Hans Wilhelm Meyer afvist som Reservelæge paa Frederiks Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

I et andet indslag på denne blog gennemgås en mistænkeliggørelse af lægen H. W. Meyer i anledning af af han havde fået et fint stipendiat i starten af 1855. I forlængelse af dette indslag, nedenstående artikel, se en nekrolog fra 1895. Studentermødet om Meyers indsættelse som docent ved universitetet den 7. februar 1855 stod refereret i Dagbladet (København) den 10. februar 1855.

I de nationalistiske aviser Fædrelandet og Dagbladet var han blevet mistænkeliggjort og med usaglige argumenter plæderede disse aviser for at man ikke kunne tildele en læge der havde tjent i den slesvigholstenske hær 1848-1850 et sådant stipendiat uanset hans faglige kvalifikationer. Dette udviklede sig yderligere da H. W. Meyer i efteråret 1855 blev indstillet til en stilling som reservelæge på Frederiks Hospital.

Nye Bestræbelser for Hr. Meyer. Medens de antinationale Bestræbelser til Fordeel for Dhrr. Springer og Schütze forsaavidt ere blevne kronede med Held, som de vedkommende Herrer, tiltrods for alle begrundede Indsigelser, ere komne ind i og blive siddende i de for dem udsete Embeder, fortsættes en lignende Virksomhed til Fordeel for den sørgelig bekjendte Hr. Cand. Meyer endnu med en Ufortrødenhed, om hvilken man med en gammel Talemaade kunde sige, at den var en bedre Sag værdig. 

Ved Hjælp af en lyssky Priisafhandling har man vidst at forskaffe denne tilbagevendte Schleswigholsteiner et af Universitetets største Stipendier. Man forsøgte senere at hjælpe ham til en Reservelægeplads ved Prof. Fengers Afdeling paa Frederiks Hospital. Dengang strandede denne Bestræbelse paa en bestemt Modstand fra dette Hospitals daværende Kandidater. Nu er imidlertid atter en lignende Plads ved samme (Prof. Fengers) Afdeling bleven ledig og søges blandt Andre af Hr. Meyer. Partiet arbeider meget stærkt for ham, idet det deels støtter sig til den Erklæring af Prof. Fenger (i det offenlige Studentermøde), at det er en ligegyldig Sag, at Hr. Meyer aldrig har gjort Tjeneste som Kandidat ved Hospitalet (hvilket ellers altid udfordres), da man har Undtagelser fra denne Regel, og som Exempel her paa anførte Hr. Professoren sig selv - deels støtte de sig til den Paastand, at Hr. Meyers Konkurrenter ere for unge til Embedet. Med disse to Omstændigheder forholder det sig saaledes. Prof. Fenger blev Reservelæge uden at have været Kandidat, men det var, fordi han havde været Reservechirurg ved det forhenværende chirurgiske Akademi, hvilket gav særegen Adgang til Posten som Reservechirurg paa Frederiks Hospital. Dette Præcedents involverer altsaa Intet med Hensyn til Hr. Meyer, som kun har det at støtte sig til, at han har gjort Tjeneste som Underlæge i den slesvigholsteenske Armee. Den anden Paastand, som anføres af Hr. Meyers Protektorer, er ikke stærkere. Den ene af de Kandidater, som conkurrere med Hr. Meyer, er nemlig ligesaa gammel Kandidat som den nuværende Reservechirurg paa Almindeligt Hospital var, da han blev udnævnt til denne sin Stilling, og ikke meget yngre, end den nuværende Reservemedikus ved Almindeligt Hospital var, da han tiltraadte sin Funktion. Denne Paastand er altsaa af ingen Betydning, saa meget mindre som Reservelægens Forretninger paa Almindeligt Hospital ere mere omfangsrige end paa Frederiks Hospital paa Grund af det større Patientantal og Forbindelsen med Lemmeafdelingen. 

Vi ville derfor haabe, at Hospitalets nuværende Kandidater med samme Kraft som de tidligere ville værge sig imod, at den Stilling, der efter Forholdene nærmest synes at være bestemt til videre Udvikling for en af dem, benyttes som Løftestang for en Mand, der - hans Anskuelser have nu været eller være nu hvilkesomhelst - uden noget Spørgsmaal har svigtet sit Fædreland i Nødens Stund.

(Dagbladet (København) 29. september 1855)

Hinrich August Springer (1817-1878) blev kongelig udnævnt til departementschef i det holstenske ministerium efter etatsråd Prehn i starten af 1855. Han havde indtil da haft en omfattende karriere: 1848 konstituerede den provisoriske regering ham som aktuar i Segeberg, 1. august 1848 kontorchef i indenrigsdepartementet i Rendsborg, 1849 departementschef i Krigsdepartementet. 1849-1850 medlem af den slesvig-holstenske landsforsamling, 1852 kontorchef i Det holstenske Ministerium i København, 1854 kongelig udnævnt og 1855 departementschef. 1856 og 1859 var han tilforordnet hos den kongelige kommissarius i Itzehoe Stænder. 1858 sad han i Rigsrådet. 1862 amtmand over Segeberg og Travendal Amter og forblev her i preussisk tjeneste. 1866 var han i København som kommissær for den østrigsk-preussiske civilmyndighed. 1868 blev han råd i det preussiske overpræsidium i Kiel, samme år med 4 ugers mellemrum regeringsråd og gehejmeregeringsråd. Fra 1870-73 var han medlem for Stormarn af det preussiske deputeretkammer og sluttede sig her til det frikonservative parti. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Om professor Theodor Reinhold Schütze, se andetsteds på denne blog.

Siden det aabenbare schleswigholsteinske Oprør blev dæmpet, har der, som bekjendt, fundet en ikke ringe Indsmugling Sted af schleswigholsteinske Personligheder i forskjellige Embedsstillinger. Oppositionen herimod har desværre i Reglen været frugtesløs, maaskee tildels fordi den ikke er bleven ledet med tilstrækkelig Kraft og Plan, men vistnok hovedsagelig fordi disse Indsmuglinger altid ere blevne drevne med en saadan Finhed, at Oppositionen som oftest først kunde begynde, naar Ansættelsen var skeet, og derfor maatte indskrænke sig til Protester osv., der prellede magtesløse af mod Vedkommendes tykke Hudlag. Saaledes er det gaaet med Dhrr. Schütze, Springer, Peters og flere tydske Schleswigholsteinere. Noget heldigere har Forholdet derimod stillet sig med Hensyn til en al de danske, eller idetmindste danskfødte, Schleswigholsteinere, den vore Læsere i sin Tid bekjendte Cand. med. Meyer. Som man erindrer, sluttede denne Mand sig - frivillig eller tvungen - til Oprøret, under Forhold, da hans Fædreland netop trængte til hans Hjælp som Læge, og han fandt sig saa vel hjemme blandt dets Fjender, at han ikke blot blev der det første Aar, da han sagdes at være tvungen, men ogsaa det andet og det tredie Aar, da Muligheden for at vende tilbage neppe kan betvivles. Efter Oprørets Slutning vedblev han endnu et Par Aar at vende sit Fædreland Ryggen, uagtet det i denne Tid (navnlig i Choleratiden) ikke mindre end i Krigsaarene trængte til hans og enhver Læges Hjælp. Da han endelig fandt Anledning til at vende tilbage, var det ikke, for, ydmyg og angrende, at tilstaae at han, svag og forført, havde deltaget i at forraade sit Fædreland, ikke for offenlig at udtale en Fordømmelsesdom over det rænkefulde Parti, hvormed han havde været i Forbindelse, men kun for at fremføre nogle tomme Talemaader om "Danmark mit Fødeland", om "at leve og tjene den danske Videnskab" osv., og for nu , da han neppe kunde antage, "at Gemytterne længer vare i saa stærk Bevægelse", at benytte den Protection, der, som det senere har viist sig, stod til hans Raadighed.

Det er ikke vor Hensigt her at indlade os paa nogen Undersøgelse af Hr. Meyers personlige Charakter og Forhold, eller at bedømme de Omstændigheder, der muligvis kunne tale til Undskyldning for ham, i det mindste for den Maade, hvorpaa han fra Begyndelsen af førtes ind paa den forkastelige Vei, thi dette er tidligere tilstrækkeligt afhandlet; men vi ere overbeviste om. at enhver dansk Mand vil give os Ret i, at den af Hr. Meyer factisk udviste Færd og fortsatte Deltagelse i et Oprør, der havde Fædrelandels Ødelæggelse til Formaal, aldrig kan retfærdiggjøres, og i ethvert Tilfælde kun tør haabe Tilgivelse efter en aaben Erklæring fra hans Side eller efter Handlinger i modsat Aand. Men i Stedet for at optræde paa denne Maade og afvente Fremtidens formildende Indflydelse, har Hr. Meyer viist sig ivrig for at finde Anbringelse her. Kort Tid efter hans Tilbagekomst blev han ansat som Secretair ved en Commission (om Landboforhold), for hvilken hans nidkjære Talsmand, Prof. Fenger, var Formand. Derefter forskaffede man ham et af Universitetets største Stipendier paa Grund af en Afhandling, han havde indsendt, men som han ikke senere - uagtet gjentagne Opfordringer - har villet lade komme for Lyset. Men ikke tilfreds med denne Belønning for sine Fortjenester af Fædrelandet, søgte han, støttende sig til samme Indflydelse, at blive ansat som Reservelæge ved Frederiks Hospital, hvilke Ansættelser altid have været Gjenstand for de yngre Lægers Ønsker og have været en Belønning for dem, som i de underordnede Poster have viist mere end almindelig Iver og Dygtighed. Hans første Bestræbelse i denne Retning mislykkedes imidlertid paa Grund af den alvorlige Modstand og bestemte Tilbagevisning, han mødte fra de daværende Candidaters Side. Uagtet dette skulde synes at være en tilstrækkelig Advarsel for enhver Mand med en nogenlunde fin Følelse, har Hr. Meyer nu atter, da en lignende Post er ledig, gjentaget Forsøget i samme Retning, og denne Gang har han bragt det saa vidt, at han er bleven indstillet til Hospitalsdirectionen, og at samtlige Hospitalets Candidater og Volontairer skriftlig have gjensidig forpligtet sig til at forlade Hospitalet, ifald Hr. Meyer bliver udnævnt, om hvilken Beslutning de have underrettet baade Hospitalsdirectionen og Hr. Meyer.

Med Beskyttelsen af Hr. Meyer er det nu gaaet saa vidt, og maaskee videre end det burde gaae. Vi ville ikke antage, at han, efter en saa enstemmig udtalt Mening, skulde vedblive at paatrænge sig Forhold, hvor en nogenlunde god Forstaaelse mellem dem, som skulle virke sammen, ikke er uden Betydning med Hensyn til Fyldestgjørelsen af de fælles Pligter, og endnu mindre ville vi antage, at Hospitalsdirectionen skulde være ude af Stand til at opfatte Gyldigheden af denne enstemmige Følelse og med en for vidt dreven Bestemthed vedblive at ville ophjælpe en Mand , som hverken Landet eller Hospitalet er nogen Tak skyldig, paa et ikke ringe Antal yngre Lægers Bekostning, der ærligt have opfyldt deres Pligter, og hvis eneste Brøde bestaaer i, at de frimodigen have udtalt deres Overbevisning ligeoverfor deres Overordnede, saa meget mindre som en saadan Bestemthed muligvis kan medføre ikke ringe Skade for Forholdene i selve Hospitalet. - 6

(Fædrelandet 2. oktober 1855)

En artikel med et lignende indhold kunne læses i Fædrelandet 3. oktober 1855.

Kand. med. Meyer, hvis tvetydige Forhold under det slesvig-holstenske Oprør i Vinter gav Anledning til hastige Demonstrationer fra de Studerendes Side, da det hed, at han var designeret til en ledig Lektorplads ved Universitetet, skal nu, paa Professor Fengers Anbefaling, være bleven indstillet til en Ansættelse som Reservelæge ved Frederikshospital. I denne Anledning have samtlige Hospitalets Kandidater i disse Dage forpligtet sig til, strax at forlade Hospitalet, hvis bemældte Kand. Meyer mod Forventning skulde blive ansat. Man er meget spændt paa, hvad Udfald Sagen vil faa; thi det var ikke blot i Oprørets første Aar, da han sagdes at være tvungen dertil, men ogsaa i det andet og det tredie, da Muligheden for at vende tilbage næppe kan betvivles, at Kandidat Meyer befandt sig saa vel blandt Fædrelandets Fjender, at han vedblev at vende dette Ryggen, uagtet del i den Tid (navnlig i Koleratiden), ikke mindre end i Krigsaarene, trængte til hans og enhver Læges Hjælp. Det er heller ikke for, ydmyg og angrende at tilstaa, at han har ladet sig forlede, ikke for offentlig ar udtale en Fordømmelsesdom over det rænkefulde Parti, han har tjent, at han er vendt tilbage, men kun for at fremføre nogle tomme Talemaader om "Danmark mit Fødeland", om "at leve og tjene den danske Videnstab" osv.. og for nu, da han næppe kunde antage, "at Gemytterne længer vare i saa stærk Bevægelse", at benytte den Protektion, der, som det senere har vist sig, stod til hans Raadighcd. (Rd. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. oktober 1855)

Læge og politiker Carl Emil Fenger (1814-1884) blev efter mange studier i 1840 reservekirurg ved det kirurgiske akademi, 1841 ved Frederiks hospital. Han fik senere et lektoratet på Københavns Universitet i patologiske anatomi, og indførte der en strengt videnskabelige medicin. 1845 blev han ekstraordinær, 1850 ordinær professor. I krigsårene var han overkirurg ved flere militære lazaretter. I 1851 blev han overlæge på Frederiks Hospital. 

1849-1852 var han medlem af folketinget. Efter at han i 1859 blev finansminister i ministeriet Hall stoppede han som læge og universitetslærer. Han sad i folketinget 1861-76. I december 1863 nægtede han at deltage i fordømmelsen af Monrads færd. Han overtog så direktoratet for finansministeriet under Monrad som finansminister. C.E. Fenger førte i Wien efteråret 1864 forhandlinger om fredsslutningens finansielle vilkår og fik dem mildnet en del. 1870-1872 var han finansminister i ministeriet Holstein-Holsteinborg.

C.E. Fenger blev 1868 valgt til Københavns borgerrepræsentation. Han var 1875-83 finans- og hospitalsborgmester. Han var bl.a. med til at København fik to epidemisygehuse, Øresunds- og Blegdamshospitalet, at Skt. Hans hospital blev udvidet og kommunehospitalets sygepleje reformeret, at byen fik offentlige slagtehuse, og at den fik sin særlige folketælling. Hans gennemtvang i 1870 oprettelse af en "blandet afdeling" på kommunehospitalet mod andre sagkyndiges protest, og måtte annullere den i 1875.

Ubekendt: Overlæge, politiker Carl Emil Fenger (1814-1884). 1859. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erklæring i den Meyerske Sag.

(Af Prof. Fenger)

 I "Dagbladet" for den 12te d. M. findes en anonym Artikel, underskrevet J, i hvilken der drages stærkt tilfelts imod mig for den Andeel, jeg har havt i, at Hr. Cand. W. Meyer af Frederiks Hospitals Overlæger er bleven indstillet til den ledige Reservelægepost paa Hospitalet.

Forfatteren indrømmer selv, at begge Hr. Meyers Conkurrenter vare meget yngre Kandidater, og han kunde have tilføiet, at de vare saa unge Kandidater, at Hospitals-Direktionen endnu i forrige Maaned havde meent ikke at kunne antage nogen af dem til en anden vakant Reservelægepost, saa at der for Overlægerne aldeles ikke kunde være Spørgsmaal om at indstille nogen af dem. Det kunde derfor kun være tvivlsomt, om Hr. Meyer overhovedet var kvalificeret til en saadan Ansættelse, og det er om dette Punkt, at Indsenderen har en saa afgjort Mening, at han end ikke tager i Betænkning at tillægge mig mindre ædle Bevæggrunde, fordi jeg har handlet efter den modsatte.

Der er imidlertid herved at betænke, at der er den Forskjel imellem Indsenderen og mig, at jeg kjender Hr. Meyer, men Indsenderen kjender ham ikke, at det er mig af Vigtighed, hvem der bliver min Hovedhjælper i min Virksomhed, hvilket det neppe kan være for Indsenderen, og at jeg har et Ansvar for, hvem der bliver indstillet med mit Navns Underskrift, hvilket Indsenderen ikke har. Jeg troer altsaa, at Sandsynligheden maa være for, at naar jeg erklærer ham for at være dygtig til Posten, saa fortjener dette mere Tillid, end naar Indsenderen, der skjuler sit Navn, erklærer, at han ikke er dygtig til den.

Men jeg forlanger ikke engang, at der skal tages noget Hensyn til den Overbeviisning, som jeg har dannet mig om hans Grundighed - ikke i Selskabslivet, thi der henter jeg ikke mine Domme om Folks videnskabelige Adkomster -, men ved mange alvorlige Samtaler i mit Hjem, hvor han saavelsom mange andre af mine Elever vel vide, at jeg er at faae i Tale, naar de søge Raad eller Veiledning i deres Studier. Jeg vil kun fastholde, at efter de almindelige Grundsætninger for Embedsbesættelser var han en fuldkomment kvalificeret Kandidat til den ansøgte Post, til hvilken jeg imod Indsenderens Paastand maa fastholde, at der ikke udfordres nogen foregaaende Kandidattjeneste ved Hospitalet.

Han er nemlig 8 Aars gammel Kandidat, har ved sin Examen erholdt en saa udmærket Charakteer, at den i de 17 Aar, der ere forløbne, siden den medicinsk-chirurgiske Examen fik sin nuværende Indretning, foruden ham kun er tildeelt en eneste, nu desværre, afdød Kandidat; han har foretaget en fleeraarig, videnskabelig Udenlandsrejse for at uddanne sig i sit Fag; han har efter sin Hjemkomst levnet et mindre Arbeide, som er offenliggjort, og et større, som ikke er offenliggjort, men som af det medicinske Fakultet er bleven gunstig bedømt og har forskaffet ham et af Universitetets større Stipendier.

Enhver, som kjender til, hvilke Kvalifikationer man hidtil har anseet for tilstrækkelige til Reservelægeposterne paa Hospitalerne, vil indrømme. at her endog er Adskilligt tilovers. Indsenderen har imidlertid gjort et Forsøg paa at nedsætte disse Adkomster, dog med Undtagelse af hans Examensanciennetet, thi den har ikke kunnet benægtes.

Naar der saaledes anføres hans Examenscharakteer, da søger Indsenderen at svække Indtrykket heraf ved at meddele, at han har læst ualmindelig kort til denne Examen; ellers pleier man at ansee det for Beviis paa særdeles Dygtighed og Flid, naar en Mand i kortere Tid end sædvanlig kan fuldende sine Studier paa en hæderlig Maade. - Naar der anføres, at han har foretaget en Udenlandsrejse, da mener Indsenderen, at det vel kunde være, at han Intet havde bestilt paa denne Reise, og støtter sig navnlig paa, at han ikke har havt megen Omgang med Danske paa de Steder, hvor han har opholdt sig, og at man altsaa ikke af disses Beretning har kunnet erfare, om han har været flittig. Men det er ikke paa denne Maade, at Underretning i den Henseende pleier at erhverves, men ved Vidnesbyrd fra de Mænd, under hvis Veiledning den Reisende har studeret, og ved de Vidnesbyrd, som hans egen fremskredne Udvikling bærer for den Maade, paa hvilken han har anvendt sin Tid. Men i ingen af disse Henseender mangler Hr. Meyer saa gode Vidnesbyrd, som man kan forlange; jeg finder endog, at der er al Grund til at antage, at han har været flittigere end de Fleste.

Paa hans trykte Arbeide om den medicinske Skole i Montpellier kaster Indsenderen Vrag med den Bemærkning. at det "vel ikke tør gjøre Fordring paa Andet og Mere end at betragtes som et oplysende Uddrag af et eller flere af Skolens Hovedarbejder". Af denne Bemærkning tillader jeg mig at uddrage den Slutning, at Indsenderen her taler om en Ting, som han aldeles ikke forstaaer; thi dersom han havde den mindste Kjendskab til den montpellierske Skoles Skrifter, vilde han kunne have seet, at Meyers Arbeide netop vidner om et omhyggeligt og grundigt Kildestudium. Det er forsaavidt meget heldigt for Indsenderen, at han er anonym.

Naar endelig anføres, at han har besvaret Universitetets Priisopgave og vundet den udsatte Præmie, da søger Indsenderen at svække dette med den Bemærkning, at jeg havde foranlediget Opgavens Udsættelse og var Medlem af Censurcomiteen. Hvad den første Deel af Bemærkningen angaaer, da er det allerede offenlig udtalt af en Mand, der vidste Besked, at Meyers Ankomst til Kjøbenhavn aldeles ikke stod i nogen Forbindelse med Opgavens Udsættelse, og denne Paastand skal jeg herved paa det Fuldstændigste bekræfte; den anden Deel indeholder en meget uforskammet Insinuation imod mig, da Indsenderen jo maatte vide, at jeg, naar jeg var Medlem af Censurkomiteen, maatte dømme retfærdig; men den er desuden aldeles usand, som jeg paa det Klareste skal bevise. Thi jeg var aldeles ikke Medlem af Censurcomiteen, og det vilde være mig ubegribeligt, hvorledes en Mand kan vove at fremsætte en saadan Paastand, om hvis Usandhed det er saa let at overbevise sig, dersom jeg ikke vidste, at Underskriften J ikke forpligter. At han i Dagsnummeret af "Dagbladet" har tilbagekaldt dette Udsagn, kan ikke forringe hans Skyld; den Slags Paastande bør man ikke fremsætte, uden man veed, at de ere sande. Iøvrigt gjør jeg mig en Fornøielse af at meddele, at jeg senere har læst dette Arbeide, og at jeg derved har fundet bekræftet, hvad jeg iforveien holdt mig forvisset om, at jeg ganske maatte tiltræde den af komiteens 4 Medlemmer eenstemmig udtalte Dom om Arbeidets Værdi.

Jeg finder i det Hele, at Hr. Meyers Modstandere have et saa tilstrækkeligt, skjøndt efter min Mening ikke godt, Grundfæste for deres Opposition imod ham i hans bekjendte politiske Færd, at de ikke behøve at ville berøve ham den Roes, der tilkommer ham i andre Henseender; thi denne Fremgangsmaade ansees af alle honnette Folk for uædel. Dog vilde jeg neppe have overvundet min Ulyst til at indlade mig i en Feide som denne, dersom jeg ikke troede, at den Sag, hvorom det her dreier sig, var afgjort og var afgjort imod Hr. Meyer. Thi netop derved, at han ikke erholder Reservelægeposten, er der lagt en Hindring iveien for hans Udvikling, som rimeligviis vil være af største Betydning for ham. Jeg føler mig derfor opfordret til at meddele dem af mine Medborgere, som ville troe, at jeg taler Sandhed, hvad der har bevæget mig til at ønske, at han her maatte finde nogen Imødekommen. I de 12 Aar. i hvilke jeg har været Universitetslærer, har Ingen af mine Elever i den Grad som han gjort det Indtryk paa mig, at han var en med ualmindelige Evner begavet Mand, der med sund Dømmekraft og Modenhed i Udviklingen forbandt en sjelden Interesse for Videnskaben og energisk Arbeidsdygtighed. Denne Dom er efter hans Tilbagekomst her til Byen bleven meget bestyrket, idet jeg saae, hvor godt han i de mellemliggende Aar havde bygget videre paa den her ved Universitetet lagte Grundvold, hvor megen Lyst han havde til at gaae videre i videnskabelig Retning, og hvor godt et Sindelag han medbragte til netop at fortsætte sin Udvikling i Danmark. Jeg antog og antager endnu, at vi ikke have synderlig godt Raad til at kaste Vrag paa Folk af hans Art, og at det er i vort Lands og vort Studiums Interesse ikke at nægte dem den Adgang, som de begjære. Jeg antog, at selv de Mænd, der bedømte hans politiske Feil strengere end jeg, vilde have en Følelse af, at hvad han havde begaaet, dog ikke var værre, end at det maatte kunne afsones i en rimelig Tid, og at der maatte blive en Ende paa Forfølgelsen. Derfor har jeg ønsket, ikke at han skulde patroniseres eller protegeres, men at man vilde lade ham have Fred til at vise sin Dygtighed, og at man vilde give ham de Hjælpemidler ihænde til hans Studier, som ingen ung Læge i vore Dage kan undvære. Et saadant Hjælpemiddel er den omhandlede Reservelægepost paa Frederiks Hospital; den beklædes kun i to Aar og medfører en høist ubetydelig Indtægt og et stort Arbeide, men den giver en Læge, som vil studere sin Videnskab i den Retning, som Hr. Meyer især attraaer, det aldeles uundværlige Materiale herfor, og jeg har saa stærk en Overbeviisning. som man iforveien kan have, om, at dette Materiale i hans Haand vilde have baaret udmærkede Frugter. Dette Haab er nu strandet, og jeg kan kun beklage, at der herved er afskaaret en Udsigt til Fremskridt i det videnskabelige Liv hos os, som sikkert vilde have været til Ære og Gavn for vort Fædreland.

Den 15de October 1855

Dagbladet (København) 17. oktober 1855)

Den egenlige Side af Sagen.

Hr. Professor Fenger har i "Dagbladel" for 17de d. M. afgivet en Erklæring, fremkaldt ved vor Anke i samme Blad for 12te d. M. over hans Forhold i den Meyerske Sag. Dette havde vi ventet, men ingenlunde, at Erklæringen skulde fremtræde med det Indhold og i den Form, hvori den foreligger Publikum. Vi havde haabet, og troede at kunne fordre, at Prof. Fenger havde holdt sig til Sagen selv alene og ikke til uvedkommende Biting i men. da han nu er slaaet ind paa en saadan Afvei, nødes vi til at følge ham et Øieblik for at føre ham tilbage til den egenlige Side af Sagen". - Hr. Professoren synes at være særdeles paavirket af den Omstændighed, at han, der træder aaben frem for Offenligheden, har at forhandle med en Anonym, og Mringer i denne Retning undslippe ham flere Gange; han synes ikke ret, idetmindste i det givne Tilfælde, hvor han udgjør den ene Part, at anerkjende Anonymitetens Berettigelse i den offenlige Diskussion, men denne er dog vistnok her ubestridelig, og det maa jo ogsaa være ham aldeles ligegyldigt, med hvem han forhandler ligeoverfor Publikum. Han selv derimod er ifølge sin hele Stilling til Sagen nødt til at optræde navngiven, og dette kan jo kun give ham Overvægt over sin Modstander. Vi for vort Vedkommende søge vor Overvægt alene i Sagen selv og dens rette Belysning. Og hvad vi ansee for Hovedsagen, det er:

Hr. Meyers Slesvigholstenisme, en Paastand, der af Prof. Fenger ved alle Lejligheder omhyggelig er omgaaet og ladet uberørt; i sin "Erklæring" indrømmer han nu endelig, at denne dog er "et tilstrækkeligt Grundlag for en Opposition mod Hr. Meyer". Det er dernæst "det hele Forhold fra først til sidst, hvori Universitetslæreren og Hospitalslægen Prof. Fenger i den Meyerske Sag har stillet sig til de medicinske Studerende og yngre Candidater" samt til den offenlige Moral, og ikke alene, som Prof. Fenger siger, "den Andeel, har har havt i, at Hr. Meyer af Frederiks Hospitals Overlæger er bleven indstillet til den ledige Reservelægepost ved Hospitalet".

Det er endvidere, om der i Hr. Meyers videnskabelige eller praktiske Virksomhed tidligere har foreligget eller nu foreligge tilstrækkelige objektive Data til for ham at begrunde en saa extraordinair Adkomst til en Reservelægepost ved Frederiks Hospital, at en Tilsidesættelse af de hidtil fulgte Regler ved Besættelsen af disse Poster kan finde fuld Retfærdiggjørelse, og aldeles ikke - som Hr. Prof. Fenger demonstrerer - om en Candidat som Hr. Meyer "overhovedet" eller "efter de almindelige Grundsætninger for Embedsbesættelser" kan være kvalificeret til et saadant Embede som den omhandlede Reservelægepost. Om den sidste Sætning kan der fornuftigviis ei være Meningsforskel blandt Folk med almindelig Menneskeforstand, men vel destomere om den første.

Og det er endelig, om Hr. Prof. Fengers subjektive Overbeviisning om Hr. Meyers hele Person og hans Adkomster bør eller kunne være den eneste og den rette Grundvold for Andres Bedommelse af Hr. Meyer i det Hele?

Det er især til disse Punkters rette Opklaring, at vi i vor foregaaende Artikel have søgt at yde Bidrag, og hvortil vi endnu skulle tilføie enkelte Oplysninger uden i mindste Maade at lade os anfægte af de - forsætlige eller uforsætlige - Misforstaaelser af vore Ord, der ere indflytte i Prof. Fengers Erklæring.

Hvad da først angaaer Hr. Meyers Slesvigholstenisme, da ere Prof. Fengers Meninger om "Forfølgelsen" paa Grund af denne allerede andetsteds (i "Fædrelandet" for den 18de Octdr.) træffende stillede i fuld og klar Belysning. Prof. Fenger har derhos ønsket, "at man vilde lade Hr. Meyer have Fred til al vise sin Dygtighed"; dette Ønske har Ingen overtraadt, man har blot et Par Gange paalagt ham en Dæmper, naar han igjennem Protektionen paa een Gang har villet gjøre et altfor stort Spring, og han har saaledes selv forstyrret Freden. Men naar Prof. Fenger endelig har forlangt, at Hr. Meyer med sin politiske Fortid "her maatte finde nogen Imødekommen", og "at man her vilde give ham de Hjælpemidler ihænde til hans Studium", som han især attraaer, da troe vi i Sandhed, at Hr. Professoren stiller større Fordringer til den danske Godmodighed, end selv en høi Grad af politisk Indifferentisme turde vente at see opfyldte; det tør vist ogsaa forudsættes, at ikke engang Prof. Fenger selv som en offenlig politisk Charakteer ellers vedkjender sig en saadan Indifferentisme.

Prof. Fenger har ved at omtale Hr. Meyers formeentlige Adkomst til Reservelægeposten og sine egne Bestræbelser for ham holdt sig alene til den sidste Vakance, ved hvilken han har conkurreret med langt yngre Kandidater. Dette er nu vistnok ret klogt, men ikke fuldt saa oplysende, som naar den første Vakance, der indtraf allerede i Begyndelsen af 1854, tages i Betragtning. Dette skulle vi her paatage os. Dengang konkurrerede den hertil nylig ankomne Hr. Meyer bl. A. med en Candidat, der havde taget Embedsekamen paa samme Tid som han med et meget godt Laud, der under Oprøret 1848 og 1849 havde gjort Tjeneste i den danske Marine, der havde været baade Volontair og Candidat ved Frederiks Hospital, der havde været fast ansat Candidat paa Fødselsstiftelsen, der var vel anbefalet og af Alle var erkjendt for en særdeles dygtig Candidat. Hr. Meyer havde dengang hverken sin Afhandling om "den medicinske Skole i Montpellier" eller sit Priisarbeide at støtte sig til, og sin praktiske Uddannelse havde han især erholdt i den slesvigholsteenske Oprørsarmee. Det var under disse Forhold, at Prof. Fenger første Gang optraadte som hans ivrige Protektor, for at skaffe denne fremmede, i Hospitalet saa at sige aldrig sete Candidat tvertimod al Vedtægt en Reservelægepost ved samme. Ogsaa dengang reiste Kandidater og Volontairer sig imod Prof. Fenger og Hr. Meyer, men paa et tidligere Stadium af Sagen, hvorved et formeligt Forlig blev bragt tilveie mellem de stridende Parter. I Sandhed: Ingen, som med uhildet Blik og noget nærmere Kjendskab til Hospitalsforholdene har fulgt denne Sag, har kunnet være i Tvivl om, hvorledes Prof. Fengers Optræden her burde bedømmes.

Naar Prof. Fenger med selvbehagelig Overlegenhed bebreider os vor colossale Uvidenhed, fordi vi have tilladt os at kalde Hr. Meyers ovennævnte lille Afhandling "et oplysende Uddrag af et eller flere af den Montpellierske Skoles Hovedarbejder", medens den efter Hr. Professorens Mening "vidner om et omhyggeligt og grundigt Studium af Skolens Kilder", da forekommer det os, at Modsætningen ikke saa meget ligger i disse to ikke meget forskjellige Udtryksmaader, men snarere deri, at vi ikke i dette Arbeide kunne finde noget Ualmindeligt eller særdeles Udmærket, men kun "en ret respektabel Begyndelse", medens Prof. Fenger heri seer et af de glimrende Produkter af "en med ualmindelige Evner begavet Mand".

Omendskjøndt Professor Fenger udtaler, at han ikke forlanger, at der af Andre skal tages noget Hensyn til hans subjektive Overbeviisning om Hr. Meyers hele Person, er det dog ikke alene især fra denne, at næsten alle hans Bestræbelser udgaae, men det er ogsaa især den samme, som han med den ham særegne Suffisance idelig har paaberaabt sig saavel ved det offenlige Studentermøde som i sin Erklæring. Vi have ikke den allerringeste Grund til at tvivle om Prof. Fengers ubetingede Tro paa hans egen Overbeviisnings objektive Sandhed; vi ere meget mere fuldt forvissede om, at han nærer en saadan Tro. Til hvad vi tidligere have udtalt om denne Mands udmærkede Dygtighed. Virksomhed og sjeldne Interesse for hele sit Kald, føie vi gjerne her en offenlig Anerkjendelse af hans aabne og rene Charakteer. Men Prof. Fenger har ogsaa som andre 'Mennesker sine Ufuldkommenheder og Feil; vi have paaviist een af hine: "hans Mangel paa Evne til rigtig at bedomme sine klienters sande Dygtighed, Kundskaber og deraf følgende Kvalifikation, samt til klart at gjennemskue hele deres aandelige Stemning". Og i hvilken Grad han saaledes kan tage feil af sine Folk, derpaa see vi os nu nødte til at anføre et Exempel, der ligger temmelig nær. Da i forrige Aar en Plads for en praktiserende Læge var bleven ledig i en Kjøbstad, søgte man igjennem Prof. Fenger at faae Pladsen besat. En yngre Læge blev valgt og sendt, forsynet af Prof. Fenger med fortrinlige Anbefalinger, omendskjøndt dans absolute Umulighed som praktisk Læge maatte paa Grund af hans Sindstilstand være indlysende for Enhver, endog for Lægfolk. Trods alle Forestillinger holdt Prof. Fenger ogsaa paa ham indtil det Yderste, saa at Prostitutionen blev saa stor, som det vel var muligt. Med dette slaaende Faktum i aldeles frisk Minde har man naturligviis maattet blive lidt varsom ligeoverfor alle de Lovpriisninger. der have gjenlydt, og de Bestræbelser, der ere gjorte for Slesvigholsteneren Hr. Meyer. Man har ikke paa nogen Maade kunnet opfylde Prof. Fengers Ønske at modtage ham med aabne Arme, Man har først selv villet see, førend man kunde troe. 

Og vi, der vel vidste, hvor meget Fortrinligt der fandtes hos Prof. Fenger, og haabede paa de rige Frugter, som hans aldrig hvilende, energiske Virksomhed i Fremtiden vilde kunne bringe ved Udviklingen af vore medicinale Forhold i det Hele, men nu saae, at han var ifærd med at ledes paa en Afvei, hvorved Tilliden til ham i hele Fremtiden let kunde aldeles undergraves, vi besluttede at bidrage, hvad vi formaaede, til at standse disse uheldige Bestræbelser. 

Vi troe, at Fleertallet af Prof. Fengers Medborgere mene ligesom vi, at han i hele sit Forhold i den Meyerske Sag har feilet. Direktionen for Frederiks Hospital har alt udtalt sin Dom ved at erklære, at Hr. Meyer ikke kan komme i Betragtning som Ansøger om Posten. Der er Sandsynlighed for, at Sagen var lykkedes langt bedre og paa en mere hæderlig Maade for Hr Meyer, ifald han fra Begyndelsen af var mødt uden al Prætension og uden Protektion, og dernæst selv havde arbejdet sig frem og tjent sig frem til Reservelægeposten. Vi have mange Exempler paa, at flere Aars kandidater ikke have forsmået Candidatposter ved Frederiks Hospital.

Naar Prof. Fenger til sin Beklagelse over. at Hr. Meyer ikte erholder den titnævnte Reservelægepost tilsvin, at en saadan Post er aldeles uundværlig for ham til at fortsætte sine Studier, og endelig derhos giver det stakkels Danmark den trøstesløse Forsikkring, "at der herved er afskaaret en Udsigt til Fremstridt i det videnskabelige Liv hos os, som sikkert vilde have været til Ære og Gavn for vort Fædreland da ville vi bede vore Medborgere ikke strax aldeles at tabe Modet; thi er Hr. Meyer det sjeldne lysende Phenomen paa Videnskabernes Himmel, der beskrives af Prof. Fenger, da vil han nok med sin "energiske Arbeidsdygtighed" *) finde mangfoldige andre Veie, ad hvilke han vil naae hen til det ophøiede Maal hvortil han er kaldet. J

*) Prof. Fenger tillægger os den Mening om Hr. Meyer, "at han mulig Intet har bestilt" paa sin Udenlandsrejse, "da han ikke har havt megen Omgang med Danske" osv. Saa meningsløs Tale have vi selvfølgelig ikke budt Publicum. Men vi have omtalt, "at han synes der omhyggelig at have undgaaet de Danske, selv tidligere Bekjendte." Det er let at see, at vi saavel derved som ved den følgende Sætning have villet udtrykke, hvor lidet dansk han har været i Udlandet.

Dagbladet (København) 24. oktober 1855)

Den bekiendte Sag angaaende Reservelægeposten paa det kongelige Frederiks Hospital og Hr. kandidat Meyer har nu naaet der Standpunkt, hvor den giver det størst mulige Antal Interessenter i Studenterlauget og andre Lysthavende Lejlighed til at prostituere sig paa det Eklatanteste. Sagen er godt udstyret saavel med alvorlige som med latterlige Sider, den viser, hvorledes borneert Laugsaand og Smaalighed i Nødsfald kunne tjene til at besmykke fanatisk Nationalhed, den viser, hvorledes de, der saa pralende kalde sig "de Nationale", benytte Nationaliteten til at fjerne en Concurrent, der muligen kunde gjøre dem Skaar i den Næring, som de troe sig berettigede til selv at nyde.

Da det berygtede Studentermøde havde viist sig unyttigt, sammenrottede Candidater og Volonteurer paa Frederiks Hospital sig for at forhindre Hr. Meyers Ansættelse som Reservelæge, idet de skriftligen gave hinanden det Tilsagn, at ville tage deres Afsted fra Hospitalet, om Hr. Mener opnaaede at blive Reservelæge ved samme.

Al dette Forbund skriftligt blev dokumenteret synes allerede at være et Tegn paa hemmelig Mistillid imellem de Sammensvorne indbyrdes; men hvorledes det nu forholder sig dermed - Beslutningen blev affattet skriftligt. Men denne truende Demonstration blev ikke fremført for den samlede Hospitals-Direktion - om det nu var Mangel paa Mod, eller fordi Ingen vilde paatage sig ar overbringe denne Opsigelse af Huldskab og Troskab, er ikke let at afgjøre; men man lod de enkelte Direktionsmedlemmer "underhaanden" erfare den fattede Beslutning. Direktionen kom altsaa til Kundskab derom og - lod sig virkelig kyse - Hr. Meyer bliver ikke Reservelæge. Deri bestaaer Hospitals-Directionens Prostitution, thi den har nu viist, at naar nogle Candidater og Studenter indgaae Forbund imod den, saa bliver den tvungen til at krybe til Korset. - Medens saaledes Candidater og Studenter paa den ynkeligste Maade have prostitueret sig ved at bevise, at det er dem en aldeles ligegyldig Sag, om de standse deres egen videnskabelige Fremskridt (hvilket de jo gjøre naar de modarbejde en bekjendt dygtig Mands Ansættelse i en Post, hvor hans Kundskaber og Dygtighed upaatvivlelig vilde komme dem til Nytte) naar de blot kunne opnaae at fjerne en Concurrent, der ikke har været 2 Aar Candidat paa Hospitalet og tilfredsstille deres nationale Hevntørst mod en Mand, der har været Læge i Oprørernes Tjeneste, have de "Nationales" Organer heller ikke kunnet lade denne Leilighed til Prostitution gaae ubenyttet hen. I Dagbladet begyndte en Hr. J at lamentere over det Skrækkelige i en saadan Schleswigholsteners Ansættelse, saameget mere som Hr. Meyer efter samme Js Anskuelser ikke besad nogen videre Dygtighed. Professor Fenger imødegik denne J i en Artikel i Dagbladet, der vistnok for enhver ikke af Borneerthed og Laugsaand hildet Læser maatte ansees fyldestgjørende - men hvad kunde det hjelpe? Hr. J, der af Professor Fenger blev overbeviist om at være uvidende i Sager, hvori han troede sig at være hjemme, har svaret Hr. Professor Fenger i en Tone, der ikke godt kan overtræffes af den meest uforskammede Dagbladsartikel. Han hænger sig ved Hr. Meyers Forhold under Oprøret, hvilket Professor Fenger glider saa let hen over, som han siger. Er da A eller nogen Anden berettiger til at forekaste Nogen, hvem det saa er, sit Forhold under Oprøret, efter al Hs. Maj. Kongen har udstedt Amnesti, fra hvilken som bekjendt Hr. Mever ikke er udelukket. Hr. Meyer kan vel neppe være nogen farlig Person midt i Kjøbenhavn, mellem danske Studenter, ved en dansk videnskabelig Anstalt. Kan han være det, saa seer der gudsjammerligt ud med de danske Studenters Nationalaand, og det vil Hr. J dog vel ikke indrømme er Tilfældet. Da nu Hr. J, efter Professor Fengers Udtalelse om Hr Meyers Personlighed, seer sine Paastande briste, saa vender han sig imod Professoren selv og søger at sætte dennes Dømmekraft i er tvivlsomt Lys. Der viser Hr. J sig i sin Elendigheds høieste Glands og det Exempel han anfører som Beviis for sin Paastand kan ikkun dupere de i Sagen aldeles Uindviede.

Vanskelig at forstaae bliver J, naar han betegner de mange Angreb paa Hr. Meyer som Dæmpere, der skulle hindre ham i at gjøre altfor store Spring, og mener, at det i det Hele kunde gaae Hr. Meyer bedre, om han langsomt og i Stilhed arbejdede sig frem, idet han saa trøsteligt bemærker, at flere Aars gamle Candidater flere Gange have taget tiltakke med Candidatposter ved Hospitalet. Skulde man deraf ikke kunne forledes til den Slutning, at man nok vilde taale Hr. Meyer som Candidat ved Hospitalet, og paa den Maade drage Nytte af hans Dygtighed, men ikke som Reservelæge? Hvorledes kan Hr. Meyer da være saa farlig som Reservelæge, naar han ikke vilde være det som Candidat? Deri ligger upaatvivleligt Noget, der bestyrker Formodningen om, at der under det Hele stikker Brødnid og Corporationsaand.

(Kiøbenhavnsposten 26. oktober 1855)

Meyer fortsatte som privat læge og skattet manuduktør i medicinsk sygdomslære. Blandt hans klienter var H.C. Andersen som bl.a. skriver i brev nr. 452: “Besøg af Dr Meyer og Frue, som boer inde i Krauses Gaard. Jeg sagde ham at jeg ikke var tjent med en Læge der boede 7 Mile fra Kjøbenhavn og [ikke] kom herind. Professor Hornemann var inde i Byen og havde ikke Vogn, jeg bad Meyer være Læge; han afslog det og udtalte at det vilde være en Sorg for Theodor Collin der elskede [mig]. Han ville imidlertid see ud til mig & -“. Meyer overtog alligevel snart det daglige tilsyn med Andersen.

I 1865 indrettede han en øreklinik og opdagede i 1867 en sygdomsproces - polypper - en hyppig lidelse med skæbnesvangre følger især for høreevne, men tillige for deres åndedræt, stemme, ansigtsudtryk og hele liv. I 1868 blev det publiceret i Hospitalstidende, senere under betegnelsen "adenoide vegetationer". For denne opdagelse blev han i 1881 hyldet på en international lægekongres i London hyldet, og i 1884 ved den påfølgende kongres i København.

Hædersbevisninger fra udlandet strømmede ind, fx fra det Halle-Wittenbergske universitet hvor han modtog et æresdoktordiplomet, og han optoges som medlem eller æresmedlem af talrige lægevidenskabelige selskaber. Også i Danmark skete et omslag i synet på ham i Danmark.  Ved hans 70 års fødselsdag i 1894 hædredes han i en adresse fra landets yngre ørelæger der alle var hans disciple. I 1895 døde han efter et alvorligt influenzaanfald på en rekreationsrejse til Italien. De nationalistiske vinde forstummet, internationalt havde han ry som en af de mest fremtrædende danske læger. En nekrolog i Dannebrog kan læses i et særskilt afsnit.

I oktober 1898 blev der på Gefions Plads - nuværende Fridtjof Nansens Plads - i København på internationalt støttet initiativ opsat et mindesmærke for Hans Wilhelm Meyer. Ved afsløringen var mødt repræsentanter for en international komite samt forskellige danske fremtrædende politiske og faglige personer. Monumentet var udført af Walther Runeberg og professor Bissen. I forbindelse med Rigshospitalets udvidelse blev monumentet flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Alle i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet.

Ønske til den høie Direction for det kongl. Frederiks Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Saa vist som det er, at der paa et Hospital bør herske Orden, saa vist er det ogsaa, at denne ikke maa udarte til Pedanteri. Dette synes Indsenderen at være Tilfældet ved den Bestemmelse, der er tagen med Hensyn til de qvindelige Patienter paa.Hospitalet. Disse er det nemlig i den senere Tid af Inspecteuren blevet forbudet at beskjæftige dem med at sye, hvorimod det kun er dem tilladt at strikke og læse. Grunden hertil skal, efter Forlydende, være, at Patienterne ikke ved Haandarbeide skulle søge at fortjene sig Noget. Hvorledes denne Grund, hvis det virkelig forholder sig saaledes, rimer sig med Directionens velbekjendte Humanitet og Billighedsfølelse, kan Indsenderen ikke indsee. Paa hospitalet faae Patienterne kun Medicin og Kost men, snurrigt nok paa et saa rigt Hospital, hverken Thee eller Sukker, hvilke tvende Artikler Overlægerne for have reqvireret til meget fattige Patienter, men hvilket i den senere Tid pludseligt er hørt op, og altsaa formodentlig er blevet forbudt af Directionen. Hvis nu ogsaa en fattig Pige ved at sye fortjente sig Noget til at erholde disse tvende i vore Dage uundværlige Ting, hvad kunde det da i mindste Maade skade Directionen eller rettere Hospitalet, thi dettes Tarv maa Directionen vel have havt for Øie? Denne Bestemmelse bliver overholdt saa strengt, at Opvartningskonen paa Stuen, hvor Inspecteuren træffer en Patient syende, bliver mulcteret uden Naade. Betænker man nu, at en saadan stakkels Kone, der kun har 1 Rbd. i Løn om Ugen, ikke kan have meget at undvære, da kan man let beregne, hvor nøie der bliver passet paa, at stige kontrabande Forretninger ikke blive udførte. Skulde denne Bestemmelse virkelig være udgaaet fra Directionen, hvilket Inds. nødigen vil troe , da haaber han tilligemed hele det qvindelige Personale paa Hospitalet, at en saa ubillig Bestemmelse snarest mulig maa blive hævet. Dersom det derimod skulde være en egenmægtig Anordning af Inspecteuren, da er man overbeviist om, at Directionen vil tage de fornødne Forholdsregler mod slige Indgreb i Publicums Rettigheder; thi at Hospitalet er til for Publicums Skyld og bør gjøres Enhver saa nyttigt og behageligt som muligt, derom tvivler vist Ingen, og den høie Direction sikkert mindst.

(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837).

Noget om Frederiks Hospital.

Det er blevet skik i den senere tid at hver gang man har noget at anke over ved en eller anden genstand, begynder man med at opregne alle fuldkommenhederne ved denne for ligesom at vise at man påskønner disse. Denne indledning vil vi denne gang og herefter når vi har noget at påtale, udelade og straks skride til teksten. Denne gang vil vi påanke alle de bryderier den uformuende har frem for den der har evne til at betale for at blive indlagt på hospitalet. og denne anke tror jeg fremføres bedst ved at berette sandfærdigt om en episode desangående.

Jeg kom en formiddag op til min bror og fandt ham sengeliggende og temmelig stærkt angrebet. Han bad mig at "gøre anstalter" for at få ham på hospitalet da han boede ene og ingen pleje kunne få. Og sygdommen var desuden smitsom. Han ville meget gerne derud samme dag. Jeg lovede at gøre hvad jeg kunne. Jeg gik nu til hospitalet hvor jeg fik en blanket som skulle udfyldes og påtegnes. Den lød på at patienten var "arm og nødlidende" og "ingen understøttelse havde". Med denne gik jeg da til en af fattigforstanderne, tillige medbringende hans testimonium paupertatis og nogle andre pålidelige attester. Men disse hjalp ikke. Jeg skulle også skaffe attest fra hans vært. Denne var borte, og konen kunne hverken læse eller skrive, og ingen af dem kunne da desuden på nogen tænkelig maner vide hvor mange "understøttelser" han havde osv. Imidlertid, for ikke at spilde tiden, fik jeg hende til at undertegne en linje jeg selv havde skrevet som jeg læste for hende, hvori der stod "at patienten N.N. er fattig, attesterer N. N." Det var for resten godt at konen ikke kunne læse. For ellers havde hun måske tabt al kredit for sin "nødlidende" lejer. 

Med denne "tilstrækkelige" attest begav jeg mig da atter til forstanderen og det var allerede blevet sent om eftermiddagen. Han var da ikke hjemme før om en time og denne mellemtime kunne jeg ikke benytte til at skaffe blanketten påtegnet af den anden forstander, for den anden skulle påtegne først. Da jeg nu havde fået hans påtegning, måtte jeg helt ud ved Amagerport for at få den andens påtegning. Denne var heldigvis hjemme, men alligevel var det blevet aften. Jeg ilede da fra Amagerport til hospitalet (pulchrum vides intervallum!) med denne seddel og bad om han måtte blive indlagt endnu samme aften. Men dette kunne ingenlunde ske. "I morgen formiddag engang" kom kandidaten til ham. Altså endnu en nat måtte han ligge ene og uden pleje. Først næste dags aften var preliminærerne til ende så han kunne køres derud hvor han havde kunnet komme straks hvis han havde haft råd til at betale.

Det er nu ikke vores mening at alle og enhver som kræver det, skal frit indlægges på hospitalet. Men vi mener at alle disse formaliteter (for andet er det da ikke) kunne indskrænkes betydeligt, og i alle tilfælde mener vi at enhver, han være sig rig eller fattig, burde kunne kræve en kandidat til sig samme dag og lade sig indlægge straks, mod at stille sikkerhed for den tid der medgår inden papirerne bringes i deres orden, som vi har vist, hvilket er møjsommeligt i høj grad.

 (Politivennen nr. 1158, Løverdagen, den 10de Marts 1838. Side 145-148)

"Jeg gik nu til hospitalet hvor jeg fik en blanket som skulle udfyldes og påtegnes". (Frederiks Hospital, 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning.

En artikel fra Kjøbenhavnsposten 29. august 1844 beretter om de sanitære forhold:

- Den nylig i "Fædrelandet" omtalte "Correspondance mellem en Cloak ved Frederiks Hospital og Vandrenderne sammesteds", er nu ogsaa bleven Gjenstand for Omtale i et af Provindsbladene (O. Th. Av.) hvor det med end klarere Ord hedder: "Man har længe klaget over den slette Beskaffenhed af Vandet paa Frederiks Hospital, og har endelig besluttet at lade Vandrenden eller Vandrenderne undersøge. Man har derved gjort den forbausende opdagelse, at en Vandrende ligger klods op til en Rende, der udfører Uhumskhederne fra Hospitalet, navnlig fra Anatomikammeret, og da begge Render ere pilraadne, har Svineriet staaet i den venskabelige Forbindelse med Vandet. Det kunde være interessant at vide, hvor mange Mennesker, der ere slaaede ihjel paa Hospitalet ved dette Vand".

Er det Lægerne tilladt at obducere Liig af Patienter, der for Betaling have været indlagte paa Frederiks Hospital, uden dertil at have erholdt Familiernes Samtykke?

For kort tid siden indlagdes et ungt menneske der led af brystsyge, på Frederiks Hospital hvor han efter nogle dages forløb afgik ved døden. Dagen efter indfandt nogle af hans pårørende sig på hospitalet for at se den elskede afdøde for sidste gang, hvilket de dog ikke opnåede da der af en tilstedeværende blev givet vink om at det var bedre ikke at se liget i dets nuværende tilstand. De måtte altså forlade hospitalet med uforrettet sag.

Men på begravelsesdagen erfarede nogle af sørgefølget der ville se liget, at dette var blevet obduceret da hovedet var sammensyet, øjnene udgravede af deres huller og borttaget. Der kan lige så lidt være tvivl om at denne familie såvel som enhver fornuftigt tænkende ville til videnskabernes fremme have givet sit samtykke til ligets obducering, når den derom var blevet adspurgt, som at det måtte være påfaldende uventet at se liget i en mishandlet tilstand, hvilket således kunne give anledning itl formodning og rygter om en unaturlig dødsmåde. Ovenstående spørgsmål er fremsat for at man hvis det besvares bekræftende, ikke skal overraskes på en ubehagelig måde når man i fremtiden på hospitalet måtte finde et lig i en tilstand hvori man ikke havde ventet at finde det.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 764-765).

Unoder af en graverkarl.

Fredag den 2. marts forleden blev en snedkersvend der var død på Frederiks Hospital, bragt til sit hvilested som var betalt af lauget på Assistenskirkegård, af de dertil tilsagte laugssvende. Jordpåkastelsen skete på hospitalet af en præst. Ved ligfølget var endvidere den afdødes familie til stede.

Efter at kisten var sænket ned i graven, tog enkelte af følget en spade og kastede som tegn på agtelse noget jord ned i graven, hvorimod andre fæstede et tavst blik i det kolde hjem. Ved denne lejlighed tillod en af de tilstedeværende graverkarle sig med hånende gebærder og på en i øvrigt uforskammet måde at træde op til graven og spytte ned i den, hvorpå han viste følget bort. 

Indsenderen ved ikke hvad årsagen måtte være til en sådan pøbelagtig adfærd. Men han tror næppe at det skulle være ringeagt for liget, fordi hverken præst, bedemand eller graver var med i processionen, eller også at et på simpel måde begravet lig, det vil sige hvor hverken Per eller Poul bliver ukristeligt smurt for at opfylde deres pligter, in specie skal behandles med ringeagt af graverkarlen, men penge også kun skaffer agtelse og velvillig behandling under disse omstændigheder.

At en graverkarl imidlertid i det udvortes forhold bør iagttage en høflig og beskeden adfærd, følger ligefrem af hans funktion. Da det nu er anstødeligt at møde sådan behandling som den anførte, så skal indsenderen have anmodet graverkarlens foresatte om at indskærpe disse i almindelighed og den udpegede graverkarl i særdeles fornøden sømmelig høflighed mod og ved ligfølger for fremtiden.

En snedkersvend.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 177-179)

Nogle Bemærkninger ved Stykket: "Om en Sygs Transport til Hospitalet," i forrige Nr. af Politievennen.

I beretningen om en sygs transport til hospitalet indført i forrge nummer af Politivennen, er da det passerede skreves efter indsenderens mundtlige fortælling, indløbet den fejl at der siges: "den syge førtes til hospitalets port i Bredgade", i stedet for at det var til porten i Amaliegade han bragtes, så at hvad der i øvrigt er sagt om begge porte, må forstås omvendt. I henseende til modtagelsen på Almindeligt Hospital holder indsenderen det for pligt uopfordret at erklære at han ved senere besøg på dette hospital er overbevist om at den syge ikke indbragtes i ligstduen, men i et værelse som benyttes til modtagelse af syge der fra staden indbringes, og hvori der lå en skindød som nogle timer i forvejen var indbragt. Hvis sengen havde været forsynet med et gardin eller skærmbræt, havde der aldeles ikke været nogen årsag til anke.

* * *

Til Almindeligt Hospital bringes hele tiden såvel om dagen som om natten af politiet som oftest meget usle og forkomne mennesker, som er fundet på gader og i grøfter, og som pludselig er faldet som døde døde på gaderne eller er optaget af vandet.

For at holde den strengeste renlighed or orden i en stiftelse som Almindeligt Hospital, hvori der er sp mange mennesker, har mangeårig erfaring vist at nødvendigheden kræver at der der må være:

a) Et hensigtsmæssigt badeværelse med badeindretning, og hvor der bestandigt forefindes varmt vand, badekar osv. og hvor bestandigt, nat og dag, en bademester er til stede, og desuden om natten en portner for straks at give de indbragte den første renselse og skille dem ved deres urenlighed, utøj osv.

b) Til skindøde må ligeledes haves et værelse der kan gives en passende temperatur, hvori redningsforsøg kan anstilles og de indbragte henligge i den fornødne tid indtil man har forvisset sig om den virkelige død.

c) Et tilstødende værelse benyttes i almindelighed til optagelse og undersøgelse af patienter af den bedre klasse.

Disse 3 værelser støder tæt til hinanden, dog kan man i det sidstnævnte indbringe patienter uden at passere de 2 andre værelser.

Bringes der nogen som synes at være d'ende eller skilndød, så lægges han naturligvis straks i det forreste værelse indtil han kommer til sig selv og kan indlægges i et af de andre førnævnte værelser, og derfra efter den vagthavende kandidats bestemmelse, på en sygestue eller som virkelig død, på den egentlige ligstue.

Kandidaternes værelser er fordelt på alle etager på sygestuegangen, og derfor er det naturligt at når den kandidat hvis vagttur det er, bor længere fra disse receptionsværelser, kan han ikke så hurtigt være ved hånden som den der bor tæt derved. Men for at råde bod på det, ved portneren og de øvrige vagthavende at ved vigtige tilfælde der straks må ringes på over- eller reservelægens dør, som er i stueetagen, og disse kan da straks være til stede og anordne det fornødne. Hvilket også altid har fundet og finder sted når den vagthavende kandidat støder på tvivlsomme eller vigtige tilfælde.

Udgiveren har flere gange til forskellige tider i følge med rejsende besøgt dette hospital og glædet sig over den der herskende orden og renlighed, der er så meget mere beundringsværdig som der på dette sted foruden 300 til 400 patienter findes  ca. 800 faste lemmer, for størstedelen mennesker af den usleste klasse. Ønskeligt var det om mange af stadens borgere ville overbevise sig herom ved af og til at besøge hospitalet på den tid der er åbent, og gøre sig bekendt med dets gode indretninger. For det ville tjene til at svække den fordom der fra ældre tider endnu næres om denne stiftelse, og som forårsager at kun få patienter der er i stand til at betale deres pleje, indlægges der, uagtet de derved ansatte lægers duelighed er almindeligt erkendt. Muligvis kunne også sådanne besøg vække en eller anden formuende mand til at vise velgørende mod denne stiftelse, der kun er mådeligt doteret imod det rige Frederiks Hospital. I forrige år klagedes i dette blad over stiftelsens stygge udvortes. Dersom dette vink har bevæget den velgørende konferensråd Brun til at lade bygningen afpudses og males, vil sådant meget glæde udgiveren. Men han tør også i overensstemmelse med sandheden påstå, at ordsproget "Butten blank, binnen krank" ikke kan anvendes på den i henseende til dens indre. Den i flere henseender, men især af Almindelig Hospital fortjente læge, hr. justitsråd og professor Wendt, agter at udgive en beskrivelse over dets indretninger, inventar m.m. hvilket med længsel ses i møde da den vil bidrage til at vække en større opmærksomhed for denne så gavnlige og for staden uujndværlige stiftelse.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 782-787)

Om en Sygs Transport til Hospitalet og et Ønske i denne Anledning.

Veed fredag den 28. oktober ved midnatstid at passere Dronningens Tværgade, stødte anmelderen på et menneske der lå på fortovet udenfor den gård hvori det kongelige museum findes, og som det lod til var meget hårdt angrebet af en sygdom. Foruden adskillige som omgav den syge, var også 3 vægtere til stede samt en læge som var i færd med at give ham et lægemiddel. Da jeg mærkede at den syge havde anfald af krampeslag, ytrede jeg for de tilstedeværende at det var rigtigst at han blev transporteret til hospitalet, og tilbød at betale en vogn når nogen ville hente den, hvortil en af vægterne svarede at der var ingen vognmand der ville køre den syge, da vognen derved ville tilsøles. Omsider da de omstående mærkede at de af lægen indgivne midler ikke virkede, besluttede de at bære patienten til Frederiks Hospital. Ved ankomst til porten i Bredgade, ringede en vægter der var fulgt med, på klokken, hvorpå der fra et vindue som åbnedes i første etage, gaves den besked at porten ikke åbnedes om natten. Jeg erklærede da at jeg var villig til at betale for den syges forplejning, hvilket jeg også gentog for en anden person der forsynet med en lygte kom over gården hen til jernporten og gennem gitteret så hvem der havde ringet. Men vi fik påpeget at vi måtte bringe den syge om til den anden port i Amaliegade. Af frygt for at man også her skulle vægre sig for at modtage den syge der ved et forlænget ophold og i den stilling hvori han blev båret, muligvis kunne dø undervejs, foreslog jeg at bringe ham til Almindelig Hospital hvor der straks efter at der var ringet på klokken, blev åbnet, og den syge efter anmeldelse var sket, modtaget og indlagt, formodentlig i ligstuen, da her lå en og måske flere døde. Efter at have afgivet den forklaring om den syge som vi var i stand til, opholdt vi os der omtrent et kvarter for at ville overvære den syges behandling, men endnu var der ingen læge kommet hvorimod vi fik påpeget at vi alle kunne forlade hospitalet med undtagelse af den syges mester som var med i følget.

Ved at fremsætte denne fortælling, kan jeg ikke undlade at ytre det ønske, at hospitalets port ud til Bredgade også må natten måtte åbnes til syges modtagelse, eller hvis dette af vægtige grunde ikke kan ske, dette da må bekendtgøres for vægterne for at således både disse og de som kommer dem til hjælp ved en sygs transport, kan undgå megen tidsspilde som nu forvoldes ved først forgæves at bringe den syge til denne port, og derpå føre ham den lange vej om ad Fredericiagade til hospitalets anden port, hvilket ophold kan have uberegnelige følger når en syg behøver hurtig hjælp. Men på en tid da man frygter for og har truffet flere foranstaltninger mod kolera, var det vist nok mere hensigtsmæssigt om der valgtes et sted hvortil syge som blev fundet på gaden, kunne bringes hen, og hvorfra de ikke måtte bortføres før den derværende læge havde overbevist sig om at den syge ikke var angrebet af kolera. At forsigtighed burde anvendes med de personer der havde været i umidddelbar berøring med den syge, er en selvfølge. Havde den før omtalte syge været angrebet af kolera, kunne de der havde transporteret ham og i længere tid opholdt sig i nærheden af ham, let have været anstukne, og således udbredt smitten til mange. At indlægge en syg i en ligstue eller i et værelse hvori der ligger en død, er vist nok ikke aldeles rigtigt. For man har eksempler på at skuet af et lig har haft dræbende virkning hos mennesker der er kommet til sig selv efter et ellers ikke farligt sygdomstilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 759-763)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen nr. 828, 12. november 1831, side 782-787.

Oplysning om en Liigfærd, der gjorde Opsigt.

Fredag den 16. i denne måned mødte anmelderen efter foregående indbydelse på Frederiks Hospital for at følge en afdød der til sit hvilested på Assistenskirkegården. Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen uagtet de fremstående udsmykninger blev afbrudt, på anden måde end at et stykke af en alens længde af samme blev stående udenfor ligvognen. For at kisten ikke skulle tabes undervejs, blev den fastsurret med tove til de to forreste opstandere på ligvognen og således transporteret gennem staden hvorved den tildrog sig enhver den mødte særdeles opmærksomhed.

På efterspørgsel erfarede man at den afdøde der ikke her på stedet var i nogen embedsstilling og ikke havde nære pårørende, var indlagt på hospitalet uden betaling. Men at en fjernt beslægtet havde villet forunde ham en såkaldt hæderligere eller mere anstændig begravelse end den hospitalet plejer at give sådanne. Han havde derfor sendt en ligkiste til hospitalet til en pris af 10 rigsbankdaler og desuden deponeret 20 rigsbankdaler til hospitalet til hvilket den øvrige besørgelse overlodes, så begravelsesomkostningerne som efter sigende ville andrage omtrent 30 rigsbankdaler, hermed var dækket ind når man betjente sig af 1 rigsbankdalers ligvognen. *)

"Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen." (Niels Ludvig Mariboe: Lighuset i nordre sidegård mellem Bredgade og Amaliegade, o. 1900. Brostenene kan ikke have været der på Politivennens tid. Københavns Museum.)

Da denne som bekendt nok frembyder et højst ubehageligt skue, ønskede man at benytte den til 5 rigsbankdaler. Men man lod vedkommende forstå at denne forandring ville forårsage at udgifterne som rettes efter den satte takst på ligvognen, derved ville forøges til en sum af nogle og 80 rigsbankdaler, hvorfor man fandt sig beføjet til at afbenytte den første.

Da denne ligvogn der dog synes højst upassende efter nutidens begreb om det anstændige, kun er indrettet til at rumme en kiste der består af 4 brædder, så var det dog ønskeligt at de 4 opstandere forlængedes til en sådan højde at vognen kunne modtage enhver kiste således som den bliver forfærdiget efter nutidens skik.

Regner man nu at denne bør benyttes i det mindste en gang dagligt, så kunne det måske nok lønne sig at kusken fik en mere anstændig påklædning. For det ville være vanskeligt at afgøre grundfarven på den habit som hanhavde, da den spillede mellem rødt, mørkegråt og sort. Især bukserne var yderst slemt medtagne og forsynet med utallige lapper så at han i så henseende ikke stod tilbage for den simpleste karl ved det lille vognmandslaug.

*) Med sørgetæppe og øvrige udgifter koster den dog 3 rigsbankdaler.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 691-694)