rigsbankdaler; hvorimod det ikke er bevist, at han udtrykkelig har forlangt disse dusører, hvilket Richter ikke heller har ytret. Det er ikke heller fra Palles side modsagt at en af de arbejdere, der som anført kunne antages og afskediges efter hans forgodtbefindende, er blevet afskediget lige umiddelbart ugen efter at han havde vægret sig for at betale de sædvanlige dusører på grund af den ringe arbejdsfortjeneste. Dette nederdrægtige dusøruvæsen, som Hof- og Stadsretten har antaget uden ansvar at kunne kaldes "smøreri', er for øvrigt senere efter admiralitetets foranstaltninger der rigtignok synes at være trufne temmeligt sildigt, blevet forpurret. Det er fremdeles under sagen godtgjort at Palle flere gange har udbetalt arbejderne en ringere løn end der tilkom dem, men da dette ikke er oplyst at være fremgået af andet end fejl ved regnskabets førelse, hvori det ses at Palle ikke har været meget stiv, så er Richter kun anset for at have villet lægge noget mere ind i disse, forøvrigt for en regnskabsfører temmeligt ubehagelige fejltagelser end han kunde anses berettiget til efter omstændighederne.
Ligeledes er Richter anset for at have angivet som grund til en arbejders afskedigelse at denne efter hans egne forklaringer havde flere gange, foruden at betale de omtalte dusører, måttet affordre Palle en for lille betalt del af sit tilgodehavende, hvorfor sidstnævnte bar nag til ham. Jeg skal ikke her opholde mig ved flere af Palles ankepunkter, hvoraf den største del ikke fandtes at kunne medføre ansvar for Richter, men skal kun bemærke at det anførte synes tilstrækkeligt til at vise at om end ikke Richter har forstået at moderere sin anklage efter det som lod sig bevise under sagen, så må der tages rimelig hensyn til, når man alene vejer sagen for den moralske domstol, at han som en simpel mand ikke kan forstå at belægge sine ord efter juristeriets fordringer, og at man må være meget skånsom i sin dom, når det, som i nærværende tilfælde, findes at det er retfærdig harme over et stedfindende uvæsen, som har ledet hans pen; og som uvæsen må det da vel kunne anses og karakteriseres at der under et kgl. Kollegiums om jeg så må sige, auspicier finder sådanne uskikke sted som den, at en foresat modtager ulovmedholdelige dusører af de fattige arbejdere, og det endog i den grad at det for hver enkelt arbejder kunne løbe op til henimod 50 Rbd. om året.
Nyboder. Bunker og biler fandtes ikke på daværende tidspunkt. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Indsenderen der har lejlighed til at kende stemningen i Nyboder, med hvis beboere han har færdedes en del, kan også forsikre at de Richter overgåede domme kun have bidraget til at vække og nære medfølelsen og interessen for ham, og at man derude anser ham for en martyr for det de kalder den gode sag, samt at man holder sig overbeviist om at han ved sin virksomhed har bidraget ikke lidet til at man nu ængster sig for at begå misbrug, som tidligere gik i svang, og vogter sig selv for at pådrage sig skinnet af uret.
Ved den Richter idømte censur er han for en lang tid hæmmet i sin offentlige virksomhed, for ikke at sige standset deri, og det er måske også tvivl underkastet, om han efter at have betalt så mange lærepenge, og i betragtning af de for tiden nødvendige betingelser for at kunne skrive uden at hjemfalde til lovens straffebud, atter burde betræde en bane som han i øvrigt vel allerede for lang tid siden ville have opgivet, dersom han ikke havde tilfredsstillet et indre kald ved at fortsætte sin vandring på samme.
Jeg skal endnu kun sluttelig tilføje, at når jeg har grebet pennen for at virke til, at en offentlig omtalt sag kan stilles i sit rigtige lys, og at de Richter overgåede domfældelser kunde blive set i den rette forbindelse og sammenhæng med de omstændigheder der har fremkaldt dem, da har jeg naturligviis så godt som udelukkende har haft sagens moralske side for øje; at se nogen fremstilling fra det juridiske standpunkt, måtte man være uberettiget til at fordre af en lægmand."
(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1846)
I 1816 blev Raketkorpset oprettet, og havde til huse i et arsenal overfor inspektørboligen i Frederiksværk. Arsenalet var ledet af Schumacher og havde "en del" arbejdsfolk, fire officerer, 8 underofficerer, en trompeter og 72 menige. Ifølge artiklerne må Andreas Richter have været en af disse arbejdsfolk. Efter Schumachers død i 1823 sygnede korpset hen.
Nedenstående bemærkninger som er tilstillet os af "en lægmand" tror vi så meget heller at burde optage, som de berøre en genstand - den danske trykkefrihed - der er af alt for stor vigtighed til at ikke ethvert bidrag til sammes fuldstændige belysning må være velkommen for dens sande venner. At de derhos angår "en simpel mands" hårde sammenstød med lovgivningen om bemeldte store borgerretlighed, er for os kun en forøget anledning til at efterkomme forfatterens anmodning om sammes optagelse:
"I Nr. 30 af Københavnsposten har De, Hr. redaktør, efter "Berlingske" optaget en meddelelse om en forhenværende skibstømmermand Richter overgået højesteretsdom, ved hvilken han for at have fornærmet en laugsavskærer ved Holmen, Palle, er blevet idømt en mulkt af 100 rbd. En sådan meddelelse om sagens endelige udfald er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at oplyse publikum synderligt om dens sande sammenhæng, og dog antager jeg at dette er nødvendigt for at man skal lære noget deraf, og hertil er sagen efter min mening virkelig skikket. Den vil nemlig ved nærmere betragtning findes at indeholde ikke uvæsenlige bidrag til at danne sig et begreb om, hvilke trange veje man må gå, hvilken modstand man finder, når man som en simpel mand påtager sig det byrdefulde og i materiel henseende lidet lønnende hverv at føre besværinger over de misbrug, som går i svang hist og her, selv om det er i meget underordnede forhold, og om hvad den er udsat for, der i sine medborgeres interesse vil tale den forurettedes sag, men ikke er istand til at gennemtrænge hemmeligholdriftssystemets alentykke mure, endog angående ubetydelige genstande, uden i alt fald først at have løbet panden i stykker imod dem, og hvorledes man kan have ret i meget, men dog hjemfalde til lovens straffende arm, når man ikke har ret i alt, og hvorledes bureaukratiets tætsluttede kohorter ved at slå en fast skanse om dets egne, selv de ringeste medlemmer, hvori det bliver meget vanskeligt at skyde nogen sådan bresche at der dermed tilføjes samme nogen betydelig blottelse, og det især når man står på et af de lavere trin af samfundets monopoliserede trappestige.
For at oplyse dette, må det imidlertid tillades mig at gå tilbage til et par uger tidligere sager, som også fortjener omtale. Det første sammenstød som Richter havde med "autoriteterne", foregik i året 1813, da han indgav en klage til kongen over chefen for raketfabrikken på Frederiksværk, kaptajn Schumacher, og deri sigtede ham for at have gjort sig skyldig i misligheder i henseende til mandskabets lønning ved fabrikken. Richter var dengang ansat ved Frederiksværk og var tillige udnævnt til medlem af en kommission, der skulle regulere betalingsvæsenet ved fabrikken. Overkrigskommissionen erkendte selv i denne sag, at det var vist at ikke alle dele af klageskriftet kunne kaldes ugrundet eller ubeføjet klage, men fandt dog i det velbekendte krigsartikelsbreve anledning nok til at idømme Richter en straf af 150 slag kat, medens den kun idømte ovennævnte kaptajn Schumacher 1 måned fæstningsarrest af 1. grad for at have bibragt Richter 5 til 6 slag i ansigtet og for brystet med knyttet hånd, hvorved foranledigedes en 5 ugers sygdom.
Ligeledes blev det i dommen anerkendt, at der måtte tilkomme Richter erstatning for savnet af hans sædvanlige arbejdsfortjeneste, samt for svie og smerte, og desuden 64 sk i daglige diætpenge for 3 fjerdingår, hvilke Schumacher efter sin foregivne uretlige fortolkning af en admiralitetsskrivelse havde forholdt Richter, uden at man dog anerkendte, at denne forholdelse af en lovlig betaling var nogen mislighed. De værste udtryk man kunde finde imod Richter var at han om Schumachers adfærd havde brugt ordet "lovstridig"; men når sagen var bleven tilbørligt oplyst ved en ordinær domstol i stedet for ved de højst mislige militære retter, er det måske endnu spørgsmål om bemeldte udtryk ikke ville være befundet meget vel begrundet.
I alt fald er det utvivlsomt at det er menneskeligt, når den Richter idømte straf uagtet den ved kgl. resolution formildedes til 10 dages fængsel på vand og brød, måtte bibringe ham, - der troede at være i sin lovlige ret, når han fremsatte klager til kongen der efter den af den anklagedes jævnbyrdige sammensatte kommissions meget milde og skånende udtryksmåde ikke kunne kaldes ugrundede eller ubeføjede, og altså vistnok har indeholdt overmåde meget sandt og træffende - en bitter og nagende overbevisning om at i en selv retfærdig kamp imod overordnede, må den simple mand altid bukke under, og det viser vistnok en mere end almindelig energisk karakter og vilje, at han i stedet for at bøje sig for det hårde slag der tilføjedes ham under hans første optræden, senere netop har troet at burde fortsætte hvor han havde begyndt, og at vedblive med at optræde som anklager hvor han i de offentlige forhold, der lå indenfor hans synskreds, troede at spore uret, skønt han nu syntes at være blevet tilstrækkeligt belært i henseende til måden, under hvilken han burde træde op.
Hans næste optræden kom ham imidlertid til at stå dyrere. For at have skrevet 3 viser, hvorved formand på Holmen, Erik Mogensen anså sig fornærmet, skønt han, hvilket viserne gik ud på, i virkelig engang havde drukket sig fuld og for at sove rusen ud, havde lagt sig op på et loft på Holmen, hvorfra han var sprunget ud og derved havde stødt sit ben, mens han foregav, for at undgå skandale, at dette var sket ved at falde på gaden - og for at have indgivet en klage til retten over at være forbigået til formandsposten, hvilket i en vis henseende og når der tages hensyn til ancienniteten med fuld føje kunne siges at være tilfælde, blev Richter i året 1822 af den bekendte kombinerede ret dømt efter de ovennævnte ikke mindre bekendte krigsartikelsbreve til 1 års fæstningsarbeide, hvilken Straf dog af admiralitet formildedes til - 8 måneders forbedringshusarbejde.
Den næste ham overgåede dom er blevet afsagt af Hof- og Stadsretten, og dens udfald blev at han for at have fornærmet den i Nyboders kommandantskabs historie nok så bekendte kopiist Veith, idømtes en mulkt af 50 Rbd. og den dermed forbundne livsvarige censur, hvorfra han dog senere atter er bleven befriet ved kgl resolution.
I året 1844 eller 1845 blev han dernæst dømt i Højesteret til at bøde 500 Rbd. og til 10 års censur i en sag, hvorunder han var blevet aldeles frifundet af Hof- og Stadsretten og aktionens omkostninger pålagt det offentlige, efter at denne ret først havde forespurgt hos Kancelliet efter hvis foranstaltning sagen var blevet anlagt, hvem der skulle anses fornærmet ved den som forbryderisk ansete artikel, og hvori disse fornærmelser da skulde bestå. Hvad Hof- og Stadsretten ikke kunne udfinde, det forstod Højesteret så meget desto bedre at komme under vejr med.
Endelig blev Richter domfældt både af Hof- og Stadsretten og af Højesteret i en sag mod den ovenmeldte laugssavskærer Palle, og mulkten bestemt til 100 Rbd. Palle opnåede således vel at få Richter dømt, men denne triumf var dog efter den i Højesteret stadfæstede Hof- og Stadsretsdoms præmisser af en noget tvivlsom natur. Hovedankepunktet imod Richter bestod i at han skal have sagt om Palle, at han havde forlangt og modtaget dusører af langsavskærerne ved Holmen som betingelse for deres anbringelse sammesteds, mens derved bedre arbejdere urimeligt er blevet tilsidesat og den kgl. Tjenestes besvigelse derved har lidt afbræk. Det er i så henseende bevist og af Palle vedgået, at han aldeles ulovmedholdeligt har af de under ham arbejdende Laugsavskærere, der blive antaget og afskedigede efter hans forgodtbefindende, oppebåret ugentlige dusører, der varierede mellem 6 Rk. og 15 Mk., alt afpasset efter ugens fortjeneste, og hvorved han har tilvendt sig en årlig, aldeles ulovmedholdelig fortjeneste af flere hundrede rigsbankdaler; hvorimod det ikke er bevist, at han udtrykkelig har forlangt disse dusører, hvilket Richter ikke heller har ytret. Det er ikke heller fra Palles side modsagt at en af de arbejdere, der som anført kunne antages og afskediges efter hans forgodtbefindende, er blevet afskediget lige umiddelbart ugen efter at han havde vægret sig for at betale de sædvanlige dusører på grund af den ringe arbejdsfortjeneste. Dette nederdrægtige dusøruvæsen, som Hof- og Stadsretten har antaget uden ansvar at kunne kaldes "smøreri', er for øvrigt senere efter admiralitetets foranstaltninger der rigtignok synes at være trufne temmeligt sildigt, blevet forpurret. Det er fremdeles under sagen godtgjort at Palle flere gange har udbetalt arbejderne en ringere løn end der tilkom dem, men da dette ikke er oplyst at være fremgået af andet end fejl ved regnskabets førelse, hvori det ses at Palle ikke har været meget stiv, så er Richter kun anset for at have villet lægge noget mere ind i disse, forøvrigt for en regnskabsfører temmeligt ubehagelige fejltagelser end han kunde anses berettiget til efter omstændighederne.
Ligeledes er Richter anset for at have angivet som grund til en arbejders afskedigelse at denne efter hans egne forklaringer havde flere gange, foruden at betale de omtalte dusører, måttet affordre Palle en for lille betalt del af sit tilgodehavende, hvorfor sidstnævnte bar nag til ham. Jeg skal ikke her opholde mig ved flere af Palles ankepunkter, hvoraf den største del ikke fandtes at kunne medføre ansvar for Richter, men skal kun bemærke at det anførte synes tilstrækkeligt til at vise at om end ikke Richter har forstået at moderere sin anklage efter det som lod sig bevise under sagen, så må der tages rimelig hensyn til, når man alene vejer sagen for den moralske domstol, at han som en simpel mand ikke kan forstå at belægge sine ord efter juristeriets fordringer, og at man må være meget skånsom i sin dom, når det, som i nærværende tilfælde, findes at det er retfærdig harme over et stedfindende uvæsen, som har ledet hans pen; og som uvæsen må det da vel kunne anses og karakteriseres at der under et kgl. Kollegiums om jeg så må sige, auspicier finder sådanne uskikke sted som den, at en foresat modtager ulovmedholdelige dusører af de fattige arbejdere, og det endog i den grad at det for hver enkelt arbejder kunne løbe op til henimod 50 Rbd. om året.
Indsenderen der har lejlighed til at kende stemningen i Nyboder, med hvis beboere han har færdedes en del, kan også forsikre at de Richter overgåede domme kun have bidraget til at vække og nære medfølelsen og interessen for ham, og at man derude anser ham for en martyr for det de kalder den gode sag, samt at man holder sig overbeviist om at han ved sin virksomhed har bidraget ikke lidet til at man nu ængster sig for at begå misbrug, som tidligere gik i svang, og vogter sig selv for at pådrage sig skinnet af uret.
Ved den Richter idømte censur er han for en lang tid hæmmet i sin offentlige virksomhed, for ikke at sige standset deri, og det er måske også tvivl underkastet, om han efter at have betalt så mange lærepenge, og i betragtning af de for tiden nødvendige betingelser for at kunne skrive uden at hjemfalde til lovens straffebud, atter burde betræde en bane som han i øvrigt vel allerede for lang tid siden ville have opgivet, dersom han ikke havde tilfredsstillet et indre kald ved at fortsætte sin vandring på samme.
Jeg skal endnu kun sluttelig tilføje, at når jeg har grebet pennen for at virke til, at en offentlig omtalt sag kan stilles i sit rigtige lys, og at de Richter overgåede domfældelser kunde blive set i den rette forbindelse og sammenhæng med de omstændigheder der har fremkaldt dem, da har jeg naturligviis så godt som udelukkende har haft sagens moralske side for øje; at se nogen fremstilling fra det juridiske standpunkt, måtte man være uberettiget til at fordre af en lægmand."
(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1846)
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom over Andreas Richer i sagen om H. Veith blev offentliggjort i Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. februar 1835.
I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. januar 1844 bekendtgjorde Andreas Richter en erklæring afgivet til Københavns forligelseskommission. Heri indrømmede han at han havde stolet på en beretning af drengen Niels Peter Christensens mor om en begivenhed der var sket på søetatens drengeskoler. Efter klage fra drengeskolens lærer, cand. theol E. H. Seidelin trak han sine udtalelser tilbage.
Fredericiagade 38-42. Stykket mellem Store Kongensgade og Borgergade. Kaninlængen er i dag Fredericiagade 34 og 36/Store Kongensgade 87. Nr. 34 er fra 1911, men måske giver nabohusene et indtryk af hvor Andreas Richter boede på sine gamle dage. Foto Erik Nicolaisen Høy.
En mand af Nyboders familie der er far til 18 børn, hvoraf de 4 endnu er uforsørgede, og de yngste tvillinger, 8 år gamle, har indtil sit alders 63. år med sin talrige familie endnu aldrig ligget offentligheden til byrde, men er nu sat i den trængende stilling at han må ansøge sine venner om et understøttelseslån. Hans navn er Andreas Richter, boende på Kaninlængen nr. 69 i stuen. Indtil året 1822 var han i 25 år skibstømmermand i søetaten. For at række denne mand en hjælpsom hånd, nu da vognen hælder, har undertegnede påtaget sig at modtage små bidrag som lån der af ham igen vil blive tilbagebetalt. De som har følelse for den ulykkeige og måtte ville skænke ham deltagelse, vil behage godhedsfuldt at tilstille en af os undertegnede hvad enhver måtte behage at give. Regnskab for det indkomne skal blive aflagt.
København den 7, maj 1845.
Harald Bloch, urtekræmmer, Store Kongensgade 64 litr. A.
Terkel Mørch, urtekræmmer, Bryggerlængen 72.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. maj 1845)
En mand af Nyboders familie der er far til 18 børn, hvoraf de 4 endnu er uforsørgede, og de yngste tvillinger, 8 år gamle, har indtil sit alders 63. år med sin talrige familie endnu aldrig ligget offentligheden til byrde, men er nu sat i den trængende stilling at han må ansøge sine venner om et understøttelseslån. Hans navn er Andreas Richter, boende på Kaninlængen nr. 69 i stuen. Indtil året 1822 var han i 25 år skibstømmermand i søetaten. For at række denne mand en hjælpsom hånd, nu da vognen hælder, har undertegnede påtaget sig at modtage små bidrag som lån der af ham igen vil blive tilbagebetalt. De som har følelse for den ulykkeige og måtte ville skænke ham deltagelse, vil behage godhedsfuldt at tilstille en af os undertegnede hvad enhver måtte behage at give. Regnskab for det indkomne skal blive aflagt.
København den 7, maj 1845.
Harald Bloch, urtekræmmer, Store Kongensgade 64 litr. A.
Terkel Mørch, urtekræmmer, Bryggerlængen 72.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. maj 1845)
Kaninlængen var en del af den nuværende Fredericiagade, og gik fra Borgergade til Store Kongensgade. I en dødsboannonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 24. marts 1847 anføres han som afg. formand ved maskineriet på det Kongelige Teater og fhv. skibstømmermand.
Terkel Mørch optræder i folketællingen 1850 som 45 år gammel, født i Magleby på Langeland og bosiddende i Bryggerlængen 72, stuen & 1. sal,nutidens Olfert Fishers Gade 3. Huset er revet ned, og nyt opført i 1937.
I folketællingen 1885 optræder Harald Bloch som 70 år og forhenværende urtekræmmer. Da Harald Bloch var urtekræmmersvend i 1839, blev der ført sag imod ham og 3 andre anklaget for ulovlig handel ved at opkøbe 10 flasker stjålet gods. Han blev dog frifundet, sammen et par af de andre. (Juridisk Tidsskrift 1839, s. 188-192)
Terkel Mørch optræder i folketællingen 1850 som 45 år gammel, født i Magleby på Langeland og bosiddende i Bryggerlængen 72, stuen & 1. sal,nutidens Olfert Fishers Gade 3. Huset er revet ned, og nyt opført i 1937.
I folketællingen 1885 optræder Harald Bloch som 70 år og forhenværende urtekræmmer. Da Harald Bloch var urtekræmmersvend i 1839, blev der ført sag imod ham og 3 andre anklaget for ulovlig handel ved at opkøbe 10 flasker stjålet gods. Han blev dog frifundet, sammen et par af de andre. (Juridisk Tidsskrift 1839, s. 188-192)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar