Se de to tidligere afsnit fra 1855 om Hans Wilhelm Meyer, dels da han modtog et stipendiat, dels da han ikke blev reservelæge på Frederiks Hospital.
I 1855 havde de nationalistiske dagblade i Københavns hetzet mod lægen H. W. Meyer for at have slesvigholstenske synspunkter. De havde på denne måde fået oppisket en stemning så han ikke fik stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital. En nekrolog i anledning af hans død i 1895 rehabiliterede fuldt ud H. W. Meyer:
Etatsraad, Dr. med Hans Wilhelm Meyer
Et Telegram meldte i Gaar, at den bekjendte Specialist, Dr. med Meyer er død i Venedig.
Dr. Meyer var en af den danske Lægevidenskabs Stormænd; hans Navn var vel det, der kjendtes videst ud over Landets Grænser, som uimodsigelig havde erhvervet sig en international Berømmelse. Ligesom Medicinens andre store Navne knyttedes det til en Sygdom og en Behandling, som vil bevare det til sene Tider over hele den videnskabelige Verden.
I 1868 offenliggjorde Dr. Meyer en Undersøgelse: "De adenoide Vegetationer i Næse-Svælgrummet og deres Behandling". Han beskrev her en Sygdom, som til Trods for dens enorme Udbredelse og dens store Fare aldrig havde været rigtig opfattet før, og han fastslog med ét Slag ikke alene dens hele Udvikling og Symptomkomplex, men ogsaa dens Behandling til de mindste Detailler. Intet af de Snese af Arbejder, som Specialister i de følgende omtrent tredive Aar har skrevet om dette Æmne, har kunnet tage en Tøddel fra eller lægge noget væsentigt til, hvad Opdageren den Gang skrev. Hans Beskrivelse af Sygdommen kan nævnes som et af den danske medicins klassiske og berømteste Arbejder.
De fleste Mennesker ved nu, hvad adenoide Vegetationer er, og de kjender Udskrabninger i Næsen som en Operation, der praktiseres uden Fare paa Tusender af Børn. Da den berømte Specialist Schwartz en Gang havde skrevet, at Meyers Operation havde bevaret mindst 100,000 Mennesker fra at blive døve i en ung Alder, svarede Mackenzie (Kejser Friedrichs Læge) i det britiske laryngologiske Selskabs Møde i 1888, at Tallet var galt; det maatte sættes meget højere; Tusender og Tusender af Børn, som uden Operationen vilde hjemfalde til stærk Tunghørighed eller komplet Døvhed i en ung Alder og derigjennem hæmmes eller endog fuldstændig standses i deres hele aandelige Udvikling, maatte nu takke den danske Læge for hans geniale Fund.
Etatsraad Meyer nød en Anseelse mellem sine Kolleger herhjemme, der svarede til hans Betydning, og han talte Udlandets største Læger mellem sine nære Venner, Men han var en beskeden Mand, der en Gang omtalte sin store Opdagelse som "et godt Greb i Posen, der sagde ham, at saa havde han da ikke levet forgjæves." Han var en fin Mand, i Besiddelse af sin Stands hele humane Blik, velvillig og skaansom i sin Dom, godhjærtet og hjælpsom; men hans Kjendemærke og fornemste Sans var hans logiske Skarphed og hans udmærkede Evne til altid at finde det rette, til strax at se det centrale i Sagen uden at lade sig vildlede af Sidemotiver og underordnede Hensyn.
Hans Wilhelm Meyer var Lægesøn og paa mødrene Side i Familie med de bekjendte danske Læger Horneman. Han fødtes i Fredericia, hvor Faderen var Overlæge i Hæren, og kom som lille Barn til Glückstadt, hvor han blev Student i 1843. Efter at være immatrikuleret ved Kjøbenhavns Universitet, blev han lægevidenskabelig Kandidat med Udmærkelse efter kun 4 Aars Studium Aaret efter blev han Vikar for Faderen i Glückstadt, da denne gik til den danske Hær i det første Felttog. Som praktiserende i Glückstadt kom han derfor til at gjøre Lægetjeneste ved flere af Insurgenternes Militærlasaretter, men fungerede derefter i 1850 som Læge for de fangne Danske i samme By.
Efter Krigens Slutning bebrejdede man Meyer, at han havde været Læge for Landets Fjender, og den unge, nationale Rejsning kunde i mange Aar ikke tilgive ham dette. Man tillagde ham tyske Sympathier, og han maatte paa forskjellig Maade bøde for den Vanskæbne, der bød ham at virke for syge, der havde kæmpet imod det Land, som var hans Fædreland. Man vilde den Gang ikke se, at han gjorde sin Pligt som Læge og ikke kunde handle anderledes som Faderens Stedfortræder. Da Meyer kort efter Krigen efter daværende Overlæge, senere Finansminister, Gehejmeetatsraad Fengers Ønske søgte Pladsen som Reservemedicus paa Frederiks Hospital, opagiteredes en Opposition imod ham som Følge af hans Virksomhed under Krigen, og det lykkedes at forhindre hans Udnævnelse til Trods for hans gode Kvalifikationer.
I de følgende Aar studerede han i Udlandet, hvor han traadte i nøje Forbindelse med flere af de Mænd, som senere skabte sig evropæisk Berømmelse (Virchow, Claude Bernard, Rokitansky, Skoda o m. a ), og efter Hjemkomsten nedsatte han sig som praktiserende Læge i Kjøbenhavn Kort Tid efter Hjemkomsten begyndte han med vanlig Energi paa egen Haand at studere Ørets Sygdom, saa at han i 1865 kunde oprette en Klinik for Ørets, Halsens og Næsens Sygdomme. Han dannede sig en meget betydelig Konsultationspraxis paa Kliniken, som i mange Aar var Byens største og mest ansete, og praktiserede samtidig som almindelig Læge i et stort og rigt Klientel.
I Aarenes Løb vandt Meyer stor videnskabelig Anerkjendelse hjemme og i Udlandet. Han var Medlem af forskjellige medicinske Selskaber, Præsident ved de otologiske Sektioner paa flere internationale Kongresser, Æresmedlem af det czekiske Lægeselskab i Prag og Æresdoktor ved Kjøbenhavns Universitet. Paa sin 70-aarige Fødselsdag blev han Etatsraad.
Efter en haardnakket Influenza i Vinter, som fuldstændig berøvede ham Smags- og Lugtesansen, og som gjorde den ellers kraftige og arbejdsdygtige Mand træt og svagelig, søgte Etatsraad Meyer i Foraaret til Syden for at gjenvinde sit Helbred. Efter et Brev til hans Slægtninge var han i Florens ved Jordskjælvet hvilket han beskrev som frygteligt, og tog derfra til Venedig. Her argrebes han af en ondartet Kolerine. Hans Mave var ikke stærk - han havde stærke Kolerineanfald omtrent hvert Foraar - og trods den omhyggeligste Pleje af hans Frue og to Døtre, der fulgte ham paa Rejsen, bukkede han under i Søndags. Meddelelsen om Dødsfaldet vakte i Gaar almindelig Deltagelse.
Etatsraad Meyer var gift med en Baronesse de Bretton, Datter af Læge og Plantageejer B. paa St. Thomas. Moderen var en Slægtning af Forfatteren Sir Walther Lytton Bulwer.
- Dr. C. -
(Dannebrog 5. juni 1895)
En mindesten blev opsat ved Rigshospitalet på internationalt initiativ i 1898. Den stod først på Gefions Plads, men blev senere flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Allé i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet. Den er udført af W. M. Runeberg. Hygæa, den græske gudinde for sundhed, læner sig op ad soklen og rækker en palmegren, er lavet af Vilhelm Bissen. I den anden hånd holder hun en slangestav. Den blev støbt hos bronzestøber Lauritz Rasmussen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar