Frygteligt Drama.
Firedobbelt Mord og Selvmord i Løngangsstræde - En Mand dræber Kone og tre Børn og derpaa sig selv.
Vor by har i det forløbne døgn været skuepladsen for en begivenhed så skrækkelig, som man kun kender fra de store verdensstæder.
Et i Løngangsstræde 14, 1. st. tv. boende ca. 40-årigt bud ved navn Andersen har - rimeligvis i går eftermiddags - hængt sin Kone og tre småbørn og derefter sig selv.
En herre, der i længere tid har boet hos ægtefolkene, fandt det mistænkeligt, at hans værelse ikke var gjort i stand, da han i formiddags ved titiden kom hjem. Lejligheden var aflåset, men ved at se gennem nøglehullet ind i det ene værelse, så han mandens budfrakke, kasket og støvler ligge henslængt på gulvet.
Han alarmerede da gadebetjenten, der fulgte med op. Døren der fører lige ind i køkkenet, blev lukket op, og da man trådte ind, hang Andersen på dørkarmen mellem sovekammeret og køkkenet. Ansigtet var uhyggelig fordrejet, manden har rimeligvis været død siden den foregående eftermiddag.
Hurtig skar betjenten manden ned og med bange Anelser gik han, fulgt af den logerende herre, over tærskelen ind i soveværelset, hvorfra en rådden lugt slog ham i møde.
Et rædselsfuldt syn.
Mistanken bestyrkedes i hver af det lille rums to senge lå to lig! Konen og de tre småbørn var kvalt, i den ene seng lå to af børnene, i den anden konen med et barn på armen, alle havde et reb om halsen, men var meget sirlig anbragt i sengene.
Betjenten skar rebene over, men der var ikke spor af livstegn; den skrækkelige forbrydelse er rimeligvis allerede begået i går eftermiddags.
I morgen skal vi bringe læserne en udtømmende beretning om denne i vor kriminalhistorie sikkert temmelig enestående begivenhed.
(København, 21. august 1895)
Massemordet i Løngangsstræde
Manden der dræbte hustruen og sine 3 børn hvorpå han beår selvmord.
Fem Lig.
"København" bringer den udførligste og i alle enkeltheder nøjagtigste beretning om den rædselsfulde begivenhed.
En frygtelig begivenhed
har rystet Københavns indbyggere, at alle sind i den største bevægelse.
En hel familie, tilsyneladende lykkelig, om end fattig, er i løbet af få minutter vandret fra livet i den evig dødens mørke verden, hvorfra den aldrig vil vende tilbage
En familiefader, ansét af alle, der kendte ham, for sin solide færd, en hæderlige stræbsomhed og ulastelig vandal, ligger død, med rebet om sin hals, efter at han først har gjort sig skyldig i den skrækkeligste af alle forbrydelser: Hustrumord og barnemord.
En hustru og moder, fattigt begavet uden store evner i nogen retning, men tilsyneladende tilfreds, glad ved sin tarvelige tilværelse i det hyggelige, lille hjem, ligger dræbt i sin seng - og i hendes favn finder man barnet, det mindste, med smil på kind, men kold og død! Hvilket frygteligt skuespil! Og så - i sengen ved siden af, de to andre børn, glade og fornøjede lå de endnu for et par dage siden på husets trappegang og legede med beboernes børn - og her ligger de, stive og kolde, dræbte!
Intet under, at en begivenhed som denne, der synes kun at kunne tilhøre verdensbyernes frygtelige elendighed vækker den største opsigt overalt.
Den nøjagtige Beretning
om alle enkelthederne i dette frygtelige drama, vil man finde i nedenstående linjer. Vi afholder os fra alle sidebemærkninger, indskrænker os til med den størst mulige korthed og klarhed at fremstille begivenhederne i deres rækkefølge.
I Løngangsstræde
Nr. 14, 1. Sal, har familien Andersen allerede boet en årrække. Familien består af Lars Andersen, der er bud i manufakturhandler Christensens forretning på hjørnet af Østergade og Integade, endvidere hans kone og tre børn.
Lars Andersen er en mand på 42 år. Han er bondefødt, kommer fra Græsted ved Gilleleje. Hans hustru, født Marrit Knudsen, er datter af en norsk skibskaptajn. Lejligheden består af tre værelser og et køkken.
Af værelserne vender de to ud til gaden, hvert med to fag vinduer. Det ene af disse værelser lejede familien for et par år siden ud til en ung mand, cand. pharm. Poul Christensen, der længe har været knyttet som medarbejder til "København".
I går Formiddags,
da klokken var omtrent halv elleve, kom hr. P. Christensen hjem for at hvile sig lidt, efter at han om morgenen havde arbejdet på vort blads kontor.
Da han kom på trappen, fandt han en del af husbeboerne samlet ivrig samtale.
- Hvad er der i vejen her? spurgte Christensen, idet han standsede sin gang.
- Ja-h! Det må vi nok spørge Dem om, svarede en af Beboerne, for det er Deres værtfolk, som det gælder om.
- Hvorledes?
- Jo, siden i går morges har vi ikke sét dem et eneste øjeblik. Vi savner børnene, der ellers altid leger her på trappegangen, og hverken manden eller konen har vi set. Og inde i lejligheden er der ikke en lyd, der rører sig. Kan De forstå, hvor de er henne?
Det var madam Hansen, som bor ved siden af familien Andersen, der afgav denne forklaring, og hun tilføjede, at der fra Christensens forretning på Østergade har været bud efter manden, da man savnede ham i forretningen.
Mistanken er vakt.
Som man kan tænke, blev Hr. Christensen en del bestyrtet over disse meddelelser. Han havde ingen tanke om, at en ulykke kunde være sket. Men var i virkeligheden ikke de omstændigheder, der her fortaltes ham, ret mærkelige?
Til daglig så hr. Christensen kun sjælden sine værtfolk. På grund af, at han hver morgen meget tidlig skulle på bladets kontor, drak han ikke kaffe hjemme, og han havde da ikke stort andet med familien at gøre, end at lade madammen børste sit tøj og sine støvler.
Havde han nu grund til at nære mistanke om, at der var sket noget usædvanligt? Han syntes det næsten ikke.
I løbet af tirsdagen havde han været hjemme flere gange, og rigtigt nok var det, at det da var meget roligt i værelserne ved siden af. Ikke en lyd hørte han derinde, men dette foruroligede ham ikke, for familien gjorde aldrig støj, og ofte gik konen timevis ud med børnene.
Kl. 8 tirsdag aften lå Christensen en times tid på sofaen. Og just, når han nu tænkte ret efter, forekom det ham nok, at han havde syntes, det var mærkeligt, at han ikke havde hørt en lyd inde fra værelset ved siden af, hvor på den tid den hele familie plejede at være samlet.
Han gik imidlertid ud igen, kom hjem sent på aftenen og stod op igen tidlig onsdag morgen uden at ane noget ondt.
Ak, da lå allerede familiens afsjælede legemer, kolde, stive, i værelset ikke langt derfra
Der gøres alarm!
Altså, uhyggelige anelser opstiger i hr. Christensens sind, og han siger da til husbeboerne :
- Ja, der må sikkert være noget galt på færde! Jeg vil gå ned på gaden for at få fat i en politibetjent! Dog, først går han ind på sit værelse.
Han finder her sengen urørt, således som han havde forladt den om morgenen. Allerede dette er en mistænkelig omstændighed, for madam Andersen var en ordentlig og påpasselig husmoder, der altid holdt huset i den mønsterværdigste orden.
Hr. Christensen bøjer sig da ned og kigger gennem nøglehullet ind i familien Andersens dagligstue. Hvad han ser, er dette: På et bord ved væggen ligger mandens budeuniform med de gyldne knapper, ved siden af er kasketten, og på gulvet ligger hans flip og støvlerne.
Dette, at manden på dette tidspunkt har sin uniform liggende henslængt på værelset, er i sandhed foruroligende. Hr. Christensen er ikke i tvivl om at der er noget galt i gærde, og han besluttede da straks at gøre alarm.
Politiet tilkaldes.
Hr. Christensen går ud på gaden, hvor det efter nogen søgen lykkes ham at finde en betjent. Det er Nr. 341, hvis borgerlige navn er Tvilum.
Han siger til betjenten: Hør, De må gå med mig op i Nr. 14- Manden synes at være forsvundet tilligemed hele sin familie. Jeg kan ikke tro andet, end at der er sket en ulykke.
Betjenten stiller sig meget tvært og afvisende overfor hr. Christensens opfordring:
- Naah, det er vel ikke så slemt! siger han og vil gå videre.
Hr. Christensen foreslår nu betjenten, at han i hvert fald, ved fra gården at sætte en stige op til familiens køkkenvindue, skafter sig et indblik i lejlighedens udseende.
Betjenten vil på ingen måde gå ind på dette. Men efter nogen snakken frem og tilbage, får hr. Christensen ham dog endelig til at gå med sig op på sit værelse, hvor den trevne ordenshåndhæver gennem nøglehullet ser, at mandens uniform ligger på bordet.
Lejligheden åbnes.
Hidtil havde betjenten vist den største tværhed, det var øjensynligt, at han kun med den største ulyst gik med Christensen. Efter at have set gennem nøglehullet får han imidlertid en følelse af, at der dog måske er noget på færde, og han forsøger da, først med en kniv, så ved hjælp af en saks, at få døren lukket op. Da dette imidlertid ikke vil lykkes ham, går han ud blandt husboerne, hos hvem han hurtigt får en nøgle til den dør, der fra gangen fører ind til lejlighedens køkken.
Med denne nøgle lukker betjenten da op og går ind, fulgt af hr. Christensen.
Et frygteligt Syn.
Det syn, der møder de to mænd, idet de træder ind ad døren, og den forpestede luftbølge, der slår dem i møde, er så skrækkelig, at de begge vender sig om, og i deres bestyrtelse næsten ikke kan gå videre.
Betjenten ryster over hele kroppen, idet han går frem over køkkengulvet - så stærkt har synet taget på ham. Og med bævende stemme udbryder han:
- Ja, nu ser jeg, der er noget forfærdelig galt på færde!
På dørstolpen mellem køkkenet og soveværelset hænger mandens lig, dinglende i en snor. Hans ansigt, der er frygteligt ophovnet, med blå og sorte rande om øjnene, med opsvulmede læber og med tungen rækkende ud af munden, vender halvt ud mod køkkenet, således at betjenten har det ret for sig.
Så hurtig betjenten kan besinde sig, griber han den kniv, han bærer i lommen, og rask oversnitter han snoren, i hvilken mandens lig dingler. Med en dump lyd falder liget til jorden. Og de to mænd træder ind i det nævnte værelse.
Hvilket Syn! Hvilken Gru!
En dødens stilhed hersker der i det fattige rum, gennem hvis lave vinduer solen sender en lille stråle ind over den gule persienne. En rædsom stank opfylder rummet. Et hastigt blik er nok til at se, hvorfra stanken kommer. I sengen nærmest vinduet til gården ligger to småpiger henslængte, kvalte, med reb om halsen, og i sengen tæt ved hustruen, kvalt, ligeledes med rebet om halsen, og med det mindste barn i favnen.
Overvældet af det skrækkelige syn formår betjenten et øjeblik næppe at røre sig. Dog, han fatter sig, og giver sig i lag med at befri de afsjælede legemer for de reb, hvormed manden har kvalt dem.
Dog, ingen nytte er denne gerning til. Her har døden forlængst gjort sit bytte. Alt liv er udslukt, og den tunge stilhed, der hersker i det lille rum, er en kun alt for veltalende illustration til den frygtelige begivenhed, der her er udspillet.
Hvad der siden sker.
Uden at opholde sig alt for længe på dette skrækkelige sted, begiver hr. Christensen og betjenten sig ud på gangen.
Som man kan forstå, er hr. Christensen, således som en ret journalist bør være det, nu kun besjælet af tanken om at bringe meddelelse om den gruelige begivenhed til sit blad - til "København".
Dog - i dette sit forsæt møder han modstand hos betjenten.
- Deres navn? spørger denne Nr. 341, på sin mest studse maner.
Efter at hr. Christensen har opgivet navn og stilling, siger betjenten:
- Ja, De må nu følge mig hen på stationen.
- Ja, det gør jeg gør jeg gerne, svarer hr. Christensen - forudsat at jeg kan få lov til derfra at telefonere til mit blad !
- Aa, bladet! vrænger betjenten - vil De nu bare følge mig!
På Politistationen
Hr. Christensen går da med betjenten hen til Nørregades politistation, hvor man anmoder ham om at vente i forværelset. Han spørger her en af fuldmægtinge om han må låne telefonen, og da han får tilladelse, giver han sig straks i lag med at telefonere sine meddelelser til "København"s redaktion.
Han er imidlertid næppe begyndt, før assistenten, hr. Niels Jensen, kommer farende og råber: - Vi vil ikke have nogen telefonering her! De må straks holde op!
Få øjeblikke efter kaldes hr. Christensen ind i den telefonfjendtlige assistents private kontor, og efter at nu vor medarbejder har afgivet sin forklaring om hvad han har set og foretaget sig, siger han til assistenten :
- Tillader De nu, at jeg telefonerer ned til bladet?
Meget ophidset svarer assistent Niels Jensen herpå:
- Nej, jeg tillader på ingen måde, at De telefonerer. Det er mig ganske ligegyldigt, om bladet får den nyhed i dag eller i morgen! Det har vel heller ikke så stor hast!
Altså, hr. Christensen får ikke lov at telefonere. Dog, som man kan tænke, opnår hr. Jensen ikke derved at forhindre "København" i at bringe den foreløbige meddelelse om begivenheden - få timer efter er disse meddelelser i tusinder af eksemplarer spredte over den ganske by!
Lægen kommer!
En times tid efter at det fortalte er foregået, ankommer politiassistent Niels Jensen og dr. F. V. Ryder fra Nytorv til lejligheden, hvor ligsynet nu foretages. Lægens udtalelser går ud på, at de fire mord og selvmordet må være foregået tirsdag eftermiddag. Kort efter at politiet og lægen har forladt værelset, aflægger vi det et besøg.
Køkkenet.
Hvad der slår os, idet vi træder ind i det lille køkken med det lave, ludende vindue ud til gården, er den næsten pinlige renlighed, som vi iagttager herinde. Gulvet er blanktskuret, køkkenbordet skinner som sne. På komfuret står en blanktskinnende kobberkeddel, på hylden under loftet står i sirlige rækker de små kaffekander, tepotter, gryder og pander, alt fint pudset, som om det var på udstilling.
Det hele gør et fattigt, men aldeles ikke noget nødlidende indtryk. Man siger sig selv, at således har nogenlunde velstillede mennesker det. Det er ikke den pure fattigdom, der lyser ud fra denne fint skurede tallerkenrække, i hvilken tallerkener og kopper i rigelig antal breder sig.
Og nu spisekammeret, hvis dør vi lukker op! Der ligger madvarer i fade og skåle, der er et par syltetøjskrukker, fyldt til randen, der er kød og flæsk og smør, og på en stor bakke en rigelig mængde fint og groft brød!
Af sulten er disse mennesker da ikke drevet i døde!
Soveværelset.
Vi går da ind i soveværelset, og her fremtræder familiens fattigdom tydeligere. For møbler er der kun få af, foruden de to jernsenge med de hvidbetrukne dyner og de rene lagner. Det samme indtryk af renlighed og hygge, som man får i køkkenet, bibeholder man i soveværelset.
Men hvor frygtelig er ikke synet af de fem mennesker, der her hviler i dødens søvn! Hvor frygteligt i denne tavse, tomme, triste stilhed. Tæt under vinduet hviler de to ældste børn i sengen. I en lille blå og hvidternet bluse ligger Marry. Med et bedrøvet, forpint, øjensynligt i dødskvalen fortrukket ansigt stirrer den 10 års piges vidtåbne øjne op mod loftet. Benene har hun krampagtig trukket op under sig. Om halsen ser man trykket af den snor, hvormed faderen har kvalt hende.
Ved hendes side ligger den 4 års gamle Fanny. Man skal lede efter et dejligere ansigt. Skønt og blegt, smilende til søsteren ved hvis bryst hun hviler, ligger hun henstrakt så naturligt, som om hun sov. Dette syn af de to børn er næsten skønt i al sin gribende uhygge.
Frygteligere gribes man dog, når man vender blikket til den anden seng.
Med et hæsligt fordrejet, sortrandet og opsvulmet ansigt, over hvis læber der endnu står en slimet fråde, ligger moderen udstrakt på lejet. Hun er nøgen, og hendes krop er svulmet op til et omfang, der ikke er naturligt. Sin venstre arm har hun anbragt under den yngste datters hals.
Det er Ingeborg - det 1 år gamle barn, der her ligger med sin lille mund trykket op mod moderens nøgne skulder. Et rørende og uhyggeligt syn!
Vi vender os bort fra disse dræbte og ser ned på gulvet, hvor manden ligger udstrakt på ryggen. En dyb, blodrød stribe på halsen betegner det sted, hvor rebet har snæret ham ind i døden. Han er i skjorteærmer. Under skjorten ser man en ulden trøje. Han bærer grove blå cheviots benklæder. Hans ansigt er hæsligt fordrejet, og hans øjne stirrer vidtåbne beskueren i møde.
Fra dette uhyggens værelse begiver vi os ind i familiens dagligstue ud til gaden. Her er det endnu fattigere. Der er her næsten slet ingen møbler og på væggene kun et enkelt skilleri. Men som overalt i lejligheden er der rent og vel vedligeholdt. På bordet ligger endnu Lars Andersens uniform med de blanke knapper.
Her en plan af lejligheden
På det sted, hvor den frygtelige handling er foregået, vil man - nederst til højre - se de to senge betegnede. I samme værelse er døren ud til køkkenet, hvor man fandt manden hængende, betegnet med et kors.
Ligene afhentes.
Kun få øjeblikke efter at vi således har aflagt besøg i dette hjem, hvor ulykken har gjort en så rig høst, ankommer de to rustvogne, i hvilke ligene skal føres til Sct. Johannestiftelsen.
Indsvøbt i lagner bæres ligene ud af lejligheden og ned på stueetagens trappegang. Her har man opstillet tre sorte trækister, i hvilke ligene skal anbringes. Moderen og den lille Ingeborg adskiller man ikke, de anbringes i den samme kiste. Sammen i én kiste anbringes dernæst de to søstre, Marry og Fanny, og endelig lægger man manden i den tredje kiste, hvorpå rustvognen kører bort med sin sørgelige last.
På gaden.
har der imidlertid i formiddagens løb samlet sig en uhyre menneskemængde, og især på det tidspunkt, da ligene blev bortkørte, var stimlen stor og voksende, så betjenten kun med megen møje kunne holde passagen fri. Alt, hvad der kunne stå og gå i den ellers så stilfærdige gade, var på benene. Og ved enhver dør og på begge fortove stod folk i tætte klynger, ivrigt diskuterende den sørgelige begivenhed.
Det var et helt bevæget folkeliv. der således foranledigedes af dette drama, det frygteligste vi endnu har oplevet her i København.
Hvad er motivet?
Når man spørger om hvad motivet til denne frygteligt gerning nu også kan være, står man straks aldeles uforstående. Man begriber ikke, at denne tilsyneladende lykkelige og tilfredse familiefader pludselig kan falde på at styrte sig morderisk over den hustru, med hvem han levede et lykkeligt samliv, og de børn som han tilbad.
Man spørger sig selv, om han ikke har gjort ugerningen i et pludseligt anfald af sindsforvirring eller om ikke religionsskrupler, - således som det ofte er tilfældet - har omtåget hans hjerne og berøvet ham fornuftens brug.
Lad os kort fortælle om Lars Andersens daglige, huslige forhold. Som vi allerede har fortalt det, var han bud hos manufakturhandler Herman Christensen på hjørnet af Østergade og Integade. Han havde været ansat her i fulde seks år, og han var en mand, hvem Chefen skænkede hele sin fulde tillid. Solid var han, derom var der ingen tvivl, hr. Christensen nærede den største tillid til sit bud.
En indesluttet mand.
Men Lars Andersen var en mand, hvem man ikke let kom i lag med. Han var meget ordknap, meget indesluttet, næsten uhøfligt afvisende, når man ville give sig i snak med ham. Hvad der da foregik indenfor denne tavse, stilfærdige mands hjerne - derom er det vanskeligt at vide noget. Dog, vi har en udtalelse af ham, som er betegnende. I den sidste tid havde han vist sig mere indesluttet og melankolsk end sædvanligt. Man lagde mærke til det i forretningen, og en dag gav en af damerne, som i mange år havde omgåedes ham, sig i snak med ham. Uden at damen kan sige, hvordan det gik til, kom samtalen til at dreje sig om de frygtelige forbrydelser - mord og selvmord - hvorom bladene fortalte. Der var netop i de dage foregået et par af disse forbrydelser i Wien, og Lars Andersen, der havde læst beretningerne, sagde :
- Det er i grunden ganske godt gjort! Man får respekt for en mand, der således gør rent bord med sin familie. Han bærer sig slet ikke dumt ad!
Damen bebrejdede ham, at han udtalte sig så kynisk, men dertil svarede han intet, virrede kun med hovedet og gik sin vej.
Økonomiske Forbold.
Altså, Lars Andersens kår var små, men dog langt bedre end de kår, hvorunder tusinder af fattige arbejderfamilier lever her i København. Hos Christensen, Østergade, tjente Lars Andersen 62 kroner ved at være bud. Men desuden gjorde han tjeneste i grossererens private hjem, Frederiksholms Kanal, hvorved han yderligere tjente 10 kr. Med drikkepenge og alt har Lars Andersen da sikkert mindst haft 80 kr. om måneden.
Og en kendsgerning er det, at Lars Andersen bragte hjem alt, hvad han tjente. Han soldede ikke, gik overhovedet aldrig ud. Så snart han kom fra forretningen, gik han hjem til sin hustru, med hvem han levede et lykkeligt samliv.
Familieforhold.
Over alt i verden elskede han sine børn. Så snart han kom hjem, gav han sig i leg med disse kønne småpiger, han satte sig med dem ude på trappegangen eller i gadedøren, og utrættelig var han i sin muntre underholdning og leg med dem. Til gengæld elskede også børnene deres fader. Jublende løb de ham i møde, når han kom hjem fra sin dagsgerning, og da forlod han dem ikke, så længe han var hjemme.
Hustruen.
Forholdet til hans hustru er derimod måske noget mere tvivlsomt. Sandt er det imidlertid, at det kom aldrig, aldrig, til heftige scener mellem dem. Tilsyneladende levede de sammen i den allerbedste forståelse. Sandt er det imidlertid også, at siden en halvanden års tid blev hustruen en del svaghovedet som følge af en ualmindelig hård barselfærd.
Hun der for flere år siden havde måttet tage ophold på en sindssygeanstalt, mistede nu næsten fuldstændig hukommelsen, og hendes tilstand blev sådan, at hun måtte indlægges på Kommunehospitalets sjette afdeling. Dog, hun blev der ikke længe; efter et par måneders forløb udskreves hun som helbredt. At hun ikke var helt rask - derom kan der dog næppe være tvivl.
For kort tid siden søgte manden at overtale sin kone til endnu en gang at lade sig indlægge på hospitalet for at blive fuldstændig helbredet, men det ville hun ikke indlade sig på.
For manden var det utvivlsomt en kilde til stor sorg at hustruens forstand var omtåget. Herom skal vi fortælle følgende
Manden græder
I tirsdags morges, da man i Herman Christensens forretning savnede det trofaste bud, gik en af forretningens damer, der var en personlig bekendt af familien, op i lejligheden for at spørge efter manden.
Da hun ved titiden kom op og ringede på, blev hun lukket op af Lars Andersen, der grædende kom hende i møde og fortalte, at hans kone tidligt om morgenen havde haft et ualmindeligt heftigt krampeanfald, og han angav dette som grund til, at han ikke havde mødt i forretningen.
Dette tyder stærkt på, at manden i fortvivlelse over sin hustrus sygelige tilstand har fattet sin frygtelige beslutning.
Hans omsorg for hustruen.
Det kan i forbindelse hermed anføres, at Lars Andersen i lange tider har levet under trykket af sin hustrus sygelighed. Han såvel som hustruen var meget propre, de tålte ingen urenlighed eller forsømmelighed. Efterhånden som hustruens hukommelse svækkedes, måtte imidlertid Lars Andersen meget ofte udrette en del af den husgerning, der påhvilede konen. Ofte stod han til sent på natten og vaskede skidentøjet, mens konen puslede omkring de små. Og om morgenen børstede han sko og støvler, bankede tøj osv.
Tænkes kan det da, at bedrøvelse over hustruens voksende sygelighed, der efterhånden ville gøre hende ganske unyttig til al husgerning, har modnet Lars Andersens beslutning.
En kendsgerning er det at han alt længe var på det rene med, at hendes sygdom ville føre hende i vanvidets mørke. Udtalelser som han lod falde overfor hr. P. Christensen, viser dette. Han drog nøje omsorg for at Konen ikke fik ting at læse, som kunne ophidse hende. Mens han således selv læste aviserne i forretningen, lod han aldrig en avis komme indenfor sit hjems vægge, og da hr. Christensen en gang tilbød ham at låne konen "København", svarede han barsk at han tillod ikke, hans kone læste aviser.
Hun elsker ham!
Der kan ikke være tvivl om den gode forståelse, hvori disse to mennesker levede med hinanden. Han elskede sin kone, og hun så op til ham som om han var et højere væsen. Alt, hvad "Far" gjorde, var rigtigt for hende. Hun fulgte det mindste af hans vink, og når der skulle udrettes et eller andet, måtte hun altid først spørge "vores fa'er", som hun sagde.
Vi standser her vore betragtninger over, hvad der formentlig kan være motivet til den skrækkelige begivenhed. Man står overfor en gåde, som man næppe kan løse, og vi skal ikke trætte læserne med flere gisninger. Kun så meget:
Hustruens mørke, åndelige tilstand har sikkert nedbrudt den tavse og indesluttede mand så stærkt, at han yderligere påvirket ved læsning af beretninger om de store selvmords- og mordhistorier i udlandet, - i et pludseligt anfald af fortvivlelse er gået til sin skrækkelige gerning.
Sidste Efterretninger.
Et forhør.
I går eftermiddags ved to-tiden var viceværten i ejendommen nr. 14 Løngangsatræde, hr. sadelmager Grunthmann, tilsagt til forhør på Nørregades Politi station. Forhøret var langt. Assistenten. hr. Niels Jensen, gik især indtrængende ind på spørgsmålet om familien Andersens økonomiske forhold.
- Jeg véd intet om hans formueforhold, sagde hr. Grunthmann - jeg véd kun, at han altid ærligt og redeligt har betalt sin leje, 27 kr. om måneden. Han har aldrig stået i restance for en øre, Dog, tilføjer hr. Grunthmann: - For nogen tid siden klagede Andersen over, at han ikke havde råd til at bo så dyrt, hvorfor han sagde op og bad mig om at give ham lejligheden på anden sal, der kun skulle koste 22 kr. Det blev imidlertid ikke til noget. En skønne dag kom Andersen og sagde, at han havde betænkt sig.
En husundersøgelse
Altså, dette forhør bringer ikke noget nævneværdigt interessant for dagen.
I går aftes ved ottetiden ankom der så to betjente af opdagelsespolitiet og gik ind i lejligheden. De gennemsøgte her alle gemmer, tog papirer med sig og opnoterede, hvad der fandtes i Værelserne.
3000 Kroner!
Hvor stor blev imidlertid ikke politimændenes overraskelse, da de i den fattige lejlighed fandt gemt i en kommodeskuffe, et par sparekassebøger, på hvilke der stod henved 3000 kroner! Politibetjentene tog sparekassebøgerne og de øvrige papirer og bortfjernede sig med dem.
For døren hængte de en stor hængelås.
På gaden.
Indtil sent i går aftes var Løngangsstræde opfyldt af mennesker, der utrættelig debatterede den store begivenhed. Rørende var synet af de små pigebørns små kammerater og veninder, der grædende stod i klynger i gadedørene og først lod sig drive hjem, da forældrene kom og tog dem med sig.
Hermed afslutter vi foreløbig beretningen om den gruelige udåd, der i går satte bevægelse i alles sind. I morgen vil "København" møde med yderligere oplysninger.
(København 22. august 1895)
Massemordet.
Huset i Løngangsstræde
Manden der opdagede forbrydelsen
Sidste Oplysninger.
Hustruens svangerskab. - Ægteparrets kærlighedshistorie. - Politiet arbejder. - Forhør. - Morderens broder ankommer hertil.
"København" tror ikke på nogen bedre måde at kunne indlede dagens artikel om det skrækkelige drama i Løngangsstræde end ved at bringe en tegning af det hus, i hvilket begivenheden har fundet sted.
Indenfor de vinduer på første sal, som vor tegner har fæstet på papiret, er udspillet den frygtelige scene, der i forgårs satte København i den største bevægelse.
Her er det, den hidtil solide og fuldt ud agtværdige familiefader har styrtet sig som et vildt dyr over sin syge hustru og sine tre småbørn - dræbt dem og lagt dem i sengen.
Og efter at have udført denne gruelige gerning, har han siddet, skrækslagen over sig selv, men ophidset af sin egen forbrydelse, vanvittig af forpinthed og ulykke, og afventet sin ældste, 10-årige datters hjemkomst. Den ulykkeige mand.
Og datteren er kommet. Glad er hun sprunget op ad trapperne for efter sædvane at hilse på sine søstre og sin moder, for at få sin mad og dernæst få lov at gå ud på gaden og lege med kvarterets andre børn.
I stedet for er hun, idet hun er trådt ind ad døren, blevet grebet af faderen, i hvem vildskaben atter er kommet op i al sin frygtelige vælde. Udstødende et skrig, et forskrækket: "Lad mig være, fader", er hun blevet slæbt ind over gulvet, og uden at hun er kommet til sig selv igen, har faderen surret rebet om hendes hals - det reb, der skulle oversnøre hendes livsånde.
Og så det sidste: den forvildede mand, der binder rebet om sin egen hals og klynger sig op for aldrig at vågne mere.
Det er, hvad der er foregået bag disse beskedne, grå mure, hvor detailhandleren, rullemanden og skomageren lever deres jævne, rolige liv!
Men foruden at bringe en tegning af ugerningshuset, finder "København" det rimeligt at bringe et billede af den mand, hvem det skyldtes, at forbrydelsen så hurtigt opdagedes.
Sidste oplysninger
Massemordet.
Dramaet i Løngangsstræde.
5 ligkister. - Hemmelighedsfuldt politi. - Hvornår skal begravelsen finde sted.
Det skrækkelige drama har i de sidste dage gjort den stille gade ved Vestervold til et valfartssted for københavnerne. Endnu i går stod der på fortovet overfor ejendommen nr. 14 i Løngangsstræde klynger af mennesker, der med gysen så op mod lejligheden på 1. sal. hvor der imidlertid ikke er andet at opdage end 4 fag vinduer med de propre gardiner.
Det drama, der her udspilledes hin formiddag, vil til alle tider have mysticismens slør over sig. Den strikke, der sammensnørede hustru- og barnemorderens hals, har afskåret ethvert håb om nogensinde at få rede på det grufulde familiedrama. De gisninger, man har fremsat om motiverne og gangen i forbrydelsen, er såre plausible. Men et punkt er og vil vedblive at være dunkelt:
Har Lars Andersen overfaldet og kvalt sin syge kone, eller har det været en fælles overenskomst mellem ægtefolkene at gå sammen i døden?
Et rygte, der er gået om, at Andersens 10-årige datter Mary skulle have anet noget om mordplaner hos faderen, er sikkert grebet ud af luften. Mandag aften så vor medarbejder hende glad legende på trappen, og tidlig den næste morgen gik hun i skole.
I ejendommen, Løngangsstræde 14, er der almindelig forstemthed, familien Andersen var vellidt af husbeboerne, de talte ikke meget med Andersen, men var ofte vidne til den rørende omhu, hvormed han omfattede sine børn, det var fx almindeligt i de varme sommeraftener at se ham stå i gadedøren med den lille, ualmindelig kønne Fanny på armen, hun pludrede løs og trak i faderens store knebelsbart.
Med gysen går husets beboere forbi den med hængelås forsynede køkkendør på 1. sal, og som man nok kan tænke sig, har den uhyggelige begivenhed særlig berørt den familie, der i flere år har boet dør om dør med Andersens, og som daglig var vidne til ægteparrets stille færden.
Sidste akt af dramaet bliver nu begravelsen, der, som vi meddelte i lørdags, skal finde sted på Vestre Kirkegård.
Angaaende denne, der arrangeres af Andersens principal, grosserer Christensen, iagttages der stor hemmelighedsfuldhed - mere end der synes strengt nødvendigt. Vi talte i går med forskellige mennesker, der havde kendt den ulykkelige familie nærmere, men ingen vidste bestemt, når de fem lig skulle stedes til jorden.
Man frygter for, at en alt for stor skare af skuelystne skal indfinde sig for at overvære den sørgelige begravelse.
Vi henvendte os i går på St. Johannes Stiftelse, hvor man erklærede heller ikke at vide det nøjagtige tidspunkt for jordfæstelsen! Vi erfarede, at ligene lørdag eftermiddag var blevet lagt i fem kister. De var i en skrækkelig opløst tilstand, navnlig konen og det næstældste barn.
Portørerne, der besørgede det uhyggelige arbejde, måtte tage med klude på ligene, for at få dem transporteret i kisterne.
I dag til morgen skulle ligene føres til kapellet på Vestre Kirkegård, rimeligvis i morgen tidlig finder begravelsen sted, og familien får plads i en stor fællesgrav. Det forlyder, at stiftsprovst Pauli skal holde ligtalen.
(København 26. august 1895).
På vejen til graven.
Morderen og de myrdede føres til graven.
- Et forspil. -
Næsten hver gang man i protestantiske lande står overfor begravelse af en selvmorder, rejses der over liget strid mellem præsterne om, hvorvidt begravelsen kan foregå med Iagttagelse af de kirkelige former.
Indtil for få år siden gjorde man kort proces. Man puttede selvmorderen ned i en afsides liggende plet uindviet jord. Ingen tale, bøn eller sang. Undtagen når selvmorderen var en stor og fin mand, med orden og stjerne - så dækkedes der over faktum, og klokkerne klang, præsten græd.
Meget af denne bornerte præsteånd råder endnu den dag i dag.
Også over de fem lig, der i onsdags afhentedes fra Løngangsstræde, har præsteskabet rejst strid.
Præsten på Sct. Johannes Stiftelsen fandt på, at han ikke kunne begrave de fem lig under et. De myrdede - Gud bevares! Men morderen måtte tages afsides!
Han forhandlede da herom med stiftsprovst Paulli, der indtrængende formanede den hårde præst til kristelig mildhed. Men det hjalp ikke.
Hr. Paulli må da selv tage affære.
På vejen.
Altså, ved titiden i morges begiver vi os ud til Sct. Johannes Stiftelsens lighus på Blegdamsvejen, hvorfra ligene skal føres bort, gennem byens gader til Vestre Kirkegård.
Det øsregner fra en tung, grå himmel.
Kun få mennesker er forsamlede her, men rygtet om begravelsen har dog bredt sig så vidt, at adskillige af beboerne fra Løngangsstræde er kommet for at overvære højtideligheden.
Hvert øjeblik ankommer det med kranse og blomsterdekorationer. Portneren modtager dem og overgiver dem til kirkebetjenten, der er travlt beskæftiget med at anbringe det overvældende blomsterflor på en passende måde.
Adgangen fra Blegdamsvejen er imidlertid spærret, og vi begiver os over i Ryesgade, hvor der er en del flere mennesker forsamlet. Hvert øjeblik ankommer der nye kranse, bl. a. fra de små afdødes skolekammerater.
Der er et livligt rykind, men folk standses i porten, ingen indlades. Det hedder sig, at stiftsprovst Paulli bestemt har modsat sig, at andre end familien kommer ind i kapellet.
Den afdødes familie ses ikke at være til stede. Kl. 11 åbnes endelig kapellet og den lille forsamling træder ind. Kun de forreste kommer med, da pladsen er meget lille.
Her står de fem kister bedækkede med kranse, bl.a. en fra ejendommenss beboere med inskriptson! Farvel alle I Kære. Nærmest kisten står grosserer Christensen med kommis.
Der synges ingen salmer.
Stiftsprovst Paulli
træder frem og siger :
Et ord i skriften siger: Det er os bestemt at dø. Derefter dommen. Det er alvorlige ord. Tanken om, at alt er forbi vækker alvor. Dobbelt alvor er det, når en mand afbryder andres liv og derefter sit eget. Hvor dybt rystede ikke denne begivenhed os. Hvad der er gået forud, ved vi ikke. Var han på fortvivlelsens vej, var han sindssyg eller mangler han troen, som så mange nutildags. Derom véd vi intet. Men derpå kommer det heller ikke an. Det vigtigste er, at vi kan bede om et evigt liv, og derom beder vi Dig, høje Fader, for din Søn, Jesu Christi skyld.
Derefter kastede han jord på de fem kister under den sædvanlige formular og ligene anbringes i 3 rustvogne og føres til Vestre Kirkegård.
(København 27. august 1895).
Massemordet
Dramaets afslutning - På Vestre Kirkegård.
Efter den gribende jordfæstelse i St. Johannesstiftelsens kapel, hvorom "København" i går alene kunde give læserne et referat, blev ligene af den myrdede familie straks kørt til Vestre Kirkegård, hvor den endelige begravelse fandt sted.
Omtrent ved halvtolvtiden bares de fem kister ud af kapellet, blev hver anbragt i en rustvogn og
det sørgelige tog
satte sig straks i bevægelse gennem Ryesgade. Skønt begravelsen var holdt så hemmelig som mulig, havde der dog i den regnfulde formiddag samlet sig mange mennesker, der med gysen så efter den lange række ligvogne, der indeholdt de fem med blomster og kranse overhængte kister. Et gribende og sørgeligt optog, en hel familie, brutalt myrdet af dens forsørger, på vejen til det sidste hvilested!
Omtrent ved tolvtiden kørte vognrækken ind
på Vestre Kirkegård
ad de opblødte veje til graven Dér var ikke mange mennesker til stede. Regnvejret havde skræmt de skuelystne. Dem, der havde givet møde, var væsentlig beboere af det hus og den gade, hvor den andersenske familie havde boet, og hvor det grufulde drama havde fundet sted.
Foruden Andersens principaler, grossererne Christensen og Hansen, der fulgte deres tro bud til jorden, var til stede nogle få venner af familien, der var trasket den lange vej for at overvære den gribende jordefærd.
Af familjen var til stede
Morderens fader og broder
samt dennes hustru, jævne bønderfolk, der ikke synes at have haft noget samkvem med familien i Løngangsstræde og på hvem efterretningen om den frygtelige begivenhed derfor måske ikke har gjort det indtryk, man kunde vente.
Broderen Anders Andersen, hos hvem den gamle Kristen Andersen er på aftægt, syntes ikke at være snarlig afficeret af broderens udåd. Han gør et sløvt indtryk og viste på kirkegården ikke spor af ydre bevægelse. Han er en lille, duknakket mand med et ikke indtagende ansigt, der ligner broderen. Heller ikke hans hustru, Pernille, viste nogen synderlig sindsbevægelse.
Derimod så vi tårer i Kristen Andersens øjne, da det sørgelige tog kom ind på kirkegården. Den gamle, vadmelsklædte bonde havde for anledningen smykket sit bryst med en erindringsmedalje fra krigen.
Hverken han, sønnen eller dennes hustru var til stede ved jordfæstelsen i St. Johannesstiftelsens kapel. Vi spurgte Anders Andersen hvorfor, og tilsyneladende ganske ligegyldig svarede han, idet han drejede cigaren i munden: "Vi kom jo for sent til toget!"
Imidlertid er de 5 rustvogne kørt op for
den store fællesgrav,
der skal gemme de jordiske levninger af morderen og hans familie.
En for en løftes kisterne ud af vognene. Mand og kone sænkes først ned i graven og får plads ved siden af hinanden. De to kister dækkes med et lag jord, hvorefter de tre børn efter alderen placeres ovenover forældrene.
Omkring graven trænger sig ca. 100 mennesker, der er kommen til stede for at overvære den uhyggelige jordefærd. Det er mest kvinder, på hvem den pinlige scene gør et voldsomt indtryk. Mange ansigter er ophovnet af gråd.
Idet det yngste barn, den halvandetårige Ingeborg fires i jorden, trænger en ung, forgrædt pige sig gennem mængden hen til graven og kaster en krans ned på barnets kiste og bortfjerner sig hulkende. Hun var Ingeborgs gudmoder.
Handlingen er forbi. Gravens fred hviler over morderen og den myrdede familie. Langsom og tavs spreder tilskuerne sig, dybt rystet af den begivenhed, der har sat alle sind i så stærk en bevægelse.
I morderens lejlighed,
Løngangsstræde 14, indfandt skifteretten og politiet sig i går eftermiddags ved totiden, ledsaget af familien, Anders Andersen og hustru samt Kristen Andersen. Også vor medarbejder var til stede. I lejligheden så alt ud som hin onsdag formiddag, da de fem lig var blevet transporteret ud. Krogen, som Lars Andersen havde klynget sig op på, sad i dørkarmen, og sengene, hvor morderen omhyggelig havde lagt konen og de tre børn, var urørte, siden den skrækkelige begivenhed fandt sted.
Mens skifterettens folk placerede sig ved bordet i familiens dagligstue, for at indføre boets aktiver i protokollen, så vi os om i køkkenet og sovekammeret, der hvor det rystende drama er udspillet.
Køkkenet henstod akkurat, som md. Andersen havde forladt det hin mandag aften. propert og velordnet så alting ud, lige fra det hvidskurede køkkenbord til de sirlige tallerkenrækker.
Sovekammeret, skuepladsen for Andersens frygtelige gerning, så - hvad ingen vil forundre sig over - noget uordentligt ud. Her var jo fire mennesker blevet kvalt! Møblementet bestod af to stole, sengene, et lille sybord og en kuffert, påmalet Bogstaverne M. J. K. - Marrit Johanne Knudsen, konens navn.
I en krog lå henslængt børnenes tøj og sko, alt lå hulter til pulter. For vinduerne havde Andersen anbragt jalousier - han ønskede ikke, at nysgerrige fra gården skulle forstyrre ham i hans opgør med sin og sine kæres tilværelse.
I dagligstuen ud mod gaden vidnede intet om det rystende drama - med undtagelse af Andersens budfrakke, kasket og støvler, disse ting havde han kastet på gulvet. Ellers bar alt præget af den propre husmoder, de snehvide gardiner, de sirlig anbragte blomster i vinduerne. Man fik indtrykket af, at md. Andersen havde sans for hygge.
Møblerne her var ikke mange, et ovalt bord, en puf, et skab, nogle stole, og en kommode med forskellige nipssager, et par sparebøsser med nogle få penge samt to nydelig udførte kabinetsbilleder af familiens afdøde dreng og den lille kønne Fanny.
Forretningsmæssig noterede skifteretten alting op, forseglede de forskellige fundne papirer i en pakke - og imens sad morderens familie stum og ubevægelig som i en døs og med rystende hånd underskrev de én efter én protokollen.
Så var forretningen forbi, man forlod lejligheden, og politiets hængelås sattes atter for døren. Overretssagfører Damkier har boet til behandling, og effekterne, der næppe indbringer meget, vil i en nær fremtid blive bortsolgt ved auktion.
(København 28. august 1895).
Det forfærdelige Løngangsstrædedrama, der i den sidste Uge har beskæftiget sindene så stærkt her i byen, fandt i går sin endelige afslutning, idet morderen Lars Andersen og hans fire ofre, hustruen og de tre småpiger, blev begravede i en stor fællesgrav ude på Vestre Kirkegård.
Af en ganske naturlig frygt for at se lignende kolossale sammenstimlinger af mennesker som da i sin tid Meyer blev begravet, havde man holdt dagen for begravelsen hemmelig. Pressen vidste dog naturligvis besked om, at den skulde foregå fra St. Johannesstiftelsens kapel i formiddag kl. 11, men man føjede familiens ønske og lod det ikke komme til offentlighedens kundskab. I det lille kapel derude på stiftelsen sås der da også kun, foruden journalister fra hovedstadsbladene, morderens principaler, nogle fjernere slægtninge af ham og en lille skare nysgerrige, hvem de mange rosker udenfor stiftelsens port havde lokket til - da stiftsprovst Paulli trådte frem foran de fem kister, der alle var ganske dækkede af kranse og buketter, bl. a. fra beboerne i Løngangsstræde 14, fra den lille Marys skolekammerater o. s. v.
Paulli talte med mild alvor om den forfærdelige udåd, der her havde ført en hel familie i døden - en uløselig gåde, fordi man jo vidste, at han, der havde overskåret de andres og sin egen livstråd, elskede sin hustru og sine små børn over alt andet i verden og levede alene for dem.
Stiftsprovsten bad varmt og inderligt en bøn for de fems sjæle og kastede så jord på de blomstersmykkede kister. Dermed var højtideligheden forbi, og i tre rustvogne kørtes ligene til Vestre Kirkegård, hvor Lars Andersens familie havde købt et stort, fælles gravsted til de fem ulykkelige. Derude stod morderens broder og hans gamle fader, stumme i deres frygtelige sorg. og så den ene kiste efter den anden sænkes ned i den store grav; de var kommen for sent til toget dernede i Græsted og havde ikke kunnet nå ud til den lille sørgehøjtidelighed.
(Bornholms Tidende, 28. august 1895)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar