Henning Jensen om Københavns Gejstlige. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Det nedenstående eksempel fra den periode hvor han var medarbejder for Social-Demokraten og for avisen København om at lave nogle karakteristikker af ....

Københavns Gejstlige

Indledning.

Naar Københavnerne se en Præst med sine lange sorte Klæder, sin møllestensformede Pibekrave og sin høje Hat gaa igennem Gaden, da betages de af forskellige Følelser. For de Troende er han en Repræsentant for Kristus, en Ihændehaver af den absoluts Sandhed, en Mand der taler "Guds Ord".

De bevidste Tvivlere ser paa ham med et spørgende Smil. Er han Hykler, en Ulv i Faareklæder, der med Bevidsthed bedrager andre, eller er han selv Genstand for et Aartusinder gammelt Bedrag?

Den storø Mængde ser paa ham med en Blanding af Mistillid og Frygt. Er det Løgn eller Sandhed han siger? Er der et Himmerige og et Helvede, og gaar han med Nøglerne i Lommen?

Og den Gejstlige, som véd, at han er Genstand for disse forskellige Følelser og Betragtninger, sér sig omkring med et usikkert famlende Blik. Han befinder sig ikke vel i Gadernes Vrimmel. Med lange Skridt skynder han sig afsted. Først naar han er kommen ind i Huset, hvor man venter ham, eller ind under Kirkens høje Hvælvinger med det mystiske Halvmørke, befinder han sig vel. Her er ikke disse spejdende Blikke, disse skeptiske Smil. Her aander han frit. Hans Ansigt mister det spændte Udtryk, og han ser sig om med et alvorligt, velvilligt Smil.

Og dog hilses han af de Forbigaaende med særlig Ærbødigbed. Thi det véd alle her i Landet, at Kirken er en Stormagt, og at den, som aabenbart lægger sig ud med Kirken, er en Umulighed. Og Præsten véd det ogsaa. Han véd, at intet politisk Parti tør tage Kirkens Bekæmpelse op i sit Program. Han véd, at hans Tilhængere, de kirkelig Ortodokse, er velkomne Gæster selv i de radikaleste Partier, og at han selv, hvis han vilde gøre et saadant Parti den Ære at melde sig ind, vilde blive betragtet som et Hædersmedlem, hvem man skyldte udsøgt Opmærksomhed.

Hvorfor befinder han sig da ilde i Gadernes Vrimmel midt i et Folk, hvor de "Troende" med høj Røst udraaber deres Tro, men hvor næsten ingen tør være sin "Vantro" bekendt ?

Fordi han har en Fornemmelse af, at der er en Løgn i hele hans Magtstilling. Han véd, at de mange, som ærbødigt hilser ham, og som af mange Grunde ikke vil eller tør offenlig vedkende sig, at de har brudt med Kirkens Tro, og at de anser dens Magt som en Ulykke, - de gnider sig i Hænderne hver Gang den bliver angrebet. Thi ganske vist kan Kirkens Mænd endnu faa stemplet deres Angribere som Samfundets Udskud, de kan spærre Vejene for dem baade list og her, - men de kan ikke forhindre, at Tusinder, som offenlgt tager Afstand fra Kirkefjenderne, de glæder sig hemmeligt over hvert et velrettet Skud, der rammer den store aandelige Tyran.

Og Gejstligheden véd, at der vil komme en Tid, da denne hemmelige Opposition vover sig from for Dagens Lys ogsaa her i Landet. Den behøver ikke at frygte nogen voldsom Opposition. Den Martyrkrone, som den altid drømmer om, og som den vilde flygte for, hvis den virkelig kom, - den vil den aldrig naa. Det eneste Martyrium, der venter den er det, at Folket vil miste sin overtroiske Rædsel for den, smile ad dens Trusler og trække paa Skuldrene ad dens Urimeligheder.

Men for Mænd, hvis Lyst det er at herske over Aanden og kue alle frie Tanker, kan det Martyrium være haardt nok.

Det er "Københavns" Mening at lade en Række Portrætter af Hovedstadens mest bekendte Gejstlige fremkomme i Bladet, og Redaktionen har anmodet mig om at skrive Teksten.

Som det sig hør og bør begynder vi i Morgen med Sjællands Biskop.

Henning Jensen

(København 13. juli 1895).

Biskop Rørdam

Et underligt tørt Ansigt med skarpe Linier som skaarne ud i Træ. De tæt sammensluttede Læber tyder paa en kraftig Vilje, men ogsaa paa den ortodokse Gejstliges Bornerthed og Uimodtagelighed for nye, friske Tanker og Indtryk. De gode, venlige Øjne viser, at de sjællandske Præster og Præstefruer uden Skælven kan imødese den betydningsfulde Dag, da Biskoppen kommer paa Visitats. Han vil være en mild og elskværdig Dommer baade ved Præstens Prædiken i Kirken og over Fruens Suppe, Fisk og Steg ved den paafølgende Middag i Præstegaarden. Men hvis Præsten dristede sig til at skeje ud fra den sande Tro og den rene lutherske Lære, da vilde Bispens Læber knibe sig endnu tættere sammen, der vilde komme et Glimt i Øjet, der ikke varslede godt, Suppen Fisken og Stegen vilde blive nydte under en trykkende Tavshed, og naar Nabopræsterne var tagne hjem fra Visitatsen, vilde den ulykkelige  Synder under fire Øjne i studerekammeret blive taget alvorligt i Skole. Thi den ortodokse Gejstlige kan være nok saa god og elskværdig en Mand, hans Kærlighed vil altid være begrænset af de tre Trosartikler og den Augsburgske Konfession. Hvad der ligger derudenfor er af den Onde.

Som Biskop har Hr. Rørdam endnu ikke haft Lejlighed til at vise hvad han fører i sit Skjold. Men selv blandt dem, der er hans nærmeste kirkelige Meningsfæller, Grundtvigianerne, er der dem, der frygter hans ortodokse Stædighed, og mener, at han vil indlede en kirkelig Reaktionsperiode, og under alle Omstændigheder modsætte sig ethvert Fremskridt, 

Den første Sag, i hvilken Hr. Rørdam er traadt frem for Offenligheden som Biskop, er - skal vi sige - underlig.

Det er ham "ufatteligt, at forstandige og eftertænksomme Mennesker" i Provst Schepelerns Tale kunde finde et Angreb paa Pastor Joh. Petersen og hans gejstlige Virksomhed.

I saa Fald maa alle vi, der hørte Talen, give Afkald paa Forstand og Eftertænksomhed.

Og nu kommer Pastor Elmqvist, der aabenbart er en Beundrer af Biskoppen, og erklærer, at Talen let kunde opfattes som en indirekte Dom over den Afdøde.

Enten maa Biskop Rørdams Opfattelsesævne være ualmindelig tung, eller ... Ja, Provst Schepelern er en højtstaaende Gejstlig, Biskoppens Eftermand som Holmens Provst. Og - man skal jo ikke se Skæven i sin Broders Øje.

Foruden at være Sjællands Biskop er Hr. Rørdam tillige "Ordensbiskop". Hvad dette betyder, kan vi desværre ikke oplyse. Er det selve Ordenerne, Hr. Rørdam er Biskop for, eller er det for dem, der bærer Ordener? I første Tilfælde - hvilken Virksomhed kan en Biskop udfolde overfor Ordener? I andet Tilfælde - hvorfor tvinge de, der bærer Ordener, til et specielt biskoppeligt Tilsyn? Hvorfor kan de andre Bisper ikke tage sig af dem i deres respektive Stifter, der bærer Ordener?

Vi staar her overfor en Række Gaader.

Kun saa meget er klart, - det at være "Ordensbiskop" er noget overordenlig fint. I Rangforordningen indtager Hr. Rørdam Pladsen som Numer 1 i anden Klasse.

Af Ordener har han foreløbig kun Kommandørkorset af 2den Grad og Dannebrogskorset. Men han er selvskreven til Storkorset.

"Hvo, som ikke tager sit Kors og følger mig, er mig ikke værd". (Matth. Ev. 10, 38)

Henning Jensen

(København 14. juli 1895).

Hver uge skrev han i København indtil 24. november 1895 om forskellige andre gejstlige. Bl.a.  stiftsprovst Paulli, Indre Missions yderste højrefløj. Holmens provst Schepelern, den godmodige, glade rationalistiske landsbypræst. Sognepræst ved Helligåndskirken pastor Schack, radikal ift arbejderspørgsmålet, stridende mod Rørdam. Sognepræst ved Stefanskirken pastor Volf, formand for Indre Mission i København, halvtom kirke.  Slotspræst Poulsen, fortaler for Israelsmissionen. Provst Levinsen, Mathæuskirken, 4/5 af tilhørende var damer. Pastor Sørensen, indremissionsk. Pastor Steinthat. Indre Mission, fripræst, dog til fordel for arbejderbevægelsen. Pastor Jensen, Trinitatis Kirke. Pastor Hohlenberg. Pastor Ifversen, Helligkorskirken. Pastor lic. Fenger, Garnisonskirken, Indre Mission med et anstrøg af kætteri. Pastor Steen, Johanneskirken og Bethesda, samt flere andre.

Kort efter skiftede han helt til København hvor han var redaktør 1897-1902. Social-Demokraten anså det som at han havde skiftet side til kapitalismen. Han angreb nu folkekirkens angribere og al irreligiøsitet som før mod ortodoksi og præstemyndighed uden dog at blive ortodoks. Han fortsatte ved København, dog ikke som redaktør indtil omkring 1916 og søgte at uddybe skillelinjen mellem Venstre og Socialdemokratiet.