I 1895 kom Sarah von Scharffenberg von Brockdorff i berøring med politikeren og sagføreren Jakob Kristian Lauridsen (1858- 1905). Han kom fra et fattigt og meget religiøst præget, oprindelig vogterdreng, kom 1873 til København. Student fra Ludvig Triers private kursus. 1884 juridisk embedseksamen. Medarbejder først ved Morgenbladet og derefter ved Politiken. Han startede herefter en politisk karriere, begyndte at drikke for meget, og efter forliget mellem Venstre og Højre i 1894, opgav han at genopstille i 1895. Lauridsen døde på Kommunehospitalet i København. Han efterlod sig en række talemåder som eksisterer endnu den dag i dag, fx "det forhåndenværende søms princip" og "næst kønsdriften er jernbanedriften den stærkeste af alle menneskelige drifter". Han er begravet på Vestre Kirkegård. Graven var forsynet med et mindesmærke. I 1926 da gravstedet skulle fornys, var der en indsamling for at holde det i stand. Det lykkedes ikke, og det blev sløjfet..
Om J. K. Lauridsens arrestation
skriver Dannebrog:
For alle. der i de seneste år har haft lejlighed til at iagttage J. K. Lauridsen, har det været åbenbart, at han led af en ulykkelig tilbøjelighed der mere og mere gjorde ham uskikket til offentlig virksomhed og indenfor hans private forretning førte ham i en bundløs gæld, til sidst også til i alt fald en enkelt af dem, som havde betroet deres midler til hans forvaltning.
Efterretningen om den skæbne, der således har ramt overretssagfører J. K. Lauridsen, vil på mange hold, både blandt dem, der i hans politiske virksomhed var hans venner, og dem, der var hans modstandere, blive modtaget med oprigtig beklagelse. For selv de, som ikke kunne sympatisere med Lauridsens optræden i det offentlige liv, så dog at han i virkeligheden var et godt og godmodigt menneske, og de har med sorg set den dekadence, der prægede hans liv i de seneste år.
De nærmere omstændigheder ved den politiundersøgelse, der førte til arrestation, er følgende: Overretssagfører Lauridsen modtog for et års tid siden en formue af ca. 23- 24.000 kr. i kontanter og værdipapirer til forvaltning fra en fru Aasland, født Sarah Scharffenberg, der for tiden bor på Villa "Fairy Hill" ved Ordrup. Sidste efterår købte den omtalte dame med Lauridsens juridiske bistand en byggegrund ved Skjoldgårdshøj, tæt ved Traverbanen, og så snart vinteren var forbi, begyndte hun her på opførelsen af en stor 2-etages villa. I de første dage af juli henvendte fru Aasland sig til Lauridsen for at hæve penge til udbetaling til håndværkere og leverandører af bygningsmateriale, men da L. trak denne udbetaling i langdrag, overgav fruen sine interessers varetagelse til overretssagfører Alfred Christensen, som derefter af L. fik udleveret ca. 13.000 kr. i værdipapirer. Der resterede af fruens formue altså endnu ca. 10.000 kr., for hvilke det trods mange henvendelser ikke lykkedes at få L. til at aflægge regnskab.
Der blev da ved Hof- og Stadsretten anlagt civilt søgsmål mod Lauridsen til udlevering af fru Aaslands effekter, men L. mødte ikke for retten trods gentagne tilsigelser. For en halv snes dage siden indgav da fru AaSland en skriftlig anmeldelse om sagen til Københavns opdagelsespoliti med anmodning om, at Lauridsen, der ikke var at træffe på sin bopæl her i byen, måtte blive eftersøgt og indkaldt til forklaring, eventuelt kriminel tiltale.
Det viste sig nu ved opdagelsespolitiets undersøgelser, at Lauridsen i de sidste 2 -3 måneder ganske havde forsømt sin forretning, den, der en gang har været søgt af et ret betydeligt klientel. Der var ikke længere som i gamle dage fuldmægtig og kontorister på Lauridsens kontor; en ældre, ikke juridisk uddannet mand, en nær slægtning af L., var til stede i kontortiden - men den gamle kundekreds trak sig mere og mere tilbage.
I de sidste 2 uger havde Lauridsen kun i nogle få timer været i sit hjem; den ulykkelige tilbøjelighed. vi ovenfor har omtalt, holdt ham bundet i dårligt selskab ude i byen.
I onsdags lykkedes det imidlertid den udsendte opdagelsesbetjent at træffe Lauridsen, som blev anmodet om at følge med til Nørregades politistation og derfra til politikammeret på Rådhuset. Her optoges der i løbet af onsdag eftermiddag og aften forklaring af Lauridsen, der hævdede, at han havde haft fru Aaslands samtykke til at benytte hendes penge i sin forretning - en påstand hvis rigtighed fruen, der i onsdags og i torsdags mødte hos 2. politiinspektør, på det bestemteste benægtede. Og da Lauridsen hverken kunne bevise sit udsagns rigtighed, gøre rede for pengenes anvendelse eller påvise erstatning for det manglende beløb, syntes hans sag ret tvivlsom. Politiinspektøren gav ham imidlertid onsdag aften kl. 8 frist til torsdag eftermiddag kl. 2 for at han i dette tidsrum kunne søge at skaffe det manglende beløb af 10.000 kr. til veje.
Torsdag formiddag mødte imidlertid Lauridsen hos politiinspektør Madsen og erklærede, at han ikke så sig i stand til at udrede beløbet. Han blev derefter erklæret for anholdt og ført op i 6. kriminalkammer hos assessor Jacobæus, som optog grundlovsforhør over ham.
Efter to timers forløb tilstod assessoren kl. 5 Lauridsen en times respit til endnu et forsøg på at skaffe dækning. Fra kammeret sendtes der bud ud i byen til nogle af Lauridsen opgivne personer med anmodning om at stille en kaution på 10.000 kr. for ham - betingelsen for at en arrestation kunne undgås.
Også dette sidste forsøg viste sig frugtesløst, og kl. 6 måtte så assessor Jacobæus afsige arrestdekretet over J. K. Lauridsen, der derefter førtes ned i arresterne. Han syntes dybt nedbøjet, men havde dog vist nok i dagens løb gjort sig fortrolig med, at det måtte ende på denne måde, og han ytrede bl. a., da han førtes til arresten, at "når dette var overstået, ville han udvandre, for nu var han jo færdig her i landet."
Forklaringen på at det ikke lykkedes Lauridsen at finde hjælp hos sine venner, må vist nok søges i den betragtning hos disse, at Lauridsens sager under den sørgelige måde, hvorpå han har levet i det sidste år, er kommet i en sådan uorden, at det overhovedet ikke lader sig gøre at bringe dem i orden igen.
Der er desværre al sandsynlighed for, at der ved den nu forestående undersøgelse af Lauridsens forretningsforhold vil vise sig flere og større brøst end dem der er kommet frem ved den her skildrede affære.
* * *
Aftbl. fortæller bl. a., at politiet i flere dage forgæves eftersøgte Lauridsen, hvorfor gadebetjentene fik ordre til at medtage ham, så snart han måtte blive antruffen. I onsdags fik en betjent øje på en lurvet klædt mand, som stod inde i en gård og vaskede nogle stærkt blødende sår på halsen og kinderne. Det var Lauridsen. I en utrolig og stedse voksende grad har Lauridsen forsømt sin forretning, som en gang har været meget betydelig, og som han havde chancer for at kunne arbejde op til noget stort. I dagevis kunne han drive rundt på de tarveligste knejper; han sad der time efter time over sit glas, sammenfalden og ugidelig. Til sidst så man ham så godt som aldrig ædru; det var ikke nogen sjældenhed, at han om formiddagen mødte - det vil sige mødte for sent - oppe i retterne i højeste grad drukken.
Politiske venner har flere gange skrabet nogle tusinde kroner sammen for at fri ham for en alt for påtrængende kreditor, der truede med politi. Nu var bægeret fuldt og katastrofen uafvendelig.
Angående den sag, som gav anledning til arrestationen, fortæller bladet: Fru Aasland, født Scharffenberg, havde i fjor forår gennem en bekendt lært Lauridsen at kende, han vandt hurtig hendes fortrolighed og - medlidenhed. Han fortalte hende nemlig, at han levede under så forfærdelig dårlige forhold i sit hjem, og at han var rent ulykkelig af den grund. Han angav også dette som årsag til, at han altid var så skiden fra inderst til yderst; der var ingen, der tog sig af ham, sagde han. Fru A. tog sig nu helt moderlig af ham. Hun forsynede ham med linned. støvler, hat, ja selv et ur - en luksusgenstand, Lauridsen dog straks pantsatte.
Flere gange havde Lauridsen stået på at hendes penge "stod rent ad Helvede til" i de landejendomme, hvori de var anbragt. Lauridsen fik så pengene til anbringelse, og det er disse penge, han nu har forgrebet sig på. Foreløbig er der kun til politiet sket denne ene anmeldelse, men det fejler næppe, at der vil komme mere til.
Lauridsen er en af de personligheder i vort offentlige liv, om hvem interessen altid var stærkt koncentreret. Når han ikke nåede nogen ledende stilling, da skyldtes dette i en væsentlig grad hans person, der aldrig tilfredsstillede selv de beskedneste fordringer i retning af smag. Hans væsen og klædedragt var til det sidste, efter 15 års ophold i hovedstaden, så forbavsende malpropert, at de fleste ville have trykket sig ved at hilse ham på gaden, om ikke alverden havde vidst, hvem manden var. I det sidste års tid skete det utrolige: han kom til at se endnu værre ud end før. Det grove, altid oppustede ansigt med de små, altid fugtige øjne fortalte tilstrækkeligt tydeligt, at han søgte at drukne sine sorger i flasken.
En kort tid var han afholdsmand, men han havde ikke moralsk kraft nok til selv at rejse sig. Aftenbladet mener, at Lauridsens forfængelighed er blevet næret ud over alle rimelige grænser, og heri ligger hans undskyldning. Måskee var hans store evner blevet hans land til virkelig gavn om andre havde husket komgeordene om Griffenfeldt: Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt.
(Fredericia Dagblad, 17. august 1895).
J. K. Lauridsen. Det kongelige Bibliotek. Muligvis omfattet af ophavsret.
Paa Vej til Norge.
J. K. Lauridsens Rejfe.
Torsdag klokken halv et middag løslodes overretssagfører J. K. Lauridsen efter at have været arresteret omtrent en månedstid.
Da denne affære ved sin fremkomst bevirkede megen omtale, og hans sag også senere på forskellige områder holdt opmærksomheden for den forhenværende politiker i live, har vi ment, at det ville interessere vore læsere at høre lidt om Lauridsens planer og meninger i de sidste timer, han foreløbig opholdt sig her i landet, og vi skal derfor efter "Avisen" give følgende beskrivelse deraf :
Det var kommet til vor kundskab, skriver bladet, at han straks efter løsladelsen ville tage til Norge for der at fuldende sin rekreation. "M. G. Melchior" gik klokken to fra Toldboden til Kristiania; vi ville da rimeligvis træffe ham på dettes dæk.
Længe ventede vi forgæves, det så næsten ud, som om Lauridsen alligevel ikke denne gang ville tage en hurtig Beslutning, men først se sig om i byen. Men på den anden side kendte vi hans svaghed: at komme i sidste øjeblik. Og da dampklokken havde ringet allerede en gang, og toldbodsarbejderne stod med hånden på landgangsbroen, sås den kendte skikkelse i fuld trav over pladsen, fulgt af overretssagfører Hvass, der frivilligt har påtaget sig det store arbejde med at ordne den arresterede sagførers forviklede bo. Han var den eneste som fulgte ham. På Toldboden sås for øvrigt hverken familie eller venner.
Næppe var han kommet om bord, før damperen stod ud efter. Lauridsen holdt sig på dækket, idet han nu og da tog sin bløde hat af og tørrede sin pande. Så længe "M. G Melchior" fulgte Langelinie og Frihavnen, holdt han sig ubevægelig ved rælingen, seende ind over den by, han forlod under så abnorme omstændigheder . .
Kort efter hilste vi på ham. Hans ydre var noget fremmedartet, men kun til det bedre. Ansigtets blussende rødme var forsvundet, hans blik var klart og mindre undvigende end i den sidste tid for hans arrestation; hans hele person havde et sobert og soigneret udseende. I rygesalonen, hvor et par englændere dasede med shagpiben i mundingerne, tog vi plads og tændte vore cigarer. Og i løbet af de par timer, damperen stod op gennem Sundet, faldt talen i spredte sætninger på mange af de personer og forhold, der i anledning af denne sag har været fremme. Vi skal kort gengive, hvad der kan gengives i disse linier.
Når Lauridsen således straks efter sin løsladelse tager bort fra byen, sker dette i virkeligheden ikke ganske efter hans eget ønske. Han er selv overbevist om, at han nu, da hans forretning er ordnet, og han kan begynde på ny, vil føle sig tilstrækkelig stærk overfor enhver overdreven tilbøjelighed til spiritus. Men hans venner har presset på ham, og han finder derfor, at det er hans pligt i denne henseende at rette sig efter dem.
Man har jo fremsat de forskelligste meninger om, hvorfor han så pludselig forfaldt og gik til bunds, og hvad der mest har bidraget til at gøre ham afhængig af alkoholen. Den eneste sandhed vil det naturligvis være vanskeligt at få at vide. Han påstår, at han i de sidste par år led ganske usædvanlige tab ved spekulationer i forskellig retning. Alt syntes at gå ham imod. Hertil kommer private sorger, som vi tidligere har hentydet til. Og endelig tabet af kredsen, hvad det vil sige for en inkarneret politiker, forstås let.
Nn, da hans bo så omtrent endelig er gjort op, viser det sig, at beløbet, som skulle udredes, var ca. 8.000 Kr. Af disse falder altså en 6.000 kr. på Sarah Scharffenberg, hvis penge han forvaltede, og som han i tidernes løb på mange måder gjorde store tjenester. Som meddelt kan der dog ikke egentlig tales om besvigelse, men kun om en uoverensstemmelse mellem parterne med hensyn til dispositionsrettens omfang. Lauridsen betegner selv sin arrestation som skandaløs. Han ser - med rette eller urette; vi refererer kun - bag den en række intriger, der væsentligst udgår fra en enkelt af hans ældre kolleger, der oven i købet en gang har snydt ham på en ejendomshandel; en hensynsløs person, der for enhver pris vil op, og for hvem Lauridsen på flere punkter stod i Vejen. "X, siger Lauridsen, og han nævner en anden sagfører, bekendt for sin magtsyge og hensynsløshed, er dog ikke så slem som han! Der opstår et øjebliks pause, da styrmanden kom ind i kahytten for at billettere. L. skal ikke have billet. Også her mærkes formynderhænderne; der er truffet aftale med kaptajnen, og som et feriebarn bliver han sat af ved bestemmelsesstedet. Øjensynlig er disse foranstaltninger ikke fri for at krænke ham. For hans stolthed vågner på ny, og hans tro på fremtiden.
En tid hed det, at sagførerne kun på den betingelse ville redde ham, at han ikke på ny drev sagførervirksomhed. Herom foreligger der dog intet. Desuden, som han siger, kunne ingen forhindre ham i at lade møde for sig i retterne, og han ville på den måde, efter hans mening, måske kunne gøre nok så meget forretning.
Det er dog heller ikke usandsynligt, at L. slår ind på et helt nyt virkefelt, som auktionsholder. "Jeg har jo dog for kunnet more folk, hvad siger de om mig i et auktionslokale?" Måske ville en sådan stilling ikke være ilde for ham. Overhovedet har han ideer nok og sikker tro på den ny fremtid Han er kun 37 år gammel og har således "langt frem, som kællingen sagde. Hun så sig tilbage"
Ikke en gang en politisk fremtid vil L. fuldstændig renoncere på. Uden nøjere her at komme ind på hvorledes, tænker han på ny muligheder, når der er gået en valgperiode til foruden denne.
Det er første gang, L. besøger Norge. Oppe i bjergenes klare luft, fjernt fra de store byer, vil han foreløbig skrive sine memoirer. Sikkert vil de blive ret indholdsrige. Mens han deroppe arbejder som skribent, vil hans forretningsstatus fremkomme i bladene hernede. Han mener at enhver vil kunne få sit. Også forskellige aktiver - deriblandt en del aktier i blade - vil i tiden lette balancen.
Om den tid, han har siddet i fængsel, udtaler han sig uden synderlig bitterhed. Vagtmesteren var en elskværdig mand, og assessor Ussings redelige dygtighed anerkender han.
"M. G. Melchior" ligger nu stille ud for Helsingør, og færgebåden kæmper sig op på siden. Et håndtryk, et håb om bedre tid - og J. K. Lauridsen sejler videre mod Kristiania
(Herning Folkeblad, 18. september 1895))
Mens Lauridsen resten af sit liv (indtil 1905) beskæftigede sig med mere eller mindre tvivlsomme forretninger, blev Sarah Scharffenberg gift igen 1898 med Cai Christian Magnus Christopher Nicolaus Brockdorff, som hun dog også senere blev skilt fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar