Sarah Scharffenberg (1872-?), datter af Carl Ludvig von Scharffenberg og Pauline Marie von Scharffenberg, formåede gennem det meste af sit liv at skabe avisomtaler af sin mere eller mindre excentriske livsførelse. Hun formåede endda at være involveret i forretninger med den kendte Venstre-politiker J. K. Lauridsen - hvis historie ikke er mindre excentrisk. Scharffenbergs karriere i aviserne startede med en dødsannonce:
At frøken Sarah van Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner.
Efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. januar 1892).
Moderen havde fattet mistanke og havde på Berlingskes redaktion set den indleverede annonce som hun mente - trods den fordrejede håndskrift - at kunne genkende. Der mødte derfor også en betjent op til begravelsen..
Til Stede ved sin egen Begravelse.
Blandt Berlingske Tid. dødsannoncer læstes for nogle dage siden følgende: At frøken Sarah von Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner, efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.
Denne dødsanmeldelse gav anledning til, at københavnske småblade fortalte at den pågældende dame - der har været meget omtalt, da hun har gjort sig bekendt på en mindre fordelagtig måde, også her i Randers - havde begået selvmord,
Dødsannoncen viser sig imidlertid at have været en fræk mystifikation. Soc. Demk. har herom indhentet følgende nærmere oplysninger:
Frøken Sarah v. Scharffenberg, en ung, smuk, men noget excentrisk dame, er niece af de to afdøde generaler v. Scharffenberg, efter hvem hun arvede 30-40.000 kr. Hun forlod for nogle år siden sin moder, enkefru Pauline Scharffenbergs, hus.
Frøken Scharffenberg forlod torsdag eftermiddag sit logis, fortalte hendes værtinde, med den bemærkning, at hun, værtinden, ikke skulle blive forskrækket over, at hun ikke kom hjem i nogle dage, hun skulle på en lille udflugt til Sverige. Nogle få timer efter den unge dames bortgang kom Berlingeren, og her læste værtinden til sin store forbavselse den nævnte dødsannonce.
Siden har værtinden ikke set noget til frøken Scharffenberg. Men et par dage efter meldte der sig allerede arvinger efter den formentlige afdøde, idet en af hendes "veninder" indfandt sig og forlangte udleveret guldarmbånd, smykker osv, som sin arvepart! Det lykkedes hende dog ikke at få værtinden overtalt til at gå ind på at udlevere noget.
Avertissementet gentoges atter nogle dage senere i bladet, og i går middags samledes som sagt venner og bekendte af frøken Scharffenberg på kirkegården til det fastsatte klokkeslæt. Efter nogen tids forgæves venten var følget lige ved at tabe tålmodigheden - der viste sig nemlig hverken præst, graver eller kiste. Men så med et gik der et forbavselsens udråb gennem den forsamlede kreds. Henne i den store alle kom lyslevende den unge frøken Sarah von Scharffenberg spadserende, tilsyneladende i et meget overstadigt humør. Den unge dame var ledsaget af en meget intim veninde, fru L., og dennes mand, der også begge syntes at more sig kosteligt. Den forargelige scene gjorde et ubehageligt indtryk på alle dem, der havde været genstand for mystifikationen.
Vi havde i går en samtale med den unge dames moder, Fru P. Schaffenberg, der meget beklagede sig over det skete. Hun forklarede, at hendes datters kurator kand. Hall, havde i sinde at foretage skridt for at få ophavsmanden til denne falske dødsannonce opdaget. Moderen vil endvidere gøre skridt til at få datteren gjort umyndig.
En brevskriver til Horsens Avis beretter, at der til den berammede begravelsestid var mødt en forholdsvis stor skare, der blev betaget af en ikke ringe forbavselse, da den foregivne afdøde dame frisk og smilende pludselig stod midt iblandt dem. Fra kirkegården sjokkede så, ifølge brevskriveren, de vrede mennesker tilbage med deres kranse, og de ord, der flød fra deres rappe læber, hørte ikke just til dem, der bruges i søndagsskoler.
I Aftenbladet skriver bemeldte unge damemoder, enkefru Pauline Scharffenberg, under sit navn. at datteren, der er 23 år gammel, i flere år har fuldstændig været i hænderne på en kvinde, hos hvem hun bor, og at fru S. antager for sikkert, at denne kvinde, der nu er gift med en afskediget officer, har indrykket dødsannoncen i den hensigt at gøre fru S. vanvittig eller fremkalde et apoplektisk anfald hos hende, som er svagelig.
Avisen vil vide, at dødsannoncen gjorde et så overvældende indtryk på fru Scharffenberg at hun faldt i stivkrampe.
(Randers Dagblad og Folketidende, 21. januar 1892).
Scharffenberg-affæren.
"København" har søgt at skaffe oplysninger om denne historie. I går noterer bladet følgende:
Frøken scharffenberg bor i pensionat i Gammeltoftsgade. Vi traf hende ikke hjemme, men fik underretning om at vi sikkert vil kunne træffe frøkenen hos hendes veninde, fru Lasson der bor på Østerbro.
Vi modtages af fru L., en høj, blond dame der meget elskværdigt byder os ind i den hyggeligt monterede dagligstue, hvor vi træffer hendes mand, premierløjtnant L.
Da vi har præsenteret os, er man straks på det rene med hvad vort ærinde gælder.
Fru L. erklærer at frøken Scharffenberg ikke boede der. Hun var hendes gode veninde og havde været det i lang tid og kom der meget hyppig.
Og beredvillig fortæller fruen os hvad hun kender til den unge dame og hendes familieforhold.
Frk. Scharffenbergs far var toldembedsmand, bror til de to bekendte generaler S. Moderen havde tjent i faderens hus. Senere giftede han sig med hende. Foruden datteren Sarah har fru. Sch. to sønner. Så døde faderen, og moderen kom til at leve på den lille pension. Men datteren havde jo rige slægtninge, hvis arving hun var udset til at være, og moderen holdt af al magt på datteren. Hun håbede onklernes arv skulle tilfalde hende og så først, når hun faldt bort, gå over til børnene. Men testamenterne bestemte det anderledes - og fra da af var det at forholdet mellem mor og datter spændtes mere og mere.
Fruen fortæller os flere småtræk af kampen mellem mor og datter. Hun har selv kendt moderen, der ofte var meget godmodig, godgørende mod fattige, til andre tider ganske uforståelig - "underlig".
Så flyttede datteren hjemmefra og medtog, da hun gik, sin mors sparekassebog - på den stod der nemlig renter, moderen havde hævet af datterens arv - og logerede sig ind i et pensionat.
Moderen rasede, meldte sagen til politiet, men så fandt dog en forsoning sted. For en skønne dag indfandt en gammel kone sig i pensionatet og bad om at tale med Sarah: Ja, hendes mor var forfærdelig syg - hun måtte komme og pleje hende og tage sparekassebogen med. Og Sarah gik hjem, hvor hun fandt moderen til sengs. Sarah besluttede at blive der om natten og våge hos moderen der gav sig ud for at være meget svag -- selv om hun skændte lidt på sin stygge datter. Men tjenestepigen sagde til frøkenen - der er nervøs og svag - at hun ikke skulle blive bange, om der hændte noget om natten. Fruen havde truet dermed, men fruen var slet ikke så syg som hun lod, for da frøkenen kom, sad hun lige og spiste bøfsteg. Resten stod gemt under sengen. Midt om natten vækkedes så Sarah af støj, hun for op og for enden af sengen stod en hvid skikkelse, der straks med et bums faldt om på gulvet og lå og klynkede: Åh, min datter, min stakkels forvildede datter, hun er hos sangerinden....
Et par dage efter forlod Sarah atter hjemmet, men sparekassebogen var hende frataget.
Som vi sad og talte vider sammen, gik døren op og en slank ung dame i mørk kjole trådte ind. Vi blev præsenteret for
Frk. Scarffenberg.
en meget blond, smuk dame med et blegt ansigt, og et par underligt mørke øjne under fint tegnede øjenbryn.
Hun er meget ulykkelig over alle de rygter der svirrer om. "Ikke sandt du", siger hun til veninden. "Kan du ikke nu forstå, at jeg vil rejse bort. Mama gør mig det jo uudholdeligt at leve her mere".
Vi kommer atter ind på at omtale familiestriden. Den unge frøken er ganske fortvivlet. "Hvad skal jeg dog gøre, altid forfølges jeg - man skulle tro, moder ville gøre mig så umulig hos alle, at jeg må tvinges til at vende hjem til hende. Men jeg gør det ikke".
Frøkenen og hendes veninde venter spændt på sagens videre udvikling.
* * *
"Aftenbladet" meddeler i går:
I går middags kl. 1 skulle frøken Sarah von Scharffenberg i følge dødsanmeldelserne i "Berlingske Tidende" og begravelseslisten i "Dagens Nyheder" begraves på Garnisons Kirkegård.
Begravelsen skulle - også efter den gamle sandhedsfakkel Berlingskes opgivende finde sted i stilhed.
Det blev ikke desto mindre en af de morsomste og mærkværdigste begravelser der nogen sinde har fundet sted.
Man har hørt at den døde pludselig er vågnet i kisten og har råbt gevalt, man har også hørt at der har været noget gråsten i kisten i stedet for et lig, men man har bestemt aldrig set at liget er kommet spadserende og har blandet sig i det sørgende følge af deltagende slægt og venner.
Det skete imidlertid i går ved frøken Sarahs "begravelse"
Allerede klokken halv et var de første af følget kommet. Der var civilklædte løjtnanter, oppassere med store palmekranse fra officererne mellem frøkenens beundrere, et par unge godsejere, veninder af den afdøde, og så et utal af de gamle damer der er med overalt hvor der kan lugtes kirkelugt.
Men hvor var liget, hvor var graveren, og hvor blev præsten af?
Man kiggede ind gennem kapellets frosne ruder - der var ingen kiste at se, man sendte spejdere ud på Østerbrogade - stadig ikke noget. Og de tre fire indviede der vidste at frk. Sarah endnu gik omkring mellem de levende med røde kinder og gult hår, de stillede sig op i en krog eller luftede rundt mellem gravene og var som de var besatte af latter.
Så lige med et lød det fra en snes munde: Men du almægtige Gud, der kommer jo liget!
Ja der kom liget.
To damer og en lille uanselig herre kom spadserende op ad kirkegårdsalleen, arm i arm, den ene, frøken Scharffenberg, den anden hendes veninde, fru Lassen, født Harriet Larsen, den tredje, herren, afskediget løjtnant Lassen. De gik smilende i en stor bue uden om kapellet, så på det næsten lamslåede følge og lo.
Og de gamle damer hævede i afmægtigt raseri deres parasoller og nedbad torden og lynild over den formastelige, og godsejerne og officererne slog kraven op om ørerne og luftede af, mens oppasserne stirrede med de mest håbløse, stupide blikke på liget.
En af dem gik hen og overrakte frøkenen kransen - med en flittig hilsen fra Løjtnant S.
(Horsens Folkeblad, 21. januar 1892.)
Der blev ikke begæret en politiundersøgelse, og "Avisen" foretog en egen undersøgelse som viste at det var frk. Scharffenberg selv der havde ladet dødsannoncen indrykke for at se hvem der ville komme til hendes begravelse. Nu blev pastor Sørensen ved Garnisonskirken imidlertid harm og bad politiet undersøge sagen for at få draget de skyldige til ansvar. Frk. Scharffenberg nægtede på det bestemteste at have indrykket annoncen. Men i Magistraten mente man uofficielt at der var gjort tiltag til at gøre hende umyndig. I 1893 blev hun gift med med grosserer Gustav Aasland, som hun dog blev skilt fra igen.
Den Sarah Scharffenberg'ske sag.
I den sidste tid er det før så omtalte navn, Sarah Scharffenberg, begyndt at gå ud af sagaen. Vore læsere vil mindes at vi en gang i fjor dvælede ved heltinden i denne roman, rig på intriger; denne sjæl der syntes at sønderslides mellem en moders og en venindes påvirkning.
Da vi sidst berørte dette, var frk. S's liv trådt ind i en ny fase, idet hun havde giftet sig med en nordmand og nu som følge heraf fordrede sin ikke ubetydelige fædrenearv udleveret. Hidtil havde nemlig hendes værge, cand. jur C. Hald, bestyret hendes formue som formynder og havde på grund af hendes noget ekstravagante levned i sommeren 93 fået hende umyndiggjort, væsentlig på basis af en erklæring fra en århusiansk læge der gik ud på at hun var sindssyg.
Hr. Hald protesterede imidlertid, trods hendes giftermål, mod at opgive sit værgemål, idet han henholdt sig til en gammel paragraf i Chr. V's Lov: 3-16-2.
For nylig har dog daværende frk. S.'s sagførere, de herrer L. H. Madsen & Knud Jerlev, fået umyndighedsdekretet hævet, som ses af følgende i "Berl. Tid."s morgennummer:
At det under 26. juni 1898 afsagte umyndighedsdekret over daværende frk. Sarah Marianna Hermine von Scharffenberg der nu er indtrådt i ægteskab med købmand Gustav Aasland af Norge, under 10. d.s. er hævet af Københavns Amts nordre birks skifteret, bekendtgøres herved.
Fru Aasland er da løst af disse bånd og ægteparret kan i idyllisk ro nyde den formue om hvis besiddelse der i frk. S's tid synes at være blevet kæmpet med hidsighed fra to sider.
Efter forlydende er der i alt en ca. 30.000 Kr.
(København, 13. februar 1894)
I 1895 kom hun i berøring med den kendte (og berygtede) politiker og sagfører, Jakob Kristian Lauridsen (1858- 1905). Han kom fra et fattigt og meget religiøst præget, oprindelig vogterdreng, kom 1873 til København. Student fra Ludvig Triers private kursus. 1884 juridisk embedseksamen. Medarbejder først ved Morgenbladet og derefter ved Politiken. Han startede herefter en politisk karriere, begyndte at drikke for meget, og efter forliget mellem Venstre og Højre i 1894, opgav han at genopstille i 1895. Lauridsen døde på Kommunehospitalet i København. Han efterlod sig en række talemåder som eksisterer endnu den dag i dag, fx "det forhåndenværende søms princip" og "næst kønsdriften er jernbanedriften den stærkeste af alle menneskelige drifter". Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Om J. K. Lauridsens arrestation
skriver Dannebrog:
For alle. der i de seneste år har haft lejlighed til at iagttage J. K. Lauridsen, har det været åbenbart, at han led af en ulykkelig tilbøjelighed der mere og mere gjorde ham uskikket til offentlig virksomhed og indenfor hans private forretning førte ham i en bundløs gæld, til sidst også til i alt fald en enkelt af dem, som havde betroet deres midler til hans forvaltning.
Efterretningen om den skæbne, der således har ramt overretssagfører J. K. Lauridsen, vil på mange hold, både blandt dem, der i hans politiske virksomhed var hans venner, og dem, der var hans modstandere, blive modtaget med oprigtig beklagelse. For selv de, som ikke kunne sympatisere med Lauridsens optræden i det offentlige liv, så dog at han i virkeligheden var et godt og godmodigt menneske, og de har med sorg set den dekadence, der prægede hans liv i de seneste år.
De nærmere omstændigheder ved den politiundersøgelse, der førte til arrestation, er følgende: Overretssagfører Lauridsen modtog for et års tid siden en formue af ca. 23- 24.000 kr. i kontanter og værdipapirer til forvaltning fra en fru Aasland, født Sarah Scharffenberg, der for tiden bor på Villa "Fairy Hill" ved Ordrup. Sidste efterår købte den omtalte dame med Lauridsens juridiske bistand en byggegrund ved Skjoldgårdshøj, tæt ved Traverbanen, og så snart vinteren var forbi, begyndte hun her på opførelsen af en stor 2-etages villa. I de første dage af juli henvendte fru Aasland sig til Lauridsen for at hæve penge til udbetaling til håndværkere og leverandører af bygningsmateriale, men da L. trak denne udbetaling i langdrag, overgav fruen sine interessers varetagelse til overretssagfører Alfred Christensen, som derefter af L. fik udleveret ca. 13.000 kr. i værdipapirer. Der resterede af fruens formue altså endnu ca. 10.000 kr., for hvilke det trods mange henvendelser ikke lykkedes at få L. til at aflægge regnskab.
Der blev da ved Hof- og Stadsretten anlagt civilt søgsmål mod Lauridsen til udlevering af fru Aaslands effekter, men L. mødte ikke for retten trods gentagne tilsigelser. For en halv snes dage siden indgav da fru AaSland en skriftlig anmeldelse om sagen til Københavns opdagelsespoliti med anmodning om, at Lauridsen, der ikke var at træffe på sin bopæl her i byen, måtte blive eftersøgt og indkaldt til forklaring, eventuelt kriminel tiltale.
Det viste sig nu ved opdagelsespolitiets undersøgelser, at Lauridsen i de sidste 2 -3 måneder ganske havde forsømt sin forretning, den, der en gang har været søgt af et ret betydeligt klientel. Der var ikke længere som i gamle dage fuldmægtig og kontorister på Lauridsens kontor; en ældre, ikke juridisk uddannet mand, en nær slægtning af L., var til stede i kontortiden - men den gamle kundekreds trak sig mere og mere tilbage.
I de sidste 2 uger havde Lauridsen kun i nogle få timer været i sit hjem; den ulykkelige tilbøjelighed. vi ovenfor har omtalt, holdt ham bundet i dårligt selskab ude i byen.
I onsdags lykkedes det imidlertid den udsendte opdagelsesbetjent at træffe Lauridsen, som blev anmodet om at følge med til Nørregades politistation og derfra til politikammeret på Rådhuset. Her optoges der i løbet af onsdag eftermiddag og aften forklaring af Lauridsen, der hævdede, at han havde haft fru Aaslands samtykke til at benytte hendes penge i sin forretning - en påstand hvis rigtighed fruen, der i onsdags og i torsdags mødte hos 2. politiinspektør, på det bestemteste benægtede. Og da Lauridsen hverken kunne bevise sit udsagns rigtighed, gøre rede for pengenes anvendelse eller påvise erstatning for det manglende beløb, syntes hans sag ret tvivlsom. Politiinspektøren gav ham imidlertid onsdag aften kl. 8 frist til torsdag eftermiddag kl. 2 for at han i dette tidsrum kunne søge at skaffe det manglende beløb af 10.000 kr. til veje.
Torsdag formiddag mødte imidlertid Lauridsen hos politiinspektør Madsen og erklærede, at han ikke så sig i stand til at udrede beløbet. Han blev derefter erklæret for anholdt og ført op i 6. kriminalkammer hos assessor Jacobæus, som optog grundlovsforhør over ham.
Efter to timers forløb tilstod assessoren kl. 5 Lauridsen en times respit til endnu et forsøg på at skaffe dækning. Fra kammeret sendtes der bud ud i byen til nogle af Lauridsen opgivne personer med anmodning om at stille en kaution på 10.000 kr. for ham - betingelsen for at en arrestation kunne undgås.
Også dette sidste forsøg viste sig frugtesløst, og kl. 6 måtte så assessor Jacobæus afsige arrestdekretet over J. K. Lauridsen, der derefter førtes ned i arresterne. Han syntes dybt nedbøjet, men havde dog vist nok i dagens løb gjort sig fortrolig med, at det måtte ende på denne måde, og han ytrede bl. a., da han førtes til arresten, at "når dette var overstået, ville han udvandre, for nu var han jo færdig her i landet."
Forklaringen på at det ikke lykkedes Lauridsen at finde hjælp hos sine venner, må vist nok søges i den betragtning hos disse, at Lauridsens sager under den sørgelige måde, hvorpå han har levet i det sidste år, er kommet i en sådan uorden, at det overhovedet ikke lader sig gøre at bringe dem i orden igen.
Der er desværre al sandsynlighed for, at der ved den nu forestående undersøgelse af Lauridsens forretningsforhold vil vise sig flere og større brøst end dem der er kommet frem ved den her skildrede affære.
* * *
Aftbl. fortæller bl. a., at politiet i flere dage forgæves eftersøgte Lauridsen, hvorfor gadebetjentene fik ordre til at medtage ham, så snart han måtte blive antruffen. I onsdags fik en betjent øje på en lurvet klædt mand, som stod inde i en gård og vaskede nogle stærkt blødende sår på halsen og kinderne. Det var Lauridsen. I en utrolig og stedse voksende grad har Lauridsen forsømt sin forretning, som en gang har været meget betydelig, og som han havde chancer for at kunne arbejde op til noget stort. I dagevis kunne han drive rundt på de tarveligste knejper; han sad der time efter time over sit glas, sammenfalden og ugidelig. Til sidst så man ham så godt som aldrig ædru; det var ikke nogen sjældenhed, at han om formiddagen mødte - det vil sige mødte for sent - oppe i retterne i højeste grad drukken.
Politiske venner har flere gange skrabet nogle tusinde kroner sammen for at fri ham for en alt for påtrængende kreditor, der truede med politi. Nu var bægeret fuldt og katastrofen uafvendelig.
Angående den sag, som gav anledning til arrestationen, fortæller bladet: Fru Aasland, født Scharffenberg, havde i fjor forår gennem en bekendt lært Lauridsen at kende, han vandt hurtig hendes fortrolighed og - medlidenhed. Han fortalte hende nemlig, at han levede under så forfærdelig dårlige forhold i sit hjem, og at han var rent ulykkelig af den grund. Han angav også dette som årsag til, at han altid var så skiden fra inderst til yderst; der var ingen, der tog sig af ham, sagde han. Fru A. tog sig nu helt moderlig af ham. Hun forsynede ham med linned. støvler, hat, ja selv et ur - en luksusgenstand, Lauridsen dog straks pantsatte.
Flere gange havde Lauridsen stået på at hendes penge "stod rent ad Helvede til" i de landejendomme, hvori de var anbragt. Lauridsen fik så pengene til anbringelse, og det er disse penge, han nu har forgrebet sig på. Foreløbig er der kun til politiet sket denne ene anmeldelse, men det fejler næppe, at der vil komme mere til.
Lauridsen er en af de personligheder i vort offentlige liv, om hvem interessen altid var stærkt koncentreret. Når han ikke nåede nogen ledende stilling, da skyldtes dette i en væsentlig grad hans person, der aldrig tilfredsstillede selv de beskedneste fordringer i retning af smag. Hans væsen og klædedragt var til det sidste, efter 15 års ophold i hovedstaden, så forbavsende malpropert, at de fleste ville have trykket sig ved at hilse ham på gaden, om ikke alverden havde vidst, hvem manden var. I det sidste års tid skete det utrolige: han kom til at se endnu værre ud end før. Det grove, altid oppustede ansigt med de små, altid fugtige øjne fortalte tilstrækkeligt tydeligt, at han søgte at drukne sine sorger i flasken.
En kort tid var han afholdsmand, men han havde ikke moralsk kraft nok til selv at rejse sig. Aftenbladet mener, at Lauridsens forfængelighed er blevet næret ud over alle rimelige grænser, og heri ligger hans undskyldning. Måskee var hans store evner blevet hans land til virkelig gavn om andre havde husket komgeordene om Griffenfeldt: Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt.
(Fredericia Dagblad, 17. august 1895).
J. K. Lauridsen. Det kongelige Bibliotek. Muligvis omfattet af ophavsret.
Paa Vej til Norge.
J. K. Lauridsens Rejfe.
Torsdag klokken halv et middag løslodes overretssagfører J. K. Lauridsen efter at have været arresteret omtrent en månedstid.
Da denne affære ved sin fremkomst bevirkede megen omtale, og hans sag også senere på forskellige områder holdt opmærksomheden for den forhenværende politiker i live, har vi ment, at det ville interessere vore læsere at høre lidt om Lauridsens planer og meninger i de sidste timer, han foreløbig opholdt sig her i landet, og vi skal derfor efter "Avisen" give følgende beskrivelse deraf :
Det var kommet til vor kundskab, skriver bladet, at han straks efter løsladelsen ville tage til Norge for der at fuldende sin rekreation. "M. G. Melchior" gik klokken to fra Toldboden til Kristiania; vi ville da rimeligvis træffe ham på dettes dæk.
Længe ventede vi forgæves, det så næsten ud, som om Lauridsen alligevel ikke denne gang ville tage en hurtig Beslutning, men først se sig om i byen. Men på den anden side kendte vi hans svaghed: at komme i sidste øjeblik. Og da dampklokken havde ringet allerede en gang, og toldbodsarbejderne stod med hånden på landgangsbroen, sås den kendte skikkelse i fuld trav over pladsen, fulgt af overretssagfører Hvass, der frivilligt har påtaget sig det store arbejde med at ordne den arresterede sagførers forviklede bo. Han var den eneste som fulgte ham. På Toldboden sås for øvrigt hverken familie eller venner.
Næppe var han kommet om bord, før damperen stod ud efter. Lauridsen holdt sig på dækket, idet han nu og da tog sin bløde hat af og tørrede sin pande. Så længe "M. G Melchior" fulgte Langelinie og Frihavnen, holdt han sig ubevægelig ved rælingen, seende ind over den by, han forlod under så abnorme omstændigheder . .
Kort efter hilste vi på ham. Hans ydre var noget fremmedartet, men kun til det bedre. Ansigtets blussende rødme var forsvundet, hans blik var klart og mindre undvigende end i den sidste tid for hans arrestation; hans hele person havde et sobert og soigneret udseende. I rygesalonen, hvor et par englændere dasede med shagpiben i mundingerne, tog vi plads og tændte vore cigarer. Og i løbet af de par timer, damperen stod op gennem Sundet, faldt talen i spredte sætninger på mange af de personer og forhold, der i anledning af denne sag har været fremme. Vi skal kort gengive, hvad der kan gengives i disse linier.
Når Lauridsen således straks efter sin løsladelse tager bort fra byen, sker dette i virkeligheden ikke ganske efter hans eget ønske. Han er selv overbevist om, at han nu, da hans forretning er ordnet, og han kan begynde på ny, vil føle sig tilstrækkelig stærk overfor enhver overdreven tilbøjelighed til spiritus. Men hans venner har presset på ham, og han finder derfor, at det er hans pligt i denne henseende at rette sig efter dem.
Man har jo fremsat de forskelligste meninger om, hvorfor han så pludselig forfaldt og gik til bunds, og hvad der mest har bidraget til at gøre ham afhængig af alkoholen. Den eneste sandhed vil det naturligvis være vanskeligt at få at vide. Han påstår, at han i de sidste par år led ganske usædvanlige tab ved spekulationer i forskellig retning. Alt syntes at gå ham imod. Hertil kommer private sorger, som vi tidligere har hentydet til. Og endelig tabet af kredsen, hvad det vil sige for en inkarneret politiker, forstås let.
Nn, da hans bo så omtrent endelig er gjort op, viser det sig, at beløbet, som skulle udredes, var ca. 8.000 Kr. Af disse falder altså en 6.000 kr. på Sarah Scharffenberg, hvis penge han forvaltede, og som han i tidernes løb på mange måder gjorde store tjenester. Som meddelt kan der dog ikke egentlig tales om besvigelse, men kun om en uoverensstemmelse mellem parterne med hensyn til dispositionsrettens omfang. Lauridsen betegner selv sin arrestation som skandaløs. Han ser - med rette eller urette; vi refererer kun - bag den en række intriger, der væsentligst udgår fra en enkelt af hans ældre kolleger, der oven i købet en gang har snydt ham på en ejendomshandel; en hensynsløs person, der for enhver pris vil op, og for hvem Lauridsen på flere punkter stod i Vejen. "X, siger Lauridsen, og han nævner en anden sagfører, bekendt for sin magtsyge og hensynsløshed, er dog ikke så slem som han! Der opstår et øjebliks pause, da styrmanden kom ind i kahytten for at billettere. L. skal ikke have billet. Også her mærkes formynderhænderne; der er truffet aftale med kaptajnen, og som et feriebarn bliver han sat af ved bestemmelsesstedet. Øjensynlig er disse foranstaltninger ikke fri for at krænke ham. For hans stolthed vågner på ny, og hans tro på fremtiden.
En tid hed det, at sagførerne kun på den betingelse ville redde ham, at han ikke på ny drev sagførervirksomhed. Herom foreligger der dog intet. Desuden, som han siger, kunne ingen forhindre ham i at lade møde for sig i retterne, og han ville på den måde, efter hans mening, måske kunne gøre nok så meget forretning.
Det er dog heller ikke usandsynligt, at L. slår ind på et helt nyt virkefelt, som auktionsholder. "Jeg har jo dog for kunnet more folk, hvad siger de om mig i et auktionslokale?" Måske ville en sådan stilling ikke være ilde for ham. Overhovedet har han ideer nok og sikker tro på den ny fremtid Han er kun 37 år gammel og har således "langt frem, som kællingen sagde. Hun så sig tilbage"
Ikke en gang en politisk fremtid vil L. fuldstændig renoncere på. Uden nøjere her at komme ind på hvorledes, tænker han på ny muligheder, når der er gået en valgperiode til foruden denne.
Det er første gang, L. besøger Norge. Oppe i bjergenes klare luft, fjernt fra de store byer, vil han foreløbig skrive sine memoirer. Sikkert vil de blive ret indholdsrige. Mens han deroppe arbejder som skribent, vil hans forretningsstatus fremkomme i bladene hernede. Han mener at enhver vil kunne få sit. Også forskellige aktiver - deriblandt en del aktier i blade - vil i tiden lette balancen.
Om den tid, han har siddet i fængsel, udtaler han sig uden synderlig bitterhed. Vagtmesteren var en elskværdig mand, og assessor Ussings redelige dygtighed anerkender han.
"M. G. Melchior" ligger nu stille ud for Helsingør, og færgebåden kæmper sig op på siden. Et håndtryk, et håb om bedre tid - og J. K. Lauridsen sejler videre mod Kristiania
(Herning Folkeblad, 18. september 1895))
Mens Lauridsen resten af sit liv (indtil 1905) beskæftigede sig med mere eller mindre tvivlsomme forretninger, blev Sarah Scharffenberg gift igen 1898 med Cai Christian Magnues Christopher Nicolaus Brockdorff, som hun dog også senere blev skilt fra. I 1904 forsøgte Scharffenberg sig med en debut på scenen:
Baronesse v. Brockdorff hysses ud i kisten.
For et overfyldt parket, hvori den fine verden og halvverdenen var ligelig repræsenteret, debuterede i aftes i Tivolis variete baronesse v. Brockdorff, født Scharfenberg.
Mens mægtige blomsterkurve og buketter dængedes op på scenen, trådte baronessen ind og sang rystende af angst en vise, hvori hendes excentriske liv rulledes op. Fru Brockdorff der i modsætning til så mange baronesser på varietetribunen virkelig er baronesse, har ønsket at ende sine dage på tribunen - som hun selv siger: Det er ikke af sensationslyst jeg må optræde, men kun af nød. Det må desværre siges at baronessen mindede om kameliadamen i femte akts sidste scene, end ikke den gribende hofte savnedes.
Da frk. Brockdorff trak sig tilbage, rystede salen af piben og hyssen og med et sørgmodigt smil sprang hun atter frem, samlede en buket op og forsvandt.
Det gjorde et trist indtryk på publikum at Sarah Scharfenberg, generalens datter der var født til noget bedre, skulle undergå den skæbne.
H.
(Aftenbladet (København), 9. november 1904).
En baronesse i gældsfængslet.
København, mandag.
En herboende snedkermester med det borgerlige navn Hansen har været så raffineret ondskabsfuld at han i dag har ladet baronesse Sarah Scharffenberg v. Brockdorff hensætte i gældsarrest.
Nævnte baronesse der er velkendt i det lystige København, har for længst købt sig et nyt, elegant møblement hos snedker Hansen, men penge har snedkeren ikke kunnet få.
Så anlagde han sag mod baronessen der også blev dømt til at betale, men hertil tog hun ikke det ringeste hensyn.
Snedkeren tabte imidlertid tålmodigheden, og i dag lod han hende indsætte "på et ærligt sted", som det hedder i loven, det vil sige i fængslet.
Her skal Sarah Scharffenberg v. Brockdorff nu sidde til hun betaler, eller til snedkeren bliver ked af at betale udgifterne ved arrestationen, idet der skal betales 4 kr. 58 øre pr. dag.
Baronessens gale streger er utallige. Man vil således erindre at hun for nogle år siden arrangerede sin egen begravelse.
En skøn dag indeholdt "Berlingske Tidende" en dødsannonce hvori det meddeltes at Sarah Scharffenberg v. Brockdorff blidt og stille var hensovet, og at begravelsen foregik fredag den 7. sept. kl. 2 på Assistens Kirkegård.
På den fastsatte tid mødte en del honoratiores, men særlig en stor del af baronessens mandlige bekendte, med kranse og blomster ude ved kapellet.
De fandt ingen kiste, ej heller nogen grav, bestemt for baronessen, hvorfor de måtte vende tilbage med blomsterne. Sarah Scharffenberg v. Brockdorff og en veninde overværede hele optrinnet, idet de havde skjult sig bag nogle buske.
Om aftenen fejrede de sammen med venner et drabeligt begravelsesgilde, og det vakte vild jubel da flere af ligfølget indfandt sig med kransene og blomsterne.
Der er ingen tvivl om at byen oplever en ny gemytlig nat når baronessen atter slipper ud af fængslet.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. maj 1915).
For at erfare noget nærmere om baronessen og hendes forhold henvendte vi os til justitsråd Sofus Elvius, lederen af Nyt Genealogisk Institut, der gav os følgende oplysninger.
Den pågældende dame er sikkert ingen v. Brockdorff, sagde justitsråden. Der lever kun en familie af det navn her i landet, nemlig Juul-Brockdorff, og her hører hun absolut ikke til. En svag mulighed er der for at hun i Tyskland, hvor hun har færdedes meget, har været gift med en Brockdorff, men jeg tror det ikke.
Hun er datter af en nu afdød toldembedsmand Scharffenberg i Herluf Trollesgade og var allerede fra sin tidligste ungdom en stærkt omtalt kvinde.
(Uddrag af en længere artikel i København, 11. maj 1915)
Heri tog "eksperten" altså fejl. Den 29. maj 1915 meddelte Lolland-Falsters stiftstidende at hun stadig sad på Christianshavn, men at snedker Hansen var blevet underlagt pres dels fra hans egen advokat (Klubien & Wulff), dels fra politimyndighedernes side. Hvis han gav efter, havde han ikke længere noget krav på hende for de 100 kr. Hvis han lod hende sidde tiden ud (71 dage), havde han dog krav på at få udleveret møblerne som hun havde deponeret hos Salicath. Efter denne historie er det svært at tro denne dødsannonce, men den var god nok:
At min mand, løjtnant, fideikommisbesidder
Cai von Brockdorff,
er afgået ved døden på Frederiksberg Hospital, bekendtgøres herved af hans hustru.
Sarah von Brockdorff
født von Scharffenberg.
Ligbrændingen har fundet sted.
(Nationaltidende, 11. juli 1915)
Sarah var gift med Kai Cristian Magnus Christopher Nicolaus von Brockdorff (1867-1916/15?), mor til Cai von Brockdorff (1898-1901).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar