Dette indslag er et ud af tre om H. W. Meyer - et eksempel på de nationalistiske hovedstadsaviser hetzede mod en læge på grund af hans tidligere tjeneste i den slesvigholstenske hær. Se afsnittet om hvordan han blev forhindret i at få en stilling i 1855 som reservelæge på Frederiks Hospital og nekrologen 1895 andetsteds på bloggen.
Et Par Ord i Anledning i den sidste Uddeling af det Smithske Stipendium ved Kjøbenhavns Universitet.
Af Cand. med. Erik Holst.
Uagtet Uddelingen af de Kjøbenhavns Universitet tillagte Stipendier selvfølgeligen i Almindelighed ikke kan interessere Publicum, er dog den ved afvigte Termin stedfundne Uddeling i en vis Henseende af en saadan Natur, at den fortjener at blive bekjendt i en større Kreds.
I Bekjendtgjørelsen om de Studerende, der i December Termin d. A. have erholdt det Smithske Stipendium findes nemlig blandt Andre Cand. med. H. W. Meyer, hvem der er tillagt 500 Rdl. aarlig i 2 Aar. De af dette Blads Læsere. der ikke tidligere have hørt Noget om denne Cand. Meyer, og som i den Anledning maatte see efter i Selmers personalhistoriske Værk "Den danske Lægestand", ville da formodenlig blive noget overraskede ved at see, at Cand. med. H. W. Meyer, der, født i Fredericia 1824, blev Student i Kiel 1843 og i Kjøbenhavn 1844, der underkastede sig den fuldstændige Lægeexamen her ved Universitetet i Efteraaret 1847 og kort efter Examen gik til Holsten, har været Læge i Insurgentarmeen. Som nærmere Oplysninger vilde derhos enhver medicinsk Studerende kunne meddele, at Cand. Meyer, der ved sin Afreise fra Kjøbenhavn var ansat ved Alm. Hospital, har svaret de af Hospitalets Candidater, der efter Oprørets Udbrud opfordrede ham til at vende tilbage, undvigende, indtil disse endelig erklærede ham, at han havde at ansee sig for afskediget; at man endvidere senere aldeles Intet har hørt fra ham eller om ham, undtagen dette, at han havde taget Ansættelse i Insurgenthæren, og at han der saavel har baaret Oprørsregeringens Uniform som oppebaaret dens Gage som militair Læge. Efter Oprørets Ende forblev Cand. Meyer i Holsten og forblev selv under Choleratiden, da Danmark i høieste Grad trængte til Lægehjælp, i sit nye Fædreland, som han nu altsaa maatte antages for bestandigen at have valgt sig, da han til Alles Forundring pludselig indfandt sig her i Kjøbenhavn i Slutningen af 1853. Som man dengang sagde, var Cand. Meyer dertil opfordret at en herværende Professor, der i sin videnskabelige Kosmopolitisme ikke formaaede at tage Hensyn til saadanne Smaating, som at Meyer var en overløben Dansk, der efter bedste Evne havde deltaget i Oprørernes Kamp imod Danmark, og som skal have underrettet Meyer om, at det nu var paa tiden at vende tilbage til Danmark. Omtrent samtidigen med Meyers Ankomst udkom nemlig en Bekjendtgjørelse fra det medicinske Facultet om, at det Smithske Stipendium vilde blive tilstaaet den forfatter, der inden en vis Tid leverede en Afhandling over et selvvalgt Emne af Læren om den oftentlige Sundhedspleje, og underhaanden erfarede man da tillige, at det længe følte Savn af en Lærestol i den nævnte Videnskab skulde afhjælpes, idet en saadan agtedes oprettet, naar man kunde faae en dertil Qvalificeret. At den Forfatter, hvem Prisen for den udsatte Opgave tilkjendtes maatte ansees for at være qvalificeret til Docentpladsen er en Selvfølge, og til sine Studiers videre Uddannelse erholdt da dennes Forfatter bemeldte Stipendium af 500 Rdl. aarlig i 2 Aar med Udsigt til Forlængelse. Naar man nu erfarer, at der, af Grunde som her ikke skulle nærmere omtales, kun indkom eet Arbeide, at dette Arbejde tilkjendtes Prisen, og at Forfatteren var den omhandlede Cand. Meyer, saa vil det forhaabenlig viIIigen indrømmes os, at tidtbemeldte Cand. Meyer nu er paa bedste Veie til at blive Docent ved Kjøbenhavns Universitet.
Efter saaledes at have meddelt ovennævnte Facta, tillade vi os at henvende os til Publikum i Almindelighed og vore academiske Medborgere i Særdeleshed med det Spørgsmaal: kan dette taales? Kan man med Rolighed see paa, at den Mand, der i Farens Stund sveg Danmark, ja endog tjente blandt dets Fjender, der først vendte tilbage til Danmark ved Udsigten til et godt Embede, at han ansættes som Lærer for danske Studenter? Vi kunne forstaae, at en Dansk kan svige Danmarks Sag for Oprørets Skyld; thi desværre Analogier dertil ere ikke vanskelige at linde, men vi kunne ikke forstaae, at man kan begaae en saadan Svig 2 Gange, at man igjen ved given Leilighed kan forlade Oprørets Sag og være villig til at, tjene den, man engang har bedraget, og vi kunne allermindst forstaae, at Universiteteis Bestyrelse kan tilstede en saadan Mand Understøttelse af Universitetets Midler. I vore Øine har Cand. Meyer paa den kraftigste Maade, han formaaede, tilkjendegivet, at han ikke længere ansaae sig for dansk Student; men det Smithske Stipendium er ikke skænket Andre; det er ikke bestemt, hverken for nuværende eller forhenværende Schleswigholsteinere eller andre Fremmede.
Vi tillade os derfor paa det Bestemteste at opfordre enten Cand. Meyer selv eller hans herværende Patroner til offenlig at fremsætte de undskyldende Oplysninger, som han formentligen maa have fremført for Consistorium, der neppe kan have været aldeles ubekjendt med hans Liv, og vi tillade os ligesaa bestemt al opfordre vore academiske Medborgere til, at de, saafremt de forventede Oplysninger fra Cand. Meyer ikke maatte befindes tilstrækkeligen undskyldende, hvad de i vore Øine neppe kunne blive, forene sig om efter bedste Evne at værne om Universitetets Ære og gjøre Alt deres til, al Kjøbenhavns Universitet ikke bliver en Forsørgelsesanstalt for forhenværende Schleswigholsteinere.
Velbekjendt med de Motiver, man hertillands almindelige underlægger principielle Kritiker, og derhos villig til at spare Cand. Meyers Forsvarere unyttige Ord, finder Indsenderen det ikke overflødigt til Slutning at angive, at jeg med mit Vidende aldrig har seet Cand. Meyer, end sige talt med ham, at jeg ingensinde har søgt det Smithske Stipendium, og at jeg endelig hverken kunde ønske eller vente at erholde den Docentplads, hvortil Cand. Meyer siges at være designeret.
(Fædrelandet 10. januar 1855)
Lægen Hans Wilhelm Meyer (1824-1895) var søn af bataljonskirurg, senere overlæge Heinrich Christian M. (1794-1874) og Henriette Catherine Hornemann (1802-76). Fra Fredericia flyttede han i 1826 med faderen til Glückstadt. 1843 startede han sit medicinstudium ved Københavns Universitet, som han allerede afsluttede i 1847 med den meget sjældne karakter egregie. Efter eksamen blev han ansat som kandidat ved Almindelig Hospital. Ved krigens udbrud 1848 opholdt han sig hos forældrene og faderen der var tilhænger af slesvig-holstenismen, overtog en ledende lægepost ved den slesvigholstenske hær.
Oplysning fra cand. med. & chir. H. W. Meyer.
I "Fædrelandet" for den 10de Januar Sp. 9 findes en Artikel, hvis Forfatter jeg er Tak skyldig, fordi han har skaffet mig Lejlighed til endelig engang offenligt at give Oplysninger in mine i Artiklen omtalte Forhold - som jeg iøvrigt stedse har været villig til at meddele til hvem der privat har henvendt sig til mig derom.
Sagen forholder sig saaledes :
Strax efterat jeg var bleven dimitteret fra den lærde Skole i Glückstadt, blev jeg Student ved Kjøbenhavns Universitet (ikke ved Kiels). Som Student blev jeg ansat ved Almindeligt Hospital og umiddelbar efter min Embedsexamen (1847) fik jeg Permission herfra, for at kunne tilbringe nogen Tid hos mine Forældre og Sødskende i Glückstadt. Denne Permission blev forlænget, da en farlig Sygdom forhindrede mig fra at vende tilbage til den fastsatte Tid.
Saaledes overraskede den 24de Marts mig, inden Sygdommen endnu var fuldkomment ophørt. Paa denne Tid var min Fader fraværende, min Familie trængte til mig som Støtte, og da min Pligt som Undersaat Intet led ved, at jeg blev i Glückstadt og overtog min Faders Praxis, tog jeg ikke i Betænkning at blive. Nogle Maaneder senere udkom der i Holsten en Værnepligtslov , der Intet kunde forandre i mine Forhold , da jeg som født og ansat i Danmark ifølge den ikke kunde blive udskreven som Værnepligtig.
Men ikke destomindre blev jeg udskreven til Soldat. Pøbelen i Glückstadt tvang med Vold den i August s. A. afholdte Militairsession, til hvilken jeg ikke engang havde modtaget nogen Tilsigelse, til at udskrive mig. Jeg fik først Etterretning herom, efterat jeg var indrulleret.
Der var for mig nu kun to Veie at vælge imellem. Den ene var, øjeblikkeligt at forlade Landet som Deserteur; dette vilde paa ingen Maade have været vanskeligt og ikke forbundet med nogen Ulempe for min egen Person, men jeg vilde da have maattet efterlade min Familie midt iblandt den samme tøilesløse Pøbel, der havde bevirket min Indrullering. Jeg kunde ikke vælge denne Vei og troer, at dette vil være indlysende for Enhver, der har kjendt Noget til Forholdene paa den Tid. - Den anden var, mundligen og skriftligen at protestere imod den anvendte Fremgangsmaade; at søge at blive fri for den mig paatvungne Forpligtelse, idet jeg støttede mig paa, at det var mig umuligt at tjene imod Danmark. Herved vilde jeg tillige have Udsigt til senere i Ro at kunne forlade Landet. Denne Vei maatte jeg vælge. Jeg henvendte mig først til den provisoriske Regering med min Protest imod at tjene imod mit Fædreland og reiste derpaa til Rendsburg for personligen at gjentage denne for et af Regeringens Medlemmer.
Ved disse og ved senere med største Udholdenhed fortsatte Anstrengelser opnaaede jeg Sikkerhed for, at jeg aldrig kunde komme til at tjene som Soldat imod Danmark, og at jeg heller ikke skulde blive sendt i Felten som Læge *). Da jeg havde opnaaet dette og da jeg, som sagt, ikke kunde komme bort, var det, og det er endnu min Overbevisning, at alle de Skridt, jeg havde gjort, kunde min Færd aldrig betragtes som en Oprørers, naar jeg som Læge behandlede de Syge paa Hospitalerne; men at den tvertimod tydeligt viste, om mit Sindelag var for Oprøret eller ikke; og jeg kan forsikkre, at man i Holsten ingenlunde har taget feil heraf.
Jeg var altsaa under Krigen ansat som Læge ved Hospitalerne og havde i det sidste Aar tillige Lægetilsyn med de danske Fanger i Gluckstadt. Jeg maa tilføje, at jeg det første Aar tjente uden Betaling, at jeg derpaa. for at subsistere, maatte tage imod en saadan, men at jeg stedse beholdt den laveste Rang en examineret Militairlæge kunde indtage.
Saasnart Krigen var endt og Ordenen gjenoprettet, tiltraadte jeg (Foraaret 1851) en videnskabelig Udenlandsrejse, for specielt at uddanne mig i enkelte Fag af Lægevidenskaben. Min Examens Udfald havde opmuntret mig til at forfølge en videnskabelig Løbebane; jeg haabede ved i længere Tid at opholde mig ved Europas mest udmærkede Høiskoler at erstatte , hvad jeg i de foregaaende Aar havde forsømt, for i Tiden derved at kunne gavne mit Fædreland. Mit Ophold i Udlandet udstrakte sig til Eftersommeren 1853; jeg havde der med Iver lagt mig eller de medicinske Discipliner, som jeg troede at have mest Talent for. En Choleraepidemi, som efter min Tilbagekomst hjemsøgte Glückstadt, tvang mig til at blive der - min Fader var nemlig syg - og at overtage Behandlingen af Cholerapatienter, indtil jeg i Efteraaret (Begyndelsen af November) i 1853 kunde vende tilbage til Kjøbenhavn.
Siden den Tid har jeg beskæftiget mig med selvstændige videnskabelige Arbejder, navnligen med Besvarelsen af en Prisopgave, som det medicinske Facilitet havde udsat den 8de Oct. 1853. Alt, hvad i den citerede Artikel i "Fædrelandet" er antydet om. at min Ankomst hertil Byen skulde staae i nogensomhelst Forbindelse med Udsættelsen af denne Prisopgave eller med en formentlig paatenkt Docentpost ved Universitetet, er aldeles grebet ud af Luften.
Til Slutningen har jeg kun Følgende at tilføie:
Jeg vilde finde det skammeligt, om jeg negtede, at jeg baade føler og altid vil føle varmt for Holsten, hvor jeg blev opdraget, og hvor mine nærmeste Paarørende leve. Men jeg maa paa det Alleralvorligste fralægge mig Beskyldningen for at nære eller nogensinde at have næret den ringeste Sympathi for den schleswigholsteinske Sag.
Danmark er mit Fødeland; her vil jeg leve og tjene den danske Videnskab, saafremt denne ikke vil forsmaae min Tjeneste.
*) Medens jeg endnu arbeidede paa at blive fri, modtog Jeg en Opfordring fra Alm. Hospitals Reservelæge til at vende tilbage ; det var mig dengang kun muligt som Svar at udtrykke mit Ønske og Haab om snart at kunne komme tilbage til Kjøbenhavn. Jeg modtog min af Overlægens undertegnede Afsked fra Alm. Hospital, da jeg allerede som Læge tjent ved et Lazareth.
(Fædrelandet 13. januar 1855).
Kandidat Meyer og hans Forsvar. En i "Fædrelandet" indrykket Artikel af Cand. med. E. Holst, som havde til Hensigt at henlede Opmærksomheden paa det af den ved sidste Uddeling af de Smithske Legater beneficerede Cand. med. Meyer udviste tvetydigt Forhold under det slesvigholsteenske Oprør, har fra denne Sidste fremkaldt et Svar i samme Blad, som vi her noget nærmere skulle belyse.
Candidat M. indrømmer, at han har tjent som Læge i den slesvigholsteenske Armee, men søger paa følgende Maade at vise, at Forhold, som han ikke var Herre over, havde tvunget ham ind i denne Stilling. Han laae syg i Glückstadt, da Oprøret udbrød; da han blev rask, maatte han blive for at beskytte sin Familie; nogle Maaneder efter blev han uventet og paa en ulovlig Maade udskrevet. Da det saaledes for Fremtiden blev ham umuligt ligeoverfor Oprøret at vedligeholde den passive Rolle, som han hidtil havde spillet, stod der ham, som han siger, to Udveie aabne, enten at desertere, hvilket efter hans Udsagn vilde have været meget let, eller at protestere mod den ham vederfarede ulovlige Medfart. Den første Udvei forkastede han, deels fordi hans Familie ikke kunde undvære ham, deels af Frygt for ved at forlade Glückstadt at udsætte sin Familie for Pøbelens Voldsomheder, dog maa han sikkert, noget have overdrevet Frygten for denne Fare, da han kort efter kunde vove at reise til Rendsburg; man kan nemlig vel ikke antage, at han iforveien har fortalt Pøbelen, om hans Rejses Maal var Rendsburg eller Kjøbenhavn. Han reiste imidlertid som sagt til Rendsburg, og hans Familie blev ikke molesteret. Maalet for Reisen var at slaae ind paa den anden Udvei, nemlig at protestere mod Udskrivningen, der jo maatte være ham lige ubehagelig som dansk Borger og som sin Families eneste Støtte; det lykkedes ham virkelig at komme til en Akkord med Oprørsregeringen, saaledes at han erholdt Tilsagn om at blive anvendt som Lazarethlæge, hvorved han baade undgik at komme til at bære Vaaben mod sine Landsmand og tillige fik en i Sammenligning med en Menigs Stilling ret behagelig Post; derimod maatte han jo rigtignok opgive det Hensyn, som oprindelig efter Oprørets Udbrud havde bevæget ham til at forblive i Glückstadt, det at støtte sin Familie ved sin personlige Nærværelse, da han vel ikke kunde gjøre sig nogen bestemt Formodning om, hvor hans Tjeneste vilde blive anvendt. Da han først var kommen i Oprørsregeringens Tjeneste, blev han der indtil Fredsslutningen. I de 3 Aar maa der vel ikke have været nogen Leilighed til at desertere, thi man kan da ikke antage, at Frygt for Pøbeloptøier, efterat den første Gjæring havde lagt sig, ogsaa i hele denne Periode skulde have holdt ham tilbage. Efter Fredsslutningen benyttede han sig ikke af Amnestien til at reise til Kjøbenhavn for at retfærdiggjøre sin Handlemaade, som her maatte betragtes med mistroiske Øine, især da han umiddelbart efter Oprørets Udbrud havde erholdt en Opfordring fra Almindeligt Hospitals Reservelæge om at indfinde sig til sin Tjeneste, hvilken han dengang kun kunde besvare - i meget svævende Udtryk; derimod reiste han til Tydskland for at bøde paa sine forsømte Studier. Dem har han da fortsat paa forskjellige Steder i Tydskland, og heldigviis har han især anvendt sin Flid og sine Evner paa en Videnskab, som umiddelbart efter hans først 2 Aar senere indtrufne Tilbagekomst til Kjøbenhavn blev Gjenstand for en Priisopgave; man maa kalde dette et sjeldent Held, da man vel ikke kan antage, at han har været vidende derom, førend denne Fakultetsbeslutning ved offenligt Opslag blev Alle bekjendt.
Cand. Meyer siger i Slutningen af sine Oplysninger, at han ikke har eller har havt slesvigholsteenske Sympathier; man maa troe ham paa hans blotte Ord, da han i del Foregaaende ikke har fremført noget Beviis derfor. Det synes imidlertid ikke, at det, saalænge Oprøret varede, har været ham saa vigtigt at gjøre denne Paastand gjældende her i Kjøbenhavn, som det er ham nu; ellers vilde hans Svar til Reservelægen vist ikke blot i almindelige Udtryk have omtalt hans Haab om snart at kunne vende tilbage, men snarere vilde han deri have nedlagt en energisk Protest imod den Behandling, han havde lidt, og en kraftig Forsikkring om uforandrede danske Sympathier. som kun tvingende Forhindringer holdt ham fra at bevise ved sin personlige Nærværelse; ialfald vilde han sikkert have benyttet den første Leilighed efter Fredsslutningen til at modarbejde den Stemning, som her maatte herske mod ham. - men han reiste strax til Tydskland og kom først 2 Aar efter hertil, netop dengang da Priisopgaven blev bekjendtgjort, og kort førend en Reserve-Lægepost paa Frederiks Hospital blev ledig *).
Hr. Meyer siger fremdeles, at Danmark er hans Fødeland, at han vil leve der og hellige del sin fremtidige Virken. Saamænd, Danmark er et godt Land! Derimod siger han intetsteds, at han under Oprørsaarene har følt for den danske Sag, og det kunne vi heller ikke antage for rimeligt efter de mange Erfaringer, vi fra Krigsaarene have paa, at virkelig, varm og kraftig Fædrelandskjærlighed yttrer sig ved Handling og Daad, ikke ved at tage personlige eller Familie- Hensyn. Med Følelsen for sit betrængte Fødeland kan man ikke saa let gaae paa Akkord, som Hr. Meyer med den provisoriske Regering; Fødelandets Opraab til sine Sønner svarer en Patriot ikke med: "Jeg kan ikke for Fader og Moder", endnu mindre med: "De maa undskylde mig, men Familiehensyn fordre, at jeg foreløbig tager Tjeneste i den fjendlige Leir". Et saadant Svar og en saadan Handlemaade vidne om en Lunkenhed, der grændser saa nær som mulig til Forræderi; men naar man sidenefter, naar Faren er forbi, og Gemytternes Bevægelse har lagt sig, stolende paa det Folks Godmodighed og Glemsomhed, som man i Farens Stund har sveget, trænger sig frem og tager imod Belønning, saa begaaer man en Handling, der grændse saa nær som mulig til Lavhed. Hr. Meyer har efter sine Ord ikke næret slesvigholsteenske Sympathier, efter hans Handlinger kan han ikke have næret danske; han har holdt sig til Slesvig- holstenernes Leir, da det var ham eller idetmindste hans Familie om at gjøre; han opslaaer nu sin Bopæl i Danmark, da det i sin Godmodighed byder ham Belønning, men muligviis er ogjaa det af høiere Familiebensyn. - Hr. Meyer har faaet det Smithske Legat; - hvad mon der bliver hans næste Belønning?
*) Denne Reservelægepost søgte Cand. Meyer, og han vilde sandsynligviis ogsaa have erholdt den, saafremt ikke en energisk Protest fra endeel af Candidaterne havde tvunget ham til at træde tilbage.
(Dagbladet (København) 19. januar 1855)
Situation udviklede sig i september måned 1855, hvor H. W. Meyer blev indstillet til en stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital, se et senere afsnit om dette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar