Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.
Et stykke inde i 1900-tallet skrev Jensen flere andre fortællinger og Psykisk Forskning. Livets og Dødens Gaade (1916). Desuden udgav han en del populære skrifter og delvis, selvbiografiske romaner. I "Min sidste Bog" (1919), mærkes en stærk interesse for spiritismen.
Henning Jensen.
Jeg kan ikke fortælle Henning Jensens Historie. Det er en gammel Historie, og jeg er ikke inde i Enkelthederne. Vi, der ved, at Verdens Skabelse - eller Undergang - begyndte i 1914 gaar forbi Hørup i Kongens Have uden at høre saa meget som en Hvislen. Og dog har Kunstneren gjort hans Mund til et stort Skraal. Ja, det skal være gaaet livligt til her i Landet i vore Fædres Tid, og Henning Jensen var nok endda rørigere end saa mange andre der troede som han, at Landet kunde sættes paa den anden Ende. Han afstak ikke sin præstelige og politiske Bane efter en Linie; han havde ikke engang Pasgænger-Hæderlighedens Afsky for skarpe Kurver. Han mistede et Præstekald, hvad jeg i Betragtning af at han selv var ude om det, ikke kan se noget mærkelig i, navnlig da han beholdt en Pension. Men den Gang var Martyriet paa Moden; Georg Brandes havde lagt for, og Henning Jensen fik en smuk Charge blandt hans Efterfølgere. Jeg tror nok, at "Politiken" ønskede saavel Videnskaben som Skønlitteraturen til Lykke med hans Forfatterskab; men det kan godt være at, "Politiken" har glemt det. Saa husker "Social-Demokraten" bedre; den hyldede en Gang imellem Henning Jensens Overbevisningstroskab ved at aftrykke gamle Artikler, hvis Indhold og Form viser, at der for godt en Snes Aar siden var en politisk Skribent ved Bladet
Men, som sagt, noget nærmere om Henning Jensens Stortid som Aandskæmpe og Banebryder ved jeg ikke. Da jeg lærte ham at kende, var han Redaktør og polemisk Pennefører ved "København". For det meste beskæftigede han sig med "Politiken"; han skrev altid Navnet "Pol", maaske fordi han skrev det saa tidt, men maaske ogsaa - det har jeg ham mistænkt for, fordi han opfattede det som et Slags Papegøjenavn. At det var ham en sand Svir at drille Poppedrengen, er i det mindste hævet over al Tvivl
Jeg vilde udtrykke mig ærbødigere om en saa gammel Mand som Henning Jensen, hvis jeg ikke vidste, hvor ung han er. Dengang jeg kom til "København" som grøn Medarbejder, var han 66. Da jeg forlod Bladet, var han kun 80. Han var Redaktionens bedste Fodgænger, og naar han kom tilbage fra sin Sommerferie som en solbarket Lohals-Rødhud, var han endnu mere end ellers dens Stolthed. Sandsynligvis har han engang haft Albuer som alle andre Folk, der ved hvad det betyder for Verden, at de kommer frem. Men jeg har kun kendt ham som en beskeden ung Mand, der aldrig talte først, og var en Salomo i venlig Visdom, naar man gjorde ham den Ære at indlade sig med ham. Det er ingen Overdrivelse; en lang og bevæget Sejlads har ført Henning Jensen til den Ankerplads hvor man ikke pløjer Bølgerne, men lytter til dem. Hvad Navn, jeg skal give Stedet, véd jeg ikke. "Social-Demokraten" har oftere stemplet det som et af Reaktionens onde stinkende Smuthuller. Men "Social-Demokraten" tager nu altid Munden saa fuld.
Naturligvis, saa ung som Henning Jensen holder man sig ikke for sine Dyders Skyld jeg véd nok, at Henning Jensen tror paa et bedre Hinsides, der ikke er befængt med radikal Skvalder, og hvor de folkekirkelige Forhold desuagtet er endnu rummeligere end i Vaalse. Men paa den anden Side føler jeg mig forvisset om at hans syndige Sjæl endnu vanskelig vil kunne løsrive sig fra Jorderig med saadanne Tillokkelser som "Politiken" og stud. theol. F. J. Borgbjerg. Henning Jensen er Verdens liberaleste Teolog, og dog vilde han aldrig have valgt Teologien, dersom han ikke havde vidst at den aldrig slaar Haanden af sine Dyrkere, men netop tager deres Anlæg i Brug, træner dem, som man træner en Jagtfalk og altid har en Fanden parat for en rask Mand med et Blækhus.
Derfor er Henning Jensen ogsaa stolt af at være Teolog. Og har han end som saa mangen anden Kondottier baaret mere og mere end een Farve til Kamp stod hans Hu under dem alle. Vil man bebrejde ham, at han sommetider har brugt en jesuitisk Stilet i Stedet for et ridderligt Slagsværd, saa vil han svare med et grumt Smil, at han i alt Fald aldrig har været en Stymper, der søgte Aflad, førend han langede ud.
Jeg forestiller mig, at han altid har foretrukket et Liv efter Lyst og Temperament, efter Had og Venskab for et velvilligt Eftermæle, og at han i Anfægtelsesøjeblikke har spurgt med Linedanseren i Sankt Hansaften-Spil, om "de andre" ikke ogsaa var nogle Bengler. Et er jeg vis paa: hvis Henning Jensen var blevet til, uden at give et offentligt Kny fra sig, hvis han aldrig havde betraadt en Talerstol eller skrevet en Avisartikel saa vilde han have naaet nøjagtigt lige saa meget og lise saa lidt som nu. For ham har Livet som offentlig Personlighed nærmest kun været Omkostninger; sin betydelige Intelligens, sin Kundskabsfylde, sIn Livserfaring, har han ikke omsat i et Livsresultat, i hvilket han lægger sig til Hvile som den ægyptiske Konge i sin Pyramide. Men ung har han holdt sig ved Kamp og ved Søgen. Han fører endnu sin Pen til Misundelse for mangen Konkurrent, naar han vil; til et lille, rask Krydstogt sætter han med Fornøjelse Sejl den Dag i Dag. Og da onde Tunger sagde, at han ikke havde flere Standpunkter at revidere, saa blev denne Pastor emeritus Aandemaner. Hans Begrundelse var ikke ilde: har han Uret i at Materialismen er Tidens Pest, og at Kirkeklokkerne har svært ved at ringe den af Lande? Vist tror Henning Jensen paa Aander; om Videnskaben er ham en saa sikker Forbundsfælle, som han gaar ud fra, og om han har mange Meningsfæller blandt "København"s Læsere, skal jeg ikke kunde sige. Men hvor ihærdigt og udholdende har han ikke slaaet til Lyd for sin Opfattelse! Og hvor overbevist sikker har han ikke været i sin Sag!
Henning Jensen er ikke mere Redaktør ved "København". Han har forladt sin Post med en stilfærdig Tak til Bladets Chefredaktør, og Takken er bleven gengældt. To hedere Hoveder end Hennings Jensens og Witzanskys har sjældent rendt Panderne sammen. Og to Mænd ender ikke altid i saa roligt og tillidsfuldt Venskab. Selv i Henning Jensens Liv er 20 Aar et Stykke Tid. Hans 20 Aar ved "København" blev en Arbejdsdag, der langsomt og uden bratte Udgange ebbede ud i Hvile.
Og hvad kan en gammel Mand forlange mere? vil Henning Jensen tænke. Indtil han en Dag læser i "København", at Kirkeligt Landsforbund har vedtaget en Resolution, som kun en meget gammel Teolog kan bekræfte.
Anders Vigen.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. maj 1919)
Anders Vigen (1879-1957) journalist. Ansat 1905 ved avisen København. Avisen var da uafhængigt borgerlig, stærkt forsvarsvenlig, skarpt antisocialistisk. I sin tid på København skrev Vigen stærkt polemiske lederartikler. Da Witzansky 1918 solgte det til en gruppe af industriens hovedmænd med Alexander Foss i spidsen, blev han politisk medarbejder ved Berlingske Tidende, dog kun til 1919 hvor han blev medleder af Erhvervenes pressesekretariat der var oprettet af Industrirådet og arbejdsgiverforeningen. For igen efter den politiske krise 1920 at indgå i Berlingskes redaktion som politisk hovedmedarbejder. Disse to stillinger havde han indtil årsskiftet 1926-27 fratrådte. Nytår 1928 politisk redaktør i chefredaktionen for Berlingskes morgen- og aftenudgave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar