Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.
Henning Jensen
"Den, Guderne vil fordærve, ham slaar de med Blindhed", hedder det, og det ligger lige for at mindes dette i Forbindelse med Henning Jensens Navn i denne for alle mulige Avtoriteter saa fordærvelige Tid; thi er det end forstaaligt, at vor højeste Avtoritet paa det kirkelige Omraade, Hr. Scavenius, ikke just kunde nære nogen brændende Kjærlighed til Henning Jensen efter Valghistorien i Stevns, saa burde han dog, som det sig en Kirkens Mand havde egnet og anstaaet, have vist kristelig Overbærenhed mod den noget aparte Præstemand og - for Autoritetens Skyld - have taalt ham.
Men det gjorde Scavenius ikke; han satte Præsten Henning Jensen i Kirkens Ban og skabte en Politiker, der med skaansesløs Kritik og sønderskjærende Logik hudflættede de ærværdige Avtoriteter, ikte mindst de kirkelige, saa de gav sig ved det; thi "den Guderne vil fordærve o. s. v."
Det nytter ikke at indvende, at det altsaa er for at hævne sig, Henning Jensen vil Autoriteterne til Livs; thi dels øvede han jo allerede endog en meget hvas Kritik, da han stod i Avtoriteternes Sold, og dernæst gjælder det nu en Gang, at de ydre Forhold, hvori man staar, til Dels betinger ens aandelige Udvikling. Sandheden heraf indlyser jo bedst ved at tage Scavenius for sig: Er der vel nogen eneste, som tror, at han, den livsglade Godsejer, vilde være bleven den Alvorsmand og vældige Rettroenhedens Forkæmper, han er, hvis han ikke var bleven Kultusminister ?
Vel er der noget i, at den Anskuelse, en Mand er kommen til, naar han er naaet op ved 40 Aars Alderen, den ændres i de store Spørgsmaal ikke ofte, men det sker dog, og det sker selvfølgelig desto lettere, jo mere ærlig og søgende en Natur der er Tale om.
Nu tyder Henning Jensens Fortid netop paa, at dan er en ærlig og søgende Natur. Ærligheden røber sig deri, at han ikke tog i Betænkning at sætte sin sikre og alt i alt ret gode økonomiske Existens som Embedsmand paa Spil, og det søgende i hans Natur er let at saa Øje paa.
Som ung Præst tilhørte han den indre Mission, med dens stærke Krav paa "Hellighed" som det, der nærmest svarede til det kristelige Ideal. Han var den Gang ansat i Haslev-Egnen og kom her i Berøring med den grundtvigianske Bevægelse med dens Krav paa at tage alt det ægte menneskelige i Brug, og han blev derefter denne Retnings haandgangne Mand. Men i begge Tilfælde gjorde han sig bemærket ved stærkt at lægge Vægt paa Virkeliggjørelsen af Idealet. Læren. Dogmerne i og for sig var ham mindre end de praktiske Konsekvenser, der skulde drages af dem. Hans Trang til at virkeliggjort Idealet har sikkert ikke mindst været bet, der bevidst eller udevidst har bragt ham paa Kant med Dogmerne.
Han har set, at for den store Mængde af kristne, lærde som ulærde, gjaldt det meget mere om at komme paa det rene I med, hvad der var "den rette Lære" og søge Frelse deri, end om at faa Livet til at svare til Læren i Stort og smaat; dette har saa ført ham til den "praktiske Kristendoms Standpunkt", det han i mange og udmærkede "Nutidsprædikener" og Taler har fægtet for Anerkjendelsen af, og dette har endelig ført ham til en historisk Undersøgelse af, hvorledes det saa til syvende og sidst hang sammen med disse mange almægtige Dogmer og Læresætninger, om hvilke de forskjellige kristelige Retninger forer evindelig indbyrdes Kamp, og over hvilke det, som det kommer an paa, Livet, forsømmes.
I den Bog, han nylig har udgivet, kommer han til det Resultat, at Jesus ikke er Guds Søn, og dermed falder for ham selvfølgelig hele den nugjældende Dogmatik. For ham er Jesus af Nazareth det sande Menneske, Idealet af et Menneske; at leve sit Liv som han, der "gjorde vel imod alle", er det sande kristelige, deri ligger ene Frelsen for Menneskene, det er alene det, der betyder noget i Guds Øjne, og han slutter Bogen med Bjørnsons Ord: "Hvor bra Folk gaar, der er Guds Veje".
Uden at komme ind paa nogen Undersøgelse af denne religiøse Opfattelses Rigtighed eller Nødvendighed kan det imidlertid siges, at det er H. Jensens dybe Kjærlighed til de smaa og Udende i Samfundet, der har drevet ham til saa stærkt at kræve Idealets Virkeliggjørelse. Den uhyre Modsigelse, der er mellem den Lære, der prækes og avtoriseres, og det Liv, der leves, har forarget hans Følelse, og hans skarpe logiske Sans har gjort ham til en Angriber paa det tomme. avtoritetsmæssige, i Kamp med hvem de fleste er bleven ret ilde medtaget, især om Modstanderen var en Teolog.
Hans store stilistiske Evne er ham et ypperligt Hjælpemiddel i Kampene; han fører sin Pen som en Gideon, det regner med salte Spydigheder og fyger med spidse Vittigheder; hans Tanker fylker sig i flotte Geledder, der fører et helt Arsenal af Bevismateriale i Ilden.
Henning Jensen fødtes den 6te Dcbr 1838. 26 Aar gl. tog han Præsteexamen, blev Aaret efter Præst og virkede som saadan dels som anført i Haslev-Egnen, dels paa Bornholm, indtil han 1878 blev Præst i Stenmagle, i hvilket Embede han sad til først paa Aaret 1885, da Scavenius gav ham Afsked. Thi mens han var Præst i Stenmagle, kom han ind i den politiske Bevægelse, der da tog Fart; han forargedes over den skrigende Modsigelse mellem de politiske Dogmer og det politiske Liv, og i "Morgenbladet", som da lededes af Hørup, gav han sin Forargelse Luft; dette var allerede nok, men det blev mere end nok, da han stillede sig som Scavenius Modkandidat i Stevnskredsen.
Efter at være bleven afskediget, blev han den 1ste Septbr. 1886 valgt som Monrads Efterfølger i Middelfartkredsen og har siden da siddet i Folketinget, hørende til Hørups Gruppe. Han taler ikke sjældent i Tinget, og naar man ikke netop er den beklagelsesværdige Gjenstand for hans snærtende Bid, er det en Nydelse at høre ham tale.
Fra Bladet "Enhver sit", som han udgav, er han bleven kjendt af mange. I mer end en Henseende er Navnet "Enhver sit" betegnende, men bl. a. ogsaa i den, at det, H. Jensen vil, er en Tilstand, under hvillen enhver faar sit, og for Opnaaelsen deraf har han gjort et Arbejde af mere end almindelig Værdi.
(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 2. november 1890)
1886-1897 var han medarbejder ved Politiken, 1884-1897 ved Social-Demokraten. I begge førte han en skarp nedrivende polemik mod Folkekirken og dens præsteskab. Han udgav i denne periode (1890-1893) i 3 særskilte skrifter en fremstilling af Jesu liv og død i afgjort fritænkersk ånd og udgav endvidere 3 fortællinger, Kapellanen (1891, imod den Indre Mission), Pastor Dahlberg (1892, en præsts brud med kirkelæren) og Blodets Baand (1895, for Socialdemokratiet). 1886-92 var han Folketingsmand og hørte til Viggo Hørups retning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar