Dagmar Olrik: uddannet 1879-80 på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Derefter blev hun undervist af sin fader, senere af maleren Viggo Pedersen. På en studierejse i Tyskland, Frankrig og Italien, og i Rom og Firenze lærte hun 1900 gobelinvævning og restaurering af gobeliner. I 1902 blev hun leder af værkstedet for vævningen af gobeliner til Københavns nye rådhus. På initiativ af broderen Axel Olrik ville man hylde maleren Lorenz Frølich på hans 80-års fødselsdag ved at udsmykke rådhuset med gobeliner udført efter hans kartoner, der havde motiver fra den nordiske mytologi. Lorenz Frølich (1820-1908) var internationalt kendt som børnebogstegner. Han udførte 1900 kartoner til billedtæpper med motiver fra Fabricius' Danmarkshistorie. Arbejdet tog 18 år. 1902-10 bistod søsteren hende i arbejdet på værkstedet, hvor Dagmar Olrik oplærte mange elever.
Det næste Gobelin.
Man mindes sin Grimm paa Vej op til Stedet, hvor det næste Gobelin bliver til. Borgens Gange bliver snevrere og snevrere og mere og mere snørklede. Den Vandrendes Trin lyder hult, og Genlyden kommer tilbage fra lierne Hvælvinger. Under Bjælkeloftet tærer Hus- og Korsedderkoppen paa Sommerens Fangst, og del siges, at Taarnfalken har til Huse deroppe et Sted, hvor Tømret danner Labyrinth.
Bandt Rhinen sit grønblaa Baand dybt dernede ved Borgens Fod, og havde Tidens Tand gnavet Mur og Bindingsvært, kunde den svære, dobbelte Jerndør, hvis Bolte nu med Larm og Raslen løftes af Lejet, vel tænkes at føre ind til Feen, der - stadig jævnføres Grimm - ynder at slaa den gyldne Ten i slige sære Kroge.
Lige meget, at man hører de elektriske Sporvognes Klokkekimen for Borgens Fod, og lad være, at det nye Raadhus' Siobning endnu ikke er anløben, Stedet er det bedst mulige Atelier i hele Hovedstaden, for Kongen over Eventyrriget, Skaberen af Alfer og Nisser, den gamle Mester Lorenz Frølich, Manden, der kan fejle Fantasiens Skude paa grundere Vand end alle andre Navigatører i dette daarlig afmærkede Løb.
* * *
Allerede i flere Aar, fra Arbejdet blev begyndt paa de første Raadhusgobelin, har Lorenz Frølich havt Atelier heroppe paa Raadhusets Loft i samme store Rum hvor Frøken Dagmar Olrik har opstillet sine Væve.
Ved et pynteligt Tremmeværk i halv nyengelsk Stil er Stuen delt i to Dele, hvoraf den nærmest Indgangen giver Plads for en Del af Raadhussamlingerne. Bag det grønne Gitter residerer saa den gamle Kunstner og den meget talentfulde Dame. Det Arbejde, som nu er l Gang, forestiller "Uffe hin Spage". Frølich har malet Situationen umiddelbart efter Uffes Kamp med den holstenske Kongesøn og hans bedste Kæmpe paa Ejderøen. For Uffes Fødder ligger den med Vermunds gamle Sværd Skræp fældede Prins. De danner tilsammen Billedets Hovedfigur. Vermund har just af sine Ledsagere hørt Kampens Udfald og kommer nu ilende sin Søn i Møde med udbredte Arme. Der forestaar endnu forskellige Forandringer med Uffeskikkelsen, som sikkert ogsaa kan blive noget friskere og livligere; det bør mere pointeres, at han er vaagnet til nyt og daadrigt Liv. Kompositionen er som Helhed fortrinlig, og Vermundfiguren kommer højt op mellem Frølichs Frembringelser. Det rent koloristiske maa selvfølgelig ses i Forhold til Bestemmelsen, at genstøbes i Gobelinet og saaledes bedømmes, naar Arbejdet om Aar bliver fuldt færdigt.
Taalmodighed og Udholdenhed maa den have faaet i Vuggegave, der skal gengive Scenen er i Garn. Selv med anspændt Energi stæder Arbejdet sig frem Linie for Linie, og naar den korte Vinterdag er svunden, er man maaske naaet en Kvadraltomme videre, end da man begyndte om Morgenen.
Foran den store, høje Væv staar Frølichs Billeder og Udkast, saaledes at den, der væver, stadig har Kunstnerens Farvenuancer for Øje. Linierne kalkeres med sort Farve fra Billedet over paa Forsiden af Vævens lange, hvide Traade. Da Vævningen foregaar paa den anden Side Væven, hvorfra man altsaa ikke kan se de overførte Konturer, bliver der stillet et Spejl op foran, og gennem dette følger Væversken Omridsene. Allerede dette synes uhyre besværligt. Men det forsikres, at Øjet hurtig vænner sig til at arbejde efter Spejlbilledet, og at man, for ret at se Vanskelighederne, bør gaa om paa Vrangen.
Set herfra frembyder Væven et enestaaende Billede paa Forvirring. Hundreder af de smaa kniplepindelignende Træskytter, omvundne med Garn i snart sagt alle Farver, sidder tæt op mod Vævens hvide Garn, saa tæt, at det næsten ikke synes muligt at bevæge den ene for den anden.
Man er netop i Færd med at væve en Kvadrattomme Brynje. Det tilsvarende Stykke ses paa Billedet i en blaagraagrønlig Metalfarve. Til Genfremstillingen af blot denne Kvadrattomme er flere Snese forskellige Garnvindsler i Brug. Undertiden skifter Farverne med næppe synlige Mellemrum, og Blikket er paa evig Vandring mellem Vindslerne, Spejlet og Kunstnerens Billede. Endda gaar det af og til galt alligevel, og det med meget Besvær vævede lille Stykke maa atter pilles op.
* * *
Frøken Dagmar Olrik, der leder hele Væverarbejdet, som Stykke for Stykke approberes af Frølich, har til Hjælp to unge Damer, der arbejder ved Vævene, og en ganske ung Pige, der sætter Garnet paa Vindsler.
Frøken Olrik har i Florents lært den tekniske Side af Arbejdet til Fuldkommenhed. Det, som ikke kan læres, men maa ejes paa Forhaand og kun kan udvikles og skærpes, det rent kunstneriske, Blikket for Nuancer og Evnen til at bedømme Forholdet mellem Penslen og Garnets Kolorit, har hun allerede vist, at hun var i Besiddelse af ved sit første store Raadhusgobelin.
Det ene er ikke mindre nødvendigt end det andet. Blot det at indkøbe Garnet kræver Aars Erfaring og et fintmærkende Øje. Det Garn, Gobelinvæveriet kræver, gaar man ikke ned og køber i nærmeste Manufakturhandlerbutik, men køber det overhovedet saare sjældent der i Landet.
Det meste faar Frøken Olrik fra Lund, hvor der findes et over Hundrede Aar gammelt Farveri, der tilvirker Garnet paa rette Maade og har det rette Udvalg. Findes det ikke i Lund, gaar Turen til Norge, hvor der ogsaa findes enkelte brugbare Farverier. For visse Farvers Vedkommende maa man søge til Paris, og det kan naturligvis afgøres ved en vidtløftig Korrespondances Frem- og Tilbagesendinger, men det bedste er og bliver, naar Frøkenen selv kan vælge Farverne paa Stedet.
Ikke til at undres over, at Gobelinsvæveriet saa hurtig uddøde her i Landet. Den smukke Kunst stiller saa store Fordringer til Udøverne i Retning af Indsigt, Smag og Farvesans, at allerede det kun er de færreste givet. Dertil en Taalmodighed, der om den end ikke behøver at være som Danaidernes, saa dog næsten som hin gode Fees, der sad i det ensomme Taarnkammer og spandt og spandt, uden at nogen vidste, hvor længe hun havde siddet det.
(Nationaltidende 17. januar 1907)
Den vanskelige Kunst
Det er i Dag, det sidst fuldførte Gobelin afleveres til Raadhuset af den Komité, der samler ind til de kønne Vægdekorationer. Et Øjebliks Hvile indtræder oppe i de store Taarnværelser, hvor Vævene nu har gaaet med faa Afbrydelser i en halv Snes Aar, indtil man tager fat paa at omsætte den næste Kartons Farver i kulørt Garn.
Højt over Byen, afsides fra den travle Summen i den store Bygning, gemt væk paa Bunden af snørklede Gange og kun tilgængelig af knirkende Trapper, der alt synes at have faaet Ærværdighedens Ælde, der ligger Gobelinsvæveriet, som Frøken Dagmar Olrik leder.
Det var udmærket, at man havde Lorenz Frølichs Kompositioner, da man bestemte sig til at lave Raadhusgobelinerne, det var et Held, at denne fremragende Kunstner selv var i Live og kunde yde sin Hjælp i de første vanskelige Aar, men det er dog et Spørgsmaal, om Planen kunde være virkeligjort, hvis man ikke ogsaa havde havde havt Frøken Dagmar Olrik.
Det maatte være en Dame med usædvanlige Evner, der skulde løse denne Opgave. Det var ikke nok, at hun havde den rent tekniske Viden, som mere end en kunde erhverve ved Studier, men hun maatte ogsaa have den rette kunstneriske Forstaaelse af denne specielle Opgave at virke de gamle Sagnbilleder i Væven.
Dagmar Olrik var af en Slægt, hvor Interessen for Kunst er ligesaa levende som for Historie. Den afdøde Maler, Professor Henrik Olrik er hendes Fader, Forskeren af Oldtidsminder Axel Olrik hendes Broder, Hans Olrik, Forfatteren af mangfoldige Skrifter om den tidlige Middelalder og Musæumsinspektør Jørgen Olrik, andre af hendes Brødre. Det var da for hende ikke noget nyt at skabe karakteristiske Figurer ud af Fortidens Historie, som hele hendes Familie havde dyrket fra sin Ungdom. Eller som man ogsaa kan udtrykke det, satte sig ind i Frølichs Aand og Tankegang. Samarbejdet mellem de to, Kunstneren og Væversken blev saa intimt som det kunde, og det var en af Frølichs største Glæder, at Frøken Olrik forstod ham saa fuldt ud.
Uhyre besværligt har dette Arbejde været. Hvad der er prøvet og atter vraget af Materiale er meget anseeligt. Med mange Handlende rundt om i Europa har Væveriet staaet I Forbindelse for at finde det Garn, der egnede sig. Og nu leveres Størstedelen vistnok fra et Aarhundrede gammelt svensk Farveri i Sydsverrig og fra enkelte franske Farverier.
Hvor vanskeligt er det ikke ogsaa, selv om Materialet nu er blevet saa godt som ønskeligt at ramme netop de rette Toner i Kunstnerens farvede Karton. Arbejdsmethoden er paa en Maade indirekte, thi kun et Speil i Væven fortæller Væversken om det er lykkedes hende at følge Kunstnerens Farver. Og ofte viser det sig saa, at Dagens Slid har været uden Resultat, de vævede Traade maa atter stilles og der maa begyndes forfra.
Savledes er Gobelinsvæveri ogsaa et Taalmodighedsarbejde af Rang. Det er forstaaeligt om Frk. Olrik og hendes Medhjælpersker, der nu møjsommeligt har føjet Kvadrattomme til Kvadrattomme til det sidste store Arbejde, føler Stolthed og Glæde ved at det i Dag overrækkes Byen og fra i Dag pryder Byens smukkeste Festsal. Det giver Mod og Lyst tik at fortsætte med den næste Halvdel, som vil lægge Beslag paa Damernes fulde Arbejdsevne i de næste 10 Aar.
(Nationaltidende 7. april 1913)
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. marts 1916 bragte på forsiden en kort reportage med fotoer (desværre i dårlig kvalitet) af arbejdet i vævestuen.
Den næstsidste gobelin blev afleveret i marts 1919. Den 25. oktober 1920 afleverede komiteen det endelige arbejde. I slutningen af året modtog hun fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde.
Foruden det store arbejde med rådhusgobelinerne udførte hun opgaver med restaurering af gobeliner for Nationalmuseet, Københavns Universitet, Frederiksborgmuseet samt for en række herregårde. Sine kunstneriske evner brugte hun desuden på egne værkstedsarbejder og udstillinger. Fra 1918 boede hun i Klampenborg hos søsteren og dennes ægtefælle arkitekt Carl Brummer. I 1920 blev hun hædret med Fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde med gobelinerne.
Dagmar Olrik virkede i en periode af dansk tekstilhistorie, hvor den gamle gobelinteknik blev taget op på ny, og hvor en voksende interesse for moderne brugstekstiler bl.a. gav stødet til oprettelse af nye væveskoler. Motiverne fra folkeviser og Nordens mytologi, der prægede tiden før århundredskiftet, blev afløst af en inspiration fra museernes bondetekstiler. I denne brydningstid understregede Dagmar Olrik den nationale tekstile tradition, samtidig med at hun lagde vægt på en fornyelse af vævningen som fag.
60 Aars Fødselsdag.
Frk. Dagmar Olrik ved Væven.
Paa Onsdag bliver Frk. Dagmar Olrik, Lederen af Raadhusets Gobelin væveri, 60 Aar.
Som Datter af den afdøde Portrætmaler, Professor H. Olrik, fik Frk. Olrik sin første Interesse for Kunst i Faderens Atelier i den kendte Villa i Rahbeks Allé, hvor Væggene var smykkede med Pompeijanske Dekorationer. Hun blev først Malerinde og udstillede jevnligt paa Foraarsudstillingerne, indtil hun i 1000 efter forskellige Forsøg i dekorativ Retning fandt det Felt, hvor hun kunde udfolde hele sin Personlighed: Gobelinvævningen.
Dagmar Olrik var en af de første, som ivrigt kastede sig over denne Kunstart, der paa det Tidspunkt var fuldstændig uddød herhjemme, og hun foretog en lang Studierejse i Italien, hvor hun bl, a. kopierede Vatikanets berømte Gobeliner, og i Florenz blev vejledet af Forstanderinden for Uffiziernes Gobelinrestaurerings-Værksteder i den Kunst at restaurere gamle, brøstfældige Gobeliner, saa man end ikke kunde se at de var restaurerede. Ved Hjemkomsten overdrog man Frk. Olrik Restaureringen af Tapeterne i Frederik II's Stue paa Frederiksborg. hvilket hun udførte til overordentlig Tilfredshed, og efter den Tid er talrige Gobeliner fra vore Slotte samt et af de Knieperske Tapeter paa Nationalmuseet istandsatte af hende.
I 1902 henvendte en Kreds af Lorenz Frølichs Venner og Beundrere sig til Frk. Olrik og bad hende overtage det interessante og ærefulde Hverv at udføre Gobeliner efter Kunstnerens Tegninger til en af Salene i det nye Raadhus. Magistraten stillede beredvilligt Lokaler til Disposition paa selve Raadhuset, og Dagmar Olrik tog da - godt rustet gennem sine talrige Studier - fat paa sin Livsopgave: efter Frølichs Tegninger i Væven at give de gamle danske Helteskikkelser Liv og Farve, et mægtigt Arbejde, hvortil hun fik en Skare dygtige Medhjælpere med Frk. Louise Harboe i Spidsen.
Ved sin 60 Aars Fødselsdag kan Frk. Olrik omtrent se Fuldendelsen paa dette Værk, idet man mener at have det hele færdigt til Frølichs Hundredaarsdag den 25de Oktober.
Hun har hermed paa den smukkeste Maade sikret sit Navns Bevarelse for Efterverdenene.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1920, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar