Ministeriets specielle Organer, "Berl. Tid." og "Dagens Nyheder", indeholder i Gaar omtrent ligelydende Meddelelser om den i disse Dage af Kirke- og Undervisningsministeriet afgivne Resolution i den Saxtorphske Sag. Resolutionen lyder saaledes :
"Fra Direktionen for Frederiks Hospital er til Kirke- og Undervisningsministeriet indkommet Erklæringer fra Overkirurg, Prof. Saxtorph samt fra det ham underordnede Personale i Anledning af en i "Social-Demokraten" optagen Fremstilling af Førstnævntes Forhold lige over for en paa del kgl. Frederiks Hospital amputeret og senere ved Døden afgaaet Patient. Af disse Erklæringer fremgaar det, at den i det anførte Blad givne Fremstilling af det Passerede i flere væsentlige Punkter er urigtig (?). Det er saaledes af Prof. Saxtorph bestemt benægtet, at han har givet en almindelig Tilladelse til Indbringelse fra Byen af Fedevarer til Patienten, hvorimod han kun har indrømmet denne en begrænset Dispensation fra det bestaaende Indførselsforbud, idet han har givet ham Tilladelse til at nyde Appelsiner og Vine, der ikke leveres paa Hospitaler. Denne begrænsede Dispensation er imidlertid bleven misforstaaet af Reservekirurgen, som i den Formening, at en almindelig Tilladelse var given af Prof. Saxtorph, har udstedt en saakaldet Passerseddel, hvorefter Fødemidler uden Begrænsning ere indbragte udenfra til Patienten. Dette har givet Anledning til, at Prof. Saxtorph, der maatte antage, at Stuekonen havde gjort sig skyldig i grov Overtrædelse af dette Forbud, paa Stedet har givet hende en alvorlig Tilrettevisning i Sygeværelset, hvor Patienten henlaa.
Endvidere er den af Bladene givne Fremstilling af Sammenstød mellem Prof. Saxtorph og det øvrige Lægepersonale samt den Syges Moder usandfærdig, idet ingen af disse vare tilstede under hans gentagne Besøg hos Patienten den paagældende Dag. Ligeledes er det oplyst, at den af Professor Saxtorph beordrede Flytning af Patienten til en anden Sygestue, der forøvrigt ikke foregik i en Kurv, men i og i Forbindelse med Patientens Seng, er en Foranstaltning, der ofte anvendes selv med Hensyn til de haardest angrebne Syge, dels i hygieinisk Øjemed, dels for at bringe Patienter under et strængere Tilsyn.
Endelig er det godtgjort, at der ikke er nogen rimelig Kausalforbindelse mellem Professor Saxtorphs Optræden ved den anførte Lejlighed lige over for Stuekonen og Patientens kort derefter indtraadte Død, idet dennes Tilstand alt forinden skildres som haabløs og hans Død for umiddelbart forestaaende.
Efter det saaledes Fremkomne har Ministeriet fundet Anledning til at paalægge Direktionen at tilkendegive Professor Saxtorph sin Beklagelse over, at den af ham givne Tilladelse til en delvis Indbringelse af Levnetsmidler til Patienten ikke har været givet saa tydeligt og klart, at en Misforstaaelse kunde undgaas, ligesom Ministeriet har udtalt sin alvorlige Misbilligelse af Professor Saxtorphs heftige og hensynsløse Optræden lige over for den Døende, en Optræden, der endog kun var begrundet i en Fejltagelse fra hans Side, som paa Stedet vilde være bleven opklaret, saafremt han havde vist en lidt større Besindighed."
Hermed skal denne Sag formodentlig have sit Forblivende. Med denne paa en vag, urigtig cg vaklende Motivering byggede Misbilligelse er det altsaa Hensigten at lade Hr. Saxtorph slippe, skønt han vitterlig har gjort sig skyldig i en Brøde, som vilde have bragt enhver as hans Underordnede en langt strængere Straf.
Forinden vi gaar over til at vise, paa hvilke Punkter den af Hr. Saxtorph afgivne og af Kultusmrnisteriet godkendte Forklaring er i Uoverensstemmelse med Sandheden, skal vi tillade os at undersøge den ovenfor citerede Resolution lidt nærmere.
Det hedder i denne, at Hr. Saxtorph ikke har givet Tilladelse til Indbringelse af Fødevarer til Patienten, idet han kun har tilladt, at den Syge maatte nyde Appelsiner og Vine. Efter denne Forklaring er Saxtorph jo brødefri og hele Fejlen paahviler Reservekirurgen, der har misforstaaet Processoren.
Endvidere hedder det, at Hr. Saxtorph kun har tildelt Stuekonen en alvorlig Tilrettevisning, fordi hun havde tilladt, at Fødemidler uden Begrænsning blev indbragt til den Syge. Ogsaa med Hensyn til dette Punkt har Hr. Sartorph baade Retten og Uskyldigheden paa sin Side; thi det at tilrettevise en Stuekone, naar hun uden Professorens Tilladelse ser gennem Fingre med Brud paa Hospitalets Reglement, er ingen Forbrydelse, og Hr. Saxtorph er jo overbevist om ikke at have givet denne Tilladelse.
Dernæst siges der, at den af Bladene givne Fremstilling af Sammenstødet mellem Saxtorph og de øvrige Læger samt den Syges Moder, er usandfærdig. Professoren er altsaa ogsaa uskyldig i dette Tilfælde.
Længere nede i Resolutionen hedder det, at Flytning af Patienter til en anden Sygestue ofte anvendes selv med Hensyn til de haardest angrebne Syge, dels af hygieiniske dels andre Grunde. Naar man altsaa har anket over afdøde Kontorist Erichsens Flytning er dette aldeles ubeføjet, og Hr. Saxtorph staar ogsaa hvad denne Anke angaar ren og fri for enhver Brøde.
Endelig siger den ministerielle Skrivelse, at Patientens Død ikke staar i nogen rimelig Aarsags-Forbindelse med Professorens Optræden. Altsaa har Hr. Saxtorph ingen Ansvar for den Syges hurtige Død, og han er aldeles uskyldig og angerløs med Hensyn til denne.
Efter denne Forklaring, efter alle disse Beviser for Professorens Uskyldighed, maa man nok spørge, hvad der bevæger Kultusministeren til at tildele Hr. Saxtorph en alvorlig Misbilligelse, og man maa nok spørge, hvorledes Ministeriet efter sin Motivering kommer til det Resultat, at Saxtorph har vist Heftig og hensynsløs Optræden overfor den Døende. Der er jo ikke i Sagens Fremstilling et Ord, som antyder noget saadant, der er jo ikke en Stavelse i Præmisserne, som begrunder denne Beskyldning eller forsvarer denne Dom, som vilde være meget uretfærdig, hvis Resolutionens Fremstilling af Sagen er korrekt.
Heldigvis er Kultusministeriets Veje ikke i højere Grad urandsagelige, end at almindelige Dødelige nok kan sinde sig tilrette deri. Og den Udtydning ligger da nær, at man har været saa forhippede paa at undskylde og forsvare Saxtorph, at det næsten er blevet glemt, at man dog af Hensyn til Offenligheden maatte misbillige hans Optræden. Derfor kommer denne malplacerede Udtalelse om Hensynsløshed dumpende ned i de sidste Linjer som en skærende Kontrast til Alt, hvad der er sagt forud; derfor er hele denne Resolution, som Alt, hvad der ikke er bygget paa Sandhed, blevet et grelt Makværk, fra hvilket Uhjælpsomheden, Usandsynlighederne og Modsigelserne stritter ud til alle Sider. Alene af denne Resolution, udstedt af et Kirkeministerium, vil Efterverdenen kunne lære, hvilke dejlig: moralske Forhold, der herskede i Danmark Anno 82.
Vi har i det Foregaaende ladet den ministerielle Resolution dømme sig selv. For dog ret at belyse den, skal vi imidlertid tillade os et Par Kommentarer.
Den Afdødes Moder har i saa Henseende bemyndiget os til at meddele følgende:
Det er langt fra, at der til Patienten blev indbragt "Fødemidler uden Begrænsning". Alt i Alt modtog han to Gange lidt Duesteg og en Gang lidt Kyllingesteg, samt efterhaanden to Flasker Rødvin, som han drak, blandet med Vand, for at komme til Kræfter. Som bekendt havde Moderen Tilladelse til at medbringe disse Fødemidler, og det er saa meget utænkeligere, at Nydelsen heraf kunde virke skadelig, som Patienten ellers i Tilfælde af Trang til Næring skulde nyde Hospitalets sædvanlige Kost, da han ikke var sat paa nogen ekstraordinær Diæt. Ligeledes er det urigtigt, at Moderen ikke var tilstede under Professorens voldsomme Udbrud. Tvertimod sad hun ved Sønnens Seng, da Saxtorph anden Gang gav efter for sit ustyrlige Raseri, som han lod gaa ud ikke alene over Stuekonen, men over Patienten, som han betegnede med Udtryk som "Fyr" o. s. v., og over Moderen.
Der er ingen som helst Grund til at drage den Afdødes Moders Ord i Tvivl, saa meget mere som de bekræftes fra alle Sider, og hvad det angaar med den brutale Behandling af Stuekonen, som kun handlede efter Ordre, og med Patientens Flytning, der mødte Modstand hos Lægerne, da fordømmer begge disse Handlinger sig selv i højere Grad end vi er i Stand til.
Vi kommer endelig til det sidste Punkt, Aarsagsforbindelsen mellem Saxtorphs Optræden og Patientens Død. Resolutionen siger, at det er godtgjort, at der ingen Kausalforbindelse er til Stede. Hertil skal vi oplyse, at da den Afdødes Principal besøgte ham samme Dags Morgen, som Døden fandt Sted om Aftenen, da ytrede den Syge, at han befandt sig bedre end tidligere og i det hele taget forholdsvis vel. Selv om man imidlertid ikke vil lægge stor Vægt paa denne Udtalelse, saa er der en anden Omstændighed, som forekommer os i højeste Grad graverende. Hvis det nemlig forholder sig saaledes, at den Syge var haabløs opgivet, hvorfor tager da Saxtorph saa voldsomt paa Vej ved at erfare, at Patienten havde spist lidt Kyllingesteg? Var han opgivet og "hans Død umiddelbar forestaaende", saa var dette jo netop en Grund til at lade ham nyde, hvad han vilde; men ikke til at udskælde ham og flytte ham fra Stue til Stue.
Det stiller sig saaledes for os, at hvis den kultusministerielle Resolution er bygget paa en upartisk Fremstilling af Sagen, da er det uberettiget at tildele Saxtorph en Advarsel. Men hvis den er urigtig og vor Fremstilling korrekt, og dette hævder vi vedblivende, da er den "alvorlige Misbilligelse" kun en latterlig Straf. Medens Sagens Undersøgelse har staaet paa har man tilladt Saxtorph uforstyrret at fungere i sin overordnede Stilling paa Hospitalet, i en Stilling, hvor alle de, der skulde vidne mod ham, stod, i det Mindste indirekte, under hans Indflydelse. At dette var uheldigt, behøver vi vel ikke nærmere at paavise; men uheldigere og fordømmeligere er det, at han trods det Passerede vedblivende skal blive staaende i den Plads, som han har vist sig saa uværdig til. I denne Plads vil han være hævet over "Misbilligelser" og "Beklagelser", hvorfra de saa end kommer, medens Følgerne af "den Saxtorphske Affære" vil komme over deres Hoveder, der trods Kendskabet til "de Stores" Ukrænkelighed har vovet at vidne og opponere.
(Social-Demokraten 9. juni 1882).
Sagen er tidligere omtalt her på bloggen. Reservekirurgen opsagde umiddelbart efter denne affære sin stilling. I august blev hans afløser bekendt: Den blev 1882-1884 overtaget af Saxtorphs brorsøn, kirurgisk og medicinsk kandidat Johan Sylvester Peter Saxtorph (1851-1934). Han blev 1899 overkirurg ved hospitalet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar